The Notwist - Neon Golden (02)

De fleste store cd'er starter med stærke åbningslinjer. Ganske på samme måde som med bøger. Jeg tænker f.eks. på Wilcos Yankee Hotel Foxtrot, der griber din opmærksomhed med det enigmatiske 'I am an American aquarium drinker / I assasin down the avenue' eller på Hold Steadys Boys and Girls in America der øjeblikkeligt sætter tingene i perspektiv med ordene 'There are times in the night / when I think that Sal Paradise was right: / Boys and Girls in America / They have such sad times together.' Og så er der de plader der griber din opmærksomhed med det samme, selvom de ender med at være middelmådige, som f.eks. Hawksley Workmans Lover / Fighter: 'Fuck You! You're drunk and acting tough' Neon Golden starter ikke særlig poetisk: 'Prepare your shoes not to come back soon / prepare your heart not to stop too soon / you cannot walk with us'. Det giver ikke megen mening, og de sidste linjer i åbninsnummeret One Step Inside Doesn't Mean You Understand er ikke meget bedre: 'I will never read your stupid map / so don't call me incomplete / you're the freak'



Gennem hele pladen er der tekstbidder der nærmer sig det pinlige. Hvad med 'He's living next the rails / He can tell you things of different cars and trains' (Pilot). Eller 'When life is a loop / you're in a room / without a door' (Pick Up the Phone). Eller mine absolutte yndlingslinjer fra albummet 'You no longer be / kissed and kind / as you long for intuition / as you have to learn the lesson / twice.' Det skal lige siges, at det hele naturligvis bliver afleveret med klingende tysk/engelsk accent.

Og jeg elsker det alt sammen. Det passer så perfekt til musikken. The Notwist er et tysk band, der startede som hardcore punks i starthalvfemserne, og langsomt bevægede sig over i en mere elektronisk retning. Det her album har jeg set beskrevet som grundlæggeren af en 'indietronica' bølge, den gang i første halvdel af forrige årti. Det er en loopbaseret blanding af akustiske og elektroniske elementer. Strygere og træblæsere og banjoer blander sig med synths, breakbeats og programmerede trommer, og indover det hele synger Markus Acher hans mærkværdige tekster om at være i en verden man ikke helt forstår. Som åbningsnummeret siger: One Step Inside Doesn't Mean You Understand. Så mange af numrene på pladen handler om den fagre nye verden, om at være blandt elektronik, pinkoder, tog, fly og neonlys, og ikke være helt sikker på hvad der foregår. Og lige præcis derfor passer det så perfekt til, at teksterne så åbenlyst er skrevet af en person, på et sprog han heller ikke helt forstår. En hyperintelligent englænder ville sikkert have utrolig meget at sige om den her situation, men han ville have svært ved at ramme den her følelse af forvirring iblandet vished om, at der gemmer sig utrolig meget mening lige om hjørnet. Man kan ane den sådan lige i udkanten af øjenkrogen. Desværre bare altid lige uden for rækkevidde.



Men dette tema om forvirring er dog blevet slået an allerede inden Markus synger. One Step Inside starter nemlig med nogle strygerfigurer, der knipser lidt urytmisk rundt, inden perkussionen kommer ind sammen med Acher. Dette mønster med nogle instrumentrundgange i en lidt udefinerbar rytme i introen gentages i både Pick Up the Phone, Trashing Days, This Room, Solitaire og Neon Golden. Dette gør at man kommer 'skævt' ind i nummeret så at sige, man kan ikke finde ud af hvordan rytmen går det første stykke tid, og bliver lidt fanget på den gale fod. På samme måde som mange af teksterne handler om at komme 'skævt' ind i en ny tid og forsøge at få hold på den. Der er ikke noget hokus pokus ved hvad bandet gør, Notwist har bare valgt at komponere deres loops med en del synkoper, optakter, lifting og deslige. Når man så afspiller dem uden rytmebunden, ja så bliver det lidt forvirrende til at starte med. De har dog en enkelt fordel i forhold til mange bands, i og med at Achers vokalmelodier også ofte er rytmisk springende, og dermed passer til. Men dette skyldes nok i høj grad hans autodidakte forhold til engelsk udtale: Hvis han kan vælge mellem at lave en rytmisk krommelure eller at lægge trykket i ordet korrekt, ja så vælger han nok krommeluren lidt oftere end de fleste sangere. Det gør at vokalen og akkompagnementet ofte passer sammen.



Jeg har altid været vild med sang nummer syv: One With the Freaks. Jeg har altid følt det som om en lille byrde faldt fra mit bryst, hver gang den startede. Jeg har bare tænkt det var fordi, det er en fantastisk sang, der kommer efter en lidt mindre fantastisk midtersektion. Men efter at have tænkt over det er jeg kommer frem til at der nok også er en anden grund: Det er den første sang på pladen, der starter med rytmeloopsne. Trommelyde etablerer fra start af en rytmisk bund, det får en til at føle at man er på fast grund fra start af, man føler at alting falder på plads. Det er en utrolig fin strukturel detalje i sekvenseringen af pladen: sang 3-6 starter alle sammen med instrumenterne lidt ude af takt, hvilket gør, at når sang 7 starter med rytmerne, så føles det som om solen bryder frem, som om verden giver mening nok en gang. Jeg elsker den sang, og jeg elsker den her plade.



Og der er mange grunde til at jeg elsker den her plade. Den er helt utroligt veludført, kompetent og opfindsom, men frem for alt er den så helt utrolig menneskelig. Man kan sammenligne med Radiohead, der også skrev sange om en ny tid, og som blandede elektronik og rockinstrumentering. Men med Radiohead bliver mennesket ret ofte enten væk (med How To Dissapear Completely som oplagt eksempel) og desuden er der ret ofte en idé om mennesket som del af en masse, der er et politisk engagement, blandt andet baseret på Naomi Kleins No Logo, hvor sangene kommer til at handle om noget større end mennesket. Neon Golden handler altid om det enkelte menneske. Det er det enkelte menneskes reaktion på den nye verden der er i centrum. Og så er der et plottwist til slut! Hvor som sagt det meste af pladen har handlet om modernitet og postindustrialisme, så handler sidste sang, Consequence, om noget langt vigtigere: Kærlighed. Effekten er den samme: 'Leave me paralyzed. / Love / Leave me hypnotized / Love' Der er også et 'Never' derinde, der gentages sådan lidt på må og få, så om kærlighed skal eller ikke skal paralysere og hypnoti-ditto ved jeg ikke rigtigt. Det tror jeg egentlig heller ikke Hr Acher ved. Hvad jeg til gengæld er fuldstændig sikker på er, at sangen - og specielt en enkelt detalje sådan cirka 3:30 inde i nummeret - altid efterlader mig sådan... taknemmelig, forbløffet og med en følelse af, at ligegyldigt hvor mørk og mærkværdig verdens udvikling kommer til at blive... Så længe der bliver fremstillet kunst så stort som dette her, så skal det nok gå.

Will.I.Am & Nicki Minaj - Check It Out

En gang imellem bliver man bare ramt. Rent faktisk er det noget af det bedste ved at følge med i kunst og kultur, de gange hele det korthus man har bygget op af teori og antagelser om hvordan kunsten hænger sammen bliver væltet omkuld. Også fordi det er så skægt at bygge det op igen. Men helt ærligt, de bedste øjeblikke med musik er de gange man hører en sang en enkelt gang, som man egentlig var sikker på at man ikke ville kunne lide, og man bare er nød til at høre den igen og igen. Gudske tak og lov for youtube, det ville være ulideligt hvis man ikke kunne finde den igen med det samme. Og ja, sådan en sang er for mig Will.I.Am og Nicki Minajs Check It Out. Og det her indlæg er først og fremmest mine tanker om hvorfor det her nummer er så fantastisk. Hvis det er for uambitiøst, så lad som om det er et indlæg i den der rockisme-debat, der kører for tiden i de danske medier. For enhver, der tror pop-musik bare handler om bling-bling og overflade følger tydeligvis ikke med. For det første har Lady Gaga taget 'overflade' til et helt nyt niveau. For det andet er det pissemeget god musik, selvom ret meget af det er lavet af freaks. For ti år siden var det anderledes, dengang var der 'auteurs' der smed produktioner der var nærmest avantgarde på hitlisten. Timbaland, The Neptunes, Missy Elliot. Det var noget next level shit. Sådan er det ikke længere. Popmusikken er til gengæld blevet hjemsted for nogle personligheder af format, med Kanye West som hovedeksempel. Han er fantastisk. Men man kommer ikke udenom at hans produktioner er ret retro. Han har opkaldt et album efter noget så gammeldags som en 808-trommemaskine. R Kelly er et andet eksempel. The-Dream er en sangskriver af den gamle skole, alle hans tre albums er fuldstændig forrygende. Og så er der Black Eyed Peas og Will.I.Am. Jeg kan ikke lide dem. Det har jeg aldrig nogensinde kunnet. Men deres sidste singler har været fucked up, det må man give dem. Alt hvad der minder om god smag er blevet kastet fuldstændig overbord, som regel også med reglerne for normal sangskrivning. I stedet er der blevet tilført skamløse samples og hvad der lyder som halvfemsertechno, blandet op med statements som 'Tonights gonna be a good time' eller 'I'm having the time of my life'. Skamløs hands-in-the-air populisme, men det har stadig virket halvfærdigt i mine ører. Jeg kan lide hvad de laver, jeg synes bare ikke de er særlig dygtige til det. Jeg har det på samme måde med Coldplay og Keane.



Men den her er anderledes. Den her hænger sammen som en tvetydig helhed. På overfladen virker det som en metervare-banger med et populært sample, den her gang fra The Buggles Video Killed the Radio Star. 'I can't believe it / it's so amazing' og 'check it out / check it out' er to ikke voldsomt inspirerede tekstbidder. Men den virkede på mig af en eller anden grund så helt utrolig trist, at jeg bare var nød til at lytte til den igen og igen for at forstå, hvad der foregik. Og så overfortolkede jeg formentlig en smule, og så kom jeg frem til en historie jeg virkelig godt kan lide. Tag Nicki Minajs første vers. Flyer than thou, 'Haters you could kill yourself' etc etc. Som de altid siger. Men der er noget underligt over noget af teksten. Det er ikke bare sådan at nogle hader hende. Hun er helt alene i klubben. Verset slutter med teksten: 'Sometimes it's just me and all my bottles all alone / I ain't coming back this time'. Øh... Sejt?

Will.I.Ams vers: Fly/High rim som vi kender og elsker dem. Men stadigvæk nogle mærkelige linjer: 'All this 89'ers ain't got nothing on me / honestly I gotta stay as fly as I can be' 'Young'ons they can't touch me cause I'm floating sky high' Det handler om at være ældre end de andre, men han er stadig sej. Hermed kommer samplet til at spille en anden rolle. Video Killed the Radio Star har en stor kulturhistorisk rolle: Det var den første video der blev spillet på MTV. Det er en sang om et vagtskifte i musikbranchen. Ud med den gamle radiostjerne, ind med den nye video-ditto. I en sang hvor den ældre sanger synger om at være ældre end de andre får den en noget trist klang. Det giver fornemmelsen af, at han godt ved han er på vej ud. Derudover, i den originale Buggles sang er der et temposkift mellem vers og omkvæd. Verset (som samplet er taget fra) er stilhed før stormen, det er den ustabile tilstand før videoverdenen sætter i fart og efterlader radiostjernen i dens baghjul. Men den effekt kommer aldrig i Check It Out, den ville jo i så fald også efterlade ihf Will.I.Am. Vi bliver i den ustabile stilstand, musikken formår at forblive et åndehul.

Taler omkvædet sandt? De siger: 'I can't believe it / it's so amazing' De siger egentlig at de ikke tror på det, men det er naturligvis blot for at understrege hvor amazing det er. Selvfølgelig tror de. Men gør de? Hele akkompagnementet giver følelsen af, at de udmærket godt ved det ikke er 'so amazing'. De snyder sig selv. Det ender med en dybfølt frasering over 'I can't believe it', som åbenlyst ikke burde være en sætning man kan slutte på. Når Will.I.Am synger 'yeah yeah I'm feeling it now' lyder det for mig mere som om der fokus på nu'et end på at han føler det. Det er ikke en følelse der hænger ved. Kun så længe musikken den spiller. Det er en sang om at være i dårligt humør, og søge tilflugt i musikken, men kun lige præcis få det ud af den, som man søger. Det er en sørgelig sang.



Det er en forbløffende sang, og der er så meget herudover at elske den for. Læg mærke til hvordan håndklappene skifter rytme hele tiden efter 2:30, hele c-stykket er så godt som man overhovedet kunne håbe på. Den melankolske outro. Nicki Minajs rap med tilført bas-brummen. At Will.I.Am praler med han ligner Mr T. Trommesamplet omkring 3:15 kommer fra et eller andet jeg ikke kan huske hvad er. Og hvad sker der for videoen, er der ikke en Lost In Translation æstetik med det japanske studie? Og Nicki Minaj ser for fed ud. Og selvfølgelig er det lidt snyd at kalde det en sang, der grundlæggende mislykkes med sit projekt om at projektere fly-ness, for dermed bliver sangens mangler jo også dens styrker. At omkvædet ikke er andet end Check-It-Out igen og igen. De har ikke mere at sige. Men altså, et kunstværks kvalitet bestemmes jo heldigvis ikke ud fra, om kunstnerens projekt lykkes. Det handler om, hvad du og jeg som tilskuere får ud af det. Og jeg får satans meget ud af det her nummer.

Hvad er det jeg prøver at sige? Tja, formentlig at det her er grunden til rockisme er så slemt. Idéen om, at rockmusik er 'ægte' og autentisk er noget pjat, man harmløst. Indtil numre som det her bliver negligeret. Det her er et fuldstændig fantastisk nummer, medrivende, lagdelt, tvetydigt. Og r'n'b/hiphop/pop verdenen er fyldt med numre af samme kaliber. Hvad mere ønsker man sig fra et kunstværk på 4½ minut?

'Det uudsigelige' på Vampire Weekends Contra

Jeg har tidligere skrevet om den seneste Vampire Weekend, men den gang handlede det meget om receptionen af det nye album, den her gang er det et element af teksterne jeg vil fokusere på, et element som jeg mener ikke stemmer særlig godt overens med det musikalske akkompagnement, hvilket skaber en splittelse, der er ganske typisk for indiemusik i dette årti. Men det kommer vi til, først må jeg lige sige at der sikkert er massive overfortolkninger og fejl-ditto i dette indlæg. Men det er efter min mening egentlig langt sjovere end at underfortolke dem.



Lad os starte med sang nummer to på pladen: White Sky. Det er en utroligt sød sang, nok den sang på albummet der er mest inspireret af afropop. Og som den netop offentliggjorte p4k sangliste skriver: 'And that's not even counting the simple, ecstatic pleasures of one of the year's best wordless choruses' Men det er ikke bare et sødt omkvæd, som jeg ser det er der faktisk en ret specifik pointe med det ordløse omkvæd. Versene handler om at finde det sublime i hverdagen, flot beskrevet i linjerne: 'A little stairway, a little piece of carpet / a pair of mirrors that are facing one another / Out in both directions, a thousand little Julia's / that come together in the middle of Manhattan' Andet vers handler om banaliseringen af moderne kunst modstillet en skatepark (er ikke helt sikker på hvordan det passer ind), tredje vers handler om at stille spørgsmålstegn ved det sædvanlige. Broen siger så: 'You waited since lunch / It all comes at once' og det som kommer er så netop uudsigeligt. DERFOR er omkvædet ordløst. Det er en sang som modstiller den banale hverdag med det usædvanlige, det kontrollerede og rationelle med det ukontrollerede. Den følelse man får er uformulerbar og kan kun repræsenteres ved det ordløse. Der er en verden hernede og så er der en White/Wide Sky. Der er sådan en snas af det sublime over det, selvom jeg lige knap vil kalde det for en sublim sang. Men den er virkelig sød.



Næste sang: Holiday. Igen er det en sang om verden uden for det normale, denne her gang beskrevet som længslen efter ferie. Men der er nogle linjer, som er helt centrale for albummet: 'A vegetarian since the invasion / She'd never seen the word: 'Bombs' / She'd never seen the word: 'Bombs' blown up to 96 point Futura / She'd never seen an AK / in a yellowy Day-Glo display / A T-shirt so lovely it turned all the history books grey'. Igen har vi altså hvordan det sanselige, det billedlige, er langt mere virkningsfuldt end de logiske historiebøger. Teksterne er fine, men det er billederne der ryster hende i hendes grundvold.



Sidste eksempel bliver sjette sang: Run. Det er en ganske typisk lad-os-flygte-væk-fra-det-hele sang. Dig og mig, vi kan løbe vores vej, os to og en lille smadret radio. Men igen er der ikke noget omkvæd, derimod manes en mariachi-agtig trompetfanfare frem hver gang Ezra Koenig synger: 'It struck me that the two of us could RUN' Dette giver mig to tanker: 1) Det udtrykker håb og livlighed, men samtidig forbliver det ukonkret hvilket får flugtplanerne til at virke lidt flygtige og uigennemtænkte 2) Det er muligvis en overfortolkning, men jeg vil da skyde på at flugten går til Mexico. Så her er der altså igen en fokus på det uudsigelige, men på en lidt anden måde, følelsen er simpelthen for ukonkret til at kunne formuleres.



Der er altså en tekstmæssig fokus på det irrationelle, det flygtige. Så langt så godt. Men her er problemet: Der er altså ikke voldsomt meget irrationelt over musikken. Sidste gang jeg skrev om pladen kritiserede jeg den for at være for kontrolleret og ikke have nok desperation. Det er naturligvis først og fremmest en personlig præference, men der er altså også noget mærkeligt over at teksterne ofte handler om hvordan ting ikke altid skal udpensles og forklares, hvordan et følelsesangreb kan være stærkere end en logisk forklaring, mens de samtidig er utroligt udpenslende og forklarende, og den bagvedliggende musik forbliver utroligt kontrolleret og komponeret. Der er altså ikke meget grundvoldsrystende over bandets verdensmusikalsk inspirerede indie. Man kan f.eks. sammenligne med Mt Eeries Wind's Poem, som jeg nyligen skrev om. Godt nok er Elverums emne noget mere voldsomt end Ezras. Men alligevel, Elverum formår netop at skabe en 'sublim' lydramme, hvorimod der hos Vampire Weekend opstår en modsætning mellem form og indhold.

Er det et problem? Jeg tror der er nogen, der bliver voldsomt irriterede. Der har altid været noget selvmodsigende over tekster som 'Who gives a shit about an Oxford Comma?' Ja, det var der egentlig ikke rigtig nogen som gjorde, indtil i valgte at skrive en sang om det... Så mit svar må være jer fire. Men for mig gør det bare musikken mere relatérbar. Jeg kender godt følelsen af at sidde på mit værelse for mig selv og skrive utroligt lange tekster om hvor vigtigt jouissance og det sublime er. Jeg tror der er rigtig mange unge som har en følelse af at ville ændre verden, men som ender med at bruge mest tid på at læse bøger og se film om de varme lande, køber fornuftigt ind af Max Havelaar varer, ja måske endda skralder lidt, går på gaden når man skal, men egentlig ikke rigtig får lavet oprør. For mig at se beskriver bandet ret godt en følelse af at forsøge at være ung og oprørsk i en post-marxistisk tid, hvor oprøret ikke længere har noget troværdigt endepunkt. Som de med bidende sarkasme synger i Cousins: 'Dad was a risk-taker / His was a Shoe-maker / You, Greatest Hits 2006 little listmaker' Oprøret og den sociale opstigning tog den tidligere generation sig af, nu sidder vi og har det egentlig ret godt, og ved ikke rigtig hvad vi skal gøre ved al den uretfærdighed der stadig er tilbage. Men så kan man altid forsøge at ændre verden ved at skrive en kulturblog, er deres sarkastiske pointe (og ja, jeg føler mig naturligvis ramt). Min er så, at det vel heller ikke er særlig oprørsk at lave pæn og tilforladelig indiepop.



Og jeg tror egentlig, at denne modsætning mellem oprør og tryghed er et fællestræk ved en stor bunke succesfulde indiebands i det nye årtusind. M.I.A. fik på puklen over det her spørgsmål sidste forår. Eller hvad med Beiruts turist-pop? Eller tag Animal Collective. Her er der nok den tydeligste splittelse (omend den ikke er tilsigtet), idet Panda Bear altid har været en sådan lidt genert hyggelig fætter, mens Avey Tare har en langt mere aggressiv side. Bandet har sådan lidt sunget om at man ikke behøver tage på college, og har da også lavet noiseagtige plader – hør Here Comes the Indian, hvis ikke du allerede har, det er et mesterværk – men har samtidig også lavet pæn og rar musik, f.eks. om at købe et hus til sin familie. Selv kan jeg bedst lide det når Avey Tare delen er mest tydelig, men jeg er vidst i undertal når det gælder det spørgsmål. TV on the Radio behandlede spørgsmålet fra det modsatte udgangspunkt på Dear Science, som jeg tidligere har sagt. Som sorte intellektuelle, så var problemet ikke at de var for intellektuelle til reelt at være oprørske, deres problem var at de var for sorte til at folk tog deres tanker alvorligt. Deres forsøg på oprør blev ikke dræbt af deres tryghed, men af deres kropslighed. Ja hvis vi skal trække den helt ud er der måske lidt det samme hos Fleet Foxes, hvor egentlig ret ubehageligt morbide / nedladende tekster, med et vist potentiale for det rystende, bliver druknet i en dyne af harmløs indie-folk-muzak. Den her splittelse mellem det rationelle og det irrationelle har naturligvis alle dage været til stede i musik, men jeg tror egentlig jeg vil hævde den har været tydeligere siden murens fald. Men altså, prove me wrong i kommentarerne, hvis du har lyst.