Hissing Fauna, Are You the Destroyer? er et af de klassiske albums fra seneste årti. Det er fængende, dansabelt, musikalsk afvekslende, men den opmuntrende lydside dækker over nogle dystre tekster, der er baseret på virkelige begivenheder: Kevin Barnas, forsanger og sangskriver i Of Montreal, tog til Norge for at skaffe medicinsk behandling til hans datter med hans norskfødte kone. Her fik han pludselig en dyb depression – Norge er altså også et trist sted.... - hvilket til sidst fik konen til at forlade ham. Albummet blev skrevet efter at han var blevet forladt, men kort før udgivelsen fandt parret sammen igen, hvilket har givet de efterfølgende albums en mere positiv grundtone. Historien som den – ifølge medierne, mere om det senere – blev fremlagt på albummet, er dog lidt mere kompliceret, her er der blevet tilføjet nogle tematikker om personlighedsspaltning og seksualitet. Kevin tager til Norge, bliver deprimeret, langsomt begynder andre dele af hans personlighed at boble frem. Konen forlader ham, og på albummets centrale sang, den 12 min lange The Past Is a Grotesque Animal – gennemgår han et mentalt sammenbrud. Når han kommer ud på den anden side har et alter ego taget over, og nu er han Georgie Fruit, en midaldrende transseksuel sort mand, og resten af albummet handler om at han danser rundt ude i byen i et orgie af biseksuel promiskuitet.
Og den tager vi så lige igen: Han gennemgår et MENTALT SAMMENBRUD og bliver transseksuel og promiskuøs... Og dette mentale sammenbrud er jo så forårsaget af at hans heteronormative hverdagsliv bryder sammen. Det er mildest talt ikke nogen progressiv beskrivelse af køn og seksualitet, og der er på anden halvdel af albummet nogle utroligt ubehagelige tekstbidder: 'Eva, I'm sorry, but you will never have me / To me you're just a faggy girl / and I need a lover with soulpower' (Bunny Ain't No Kind of Rider) Eller hvad med: 'There's that girl that left me bitter / Want to pay another girl to just walk up to her and hit her / But I can't I can't I can't'. (She's a Rejector) Så vi har altså en sammenkobling af 'afvigende' seksualitet med først og fremmest mental ustabilitet, og derudover en kobling til vold mod kvinder og en brug af ordet 'faggy' som skældsord. Helt ærligt kan jeg ikke forstå, hvorfor medierne ikke har været ude med riven i forhold til det her, det er ærlig talt uheldigt. Hvor altså Magnetic Fields fremlagde forskellige seksualiteter som ligeværdige, og dermed stillede spørgsmålstegn ved vores normale opfattelse af samme, så bruger Kevin Barnes 'pervers' seksualitet til at beskrive det afvigende, det unormale, det 'syge' i hans liv.
Og det her var, hvad jeg havde tænkt mig at skrive til at starte med. Men så var det jo, at jeg var nød til at lave lidt research på pladen, og læse igennem hvad der egentlig står i teksterne, og her fandt jeg så ud af præces hvad der sker. Det forklares i førnævnte The Past Is a Grotesque Animal: 'I fell in love with the first cute girl that I met / who could apreciate Georges Bataille / Standing at a Swedish festival / discussing Story of the Eye' Nu kendte jeg så ikke Georges Bataille eller Story of the Eye, men det kan man jo wiki'e og øh... det er mildest talt pervers seksualitet. Eros og Thanatos bliver kombineret står der, åbenbart ved at de knalder og der er en hel masse blod og sæd og tis og alt det der. Og det er altså den historie, som Kevin Barnes og konen Nina Barnes først bondede over. Det er en utrolig vigtig detalje, hans heteronormative liv er altså netop baseret på en fælles interesse for historier om det perverse. Ironisk nok... Jamen så kan hele anden halvdel af pladen jo ses som et forsøg på at genfinde dét, som skaffede ham hans kone til at starte med. Hm, og så bliver det centrale i lige så høj grad det førnævnte 'I can't I can't I can't'. Det er altså et mislykket forsøg på at genfinde perversiteten i hans liv. Nu har jeg ikke rigtig styr på den teori der ligger bag Marquis de Sade og Bataille og deslige, men anden halvdel kan altså ses som et forsøg på at skildre det usunde, ved at svælge i det perverse. At det så bliver ved det sådan lidt arrogant promiskuøse bliver så lidt trist, han tør ikke mere.
Men havde albummet været dårligere hvis det havde koblet mental usundhed med afvigelser fra det seksuelt almindelige? Nope. Det er naturligvis vigtigt at huske på, at det hele kun er en beskrivelse af Kevin Barnes eget mentale nedbrud, at det finder udtryk på denne måde betyder ikke at alle promiskuøse er mentalt ustabile. Eller at alle mentalt ustabile bliver seksuelt afvigende. Jeg kan derudover ikke rigtigt forestille mig noget mere kedeligt end en skildring af sindssygdom der er blevet saniteret så den er politisk korrekt. Men jeg mener helt ærligt det er lidt af et problem, at det ikke bliver kommenteret når albummet bliver gennemgået. For det ER et uheldigt kønssyn, det er meningen det skal være tegn på hvor langt han er ude at skide, og at det blot lader til at passere ind i den gængse anmelderdiskurs tyder på at det måske er noget blog/anmeldersfæren ikke er tilstrækkeligt opmærksomme på. Jeg skrev jo for nylig et indlæg om hvordan Vampire Weekend og Coco Rosie / Public Enemy skildrede racespørgsmål på to måder: VW skildrede det som om det ikke var noget problem, hvor CR og PE skildrede det som om det var noget knudret og problematisk. Og køn og seksualitet på samme vis skildret på to forskellige måder af de to netop skildrede kunstnere: Magnetic Fields skildrede det som om det ikke burde have nogen betydning, hvorimod Of Montreal formåede at fokusere på det problematiske, det lyssky, det beskidte. Men hvor racespørgsmål bliver påtalt i medierne og debatteret på blogs, så er der ikke samme fokus på køn og seksualitet. Du kan skildre bøsser som afvigere på en måde du overhovedet ikke kan med sorte.
