Markus Krunegård er en af de hyperbolske romantikere, der af en eller anden grund er så mange af i Sverige, og som gør at den svenske indiescene - fra Broder Daniel over Håkan Hellström til Tough Alliance - er så positiv, så vital, især sammenlignet med den mere slackerironisk prægede danske ditto. For de her folk er der ingen situation, der ikke kan være livsomvæltende, ingen følelse som ikke er den dybeste nogensinde, og ingen adjektiver som ikke bør superlativiseres. Som forsanger i det svensk-finske band Laakso og som solokunstner har han siden 2003 stået for en perlerække af skiftevis euforiske, desperate og fortvivlede indiepopperler.
Laaksos debutalbum I Miss You, I'm Pregnant starter, som så mange gode debutalbums, med noget der minder om en programerklæring. Fight the Fight starter med en enkelt guitar og sang og bygger lag på lag indtil det bliver en brusende energisk sang, men hvis man ser titlen og tror det er noget politisk tager man fejl. Fra de første linjers 'Trying hard to make a stand / How to use my perfect hand' til omkvædets vage 'I wanna find whatever there is to find / I wanna know how things can turn out right' er stemningen tvivlende og det er mere kampen og energien for dens egen skyld, der promoveres. Gennem hele pladen er der hyperbolske indlæg, anden skæring og singlen Aussie Girl slutter historien om en ferieflirt af med linjerne 'Five days can change your world / five nights can make it turn' Det lyder måske lidt som en overdrivelse, men Markus Krunegårds energiske foredrag formår fuldstændig at sælge påstanden.
Generelt er stemmen passioneret lige meget hvad der synges om. På den finske Loista Laakso synes det at være verdens vigtigste indsigt omkvædet krænger ud, men så vidt jeg forstår lyder teksten 'Dal / Smukke Da-a-a-l' Sangene Emmylou om Emmylou Harris og Nick Drake om Nick Drake (surprise...) forstærker billedet af hyperbegejstrede skandinaver. Omkvædet i breakup sangen Clear går 'I wan't you to know I'm ready to go on my own / I won't beg on my knees and I won't ask you please / cause I'm here and I'm now and it's good to be out on my own' og lyder helt utroligt usandt... På Month of Mist for vi muligvis forklaringen på den utrolige energi, den melankolske sang beskriver efteråret i Nordsverige og slutter med linjerne: 'Suicide rates are high / even higher than in Japan / The long dark fall affects us all / in a way we can't recall' Så det postuleres altså, at omgivelserne gør dem ekstra følsomme. Lysmangel med andre ord. Vi har simpelthen for kedeligt klima i Danmark...
Men sangen jeg egentlig ville tale om er singlen Demon. Den indkapsler på mange måder hvad Laakso og Markus Krunegård er gode til. Det er egentlig en utrolig logisk komposition - egentlig er dens logiske sans nok dens største svaghed, emnet taget i betragtning - med to stille vers om hverdagens problemer, et vers hvor han er sund og et hvor han er usund - og tjek videoen for den sunde 70'er udgave med højhalset sweater - og hvert vers slutter med linjerne 'I deserve getting wasted after all it's friday night tonight' hvorefter dæmonen sættes løs og omkvædet eksploderer i guitarstøj og fuldesang. Enkelt og effektivt. I Miss You, I'm Pregnant er generelt en virkelig god popplade, der bobler over med energisk personlighed.
Men selvom jeg er vild med debuten, har jeg faktisk aldrig fået hørt opfølgeren, My Gods. Alligevel er det en sang fra dette album, som er min favoritLaaksosang. High Drama var førstesinglen og er på mange måder en videreføring af tematikken fra Demon, men bare i en mere generel kontekst. Hvor Demon specifikt beskrev trangen til at trashe fredag aften, så handler High Drama om kærlighed og drifter, det er den sang jeg hiver frem når jeg skal eksemplificere hvad jeg tror Lacan mente, da han talte om Den Hysteriske Diskurs.
Det er utrolig svært at sætte ord på musik, men den her sang er for mig lyden af begær. Begær efter kærlighed, bekræftelse, sex, stoffer etc. Håndklap, skummel basgang, skurende synths, og naturligvis stemmen. Markus Krunegårds stemme. Han varierer muligvis ikke sit sangforedrag ret meget, men hans trick er utrolig effektivt. Og teksten. Først og fremmest handler det om at Markus har mødt en pige, og nu er han: 'A junkie, an addict, a slave for your love' men det er bemærkelsesværdigt, at hans tilkomne aldrig nogensinde bliver beskrevet. Markus synger udelukkende om, hvordan han har det med det, intet om hendes øjne eller hendes smil eller noget som helst. Det tætteste vi kommer på er når han synger: 'I'm just obsessed / With hearing you say "yes please Markus come to me"' På den måde er han en typisk Lacaniansk hysteriker. Hans begær retter sig mod et andet menneske, men det er ikke mennesket, som begæret i sig selv, der er i centrum. Man sidder lidt med fornemmelsen, at det sagtens kunne have været en anden pige, og at dette sikkert var tilfældet måneden før. Det hysteriske kulminerer når stemmen lige pludselig springer op i det høje leje til omkvædet: 'I'm high on you and on drugs / It is the worst combination of addictions' Han er en misbruger. Af alt.
I andet vers hives endnu en Lacaniansk trope frem, nemlig den som Lacan kaldte Les Non-Dupes Errent. Dette betyder ordret at dem, der ikke lader sig dupere, tager fejl. Det spiller på to andre psykoanalytiske termer Le Nom du Pere / Le Non du Pere, henholdsvis fadernavnet og fadernejet. Lacan er ret glad for ordspil... At Les Non-Dupes altså helt bestemt Errent'er skyldes, at de ikke er i stand til at acceptere de beroligende løgne. Det kan f.eks. være løgnen om, at Gud passer på dig. Eller de kan ikke forlige sig med, at man reelt set aldrig ved, om selv din næreste er ærlig over for dig. En anden Non-Dupes stammer fra David Foster Wallaces roman Infinite Jest. Det er en fyr ved navn Geoffrey Day, der ikke kan acceptere, at hans afvænningsklinik råder ham til at lægge sin frie vilje hos et højere væsen, da han mener det bare er skjult religion. Det har han muligvis ret i, men statistikker viser stadig, at det virker. Og ifølge Lacan skyldes det, at begær og misbrug i virkeligheden handler om at finde Den Store Anden (et art fuldkomment, ufejlbarligt subjekt), men en sådan findes ikke, og må derfor opfindes af personen selv. Og en sådan er hr Krunegård altså også. Teksten går: 'Bought myself a video game / To get entertained / In an easy way / But I saw through that I'm far too smart to get fooled by myself' Det stykke jeg har sat med fed er muligvis den mest præcise beskrivelse af en Non-Dupes jeg nogensinde har set.
Til sidst i sangen kan han ikke engang længere formulere sine tanker, men er reduceret til at skrige 'The Wo-o-o-rst' om og om igen mens musikken eksploderer. En ganske præcis musikalsk beskrivelse af ustyrligt begær. Og læg desuden mærke til, at det er 'The Worst' Ikke blot slemt, men det værste. Hyperbolsk har han alle dage været. Og så har jeg endnu ikke fået diskuteret musikvideoen, der endnu tydeligere hamrer pointen ind om den desperate hysteriker og det upåvirkede subjekt. Og Markus ved da vist også godt til sidst, at han muligvis har overreageret...
Som jeg skrev til at starte med, det er folk som Markus Krunegård jeg synes vi mangler i dansk musikliv. Folk som helt naturligt mener de er havnet i verdens største problem nærmest hver dag. Folk der tager hele livet - også de fantastiske og positive sider af det - utrolig seriøst. Ham her er seriøst glad. Nærmest hyperglad. Han udgav i 2008 soloalbummet Markusevangeliet, der indeholdt hittet Jag Är En Vampyr, og gav ham et langt bredere gennembrud end med Laakso. Omkvædet i Jag Är En Vampyr? 'Hele värden er så underbar!' Gennembruddet var efter min mening fuldt fortjent. De her svenske kunstnere formår ofte at ophøje det banale til det sublime. Danske kunstnere formår alt for tit blot det modsatte.
