søndag den 17. juni 2012

Crystal Shipsss - Yay (12)


Når man er et selvproklameret 'psych'-agtigt band, så er navnet Crystal Shipsss altså alt for åbenlyst. Det minder for meget om Wooden Shijps, det er også et forkert stavet skib, men hvis man vil differentierer sit band-navn gennem materialevalget, så er krystallen altså ikke den rette vej at gå. Coveret på den her plade bringer også minder til ganske mange andre bands. Barndommen i en forstad bliver invaderet af en uhyggelig maske. Det bringer ganske mange mindelser om typisk 'hauntology'-bands*. Men derimod, så kan jeg ikke helt greje navnet på pladen. Yay. Er det ærligt ment? Er det ironisk? Lakonisk? Skal det leveres som et jubelråb eller et sarkastisk suk? Den her plade er – ikke overraskende – lo-fi psych-sange med tydeligt hauntologisk islæt, men der er så lige den der 'Yay'-faktor, som holder det uforudsigeligt og uformeligt. Jeg kan simpelthen ikke greje om det er et storværk eller et frikvarter, om Crystal Shipsss giver et seriøst indskud i de respektive genrer, eller om de tager pis på dem. Jeg tror de gør begge dele på samme tid, og det er vel egentlig også ret imponerende.


Tag sang tre, My Dark Slimy Soul. Det er ret meget ordet 'Slimy', som er Yay-faktoren i den titel. Uden det ord ville det være en arketypisk songwriter-titel. Men så er sangen så også ganske mærkelig. Sangen er 1:38, der er ikke flere ord i teksten end der er i titlen – bortset fra et enkelt ah-ah – og i stedet for et vers er der blot samplet lidt radio-snak ind midt imellem to gange omkvæd. Men når det andet omkvæd starter, så starter også en enkelt tambourin, og Jacob Faurholt bliver overdubbet så nu er der dobbelt op på den spøgelses-spinkle falset-stemme han benytter på hele pladen. For det første virker det pisse-godt, langt bedre end det burde. For det andet, hvis nu det bare var en joke sang, hvorfor har han så gjort sig så umage med den mystiske stemning i det andet omkvæd? Og hvorfor i alverden lagde han ikke kræfterne i at skrive et vers – bare et enkelt vers for haen – som en normal sangskriver? Beats me.


Der er ti sange på pladen, og kun tre af dem er længere end to minutter. Alt i alt er pladen 22 minutter lang. Det meste er sange ret meget i stil med Smile ovenover – og læg mærke til hvordan det igen kun er den samme frase der bliver gentaget, til sidst med effekter på, det virker sgu. På grund af den meget spinkle sangstemme har jeg det meste af tiden ingen idé om hvad teksterne går ud på. Og så er der lige de tre lange numre, som til gengæld virker ret gennemarbejdede. På Crystal Lipsss, som der desværre ikke er lavet en video til, gøres der meget ud af at etablere en stemning, de første sekunder går med en lyd som jeg skyder på er en klaverbænk der bliver indstillet, det er i hvert fald et klaver der bliver spillet på derefter. Der er virkelig blevet malet et billede af en mand med et klaver, jeg skyder på at manden sidder helt alene i en mørk hytte langt væk fra alting. Men så! Så kryber en dæmonisk el-guitar ind i sangen, og før man ved af det, så har den fuldstændig overtaget alting! Dog sejrer manden til sidst, og kan synge sangens sidste strofe af a capella! Det er vældig dramatisk. Men her er så Yay-faktoren: Omkvædet i sangen, den strofe der bliver gentaget, og en af de få tekstbidder jeg forstår, er noget med 'crack like an egg and a bird appears / hello / hello / hello / hello' En lille pip-fugl. Godt nok en talende pip-fugl, det er vel et eller andet sted lidt uhyggeligt, og jeg er ikke helt sikker på hvad det er der revner som et æg, det kunne vel godt være noget uhyggeligt (jeg tror det er et 'skull', fair nok, det er lidt skummelt), men det er nu stadig lige knap det skelethoved, som ellers synes at krænge sig vej ud af coveret...


Men at det ikke kun er spas og løjer afsløres af pladens to sidste numre. Burning Kingdom lyder som noget inspireret af moderne metal. Måske noget doom, eller et af Deathspell Omega's Obombration numre. Se videoen ovenover, det er også ret tydeligt hvad det er for et kongerige som er ved at brænde. Basere en skræmmende video på gamle klip fra Disneyworld er næsten for nemt, og igen lidt et træk hvor jeg er usikker på, om de tager pis på hauntologien Men igen, når den der sataniske mus kommer springende med et hysterisk grin på, i front for et uniformeret march-orkester, ja så virker det da. Det er sgu da skræmmende. Og efter undergangen kommer genfødslen: Den sidste sang hedder Sunshine, den og består kun af sang og akustiske instrumenter og fuglefløjt. Det eneste problem er så, at pip-fuglen jo tidligere var det skræmmende... Er det et tiltænkt tvist eller ej? Beats me, dertil forstår jeg for lidt af teksterne. Jeg sidder tilbage og klør mig i håret. Og så trykker jeg repeat.


Jeg kan virkelig ikke finde ud af den her plade. Er det en forvokset EP? Er det et sideprojekt? Er det en pastiche? Det er vel alle tre ting, men samtidig er produktet simpelthen for godt til at kunne affejes på den måde. Pladen sætter sig egentligt midt mellem to stole, og er umulig helt at få hold om. Men det er vel også derfor jeg er så fascineret af den, at jeg kan høre den om og om igen, uden at blive træt af den. De bitte små skift i instrumentation er utrolig godt lavet. Jeg mistænker måske at det er blevet nemmere at lave med nutidig teknik, men who cares hvis resultatet er godt. Alle stemningerne bygges så fantastisk op, og bliver så straks skudt ned igen. Det er virkelig godt at lytte til, men lidt sværere at spille smart på, men det er vel kun et problem hvis man forsøger at fortolke hvad der sker, det kan man jo bare lade være med. Pladen er halvt poltergejst og halvt pip-fugl, og dermed umulig at putte i bur, en flot fjer i hatten på den danske musikscene, der blot bliver en anelse stækket af den korte varighed, så jeg er spændt på at høre hvor højt de kan komme hvis de folder vingerne helt ud. Og nu skal jeg nok holde op...

* Om Hauntology: Det er et begreb om hvordan fortiden hjemsøger nutiden. Oprindeligt Derrida, musikalsk brugt til at beskrive ting som Ghost Box, Ariel Pink, Demdike Stare. Så et albumcover med spøgelses-forstad er ret hauntologisk. Jeg har skrevet om hvordan begrebet kan forstås med Mad Men her.