mandag den 13. maj 2013

Vampire Weekend - Modern Vampires of the City (13)


Der er et helt særligt rum på den her plade. Pladen er efter sigende optaget i bidder og stykker over en længere periode i forskellige lokaliteter, hvilket resulterer i at nogle dele har lo-fi-slør og lyder som en mand i et lille værelse, mens andre dele har rumklang og ekko og lyder som et fløjteorkester i en katedral. Resultatet er et af de her geometrisk umulige rum, som kun musik kan skabe. Det er det bedste plade-rum jeg har hørt siden Destroyer's udødelige Kaputt. Det er ruinøst og højloftet på samme tid. Fjernt og nært. Imposant og smog-dækket, som pladecoveret giver udtryk for. Rent genre-mæssigt har Vampire Weekend altid blandet geografier - Upper Side Soweto kaldte de tidligt deres musik - men reelt set lød den første plade altid som en gruppe unge mennesker sammen i et rum. Opfølgeren, Contra, havde flere rum-eksperimenter her og der, men det er først med den her plade at de fårmår at skabe et helt unikt rum for dem selv.



Det unaturlige rum passer godt til teksterne, som også har taget en drejning. Først og fremmest er der et stort fokus på spørgsmål om det guddommelige. Unbelievers, Everlasting Arms, Worship You, en del titler peger i den retning. Ya Hey spiller også på Yahweh. Mere generelt er teksterne blevet langt mindre konkrete og mere metaforiske. På et nummer som White Sky fra Contra brugte Ezra et helt vers på at opstille noget særligt i virkeligheden - a little stairway / a little piece of carpet / a pair of mirrors that are facing one another / out in both directions / a thousand little Julias / all come together in the middle of Manhattan. På MVotC kan der blot lyde: There's a headstone right in front of you / and everyone I know (Don't Lie) Teksterne er blevet mere symbolistiske, mere luftige, og produktionen følger efter.

Det er den symbolistiske front der bør fremhæves, frem for den religiøse, det er dér der er sket noget nyt. Ja, pladen behandler religion og Gud på over halvdelen af numrene, men det bliver behandlet på samme måde som de før behandlede klasse, køn og race: Med fokus på de begrænsninger de lægger på det enkelte menneske, som endnu en 'line that's always running' som de sang i Cousins. I et nummer som Finger Back lyder det i et spoken-word stykke: Sing 'Next Year in Jerusalem' / You know, the one on a Hundredandthird and Broadway / Cause this orthodox girl fell in love with the guy at the fallafel shop / and why not? / Should she have averted her eyes and just stared at the poster of The Dome of the Rock? The Dome of the Rock er Klippemoskéen i Jerusalem, et af den muslimske verdens helligste steder. Vi får altså religionerne som et skel mellem dreng og pige, som de skal overvinde.



Den helt store triumf ved Modern Vampires of the City er, at bandet fortsat har samme unikke tilgange og virkemåder som på deres forrige plader, men blot har skiftet genre og emner ud. Dermed sprænger de endegyldigt den snærende 'afro-pop'-bås de har været puttet i, og fremstår nu først og fremmest som et genialt band, der blot brugte afrikanske rytmer på en del af deres tidlige materiale - men altså aldrig i så høj grad som nogle gjorde det til. Når bandet formår at have så ufatteligt mange musikalske idéer på deres nye plade, som intet har med Afrika at gøre, så fremstår de gamle stile alt tydeligere som bevidste valg fra bandets side. Hvad der bliver klart er en sammenhæng mellem tekst og musik: Begge dele handler om at kaste begrænsninger fra sig, og kreere så mange magiske øjeblikke som muligt. Hvorfor lade sig begrænse af grammatik, klasse, religion, genre, hudfarve? Hvorfor ikke placere sig på de måder man synes giver bedst mening? Det kan helt bestemt lyde som noget der kun kan komme fra meget priviligerede mennesker (det var svært at forestille sig fattige mennesker være enige i linjer som: 'Why would you lie 'bout how much coal you have / why would you lie by something dumb like that' og på samme måde er tekstbidden om den ortodokse pige nok også langt mere realistisk i New York, på god afstand af konflikterne i Mellemøsten). Men det vil være mere rigtigt at sige, at bandet er defineret af, at deres 'andet-hed' som oftest er ret så skjult: Som jøde, perser, homoseksuel, italiener, er de ikke gennemført WASP'y, men de bliver heller ikke afsløret som ikke-hvepse med det samme. Man kunne også bare sige, at de skriver ærligt hvorfra de ser verden, og hvad er der nu i vejen med det?

Med Modern Vampires of the City omdefinerer bandet altså hele diskussionen omkring dem selv. Og sådan set også resten af indie-verdenen. Hvor vi før hele tiden har spurgt 'hvorfor?' om deres afrikanske stil og knudrede tekster, så spørger de nu i stedet 'hvorfor ikke?' til deres med-bands. Hvorfor har andre bands ikke tekstlinjer så gode som Irish and proud baby naturally / but you've got the luck of a Kennedy eller If I'm born again / I know that the world would disagree / Want a little grace / but who's gonna say a little grace for me? eller I just ignored all the tales of a past life / stale conversation deserve but a bread knife (selvom det virkelig er en dårlig joke) eller fra samme sang Wisdom's a gift / but you'd trade it for youth / Age is an honor / It's still not the truth. Hvorfor har alle plader ikke så uendeligt mange detaljer, med tikkende ure, hvæsende saxofoner, strygere, cembaloer, og så mange skønne harmonier at det næsten er for meget? Og vokal-manipulationen, hvorfor er der ikke vellykket autotune, heliums-kor, chopped-and-screwed bas-sang på alle andre indie-plader? Og hvis så ikke de andre bands gider forvrænge deres vokaler, hvorfor har de så alligevel ikke så stærke og nøgne øjeblikke som når Ezra skriger If I can't trust you then dammit Hannah / there's no future / there's no answer i Hannah Hunt? Jamen, tag dog bare en sang som Ya Hey: Ja, det er en dybsindig og anklagende sang om Gud, der stadigvæk finder plads til heliumsvokal og håndklap. Og ja, den er et manifest for resten af pladen, idet den forkaster religion til fordel for musik med linjerne: Outside the tents, on the festival grounds / as the air began to cool and the sun went down / my soul swooned as I faintly heard the sound / of you spinning 'Israelites' into '19th Nervous Breakdown' Men udover det, så lyt dog til basgangene!!! Så herlig, så særlig, så medrivende. Gud ligger i detaljen, i aller højeste grad.



Modern Vampires of the City er et af årets aller største must hear albums. Der er blot et enkelt lille paradoks: Vampire Weekend stiller generelt musik op på en pedestal, som en mulig erstatning for religion endda. Men efter man har brugt tid med den her plade virker langt det meste andet musik for tiden umanerlig dovent og uambitiøst...

10/10