Opsummering

Med afslutningen af det her crescendocore tema er jeg sådan set nået igennem den gennemgang af postrockbegrebets udvikling, som til at starte med var bloggens formål. Jeg har tænkt mig at blive ved med at skrive indlæg om musik og postrock - det vil nok blive en blanding af præsentationer af nye plader og temaer i stil med det racetema jeg havde på et tidspunkt. Sociale kontekster er interessante - og vil måske også komme ind på visse genrer der kan ses som inspirationskilder, men den grundlæggende præsentation af centrale plader er overstået. Jeg tænkte en lille opsummering var på sin plads:

Genren bliver første gang defineret af Simon Reynolds og dækker over en gruppe britiske bands i start-90'erne, der bruger rockinstrumentering til ikke-rock formål. Genren kan til en vis grad ses som videreførsel af Shoegaze-bølgen, men lægger større vægt på at inkludere teknikker fra sort musik som hiphop og dub. Derudover er der meget inspiration fra techno og ambient. De vigtigste bands er Disco Inferno, Bark Psychosis og Seefeel.

Anden bølge kommer fra USA, mest af alt fra Chicago. Amerikanske bands inddrager ikke lige så mange nye sorte inspirationskilder - af grunde jeg er kommet ind på - men trækker i stedet meget på jazz, klassisk og kraut. Det bedste band er Tortoise.

Den tredie bølge har jeg kaldt for crescendocore, den kommer fra hele verden, og består for det meste af unge mænd, der spiller episke rocksange i traditionel instrumentering. Inspiration helt tilbage fra proto-mathrock somSlint, fra gamle episke rocksange, og fra klassisk musik. De vigtigste bands hedder Mogwai, Godspeed You Black Emperor og Sigur Ros. Jeg selv foretrækker Do Make Say Think.

Generelt foretrækker jeg den første britiske bølge af postrock, og de konnotationer navnet indeholdt på daværende tidspunkt. Dengang var der rent faktisk noget fremsynet over den, og dens forhold til at inddrage andre genrer var fantastisk. I dag er postrockgenren utrolig ensformig, crescendocorevejen var efter min mening en blindgyde. Så den her blog argumenterer for at få den gamle indstilling til tingene tilbage. Postrock burde dække bands, der ikke er bange for at inddrage landvindinger fra andre genrer - det være sig hiphop, dubsteb eller metal - men stadigvæk bruger dem i en rockkontekst. Som Battles og Animal Collective.

Der skal nok snart komme nye indlæg. Hvis jeg udvider mit argument og får smidt flere avant-post genrer op, så vil jeg redigere det her indlæg til at matche den nye udvikling. Alt godt.

Thunderbear - Thunderbear (06)

Jeg slutter dette fokus på crescendocore af med et dansk eksempel på genren. Det drejer sig om et sideprojekt til Under Byen: Thunderbear aka. Thorbjørn Krogshede. Der er egentlig ikke så meget at sige om den her plade, bortset fra, at det skal vise hvor meget plads til forskellighed der trods alt er i genren, med et dansk eksempel. Hovedsagligt er det helt unikke ved den her plade klaverspillet, som tydeligst kommer til udtryk på solostykket Pas På Du Ikke Falder I:



Det er ganske klassisk instrumenteret, og ikke så afhængigt af konstant dynamisk intensivering. Eneste undtagelse er den centrale 25 min lange komposition Bonde?. Dette er rent faktisk en komposition, frem for en samling småstykker klistret sammen. Den bevæger sig gennem forskellige dele - soloklaver, ambient støj, blæs, vibrafon - frem mod det endelige støjklimaks. Det er vældig imponerende, faktisk et af de bedste postrocknumre jeg overhovedet kender. Især er jeg vil med detaljerne: Man kan høre blæserens vejrtrækning mellem han spiller på sit instrument, og lyden af vibrafonen er helt perfekt. Nærmest hypnotiserende. Det er virkelig et veloptaget album og studiet er helt tydeligvis medtænkt som medspiller. Jeg er ikke den store fan af Under Byen, men den her er varmt anbefalet.

Anmeldelser:
Gaffa
Soundvenue
Undertoner
Geiger

Avant-Post: Bernstein - Ouverture til Candide (56)

Jeg har hovedsagligt denne sang med for at illustrere et problem jeg har med crescendocore: Det skal være rockinstrumenter, der spiller mere komplicerede kompositioner, men så bliver det utroligt svært at konkurrere med de klassiske komponister. Det her nummer har skæve taktarter (5/4, 7/4, alle mulige mærkelige) og dens crescendi er opnået ved at putte flere og flere instrumenter på med nye melodier. Det er altså svært at lave med guitar, guitar, bas og trommer. Læg desuden mærke til Bernsteins direktion. Fantastisk.

Do Make Say Think - Winter Hymn Country Hymn Secret Hymn (03)

Nok et canadisk band, også denne gang fra Montreal og pladeselskabet Constellation. Do Make Say Think har udgivet plader siden sluthalvfemserne og udgav sidste år pladen Other Truths, som fik rigtig fine anmeldelser. Jeg er ikke så godt inde i dem, men den her er jeg ret vild med.



Den her plade er speciel på en lidt nørdet måde. Som titlen antyder, er den delt op i tre dele. Der er 9 numre, fordelt på tre suiter af tre numre. Hvorfor er det specielt? Fordi langt de fleste cd'er selv i dag er beregnet på vinyl formatet. Antallet af musikalske forløb er deleligt med 2. Den her plade er struktureret som tredelt, hvilket kun giver mening på cd. At den naturligvis også findes på lp er fjollet men uundgåeligt.

Lyden på denne plade er langt mere varieret end Mogwai og GYBE. Det er bestemt crescendobaseret, men hvor de to andre bands byggede på ganske voldsomme dynamiske skift, så er det her en plade der langt mere tålmodigt og subtilt bygges op. Med den her genre er det ret svært at forklare forskellen på god og dårlig musik, for det kan nemt blive så helt utrolig mekanisk. Man kan nemt snakke om at det er godt komponeret (guitarfiguren fra starten kommer tilbage til slut, det andet larmende stykke er ikke blot en gentagelse af det første men noget helt andet, alle instrumenter spiller udmærket) men i sidste ende føles det blot opfindsomt, subtilt og mindre manipulerende end f.eks. Explostions in the Sky. Der er også tænkt over lydbilledet, som er fyldt med detaljer. Det er som om rummet er medtænkt i skabelsen af pladen, fremfor at det forsøges at få til at lyde live.



Crescendocore er en utrolig narrativ genre. Når hele pointen er opbygning og klimaks, så må man hellere sørge for at ens plade slutter på en ordentlig måde. Helt tilbage til Mogwais alenlange Mogwai Fear Satan fra Young Team har det mest normale været at slutte så episk som muligt (igen er GYBE en undtagelse. Jeg tænker det netop er deres cutop-hed som gør deres manglende afslutninger tålelige. Og jeg overvejer videre, om netop den her cutop hed og manglende narrativ er en af grundende til at de var så succesfulde omkring sidste årtusindskifte. Det afspejler de store fortællingers død i den postmoderne epoke, og er derfor ganske egnet til at beskrive den difuse politiske situation på daværende tidspunkt. Men det er blot en prætentiøs strøtanke, skulle være man skulle prøve at udvide den). Men den her plade slutter ikke episk eller katharsisk i klassisk forstand. I stedet er slutnummeret - som du kan høre lige ovenover - afdæmpet, som ankomsten efter en lang rejse. Og ca halvvejs igennem kommer så forløsningen: Menneskestemmer. Det er det mest menneskelige pladen overhovedet bliver, og et katharsisk klimaks på sin egen subversive måde. En af mine favoritafslutninger overhovedet.

Avant-Post: Ravel - Boléro (1928)

Endnu et klassisk stykke. Det er ifølge Ravel (ifølge wiki): a piece lasting seventeen minutes and consisting wholly of "orchestral tissue without music" — of one very long, gradual crescendo. There are no contrasts, and practically no invention except the plan and the manner of execution. I crescendocoretermer er det altså mere GYBE end Mogwai.




Mere er der ikke rigtig at sige om Ravel, men jeg vil lige gøre opmærksom på, at Rufus Wainwright har benyttet stykket ret fantastisk:

Godspeed You Black Emperor - Lift Your Skinny Fists Like Antennas to Heaven (00)

Og videre med temaet. Godspeed You Black Emperor (forkortet GYBE, og egentlig er der et udråbstegn et eller andet sted i navnet, som jeg ikke gider bekymre mig om) er et band fra Montreal, Canada - det er forøvrigt lidt skægt, at ingen af de rigtig toneangivende bands på crescendocorescenen er fra England eller USA: Mogwai er fra Skotland, GYBE er fra Canada og Sigur Ros er fra Island - der udgav 4 plader fra 98 til 2002 og derefter gik på pause. De er nu netop blevet gendannet og tager forhåbentlig på turné snart. De skulle være ret fantastiske live. Det her er deres tredie album, det er et dobbeltalbum, og det er så klart min favorit med dem.

GYBE er egentlig nærmere et kollektiv end et band, og deres musik er som følge heraf ganske afvekslende. Man kan lidt forenklet sige at F#A#oo (98) er utrolig stemningsfuld, Slow Riot For New Zerø Kanada (99) er dynamisk, Lift Your Skinny Fists (00) er både og, og Yanqui U.X.O. (02) er hverken eller. Den her indeholder både typiske crescendocore passager, men samtidig også mere elektroniske dele, kammermusikalske småstykker og spokenword ting. Den starter dog triumferende med en lille march:



Som sagt er det et dobbeltalbum, og det er tydeligvis beregnet til vinyl. Der er nemlig kun to numre på hver cd, sådan ca lige præcis så lange som en vinylside. De enkelte numre består af en del forskellige forløb, og egentlig er det mere en hel masse sammenklippede smånumre end fire store sange.

Men denne her plade er endnu mere crescendobaseret end Mogwai Young Team. Hvor numre som Like Herod og Mogwai Fear Satan stadigvæk var egentlige sange, som også havde passager der ikke var del af crescendierne, så består de enkelte smånumre på den her plade af ren opbygning. Når nummeret har nået sit klimaks, så stopper det blot, hvorefter et nyt nummer går i gang. Det bliver lidt sammenklistret. Derudover er musikken ikke særlig melodibaseret. Man kan ikke rigtig nynne noget fra pladen. Men det er naturligvis heller ikke meningen.

GYBEs musik skaber apokalyptiske billeder. Det er et yderst politisk band, men det er selvfølgelig lidt svært at være rigtig eksplicit når man laver instrumental musik. I stedet er der lydklip fra præste og nostalgikere som skaber en eller anden ramme om det, og desuden er deres artwork altid ganske politisk. Yanqui UXO er nok det tydeligste eksempel – UXO står for unexploded objects, dvs landminer og klyngebomber, og coveret kobler alle de store pladeselskaber til fabrikeringen af disse objekter. På den her plade er det politiske mere grundlæggende som en følelse af frustration, utryghed og en gang imellem kamp. Det er mere noget med værdier end politik. Og jeg kan egentlig bedre lide dem når de forbliver abstrakte. Religiøsitet spiller også en ret stor del, som titlen også antyder.

Det er en klassiker, og en af den slags plader som de fleste egentlig ret godt kan lide når de hører det. Der er nogle lidt kedelige passager, men den er egentlig ret sammenhængende som værk. Det er som sagt lidt usammenhængende og åbenlyst crescendobaseret. Desuden slutter albummet ret antiklimatisk. Hele fjerde nummer er mærkeligt, og hvor man måske normalt ville have forventet en triumferende slutning, eller i det mindste noget tydeligt og engageret, så bliver det mere sådan en lidt hyggelig ting. Hvilket jeg dog egentlig også ret godt kan lide.



Anmeldelser
Pitchfork