Det her album er heller ikke postrock, selv ikke med den bredeste definition. Det er et fantastisk album, men det er positioneret ret præcist på grænsen mellem punk og postpunk. Guitar, guitar, bas og trommer, i sidste ende finder anmeldere mere inspiration fra Television hos bands som The Strokes. Men The Strokes har aldrig lavet et nummer som det her. Første halvdel er nogenlunde normal rock, men når først soloerne begynder er vi ovre i noget, der lyder som en forfar til crescendo-postrock som Mogwai, GYBE og Explosions In The Sky. Og for haen da for et klaver-klimaks. Tjek det ud, det er fantastisk:
Ok, normalt fungerer den her blog en plade af gangen, men meningen er jo at introducere folk til god musik, i håb om at de vil købe og holde af pladerne (selvom man naturligvis ikke behøver), så jeg vil lige skynde mig at introducere et af mine nye yndlingsbands og deres plader, mens de stadig er på tilbud fra pladeselskabet. De er rimelig undergrund og derfor ikke så nemme at få i Danmark. Desuden er udgivelserne hverken forskellige eller vigtige nok til at blive beskrevet hver for sig.
Worriedaboutsatan er en duo fra Leeds, England. De laver elektronisk ambient-dub-postrock. Deres debutsingle hed An Infinity of Oncoming Lights (06), men den har jeg ikke hørt, så den vil jeg ikke skrive noget om. Det ser ud til at de har lavet en video til den, men på den anden side virker den lidt kort...
Samme år udgav de deres debut-ep, der blot hedder worriedaboutsatan:
Worriedaboutsatan (06)
Det er deres tidligste demoer. Den vil jeg heller ikke skrive så meget om, andet end at anbefale den, for bandet har selv lagt den ud til gratis download her. Desuden har de lavet en del videoer:
Ep2 (07)
Året efter udkom så den fantastifuldt betitlede Ep2, og her begynder det at blive rigtig godt. Den her ep er en blanding af click'n'cut techno med postrock guitar-riffs og samplede melodier. Desværre er der kun lavet en enkelt video til, og det er ikke til ep'ens bedste nummer:
Det er stemmen jeg ikke er helt nede med. Stemningen er egentlig fin nok, men jeg synes ikke rigtig stemmen passer rigtig til. Resten af ep'en er dog rigtig god. Episk technorock hybrid. Ep'en indeholder også et remix af Morwenna fra den første ep, så hør den og forestil dig samme nummer, bare bedre produceret.
I år udgav de så deres debutalbum Arrivals. På dette album har de gemt rocken lidt væk til fordel for mere ambient og dub. Albummet tager sig god tid til at åbne med nummeret One Down, som de naturligvis også har lavet en video til:
Herefter kommer der mere gang i den. Albummet er delt op i fire sektioner, adskilt af tre relativt enslydende mellemspil der hedder henholdsvis ., .., og ... så det er jo nemt nok. Hvor første del føles som en introduktion føles anden del mere kantet og eksperimenterende, især Pissing About er et mærkeligt nummer med et forvrænget cellosample. Tredie del er mere positiv og triumferende og kulminerer med singlen You're In My Thoughts: Fjerde del føles så som en opsummering, og pladen slutter med titelnummeret:
Hvor bandet på ep'erne er ganske rockede og energiske er de på deres debutalbum blevet mere ambiente og stemningsskabende. Der er heller ikke længere så mange guitarer der får lov til at lyde som guitarer. Før de udgav Arrivals blev de mest sammenlignet med at andet britisk band ved navn 65daysofstatic (Jeg tror de åndsvage navne er en del af scenen. Af andre bands kan nævnes iLiKETRAiNS og Jeniferever) men Arrivals synes jeg mest lyder som en opdatering af den cyborglyd Disco Inferno og Seefeel (som jeg også nok snart skal få skrevet noget om) udviklede i 90'erne. Arrivals er ikke helt lige så god som DI, men den er mere sammenhængende end noget jeg har hørt med Seefeel.
Det virker for mig ganske sympatisk men også en smule fjollet med alle de her videoer. Bare for at understrege at worriedaboutsatan måske ikke altid ved hvornår de skal stoppe med de perifere aktiviteter har de udgivet en dobbelt remix-cd med udgaver af numre fra Arrivals. Og de snakker om at udgive endnu en. Anyways, de er virkelig et godt band, og for tiden kan deres discografi opkøbes for 10 pund samlet eksl. transport. Og så kan man nuppe Her Name Is Calla pladen med for 4 pund ekstra. Det er det værd.
Ok, nu er det tid for et af mine absolut yndlings postrock albums. Denne blog hedder, som du måske har bemærket, Cyborg Post Rock, og Cyborg-delen er uløseligt knyttet til det her album. Det her er en smeltedigel af samples, loops og postpunk lyd, der helt reelt lyder som en sammensmeltning af menneske og maskine, som et cyborg-ensemble.
Og det her er naturligvis ikke min egen observation. I den artikel af Simon Reynolds, jeg har linket til i indledningen, bliver termen cyborgrock brugt til netop at beskrive den lyd Disco Inferno havde udviklet på daværende tidspunkt. Ian Crause, der spillede guitar og sang, forbandt en MIDI sampler til hans guitar, så han kunne spille samples på strengene, og på den måde 'bøje' de forskellige lydkilder bandets sange bestod af.
Disco Inferno startede deres karriere med en gennemført postpunk lyd a la Joy Division og Wire - denne tidlige fase af deres karriere er samlet på det præcist betitlede album In Debt - men i løbet af 93-94 udviklede de en dyster sample-baseret lyd, der rammer idéen med postpunk langt bedre. Postpunk handlede ikke om nostalgi og gamle lyde, det handlede om at finde en ny lyd der passede til stemningen i Manchester i start-80'erne, og Disco Infernos melankolsk maskinelle postrock lyder som udsprunget af samme miljø og tankegang.
I perioden udgav bandet fem legendariske ep'er (som fortjener deres eget indlæg, hvis du selv vil udforske dem, så kan du jo starte herinde)og så det her album. Ep'erne er afvekslende, eksperimenterende og til tider ganske poppede, men det her album er (på trods af titlen) mere en stemningsting. Lyden bliver en smule monokrom, men sangskrivningen er stærk, og jeg har aldrig rigtig hørt noget lignende, så gør ikke så meget i mine ører. Næsten det hele er regndråber, rindende vand, maskinstøj og børnekor, det eneste der holder albummet fat i rockverdenen er basgangene og Ian Crauses stemme.
Jeg elsker som du måske har opdaget den tidlige engelske postrock, så utrolig musik, der fuldstændig blev skyllet væk af britpop, og nærmest er glemt i dag. Ja, den her artikel om scenen inde fra Pitchfork hedder sågar The Lost Generation. I artiklen fra 94 af Simon Reynolds afslører Crause at inspirationen kom fra produktionerne på hiphop-klassikeren Fear of a Black Planet med Public Enemy. Og Disco Infernos produktion fra de her år står som et strålende eksempel på, hvordan man kan forene hiphop og rock på en måde, som ikke blot er rockriffs med en rapper. Det her lød futuristisk i 94 og lyder stadig futuristisk i dag. Hvilket egentlig er en smule trist...
Som jeg har skrevet i introen til den her blog, så vil jeg også forsøge at beskrive albums der har været inspirationskilder til postrocken. Dvs jazz, hiphop, techno, reggae/dub, kraut, postpunk, etc. Jeg siger ikke, at Miles Davis er postrock, og jeg ved ikke nok om jazz til at kunne påstå, den her plade er noget helt specielt, men den har påvirket postrockartister fra Talk Talk (der udtalte af Spirit of Eden og Laughing Stock var forsøg på at fange stemningen herfra) til døds-drone duoen Sunn O))) (specifikt på nummeret Alice fra Monoliths & Dimension, som flere har påpeget).
Jeg ved som sagt ikke så meget om jazz, men jeg forestiller mig at der grundliggende er en modsætning mellem jazz' fokus på spontanitet og virtuositet og den form for studiekreeret postrock jeg advokerer for på denne blog. Det er naturligvis utrolig forsimplet (mange af de amerikanske postrockbands har en tydelig jazz-inspiration og der er udgivet mange jazz-plader - tjek f.eks. Isotope 217 og Chicago Underground - på Tortoises postrockpladeselskab Thrill Jockey. Et andet hipster-eksempel kunne være norske Supersilent) men jeg synes ofte jazz virker meget fokuseret på liveoplevelsen og mindre fokuseret på at arbejde med studiet som medspiller. Men In a Silent Way er i høj grad en studieproduktion.
Der er blevet udgivet en boks, der hedder The Complete In a Silent Way Sessions, hvor man kan høre det grundmateriale Miles Davis og hans producer klippeklistrede sammen til de to numre der udgør den endelige plade, og selvom jeg ikke har hørt den, kan jeg godt fornemme at disse numre ikke blot er livetakes. I første nummer Shhh/Peaceful er der en fast bækken/bas bund, der skifter lidt i intensitet (det er ikke blot et loop) men som synes at galopere derudaf uden at være særlig interesseret i hvordan keyboardsne gurgler og bobler mens forskellige blæsersoli spiller løs på toppen. Effekten er hypnotisk og nok turnal. Andet nummer starter og slutter med Joe Zawinuls vuggevise In a Silent Way, der er en utrolig sød lille melodi, og ind imellem er der It's About That Time. Et nummer der lyder lidt mere traditionelt i mine ører, men som dog også på en helt fantastisk måde bygger op til et klimaks hen imod slutningen. Trommeslageren får endelig lov til at give en smule los, efter at have spillet utrolig tilbagetrukket i næsten en halv time, og resten af gruppen følger endelig den basgang, der har forsøgt at overtage nummeret i et stykke tid.
Der er en ufattelig kreativitet og en fantastisk stemning på den her plade. I mine ører - og som sagt også i flere af de store postrockartisters - er det noget helt specielt. Stemningen minder om hvad man også kan finde på kraut og ambient plader, ja den bliver næsten helt støvet dubbet til tider. Og så er det en af den slags plader der ofte (og for eksempel for nylig i TP og Stereostudio) kan findes rundt omkring til en halvtredser. Hvilket den så absolut er værd, perfekt musik til når mørket er faldet på.
Ok, det her er en klassiker, og jeg kommer nok ikke til at kunne sige noget nyt om den. Men jeg faldt over en gammel anmeldelse fra 91 af Simon Reynolds, der satte nogle tanker i gang. Om nogen er Loveless en kanoniseret plade, det er højdepunktet fra shoegaze-bølgen og for mange det eneste interessante der kom derfra. Derfor er det også ret skægt at se hvordan den blev modtaget da den kom frem, specielt sætninger som: 'Throughout Loveless, MBV sound pregnant, like their music is about to metamorphosise to a higher state that they themselves can't quite conceive' og 'Those of us who are a little harder to please have been hoping that this LP would shame the imposters back into oblivion. Loveless isn't, quite, the record to do that.' Igennem hele anmeldelsen (som bestemt er positiv, den ender med at kalde den for et af årets plader) aner man en smule skuffelse over at MBV lyder lidt for meget som de gjorde på den foregående plade, Isn't Anything fra 88. Dette mindede mig om beskrivelsen af Isn't Anything fra en pitchforkliste over de bedste 80'er plader:'Sure, it was Loveless in chrysalis, but pupating genius is genius nonetheless.'
Loveless bliver i dag anset for at være kulminationen på hele shoegaze-bølgen, et endepunkt. Blandt andet fordi Kevin Shilds & co. aldrig fik fulgt op på den. At det dengang kunne ses som et skridt på vejen (endda ligefrem et fejltrin) er skægt at huske på. På sin vis er det hvad den her blog forsøge at handle om, hvor arbitrære konsensusser og genrebetegnelser kan være. Det her kaldes altid for shoegaze, aldrig for postrock, men på mange måder er det sammen med Talk Talk - Laughing Stock og Slint - Spiderland fuldstændig grundlaget for genren. Men der findes ikke bedre shoegaze-albums, så Loveless er blevet prototypen på den slags. Lidt på samme måde som The Rapture - Echoes er blevet prototypen på dancepunk, selvom langt det meste på den plade nærmere er house eller ballader eller bare punk.
Nå, det var en lille detour. Hvordan pladen lyder? Det er forsimplet sagt popsange om stoffer og sex med en hel masse avancerede guitareffekter inde over (fra debatten om en anden Reynolds artikel: 'The tremolo arm was responsible for the floating, microtonal, wavering, decentered sound. The open and unison tunings (and extreme volume and distortion) gave the kind of "giant tuning fork" overtone quality.'). Det er noget nær den perfekte blanding af pop og avantgarde. Og støjende som ind i helvede.
Det er som sagt en shoegaze plade (genren hed shoegaze, da bandsne live stirrede på deres sko, og deres effektpedaler, man kan læse mere om genren her). Andre vigtige plader i denne genre er førnævnte Isn't Anything med MBV, Souvlaki med Slowdive og Nowhere med Ride. Men helt ærligt synes de plader utroligt konservative sammenstillet med Loveless (skægt nok endte begge de to andre bands også langt fra shoegaze: Slowdive udgav Bark Psychosis/Talk Talk hybriden Pygmalion hvorefter dele af gruppen fortsatte som country-bandet Mojave 3, mens Ride endte som 60'er-retro band). Dens guitareksperimenter peger snarere frem mod bands som Disco Inferno og Seefeel, med andre ord fuldblods-postrock.
Animal Collective passer på mange måder perfekt ind i min ekspansive brug af ordet postrock. De har har blandet utrolig mange genrer ind i deres lyd - noise, folk, mere straight indie, og senest techno - og især på deres første plader var der en stor fornemmelse for rum og stemning - hele pointen med Campfire Songs (03) er, at den er optaget live på en veranda mens regnen siler ned. I år brød de for alvor igennem med Merriweather Post Pavillion og numre som Brother Sport og My Girls, men jeg synes ikke den plade var lige så god som Strawberry Jam (09) og Here Comes the Indian (03).
Denne her ep fra december er mere min smag, den er mere afvekslende, mere kantet, mere mærkelig. Den åbner med nummeret Graze, et elektronisk nummer, der pludselig bliver til en dans via et George Zamphir panfløjtesample. Herefter kommer det store mesterværk: What Would I Want? Sky. Først er det en indieelectro sag, lyden er elektronisk, det starter stille og går mod et klimaks præcis som andre numre som Seasun med Delorean og Beautiful Life med Gui Boratto. Herefter bliver det helt stille igen, og man gør sig klar til nummerets hookline begynder. Men så sker der noget mærkeligt. En akustisk guitar kommer ind, et mærkeligt sample går i gang, rytmen skifter til 7/8, AC-folkene begynder at istemme med melodi og kontramelodi og harmonier og pludselig er det en samplefolkindie ting. Effekten er fantastisk. Det er umuligt at genrebestemme, opbygningen er som en techno-ting, men lyduniverset er helt særegent. Lyt nedenfor, det er et af årets numre:
Herefter bliver ep'en om muligt endnu mere abstrakt. De tre sidste numre er dronende og eftertænksomme, men stadig interessante. Resten af ep'en kan også høres på youtube eller grooveshark og den er bestemt pengene værd. Alt i alt er det her den perfekte måde for Animal Collective at runde et fantastisk årti af. Det føles lidt for første gang som om de nøjes med at opsummere hvad det er der gør dem så gode i stedet for at bryde nyt land, men det er sgu imponerende at kunne opsummere 10 år, 8 plader, 3 ep'er og talrige sideprojekter på 19 min. Hatten af, og jeg glæder mig til at høre mere.
Denne plade er efter min mening det ypperste den amerikanske postrock scene havde at byde på. En scene, der nok engang er bedst beskrevet af Simon Reynolds. Han beskriver også i forbifarten specifikt denne plade: "Their second album proper "Millions Now Living Will Never Die", due out in January next year, mixes the succulent flow-motion of live jamming with the dizzy disorientation of studio-sorcery. On the astounding first track, "DJed" , the glistening gamelan web of chiming vibes and pizzicato bass is suddenly afflicted with what sounds like tape drop-out, and it's as though the top layer of the track is scraped away like paint, revealing another track from a different sonic universe altogether: an Aphex/Mouse On Mars tekno-dub reverbscape of blips, crackles and glitches. Elsewhere, the album veers from the triple bass-guitar interplay of "A Survey" to the lugubrious spy-movie trip hop of "Along The Banks of Rivers"."
Det er en udmærket beskrivelse af pladen. Da den er udgivet af det amerikanske pladeselskab Thrill Jockey kan man høre hele pladen inde på deres hjemmeside. Især førnævnte Djed bør man høre, 20+ min blanding af kraut, dub, jazz, ambient, electronica. Det er altid i forandring og et af de bedste postrocknumre overhovedet. Resten af numrene er kortere og ikke helt lige så fantastiske men stadig meget stemningsfyldte.
Tortoise har udgivet et væld af plader, medlemmerne har et væld af sideprojekter som f.eks. Sea and Cake, og de spiller stadig sammen, men efter den her blev deres lyd mere jazz-rocket og mere liveorienteret, hvilket jeg synes er en skam. TNT (98) og Standards (01) er stadig velansete plader, men jeg synes ikke de er lige så gode og har ikke hørt dem så meget. It's All Around You (04) er virkelig ikke særlig god, næsten over i easy-listening land. Den nye Beacons of Ancestorship (09) har jeg ikke hørt, men er lidt nervøs ved den. Visse steder hævdes det at de er blevet revitaliseret med mere energi og en mere rocket lyd, hvilket lyder ufattelig trist. Jeg foretrækker den melankolske elektrodubjazz man finder på deres mesterværk fra 96.
Jeg har for kort tid siden opdaget et fantastisk postrock pladeselskab i Leeds, der hedder Gizeh records. De udgiver plader, der på mange måder minder om opdaterede udgaver af de gamle engelske postrock bands fra midten af 90'erne (Seefeel, Disco Inferno, Bark Psychosis, der skal nok komme nogle artikler op om dem også). Og deres største band er åbenbart Her Name Is Calla.
The Heritage er en fantastisk plade. Det føles ofte som en opdateret Bark Psychosis (som var det første bevis på at man sagtens kan lave postrock med vokaler), hvilket sgu var på tide. Pladen er dog helt afsindigt dyster, der bliver råbt og skreget om panik og begravelser og alt muligt. Andre steder er der smukke, klare og tydelige folkinfluenser. Bl.a. på det fantastiske nummer 'Motherfucker! It's Alive and It's Bleeding!' hvor det indledende obligatoriske stille stykke genialt spædes op med lyden af Grizzly Bear og måske endda lidt Fleet Foxes. Det fungerer perfekt. Paying for the Funeral er også et ganske elektronisk fabrikeret mellemspil, der varierer lydudtrykket yderligere, og som leder perfekt ind til den smukke folkdystopi Wren:
Et mere traditionelt nummer er New England, som der er blevet lavet en fantastisk video til:
Eneste minus er såmænd at der er et 'gemt' bonusnummer på, hvilket blot betyder at der er 7 minutters pause mellem Rebirth og Long Distance Runner. De er godt nok ret forskellige, men det er alligevel gennemført åndsvagt.
Fans af Bark Psychosis eller A Silver Mt Zion eller såmænd bare fans af førnævnte Fleet Foxes der godt kunne tænke sig de skovmandsskjortebeklædte gutter var lidt mere støjende og dramatiske bør klart tjekke denne plade ud. Og hey, pundet er lavt for tiden.
Jeg har valgt at skrive om det her album af tre årsager. For det første er det et af de aller første postrockalbums. For det andet er det mit yndlingsalbum fra genren. For det tredie opstillede den engelske kritiker Nick Southall i 2007 en liste over 10 albums, der for ham eksemplificerede postrock som progressiv indstilning til musik snarere end blot instrumental rock med mange klimakser, og han placerede Laughing Stock som nummer et på den liste. Jeg anbefaler at tjekke alle pladerne på listen ud, flere af dem - Boredoms, Battles, Beta Band - er blandt mine absolutte favoritter.
De fleste kender nok snarere Talk Talk fra deres tidlige periode i start-80'erne, hvor de lavede synthpop. Deres hit It's My Life fra deres andet album af samme navn blev senere genindspillet af No Doubt.
Deres tredie album - Colour of Spring fra 1986 - mixede synthpop med alternative elementer som børnekor og blokfløjter og mere atmosfæriske numre, og blev en stor succes både kritiker og salgsmæssigt. Talk Talk - og især forsangeren Mark Hollis - ville dog noget andet end hitlistepop og tog derfor den frihed deres pladesalg gav dem og indspillede Spirit of Eden, der blev udgivet 1988. En blandning af jazz, ambient, klassisk og kun ganske lidt rock. Med dybt religiøse tekster. Pladeselskabet var sjovt nok ikke imponerede. Der var ingen indlysende singler på albummet, men der blev indspillet en video til nummeret I Believe In You.
Laughing Stock fulgte i 91 - på nyt pladeselskab. Her har bandet for alvor sluppet jordforbindelsen. Der går over 15 sekunder før nogen som helst lyd starter, flere af numrene er helt uden trommer, det tredie nummer har en solo der går på en enkelt tone etc. Samtidig er dynamikken på albummet helt vildt sofistikeret i forhold til både Spirit of Eden og langt det meste af den musik pladen har inspireret. Ingen af numrene er i sig selv opbygget specielt dynamisk med stille og larmende stykker. De udvikler sig i stedet uforudsigeligt, men bygger samtidig stille og roligt oven på hinanden og leder hen til pladens ubetingede højdepunkt, den 9 min lange hymne New Grass:
Afsindig æterisk, flimrende, vidunderligt, det er svært at få skovlen under Laughing Stock. Det er noget af det mest sofistikerede, personlige og emotionelle musik jeg kender.
Bark Psychosis er definitionen på et postrock band! Mere præcist stammer ordet postrock oprindeligt fra en anmeldelse af dette album, Bark Psychosis' HEX af anmelderen Simon Reynolds. Albummet er fra England 94, et år hvor engelsk postrock blev endeligt overskygget af den traditionelle britpop på plader som Definately Maybe med Oasis og Parklife med Blur (som jeg også holder meget af, men som har mange dårlige kopier på samvittigheden). Synd og skam, for den engelske postrock scene i disse år var genial.
HEX er i høj grad inspireret af klassisk og jazz og der er mængder af blæsere, strygere etc. Melodisk, stemningsfyldt, pladen når kun 7 numre på 51 minutter og de fleste er mere stemningsstykker end egentlige sange med vers og omkvæd. Det hele bliver dog holdt på plads af Graham Suttons udtryksfulde baryton. Men lige som det er mig umuligt at beskrive scenen lige så godt som Simon Reynolds virker det egentlig også smartere blot at linke til musikken på youtube:
Når man lytter til den her plade kan man godt blive lidt trist over dels at britpop så klart fjernede fokus fra postrock i 94, dels at den senere udvikling på scenen gjorde musikken langt mere ensformig og fokuseret på crescendo og klimaks og den slags (selvom Her Name Is Calla altså er en gruppe der formår at forene crescendoerne med HEX stemning). Der er ikke mange plader, der lyder som denne her, jeg kan anbefale Talk Talk - Laughing Stock, Slowdive - Pygmalion (der i mine ører langt overgår den ellers mere kanoniserede Souvlaki) og Bark Psychosis' eneste anden studieplade, ///Codename: Dustsucker fra 2004 hvor Graham Sutton bl.a. får hjælp af Lee Harris fra Talk Talk. Herudover er der en del ep'er og ep-opsamlinger og nogle sideprojekter og den slags.
Hvad er postrock? Postrock er et åndsvagt genrenavn, der har skiftet mening gentagne gange siden det først kom frem sådan ca omkring 1994 i anmeldelser af Simon Reynolds. Man kan læse om etymologien på wikipedia. Denne blog vil handle om postrockplader udfra den brug af navnet som Reynolds havde tænkt sig. Jeg kommer aldrig til at kunne beskrive scenen lige så godt som Simon Reynolds gjorde i bladet Wire i maj 94. Men da det er en lang artikel, så mener han kort fortalt at postrock betyder at bands bruger rockinstrumentation til ikke rockagtige formål. Han konkluderer så videre at det langt hen ad vejen betyder at man ikke forsøger at genskabe en energisk livefølelse i studiet, men i stedet bruger studiet og efterbehandling som instrument, gudfaderen til postrockscenen er Brian Eno. Desuden gjaldt det om at inddrage andre moderne genrer som hiphop og techno.
Denne beskrivelse blev hægtet på engelske grupper fra start 90'erne som Disco Inferno, Bark Psychosis og Seefeel. Derefter tog postrocken en tur over atlanten til USA hvor den blev hægtet på amerikanske grupper som Tortoise og Labradford. Disse grupper inddrog også elektroniske virkemidler, men der var en stor forskel. De brugte mere inspiration fra jazz og klassisk og havde mere fokus på livekoncerter end de engelske grupper. Herefter udviklede postrock sig til at gælde grupper som Mogwai, Godspeed You! Black Emperor og Sigur Ros, grupper der snarere end at blande rocken med andre genrer og lyde brugte rockinstrumenter til at spille andre slags sange. Og herefter gik det i stå. De sidste mange år har postrock mest været brugt om meget konservativt lydende grupper som Explosions In the Sky og A Silver Mount Zion, og reelt fremsynede grupper som Battles, Animal Collective og Gang Gang Dance har fået andre genrebetegnelser knyttet til sig.
Denne blog vil forsøge at rede postrock betegnelsen ved at bruge den ordenligt. Både om plader fra 91 (året hvor jeg hævder genren starter med plader som Loveless og Laughing Stock) og frem, helt aktuelle plader, samt om gamle plader, der vil bleve omtalt under betegnelsen 'Avant-Post' der oversat fra fransk betyder før-efter. Og ja, det er prætentiøst, men det er musikken også... Derudover vil der være masser af smagsprøver (lovlige naturligvis) og links til videre læsning og andre anmeldelser, hvilket for de nyeste og kendteste plader formentlig er en smule redundant. Men nå ja.
Så hvad er postrock? Det er rockmusik, der ikke forsøger blot at lyde som en livekoncert, men som bruger studiet til at skabe 'noget andet'. Det er rockmusik, der ikke er bange for at inddrage inspiration fra andre genrer som jazz, klassisk, hiphop, techno, ambient, kraut, psychedelia, verdensmusik etc. Og det er rockmusik, der ikke blot handler om melodi, riff og rytme, men også om stemning, dynamik, tekstur etc. Og så er det naturligvis mange andre ting. Det er nok nemmest at vise ved hjælp af pladerne selv.
De første par indlæg er redigerede indlæg fra min anden blog, Kronoper, der mere generelt handler om kultur.
