1990-1999 Top 50

Mit bud på de halvtreds bedste plader fra halvfemserne. Man kan klikke på mange af dem og se videre hvad jeg synes om dem. [o] betyder jeg har skrevet om noget andet fra den kunstner. Og ja, jeg ved godt der er en morderisk nynazist på listen, derfor er pladen stadigvæk et mesterværk. Sådan er tingene jo desværre nogle gange.

1; Eels; Electro-Shock Blues; 1998 
2; Slowdive; Pygmalion; 1995
3; Talk Talk; Laughing Stock; 1991
4; Insides; Clear Skin; 1994
5; Public Enemy; Fear of a Black Planet; 1990
6; Disco Inferno; D. I. Go Pop; 1994 [o]
7; The Olivia Tremor Control; Music From the Unrealized Film Script, Dusk at Cubist Castle; 1996 
8; Boredoms; Super Roots 7; 1998
9; Seefeel; Quique; 1993 
10; Bark Psychosis; Hex; 1994 
11; Burzum; Filosofem; 1996
12; Tortoise; Millions Now Living Will Never Die; 1996
13; Jeru the Damaja; The Sun Rises in the East; 1994
14; The The; Dusk; 1993
15; The Beta Band; The Three E.P.'s; 1998
16; Cornershop; When I was Born for the 7th Time; 1997 
17; My Bloody Valentine; Loveless; 1991 
18; Pram; The Stars Are So Big, The Earth Is So Small... Stay as You Are; 1993
19; Nas; Illmatic; 1994
20; Henryk Mikolaj Górecki – Symphony no 3 (London Sinfonietta/David Zinman; Dawn Upshaw); 1992
21; Wu-Tang Clan; Enter the Wu Tang (36 Chambers); 1993
22; Arvo Pärt; Alina; 1999 [o]
23; Happy Mondays; Pills 'n' Thrills and Bellyaches; 1990
24; Primal Scream; Screamadelica; 1991
25; Neutral Milk Hotel; In the Aeroplane Over the Sea; 1995 
26; Blur; 13; 1999
27; Ice Cube; AmeriKKKa's Most Wanted; 1990
28; The Orb; The Orb's Adventures Beyond the Ultraworld; 1991
29; Beck; Midnite Vultures; 1999
30; Boredoms; Super Æ; 1998
31; The Magnetic Fields; 69 Love Songs; 1999 
32; Weezer; Weezer [Blue Album]; 1994
33; GZA/Genius; Liquid Swords; 1995
34; Pulp; Different Class; 1995
35; Earwig; Under My Skin I am Laughing; 1992
36; Godspeed You! Black Emperor; F♯A♯∞ (1995-1997); 1997 [o]
37; Messiaen; Éclairs sur l'Au-Delà (Orchestre National de la Radio Polonaise); 1994
38; Amadou et Mariam; Sou ni Tilé; 1998
39; 22-Pistepirkko; Big Lupu; 1992
40; Gastr del Sol; Camoufleur; 1998
41; The Flaming Lips; The Secret Bulletin; 1999
42; Palle Mikkelborg; A Noone of Night; 1999
43; Cornershop; Woman's Gotta Have It; 1995
44; Blur; Parklife; 1994
45; Eels; Beautiful Freak; 1996
46; Mercury Rev; See You on the Other Side; 1995
47; Rufus Wainwright; Rufus Wainwright; 1998
48; Mano Negra; Casa Babylon; 1994
49; Tripping Daisy; Jesus Hits Like the Atom Bomb; 1998
50; Manic Street Preachers; The Holy Bible; 1994

Olivia Tremor Control - Music from the Unrealized Filmsript: Dusk at Cubist Castle (96)

Den her tekst lagde jeg oprindeligt fra mig. Jeg sad og skrev lidt tanker ned om pladen for snart halvandet år siden, men blev aldrig rigtig færdig. Så, pludselig, døde Bill Doss, den ene halvdel af bandet, og i lang tid virkede det som enormt dårlig stil at smide følgende tekst op uden at tage udgangspunkt i dødsfaldet, hvilket jeg ikke havde lyst til. Så jeg lagde det til side. Og nu har jeg fundet det frem igen, og skrevet det færdigt.



Jeg burde kunne lide psych langt mere end jeg gør. 'Psykedelisk', det er det unormale, det overraskende, det inhumane. Jeg burde da være nede med det. I så mange andre genrer – fra post-rock til space-disco - bliver jeg begejstret over ting, lyde og strukturer, som man kunne sige stammer fra psych'en. Men i mine ører, så er der for meget af psych-scenen som er alt for forudsigelig og logisk. Der er en indre psych-logik for en del bands, hvor tempi, længder og tekster ikke synes forankret i sangene selv, men i scenens logikker. Sådan er det jo med alle genrer, men for psych'en er det så meget mere dræbende, for hvordan kan noget være psykedelisk hvis man hele tiden ved præcis hvad der skal ske? På én måde, så er den her plade, Dusk at Cubist Castle med Olivia Tremor Control, blandt de mest psykedeliske nogensinde, for så ufatteligt store mængder af pladen, både tekst og musik, går direkte i kødet på det psykedeliske, bearbejder, udspørger og problematiserer det. Men der finder man så også ud af, hvorfor mange psych-fans ikke vil kunne lide pladen, for OTC er på mange måder også utilpasse og bange over for det psykedeliske. De nærmer sig på listefødder, aftjekker altid om de har livliner tilbage til det 'virkelige', og slipper egentlig kun for alvor tøjlerne en enkelt gang. Det er ikke rendyrket psych, men på mange måder er det en langt mere ægte psykedelia, for den viser det psychede fra utroligt mange afstande og vinklinger.



Dusk at Cubist Castle indeholder 27 sange. Det siger vel lidt om omskifteligheden på pladen. Sangene er små catchy tresser-inspirerede popsange, som er iklædt et godt lag effekter, og som skifter over til ambiente, støjende eller musique concrete agtige passager. De fleste psych-bands i dag spiller meget lange numre med god plads til jammede og solistiske passager, OTC spiller meget korte numre, men de ender med at flyde sammen og virke som længere suiter, så effekten er på mange måder ens. Rigtig mange af sangene handler om virkelighed/uvirkelighed, kontrol/frihed. 'We're in the movies!' lyder første linje, og andre sange har titler som 'Define a Transparent Dream' eller 'Memories of Jacqueline 1906' I 'No Growing (Exegesis)' lyder omkvædet 'There is no growing / in knowing where your going' 'Jumping Fences' er en anden titel, der giver af at gøre op med snævrende bånd. Musikken spejler det her tema, med en utydelig, drømmende lyd, hvor sangene hele tiden synes at ville gøre op med deres egen struktur, og morfe ud til noget mere frit og uformeligt. Men pointen er, at der samtidig også hele tiden er en kraft, der trækker sangene tilbage i velkendte former. Sangen om drømme hedder 'Define a transparent dream', og der er hele tiden en kamp mellem at gøre sangene transparente, og forsøge at definere dem igen. Det er på samme måde forbløffende hvor mange af sangene der handler om at falde ned igen. Der er en sang, som hedder Can You Come Down With Us. Green Typewriter Suite, der fylder hele c-siden ender med ordene: 'When you're ready to come back down / I'll be waiting here / All your friends will be around / I promise I'll wait forever' Og til sidst på albummet bliver en eller anden bedt om at vågne fra drømmene: Don't sleep too long / cause everything you need is right here / Don't sleep too long / Pleasant dreams, but please don't sleep too long'



Det kan måske virke frygtsomt, ja nærmest kujon-agtigt, som om bandet ikke tør slippe tøjlerne og virkelig omfavne præmisserne for den genre de har valgt at spille i. Men jeg opfatter det tværtom som dels realistisk, dels resultatet af et langt mere dybtgående favntag med det psykedeliske. Vi lever jo ikke i tresserne længere. Alle og enhver kan vel se at LSD og svampe ikke var det absolutte frigørende, som det kunne virke som om dengang. I hvert fald ikke for alle de deltagende. På Dusk at Cubist Castle tages der livtag med den psykedeliske opfattelse, både dens gode og dens skræmmende sider. For også i de positive stof-sange kan OTC virke skræmmende. Instrumenter angriber pludseligt sangen, bånd speedes op og ned igen, sange dør før man troede det. I 'Define a Transparent Dream' synger de: 'Feel the atmosphere breathe with life / MODEL PORTRAIT HEADS OF GERTRUDE STEIN!' Det er en non sequitor. Tingene hænger ikke sammen, der er ikke nogen intern logik, det er svært at se, hvor meget de selv har kontrol over sangene. Sammenlign med et band som Spids Nøgenhat f.eks. Deres første plade starter med ordene 'Har du set mit psykedeliske tapet', og på intet tidspunkt har jeg fornemmelsen af at høre noget, som ikke er tapetseret af bandet selv. OTC er anderledes, de lyder faktisk som om de ikke har styr på hvad de laver. Af den grund, selvom Spids Nøgenhat har langt flere af de typiske psych-markører, så synes jeg bestemt at OTC er en langt mere 'ægte psykedelisk' oplevelse. Der er en gang imellem fornemmelsen af at være i et musikalsk rum, hvor det ikke længere er den menneskelige logik som er styrende, noget som jeg aldrig oplever med Spids Nøgenhat, lige gyldigt hvor længe deres soli varer.



Men jeg siger igen kun 'en gang imellem' med Olivia Tremor Control. For det meste af pladen føres jo til det kontrollerede. Kun på pladens tredje fjerdel – det var oprindeligt tænkt som en dobbelt-lp – slippes tøjlerne helt og holdent. Nummer 12-21 hedder Green Typewriter Suite, og det er langt det meste af tiden ren abstraktion. Kontrollen slippes helt på nummer 19, der mest af alt er 9 minutters optagelse af en dryp-stenshule. Der findes folk, som overhovedet ikke kan med det, jeg finder det fascinerende hele vejen igennem. Jeg finder nummeret er præcist så langt som det skal være, og jeg finder at måden de vender tilbage til det mere musikalske rum igen er ret fantastisk. Pludselig synger de 'How much longer shall I wait?' og så er der guitar-fræs i et halvt minut, som så forsvinder. Det er et eksperiment, i den videnskabelige forstand, en pertentlig indkredsning af præcis hvor langt de kan gå og stadig hive stikket hjem. Det er mesterligt.

I sidste ende er grunden til jeg elsker den her plade så højt måske, at det er den plade jeg kender der kommer længst ud, men altid er i stand til at finde hjem igen. Den er måske frygtsom og forsigtig det meste af tiden, men da det endelig kommer til stykket kaster den sig ind i mørket, og bliver derinde forbløffende længe. Det triste ved OTC, som nu er blevet så trist at jeg ikke kunne skrive det her færdigt, var at de mistede evnen til at komme tilbage igen. Deres næste plade, Black Foliage: Animation Music Volume One, havde bestemt også sine momenter, men den havde aldrig den logik der holdt Dusk at Cubist Castle nede på jorden, når Black Animation vandrede ind i mørket, så blev den væk for sig selv. Derefter gik bandet i opløsning, medlemmerne udgav diverse solo-udgivelser jeg føler har samme problem, og gendannelsen i 2009 nåede ikke at lave et nyt album før Bill Doss altså afgik ved døden i juli 2012. Det er en af de der umanerligt sørgelige kunstner-dødsfald, først og fremmest fordi han var alt alt for ung, men samtidig også fordi hans bedste værker tog livstag med det at leve i det uvisse med fare for at blive væk. Selvom der aldrig er blevet givet nogen specifik dødsårsag, og selvom man skal passe på med at blande kunstner og kunst sammen, så har det dog alligevel givet denne plade, en af mine absolutte yndlingsplader, en melankoli som den nok aldrig slipper af med igen. Derfor er den dog stadigvæk et mesterværk, som alle burde investere lidt tid i.