Teori: Racisme 2: The Big Quistion!

Having white kids talk about race on the internet is the dumbest thing in the world - Diplo (via Pitchfork)

Ok. Mere race. Dette indlæg er et forsøg på at opsummere de ting jeg har skrevet i de sidste par indlæg, og at besvare spørgsmålet om, hvorfor der er så mange hvepse på postrockscenen (Hveps = WASP = White Anglo-Saxon Protestant. Det giver ikke rigtig nogen mening på dansk, men jeg kan godt lide udtrykket). Men jeg vil starte med at nuancere det hele lidt, ved rent faktisk at bringe et par eksempler på ikkehvepse:

AR Kane


AR Kane var et engelsk band der i slutfirserne blev semikendt som 'The Black Jesus & Mary Chain'. Dette var dog en ganske urimelig betegnelse, de havde helt bestemt deres egen lyd, og er et af bindeledende mellem JAMC's støjrock, shoegazebands og den senere tids postrock. Deres to bedste albums hedder 69 og I og blev genudgivet for noget tid siden. De er meget obskure i dag, men dengang var de et helt normalt band at sammenligne upandcoming artister med. De var også med til at lave Pump Up the Volume som en del af gruppen M/A/R/R/S, som de fleste nok i det mindste har hørt nogle af samplesne fra.

Long Fin Killie
Det her band er så obskurt at jeg ikke kunne finde farvebilleder med dem, men forsangeren, som knæler tættest på kameraet er sort. Og homoseksuel. De udgav tre plader i midthalvfemserne opkaldt efter gamle døde symboler: Valentino, Houdini og Amelia. Jeg har ikke hørt nogen af dem, men har læst om dem at de skulle være glemte mesterværker. Og på sin tid var de det kendteste skotske postrockband, og derfor f.eks. nogen Mogwai i begyndelsen blev sammenlignet med.

Sam Shalabi

Sam Shalabi er en canadisk/egyptisk musiker der har lavet psychpost med The Shalabi Effect, og på det seneste har været tilknyttet postrock selskabet CST (GYBE, ASMZ, DMST) og sidste år udgav albummet Against the Day med Land of Kush. Et postrock album med inspiration fra mellemøsten, psychrocken og forfatteren Thomas Pynchon. Han er vist ret stor i Montreal, men ikke særlig kendt uden for Canada.

Og det var sådan set de tre jeg kunne komme på. Der er mange andre - f.eks. en del på Chicago scenen inkl. en af dem fra Tortoise - men jeg kan ikke mindes at støde på andre hvor det sorte var så vigtigt at det blev nævnt i profilen, eller indgik i deres kaldenavn eller noget. Det betyder ikke at resten af scenen består af hvide mænd, der er f.eks. mange kvinder i postrock bands. Jeg tror det dels skyldes at der er mindre fokus på macho-imaget, som stadig er en stor del af scenen, og så at postrockbands har en forkærlighed for kvindestemmer og klassisk instrumentering, hvilket også giver plads til flere kvinder. Læg dog mærke til at f.eks. Seefeel har en kvindelig bassist, uden at det er nogen big deal. Derudover er det jo ikke kun sorte som ikke er hvepse. Postrock er også stort på island, i Japan og et band som Godspeed You Black Emperor har jødiske medlemmer og bruger jødiske symboler i deres udtryk. I virkeligheden tror jeg ikke så meget det handler om race som om klasse.

Men hvorfor er alt det her overhovedet relevant? Det er det fordi postrock som jeg ser det handlede om at bringe nye influenser ind i rocken. At afskrive sig selv for impulser grundet frygt for racismebeskyldninger, eller at have en alt for homogen gruppe af kunstnere, ville derfor være ganske skadende for genren. På sin vis var postrock anden rangs futurisme, de tog nybrud fra andre genrer og puttede dem ind i en abstrakt rockramme. De virkelige landvindinger skabes i nichegenrerne, som derfor også konstant skifter navn f.eks. den musik der udsprang af UK Garage (grime, eski, 2step, halfstep, dubstep, funky, wonky, future garage) eller underopdelingerne af metal (doom, death, trash, black, drone doom, black doom, deathened black, black wooden). At nichegenrer kan handle om teknik og detailstyring kan f.eks. ses i den her post om percussionteknik i UK Garage. Pointen med de andre plader jeg anbefaler er, at de så er en form for tredje rangs futurisme. De tager de nye lyde og blander dem ind i et mere konventionelt udtryk, ofte for at underbygge et tekstunivers. F.eks. Vampire Weekend og verdensmusik. Eller The XX, der blander dubstep og triphop ind i deres rumlige guitarpop, for at understøtte spændingerne mellem de to sangere.



Og nu er vi så noget dertil hvor jeg skal opsummere og konkludere et eller andet interessant. Jeg har snakket lidt om indflydelser og hvordan Vampire Weekend og Wilco hver især er blevet kritiseret, og jeg har præsenteret gode kunstner ikke-hvepse som TV on the Radio, Public Enemy etc. Og jeg tror min endelig pointe kommer til at minde lidt om det postulat, jeg skød ned i Public Enemy anmeldelsen. Men med en enkelt ændring. Postrock er i høj grad en hvid genre, ikke fordi den er eksperimenterende, men fordi den er så abstrakt. Som vist kan store kunstneriske landvindinger komme ud af et politisk projekt, men det er svært at lytte til Talk Talks teologiske tysmørkerock, Tortoises difuse jazzdubtronica eller Seefeels elektroniske shoegaze og ikke tænke, at de nok ikke var alt for optaget af at blive undertrykt i hverdagen. Af samme grund er det nok, at den væsentligste postrock blev skabt i tiden mellem murens fald i 89, og 11. September 2001. Det er ikke nødvendigvis en upolitisk genre, men den er abstrakt og tålmodig. Kunsterne lyder som om de gerne vil have forandring, men også lidt som om de kan vente til i morgen. Og det er mest folk med sit på det tørre, som har det på den måde. Og derfor stadig mest hvepse.

BTW vi startede med et citat, så vi slutter også med et. Det her er produceren Whistla om Future Garage, men udskift 'Future' med 'Post' og 'Garage' med 'Rock', så har du også nogenlunde min definition:

I think the cross pollonation is what makes future garage what it is. It's something that blends lots of influences from lots of places, but puts it into a garage framework. Thats what makes it future garage, cross pollination within a garage framework.

Vampire Weekend - Contra (10)

Mere rock og race. Denne gang om modtagelsen af det nye Vampire Weekend album. Det er utroligt så kontroversielle Vampire Weekend kan virke, i forhold til hvor laissez-faire og uengagerede de nogen gange lyder, men deres brug af verdensmusik har faldet mange for brystet, og de er blevet anklaget for at være postkolonialister. Blandingen af indiepop og afrikansk inspiration - parret med bandets egen benyttelse af sammenstilninger som den selvopfundne genrebetegnelse Upper West Side Soweto og sangtitlen Cape Cod Kwassa Kwassa - ledte til at de blev set som kopister af den eneste anden afrikansk inspirerede plade anmelderne åbenbart kender: Paul Simons Graceland. Også selvom der vist ingen Kwassa Kwassa er på den plade. Og selvom allerede debutens åbningsnummer indeholdt en tilpasset soca-rytme fra Sydamerika. Debuten indeholdt dog massevis af afrikanske klange og blandede dem både med indiepop, men også med arkaisk vestlige instrumenter som cembalo og strygerkvartetter. Det var lidt som om musikken skulle symbolisere noget oprindeligt og mere ægte end moderne genrer, og at den dermed skulle spille sammen med teksterne, der hovedsagligt handlede om snobberi og klassesammenstød og generelt om falskhed. Og brugen af afrikansk musik som noget 'ægte' og måske endda 'oprindeligt' er naturligvis problematisk. På opfølgeren fra denne måned er alting blevet opdateret, der er langt mere elektronik og endda et par samples, og så er fokus blevet flyttet længere i retning mod Sydamerika. Det er det bare ikke lige alle som har opdaget...

Det skal lige siges at det overhovedet ikke er min mening at hænge anmeldere ud for en gang imellem at lave fejl, og ikke have styr på alle verdensmusik genrer. De arbejder med deadlines og redaktører, ofte uden at få andet for det end promo'er en gang imellem, og kan naturligvis ikke have styr på alle undergenrer. Hybrider som Vampire Weekend er derfor mest i fare for at blive fejlplaceret. Men det er især i de danske medier, at Graceland vedbliver at være omdrejningspunktet. Således skriver Gaffa: 'Amerikaniseringen af afropoppen overrasker ikke længere, og dermed er en smule af den oprindelige charme også forsvundet.' Information fremhæver også konstant Graceland, også på numre som Diplomats Son, som ellers i mine ører mere er reggaeton eller et braziliansk baile funk beat. Fra Undertoner: 'Vampire Weekend evner at bestøve elementer fra indiepop med afrikanske rytmer, og det er vidunderligt og lifligt sat sammen, med endnu flere frække tiltag og friheder end på debuten.' Fra Politiken: 'Tråden tages op fra det ekstremt vellykkede debutalbum i den forstand, at afrikansk musik, filtreret gennem Paul Simon fra æraen omkring ’Graceland’-albummet, stadig bærer den elegant eksperimenterende pop oppe.' Og en af de mærkeligste sætninger kommer fra Soundvenues anmeldelse: 'Det er dog ikke den nigerianske afrobeat, kvartetten udforsker, men afropoppen fra Sydafrika og Senegal, der kom til Europa via folk som Paul Simon.' Hvem har påstået noget om afrobeat? Senegal og Sydafrika ligger desuden i hver sin ende af Afrika, så hvordan har de to lande fået en ens form for afropop? Og eftersom både Paul Simon og Vampire Weekend er amerikanere, hvorfor er det så relevant hvem der bragte musikken til Europa? (der for øvrigt i 80'erne havde en stor andel af afrikanske flygtninge og indvandrere, som formentlig har bragt en del musik med, dog nok mest fra Nordafrika). Det skal nu lige siges at resten af den anmeldelse er udmærket, og at anmelderen rent faktisk bemærker den stigende inspiration fra resten af verden. Og det er heller ikke kun danske medier der virker lidt tvivlsomt informerede om verdensmusikken. DrownedInSounds anmelder kalder f.eks. Oxford Comma fra debuten for 'fey cod-reggae' hvilket igen mest af alt lyder forkert. Skal der ikke være fokus på 2 og 4 før det er reggae?




Ja, jeg er derimod ret begejstret for denne her plade. Den her blog handler jo om hybridgenrer, og den her plade er fuldstændig frygtløs i sin sammenblanding af utallige verdensgenrer og elektronik og fantasifuld instrumentering. Og det er ikke sådan at verdensmusikken står på den ene side som noget gammelt og vestlig elektronik så er nyt. Nej, de har forstået at verdensmusik i dag også ofte er elektroniske dansegenrer som kuduro, dancehall og bailefunk, og bruger nu mest af alt rytmer og instrumentering til at holde deres numre så overraskende og glade som muligt. Hvilket igen smitter klædeligt af på teksterne, der handler om de samme emner som debuten, men virker mindre patroniserende og mere beklagende når musikken spiller på glæde frem for sandhed som alternativ. Jeg har også mærket glæden ved musikken i et par gennemgange af pladen jeg har læst fra bandet. Den ene - som vist også er den officielle pressemeddelelse - kan jeg desværre ikke finde, men inde på Drownedinsound ligger der en anden. Her er f.eks. om California English: 'there's auto-tune on Ezra's voice, there's this cascading string part after the bridge, there's a four-part vocal harmony breakdown, and my all-time-favorite Chris Tomson drum fill at 2:14.' Og her er om trommerne på Run: 'The big breakthrough was the drum part CT wrote for the horn choruses - he's definitely alluding to a tradition of rock drumming there. It's one of the biggest sounding parts we've ever written. When we were setting up drum mics in Avatar in New York in February I had the pleasure of ripping into that drum part. Sometimes I wish I were a rock drummer!' Jeg kan anbefale at læse det hele, det er yderst sympatisk.

Juleklokker!

Så ja, liv og glade dage, men desværre bliver det hele lidt tilfredst og følelsesløst. Jeg kan som sagt virkelig godt lide pladen, men må stadig sige at det ville være interessant hvis de en gang imellem lød lidt mindre kontrollerede. Som b-side til Cousins singlen havde de lagt nummeret California English pt 2 der helt igennem lyder som et eksperiment og en b-side. Komplet med hakkende rytmer og et mærkeligt kor-loop. Men pladen mangler efter min mening lidt den slags, og forsanger Ezra Koenig lyder næsten mere menneskelig her end han gør på pladen. Han er også blevet mere afdæmpet end på debuten. For to år siden var der plads til at råbe 'Do You Want To? / Like You Know I Do' og at synge om djævelen i slutnummeret. Den her video er naturligvis mere rå, da den er live, men jeg mangler stadig lidt af den desperation på den nye plade:



Så sammenfattet: God plade. Forhåbentlig ikke årets plade, men interassant, glad og idéfyldt. Det er utrolig svært at få hold på det her med race, hvorfor indlægget igen er blevet åndsvagt langt, men måden de bruger verdensmusik er mere etisk rigtig end på debuten. Men eftersom jeg aldrig har været i et tredieverdensland ved jeg ikke hvorfor jeg skulle kunne sige dette. Jeg ved ikke om det arkaiske, det glade, eller det agressive billede som MIA f.eks. forsøger at mane frem, er mest dækkende. Da Vampire Weekend kom frem var en af mine favoritting ved dem at de lød som om de blot brugte den musik de kunne lide, uden at det var meningen det skulle signalere noget som helst. Efter jeg har hørt dem utrolig mange gange kan jeg godt fornemme nogle bagtanker, og deres brug af verdensmusik har medført langt mere kritik end f.eks. Dirty Projectors, der også har nogle afrikanske guitarklange her og der - og for resten lavede 2009s bedste album. Men kritikken bliver også ofte forfejlet, og udstiller som oftest mere uvidenhed overfor inpirationskilderne. Hvis de her par plader får et par fans - og dem er der mange af, de er lige gået nummer et på den amerikanske albumhitliste med 124.000 solgte eksemplarer - til at sætte sig lidt dybere ind i noget andet musik end de ellers ville have hørt er det vel perfekt. Og selv hvis de godtager al den overfladiske snak om pladen, så er Graceland et af mine yndlingsalbums...

Anmeldelser:
Gaffa
Information
Politiken
Soundvenue
Undertoner
Pitchfork
CokeMachineGlow
TinyMixTapes
Popmatters
DrownedInSound

Avant-Post: Public Enemy - Fear of a Black Planet (90)

Hellere før end siden. Jeg fortsætter mit lille minitema om musik og race, og de næste par indlæg kommer også til at handle om dette. Egentlig startede sidste indlæg som et forsøg på at svare på spørgsmålet: Hvorfor er der så uforholdsmæssigt mange hvide mænd i postrock? Det her album skulle så bruges til at skyde et af svarene på førnævnte spørgsmål ned. Postrock som jeg definerer det har nemlig i høj grad kun fokus på at bringe musikverdenen videre. Der er ikke noget socialt budskab, der er ikke noget tekstligt fokus, enhver form for protest må blive noget abstrakt. For folk, der er marginaliserede - som stort set alle andre end hvide mænd på rockscenen - bliver der et langt større fokus på at kommunikere denne marginalisering. På en måde som publikum forstår. Og publikum forstår som oftest ting de kender i forvejen. Politik og musikalsk fremsynethed har altså svært ved at kombineres.

Desværre - eller heldigvis alt efter hvordan man ser på det - skyder det her album den forklaring ned. Det her er et af de mest politiske albums fra sin tid, og samtidig et som mange musikere - især fra første bølge af postrock kunstnere - har fremhævet for sin musikalske fremsynethed. Samples bygges ovenpå samples og skaber præcis den kaotisk agressive bund, som de kontroversielle tekster har brug for. Produktionen stod The Bomb Squad - fortrinsvis en fyr ved navn Hank Shocklee - for, mens rapperne hedder Chuck D og Flavor Flav. Deres roller er ifølge coveret henholdsvis Lyrical Terrorist og The Joker. Og teksterne er bestemt ikke underspillede. Titler som 'Welcome to the Terrordome' 'Nigger Machine' og 'Fight the Power' er kutyme.

'Fight the Power'. Revolutionen er nær.

Jeg har ikke styr på hiphophistorien, så jeg vil underbygge dette indlæg med et citat fra den wire artikel jeg linker til i bloggen introindlæg. Det handler om Kevin Martin fra EAR, Ice, God og Techno Animal, som jeg ikke kender noget til: Martin was (like Disco Inferno's Iain Crause) heavily influenced by Public Enemy, specifically the way Hank Shocklee's production situates a song's dynamic in the vertical, not the horizontal: "The shifting layers of frequencies, not the development of verse-chorus narrative," says Martin. "Of course, you could say the same about Jeff Mills or Stakker Humanoid. But Shocklee, on Fear Of A Black Planet, was the first to use sampling to pile on the intensities, rather than just quote obvious riffs; he took the peaks of other songs, like trumpet solos, and layered them densely." Jeg tror det er nemmest at illustrere med endnu en video:



Læg mærke til guitaren og læg mærke til de forskellige korstemmer der bliver lagt ovenpå og ovenpå. Især tricket med korstemmerne kan man høre hos Disco Inferno, nok mere direkte på ep'erne end på DI Go Pop. Jeg skal nok forsøge at sammenligne lidt mere direkte på et tidspunkt. Og redigere et link ind her. Det er en vildt potent lydside, som det desværre er svært at genskabe i dag. Som sagt er det dannet af et væld af samples, og copyright lovgivningen er langt mere rigid i dag end den var i starten af 90'erne. The Bomb Squad kunne derfor kort tid herefter umuligt gentage succesen fra det her album.

'Burn Hollywood Burn' Især omkvædet er hektisk.

Jeg kan godt lide albummet, men der er visse genretræk der irriterer mig. For det første er det håbløst langt. 20 numre på 63 min er altså svært at håndtere, især når musikken er så pågående og in your face. Der er et par skits på, men de fungerer sådan set fint. Det består mest af musik og samples fra bekymrede kommentatorer omkring gruppen selv, og iscenesætter fint albummet som værende farligt. Derudover skal man - hvis man er vant til at høre musik fra i dag - lige vænne sig til at musikken er mixet utrolig lavt. Det betyder at albummet virker endnu mere voldsomt når man afspiller det ved den volumen det fortjener, men hvis man spiller det lavt - f.eks. af hensyn til sine omgivelser - går noget af virkningen af fløjten. Men et godt og vigtigt album er det, og bevis for at politik og eksperimenteren sagtens kan gå hånd i hånd. Og nå ja, jeg ved godt jeg har skudt en forklaring ned, jeg sikkert er den eneste der finder blot en smule plausibel, men det virkede logisk i omkring et minut. Men man kan jo også tænke på bøger som Beloved af Toni Morrison og Invisible Man af Ralph Ellison. En gang imellem er det svært at kommunikere uretfærdighed og vrede med kendte virkemidler, og så må en ny udtryksform udvikles. Bare ærgerligt lovgivningen satte en stopper for denne her.



Anmeldelser:
Allmusic

Teori : 'Sort' og 'Hvid' musik

Teoretisk indlæg! Det her startede egentlig som et indlæg om Public Enemy - Fear of a Black Planet, men så blev det utrolig langt, så den plade må jeg skrive om på et senere tidspunkt. I stedet har jeg skrevet fjollet mange ord om rock og race og hvordan det influerer den musik folk tør lave. Ofte bliver sort musik set som musik til kroppen, hvorimod hvid musik mere er musik til hovedet. Hvilket naturligvis er forsimplet, og i sidste ende en lille smule racistisk. Inspirationen til indlægget stammer fra nogle passager fra den artikel om amerikansk postrock jeg har linket til før:

In Britain, staying unaware and uninfected by hip hop and its homegrown offshoots like trip hop and drum & bass can only be achieved by a strenuous feat of cultural inbreeding (congratulations, Britpop!). It's not exaggerating to say that hip hop's sampladelia made UK post-rock possible, from the impact of early ultra-raw Def Jam on My Bloody Valentine to the inspirational effect of the Bomb Squad/Public Enemy production on the likes of Techno-Animal. The resistance of US rock bands to such influence is puzzling--given the omnipresence of rap from MTV to that jeep with booming system coming down your block--and can only be attributed to the sensitive racial politics that surround rap in America. While UK bands could respond to hip hop as yet another exotic imported 'street sound', white American bohemians feel that it is black cultural property, to be given props, but not to be trespassed upon.

Videre nede i artiklen er der et interview med en ung musiker, der hedder Sasha Frere-Jones, der taler om hvorfor hvide amerikanere er bange for funk. Han fortæller, at hvid og sort musik blev opdelt fra midten af firserne og frem, med hardcore punk på den ene side og hvad der endte som gangsterrap på den anden. Og de hvide kunstnere tør ikke apropiere sort musik, af frygt for at blive kaldet for racister. Han taler altså ikke om elektronik, men mere generelt om rytme, det er ret specifikt funk frem for sampling og dub, han kalder for 'sort' musik.

Dette interview er interessant, for emnet holdt ikke op med et nage unge Sasha. I 2007 var han ikke længere funk-musiker, men derimod kritiker for avisen The New Yorker, hvori han offentliggjorde en længere artikel om præcis samme emne, kaldet A Paler Shade of White. Det er ret interessant læsning, men til en vis grad ret forfejlet.

For det første afhænger alt jo af, hvor man kigger hen. Sasha Frere-Jones angriber Arcade Fire, The Decemberists og Wilco, og overser at det mest hypede band på tidspunktet for hans artikel var Vampire Weekend, som netop var på vej til at bringe sorte influenser tilbage til indieland - og blev kaldt kolonisatorer som tak for indsatsen. Men mere problematisk er, at hans opfattelse af, hvad der er 'sort' musik, kun er blevet mere ensporet med tiden.



Han kritiserede f.eks. Wilcos Yankee Hotel Foxtrot (02): On “Yankee Hotel Foxtrot,” the lyrics are embarrassing poetry laid over plodding rhythms. (“Tall buildings shake, voices escape singing sad, sad songs, tuned to chords strung down your cheeks.”) The album features synthesizer squeaks and echoey feedback-, which fail to give shape to the formless music. A little more syncopation would have helped. Men albummet er netop inspireret af sort musik. Produceren Jim O'Rourke er en af veteranerne fra Chicagos postrock scene, og albummet er netop inspireret af postrockprincipper, der igen er inspireret af produktionsteknikker fra dub og sample-kulturen. Det er stadig 'sort' musik, bare en anden slags. Frere-Jones' musikopfattelse er i fare for at reducere alle sorte menneskers musikalske landvindinger til 'a little more syncopation'.



Et langt mere interessant livgreb med forholdet mellem 'sort' og 'hvid' og denne dikotomis sociale og kulturelle implikationer finder man på albummet Dear Science med TV on the Radio fra 2008. Som billedet ovenfor indikerer er TOTR et 'integreret' band. Guitaristen og produceren hedder David Sitek, og han er kridhvid, resten af bandet er sorte. Musikken har fra første færd - på Ep'en 'Young Liars' og pladerne 'Desperate Youth, Bloodthirsty Babes' og 'Return to Cookie Mountain' - været en blanding af hvid indierock og mere sorte genrer som doowop og soul og den slags, i en yderst innovativ produktion. Men på Dear Science blev farveforholdet i langt højere grad et tematisk centrum for bandet.



For det første er TOTR blevet langt mere funky. Som sagt har de tidligere benyttet sorte genrer, men på Dear Science fremstår funken som pladens grundbestandel. Dermed har de været i fare for nemmere at kunne kategoriseres som typisk 'sort' musik, og teksterne handler netop også om det typisk 'sorte' og farerne ved at leve op til fordommene. Gennem hele pladen er der et spil mellem det 'hovedlige' - den avancerede produktion, de politiske tekster - og det 'kropslige' - rytmerne, de mere kødelige tekster. Spændingerne kommer tydeligst til udtryk på den funky Red Dress, hvor omkvædet lyder: 'Go ahead put your red dress on / Days of white robes have come and gone'. Her er den røde kjole fest og lyst og farver, mens den hvide robe og dens abstinerende konnotationer synes forældet. Men så lyder det i sidste vers: 'When the man cracks the whip / and you'll all shake your hip / and you'll all dance to this / without making a fist. / And I know it sounds mundane / but it's a stone cold shame / how they got you tame / and they got me tame' Og når omkvædet gentages er rollerne byttet om. Nu er den røde kjole den nye form for udbytning: Underholdningsbranchen, der fremstiller sorte mennesker som dansere eller gangstere uden noget refleksivt potentiale. Dette har overtage pladsen fra de gamle hvide kutter: Ku Klux Klan. Det fantastiske ved den her sang bliver kun større ved dens selvmodsigelser - 'I know... but' i tekstbidden ovenover, og selve det at lave en funksang om det nederen ved funksange.

Golden Age. Jeg vil helst præsentere så lovlig musik som muligt, så i får den officielle video, selvom det ikke er den jeg citerer. Med omkvædet 'Theres a golden age / coming round' ramte bandet ret præcist stemningen i efteråret 2008 lige før Obama blev valgt.

En mindre kompliceret racismekommentar kommer i sangen Family Tree hvor omkvædet lyder: 'We're hanging in the shadow of your family tree / your haunted heart and me / cut down by an old idea / whose time has come. / In the shadow of the gallows of your family tree.' Her er det mere eksplicit problemerne med lynchning og uviljen mod miscegenation der bliver påtalt. Pladen ender for øvrigt med sangen DLZ, hvor den politiske indignation synes at føre til en eller anden form for undergang, hvorefter Lovers Day lader den kødelige tilgang få det sidste ord: Mens blæsere og marchtrommer tromler mod klimaks lyder de sidste strofer: 'Yes dear, of course there are miracles / under your sighs and moans. / I'm gonna take you / I'm gonna take you / I'm gonna take you home'

Nå, det her blev et meget langt indlæg, men det er også et vigtigt emne, som jeg nok kommer til at vende tilbage til. Tjek Dear Science. Det er ikke postrock, men det var et af de bedste albums i 2008, der intelligent og gennemført musikalsk behandlede nogle komplicerede problemstillinger. Stor, stor kunst. Så gør det lidt mindre at den hvide del af bandet - David Sitek - i mine ører er en noget overvurderet producer...

Seefeel - Quique (93)

Det tidlige engelske postrocktriumvirat består af Bark Psychosis, Disco Inferno og dem her. Så det var på tide at jeg fik dem beskrevet - om ikke andet så for at kunne linke når jeg henviser til dem. Det er England i starthalvfemserne nok engang: Shoegaze er ved at dø ud grundet utallige kloner, der aldrig kommer i nærheden af at lave en Loveless; elektroniske lyde pibler frem med navne som Aphex Twin og The Orb; og i Bristol er triphop ved at komme i gang med det første Massive Attack album Blue Lines fra 91. Et enkelt ungt shoegaze band valgte at lade sig inspirere af loopsne frem for feedbacken på Loveless-numre som Soon, kombinerede dem med de andre nye toner, og skabte en genrehybrid, som stadig over 15 år senere bliver fremhævet som noget særligt, selvom næsten ingen kender dem.



Jeg er ret vild med overstående video, som bandet også selv tidligere har lagt ud på deres myspace. For det første er det tragikomisk, at det bedste promomateriale man har kunne finde var fra en russisk festival med det håbløse navn Britronica, for det andet er det lidt skægt at se hvordan de er nød til at stå næsten helt stille - og ja, engang imellem kigge på deres sko - mens de prøver at spille techno. I dag kunne det hele være foregået med en laptop. Jeg må nok også indrømme at denne plade - som sikkert har virket mindblowing futuristisk dengang - virker en smule gammel i mine ører. Der sker næsten for lidt, og det hele bliver lidt for pænt. Det er 9 numres techno/shoegaze, med lidt dub til tider, men lidt for få overraskelser. Og et par af numrene bliver for ambiente og kedelige. Et vellykket nummer er dog Plainsong, der mest lyder som My Bloody Valentine kunne have lydt, hvis de var blevet ved.



Jeg har ærlig talt ikke så meget at sige om det her album, kan som tidligere nævnt nok bedre lide moderne opdateringer som Worriedaboutsatan. Det anses for at være en glemt klassiker, jeg kan godt høre at den er unik, men det holder ikke rigtig på samme måde som Disco Inferno holder. I virkeligheden kan jeg næsten bedre lide ep-opsamlingen Polyfusia fra samme tid, den er lidt mere afvekslende. Seefeel udgav senere et par albums til og lidt ep'er, hvor de blev endnu mere elektroniske, men det er den her der bliver set som en postrock-milepæl, så det var den her jeg skrev om. Hvis du kan lide ambient techno eller shoegaze, så prøv det. Den er ikke dårlig.

Anmeldelser:
Allmusic
Pitchfork
TinyMixTapes
3 fra den tid: Live, Spin & Melody Maker

Paavoharju - Laulu Laakson Kukista (08)

Psychfolk!!! Ikke mere metal, men det her band minder alligevel på sin vis om Wolves... Vi snakker et kristent kollektiv fra Finland, hvis musik lyder som en blanding af religiøsitet og naturlighed. Samtidig er der nogle af de samme elementer til stede, med instrumenter der ikke rigtig spiller sammen, og en fokus på dynamik og tekstur. Hvis BM og folk nærmer sig hinanden kan de siges at illustrere den anden del af det.

Finsk folk! Det er overraskende nok en ret populær genre i indiekredse. Pitchfork skrev en lang artikel om det i 2005, der kan læses her. Scenen er centreret omkring pladeselskabet Fonal, og af andre bands kan nævnes Islaja, Lau Nau og Kemialiset Ystävät. Men det her er så klart min yndlingsplade fra scenen.

Igennem hele pladen arbejdes der med nedbrydning af sang- og genrestruktur. Halvdelen af pladen er med sang og halvdelen er instrumental, men nogle gange er stemmerne blot æterisk nynnen og nogle gange er der mere melodi i instrumentalnumrerne. Desuden er folk kun en fattig betegnelse, når der også blandes dancepop, vuggeviser og emo a la Nightwish i gryden. Det er en mærkelig men fantastisk plade.

Det her nummer, Kirkunväki, kan f.eks. ikke beslutte sig til om det er sang eller et mellemspil. Sangerinden lyder ikke særlig sammenhængende, og versene består mere af mærkelige lydting end af melodi, men trommerne og orgelet er til gengæld overbevist om, at de spiller et omkvæd. Trommerne rammer faktisk lidt den samme splittede lyd som ved et blastbeat, bare på en helt anden måde.



Uskallan derimod er bestemt en sang, men det er ikke så meget hverken folk eller psych eller noget. Jeg synes det lyder som noget der kunne være med i Melodi Grand Prix, bare en smule for mærkelig til at den kunne vinde. Det føler jeg alt for sjældent på psychfolk plader.

Jeg ved godt det måske lyder som en ufattelig mærkelig, forfærdelig og prætentiøs plade - Fleet Foxes siger du? Pft, alle ved at den bedste folk kommer fra Finland for tiden - men når man lytter til den er den behagelig og ligefrem. Det lyder som om de bare har taget hvad de kan lide - som indrømmet er nogle lidt mærkelige ting en gang imellem - og blandet det sammen til en fantastisk kompot - og når så pludselig der blot er en mand med en guitar på det fjerde nummer er der simpelthen så mange følelser i hans stemme, at jeg er ved at gå i stykker. Videoerne yder ikke hele pladen retfærdighed, den bør høres i sin sammenhæng - et problem der også blev klart under en koncert på Roskilde i år, der aldrig kom helt op at ringe. Men pladen var en af mine yndlings fra sidste år - en holdning jeg deler med et par andre. Og med dens vilje til at blande alle genrer, og dens fokus på lyd og rum, er den selvskrevet til denne blog. Varmt, varmt anbefalet.

Anmeldelser:
Allmusic
Pitchfork
CokeMachineGlow

Køb

Wolves in the Throne Room - Two Hunters (07)

Black Metal!!! Jep, jeg bliver i metaluniverset, denne gang med en plade, der mere direkte er blevet kaldet for postrock. Wolves in the Throne Room er et amerikansk blackmetal band, der har fået stor kritik i tr00-metal kredse. Først og fremmest fordi deres ideologi ikke handler om død og ødelæggelse, men om naturen og økologi og bæredygtighed og den slags. Og så bor de på en farm i det nordvestlige USA. Det lyder mere som et folkkollektiv, og rent faktisk har der på det seneste været en opmærksomhed i musikverdenen på ligheden mellem folk og black metal, nok tydeligst kommet til udtryk på pladen Winds Poem med Mt Eeriee fra i år, som jeg desværre kun har hørt enkelte numre fra. Begge genrer består ofte af enkelte mænd, der krænger deres følelser ud sammen med en guitar, bl.a. Ryan Adams - der selv laver den her form for musik - har erklæret sig fan af den anden genre, og han beskriver enmandsbandet Xasthur sådan her: "When I close my eyes and listen, I think of a heartbroken demon sitting beside these ashes in hell and really missing his girlfriend." WITTR lyder mindre som Heartbreaker-Black og mere hen af hvordan ting som Animal Collective eller tidlig Badly Drawn Boy ville lyde, hvis de var en my hårdere - The Hour of Bewildebeast... From HELL!!!

Men i virkeligheden er bandet mere blevet kaldet for en hybrid mellem postrock og black. Igen må jeg indrømme, at jeg egentlig ikke ved forfærdelig meget om genren, fejl må meget gerne kommenteres. Men som jeg har forstået det arbejder den her form for Black Metal til en vis grad på de samme præmisser som postrock. Det handler på den ene måde meget om inddragelse af andre elementer end kernesort metal, og om at bruge rummet i sin lyd. Og på den anden måde er det guitar, bas, trommer og vokal som spiller episke og langstrakte kompositioner. Som jeg har forstået det var det en ny lyd, der blev skabt af nordmanden bag navnet Burzum, da han var kommet i fængsel for mordet på sin tidligere medguitarist, hvorfor han var nød til at spille alle instrumenterne selv i sin celle. Dette gav en lyd, der ikke var særlig sammenspillet, og hvor lyden af rummet blev ret fremtrædende. Naturligvis er der også en hel del nederen konnotationer forbundet med den her slags musik, som det muligvis er svært at se bort fra.



Der er fire numre på Two Hunters. Nummer to og fire er meget Black Metal agtige, og nummer 1 og 3 er så mere... noget andet. Således kunne man forvente en dynamisk vekselvirkning mellem støj og atmosfære men... det sker ikke rigtigt. Det første nummer, Dea Artio, bliver aldrig mere end en højstemt intro til pladen, selvom det er 6 min langt. Det lever ikke rigtigt på sine egne dynamiske principper. Nummer to, Vastness and Sorrow, giver den til gengæld fuld gas i 12 min. Der går ikke lang tid før man bliver blæst omkuld af guitar, skrig og blastbeat. Hvad blastbeat er? Ja det er en trommerytme, som jeg mestendels kan beskrive som hvis en person forsøger at gennemtæve sine trommer så hurtigt som muligt. Jeg har virkelig svært ved at høre om guitaristen og trommeslageren overhovedet spiller sammen, og den her splittelse er noget af det fedeste ved musikken. Det er vel meningen at et blastbeat skal symbolisere vold og død - eller i det her tilfælde planter og bæredygtighed... - men jeg synes mest af alt det lyder som et panikanfald. Meget ekspressivt. I løbet af nummeret skifter rytmer og riffs og nogle gange spiller de mere sammen og andre gange tonses der derudad. Det bliver forvirrende, og skrigeren bliver ret ensformig, men egentlig kan jeg godt lide det.



Nummer tre falder i to dele. Først lyder det som en hedensk procession med en kvinde i front, og pludselig skifter alt karakter til og bliver til BM igen. Men der er igen ikke rigtig nogen opbygning, mere to numre sat sammen. Sidste nummer er derimod ret fint opbygget. Ca 2:30 inde i nummeret kommer der et killer-riff, som 13 min senere kommer tilbage og virkelig binder nummeret sammen. Derimellem er der en masse episk riffing og buldren og larm og skrig og det hele bliver lidt start/stop agtigt. Men nummeret fungerer som nummer.

Ikke alle albums på denne her blog kan jeg fuldt ud anbefale. Det her er et ret spændende album, men nok sjovere for fans af Black Metal end af Postrock. Dertil er der simpelthen for lidt fokus på struktur og tekstur og dynamik og den slags. Men spændende er det da, og som jeg sagde tidligt: på et tidspunkt skal der nok komme en rigtig god BM/PR hybrid. WITTR prøvede igen i år med pladen Black Cascade, men jeg har ikke hørt det, og jeg er stødt på utrolig få der foretrækker den frem for Two Hunters, så jeg er skeptisk.

Anmeldelser:
Allmusic
Pitchfork
CokeMachineGlow
TinyMixTapes

Mp3:
I Will Lay My Bones Among the Rocks and Roots

Sunn O))) - Monoliths & Dimensions (09)

Dronemetal!!! Sunn O))) er noget af det hårdeste og tungeste musik jeg kender. Drone metal kalder jeg det, det er et navn de fleste forstår. Drone-doom har jeg set det kaldet af metal-aficionados, og de har selv kaldt det for power-ambient. En forsimplet beskrivelse kunne være, at det er metal spillet utroligt langsomt. Et anslag på guitaren eller bassen en sjælden gang imellem og ellers mest feedback. Det er en opskrift Earth fandt på i starthalvfemserne (hvor de ligefrem blev kaldt for ambient grunge. Jojo). Sunn O))) startede åbenbart ud som et Earth tribute band, men fandt senere sin egen niche. På Black One fra 2005 er der inspiration fra Black Metal og en glimrende teatralskhed. Ved hjælp af lydeffekter og studietricks forsøges det konstant at få musikken til at male billeder ud over støjhelvedet. Godt nok kun billeder af dæmoner, men det er alligevel ret skægt, når man accepterer præmissen. Det hele svinger mellem det overdrevent åndsvage, og det alligevel ret smarte. På det sidste nummer har de f.eks. puttet vokalisten i en kiste, for at få det helt rigtige klaustrofobiske skrig, hvilket er så latterligt som noget kan være, men så hører man nummeret, og så er der i virkeligheden fokus på hans paniske vejrtrækning, hvilket fungerer ret godt.

Den nye avantgarde.

Deres nyeste plade er fantastisk, og ret sjov fra et postrockperspektiv. Der er kun fire numre, og hvert nummer inddrager en ny inspirationskilde, som også var in blandt postrockbands i 90'erne. De første to numre er klassisk (først minimalisme a la Pärt etc, derefter korsang), nummer tre er elektronisk kosmisk krautrock, som også var populær på soundtracks til scifi film i 80'erne, og til sidst er det jazz - især Miles Davis' In s Silent Way. Der mangler lige lidt hiphop - jvf bloggens intro - men det kan være det kommer næste gang.



Det her var en af de sjoveste plader fra sidste år. Det var halvvejs en af de mest avantgardistiske og fremadtænkende plader, og halvvejs en af de mest åndsvagt nørdede. Udmærket blanding. Jeg synes meget godt det illustrerer min præmis om, at postrock ikke så meget er en lyd som en tankegang, en vilje til at blande sin musik op med andre genrer og se hvad der sker. Det hele er godtnok lidt opdelt, de fire numrer leger med hver deres aspekt af den nye lyd, og næste gang kunne det være interessant hvis alle ting blev blandet til en mere fast lyd for alle numrene. Eller også blander de bare endnu flere ting ind i det, det kunne også være skægt.

Alice. Desværre kan hele nummeret ikke være på youtube, da det er 16 min langt, men man kan da fornemme lidt af blæserjazz-tingen. Det bliver blot mere jazzet.

Anmeldelser:
Allmusic
Pitchfork
Drownedinsound
Silent Ballet
CokeMachineGlow