Men inden jeg går i gang med Coexist vil jeg godt snakke lidt om noget, som jeg synes er lidt nedprioriteret hos musikanmeldere: Viden. Jeg ved godt jeg virker helt vildt arrogant at skrive det på den måde, men jeg mener bare, at det hos mange læsere og anmeldere virker som om folk mere prioriterer, at anmelderen har god smag, og evt gode skrive-evner. Folk er da heldigvis blevet enige om, at smag og behag er forskellige, og at der ikke er noget der hedder objektive vurderinger, men det betyder jo ikke, at der ikke er elementer af musik, som man objektivt kan beskrive. Det er jo egentlig helt banalt: Vi kan ikke objektivt sige hvad teksterne handler om, men vi kan jo godt objektivt sige hvad teksterne er. På samme måde er der også en hel masse elementer ved selve musikken, som man kan beskrive objektivt, rytmer, melodier og genrer. Nej, jeg mener ikke, at alle anmeldere skal have studeret musikteori og kende hele musik-historien for at kunne skrive om noget som helst, men i mine øjne, så er en god anmelder nysgerrig, og villig til at undersøge og slå ting op. Naturligvis er der ingen, som kan vide alt (blandt mine egne utallige blinde punkter er f.eks. at jeg ikke kan spille to akkorder på en guitar, så jeg bliver altid overrasket, når guitarkyndige tripper over, hvor vildt guitar-lyden er hos bands som Sonic Youth og Pavement, og selv Joni Mitchell. For mig er det bare lyde, men man skal åbenbart stemme sin guitar helt specielt for at kunne det... Jaja, hvad ved jeg), men man kan da gøre forsøget... Anmeldelser bliver ofte bedre, jo mere anmelderen ved... Jeg vil nu bevise denne påstand, ved at skrive om noget jeg reelt set ikke aner ret meget om, nemlig two-step-musik og afro-caraibiske rytmer, og forhåbentlig vil du, kære læser, klart kunne se, at indlægget havde været enormt meget bedre hvis jeg havde haft noget mere viden... (for ikke at tale om hvor meget bedre det havde været, hvis jeg havde haft praktisk erfaring med anmelderi og deadlines og alt det der. Verden er skøn og u-stressende når man kun har sin egen blog)
Mine bemærkninger handler først og fremmest om nummeret Chained, pladens bedste nummer, og i mine ører årets bedste rytmespor. Jeg er helt vild med den utroligt mærkeligt ustabile måde rytmen starter på. Fra 0:22 til 0:38 ligger der bare et mærkeligt slag helt uden for noget som helst. Først senere bliver det logisk hvad det er der foregår: Det er såmænd et helt typisk two-step-lift, men når selve beatet ikke er der, så giver det ingen mening. Det klassiske step beat, som senere kommer til, hedder bum-ba-tjik, bum-ba-tjik, men herpå startes med ba'et, så at sige, så der er ikke andet end -ba-, -ba-. Jeg er vildt med det, det er en genialt simpel idé, som tager noget velkendt, og får det gjort ganske bizart. Normalt giver ba'et mening fordi det leder hen til tjik'et, stil det for sig selv, og det er bare mærkeligt. Jeg vil desuden også påstå, at det er en helt ny idé for bandet. Der blev gjort meget ud af, at debuten trak på ting som dubstep og r'n'b, men det var som regel ikke de opklippede rytmer. Der var bas-rumlen, som sjældent set i indie-rock, i sange som Islands, men generelt var idéerne hentet fra dubstep scenen teksturelle snarere end rytmiske. Det lød for mig mere som om, at bandet havde hørt 'post-dubstep' plader, end at de havde været ude på dansegulvet. Sådan har jeg det ikke længere. Det er desuden en idé, som passer perfekt til indie-rock. Hvis et two-step-nummer brugte den idé, så ville det dels ret meget ødelæggen idéen med two-step (man kan ikke danse til det), og desuden ville det jo ikke rigtig være overraskende at det blev step'pet, eftersom alle de andre rytmer på pladen/ep'en/mixtapet/dj-sættet også ville have den samme rytme... Step musik, fra 2-step til dub-ditto, er bestemt radikalt eksperimenterende, langt mere end indie-rock i samme periode, men der er visse eksperimenter, som indie'en bedre kan tillade sig, og dette er et af dem. Igen, vildt fedt nummer.
Jeg kan desværre kun finde en live udgave. Beatet går i gang et stykke inde.
Endnu et eksempel: Jeg har set mange folk fremhæve Reunion, men mest på grund af olietønde-lydende. Information skriver om Jamie XX: Hans fremragende melodiske øre kommer dog til sin ret på »Reunion« med de smukke olietøndesamplinger (efterhånden en Jamie xx-signatur) i sitrende smukke mønstre. Politiken: Det er duvende popmusik, der kun er en gradbøjning fra at falde i staver, så det er lige før, man skvatter ned af stolen, da nummeret 'Reunion' starter med lidt kattepoter på en olietønde. Steelpans er en god og anderledes musikalsk idé, og dem kunne The xx altså godt have brugt nogle flere af. The Quietus: on 'Reunion' those bloody steel pans keep trying their level best to batter their way into earshot through a fug of reverbed guitar. Pitchfork: The only real evidence of those explorations here is the steel drum that pops up on "Reunion", which brings to mind his use of the instrument in his single "Far Nearer" and gives Coexist a rare crack of light. Og jeg skyder på, at det også er olietønderne, som Soundvenue's anmelder havde i tankerne, da han skrev: Beatstøber Jamie xx’s flirt med caribiske klange, som han har dyrket som soloartist, popper op undervejs på den åndedrætsstandsende ’Reunion’ Her ser vi igen hvordan 'viden' spiller en rolle i anmelderier, ting som er nemme at definere (som lyden af olietønder) bliver oftere beskrevet end mere obskure og bizarre ting. Det beat, som starter i videoen, er jeg nemlig ret sikker på overhovedet ikke er caraibisk, og desuden en fuldstændig ny og aktuel ting, som bandet ikke har givet sig i kast med før. Jeg tror nemlig, at det er et typisk ghanesisk dansebeat. Jeg hørte det i hvert fald hele tiden, da jeg gav mig i kast med at lytte til hvad der blev kaldt 'afrobeats' tidligere i år, som virkelig tog Londons dansegulve med storm. Et eksempel herunder:
Det er ikke verdens bedste eksempel, men rytmen er grundlæggende den samme. Som med alt andet de bruger, så har XX skåret den helt ind til benet.
Når man forsøger at skrive om objektive ting som rytmer, så er chancen ret meget større for, at man falder fladt på ansigtet. Det er da bestemt muligt, at Jamie har hørt rytmen på en dancehall-plade (så meget ved jeg ikke om dancehall, og vest-afrika og caraibien deler en del rytmer grundet slavehandels-ruter) Jeg tror det nu ikke, jeg tror det er en ghanesisk rytme. Igen er det en fantastisk udgave af beatet, som hurtigt forsvinder fra trommerne og i stedet bliver et sammenspil mellem bas og tromme, med olietønder inden over. Igen, nummeret ville ikke virke hvis det rent faktisk var afrobeats, for effekten kommer af overraskelsen, og den løsrevne og opklippede måde rytmen kan spilles og bruges på. Men altså, for at føle det er en overraskende rytme skal man vide hvor den kommer fra...
Der er flere eksempler på musikalsk nytænkning på pladen: house-musik i Swept Away (som dog ikke er mit yndlingsnummer), det mærkelige vrængende sample i Try (som også lyder som en klub-idé, eller måske mere noget fra hiphop). Men hvor måske halvdelen af numrene har elementer som kommer helt bag på mig, så er den anden halvdel lidt stillestående. En anmelder skal jo altid skrive om det musik der er på pladen, og ikke på hvad man ville ønske der var i stedet for, men jeg er jo heldigvis ikke anmelder men blogger, så jeg vil skrive, at jeg ville ønske XX forsøgte at lave en Pygmalion. Slowdive tog her også idéer fra samtidens dansemusik (ambient house og chill-out) og skar det helt ned til benet, men i modsætning til XX slap de fuldstændig tråden til pop-musikken, og svævede i stedet bare rundt i fem-ti minutter lange lyd-landskaber. The XX binder sig på albummet for meget til et pop-paradigme, hvorfor eksperimenterne ikke rigtig kommer til deres ret, og det gør deres pop-sange pudsigt nok heller ikke. Tænk på, hvor meget sange som Angels ville træde frem, hvis resten af albummet var bizarre lydflader, i stedet for sange der minder ret meget om Angels, men ikke er helt lige så gode.
Det er en helt igennem fantastisk plade, og det her er et af de mere poppede numre... Hele pladen kan høres på youtube.
Så altså, jeg synes ikke Coexist er årets plade eller noget, men jeg synes bestemt den er bedre end sit rygte. Især fordi dens rygte synes at være, at den lyder for meget som debuten, og ikke indeholder nye ting. Det gør den altså helt bestemt, og den behandler til tider disse nye ting ret fedt, men man skal måske vide hvad de forskellige elementer er, før man kan vurdere om de er velkendte eller ej...
