mandag den 30. januar 2012

Bon Iver - Bon Iver, Bon Iver (11)


Da jeg lavede liste over bedste plader fra 2011 så kaldte jeg den her for 'Dårligste / Mest overvurderede / Mest misforståede plade' Jeg skal ikke helt kunne sige hvilken betegnelse der er den rigtigste. Jeg kan virkelig ikke lide den, men omvendt er den jo harmløs, og jeg er sikkert bare sur fordi den er blevet hyldet for meget og beskrevet forkert. Og så fordi Bon Iver irriterer mig. Han påstod at pladen hedder Bon Iver, Bon Iver fordi det er 'half self-titled, half weird thing', hvor jeg måske mere synes det virker halvt egocentreret, halvt mere egocentreret. Og han dissede grammyerne, men klappede så fuldstændig i da han selv blev nomineret, mens han for øvrigt også tjente penge på at lave reklamer for whisky. Men mest af alt så irriterer den her plade mig, fordi den virker på mig som en virkelig dårlig udgave af en form for plade, som jeg ellers elsker. Det er en stille og rolig art-pop plade, hvor fokus er lagt mindre på melodi og tekst og mere på lyde og arrangementer og produktion. Sådan lidt folk, lidt postrock. Det synes jeg egentlig også var hvad anmeldelserne pegede på. Men den fejler virkelig fuldstændig på de præmisser.


Det er jo en æble/pære-sammenligning, men prøv alligevel lige at hør den her sang. Det er O Leaozinho med Caetano Veloso, og det er et af mine yndlingsarrangementer. Der er kun et enkelt fløjt, men det fløjt er simpelthen den mest perfekte lyd til den her sang, det er placeret præcis hvor det skulle være i lydbilledet, og ved at blive gentaget opnår det en utroligt mærkværdig effekt. Den her plade er nærmest det modsatte af den sang, der er tonsvis af instrumenter og lyde lagt på, men ikke en eneste gang formår de at ramme et lydbillede som er så skævt men indlysende rigtigt som i den her sang. Det veksler mellem det fine og udmærkede (åbneren Perth lyder f.eks. rigtig fint) til det deciderede pinlige. Prøv at høre Minnesota, WI. Den starter udmærket, men i anden halvdel, fra 1:45 introduceres det ene mere overflødige element efter det andet, klodset og urytmisk og uden mening. Det var mens jeg hørte den her sang, at jeg begyndte virkelig ikke at bryde mig om det her album. Eller lyt til de elendige guitarsoli som starter i Calgary efter 1:05. Dårligt og så gør de hverken fra eller til.


Og det er egentlig grundproblemet med selv de bedste arrangementer på pladen: De gør hverken fra eller til. Lydbilledet er konstant domineret af tre-fire gange Vernon-falset og så en akustisk guitar og lidt trommer, så der er aldrig brug for, eller bare plads til, at de andre elementer kan folde sig ud. Det er bizart, når numrene nu er opkaldt efter både virkelige og imaginære lokaliteter, og når pladecoveret er en lagdelt landskabscollage, at der er så lidt rum i lyden på den her plade. Men de dominerende elementer (og det vil sige først og fremmest Vernons stemmer) bliver aldrig udfordret, og derfor ender resten af lydbilledet med at blive lidt ligegyldige ornamenteringer. Du kan sætte dig ned med en guitar og spille de her sange, og de vil være nogenlunde lige så gode, og det er der sikkert en hel masse singer/songwriter fans som er glade for, men det er altså ikke rigtig meningen med et art-rock album. Det her album er ikke lyden af et landskab eller en by. Det er altid bare lyden af en mand. Men det siger titlen jo så også...


Og måske skulle man ikke være overrasket. Bon Iver hjalp jo med på Kanye West's plade My Beautiful Dark Twisted Fantasy fra sidste år, og den var jo endnu mere overlæsset end den her er. Men på den plade gav det overlæssede jo mening, fordi det spillede lige op med Kanye Wests megalomane ytringer, der var en spændning mellem form og indhold. Jeg kan virkelig ikke finde nogen som helst grund til, at der skal være læsset så meget på de her ganske ordinære folksange, men jeg må nok også indrømme, at jeg ikke fatter en hak af teksterne, så der er da sikkert plads til forklaringer. Men så er det jo heller ikke værre. Når nu jeg har villet skrive den her sviner, så har jeg jo lyttet til pladen nogle gange, og så vænner man sig jo til den. Og måske minder den her plade mig mest af alt om tidlig TV on the Radio. De gik på samme måde mest af alt op i at lave interessante soundscapes, og så vidste de ikke rigtig hvad de ville sige med det, eller overhovedet hvordan man kunne sige ting med soundscapes. Men TVotR lærte det jo støt og roligt og leverede mesterværket Dear Science. Måske så kommer Bon Iver også efter det, og så laver han pludselig et mesterværk. Det ville da være glimrende. Hvis han lærer ikke altid at ville være i centrum, og så måske også får et eller andet på hjerte, så kunne det sagtens blive helt godt.

søndag den 8. januar 2012

Beyoncé - Countdown



I sidste ende var det knipsne som fik mig. I mellemstykket fra 2:20 synger B uh-uh-uh-uh, som hun jo så ofte gør, og samtidig knipses der på 4. Uh-uh-uh-knips, uh-uh-uh-knips. Men når stykket går tilbage til det vers-agtige, så knipses der pludselig på 2 igen. Det er simpelthen verdens mest overflødige detalje. Jeg gad virkelig godt have været i studiet hvor produceren opdagede dette: "Hm, den mangler lige det sidste... Hvis nu vi knipser på 4 her, og så på 2 derefter, så er den vist helt perfekt!" Men Countdown er sådan hele vejen igennem, det er grundlæggende en god sang, men derudover er produktionen så fantastisk detaljeret, at det kvarte kunne være nok.

Jeg havde Beyoncés plade 4 på min liste, selvom den egentlig ikke er voldsomt god som plade. Nej, værre end det, det er nærmest en anti-plade. Det er ikke et værk i sig selv, det er grundbestanddelen i den fjerde fase af Beyoncé's karriere. Det mest frustrerende, for en Album-freak som mig, er, at nogle af de bedste numre er puttet på en bonusdisk, vel for også at kunne sælge albummet lidt dyrere til luksusfans. Folk snakker om hvornår albummet dør, men for pop-kunstnere som Beyoncé, så er det sgu allerede dødt. Og det er vel sådan set ok. Beyoncé laver fantastisk musik, men ikke særligt gode Albums. GYBE lavede også fantastisk musik, men ikke særligt gode sange. So what. Folk fokuserer forskelligt. At sangene i så udpræget grad skal stå alene betyder jo så at sange som den her bliver puslet om indtil de er færdige. Og så åbenbart i ganske lang tid derefter.


Det er en fin sang, lavet sammen med The-Dream, men jeg synes virkelig ikke den fungerer som album-åbner...

Umiddelbart kan sangen jo virke som noget rod, men der er jo alligevel mening med galskaben. Som Pitchfork skrev: "The tempo shifts are like a smitten lover trying to calm herself down only to start babbling about how awesome everything is all over again a moment later." Og så er der førnævnte uh-uh sted, hvor B løber tør for ord til at forklare hvad hun føler. Eller omkvædet, hvor først blæsere og så strygere mere og mere overvælder hende, mens hun er 'Still falling', som hun siger, en effekt der for øvrigt forøges hvert omkvæd, hvor flere og flere Beyoncé'er synger med. Eller at hun i uh-uh stedet gentager det boy-y-y-y som også indleder sangen. Det er til grin hvor meget der er blevet arbejdet på den her sang, men det ville jo alt sammen være ligegyldigt, hvis ikke den var så fuldstændig fjollet medrivende, som den nu engang er.



At Beyoncé skulle ende med at udgive et af årets mest vellykkede numre kommer vel ikke som en overraskelse for særlig mange. Det plejer hun jo gerne at gøre. Men Countdown er en af årets mest ambitiøse kompositioner. Den skifter mellem sekvenser så hurtigt at selv Girl Talk ville synes det måske nok er lidt hyper, og den får proppet helt absurd mange virkemidler ned på 3:40. Pop-musik er måske ikke så innovativ som den var for ti år siden, men ganske ofte så popper der stadigvæk forbløffende fantastiske sange op, hvor man bare taber kæben, og må sætte sig ned og trykke repeat. Og så kan man danse til den, selvom man nok skal vide hvor den skifter tempo i forvejen.

lørdag den 7. januar 2012

2011 Top 20

Der er jo tradition for, at man laver lister ved årets afslutning, men som oftest så finder man jo først ud af hvad der var de gode plader i lang tid derefter. I slutningen af sidste år, så fandt jeg pludselig ud af, at både Black Metal og R'n'B egentlig var vildt vitalt for tiden, og det bar sidste års liste præg af, og det gør det her års også. Det betød så også, at jeg brugte januar på at opdage vilde plader fra slutningen af 2010, som jeg havde overvejet at putte på den her liste, men som jeg nu bare lige ville nævne. Det var meget tæt på, at den her liste ville blive domineret af Deathspell Omega - Paracletus, Gnaw Their Tongues - L'Arrivee de la Terne Mort Triomphante, Lantlôs - Agape, og inden for R'n'B: jj - Kills. Dem ville jeg bare lige nævne. Dem nedenunder var de bedste plader fra 2011, som jeg nåede at opdage i 2011. Et [½] henviser til et indlæg, hvor albummet bliver diskuteret i forbifarten. Et [o] er en henvisning til et indlæg om en anden plade af samme kunstner. Der vil komme indlæg om så mange af dem, som jeg nu lige gider, men jeg satser på at forklare mig om årets skuffelse, så lade være med at blive sur over det indtil da.

1. Destroyer – Kaputt
2. Liturgy – Aesthetica
3. Braids – Native Speaker
4. Tune-Yards – Who Kill
5. Shabazz Palaces – Black Up
6. Lantlôs – Agape [o]
7. Colin Stetson – New History Warfare vol 2: Judges
8. John Maus – We Must Become the Pitiless Censors of Ourselves
9. Oneohtrix Point Never – Replica
10. Omega Massif – Karpathia
11. Amon Tobin – ISAM
12. Cut Copy – Zonoscope
13. 13 & God – Own Your Ghost [o]
14. Balam Acab – Wander / Wonder
15. Deafheaven – Roads to Judah
16. Nicolas Jaar – Space is Only Noise
17. Nguzunguzu – The Perfect Lullaby
18. TV on the Radio – Nine Types of Light [o]
19. *Shels – Plains of the Purple Buffalo
20. Beyoncé – 4 [½]

Bedste Genudgivelse:
Disco Inferno – The 5 Eps [o]

Bedste numre:
1. Gotye – Somebody That I Used to Know
2. Beyoncé – Countdown
3. Liturgy – Generation

Dårligste / Mest overvurderede / Mest misforståede plade:
Bon Iver – Bon Iver, Bon Iver

Spotify-liste:
FBove Top 20 2011

Destroyer - Kaputt (11)


Destroyer's koncert på Roskilde var fantastisk. Det var egentlig kun hans seneste, Kaputt, som jeg kunne lide og sådan rigtig havde sat mig ind i, så jeg var forberedt på, at en stor del af koncerten sikkert kom til at gå med gamle sange som jeg ikke kendte eller kunne lide. Men han spillede næsten kun numre fra den nye, der var et enkelt nummer, Painter in Your Pocket, som jeg svagt huskede fra Rubies, og så et cover, som jeg også svagt kunne huske at have hørt før, men ikke kunne huske hvor fra. Det viste sig at være Everywhere af Fleetwood Mac, en sang som jeg aldrig havde hørt i originalversionen, men kun i et andet nyligt cover, af Vampire Weekend. Wow, noget af et tilfælde, hva? To af de hippeste indiebands laver et cover af det samme kiksede pop-band, og så endda af den samme sang. Men 70'er soft-rock var så in det seneste år at man nærmest kunne kalde det en trend, foruden de to bands afsluttede Bon Iver også hans forfærdelige nye plade med en pastiche på genren. Man kunne sige tidens retro-mani nu endelig har noget bunden af bægeret, og der simpelthen ikke var andre genrer tilbage at stjæle fra. Måske er det en blanding af eskapisme og nostalgi? Men det er nok ikke tilfældigt at Destroyer valgte at fremhæve netop Fleetwood Mac, for deres nye plade fungerer i høj grad på samme måde som Fleetwood Mac's to hovedværker. Folk husker gerne det band som populistiske mastodonter, men man skal også huske på at Rumours og Tusk blev skabt mens de to par i bandet gik i opløsning, og under store misbrugsproblemer, henholdsvis. Kaputt har lidt den samme mentalitet. Det virker måske som om det er ren overflade, et forsøg på at lave ren vellyd, men hvis man lytter nærmere efter er det mere lyden af et band som har opgivet at være cool, og for at sige det som plat som muligt: Det er lyden af en mand, som netop er Kaputt.



Jeg har tidligere, i en post om Caetano Veloso, kritiseret Bejar for at gå for meget op i hans tekster, i forhold til sammenspillet mellem tekst og musik. En af de ting, som har irriteret mig ved hans tidligere plader, og som har gjort at jeg ikke har hørt nogen af dem ret meget, er, at Bejar og hans tekster virker alt-dominerende i musikken. De fylder det hele i lydbilledet, hans stemme er alt for meget, og udviklingerne i musikken virker altid underordnet forsangerens ord og stemme. Det hele blev for meget af ham. Men jeg var ikke helt fair i min tidligere post, for Bejar beskrev nogle idéer som han tidligere havde haft, og som han havde opgivet. Og det kan man høre på den her plade, det er en helt anden følelse man får fra pladen. Hvor Bejar før altid virkede som hovedpersonen, så er han her i langt højere grad en del af et hele. Han har en stemme, og et par kvinder har stemmer, men samtidig er der guitarer og fløjter og saxofoner og trompeter, og de har hver især deres stemmer. Jeg har set det kommenteret, at de andre instrumenter lyder 'fjerne', men pointen er først og fremmest at de lyder uafhængige af hvad der ellers foregår i lydbilledet. De dominerende lyde er bassen, rytmen og diverse synth-flader. Så kommer Bejars stemme, som forsøger at følge med de tre andre elementer, og så har du alle de andre instrumenter, som flyder ud og ind af lydbølgerne, uden at det rigtig virker som om nogen har kontrol med hvad der foregår. Bejar har vist i hvert fald ikke. Som sagt, nu for anden gang, han er gået Kaputt.


Ikke verdens mest hidsende video, men den rammer meget godt følelsen af at blive ført med, som den her plade giver.


Og denne her idé om at han ikke har kontrol, at han ikke er verdens vigtigste, går videre i teksten. 'You can't belive / the way the wind's talking to the sea / I heard that someone said it before / I don't care / I can walk away' Det er de første ord man hører. Vinden og Havet er sublime og ukendelige, og det er der vist nogen som har sagt før og fuck dig, så går jeg da bare min vej. Og som teksten ovenover vist også afslører, så er det ikke længere meningen at teksterne skal være pæne for sig selv. Lad os tage et andet eksempel fra titelnummeret, nogle af de oftest citerede linjer fra albummet: 'Sounds, Smash Hits, Melody Maker, NME / All sounds like a dream to me' Prøv at fremsige dem. Er de ikke forfærdelige? For det første er rytmen helt væk, den kunne være reddet ved at fjerne Melody Maker: 'Sounds, Smash hits, N-M-E / All sounds like a dream to me' Det lyder helt børnerimsagtigt, men stadigvæk dumt. Derudover rimer MEme, og det bliver ikke rigtig bedre af at linjerne bliver gentaget igen og igen. Men som Bejar synger det, så giver det pludselig mening. Han accelererer for at få passet Melody Maker ind, og han slutter de to linjer på samme tone, som for at sige han godt ved hvor ens slutningerne er. Så lyder det pludselig som en mand der har travlt, det lyder af flygtighed, netop som en drøm. Og det lyder som om han godt ved at det ikke er solidt. Det er elendigt på skrift, men i sammenhængen fungerer det.


Det her er tilgengæld en fantastisk video, og så indeholder den de linjer, som jeg netop har behandlet ovenover.

Kaputt er ikke en væsentlig plade, det er tværtom en plade om en fyr, som har opgivet at være væsentlig. Det er lyden af at gå på kompromis med alle de andre stemmer, indse at man ikke ved det hele, og ikke er først med det hele, og så bare lade sig flyde med strømmen. I titelnummeret synges der om at jage kokain, men pladen minder mig mere om heroin-scenerne fra Trainspotting. Det er en downer-plader snarere end en upper-ditto. Og tja, på trods af, at den ikke var stor og væsentlig, og på trods af, at det bestemt ikke var nogen nyskabende plade, så var det, når alt kommer til alt og lige for tiden, min favorit fra året der gik.