Efterhånden kan jeg bedst lide at skrive om en plade hvis jeg føler, at jeg har en eller anden ny vinkel til den. Et eller andet, som ikke rigtig er blevet skrevet før. Det her er en ret obskur plade, men desværre, så har jeg ikke voldsomt meget andet at sige end der stod i den artikel hvor jeg lærte den at kende. Det er en artikel om 'urban black metal', altså black metal, der beskriver et byliv frem for et liv på landet. Jeg har skrevet om Black Metal før, men det var om Wolves in the Throne Room og om Mt Eerie, og i begge tilfælde havde jeg fokus på lighederne mellem metal og folk, og hvor godt det kunne beskrive det sublimt naturlige. Lantlôs er med sin fokus på bylivet noget helt andet, men de tre plader har nogle ting til fælles. Tr00 metal-fans vil nok have det svært ved dem. Og så er de alle tre virkeligt gode.
Faktisk så var jeg til at starte med ikke helt enig i, hvad Brad Sanders skriver i føromtalte artikel. Han skriver at .neon blander Black Metal med Jazz a la Miles Davis, hvilket jeg havde lidt svært ved at høre. Men da jeg fik hørt hele pladen et par gange, så blev jeg sådan nogenlunde enig. Nej, jeg synes ikke det direkte er inspireret af Miles (og hvad vil det egentlig sige? Jeg mener, den mand har lavet ret megen forskellig artet musik...), men den virker inspireret af musik, som var inspireret af Miles. De stille dele af den her plade lyder meget inspireret af den aller tidligste post-rock, som jeg er så umanerlig stor fan af. Vi snakker plader som Bark Psychosis - HEX og Talk Talk - Laughing Stock, plader som jeg langt hen af vejen startede denne blog for at hylde. Og begge de to plader var inspireret af de dele af Davis hvor han var cool og afslappet, som Kind of Blue eller In a Silent Way. Som også er blandt mine absolutte yndlingsplader. Blandingen metal og melankolsk Miles indgår for øvrigt også på en af mine andre yndlingsplader, Sunn O))) - Monoliths & Dimensions. Så når alt kommer til alt var det ikke helt overraskende, at jeg faldt ganske pladask for den her plade, og det er en plade jeg har hørt igen og igen over de sidste par uger.
Men jeg måtte nu også indrømme, at jeg ikke umiddelbart forbinder den her lyd med storbyen. Når jeg tænker storby, så tænker jeg ofte på det aggressive, det hastige og det voldsomme. Ting som pånk eller grime eller gangsterrap. Men der har jo ganske rigtigt altid været en mere indadvendt side af storbymusik. Det er jo rigtig nok, at Miles Davis både lavede blistrende fusionslarm (tjek On the Corner ud, som det mest direkte storbylarm), og indadvendt cooljazz. Og den indadvendte storbymusik findes jo også i genrer som triphop eller dubstep som Burial. Det er lyden af en regnvåd gade set fra vinduet af en natbus. Og den stemning rammer Lantlôs også. Hvad der virkelig kom bag på mig - selvom titlen muligvis burde have givet et hint - var hvor meget teksterne mindede mig om Michael Strunge. Og nej, jeg tror ikke de kender denne døde danske digter, men jeg har virkelig svært ved at ikke at tænke på ham med linjer som dem her fra åbneren Minusmensch: 'Disembodied, gasping, I tumbled / in the flesh of a thousand cold lights, / through this night of neon, / that I'll never belong to.' Det er naturligvis mere metal-jargon, og når det skriges med dæmonstemme ud over tonsende trommer er ligheden måske lidt mindre, men den er der. I hvert fald i mit hoved. Eller hvad med dem her, der åbner pladens bedste nummer, Pulse / Surreal: 'Sirens of soul / howling and piercing the night. / These are the streets, / clinic fingertips / sex and violence.
Hvis du hørte overstående sang, så undrede du dig måske over, at der var to ret forskellige vokaler. Lantlôs er først og fremmest et projekt for en tysk musiker der kalder sig Herbst. Han udgav også pladen Lantlôs i 2008 sammen med et par andre. Det er vidst ham der står for skrigende. På den her plade har han allieret sig med den franske musiker Neige, som er en af mine yndlingsmetallere. Jeg kender ham fra bandsne Alcest og Ameseours, som også er Black Metal hybrider, i de to tilfælde mere med shoegaze og postpunk og industrial. Det er ham som synger, med den franske accent... Der skulle meget gerne komme en ny plade 28 Oktober, som hedder Agape. Det glæder jeg mig naturligvis meget til.
Den her slags musik er ikke for alle. Faktisk vil de fleste nok mene, at det er alt for agressivt og voldsomt, og blandt dem som så virkelig elsker agressiv og voldsom musik, ja så vil den nok blive set som alt for blød og svag. Den svinger virkelig meget fra noget meget hårdt til noget meget blødt. Og ja, det er præcis at sige at den 'svinger', den bygger ikke ret meget op, men skifter meget pludseligt. Man kan også sammenligne den med crescendocore. Og her er det virkeligt voldsomt dynamisk. Hvor normal crescendocore svinger fra stille guitar til støjende guitar, så svinger den her plade fra jazzet klaver til skrålende metal. Det er virkelig, virkelig fjollet så meget den spiller på ting som jeg elsker i forvejen, så det her er måske ikke en helt objektiv kvalitetsvurdering. Men det er altså virkelig en fantastisk plade, som er underskøn når den skal være smuk, og afskyelig når den skal være grim. Varmt, varmt anbefalet.
.neon kan købes her. Eller vel rundt omkring på andre webbutikker.
Hvert år offentliggør alverdens musiksider deres årslister over bedste plader, bedste singler, bedste tweets, grimmeste cover, whatever. Det er en typisk nørd-ting at gøre, jeg gør det også selv. Popmatters går ret meget all-in på den her front, og offentliggør alverdens genrelister. Jeg føler lidt, at når du laver lister over både indierock og indiepop, samt country, americana og bluegrass, så overgør du det måske en smule... Men i år havde de så også besluttet at lave en liste over 'Experimental' albums, og det var et af mine yndlingsalbums der vandt: Yellow Swans - Going Places. Men udover, at jeg naturligvis er enig i, at det er et fantastisk album, er glad for at se det få noget velfortjent opmærksomhed, og føler at mine egne smagsløg er blevet valideret, så er jeg nu lidt loren ved termen 'Experimental'.
Det er noget mærkeligt noget, med de her termer for musik som er sådan lidt 'skævt' og anderledes end normerne. Det er 'alternativt', det er 'uafhængigt', det er 'eksperimenterende', alt sammen plus-termer, som man vel lige knap kan argumentere imod. Men samtidig også termer, som skræmmer ganske mange folk væk. Hvis folk hører, at Going Places er den bedste Experimental-plade, så er jeg bange for, at folk vil tro, at det er noget utilnærmeligt og avant-garde noget. Og ja, pladen er abstrakt og støjende, og den vil nok tiltale folk, som i forvejen er bekendt med noise-genren. Men hvad jeg føler er dens grundprincip er hverken svært forståeligt eller specielt nyt: Det handler om at skabe skønhed ud af ikke specielt skønne lyde. Det er sådan set den samme ting jeg sætter pris på ved skulpturer lavet af metal, freejazz a la Ayler og Coltrane, eller tysk poesi. Men det er sådan set heller ikke rigtig dens eksperimentale kvaliteter, der for mig får den til at stikke ud fra mængden. Det er tværtom den formidable mængde af følelser, som det er lykkes bandet at ligge ned i de her abstrakte og instrumentale kompositioner.
Pete Swanson og Gabriel Mindel Saloman meddelte i 2008 at de ville opløse bandet efter én sidste plade. Så hele albummet bliver naturligvis opfattet som bandets svanesang (pun intended), og man er nok tilbøjelig til at projicere endnu mere opbrud og afslutning ind i albummets lyde. Men det er nu også svært at lade være, med de titler numrene har: 'Opt Out', 'Limited Space', 'New Life', og selve titlen 'Going Places'. Hvad der fik mig til at falde for albummet med det samme, var altså ikke hvor eksperimenterende det var, men tværtom hvor nemt det var, hvor let det var at få en forståelse af det, få det til at give mening. Men numrene er abstrakte og uformelige, så ofte når jeg lytter til det, ja så passer de enkelte dele sammen på en ny måde. Derfor er de tolkninger, jeg forsøger mig med nedenunder, også endnu mere subjektive øjebliksbilleder, end de plejer at være.
Påmange måder kan den her form for noise føles som en videreførsel af post-rocken. Det er helt nye instrumenter og produktionsmetoder, men ofte er det en gammelkendt bevægelse som styrer numrene. Postrock-netsiden Silent Ballet konstaterede da også i deres anmeldelse:It should be noted that all these songs do essentially the same thing – they crescendo, awesomely – but that’s not the point, nor is it the value of this album. Men selvom der bestemt er imponerende crescendi på albummet, den 13 min lange Opt Out først og fremmest, så er det nu ikke pointen med alle numrene. Åbningsnummeret Foiled lyder som om det starter midt inde i, det er bare en mekanisk rytme med støjflader på, og den udvikler sig ikke så meget som den blot bliver erstattet af nogle mere behagelige synthlyde. Effekten er en følelse af uforanderlighed, det føles som om, at vi blot hører et udklip af et nummer, der sidder fast i samme rille. Resten af albummet føles i høj grad som et opgør med denne uforanderlige rille.
Tag f.eks. et nummer som ovenstående, et af de få, hvis form jeg sådan nogenlunde føler at jeg har gennemskuet. Der ligger ubestemmelige flader af støj, diverse guitarer har gang i alle mulige ting og sager forskellige steder i lydbilledet. Den lyd, som fænger mig, er den ustoppelige klokke, der ringer konstant og hele tiden på offbeat. Ding, ding, ding, ding... Nummeret hedder Limited Space, og den skide klokke føles unægteligt voldsomt dikterende og begrænsende. Momentet til sidst i nummeret, hvor klokken endeligt forsvinder, og en enkelt guitar får lov til at stå frem klart og tydeligt og alene, ja det moment synes nærmest overtydeligt at illustrere forsøget på at undslippe snærende bånd. Selvom det er abstrakt musik behøver det jo ikke at være alt for sofistikeret. Men noget ret så forunderligt ved det øjeblik er, hvor lidt triumferende det føles. Det føles ikke som om, at klokken er blevet overvundet, og lader en stærk og modig guitar-helt træde frem. Nej, det føles mere som om, at klokken er kollapset, og har efterladt resten af lydbilledet alene, usikkert og vaklende.
Og jeg tror måske nok, at det er ret typisk for dagens kunstnere. Going Places er jo et meta-værk, det forsøger musikalsk at behandle omstændighederne for sin egen tilblivelse. Der skriver det sig på sin egen lille måde ind i en gammel modernistisk tradition, som litteraturinteresseret kan jeg ikke lade være med at tænke på Portrait of the Artist as a Young Man eller På Sporet af den Tabte Tid. Men det føles netop ikke som et portræt af et par kunstneres selvrealisering. Det føles som en lidt melankolsk erkendelse af, at den gamle rille har opbrugt sine muligheder, og at det er nødvendigt at finde en ny. Der er en ydmyghed over det, kunstnerne er melankolske snarere end modige, og deres projekt er nødvendigt snarere end heroisk.
Det er måske også derfor, jeg hverken synes det skal kaldes avant-garde eller experimental eller noget. Det er aldrig det, som det handler om. Nu får jeg så alligevel fremstillet det som om, at det er tidstypisk, og på den måde måske få lagt en ramme om det, som om at det er et 'vigtigt' album. Men det er det ikke. Det er et umanerligt lille værk, blot et intenst personligt dokument af to personer på et punkt i deres tilværelse. Det er ikke stort eller noget. Men det er skidegodt. For øvrigt er den på tilbud til fire pund for tiden. Fundet for de penge.
I min verden findes der forskellige former for underkendte værker. Der findes dem, som nok nærmere er personlige favoritter, albums, som betyder noget helt specielt for mig. F.eks. Eels - Electro-Shock Blues, den vil nok altid betyde mere for mig end de fleste andre, det skyldes lige så meget biografiske ting. Så findes der albums, hvor jeg egentlig godt forstår, at andre folk har lidt svært ved at komme ind på livet af det. The-Dream, f.eks., er ensformig og misogyn i absurd grad, jeg kan lidt godt forstå hvis folk har svært ved at acceptere, at det samtidig er noget af det mest vellavede musik der findes for tiden. Men der er også den tredje kategori, den hvor jeg simpelthen ikke forstår, at et specifikt album ikke har væltet musikverdenen fuldstændig bagover, og hvor jeg næsten opfatter det som en fornærmelse på et eller andet punkt. Albums, som både er så iørefaldende, men samtidig så fantastiske, at deres status som obskuritet virker fuldstændig uforståelig på mig. Et sådan album er Azeda Booth - In Flesh Tones.
Jeg kan ikke forstå, hvorfor folk ikke falder pladask for et nummer som ovenstående. For mig rammer det et felt sådan lige midt mellem melankoli og velvære. Det er som new age med modhager, jeg kan decideret mærke hvordan min krop spænder fra. Og nærmest hele pladen lyder sådan. Fra rullende trommer indleder Ran, til ringlende guitarer ringer Be It ud, hele pladen er utrolig godt sammensat, komponeret, produceret. Ambiente flader, let kradsende guitarer, elektroniske programmeringer, lettere utæt sopran-sang, lydbilledet er så umiddelbart knuselskeligt, at jeg ikke forstår der ikke er flere som er faldet for dem. Jeg tænker, at det muligvis er for umiddelbart, hvilket synes at være hvad Pitchforks anmeldelse konkluderede. Men samtidig, så er det virkelig en plade hvor det giver mening at tale om 'lag' i musikken. At god musik har flere 'lag' er en af de mest fjollede musik-kritiker-floskler. Normalt er det bare en fin måde at sige 'detaljer' på. Det lyder sådan lidt bedre, en detalje gør hverken fra eller til, men 'lag', så er det dybt og intelligent. Desuden så lyder vi selv bedre, når vi aktivt afdækker 'lag', i stedet for at vi bare pludselig opdager en ny detalje. Normalt, så er de fleste lag blot ornamentering, som egentlig hverken gør fra eller til. Men det her album er anderledes.
Prøv at lytte til ovenstående nummer igen. Det er en mand der synger, han hedder Jordan Hossack. Det er den første overraskelse. Den anden kommer, når man læser teksterne. I den her sang lyder f.eks. de sidste linjer før første omkvæd: 'Under the lights along the avenue / you lost your pants too / un-salivate Celestiora'. Det som får hjertet til at slå hurtigere er vist en blanding af vold og druk, med lidt ungdommelig kærlighed blandet ind i det. Og sådan er det hele vejen igennem albummet, teksterne taler ualmindeligt direkte om sex, stoffer og vold, og at det bliver sunget med en påtaget pigestemme gør det hele lidt vel ubehageligt. Første gang jeg læste det medfølgende teksthæfte gik jeg nærmest i stå, da jeg så, at teksten til omkvædet på den anden sang, In Red, lyder 'I will open you up with my fingertips / and I'll slide my way inside'. Det slog mig som imponerende direkte, men hverken sexet eller poetisk, og egentlig lidt irriterende. Og albummet er fyldt med den slags linjer. In Red indeholder også 'I'm gonna fall out of my underpants' og 'you can turn me sideways and sing / in mists of heavy breathing / about all the ways you like me best'. På nummeret med det fjollede navn John Cleese sneg de sig ind i 'half built homes', hvor de 'sucked on cigarettes n' bottlenecks' og 'shared our women and our wallets'. Lobster Quadrille starter med linjerne 'Scratch at my bed again / let your kitty claws rip deep into the sheets' mens Well begynder med 'Mellissa / Hide in the night / Roll with me'. Og i Kensington, anden single og postet nedenunder, lyder hele teksten: 'The slow in-out is cold and wet / There is no money on the nightstand / 'cause all my friends do drugs. / I need help so badly / No one here can help me / 'cause all my friends do drugs.' Hvorefter ordet Cut gentages 17 gange.
Så derefter troede jeg, at det var et smukt album med direkte, men også ret så irriterende tekster. Der tror jeg ret mange er endt, det var f.eks. det Popmatters anmelder udtrykte da han skrev: Listeners are advised to blur their hearing to let the words blend into the music, which tends to happen anyway. Otherwise, you run the risk of ruining the soothing, heartrending effect the music often has. Men jeg kunne ikke lade være med at høre albummet, og langsomt gav de dårlige tekster mening. Det holdt op med at blive sådan, at de modarbejde hvad der ellers var rart og 'soothing', og i stedet blev de en essentiel del af et helt andet projekt. Selvom om teksterne nok ikke kan beskrives som 'gode', så begyndte jeg at sætte pris på, hvor godt bandet fik dem til at passe ind. F.eks. er der en lang strækning af instrumental musik henover mindten af pladen. Nummer 5, Lobster Quadrille, indeholde en lang instrumental coda, og nummer 6, East Village, er et instrumental nummer, der glider direkte over en lang instrumental intro til nummer syv, Numberguts. Jeg har ikke gidet at tjekke det præcist, men det er ret mange minutter uden sang. Numberguts bygger også ret effektivt op, så det øjeblik hvor Hossack kommer ind igen lyder ganske triumferende. Hvad er det så han synger? 'It's Pitifu-u-ul! / You're menstruating!' Det er ikke bare en dårlig tekstlinje, det er en bevidst sabotage af et moment, de har bygget op til i ganske lang tid. Og jeg opdagede flere og flere af den slags ting. Bandet beskriver selv deres musik med den flertydige genrebetegnelse Cherry-pop. I førnævnte Kensington lagde jeg mærke til, at ordet Cut rent faktisk er trykt 17 gange i coveret, hvilket blot er fjollet. Well indeholder også linjerne: 'We'll escape this city's reach / climb a rock n' talk: / "Blah da" / "Da duh da"'. Og ja, de ord står også i citationstegn i coveret.
Mest imponerende er førnævnte linjer fra In Red. Prøv at lytte til anden halvdel af nummeret - fra 4:05 og frem - hvordan Hossack's melodilinje pludselig springer op på linjerne 'I'm gonna fall out of my UN-derpants' og 'I'm gonna lie wide O-pen'. Læg mærke til hvordan underpants-linjen gentages to gange per vers. Det er ikke poetisk, ikke en god tekst i sig selv, men måden tekst og melodi spiller sammen på gør det til en ret fantastisk illustration af ung, overvældende, ustyrlig seksualitet. Den lille dreng er simpelthen alt for begejstret til at kontrollere hvad han synger. Endnu bedre bliver det i sammenhængen, hvor første del var kontrollerende og planlæggende (I will open you up) så har anden del helt tabt kontrol ('I'm gonna lie wide open'), også melodierne og arrangementet understreger dette. Der er flere fortolkningsmuligheder (Første del er fra drengens synspunkt, anden del fra pigen. Det er en dreng, som tror han har styr på det, men overvældes. Det er to af samme køn, og de gør forskellige ting på skift...), og jeg kan ikke komme på ret mange sange, der forsøger sig, og lykkes, med de samme ting som den her. Det er virkelig imponerende.
Så til sidst, så får man gravet sig ned til et tredje lag, som samler de to foregående, modstridende dele sammen, til en foruroligende, kynisk, ironisk syntese, hvilket Cokemachineglow vidst oprindeligt var de eneste der fangede. Da jeg skrev om mit yndlingsalbum fra sidste årti, The Notwist's Neon Golden, så skrev jeg, at det var en blanding af det organiske og det elektroniske, der beskrev oplevelsen af, at bevæge sig rundt i en ny verden, man ikke helt forstår. Det her, det er mit næst-yndlingsalbum fra seneste årti, det er også en elektro-organisk blanding, og det handler også om at være i en uforståelig ny verden. Men hvor Neon Golden handlede om den moderne verden med tog og fly og computere, så omhandler In Flesh Tones teenagerens møde med den uforståelige voksenverden, iblandet lidt med at blive væk i sex og stoffer. Derfor er en af de vigtigste inspirationskilder også måden vokalerne bliver brugt på på My Bloody Valentine's Loveless. Jeg sammenlignede også Neon Golden med Radiohead's Kid A, men In Flesh Tones minder nærmest endnu mere om den plade, så meget at jeg overvejer om det er intentionelt. Som på Kid A er pladen delt i to halvdele, med to instrumentalnumre i slutningen af hver (som Treefingers, og det instrumentale efterspil på Motion Picture Soundtrack). Jeg læste også engang en phd, som forklarede, at hver af de to instrumental-stykker på Kid A kunne opfattes som en form for 'død', eller i det mindste en overgang til en anden verden. Det er ret tydeligt, at How to Disappear Completely kan ses som en 'død', men det ligger også i Motion Picture Soundtrack. Men hvor sekvensen ...Disappear Completely-Treefingers-Optimistic godt kan virke lidt... patetisk er måske det rigtige ord, så er sekvensen Lobster Quadrille-East Village-Numberguts på In Flesh Tones som nævnt før bygget op til at være et antiklimaks, og kombien af førnævnte linje om menstruation og den efterfølgende 'It's beautiful / your body's becoming grown' indikerer at sekvensen skal forstås som om det er barnet der må 'dø' og give plads til en voksen. Og hvor Motion Picture Soundtrack handler om at være udbrændt påRed wine and sleeping pills og Cheap sex and sad films, og ender med de højstemte linjer I will see you in the next life, så lader Brown Sun fra In Flesh Tones til at være en ret ynkelig beskrivelse af en overdosis af heroin, og den slutter med linjerne 'Facedown / in the middle of the parking lot'. Azeda Booth erstatter alt højstemt og poetisk med det eksplicitte, det kyniske og ironiske. Det gør unægtelig albummet ret så unikt, og samtidig, så passer det bedre til min indstilling til verden, end Radiohead's anderledes seriøse attitude. Hm, måske forstår jeg alligevel lidt godt hvorfor den ikke er et større hit...
Som sagt er det her band alt, alt for obskurt, og der er desværre ikke noget der tyder på, at der er nogen ændring på vej. De er nu ret kendte på deres egen scene. Bandet stammer fra Calgary, Canada, der så småt har fostret et par kendte navne. Mest kendt er Women - som rent faktisk har et par tidligere medlemmer af Azeda Booth i bandet - og Chad VanGaalen, men der er et par nye bands på vej frem, som hedder Blue Hawaii og Braids. Begge bands synes inspireret af Azeda Booth's elektro-organiske hybrid, og forsangerinden i begge bands, Raphaelle Standell-Preston, har vidst også lært noget af Azeda Booth's direkte tekster, når hun synger ting som 'What I've found is that we / were all just sleeping around' eller 'It feels so good / having you inside me' eller 'I think about you thrusting into her'. Men selvom deres indflydelse altså vidst godt kan mærkes her og der, så vil bandet nok desværre forblive obskurt. De udgav udover In Flesh Tones EP'en Mysterious Body i 2007, som også er glimrende, de udgav den gratis EP Tubtrek i 2009, der kan downloades fra deres hjemmeside. Derudover har de lavet et cover af Joanna Newsoms Bridges and Balloons, og en split-7'er, som jeg aldrig har hørt. Der var seks personer i bandet omkring In Flesh Tones, men først droppede den ene ud, og så forlod to andre bandet for at hellige sig Women, og her i år er der så droppet en fjerde ud, og en femte har forladt Calgary til fordel for Vancouver. Wikipedia omtaler bandet i datid... Det er synd og skam, men omvendt er In Flesh Tones et unikum, og det var altid svært at se hvordan de skulle kunne følge op på den. Det er et mesterværk, og jeg kan kun anbefale at man giver den et lyt.
1) SlowSix – Tomorrow Becomes You 2) Yellow Swans – Going Places 3) Fang Island – Fang Island 4) Kanye West – My Beautiful Dark Twisted Fantasy 5) Jónsi – Go 6) LCD Soundsystem – This Is Happening 7) The-Dream – Love King [o] 8) Vampire Weekend – Contra[2] 9) Year of No Light – Ausserwelt 10) Emeralds – Does It Look Like I'm Here? 11) These New Puritans – Hidden 12) Owen Pallet – Heartland 13) Daniel Bjarnason – Processions 14) Avey Tare – Down There [o] 15) Her Name Is Calla – The Quiet Lamb [o] 16) Sufjan Stevens – Age of Adz [o] 17) Twin Shadow – Forget 18) Daughters – Daughters 19) How to Dress Well – Love Remains 20) Alcest – Ecailles de Lune
Hej igen. Jeg prøver lige at få min dansksprogede musik-blog op at køre igen. Fra nu af, så vil den blot blive brugt til at poste anmeldelser af mine yndlingsplader, tror jeg. For at skabe et par pejlemærker, så er her en liste jeg lavede sidste vinter, over mine yndlingsalbums fra forrige årti. Jeg er ikke længere helt enig, og har hørt nogle nye ting som skulle på, men sådan så det ud december 2010. Og i skal ikke regne med, at der kommer til at være poster om dem alle sammen, nogle plader egner sig bedre til at skrive om end andre. En [½] uden for et abum indikerer, at den linkede post har lidt om albummet, men ikke indgående behandler det. Anyways, here goes:
Jeg har lyst til at følge op på nogle tanker, der lå som en understrøm under hvad jeg skrev om Neon Golden. Specifikt har jeg lyst til at snakke mere om det med, at Markus Achers tekster ikke rigtig kan siges at være gode, men alligevel kan siges at være perfekte i sammenhængen. Jeg tager udgangspunkt i en fantastisk brasiliansk Folk-plade, og så blander jeg lidt Dylan og lidt Destroyer ind i det hele. God fornøjelse.
Caetano Veloso er en af de helt store. Han var med til at grundlægge Tropicalia-bølgen i Brasilien i slut-tresserne, en kunstnerisk bølge der også involverede Gilberto Gil, Gal Costa, Os Mutantes, og mange flere. Deres plader, hvoraf flere er at finde blandt mine absolutte yndlingsplader, tager udgangspunkt i en blanding af 'traditionelle' brasilianske stilarter (bossa nova, samba etc) med den samtidige angelsaksiske rock, og med ufatteligt sofistikerede arrangementer. Deres pointe var i høj grad, at brasiliansk musik altid havde været blandingsmusik. Samba var en blanding af sydamerikansk og afrikansk dans. Bossa Nova blandede Samba med samtidig Cool Jazz. Deres videre pointe var, at som der ikke var noget der hed ægte brasiliansk musik, var der ikke noget der hed ægte brasiliansk kultur, var der ikke nogen ægte brasiliansk nation. En ret politisk pointe i et Brasilien styret af et nationalistisk militærdiktatur. Hvad der næsten var værre: Veloso og Gil (især) insisterede også på at blande en god portion pop i deres udtryk, for derved at komme ud til så mange mennesker som muligt. Dette har jeg altid set som det rigtig revolutionære, mange samtidige var mere out there avantgardistiske rent musikalsk, eller mere eksplicit politiske, men Veloso og Gil var meget opsat på at brede deres kunst ud til folket, hvorfor de var langt mere farlige har jeg altid tænkt. Under alle omstændigheder var diktaturet ude efter dem, de røg i fængsel, i husarrest og til sidst blev de tvunget i eksil. Veloso tog til London, hvor han skabte denne klassiker, omhandlende hans savn, smerte og hjemve. 7 sange, de 6 på engelsk. Alle sammen melankolske. Alle sammen fantastiske.
Og igen: Teksterne er ærlig talt ikke særligt gode. Jeg har flere gange læst folk der mener at Velosos tekster er ualmindeligt meget bedre på hans brasilianske (bare lige helt basalt: Ja, jeg ved godt man taler portugisisk i Brasilien, men der er tydeligvis som minimum dialekt-forskel, så jeg bliver ved med at skrive 'brasiliansk' i det her indlæg) modersmål end på engelsk, og de har sikkert ret. De brasiliansk-sprogede plader jeg har med ham er ualmindeligt smukke at lytte til, selvom jeg ikke forstår hvad han synger. Men på den her plade passer de engelske tekster helt perfekt ind. Hver gang han kløjs i syntaksen, hver gang en metafor ikke rigtig giver mening, hver gang trygget lægges forkert, hver gang understreger det at han ikke hører hjemme i England. I hvert enkelt kiks kan man høre hans hjemve. Men samtidig, i hans umanerligt smukke stemme og hans fantastiske fraseringer kan man høre noget oversprogligt. Når han i åbnings- og titelnummeret gentagne gange synger: 'I feel a little more bluuuue than then' er det måske ikke den mest poetiske ytring nogensinde, men jeg kan ikke forestille mig nogen, der ikke i hans intenst betonede 'bluuuue' fuldstændig klart kan høre smerten og blå-heden. Jeg tror heller ikke det er tilfældigt at han to gange - i Maria Bethania, der er en sang til hans søster, og i pladens eneste brasilianske nummer Asa Branca – helt holder op med at synge tekst og blot frembringer en mærkværdig melodisk brummen. Visse ting kan ikke udtrykkes i ord. Det er vel hele grunden til at lave musik i første omgang?
Der er kun 7 sange på A Little More Blue, og kun to af dem er på youtube, så jeg fylder indlægget ud med andre Veloso-klassikere. Den her er fra hans selvbetitlede fra 69, som også kaldes Irene. Hans tre første plader er selvbetitlede, af en eller anden grund...
Og her er det jeg vil tillade mig at springe videre ud i musikverdenen, for det er netop det, der irriterer mig med visse kritikeres forhold til Bob Dylan. For et par år siden var der snak om at han skulle nomineres til Nobels Litteraturpris, hvilket jeg er så hamrende meget imod. Når folk snakker om den slags, så får det ikke mig til at tænke på hvor god hans musik er sådan rent litterært. Det får mig til at tænke på hvor ligegyldigt jeg finder det rent musikalsk. Hvis du kan tage en sang, og analysere teksten uden at inddrage den musikalske kontekst, ja så er der efter min mening et eller andet helt galt med den sang. Selvfølgelig kan tekster stå selv (det er derfor man kan lave cover-versioner af samme tekst med forskellig mening) men der kan være så mange flere lag i en sang, hvis sangstemmen og akkompagnementet også har noget at byde ind med, at jeg finder tekstanalyse undervurderer mediet groft
Fra Joia. Nok mit yndlingsalbum med ham.
I et interview med pitchfork snakkede Dan Bejar fra Destroyer om sine nye tekster og sagde bl.a.: 'Generally, there's too many other things going on in music; it's like being really precious about a screenplay. If you're super into writing, it would be strange for screenwriting to be your medium because your work gets fucked with every time.' Men det er jo lige præcis derfor musiklyrik er så fantastisk, fordi de er en en del af en medskabende kontekst. Du kan sige så meget mere hvis du skriver dine tekster som en del af en sammenhæng, hvis du medtænker din stemme og den melodi og de instrumenter du har tænkt dig at bruge. Hvis man blot opfatter dette som andre ting, eller udgiver sine tekster som sange fordi det har et større publikum end digte, så vil jeg sige man bør genoverveje om det er det rigtige medie man udfolder sine kunstneriske evner i. (Det skal dog lige siges, at jeg blot bruger Dan Bejar som et eksempel, jeg mener ikke han bør genoverveje noget som helst, kan egentlig godt lide hans plader. Andet steds i det ret morsomme interview hævder han at have indspillet sin vokal mens han smurte sig en sandwich, så man skal nok tage det hele med et gran salt. Desuden, hvis han forsøgte at sammentænke tekst og musik ville han sikkert ikke have lavet et album som hans nye Kaputt, hvor musikken af en eller anden bizar årsag er softrock fra 80'erne, med godt med saxofon)
Fra Bicho. Et dansabelt album inspireret af en tur til Lagos og den afro-beat han hørte der. Men de sidste to numre er smukke ballader.
Der var hos mange af den første bølge af rockkritikere en tendens til at behandle musikken ret litterært. Der var måske grundlæggende et mindreværdskompleks over ikke at blive taget så seriøst som andre kunstformer, hvorfor der var en fokus på sangskrivere hvis tekster nærmede sig digtniveau. At man så lidt mistede hele det fantastiske ved sangformen at syne var en uheldig konsekvens. En endnu mere uheldig konsekvens har været, at ikke-engelsksproget rock har været negligeret gennem hele musikhistorien. Folk har kaldt Caetano Veloso for Brasiliens Bob Dylan. For at være helt ærlig mener jeg det er mere rimeligt at kalde Bob Dylan for Amerikas Veloso... Men Velosos albums Irene, Joia og så den her er ihf tre opfindsomme og billedskønne folk-mesterværker at gå i gang med. Og der er meget mere at komme efter i hans over 40 år lange karriere. Jeg så ham live i Det Kongelige Teater på jazzfestivalen sidste sommer og det var skønt. Ganske poppet, ganske blødt og vellydende, men fyldt med opfindsomhed og... liv nærmest. Nogle vil måske sige der er for få modhager, men når man rent faktisk har levet under et morderisk diktatur, er det revolutionerende måske at insistere på positivitet?
En af hans bedst kendte sange, men han indspillede faktisk først en soloversion for et par år siden. Den her udgave findes på Gal Costas første selvbetitlede soloalbum, som har undertitlen Nao Identificado, samt på albummet Tropicalia ou Panis et Circenses, som Veloso, Gil, Costa og Os Mutantes lavede med et par andre. Desuden indspillede Os Mutantes en version, der findes på deres selvbetitlede debut, og jeg har også hørt den i en virkelig god liveversion af Maria Bethania.
De fleste store cd'er starter med stærke åbningslinjer. Ganske på samme måde som med bøger. Jeg tænker f.eks. på Wilcos Yankee Hotel Foxtrot, der griber din opmærksomhed med det enigmatiske 'I am an American aquarium drinker / I assasin down the avenue' eller på Hold Steadys Boys and Girls in America der øjeblikkeligt sætter tingene i perspektiv med ordene 'There are times in the night / when I think that Sal Paradise was right: / Boys and Girls in America / They have such sad times together.' Og så er der de plader der griber din opmærksomhed med det samme, selvom de ender med at være middelmådige, som f.eks. Hawksley Workmans Lover / Fighter: 'Fuck You! You're drunk and acting tough' Neon Golden starter ikke særlig poetisk: 'Prepare your shoes not to come back soon / prepare your heart not to stop too soon / you cannot walk with us'. Det giver ikke megen mening, og de sidste linjer i åbninsnummeret One Step Inside Doesn't Mean You Understand er ikke meget bedre: 'I will never read your stupid map / so don't call me incomplete / you're the freak'
Gennem hele pladen er der tekstbidder der nærmer sig det pinlige. Hvad med 'He's living next the rails / He can tell you things of different cars and trains' (Pilot). Eller 'When life is a loop / you're in a room / without a door' (Pick Up the Phone). Eller mine absolutte yndlingslinjer fra albummet 'You no longer be / kissed and kind / as you long for intuition / as you have to learn the lesson / twice.' Det skal lige siges, at det hele naturligvis bliver afleveret med klingende tysk/engelsk accent.
Og jeg elsker det alt sammen. Det passer så perfekt til musikken. The Notwist er et tysk band, der startede som hardcore punks i starthalvfemserne, og langsomt bevægede sig over i en mere elektronisk retning. Det her album har jeg set beskrevet som grundlæggeren af en 'indietronica' bølge, den gang i første halvdel af forrige årti. Det er en loopbaseret blanding af akustiske og elektroniske elementer. Strygere og træblæsere og banjoer blander sig med synths, breakbeats og programmerede trommer, og indover det hele synger Markus Acher hans mærkværdige tekster om at være i en verden man ikke helt forstår. Som åbningsnummeret siger: One Step Inside Doesn't Mean You Understand. Så mange af numrene på pladen handler om den fagre nye verden, om at være blandt elektronik, pinkoder, tog, fly og neonlys, og ikke være helt sikker på hvad der foregår. Og lige præcis derfor passer det så perfekt til, at teksterne så åbenlyst er skrevet af en person, på et sprog han heller ikke helt forstår. En hyperintelligent englænder ville sikkert have utrolig meget at sige om den her situation, men han ville have svært ved at ramme den her følelse af forvirring iblandet vished om, at der gemmer sig utrolig meget mening lige om hjørnet. Man kan ane den sådan lige i udkanten af øjenkrogen. Desværre bare altid lige uden for rækkevidde.
Men dette tema om forvirring er dog blevet slået an allerede inden Markus synger. One Step Inside starter nemlig med nogle strygerfigurer, der knipser lidt urytmisk rundt, inden perkussionen kommer ind sammen med Acher. Dette mønster med nogle instrumentrundgange i en lidt udefinerbar rytme i introen gentages i både Pick Up the Phone, Trashing Days, This Room, Solitaire og Neon Golden. Dette gør at man kommer 'skævt' ind i nummeret så at sige, man kan ikke finde ud af hvordan rytmen går det første stykke tid, og bliver lidt fanget på den gale fod. På samme måde som mange af teksterne handler om at komme 'skævt' ind i en ny tid og forsøge at få hold på den. Der er ikke noget hokus pokus ved hvad bandet gør, Notwist har bare valgt at komponere deres loops med en del synkoper, optakter, lifting og deslige. Når man så afspiller dem uden rytmebunden, ja så bliver det lidt forvirrende til at starte med. De har dog en enkelt fordel i forhold til mange bands, i og med at Achers vokalmelodier også ofte er rytmisk springende, og dermed passer til. Men dette skyldes nok i høj grad hans autodidakte forhold til engelsk udtale: Hvis han kan vælge mellem at lave en rytmisk krommelure eller at lægge trykket i ordet korrekt, ja så vælger han nok krommeluren lidt oftere end de fleste sangere. Det gør at vokalen og akkompagnementet ofte passer sammen.
Jeg har altid været vild med sang nummer syv: One With the Freaks. Jeg har altid følt det som om en lille byrde faldt fra mit bryst, hver gang den startede. Jeg har bare tænkt det var fordi, det er en fantastisk sang, der kommer efter en lidt mindre fantastisk midtersektion. Men efter at have tænkt over det er jeg kommer frem til at der nok også er en anden grund: Det er den første sang på pladen, der starter med rytmeloopsne. Trommelyde etablerer fra start af en rytmisk bund, det får en til at føle at man er på fast grund fra start af, man føler at alting falder på plads. Det er en utrolig fin strukturel detalje i sekvenseringen af pladen: sang 3-6 starter alle sammen med instrumenterne lidt ude af takt, hvilket gør, at når sang 7 starter med rytmerne, så føles det som om solen bryder frem, som om verden giver mening nok en gang. Jeg elsker den sang, og jeg elsker den her plade.
Og der er mange grunde til at jeg elsker den her plade. Den er helt utroligt veludført, kompetent og opfindsom, men frem for alt er den så helt utrolig menneskelig. Man kan sammenligne med Radiohead, der også skrev sange om en ny tid, og som blandede elektronik og rockinstrumentering. Men med Radiohead bliver mennesket ret ofte enten væk (med How To Dissapear Completely som oplagt eksempel) og desuden er der ret ofte en idé om mennesket som del af en masse, der er et politisk engagement, blandt andet baseret på Naomi Kleins No Logo, hvor sangene kommer til at handle om noget større end mennesket. Neon Golden handler altid om det enkelte menneske. Det er det enkelte menneskes reaktion på den nye verden der er i centrum. Og så er der et plottwist til slut! Hvor som sagt det meste af pladen har handlet om modernitet og postindustrialisme, så handler sidste sang, Consequence, om noget langt vigtigere: Kærlighed. Effekten er den samme: 'Leave me paralyzed. / Love / Leave me hypnotized / Love' Der er også et 'Never' derinde, der gentages sådan lidt på må og få, så om kærlighed skal eller ikke skal paralysere og hypnoti-ditto ved jeg ikke rigtigt. Det tror jeg egentlig heller ikke Hr Acher ved. Hvad jeg til gengæld er fuldstændig sikker på er, at sangen - og specielt en enkelt detalje sådan cirka 3:30 inde i nummeret - altid efterlader mig sådan... taknemmelig, forbløffet og med en følelse af, at ligegyldigt hvor mørk og mærkværdig verdens udvikling kommer til at blive... Så længe der bliver fremstillet kunst så stort som dette her, så skal det nok gå.
En gang imellem bliver man bare ramt. Rent faktisk er det noget af det bedste ved at følge med i kunst og kultur, de gange hele det korthus man har bygget op af teori og antagelser om hvordan kunsten hænger sammen bliver væltet omkuld. Også fordi det er så skægt at bygge det op igen. Men helt ærligt, de bedste øjeblikke med musik er de gange man hører en sang en enkelt gang, som man egentlig var sikker på at man ikke ville kunne lide, og man bare er nød til at høre den igen og igen. Gudske tak og lov for youtube, det ville være ulideligt hvis man ikke kunne finde den igen med det samme. Og ja, sådan en sang er for mig Will.I.Am og Nicki Minajs Check It Out. Og det her indlæg er først og fremmest mine tanker om hvorfor det her nummer er så fantastisk. Hvis det er for uambitiøst, så lad som om det er et indlæg i den der rockisme-debat, der kører for tiden i de danske medier. For enhver, der tror pop-musik bare handler om bling-bling og overflade følger tydeligvis ikke med. For det første har Lady Gaga taget 'overflade' til et helt nyt niveau. For det andet er det pissemeget god musik, selvom ret meget af det er lavet af freaks. For ti år siden var det anderledes, dengang var der 'auteurs' der smed produktioner der var nærmest avantgarde på hitlisten. Timbaland, The Neptunes, Missy Elliot. Det var noget next level shit. Sådan er det ikke længere. Popmusikken er til gengæld blevet hjemsted for nogle personligheder af format, med Kanye West som hovedeksempel. Han er fantastisk. Men man kommer ikke udenom at hans produktioner er ret retro. Han har opkaldt et album efter noget så gammeldags som en 808-trommemaskine. R Kelly er et andet eksempel. The-Dream er en sangskriver af den gamle skole, alle hans tre albums er fuldstændig forrygende. Og så er der Black Eyed Peas og Will.I.Am. Jeg kan ikke lide dem. Det har jeg aldrig nogensinde kunnet. Men deres sidste singler har været fucked up, det må man give dem. Alt hvad der minder om god smag er blevet kastet fuldstændig overbord, som regel også med reglerne for normal sangskrivning. I stedet er der blevet tilført skamløse samples og hvad der lyder som halvfemsertechno, blandet op med statements som 'Tonights gonna be a good time' eller 'I'm having the time of my life'. Skamløs hands-in-the-air populisme, men det har stadig virket halvfærdigt i mine ører. Jeg kan lide hvad de laver, jeg synes bare ikke de er særlig dygtige til det. Jeg har det på samme måde med Coldplay og Keane.
Men den her er anderledes. Den her hænger sammen som en tvetydig helhed. På overfladen virker det som en metervare-banger med et populært sample, den her gang fra The Buggles Video Killed the Radio Star. 'I can't believe it / it's so amazing' og 'check it out / check it out' er to ikke voldsomt inspirerede tekstbidder. Men den virkede på mig af en eller anden grund så helt utrolig trist, at jeg bare var nød til at lytte til den igen og igen for at forstå, hvad der foregik. Og så overfortolkede jeg formentlig en smule, og så kom jeg frem til en historie jeg virkelig godt kan lide. Tag Nicki Minajs første vers. Flyer than thou, 'Haters you could kill yourself' etc etc. Som de altid siger. Men der er noget underligt over noget af teksten. Det er ikke bare sådan at nogle hader hende. Hun er helt alene i klubben. Verset slutter med teksten: 'Sometimes it's just me and all my bottles all alone / I ain't coming back this time'. Øh... Sejt?
Will.I.Ams vers: Fly/High rim som vi kender og elsker dem. Men stadigvæk nogle mærkelige linjer: 'All this 89'ers ain't got nothing on me / honestly I gotta stay as fly as I can be' 'Young'ons they can't touch me cause I'm floating sky high' Det handler om at være ældre end de andre, men han er stadig sej. Hermed kommer samplet til at spille en anden rolle. Video Killed the Radio Star har en stor kulturhistorisk rolle: Det var den første video der blev spillet på MTV. Det er en sang om et vagtskifte i musikbranchen. Ud med den gamle radiostjerne, ind med den nye video-ditto. I en sang hvor den ældre sanger synger om at være ældre end de andre får den en noget trist klang. Det giver fornemmelsen af, at han godt ved han er på vej ud. Derudover, i den originale Buggles sang er der et temposkift mellem vers og omkvæd. Verset (som samplet er taget fra) er stilhed før stormen, det er den ustabile tilstand før videoverdenen sætter i fart og efterlader radiostjernen i dens baghjul. Men den effekt kommer aldrig i Check It Out, den ville jo i så fald også efterlade ihf Will.I.Am. Vi bliver i den ustabile stilstand, musikken formår at forblive et åndehul.
Taler omkvædet sandt? De siger: 'I can't believe it / it's so amazing' De siger egentlig at de ikke tror på det, men det er naturligvis blot for at understrege hvor amazing det er. Selvfølgelig tror de. Men gør de? Hele akkompagnementet giver følelsen af, at de udmærket godt ved det ikke er 'so amazing'. De snyder sig selv. Det ender med en dybfølt frasering over 'I can't believe it', som åbenlyst ikke burde være en sætning man kan slutte på. Når Will.I.Am synger 'yeah yeah I'm feeling it now' lyder det for mig mere som om der fokus på nu'et end på at han føler det. Det er ikke en følelse der hænger ved. Kun så længe musikken den spiller. Det er en sang om at være i dårligt humør, og søge tilflugt i musikken, men kun lige præcis få det ud af den, som man søger. Det er en sørgelig sang.
Det er en forbløffende sang, og der er så meget herudover at elske den for. Læg mærke til hvordan håndklappene skifter rytme hele tiden efter 2:30, hele c-stykket er så godt som man overhovedet kunne håbe på. Den melankolske outro. Nicki Minajs rap med tilført bas-brummen. At Will.I.Am praler med han ligner Mr T. Trommesamplet omkring 3:15 kommer fra et eller andet jeg ikke kan huske hvad er. Og hvad sker der for videoen, er der ikke en Lost In Translation æstetik med det japanske studie? Og Nicki Minaj ser for fed ud. Og selvfølgelig er det lidt snyd at kalde det en sang, der grundlæggende mislykkes med sit projekt om at projektere fly-ness, for dermed bliver sangens mangler jo også dens styrker. At omkvædet ikke er andet end Check-It-Out igen og igen. De har ikke mere at sige. Men altså, et kunstværks kvalitet bestemmes jo heldigvis ikke ud fra, om kunstnerens projekt lykkes. Det handler om, hvad du og jeg som tilskuere får ud af det. Og jeg får satans meget ud af det her nummer.
Hvad er det jeg prøver at sige? Tja, formentlig at det her er grunden til rockisme er så slemt. Idéen om, at rockmusik er 'ægte' og autentisk er noget pjat, man harmløst. Indtil numre som det her bliver negligeret. Det her er et fuldstændig fantastisk nummer, medrivende, lagdelt, tvetydigt. Og r'n'b/hiphop/pop verdenen er fyldt med numre af samme kaliber. Hvad mere ønsker man sig fra et kunstværk på 4½ minut?
Jeg har tidligere skrevet om den seneste Vampire Weekend, men den gang handlede det meget om receptionen af det nye album, den her gang er det et element af teksterne jeg vil fokusere på, et element som jeg mener ikke stemmer særlig godt overens med det musikalske akkompagnement, hvilket skaber en splittelse, der er ganske typisk for indiemusik i dette årti. Men det kommer vi til, først må jeg lige sige at der sikkert er massive overfortolkninger og fejl-ditto i dette indlæg. Men det er efter min mening egentlig langt sjovere end at underfortolke dem.
Lad os starte med sang nummer to på pladen: White Sky. Det er en utroligt sød sang, nok den sang på albummet der er mest inspireret af afropop. Og som den netop offentliggjorte p4k sangliste skriver: 'And that's not even counting the simple, ecstatic pleasures of one of the year's best wordless choruses' Men det er ikke bare et sødt omkvæd, som jeg ser det er der faktisk en ret specifik pointe med det ordløse omkvæd. Versene handler om at finde det sublime i hverdagen, flot beskrevet i linjerne: 'A little stairway, a little piece of carpet / a pair of mirrors that are facing one another / Out in both directions, a thousand little Julia's / that come together in the middle of Manhattan' Andet vers handler om banaliseringen af moderne kunst modstillet en skatepark (er ikke helt sikker på hvordan det passer ind), tredje vers handler om at stille spørgsmålstegn ved det sædvanlige. Broen siger så: 'You waited since lunch / It all comes at once' og det som kommer er så netop uudsigeligt. DERFOR er omkvædet ordløst. Det er en sang som modstiller den banale hverdag med det usædvanlige, det kontrollerede og rationelle med det ukontrollerede. Den følelse man får er uformulerbar og kan kun repræsenteres ved det ordløse. Der er en verden hernede og så er der en White/Wide Sky. Der er sådan en snas af det sublime over det, selvom jeg lige knap vil kalde det for en sublim sang. Men den er virkelig sød.
Næste sang: Holiday. Igen er det en sang om verden uden for det normale, denne her gang beskrevet som længslen efter ferie. Men der er nogle linjer, som er helt centrale for albummet: 'A vegetarian since the invasion / She'd never seen the word: 'Bombs' / She'd never seen the word: 'Bombs' blown up to 96 point Futura / She'd never seen an AK / in a yellowy Day-Glo display / A T-shirt so lovely it turned all the history books grey'. Igen har vi altså hvordan det sanselige, det billedlige, er langt mere virkningsfuldt end de logiske historiebøger. Teksterne er fine, men det er billederne der ryster hende i hendes grundvold.
Sidste eksempel bliver sjette sang: Run. Det er en ganske typisk lad-os-flygte-væk-fra-det-hele sang. Dig og mig, vi kan løbe vores vej, os to og en lille smadret radio. Men igen er der ikke noget omkvæd, derimod manes en mariachi-agtig trompetfanfare frem hver gang Ezra Koenig synger: 'It struck me that the two of us could RUN' Dette giver mig to tanker: 1) Det udtrykker håb og livlighed, men samtidig forbliver det ukonkret hvilket får flugtplanerne til at virke lidt flygtige og uigennemtænkte 2) Det er muligvis en overfortolkning, men jeg vil da skyde på at flugten går til Mexico. Så her er der altså igen en fokus på det uudsigelige, men på en lidt anden måde, følelsen er simpelthen for ukonkret til at kunne formuleres.
Der er altså en tekstmæssig fokus på det irrationelle, det flygtige. Så langt så godt. Men her er problemet: Der er altså ikke voldsomt meget irrationelt over musikken. Sidste gang jeg skrev om pladen kritiserede jeg den for at være for kontrolleret og ikke have nok desperation. Det er naturligvis først og fremmest en personlig præference, men der er altså også noget mærkeligt over at teksterne ofte handler om hvordan ting ikke altid skal udpensles og forklares, hvordan et følelsesangreb kan være stærkere end en logisk forklaring, mens de samtidig er utroligt udpenslende og forklarende, og den bagvedliggende musik forbliver utroligt kontrolleret og komponeret. Der er altså ikke meget grundvoldsrystende over bandets verdensmusikalsk inspirerede indie. Man kan f.eks. sammenligne med Mt Eeries Wind's Poem, som jeg nyligen skrev om. Godt nok er Elverums emne noget mere voldsomt end Ezras. Men alligevel, Elverum formår netop at skabe en 'sublim' lydramme, hvorimod der hos Vampire Weekend opstår en modsætning mellem form og indhold.
Er det et problem? Jeg tror der er nogen, der bliver voldsomt irriterede. Der har altid været noget selvmodsigende over tekster som 'Who gives a shit about an Oxford Comma?' Ja, det var der egentlig ikke rigtig nogen som gjorde, indtil i valgte at skrive en sang om det... Så mit svar må være jer fire. Men for mig gør det bare musikken mere relatérbar. Jeg kender godt følelsen af at sidde på mit værelse for mig selv og skrive utroligt lange tekster om hvor vigtigt jouissance og det sublime er. Jeg tror der er rigtig mange unge som har en følelse af at ville ændre verden, men som ender med at bruge mest tid på at læse bøger og se film om de varme lande, køber fornuftigt ind af Max Havelaar varer, ja måske endda skralder lidt, går på gaden når man skal, men egentlig ikke rigtig får lavet oprør. For mig at se beskriver bandet ret godt en følelse af at forsøge at være ung og oprørsk i en post-marxistisk tid, hvor oprøret ikke længere har noget troværdigt endepunkt. Som de med bidende sarkasme synger i Cousins: 'Dad was a risk-taker / His was a Shoe-maker / You, Greatest Hits 2006 little listmaker' Oprøret og den sociale opstigning tog den tidligere generation sig af, nu sidder vi og har det egentlig ret godt, og ved ikke rigtig hvad vi skal gøre ved al den uretfærdighed der stadig er tilbage. Men så kan man altid forsøge at ændre verden ved at skrive en kulturblog, er deres sarkastiske pointe (og ja, jeg føler mig naturligvis ramt). Min er så, at det vel heller ikke er særlig oprørsk at lave pæn og tilforladelig indiepop.
Og jeg tror egentlig, at denne modsætning mellem oprør og tryghed er et fællestræk ved en stor bunke succesfulde indiebands i det nye årtusind. M.I.A. fik på puklen over det her spørgsmål sidste forår. Eller hvad med Beiruts turist-pop? Eller tag Animal Collective. Her er der nok den tydeligste splittelse (omend den ikke er tilsigtet), idet Panda Bear altid har været en sådan lidt genert hyggelig fætter, mens Avey Tare har en langt mere aggressiv side. Bandet har sådan lidt sunget om at man ikke behøver tage på college, og har da også lavet noiseagtige plader – hør Here Comes the Indian, hvis ikke du allerede har, det er et mesterværk – men har samtidig også lavet pæn og rar musik, f.eks. om at købe et hus til sin familie. Selv kan jeg bedst lide det når Avey Tare delen er mest tydelig, men jeg er vidst i undertal når det gælder det spørgsmål. TV on the Radio behandlede spørgsmålet fra det modsatte udgangspunkt på Dear Science, som jeg tidligere har sagt. Som sorte intellektuelle, så var problemet ikke at de var for intellektuelle til reelt at være oprørske, deres problem var at de var for sorte til at folk tog deres tanker alvorligt. Deres forsøg på oprør blev ikke dræbt af deres tryghed, men af deres kropslighed. Ja hvis vi skal trække den helt ud er der måske lidt det samme hos Fleet Foxes, hvor egentlig ret ubehageligt morbide / nedladende tekster, med et vist potentiale for det rystende, bliver druknet i en dyne af harmløs indie-folk-muzak. Den her splittelse mellem det rationelle og det irrationelle har naturligvis alle dage været til stede i musik, men jeg tror egentlig jeg vil hævde den har været tydeligere siden murens fald. Men altså, prove me wrong i kommentarerne, hvis du har lyst.
