tirsdag den 10. august 2010

Slow Six - Tomorrow Becomes You (10)


Jeg tror det er ved at være på tide med nogle små anbefalinger igen, til at starte med af årets crescendo-core album for mit vedkommende. Jeg har tidligere inde på svingninger anbefalet det som: Mathet crescendocore med to violinister og en god spand klassisk minimalisme. Do Make Say Think møder Steve Reich. Jeg har set dem omtalt som neo-klassisk, fordi de bruger klassiske instrumenter, men det er i mine øre ret traditionel postrock, de to violinister giver dem bare mulighed for at lave mange ting anderledes end normale postrockbands.



Pladen er også ret fint opbygget, med de to mest crescendobaserede numre placeret til start og til slut, og så bevæger pladen sig til og fra abstraktion jo tættere man kommer på midten. Undervejs bliver der også mere inspiration fra dub og elektronik, der hiver pladen mere over i en chicago-postrock lyd a la Tortoise.




Men det bedste nummer kommer til sidst. These Rivers Between Us (som er den tegnede video ovenover) er fantastisk, emotionel, kompliceret, subtil, alt på samme tid. Det hypnotiske 'omkvæd' foregår i 9/8, men keyboardet kører 5+4 (eller 4+5), strygerne kører 3+3+3, og trommerne markerer især 1, 3 og 8. Det skaber polyrytmik, der dels er utroligt medrivende, men samtidig også lidt anspændt. Forløsningen - som crescendocore jo skal have - opnås derfor ikke ved at køre volumen op, men derimod ved at slappe helt af, skifte over til 4/4, lade violinerne i langt højere grad spille sammen, og så langsomt bygge op til en sidste variation over omkvæd. Når den endelig kommer er det som om man har opnået et eller andet, det lyder langt mere 'rigtigt' end de første mange gange man har hørt den, men en eller anden energi - som føltes farlig, men også kreativ - er gået tabt. Jeg elsker det.

Det er virkelig et album man kan fuldstændig forsvinde hen i. Titlerne handler om at være sammen eller adskilt (The Night You Left New York, Because Together We Resonate, These Rivers Between Us) og på samme måde er der flere skift mellem om instrumenterne spiller med og mod hinanden. Jeg ved endnu ikke helt hvordan Cloud Cover og Sympathetic Response System (som dog også taler om følelsesmæssig fremmedgjorthed) passer ind i det, men det her er et ret godt eksempel på, hvor meget man kan sige uden nogen som helst vokal. Kun følelser.

Anmeldelser:
TheSilentBallet
Popmatters

Køb