søndag den 29. april 2012

Boho Dancer - Furry Skin (12)



Ethvert band har stærke og svage sider. Helt banalt. Selv et band som Radiohead, som nogen ellers synes at mene kan gå på vandet, har sine begrænsninger. F.eks. ville de sikkert ikke lave særlig god hip-hop, hvorfor de da heller ikke prøver på dette. Det er helt banalt. De fleste bands prøver at finde ind til hvad de er gode til, og så tilpasse sig dette. Men der er en anden ting, som man skal huske, og det er at tilpasse sig efter sine dårlige sider. For danske bands gælder det som hovedregel, at de er ret dårlige til engelsk. Det er der intet fordækt i, det gælder for bands fra stort set alle ikke-engelsk-talende lande. Det kan man tilpasse sig på flere måder. Jeg har tidligere skrevet om hvordan The Notwist og Caetano Veloso lavede værker, hvor deres manglende greb om det engelske sprog blev en styrke. Boho Dancer er et dansk band, som forsøger at lave stor og indviklet art-pop på engelsk, og på grund af en fantastisk forsangerinde kommer deres tekster virkelig til at stå i forgrunden. På deres ep falder det en gang imellem igennem, og engang imellem udnytter de deres svagheder fornemt.



Lad os starte med en sang som jeg desværre ikke bryder mig ret meget om, og som desværre er bandets single. Me and Your God synes, som titlen antyder, at handle om religion. Jeg gætter mig til at titlen skal forstås sådan, at Ida Wenøe ikke synes at Gud er for hende, og jeg tror hun mener at Gud typisk er en mande-Gud. Det er dermed også en anti-patriarkalsk sang, tror jeg. Jeg skriver tror nogle gange, for rent ud sagt er teksten vag og utydelig. Jeg får hovedsagligt idéen om, at det er en feministisk sang fra tekstbidden: 'Sisters, sisters hear my mind / you know why I'm calling' Det lyder som noget søsterfællesskab, men ellers er det rent ud sagt intetsigende. Omkvædet går som følger: 'Me and your God / we have nothing in common / so I'm leaving him all to you / God only knows / He's the only one dying / so he's pulling his nose on his way down' Første halvdel er ret banal. Anden halvdel er noget vrøvl, baseret på en forkert udnyttelse af en engelsk vending. Når man siger God Only Knows – som f.eks. Beach Boys gør det – så kan man ikke sige mere, for så er det kun Gud som ved noget, og som derfor kan sige noget. At sige: 'Kun Gud ved at han er den eneste som er ved at dø', det er en selvmodsigelse, for fortælleren ved det jo også. Selvmodsigelser kan man selvfølgelig udnytte som kunstner, men det kræver en sproglig autoritet som bandet simpelthen ikke kan etablere når de bruger ordheld forkert og ikke kan sige andet end: 'you know why I'm calling'. Bandets politiske og religiøse pointe falder fuldstændig fra hinanden, for bandet har ikke sproglig autoritet nok til at få formidlet deres pointer med tilstrækkelig pondus.



Heldigvis er ikke alle bandets sange politiske. Den sidste sang på pladen hedder Good Vibrations – endnu en Beach Boys reference – og her er udtrykket et helt andet. Teksterne er lige uheldige, med de beskæmmende åbningslinjer: 'Good vibrations in your house / in your house / I'll be your haunted mouse' Udtryk bliver brugt forkert med den gengtagne linje: 'Do you dare, devil' et ordspil på Daredevil = vovehals. Problemet er bare at ordspillet betyder: 'Tør du, djævel' hvilket man vel godt kan sige men jeg tvivler på nogen engelsktalende ville, eller: 'Gør du vovehals!' Hvilket er noget vrøvl. Det er ikke rigtig et ordspil når den ene betydning er noget vrøvl... Men i den her sang fungerer det fuldstændig – eller i hvert fald næsten – perfekt, for sangen handler om at være hovedkulds forelsket. 'I try too hard but I'm only too slow' synger de på et tidspunkt. Det er ikke en sang der handler om at sætte verden på plads, det er en sang der handler om at verden er ude af kontrol. Boho Dancers svage tekster bliver pludselig en styrke, fordi de netop bliver brugt til at beskrive en situation, hvor sproget ikke slår til. De sidste to minutter af sangen er nærmest transcenderende, hvor bandet slår over i et c-stykke mens backingvokalerne harmoniserer på den hyggelige linje 'Laugh together when the storm is too loud' (læg mærke til at Grin og Stormvejr er to før-sproglige lyde) mens forsangerinden bliver mere og mere opstemt og insisterende, og ender med at indrømme: 'I'm, I'm... too loud'. Det er en forbløffende passage, en af de bedste passager jeg har hørt fra et dansk band i lange tider.

Boho Dancer kunne sagtens komme til at lave en yndlingsplade for mig, men det kræver at de bliver mere klar over deres svagheder. De har simpelthen ikke engelsk-kundskaberne til at sætte (min) verden på plads på en troværdig måde, men de har de musikalske evner til at gøre op for deres svage tekster. Arrangementerne er innovative og effektive, og forsangerinden er forbløffende ekspressiv. Det er en debut, som er mere end lovende.

 II 

Når jeg skriver om en plade kan jeg godt lide at researche hvad andre folk har skrevet. Især når jeg synes jeg går lidt til stålet, som f.eks. med at kalde et bands tekster for dårlige, så vil jeg gerne tjekke om andre enten bakker mig op eller kan give en forklaring på hvad der foregår, som jeg har overset. Men som det så ofte er med anmeldelser – både danske og internationale - så var der ikke en eneste som snakkede om, hvad sangene egentlig handlede om. Jeg fandt kun to henvisninger til tekster. I en glimrende og velskrevet anmeldelse på undertoner står der: Det er, som om dét at kunne synge efterhånden kun handler om teknik, og ikke om forholdet mellem tekst, melodi og sanger. Med programmer som X Factor som fyrtårn kommer selve musikken i baggrunden, og formen sejrer over indholdet. Det har han sådan set fuldstændig ret i, men det er måske lidt flotte ord, når ikke anmeldelsen selv siger noget som helst om tekst og melodi, om indhold, så at sige. I anmeldelsen fra diskant står der: Der et ønske om at fortælle og dramatisere og vise en verden frem i toner og melodier. Igen fuldstændig korrekt (og resten af anmeldelsen er lige så skarp og korrekt), men hvis bandet vil fortælle os noget, skylder vi, der skriver om dem, så ikke at forholde os til hvad det er de siger?

I det jeg læste om dem så jeg en hel masse beskrivelser af formen, men de fleste var lidt løse i det. Det mest konkrete jeg fandt var i gaffas anmeldelse, som sagde: En af de sværeste udfordringer for en sangskriver er at lave numre, der folder sig organisk ud. Så omkvæd følger vers med samme selvfølgelighed, som forår følger vinter. Boho Dancer er der ikke helt endnu [...] Man savner den melodiske tråd, der kunne holde sammen på idéerne. Det er en dejlig konkret indvending, og den er fuldt ud korrekt. Tænk på hvordan omkvædet pludselig sprang ind i Me and Your God 0:46, eller hvordan coda'en af Good Vibrations også syntes at opstå ud af ingenting. Boho Dancers sange er fragmentariske og omskiftelige... og det synes da næsten at være et bevidst formmæssigt valg. Det kan man så være glad for eller ej - smag og behag er jo forskellig - men det er måske ikke rigtig noget argument at organisk sangskrivning er sværere hvis nu ikke det er det, som bandet vil. Det er også svært at spille math-rock...

Men igen kommer det jo an på indholdet. I Me and Your God forsøger bandet at lave en politisk og religiøs sang, og så ville logisk sammenhæng være en stor hjælp. Her modarbejdes de af sangens fragmentariske og ulogiske karakter. Derfor bliver det et ekstra stort problem når teksten siger (igen): 'Me and your God / we have nothing in common / so I'm leaving him all to you / God only knows / He's the only one dying / so he's pulling his nose on his way down' Det er de to gange 'so' som er problematiske, for de indikerer en sammenhæng som ikke er der, dels fordi teksten er nonsens, dels fordi sangen heller ikke selv er sammenhængende. Form og indhold modarbejder hinanden. I Good Vibrations, til gengæld, passer det igen sammen. Når bandet 3:40 pludselig forlader vers/omkvæd og i stedet giver sig i kast med en klimaktisk koda, så illustrerer det fint den flyvsk forelskede. Form og indhold.

Jeg har ikke citeret anmeldelser for at hænge nogen ud, men for lettere at illustrere mine pointer. Med en plade som Furry Skin, hvor tekst og sang er så meget i forgrunden, kunne man så ikke formode at teksterne og deres indhold måske betød noget, og så snakke om dem? Der er jo naturligvis faldgruber: Bandet kan jo påstå at Me and Your God er en parodi på politiske sange, og pludselig er den ret skarpt skruet sammen.

Hele Furry Skin kan høres på bandets Soundcloud.For mere om bandet og information om hvordan man får en fysisk kopi af pladen - og den er bestemt pengene værd - se bandets hjemmeside.