torsdag den 11. oktober 2012

Ars Nova - Summa, Garnisonskirken 9/9-2012

Søndag den niende september opførte koret Ars Nova en koncert de kaldte for Summa i Garnisonskirken i København. Jeg var inde og høre det, og jeg var meget berørt og begejstret. Ret hurtigt derefter skrev jeg nogle noter ned, som jeg havde tænkt mig at skrive sammen til et eller andet, men tiden gik, koncerten kom længere og længere bagud i tid og hukommelse, og efterhånden virkede det mindre og mindre relevant. Men så kom jeg dog frem til, at intet af det jeg skriver herinde alligevel kan siges at være decideret relevant for nogen at læse, så jeg tog mig sammen og skrev et lille indlæg om koncerten:



Programmets første værk var logisk nok Arvo Pärt's Summa (Credo). Værket benytter det latinske Credo (trosbekendelse) og cirkler rundt i parallelle stemmeføringer. Det føles virkelig som noget summerende. Som noget alt-omfattende. Som om at troen er hel og systematisk, et grundlag for et gennemført livssyn. Videre mindede det mig om det aristoteliske verdenssyn, du ved, med jorden i midten (og Jerusalem naturligvis i midten af jorden) og så cirkler Månen og Merkur og Solen og Stjernerne udenom, i hver deres cirkel, og yderst ude er Gud, hvis kærlighed holder det hele i gang. Det var et smukt og trygt stykke. En konstruktion der virker gennemført og fuldendt. Så naturligvis gik store dele af resten af koncerten med at rive det indtryk fra hinanden.



Det startede ellers smukt nok, med Johannes Ockeghem's (d. 1497) Graduale med latinsk tekst, der i programmets engelske oversættelse lød: Even though I walk through the valley of the shadow of death, I will fear no evil. Thy rod and thy staff they comfort me. Men det næste værk var ganske anderledes, fragmentarisk og foruroligende. Shulamit Rans Credo / Ani Ma'amin ville under alle omstændigheder have virket sammensat, eftersom det er en jødisk komponist der er blevet bedt om at give sit bud på et kristent Credo. Ran har selv valgt teksterne, som blander hebraisk, latin og engelsk. Ofte samtidigt: hvor stemmerne i Summa fulgtes ad, så syntes stemmerne i Ani Ma'amin at snakke imod hinanden og efter hinanden. Hvis Summa var lyden af cirkel-legemers rejse rundt på himlen, så var Ani Ma'amin lyden af et spraglende og travlt samfund, med forskelle og ligheder internt. Stemmerne fandt dog sammen i slutningen af første del med linjerne: God of Mercy, Eyl Maley rachamim...

… hvorefter en af tenorerne trådte frem og læste en kort tekst op, om en femten-årig pige i Auschwitz... Som man nok kan forestille sig, så var kontrasten ualmindelig stærk. Det er jo mildest talt forståeligt, at et jødisk credo er nødt til at forholde sig til Shoah, erfaringen fra jødeudryddelserne i fyrrerne. Mere generelt er det en erfaring, som hele den vestlige klassiske kultur, af hvilke den klassiske musik jo normalt ses som en af de mest 'sofistikerede' dele, er nødt til at forholde sig. Og det har den da også gjort, nogen gange mere sofistikeret end andre. Værker som Penderecki's Threnody for the Victims of Hiroshima, eller Gorecki's Tredje Symfoni (der på samme måde som Ran's Credo sætter musik til tekster fra historiens ofre) eller Reich's Different Trains behandler meget direkte det tyvende århundredes forbrydelser. Jeg kan sagtens forestille mig, at visse lyttere rynker på næsen og finder dele af dette repertoire letkøbt (jeg har det selv lidt svært med historien om, at Penderecki skulle have fundet hans værk så stærkt, at det burde have et tungere navn, og først derefter tilegnet det Hiroshima), men Ran's værk indoptager forbrydelserne som en naturlig del af Credo'et, som et spørgsmål den jødiske tro er nødt til at forholde sig til. Og værket giver ikke noget svar. Efter tekstoplæsningen er der to sektioner, kaldet Reflection/Confrontation og Reflection/Vow i programmet. Konfrontationen spørger, hvorvidt Gud forestiller sig, at man stadig kunne hylde ham på vej ind i gaskammeret (og crescendoet på ordene 'Prussian gas' er rædselsvækkende). Det andet lover, at selv om Gud har gjort sit værste for at få den troende til at miste modet, så vil han stadig lovsynge ham, kontrært og sammenbidt. Som Ockeghem's Graduale, men trodsigt i stedet for trofast. Det er to reaktioner, der begge er forståelige, men samtidig uforenelige. Credo'et forsøger heller ikke at forene de to synspunkter, men lader dem stå over for hinanden, splittet og fragmentarisk.



Således efter at Pärt's vidunderlige verdensbillede var slået sønder og sammen, så var der et mindre ophold i koncerten. Anden halvdel bestod af seks lovsyngninger af Jomfru Maria, tre af Pärt og tre af Ockeghem, vekslende mellem hinanden. Ockeghem's rænescance motetter var igen vidunderlige, tidsløs skønhed og samhørighed til ære for den hellige jomfru. Pärt's tre værker, derimod, præsenterede samlet igen en tro der var splittet og afvekslende. Først og fremmest var de på tre forskellige sprog som titlerne: Bogoróditse Djévo, Most Holy Mother of God og Magnificat vel også afslørede. Den første var dansende og nærmest folkelig, den syntes at skildre en menneskelig Maria, en nazaræisk kvinde. Den anden havde blot teksten: Most Holy Mother of God Save Us, og skildrede et personligt tros-billede. Den sidste, det fantastiske Magnificat, er det ikoniske, det mystiske, det sublime. Dissonanser afløses af harmonier, afløses igen af dissonanser. Pianissimo og indfølt bøn afløses af fortissimo og noget der nærmest lyder som en trussel.


Jeg har selv sunget dette værk i gymnasie-kor, så jeg er måske forudindtaget omkring dets mesterlighed. Men når et kor af Ars Novas ufattelige kvalitet rammer f.eks. det massive 'Suscepit Israel', 4:30 inde i videoen, i et rum så flot som Garnisons-kirken, så går tiden fuldstændig i stå.

Jeg kender da folk, der afviser Pärt som kitch, tom skønhed. Et værk som Summa er da også på en eller anden måde så absolut utidssvarende som noget kan være. Men i denne sammenhæng, som orden der straks blev slået itu, kom den til at virke perfekt. Ikke som billede af en gældende orden i verden, men som et billede af en drøm om orden. Man tabte vejret over de guddommeligt smukke klange hos Pärt og Ockeghem (og der er jo få ting i verden så umiddelbart smukke som lyden af a capella sang i et kirkerum), derefter blev man konfronteret med verdens forfærdelige råhed hos Ran, hvorefter man straks blev forført af nok en Ockeghem. Og følelsen af sammenhæng i de smukke passager er naturligvis også forstærket af et så egalt kor som Ars Nova: Der var 12 sangere, men flere gange i løbet af koncerten mente jeg kun at kunne høre fire stemmer, de er så sammensungne at stemmerne simpelthen smelter sammen hvis ikke man selv lytter efter. Via kontrasterne i koncertens program kom de skønhedssøgende værker måske til dels at fremstå naive og eskapistiske, men samtidig også overvældende forståelige og ønskværdige. Shulamit Ran's Credo var derimod grumt og uomgængeligt, en flænge i de andre værkers drømmebilleder. Programmet som sådan blev derfor et paradoks. Et åbent sår. Og bestemt ikke ret let at ignore.

Dette indlæg kan måske alligevel virke blot en lille smule relevant, for Ars Nova synger Pärt to gange til i løbet af efteråret. På fredag den tolvte oktober, til kulturnatten, synges et kort program med Pärt, Ockeghem og Bent Sørensen, og torsdag den femogtyvende oktober opføres Pärt's storværk Passio.