Battles - Mirrored (07)

Jep. CyborgMath. Og sammenhængen med Slint går via Don Cab, Ian Williams har spillet med begge bands - og jeg burde vel også have skrevet lidt om dem, men der ved jeg simpelthen for lidt. Undertoner har fint introduceret dem her. Jeg har for langt tilbage linket til Nick Southalls fantastiske og originale Top 10 over bedste Postrockplader - så klart en af hovedinspirationskilderne til hele det her blogprojekt - hvor også den her bliver beskrevet:

The prissy and pedantic may well get hot under the collar at the thought of calling Battles postrock rather than mathrock (COS THAT’S AN EXCITING GENRE NAME, KIDS) or electronicarockfusion or avantjazzglam or androidpixieindiemetal or whatever, but if the stupidly gifted NYC quartet signify anything to me then it is a future, what comes after rock is done with. Clearly the work of people playing in a room, but mechanized, programmed, run by algorithms rather than human hands and consequently intriguing and compelling in a way that few other bands can be. Plus when they drop a pop tune (“Atlas”) they do it incredibly catchily for something that's essentially too-gifted-heavy-metal-jazz with wailing pixie vocals.



Atlas er det store mesterværk. Også da jeg hørte dem live på roskilde i 2008 var det Atlas som fik teltet til at eksplodere. Resten af pladen er mere abstrakt, selvom der stadig er hooks - fløjten i Race In, Ddiamond er også på en mærkelig måde ret poppet. Pladen er meget bygget op omkring mathtapping, der bliver loopet og lagt oven på hinanden mens trommerne trumler komplekst og magtfuldt neden under. Det er utvivlsomt rigtig dygtige musikere der har lavet den her plade, men samtidig er de aldrig bange for at bruge studiet og computerne til at redigere og forvrænge det menneskeskabte grundmateriale.



Jeg synes måske nok pladen mister en smule af pusten hen imod slutningen. Det er måske nok en af dem, som er nemmere at beundre end rigtig at holde af. Men det er bestemt en af de mest vellykket eksperimenterende plader længe, ligesom det også er en af de vigtigste. Som Pitchfork skrev i deres anmeldelse: Battles may not be the world's first bionic rock group, but they've done more to extend the idea of a flesh-and-blood band enhanced by computer technology than anyone since the late, lamented Disco Inferno. Jeg er enig. Sidste årtis bedste og vigtigste cyborgplade.

Anmeldelser:
Metacritic
Allmusic
Pitchfork
Popmatters
CokeMachineGlow
DrownedInSound
TinyMixTapes
Stylusmagazine
NME
Gaffa
Soundvenue
Undertoner
Geiger

Slint - Spiderland (91)

Endnu en klassiker. Denne gang er indlægget nok mere skrevet på grund af konsensus end at jeg selv er fan, men jeg har allerede kaldt den for grundlaget for postrockgenren, og det bliver den desuden også kaldt alle mulige andre steder, så selvom den på mange måder er inspirationskilden til den form for postrock, som jeg ikke rigtig bryder mig om, så bør jeg nok skrive lidt om den. Om ikke andet, så for at jeg kan linke til den...

Den form for postrock, som jeg bedst kan lide, inkorporerer elektronik og moderne studiemetoder. Spiderland er i høj grad et guitaralbum. Det er et meget utraditionelt guitaralbum, men det er stadigvæk lyden af en ret traditionel rockkonstellation. De spiller bare ret mærkelig rockmusik. Pladen udkom i 91, samme år som Nirvanas Nevermind, og egentlig kan de to godt sammenlignes. De bruger succesfuldt det samme trick, den pludselige dynamiske vekslen mellem stilhed og støj. Men hvor Smells Like Teen Spirit nok er den mest effektive brug af dette greb, så er Spiderland abstrakt og kunstlet. Men i begge tilfælde kan man mærke inspirationen fra Pixies.



I virkeligheden er der en anden genre, som denne plade i langt højrere grad indvarsler: Mathrock. Jeg har ikke hundrede procent styr på genren, men den lette beskrivelser er, at det er guitarrock i mærkelige taktarter, som 5/4 og 7/8. Det er kompliceret og ofte instrumental musik. Slint er i høj grad emotionel, vokalen skifter mellem stille spoken word og desperat skrig, men det virker alligevel som et foregangsband for ting som Don Caballero. Derudover har også bands som Mogwai og Godspeed You Black Emperor været inspireret.



Det her vil man uden tvivl objektivt se som en god indieplade. Den udfører alt det en indierock plade skal. Den er helt særegen, den var nyskabende for sin tid og der er stadig ikke noget der helt præcist lyder lige sådan. Desuden er den både i komposition og tekster yderst intelligent. Nummeret ovenover bygger f.eks. på Coleridges Rime of the Ancient Mariner. Men det er ikke lige min stil, og som sagt foretrækker jeg min postrock med mere hiphop. I det hele taget tyder udviklingen af mathrock på at Simon Reynolds havde ganske ret da han kaldte det amerikanske indiemiljø bange for at annektere sort musik. Mathrocken har - efter min mening - virket fremsynet på stort set samme måde siden 91, men det var først med Battles - Mirrored at det for alvor gik i cyborgretningen. Men da blev det til gengæld også helt vildt godt...

Anmeldelser:
Allmusic

Modest Mouse - The Moon & Antarctica (00)

Igen, det her er ikke postrock, det er en indierockklassiker i stil med Radioheads OK Computer, Neutral Milk Hotels In the Aeroplane Over the Sea og Arcade Fires Funeral. Det er et dybt personligt album (tror jeg da i hvert fald), hvor musikken er indie, men med eksperimenterende elementer. Og et par postrock elementer. Jeg er vild med den her slags albums, det er på sin vis et mindre gesamtkunstwerk, i og med det kan forstås som en blanding af musik, poesi og teater (og hvis man har coveret vel også visuel kunst, men her fejler den nu lidt efter min mening...).

Men som sagt, postrockelementerne. Ja først og fremmest er der de tre numre The Cold Part, Alone Down There og The Stars Are Projectors. Allmusic beskriver dem sådan her: Unfortunately, the album's middle stretch contains three such songs, "The Cold Part," "Alone Down There," and "The Stars Are Projectors," which tend to blur together into one 17-minute-long piece that bogs down the album's momentum. Men jeg synes det er fantastisk. De tre atmosfæriske rocksange bølger frem og tilbage som et imponerende postrockopus, der ville gøre de fleste af genrens mere rockbaserede udøvere stolte. Og efter det her indrømmet lidt udmarvende opus kommer det perfekte comedown, den korte, morbide Wild Pack of Family Dogs. De her fire sange splitter desuden albummet over i to mere poppede sangsuiter fra 1-6 og 11-15.

Og ja, nogle gange er den her blog nok lidt ideosynkratisk, men det næste eksempel synes jeg selv er ret interessant. Og så handler det jo ret meget om genre betegnelser. For hvad er hiphop? Ja man kan jo f.eks. helt abstrakt kalde det en blanding af groove, samples og rytmisk tekstaflevering. Et eksempel fra tidligere: Public Enemy:


Du har en rytmisk bund, og lydeffekter lagt på. Det var denne idé, som Disco Inferno overførte direkte til rockband formatet: Basgangene styrer nummeret, mens guitaren er koblet til en sampler - der er noget elektro filigran, et par guitarakorder og et børnekor i baggrunden - og sangeren arbejder mere med rytme og ord end melodi:



Og den idé kopierer Modest Mouse på Tiny Cities Made of Ashes. Der er en basgang og noget rytmik. Alt andet musikalsk - også guitarfigurerne der popper op her og der - virker mere som filigran og samples. Også stemmen handler mere om stemmeføring og rytmik end om melodien, som egentlig blot veksler frem og tilbage mellem to toner. Det er ikke hiphop og det er ikke postrock som det traditionelt forstås, men det er eksempler på, hvordan genrer kan nærme sig hinanden - hvilket jo er hvad jeg advokerer for skal forstås som den oprindelige idé bag postrockbegerebet.



Mere generelt om resten af pladen: Det er virkelig en plade man kan fordybe sig i. Der synes at være en sammenhængende følelse af en eller anden form for tab over det hele, fra første sang 3rd Planet hvor en tekstbid siger: 'Baby cum Angels fly around you / Reminding you we used to be three and not just two' over Wild Pack of Family Dogs, hvor en hel familie går tabt - og som jeg for øvrigt for tiden funderer hænger sammen med 3rd Planet. Heri lyder det: 'My Boss just quit the job / says he's going out to find blind spots / and he'll do it', mens det i Wild Pack lyder: 'My dad quit he's job today / Well I guess he was fried but that's okay' Jeg er ret sikker på at der også skal tænkes på 'fired' med den linje - mens der til sidst agressivt overvejes 'What People Are Made Of'. Mit bedste bud er, at det handler om et barns død. Derudover skal det hele som sagt fortolkes både som musik, poesi og teater. Der er alle mulige atmosfæriske overdubs og musikalske detaljer, teksterne er kryptiske og fantastiske, og ikke mindst er Isaac Brocks vokalpræstation både teatralsk og fuldstændig uforlinlig. Helt ærligt, hvis musikverdenens vokalpriser rent faktisk blev givet for samlede vokalpræstationer havde han ryddet bordet. Det er gennemarbejdet, opfindsomt, udtryksfuldt og hænger fuldstændig sammen med resten af musikken. Det er helt vildt hvordan teksten (replikkerne) bliver formet og bøjet af måden han afleverer dem på, lyt f.eks. lige igen til Tiny Cities Made of Ashes, hvor deadpan vers (med to stemmer) afløses af desperate omkvæd. Men det er under alle omstændigheder et fantastisk album, som det virkelig kan betale sig at fordybe sig i.



Anmeldelser:
Gaffa
Allmusic
Pitchfork
Pitchfork Reissue
Tiny Cities Made of Ashes Stylusmagazine

Avant-Post: The Beatles

... og via Norwegian Wood kom vi så videre til The Beatles. På den ene side er The Beatles naturligvis ikke et postrockband. På den anden side introducerede de mange elementer, der årtier senere blev fundamentale for genren. De blandede genrer frit og ofte, de var nogle af de første til at arbejde med albummet som sammenhængende enhed, og særlig vigtigt så forlod de livescenen for i stedet at bruge al deres tid i studiet. Som forklaret i introen på denne blog, er postrock som jeg ser det i høj grad netop defineret ved at fjerne albummet fra dets funktion som simulacra af et liveshow. The Beatles er derfor i høj grad foregangsmænd.

Her følger midt bud på de fem mest postrockagtige Beatles sange. Lige et par ord om udvælgelseskriterierne. The Beatles blandede som sagt genrer rigtig meget, men en del af det har mere præg af pastiche eller homage. Derfor ingen Obladi-Oblada, Revolution 9 eller George Harrison sitarting. Jeg er heller ikke en fan af de lange crescendo ting, synes egentlig de bliver lidt kedelige. Derfor ingen Hey Jude eller I Want You (She's So Heavy). Disse fem er mine egne favoritter i kronologisk rækkefølge. Argumenter gerne imod i kommentarerne.

Ticket to Ride (fra Help (65))


Det ældste valg er en perfekt udgave af synkretisme. Nogle mennesker påstår at alle de eksperimenter som The Beatles kastede sig ud i blev gennemført af George Martin, men hør guitarerne i det her nummer. De spiller som indiske sitarriffs. Der gik lang tid før jeg overhovedet lagde mærke til det - og det var i øvrigt vha popmatters - så meget er det indiske og det engelske - som fuldstændig overtager i bro og coda - blandet op. Kulturmødet i postrocken skal på denne måde netop være mere integration end asimilering. Minuspoint for teksten, den er lidt banal / uforståelig.

Rain (single (66))


Ok. Den her blegner måske lidt i forhold til så meget andet Beatles, kunne nok godt være byttet ud med noget fra Revolver eller Rubber Soul, men det er fint at have en enkelt singlesang på listen. Lyder egentlig også ret tidstypisk, bare med pænere sang, men stadig også lidt krautet og dermed også lidt protopost. Og så er der bonuspoint for den baglæns sang til sidst.

Tomorrow Never Knows (fra Revolver (66))


Jeg har som sagt stillet dem op kronologisk, men skulle jeg rangordne dem havde den sikkert været nummer et. Det her lyder som protocyborgrock a la Disco Inferno. Et groove, en sanger og en hel masse samples. Eller ok, det her er båndeffekter, men det er stadig fantastisk. Jeg hørte for øvrigt engang en discopodcast med James Murphy fra DFA og LCD Soundsystem hvor han imellem en hel masse discohouse jeg ikke kendte spillede det her nummer. Det passede perfekt ind.

A Day In the Life (fra Sgt Pepper (67))


Den her måtte postrockscenen til gengæld gerne låne lidt mere fra. Den har lydeffekter og når igennem to forskellige sangfragmenter, og mest postrockagtigt af alt har den hele to massive orkestercrescendoer. Stik den Sigur Ros.

I Am the Walrus (fra Magical Mystery Tour (67))


Igen er det mere præcist orkestreret pop eller psych eller noget, men det er dog stadig fremsynet og fantastisk. Og så får den bonuspoint for de teatralske spokenword samples - fra King Lear! - som jo næsten er helt Godspeed. Njaeh... den er måske lidt tynd.

Og den skarpsindige læser vil bemærke at der kun er sange fra deres mellemperiode 65-67. Betyder det at jeg synes de blev dårligere derefter? Jep. Eller, Abbey Road er fantastisk, men på sin vis lyder en rigtig stor del af post-67 musikken som om de enten ville lyde som andre (The White Album, som jeg nok aldrig rigtig fanger det fantastiske ved som helhed) eller ville være retro (Let It Be, dele af Abbey Road). Det bedste er i midten. For øvrigt er en lille spøjs detalje, at alle de valgte numre afslutter deres respektive lp-sider. The Beatles placerede ofte det, man lige skulle tænke over, til sidst.

Cornershop - When I Was Born For the 7th Time (97)

Lille epilog til racedebatten. Denne gang blot en præsentation af en rigtig god plade. Cornershop er et angloindisk band, hvis musik er en blanding af indisk musik, sampleting og indierock. Og som lyder som om de ryger ret meget hash. Allerede tidligt i karrieren satte de racespørgsmål til debat. Således svarer navnet Cornershop til et angloindisk band lidt til at Outlandish havde kaldt sig Shawarmabar, mens de også tidligt var oppe og toppes med Morrisey om hans nationalism, og udgav en ep på karryfarvet vinyl. De er nok mest kendte for Fatboy Slim remixet af Brimful of Asha, der nåede førstepladsen på den engelske singlehitliste i 97.



Norman Cook remixede nummeret gratis, fordi han var så glad for originalen. Og det er da også en fantastisk sang. Den er utrolig underspillet, men der foregår rigtig meget under overfladen. Jeg læste engang en tolkning af teksten, der forklarede hvordan den handler om indisk eskapisme. Ifølge forsangeren er det også en politisk sang: "Brimful Of Asha" talked about the Narmada dam, with the line about "the promotion of the simple life and the damns they're building," a campaign Arundutti Roy went on to champion.




Brimful of Asha var så klart singlen fra albummet, og da også den eneste video jeg kunne finde. Der er et par andre gode sange, men ellers er det meste af albummet instrumentalt. Sitardroner blandes med elektroniske elementer, og kombinationen illuminerer de hypnotiske kvaliteter i begge genrer. At lade over halvdelen af albummet fylde op med instrumentalnumre er utrolig konsekvent, havde der kun været et par stykker havde man nok anset det for at være fyld, men når de fylder så meget tvinges man til at tage stilling til dem på deres egne præmisser. Samtidig er det ene af dem så et spokenword nummer med beatikonet Allen Ginsburg, mens der på et andet er mixet noget rap i baggrunden. Det er rigtig kompromisløst og et ret unikt album.

Den britiske rockscene i sluthalvfemserne var yderst eksperimenterende med plader som Radioheads OK Computer og Spiritualizeds Ladies and Gentlemen We Are Floating In Space og nye toner fra Blur og Primal Scream. Parallelt hermed var der nogle andre bands, der havde en mere afslappet eksperimenteren, som Cornershop, Beta Band og Super Furry Animals. Formentlig stammer den afslappede stil delvist fra et stort hashforbrug. Men på mange måder lever disse bands mere op til denne blogs plusord som abstraktion.

Cornershop har alt i alt lavet fem albums, hvoraf det seneste udkom sidste år. Jeg har hørt de fire første, og hver gang troet at jeg må have fået fat i noget forkert. De lyder aldrig rigtig som om de er det samme band. Også When I Was Born overraskede mig, da de hverken før eller siden har lavet så meget med instrumentalnumre, og jeg derfor til at starte med tænkte det måske var en b-side opsamling eller noget. De er et mærkeligt band, der har et politisk sigte og som man aldrig rigtig ved hvad man har. Den her plade slutter bestemt også ganske wtf agtigt, med en coverversion af Beatles sitarsang Norwegian Wood, men denne gang på hindi. Og hermed er en eller anden slags kulturel stjælecirkel vel sluttet... Men et godt album er det, kan sikkert findes ret billigt rundt omkring.

Anmeldelser:
Allmusic