tag:blogger.com,1999:blog-10847024031899302782024-03-21T23:08:36.074+01:00Cyborg Post RockHandlede engang om Postrock. Nu handler det mere om at skrive lidt indgående om musik. Pop/indie/whatever.Frederik Bovéhttp://www.blogger.com/profile/01168897045402832044noreply@blogger.comBlogger68125tag:blogger.com,1999:blog-1084702403189930278.post-71872946075718551082014-02-01T13:14:00.001+01:002014-02-01T13:18:45.486+01:002013 Top 20<span style="font-family: Arial, Helvetica, sans-serif;"><span style="line-height: 18.200000762939453px;">I år har jeg snydt. Ligesom sidste år lavede jeg liste til ilxor.com, et forum der hvert år samler top-25 lister til en samlet top 77. Spørg mig ikke hvorfor. Jeg har redigeret de her lister ned i det her format ud af dem. Og fordi jeg ventede til februar har jeg proppet et par ting på jeg havde glemt. Ellers har det været et vildt musik-år, fyldt med musikalske milepæle. Gang på gang blev jeg væltet bagover af en plade der også væltede alle andre bagover. Det bærer min liste også præg af, den første halvdel er nærmest kun konsensus-plader. Men det var ganske enkelt et godt år for den musikalske konsensus. Rent personligt dykkede jeg rigtig meget ned i mixtape-rappen i år, hvilket der er enkelte eksempler på på listen. Det er jo ikke den mest konsistente genre, men det er her jeg har fundet de største overraskelser i året der gik.</span></span><br />
<span style="font-family: Arial, Helvetica, sans-serif;"><span style="line-height: 18.200000762939453px;"><br /></span></span>
<span style="font-family: Arial, Helvetica, sans-serif;"><span style="line-height: 18.200000762939453px;">1. Beyoncé - Beyoncé <a href="http://cyborgpostrock.blogspot.com/2012/01/beyonce-countdown.html">[o]</a></span><br style="line-height: 18.200000762939453px; margin: 0px; padding: 0px;" /><span style="line-height: 18.200000762939453px;">2. Autre ne Veut - Anxiety</span><br style="line-height: 18.200000762939453px; margin: 0px; padding: 0px;" /><span style="line-height: 18.200000762939453px;"><a href="http://cyborgpostrock.blogspot.com/2013/05/vampire-weekend-modern-vampires-of-city.html">3. Vampire Weekend - Modern Vampires Of The City</a></span><br style="line-height: 18.200000762939453px; margin: 0px; padding: 0px;" /><span style="line-height: 18.200000762939453px;">4. Kanye West - Yeezus</span><br style="line-height: 18.200000762939453px; margin: 0px; padding: 0px;" /><span style="line-height: 18.200000762939453px;">5. Deafheaven - Sunbather</span><br style="line-height: 18.200000762939453px; margin: 0px; padding: 0px;" /><span style="line-height: 18.200000762939453px;"><a href="http://cyborgpostrock.blogspot.com/2013/02/iceage-youre-nothing-13-om-falken.html">6. Iceage - You're Nothing</a></span><br style="line-height: 18.200000762939453px; margin: 0px; padding: 0px;" /><span style="line-height: 18.200000762939453px;">7. My Bloody Valentine - MBV</span><br style="line-height: 18.200000762939453px; margin: 0px; padding: 0px;" /><span style="line-height: 18.200000762939453px;">8. Chance The Rapper - Acid Rap</span><br style="line-height: 18.200000762939453px; margin: 0px; padding: 0px;" /><span style="line-height: 18.200000762939453px;">9. Pusha T - My Name is My Name</span></span><br />
<span style="font-family: Arial, Helvetica, sans-serif;">10. Janelle Monae - Electric Lady<br style="line-height: 18.200000762939453px; margin: 0px; padding: 0px;" /><span style="line-height: 18.200000762939453px;">11. These New Puritans - Fields of Reeds</span><br style="line-height: 18.200000762939453px; margin: 0px; padding: 0px;" /><span style="line-height: 18.200000762939453px;">12. Arcade Fire – Reflektor</span><br style="line-height: 18.200000762939453px; margin: 0px; padding: 0px;" /><span style="line-height: 18.200000762939453px;">13. Tree - Sunday School II</span><br style="line-height: 18.200000762939453px; margin: 0px; padding: 0px;" /><span style="line-height: 18.200000762939453px;">14. Dean Blunt - The Redeemer</span><br style="line-height: 18.200000762939453px; margin: 0px; padding: 0px;" /><span style="line-height: 18.200000762939453px;">15. LE1F - Fly Zone / Tree House</span><br style="line-height: 18.200000762939453px; margin: 0px; padding: 0px;" /><span style="line-height: 18.200000762939453px;">16. f(x) - Pink Tape</span><br style="line-height: 18.200000762939453px; margin: 0px; padding: 0px;" /><span style="line-height: 18.200000762939453px;">17. Da Mafia 6ix - 6ix Commandments</span><br style="line-height: 18.200000762939453px; margin: 0px; padding: 0px;" /><span style="line-height: 18.200000762939453px;">18. Baths - Obsidian</span><br style="line-height: 18.200000762939453px; margin: 0px; padding: 0px;" /><span style="line-height: 18.200000762939453px;">19. Paavoharju - Joko sinä tulet tänne alas tai minä nousen sinne <a href="http://cyborgpostrock.blogspot.com/2010/01/paavoharju-laulu-laakson-kukista-08.html">[o]</a></span><br style="line-height: 18.200000762939453px; margin: 0px; padding: 0px;" /><span style="line-height: 18.200000762939453px;">20. Crystal Shipsss - Dirty Dancer <a href="http://cyborgpostrock.blogspot.com/2012/06/crystal-shipsss-yay-12.html">[o]</a></span></span><br />
<span style="line-height: 18.200000762939453px;"><span style="font-family: Arial, Helvetica, sans-serif;"><br /></span></span>
<span style="font-family: Arial, Helvetica, sans-serif;"><span style="line-height: 18.200000762939453px;">1. Autre ne Veut - Play by Play</span><br style="line-height: 18.200000762939453px; margin: 0px; padding: 0px;" /><span style="line-height: 18.200000762939453px;">2. Fuse ODG – Antenna</span><br style="line-height: 18.200000762939453px; margin: 0px; padding: 0px;" /><span style="line-height: 18.200000762939453px;">3. f(x) – Airplane</span><br style="line-height: 18.200000762939453px; margin: 0px; padding: 0px;" /><span style="line-height: 18.200000762939453px;">4. </span></span><span style="font-family: Arial, Helvetica, sans-serif; line-height: 18.200000762939453px;">Chris Malinchek - So Good to Me</span><span style="font-family: Arial, Helvetica, sans-serif;"><br style="line-height: 18.200000762939453px; margin: 0px; padding: 0px;" /><span style="line-height: 18.200000762939453px;">5. DJ Mustard - Paranoid feat. Ty Dolla $ign and Joe Moses</span><br style="line-height: 18.200000762939453px; margin: 0px; padding: 0px;" /><span style="line-height: 18.200000762939453px;">6. </span></span><span style="font-family: Arial, Helvetica, sans-serif; line-height: 18.200000762939453px;">Kevin Gates - Arms of a Stranger</span><span style="font-family: Arial, Helvetica, sans-serif;"><br style="line-height: 18.200000762939453px; margin: 0px; padding: 0px;" /><span style="line-height: 18.200000762939453px;">7. Young Thug - Picacho</span><br style="line-height: 18.200000762939453px; margin: 0px; padding: 0px;" /><span style="line-height: 18.200000762939453px;">8. Guru - Alkayida</span><br style="line-height: 18.200000762939453px; margin: 0px; padding: 0px;" /><span style="line-height: 18.200000762939453px;">9. </span></span><span style="font-family: Arial, Helvetica, sans-serif; line-height: 18.200000762939453px;">Justin Timberlake - Mirrors</span><span style="font-family: Arial, Helvetica, sans-serif;"><br style="line-height: 18.200000762939453px; margin: 0px; padding: 0px;" /><span style="line-height: 18.200000762939453px;">10. Daft Punk - Get Lucky</span></span><br />
<span style="font-family: Arial, Helvetica, sans-serif;"><span style="line-height: 18.200000762939453px;"><br /></span></span>
<span style="font-family: Arial, Helvetica, sans-serif;"><span style="line-height: 18.200000762939453px;">Årets Fiasko:</span></span><br />
<span style="font-family: Arial, Helvetica, sans-serif;"><span style="line-height: 18.200000762939453px;">Ulige Numre - Nu Til Dags</span></span>Frederik Bovéhttp://www.blogger.com/profile/01168897045402832044noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-1084702403189930278.post-9477032608174247472013-11-21T16:54:00.001+01:002013-11-21T16:54:45.570+01:001990-1999 Top 50Mit bud på de halvtreds bedste plader fra halvfemserne. Man kan klikke på mange af dem og se videre hvad jeg synes om dem. [o] betyder jeg har skrevet om noget andet fra den kunstner. Og ja, jeg ved godt der er en morderisk nynazist på listen, derfor er pladen stadigvæk et mesterværk. Sådan er tingene jo desværre nogle gange.<br />
<br />
<a href="http://cyborgpostrock.blogspot.com/2012/03/eels-electro-shock-blues-98.html">1; Eels; Electro-Shock Blues; 1998 </a><br />
2; Slowdive; Pygmalion; 1995<br />
<a href="http://cyborgpostrock.blogspot.com/2009/12/talk-talk-laughing-stock.html">3; Talk Talk; Laughing Stock; 1991</a><br />
4; Insides; Clear Skin; 1994<br />
<a href="http://cyborgpostrock.blogspot.com/2010/01/avant-post-public-enemy-fear-of-black.html">5; Public Enemy; Fear of a Black Planet; 1990</a><br />
<a href="http://cyborgpostrock.blogspot.com/2009/12/disco-inferno-di-go-pop-94.html">6; Disco Inferno; D. I. Go Pop; 1994</a> <a href="http://cyborgpostrock.blogspot.com/2012/02/disco-inferno-5-eps-92-94-2011.html">[o]</a><br />
<a href="http://cyborgpostrock.blogspot.com/2013/11/olivia-tremor-control-music-from.html">7; The Olivia Tremor Control; Music From the Unrealized Film Script, Dusk at Cubist Castle; 1996 </a><br />
8; Boredoms; Super Roots 7; 1998<br />
<a href="http://cyborgpostrock.blogspot.com/2010/01/seefeel-quique-93.html">9; Seefeel; Quique; 1993 </a><br />
<a href="http://cyborgpostrock.blogspot.com/2009/12/bark-psychosis-hex-94.html">10; Bark Psychosis; Hex; 1994 </a><br />
11; Burzum; Filosofem; 1996<br />
<a href="http://cyborgpostrock.blogspot.com/2009/12/tortoise-millions-now-living-will-never.html">12; Tortoise; Millions Now Living Will Never Die; 1996</a><br />
13; Jeru the Damaja; The Sun Rises in the East; 1994<br />
14; The The; Dusk; 1993<br />
15; The Beta Band; The Three E.P.'s; 1998<br />
<a href="http://cyborgpostrock.blogspot.com/2010/01/cornershop-when-i-was-born-for-7th-time.html">16; Cornershop; When I was Born for the 7th Time; 1997 </a><br />
<a href="http://cyborgpostrock.blogspot.com/2009/12/my-bloody-valentine-loveless-91.html">17; My Bloody Valentine; Loveless; 1991 </a><br />
18; Pram; The Stars Are So Big, The Earth Is So Small... Stay as You Are; 1993<br />
19; Nas; Illmatic; 1994<br />
20; Henryk Mikolaj Górecki – Symphony no 3 (London Sinfonietta/David Zinman; Dawn Upshaw); 1992<br />
21; Wu-Tang Clan; Enter the Wu Tang (36 Chambers); 1993<br />
22; Arvo Pärt; Alina; 1999 <a href="http://cyborgpostrock.blogspot.com/2012/10/ars-nova-summa-garnisonskirken-99-2012.html">[o]</a><br />
23; Happy Mondays; Pills 'n' Thrills and Bellyaches; 1990<br />
24; Primal Scream; Screamadelica; 1991<br />
<a href="http://centrifugue.blogspot.com/2011/03/neutral-milk-hotel-in-aeroplane-over.html">25; Neutral Milk Hotel; In the Aeroplane Over the Sea; 1995 </a><br />
26; Blur; 13; 1999<br />
27; Ice Cube; AmeriKKKa's Most Wanted; 1990<br />
28; The Orb; The Orb's Adventures Beyond the Ultraworld; 1991<br />
29; Beck; Midnite Vultures; 1999<br />
30; Boredoms; Super Æ; 1998<br />
<a href="http://centrifugue.blogspot.com/2011/03/magnetic-fields-69-love-songs-gender.html">31; The Magnetic Fields; 69 Love Songs; 1999 </a><br />
32; Weezer; Weezer [Blue Album]; 1994<br />
33; GZA/Genius; Liquid Swords; 1995<br />
34; Pulp; Different Class; 1995<br />
35; Earwig; Under My Skin I am Laughing; 1992<br />
36; Godspeed You! Black Emperor; F♯A♯∞ (1995-1997); 1997 <a href="http://cyborgpostrock.blogspot.com/2010/04/godspeed-you-black-emperor-lift-your.html">[o]</a><br />
37; Messiaen; Éclairs sur l'Au-Delà (Orchestre National de la Radio Polonaise); 1994<br />
38; Amadou et Mariam; Sou ni Tilé; 1998<br />
39; 22-Pistepirkko; Big Lupu; 1992<br />
40; Gastr del Sol; Camoufleur; 1998<br />
41; The Flaming Lips; The Secret Bulletin; 1999<br />
42; Palle Mikkelborg; A Noone of Night; 1999<br />
43; Cornershop; Woman's Gotta Have It; 1995<br />
44; Blur; Parklife; 1994<br />
45; Eels; Beautiful Freak; 1996<br />
46; Mercury Rev; See You on the Other Side; 1995<br />
47; Rufus Wainwright; Rufus Wainwright; 1998<br />
48; Mano Negra; Casa Babylon; 1994<br />
49; Tripping Daisy; Jesus Hits Like the Atom Bomb; 1998<br />
50; Manic Street Preachers; The Holy Bible; 1994Frederik Bovéhttp://www.blogger.com/profile/01168897045402832044noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-1084702403189930278.post-85968550514656873062013-11-21T16:37:00.000+01:002013-11-21T16:37:15.241+01:00Olivia Tremor Control - Music from the Unrealized Filmsript: Dusk at Cubist Castle (96)<div class="separator" style="clear: both; text-align: center;">
<a href="http://upload.wikimedia.org/wikipedia/en/d/d7/Olivia_Tremor_Control_-_Dusk_at_Cubist_Castle.jpg" imageanchor="1" style="margin-left: 1em; margin-right: 1em;"><img border="0" src="http://upload.wikimedia.org/wikipedia/en/d/d7/Olivia_Tremor_Control_-_Dusk_at_Cubist_Castle.jpg" /></a></div>
<br />
<br />
Den her tekst lagde jeg oprindeligt fra mig. Jeg sad og skrev lidt tanker ned om pladen for snart halvandet år siden, men blev aldrig rigtig færdig. Så, pludselig, døde Bill Doss, den ene halvdel af bandet, og i lang tid virkede det som enormt dårlig stil at smide følgende tekst op uden at tage udgangspunkt i dødsfaldet, hvilket jeg ikke havde lyst til. Så jeg lagde det til side. Og nu har jeg fundet det frem igen, og skrevet det færdigt.<br />
<br />
<iframe allowfullscreen="" frameborder="0" height="315" src="//www.youtube.com/embed/jUjd6DHAutU" width="420"></iframe><br />
<br />
Jeg burde kunne lide psych langt mere end jeg gør. 'Psykedelisk', det er det unormale, det overraskende, det inhumane. Jeg burde da være nede med det. I så mange andre genrer – fra post-rock til space-disco - bliver jeg begejstret over ting, lyde og strukturer, som man kunne sige stammer fra psych'en. Men i mine ører, så er der for meget af psych-scenen som er alt for forudsigelig og logisk. Der er en indre psych-logik for en del bands, hvor tempi, længder og tekster ikke synes forankret i sangene selv, men i scenens logikker. Sådan er det jo med alle genrer, men for psych'en er det så meget mere dræbende, for hvordan kan noget være psykedelisk hvis man hele tiden ved præcis hvad der skal ske? På én måde, så er den her plade, Dusk at Cubist Castle med Olivia Tremor Control, blandt de mest psykedeliske nogensinde, for så ufatteligt store mængder af pladen, både tekst og musik, går direkte i kødet på det psykedeliske, bearbejder, udspørger og problematiserer det. Men der finder man så også ud af, hvorfor mange psych-fans ikke vil kunne lide pladen, for OTC er på mange måder også utilpasse og bange over for det psykedeliske. De nærmer sig på listefødder, aftjekker altid om de har livliner tilbage til det 'virkelige', og slipper egentlig kun for alvor tøjlerne en enkelt gang. Det er ikke rendyrket psych, men på mange måder er det en langt mere ægte psykedelia, for den viser det psychede fra utroligt mange afstande og vinklinger.<br />
<br />
<iframe allowfullscreen="" frameborder="0" height="315" src="//www.youtube.com/embed/46p3gcWKT3E" width="420"></iframe><br />
<br />
Dusk at Cubist Castle indeholder 27 sange. Det siger vel lidt om omskifteligheden på pladen. Sangene er små catchy tresser-inspirerede popsange, som er iklædt et godt lag effekter, og som skifter over til ambiente, støjende eller musique concrete agtige passager. De fleste psych-bands i dag spiller meget lange numre med god plads til jammede og solistiske passager, OTC spiller meget korte numre, men de ender med at flyde sammen og virke som længere suiter, så effekten er på mange måder ens. Rigtig mange af sangene handler om virkelighed/uvirkelighed, kontrol/frihed. <i>'We're in the movies!'</i> lyder første linje, og andre sange har titler som 'Define a Transparent Dream' eller 'Memories of Jacqueline 1906' I 'No Growing (Exegesis)' lyder omkvædet <i>'There is no growing / in knowing where your going'</i> 'Jumping Fences' er en anden titel, der giver af at gøre op med snævrende bånd. Musikken spejler det her tema, med en utydelig, drømmende lyd, hvor sangene hele tiden synes at ville gøre op med deres egen struktur, og morfe ud til noget mere frit og uformeligt. Men pointen er, at der samtidig også hele tiden er en kraft, der trækker sangene tilbage i velkendte former. Sangen om drømme hedder <i>'Define a transparent dream'</i>, og der er hele tiden en kamp mellem at gøre sangene transparente, og forsøge at definere dem igen. Det er på samme måde forbløffende hvor mange af sangene der handler om at falde ned igen. Der er en sang, som hedder Can You Come Down With Us. Green Typewriter Suite, der fylder hele c-siden ender med ordene:<i> 'When you're ready to come back down / I'll be waiting here / All your friends will be around / I promise I'll wait forever'</i> Og til sidst på albummet bliver en eller anden bedt om at vågne fra drømmene: <i>Don't sleep too long / cause everything you need is right here / Don't sleep too long / Pleasant dreams, but please don't sleep too long'</i><br />
<br />
<iframe allowfullscreen="" frameborder="0" height="315" src="//www.youtube.com/embed/QmUwMax6DrQ" width="420"></iframe><br />
<br />
Det kan måske virke frygtsomt, ja nærmest kujon-agtigt, som om bandet ikke tør slippe tøjlerne og virkelig omfavne præmisserne for den genre de har valgt at spille i. Men jeg opfatter det tværtom som dels realistisk, dels resultatet af et langt mere dybtgående favntag med det psykedeliske. Vi lever jo ikke i tresserne længere. Alle og enhver kan vel se at LSD og svampe ikke var det absolutte frigørende, som det kunne virke som om dengang. I hvert fald ikke for alle de deltagende. På Dusk at Cubist Castle tages der livtag med den psykedeliske opfattelse, både dens gode og dens skræmmende sider. For også i de positive stof-sange kan OTC virke skræmmende. Instrumenter angriber pludseligt sangen, bånd speedes op og ned igen, sange dør før man troede det. I 'Define a Transparent Dream' synger de: <i>'Feel the atmosphere breathe with life / MODEL PORTRAIT HEADS OF GERTRUDE STEIN!'</i> Det er en non sequitor. Tingene hænger ikke sammen, der er ikke nogen intern logik, det er svært at se, hvor meget de selv har kontrol over sangene. Sammenlign med et band som Spids Nøgenhat f.eks. Deres første plade starter med ordene<i> 'Har du set mit psykedeliske tapet'</i>, og på intet tidspunkt har jeg fornemmelsen af at høre noget, som ikke er tapetseret af bandet selv. OTC er anderledes, de lyder faktisk som om de ikke har styr på hvad de laver. Af den grund, selvom Spids Nøgenhat har langt flere af de typiske psych-markører, så synes jeg bestemt at OTC er en langt mere 'ægte psykedelisk' oplevelse. Der er en gang imellem fornemmelsen af at være i et musikalsk rum, hvor det ikke længere er den menneskelige logik som er styrende, noget som jeg aldrig oplever med Spids Nøgenhat, lige gyldigt hvor længe deres soli varer.<br />
<br />
<iframe allowfullscreen="" frameborder="0" height="315" src="//www.youtube.com/embed/LMY0qyJ7d7c" width="420"></iframe><br />
<br />
Men jeg siger igen kun 'en gang imellem' med Olivia Tremor Control. For det meste af pladen føres jo til det kontrollerede. Kun på pladens tredje fjerdel – det var oprindeligt tænkt som en dobbelt-lp – slippes tøjlerne helt og holdent. Nummer 12-21 hedder Green Typewriter Suite, og det er langt det meste af tiden ren abstraktion. Kontrollen slippes helt på nummer 19, der mest af alt er 9 minutters optagelse af en dryp-stenshule. Der findes folk, som overhovedet ikke kan med det, jeg finder det fascinerende hele vejen igennem. Jeg finder nummeret er præcist så langt som det skal være, og jeg finder at måden de vender tilbage til det mere musikalske rum igen er ret fantastisk. Pludselig synger de <i>'How much longer shall I wait?'</i> og så er der guitar-fræs i et halvt minut, som så forsvinder. Det er et eksperiment, i den videnskabelige forstand, en pertentlig indkredsning af præcis hvor langt de kan gå og stadig hive stikket hjem. Det er mesterligt.<br />
<br />
I sidste ende er grunden til jeg elsker den her plade så højt måske, at det er den plade jeg kender der kommer længst ud, men altid er i stand til at finde hjem igen. Den er måske frygtsom og forsigtig det meste af tiden, men da det endelig kommer til stykket kaster den sig ind i mørket, og bliver derinde forbløffende længe. Det triste ved OTC, som nu er blevet så trist at jeg ikke kunne skrive det her færdigt, var at de mistede evnen til at komme tilbage igen. Deres næste plade, Black Foliage: Animation Music Volume One, havde bestemt også sine momenter, men den havde aldrig den logik der holdt Dusk at Cubist Castle nede på jorden, når Black Animation vandrede ind i mørket, så blev den væk for sig selv. Derefter gik bandet i opløsning, medlemmerne udgav diverse solo-udgivelser jeg føler har samme problem, og gendannelsen i 2009 nåede ikke at lave et nyt album før Bill Doss altså afgik ved døden i juli 2012. Det er en af de der umanerligt sørgelige kunstner-dødsfald, først og fremmest fordi han var alt alt for ung, men samtidig også fordi hans bedste værker tog livstag med det at leve i det uvisse med fare for at blive væk. Selvom der aldrig er blevet givet nogen specifik dødsårsag, og selvom man skal passe på med at blande kunstner og kunst sammen, så har det dog alligevel givet denne plade, en af mine absolutte yndlingsplader, en melankoli som den nok aldrig slipper af med igen. Derfor er den dog stadigvæk et mesterværk, som alle burde investere lidt tid i.<br />
<br />
<iframe allowfullscreen="" frameborder="0" height="315" src="//www.youtube.com/embed/wyWgmtD77rE" width="420"></iframe>Frederik Bovéhttp://www.blogger.com/profile/01168897045402832044noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-1084702403189930278.post-54395736981228740832013-05-13T02:06:00.000+02:002013-05-13T02:06:43.537+02:00Vampire Weekend - Modern Vampires of the City (13)<div class="separator" style="clear: both; text-align: center;">
<a href="http://leadsingle.com/img/art/300/4090_Modern_Vampires_of_the_City.jpg" imageanchor="1" style="margin-left: 1em; margin-right: 1em;"><img border="0" src="http://leadsingle.com/img/art/300/4090_Modern_Vampires_of_the_City.jpg" /></a></div>
<br />
Der er et helt særligt <i>rum </i>på den her plade. Pladen er efter sigende optaget i bidder og stykker over en længere periode i forskellige lokaliteter, hvilket resulterer i at nogle dele har lo-fi-slør og lyder som en mand i et lille værelse, mens andre dele har rumklang og ekko og lyder som et fløjteorkester i en katedral. Resultatet er et af de her geometrisk umulige rum, som kun musik kan skabe. Det er det bedste plade-rum jeg har hørt siden Destroyer's udødelige <a href="http://cyborgpostrock.blogspot.com/2012/01/destroyer-kaputt-11.html">Kaputt</a>. Det er ruinøst og højloftet på samme tid. Fjernt og nært. Imposant og smog-dækket, som pladecoveret giver udtryk for. Rent genre-mæssigt har Vampire Weekend altid blandet geografier - Upper Side Soweto kaldte de tidligt deres musik - men reelt set lød den første plade altid som en gruppe unge mennesker sammen i et rum. Opfølgeren, <a href="http://centrifugue.blogspot.com/2011/04/unformulable-on-vampire-weekends-contra.html">Contra</a>, havde flere rum-eksperimenter her og der, men det er først med den her plade at de fårmår at skabe et helt unikt rum for dem selv.<br />
<br />
<iframe allowfullscreen="" frameborder="0" height="315" src="http://www.youtube.com/embed/_mDxcDjg9P4" width="560"></iframe><br />
<br />
Det unaturlige rum passer godt til teksterne, som også har taget en drejning. Først og fremmest er der et stort fokus på spørgsmål om det guddommelige. Unbelievers, Everlasting Arms, Worship You, en del titler peger i den retning. Ya Hey spiller også på Yahweh. Mere generelt er teksterne blevet langt mindre konkrete og mere metaforiske. På et nummer som White Sky fra Contra brugte Ezra et helt vers på at opstille noget særligt i virkeligheden - <i>a little stairway / a little piece of carpet / a pair of mirrors that are facing one another / out in both directions / a thousand little Julias / all come together in the middle of Manhattan. </i>På MVotC kan der blot lyde: <i>There's a headstone right in front of you / and everyone I know </i>(Don't Lie) Teksterne er blevet mere symbolistiske, mere luftige, og produktionen følger efter.<br />
<br />
Det er den symbolistiske front der bør fremhæves, frem for den religiøse, det er dér der er sket noget nyt. Ja, pladen behandler religion og Gud på over halvdelen af numrene, men det bliver behandlet på samme måde som de før behandlede klasse, køn og race: Med fokus på de begrænsninger de lægger på det enkelte menneske, som endnu en <i>'line that's always running' </i>som de sang i Cousins. I et nummer som Finger Back lyder det i et spoken-word stykke: <i>Sing 'Next Year in Jerusalem' / You know, the one on a Hundredandthird and Broadway / Cause this orthodox girl fell in love with the guy at the fallafel shop / and why not? / Should she have averted her eyes and just stared at the poster of The Dome of the Rock? </i>The Dome of the Rock er Klippemoskéen i Jerusalem, et af den muslimske verdens helligste steder. Vi får altså religionerne som et skel mellem dreng og pige, som de skal overvinde.<br />
<br />
<iframe allowfullscreen="" frameborder="0" height="315" src="http://www.youtube.com/embed/mX46e4GtlXM" width="560"></iframe><br />
<br />
Den helt store triumf ved Modern Vampires of the City er, at bandet fortsat har samme unikke tilgange og virkemåder som på deres forrige plader, men blot har skiftet genre og emner ud. Dermed sprænger de endegyldigt den snærende 'afro-pop'-bås de har været puttet i, og fremstår nu først og fremmest som et genialt band, der blot brugte afrikanske rytmer på en del af deres tidlige materiale - men altså aldrig i så høj grad som nogle gjorde det til. Når bandet formår at have så ufatteligt mange musikalske idéer på deres nye plade, som intet har med Afrika at gøre, så fremstår de gamle stile alt tydeligere som bevidste valg fra bandets side. Hvad der bliver klart er en sammenhæng mellem tekst og musik: Begge dele handler om at kaste begrænsninger fra sig, og kreere så mange magiske øjeblikke som muligt. Hvorfor lade sig begrænse af grammatik, klasse, religion, genre, hudfarve? Hvorfor ikke placere sig på de måder man synes giver bedst mening? Det kan helt bestemt lyde som noget der kun kan komme fra meget priviligerede mennesker (det var svært at forestille sig fattige mennesker være enige i linjer som: '<i>Why would you lie 'bout how much coal you have / why would you lie by something dumb like that' </i>og på samme måde er tekstbidden om den ortodokse pige nok også langt mere realistisk i New York, på god afstand af konflikterne i Mellemøsten). Men det vil være mere rigtigt at sige, at bandet er defineret af, at deres 'andet-hed' som oftest er ret så skjult: Som jøde, perser, homoseksuel, italiener, er de ikke gennemført WASP'y, men de bliver heller ikke afsløret som ikke-hvepse med det samme. Man kunne også bare sige, at de skriver ærligt hvorfra de ser verden, og hvad er der nu i vejen med det?<br />
<br />
Med Modern Vampires of the City omdefinerer bandet altså hele diskussionen omkring dem selv. Og sådan set også resten af indie-verdenen. Hvor vi før hele tiden har spurgt 'hvorfor?' om deres afrikanske stil og knudrede tekster, så spørger de nu i stedet 'hvorfor ikke?' til deres med-bands. Hvorfor har andre bands ikke tekstlinjer så gode som <i>Irish and proud baby naturally / but you've got the luck of a Kennedy </i>eller <i>If I'm born again / I know that the world would disagree / Want a little grace / but who's gonna say a little grace for me? </i>eller <i>I just ignored all the tales of a past life / stale conversation deserve but a bread knife </i>(selvom det virkelig er en dårlig joke) eller fra samme sang <i>Wisdom's a gift / but you'd trade it for youth / Age is an honor / It's still not the truth. </i>Hvorfor har alle plader ikke så uendeligt mange detaljer, med tikkende ure, hvæsende saxofoner, strygere, cembaloer, og så mange skønne harmonier at det næsten er for meget? Og vokal-manipulationen, hvorfor er der ikke vellykket autotune, heliums-kor, chopped-and-screwed bas-sang på alle andre indie-plader? Og hvis så ikke de andre bands gider forvrænge deres vokaler, hvorfor har de så alligevel ikke så stærke og nøgne øjeblikke som når Ezra skriger <i>If I can't trust you then dammit Hannah / there's no future / there's no answer </i>i Hannah Hunt? Jamen, tag dog bare en sang som Ya Hey: Ja, det er en dybsindig og anklagende sang om Gud, der stadigvæk finder plads til heliumsvokal og håndklap. Og ja, den er et manifest for resten af pladen, idet den forkaster religion til fordel for musik med linjerne: <i>Outside the tents, on the festival grounds / as the air began to cool and the sun went down / my soul swooned as I faintly heard the sound / of you spinning 'Israelites' into '19th Nervous Breakdown' </i>Men udover det, så lyt dog til basgangene!!! Så herlig, så særlig, så medrivende. Gud ligger i detaljen, i aller højeste grad.<br />
<br />
<iframe allowfullscreen="" frameborder="0" height="315" src="http://www.youtube.com/embed/i-BznQE6B8U" width="560"></iframe><br />
<br />
Modern Vampires of the City er et af årets aller største must hear albums. Der er blot et enkelt lille paradoks: Vampire Weekend stiller generelt musik op på en pedestal, som en mulig erstatning for religion endda. Men efter man har brugt tid med den her plade virker langt det meste andet musik for tiden umanerlig dovent og uambitiøst...<br />
<br />
<span style="font-size: large;">10/10</span>Frederik Bovéhttp://www.blogger.com/profile/01168897045402832044noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-1084702403189930278.post-11345797586170961582013-02-18T18:16:00.001+01:002013-02-18T18:16:36.089+01:00Iceage - You're Nothing (13): Om Falken<div class="separator" style="clear: both; text-align: center;">
<a href="http://nbhap.com/wordpress/wp-content/uploads//2013/02/iceage-youre-nothing-album-cover-300x300.jpeg" imageanchor="1" style="margin-left: 1em; margin-right: 1em;"><img border="0" src="http://nbhap.com/wordpress/wp-content/uploads//2013/02/iceage-youre-nothing-album-cover-300x300.jpeg" /></a></div>
Hvad haen er det med den skide falk? Hvorfor bliver jeg så fanget af det billede? Iceage har alle dage fokuseret på de stærke billeder, noget der dels klart har fanget fans verden over, men som også har resulteret i anklager om fascisme. Der er nogle helt grundlæggende rigtige ting med det her cover: Armen følger den ene streg i logo'et, og falken følger den anden; farverne er tidstypisk instamatic-fængende. Men der er også noget gennemført 'rigtigt' over den der patetiske falk, den synes at kommentere på musikken på en eller anden måde.<br />
<br />
<iframe allowfullscreen="" frameborder="0" height="315" src="http://www.youtube.com/embed/7QZu8FrzgpU" width="420"></iframe><br />
<br />
Falkoneren er en kendt trope i kunst og musik. The Falconer er f.eks. navnet på ovenstående track fra Nico's dystre og skræmmende Desertshore. Der er noget middelalderligt over det, der er noget med kutten og læderhandsken, der er noget med kontrollen over det vilde. Men to ting er måske unormale på billedet: Coveret har fokus på falken frem for falkonéren, og så er der det med himlen. Skyggen viser at himlen er en illusion på en væg, hvilket gør det dobbelt patetisk. Ikke nok med at falken er blindet og kontrolleret, den sfære hvor den kunne være fri og selvstændig er en illusion. Det er virkelig ynkeligt. Måske er det mig der er sær, men jeg blev lidt overrasket da det gik op for mig, at det vist var meningen jeg skulle tænke over falken snarere end falkoneren. Punk har ofte ry for at være voldsom og oprørsk musik, det ser man også igen i disse dage, hvor stort set alle danske anmeldelser snakker om hvor 'kompromisløs' den her nye plade er. Et mere konventionelt punk-cover ville måske være falken der dræber et andet dyr, eller falkoneren der kontrollerer vildskaben. Men her er der fokus på den blinde dyriskhed, under kontrol af noget uset uden for billedet. I sidste ende - og det her er måske indlysende for alle andre end mig, måske forkert - tror jeg falken er bandet selv.<br />
<br />
<iframe allowfullscreen="" frameborder="0" height="315" src="http://www.youtube.com/embed/wtIbGik0Sys" width="560"></iframe><br />
<br />
Spurgt af <a href="http://pitchfork.com/features/update/9031-iceage/">pitchfork</a> om hvem titlen henvender sig til svarede Elias: <i>It's not towards one specific person, but more how you can feel about yourself sometimes. </i>Så titlen handler i hvert fald om selvhad. Kan coveret så ikke gøre det samme? Der er en sær apati og retningsløshed på pladen. Bandet lyder ikke rigtig som en helhed, de lyder ikke altid som om de vil samme vej, og Elias lyder lige så ofte tynget og domineret af lyden som at han dominerer. Jeg har tænkt over hele den der debat om, hvorvidt iceage dyrker det fascistoide og det krigeriske, og jeg har naturligvis altid afvist det på forhånd. (jeg kan ikke lide fascister, jeg kan lide iceage, ergo er iceage ikke fascister) Men der er sgu noget om det på den her plade. Falken, den blinde, patetiske dræber. Det er ikke et almindeligt konstruktivt opgør med omgivelsernes snærende rammer. Det er den fortabte gangster, det er den forskruede oprører. Det er dem selv, men det er også Billy the Kid, Rimbaud, Bonnie & Clyde, Blekingegadebanden, og ja, jeg kan ikke se hvordan det kan undgå at være Varg Vikernes, den morderiske nynazist bag Burzum. En idiot, en nazist, en morder. Men derfor er Burzum's Filosofem stadigvæk et af de største skandinaviske mesterværker i umindelige tider. Vi ved at iceage er fans af Vikernes' musik, og jeg tror ikke at det er så langt ude, at de føler at de 'forstår' eller 'identificerer' sig med ham. Men altså, det er lidt ligesom Lars von Trier og Hitler. Det vigtige ved falken er jo også, at det netop er en kritik af den her type geni. Pladen viser netop det tillokkende og kraftfulde ved den her tanke, men samtidig udstiller den jo også det patetiske og nyttesløse bag ved. Falken er blind, falkoneren er altid i kontrol, og friheden er en illusion. Den blinde voldseksplosion er tillokkende, men den nytter ikke noget. Derfor er den stadig tillokkende.<br />
<br />
<iframe allowfullscreen="" frameborder="0" height="315" src="http://www.youtube.com/embed/DPyOhP1GTRQ" width="420"></iframe><br />
<br />
Jeg er utilpas ved, at alt på den her nye plade rammer mig så direkte. At falken virker så lokkende, selvom jeg ved hvor kontrolleret den er. Og at jeg tror på himlen selvom jeg kan se, at det er en væg. Jeg er utryg ved, at det her album <i>alligevel </i>føles mere relevant i Danmark 2013, end stort set alt andet på den danske scene. Iceage selviscenesætter virkelig sig selv på en tillokkende og ekstrem måde, og samtidig udstiller de hvad de laver. Det er et utroligt modigt projekt, tror jeg, men det fortjener så sandelig også 'kritik'. Ikke fordømmelse. Men at vi snakker om det.<br />
<br />
Musikken? Lyt selv på <a href="spotify:album:5Ce2h8vpRcXPOMiheXsvP4">spotify</a>, den her tekst ville snakke om cover og kontekst. Den bedste beskrivelse er sgu næsten at de lyder som den blinde falk, jo. Blind vold, nogenlunde flyvsk og velkontrolleret.Frederik Bovéhttp://www.blogger.com/profile/01168897045402832044noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-1084702403189930278.post-40108599041890746212013-01-08T20:09:00.000+01:002013-01-08T20:21:17.563+01:002012 Top 20De sidste par år har jeg haft en slags rutine i min musiklytning om vinteren. I december udkommer årslisterne og årsberetningerne, og jeg bruger min tid på at høre alt det som var 'vigtigt' og den slags, også for at finde ud af hvad jeg selv syntes var bedst. Så i januar er jeg træt af alt det vigtige, og hører i stedet alt muligt mærkeligt jeg ellers ikke gider, og falder fuldstændig for et eller andet jeg aldrig har gidet før. For to år siden var det Black Metal, i år ser det ud til at være <a href="http://www.youtube.com/watch?v=T5cefIviF_c">bulgarsk pop</a>. Sidste år var det to mixtapes: Et med pop fra Ghana og Nigeria, og et med pop fra Korea. Og det meste af året har jeg været fuldstændig forgabt i G-pop, N-pop og, mest af alt, K-pop. Energisk, catchy, uden frygt for at være for meget. En skøn modgift mod indie-scenen i år, som var så KVÆLENDE KORREKT, at det næsten ikke var til at holde ud. Når man tog det store udblik, i hvert fald. Hver for sig var pladerne sådan set fine nok, der var ikke mange af årets konsensus-plader, som jeg ikke kunne lide. De var alle sammen veludførte og kompetente... Og så var der bare ikke ret meget andet. Jeg tror sjældent før jeg har haft et år, hvor jeg hørte så mange plader, der kunne være på en top-tyve, og så få jeg havde lyst til at placere i top-fem. Til gengæld var der fantastisk mange gode sange, hvorfor jeg lavede en top ti over de bedste af dem, som ikke også optrådte på et af mine yndlingsalbums. Det kunne også sagtens have været en top tyve, men det havde bare været en liste over afrikanske sange + Carly Ray Jepsen og Taylor Swift. Anyways: Her er hvad jeg kom frem til jeg bedst kunne lide fra i år, skrevet ned den 31 december. Allerede nu ser den forkert ud (den der Grimes-plade er sgu altså ret god, alligevel) Jeg skal nok få skrevet noget om det bedste af det bedste. Meget snart.<br />
<br />
Bedste Plader<br />
1.Animal Collective - Centipede Hz<br />
2. Passion Pit - Gossamer<br />
3. Oren Ambarchi - Audience of One<br />
4. Swans - The Seer<br />
5. Om - Advaitic Songs<br />
6. Miguel - Kalaidoscope Dreams<br />
7. Andy Stott - Luxury Problems<br />
8. Mt Eerie - Clear Moon / Ocean Roar<br />
9. Dean Blunt & Inga Copeland - Black is Beautiful<br />
10. Dirty Projectors - Swing Lo Magellan<br />
11. TNGHT - TNGHT<br />
12. Godspeed You Black Emperor - Allelujah Don't Bend Ascend<br />
<a href="http://cyborgpostrock.blogspot.com/2012/06/crystal-shipsss-yay-12.html">13. Crystal Shipssss - Yay</a><br />
14. Future - Pluto<br />
<a href="http://cyborgpostrock.blogspot.com/2012/09/the-xx-coexist-12-og-noget-om-genre-lan.html">15. The XX - Coexist</a><br />
16. Jessie Ware - Devotion<br />
17. Frank Ocean - Channel Orange<br />
18. Synd og Skam - Blafret Ør af Kjoler<br />
19. Aluk Todolo - Occult Rock<br />
20. Alcest - Les Voyage de L'Ame<br />
<br />
Bedste Numre<br />
1. Kesi - Ku Godt<br />
2. Olu Maintain - Nawti<br />
3. Kendrick Lamar - Cartoon & Cereal<br />
4. Fang Island - Asunder<br />
5. Usher - Climax<br />
6. Keche - Aluguntugui<br />
7. G-Dragon - One of a Kind<br />
8. Purity Ring - Fineshrine<br />
9. Korallreven - Sa Sa Samoa (Elite Gymnastics Remix)<br />
10. Guru - KaraokeFrederik Bovéhttp://www.blogger.com/profile/01168897045402832044noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-1084702403189930278.post-80907580156955937652012-10-11T01:05:00.001+02:002012-10-11T01:09:36.331+02:00Ars Nova - Summa, Garnisonskirken 9/9-2012Søndag den niende september opførte koret Ars Nova en koncert de kaldte for Summa i Garnisonskirken i København. Jeg var inde og høre det, og jeg var meget berørt og begejstret. Ret hurtigt derefter skrev jeg nogle noter ned, som jeg havde tænkt mig at skrive sammen til et eller andet, men tiden gik, koncerten kom længere og længere bagud i tid og hukommelse, og efterhånden virkede det mindre og mindre relevant. Men så kom jeg dog frem til, at intet af det jeg skriver herinde alligevel kan siges at være decideret <i>relevant </i>for nogen at læse, så jeg tog mig sammen og skrev et lille indlæg om koncerten:<br />
<br />
<iframe allowfullscreen="allowfullscreen" frameborder="0" height="315" src="http://www.youtube.com/embed/uOLKJkiECi4" width="420"></iframe><br />
<br />
Programmets første værk var logisk nok Arvo Pärt's <i>Summa (Credo)</i>. Værket benytter det latinske Credo (trosbekendelse) og cirkler rundt i parallelle stemmeføringer. Det føles virkelig som noget summerende. Som noget alt-omfattende. Som om at troen er hel og systematisk, et grundlag for et gennemført livssyn. Videre mindede det mig om det aristoteliske verdenssyn, du ved, med jorden i midten (og Jerusalem naturligvis i midten af jorden) og så cirkler Månen og Merkur og Solen og Stjernerne udenom, i hver deres cirkel, og yderst ude er Gud, hvis kærlighed holder det hele i gang. Det var et smukt og trygt stykke. En konstruktion der virker gennemført og fuldendt. Så naturligvis gik store dele af resten af koncerten med at rive det indtryk fra hinanden.<br />
<br />
<iframe allowfullscreen="allowfullscreen" frameborder="0" height="315" src="http://www.youtube.com/embed/iwDqDf4dIkc" width="420"></iframe><br />
<br />
Det startede ellers smukt nok, med Johannes Ockeghem's (d. 1497) <i>Graduale</i> med latinsk tekst, der i programmets engelske oversættelse lød:<i> Even though I walk through the valley of the shadow of death, I will fear no evil. Thy rod and thy staff they comfort me</i>. Men det næste værk var ganske anderledes, fragmentarisk og foruroligende. Shulamit Rans <i>Credo / Ani Ma'amin</i> ville under alle omstændigheder have virket sammensat, eftersom det er en jødisk komponist der er blevet bedt om at give sit bud på et kristent Credo. Ran har selv valgt teksterne, som blander hebraisk, latin og engelsk. Ofte samtidigt: hvor stemmerne i <i>Summa</i> fulgtes ad, så syntes stemmerne i <i>Ani Ma'amin</i> at snakke imod hinanden og efter hinanden. Hvis <i>Summa</i> var lyden af cirkel-legemers rejse rundt på himlen, så var Ani Ma'amin lyden af et spraglende og travlt samfund, med forskelle og ligheder internt. Stemmerne fandt dog sammen i slutningen af første del med linjerne: <i>God of Mercy, Eyl Maley rachamim</i>...<br />
<br />
… hvorefter en af tenorerne trådte frem og læste en kort tekst op, om en femten-årig pige i Auschwitz... Som man nok kan forestille sig, så var kontrasten ualmindelig stærk. Det er jo mildest talt forståeligt, at et jødisk credo er nødt til at forholde sig til Shoah, erfaringen fra jødeudryddelserne i fyrrerne. Mere generelt er det en erfaring, som hele den vestlige klassiske kultur, af hvilke den klassiske musik jo normalt ses som en af de mest 'sofistikerede' dele, er nødt til at forholde sig. Og det har den da også gjort, nogen gange mere sofistikeret end andre. Værker som Penderecki's <i>Threnody for the Victims of Hiroshima</i>, eller Gorecki's <i>Tredje Symfoni</i> (der på samme måde som Ran's <i>Credo</i> sætter musik til tekster fra historiens ofre) eller Reich's <i>Different Trains</i> behandler meget direkte det tyvende århundredes forbrydelser. Jeg kan sagtens forestille mig, at visse lyttere rynker på næsen og finder dele af dette repertoire letkøbt (jeg har det selv lidt svært med historien om, at Penderecki skulle have fundet hans værk så stærkt, at det burde have et tungere navn, og først derefter tilegnet det Hiroshima), men Ran's værk indoptager forbrydelserne som en naturlig del af Credo'et, som et spørgsmål den jødiske tro er nødt til at forholde sig til. Og værket giver ikke noget svar. Efter tekstoplæsningen er der to sektioner, kaldet Reflection/Confrontation og Reflection/Vow i programmet. Konfrontationen spørger, hvorvidt Gud forestiller sig, at man stadig kunne hylde ham på vej ind i gaskammeret (og crescendoet på ordene '<i>Prussian gas</i>' er rædselsvækkende). Det andet lover, at selv om Gud har gjort sit værste for at få den troende til at miste modet, så vil han stadig lovsynge ham, kontrært og sammenbidt. Som Ockeghem's <i>Graduale</i>, men trodsigt i stedet for trofast. Det er to reaktioner, der begge er forståelige, men samtidig uforenelige. Credo'et forsøger heller ikke at forene de to synspunkter, men lader dem stå over for hinanden, splittet og fragmentarisk.<br />
<br />
<iframe allowfullscreen="allowfullscreen" frameborder="0" height="315" src="http://www.youtube.com/embed/kM9thXuECpA" width="420"></iframe><br />
<br />
Således efter at Pärt's vidunderlige verdensbillede var slået sønder og sammen, så var der et mindre ophold i koncerten. Anden halvdel bestod af seks lovsyngninger af Jomfru Maria, tre af Pärt og tre af Ockeghem, vekslende mellem hinanden. Ockeghem's rænescance motetter var igen vidunderlige, tidsløs skønhed og samhørighed til ære for den hellige jomfru. Pärt's tre værker, derimod, præsenterede samlet igen en tro der var splittet og afvekslende. Først og fremmest var de på tre forskellige sprog som titlerne: <i>Bogoróditse Djévo</i>, <i>Most Holy Mother of God</i> og <i>Magnificat</i> vel også afslørede. Den første var dansende og nærmest folkelig, den syntes at skildre en menneskelig Maria, en nazaræisk kvinde. Den anden havde blot teksten: <i>Most Holy Mother of God Save Us</i>, og skildrede et personligt tros-billede. Den sidste, det fantastiske <i>Magnificat</i>, er det ikoniske, det mystiske, det sublime. Dissonanser afløses af harmonier, afløses igen af dissonanser. Pianissimo og indfølt bøn afløses af fortissimo og noget der nærmest lyder som en trussel.<br />
<br />
<iframe allowfullscreen="allowfullscreen" frameborder="0" height="315" src="http://www.youtube.com/embed/TbxnnC22gwY" width="420"></iframe><br />
<i>Jeg har selv sunget dette værk i gymnasie-kor, så jeg er måske forudindtaget omkring dets mesterlighed. Men når et kor af Ars Novas ufattelige kvalitet rammer f.eks. det massive 'Suscepit Israel', 4:30 inde i videoen, i et rum så flot som Garnisons-kirken, så går tiden fuldstændig i stå.</i><br />
<br />
Jeg kender da folk, der afviser Pärt som kitch, tom skønhed. Et værk som<i> Summa</i> er da også på en eller anden måde så absolut utidssvarende som noget kan være. Men i denne sammenhæng, som orden der straks blev slået itu, kom den til at virke perfekt. Ikke som billede af en gældende orden i verden, men som et billede af en drøm om orden. Man tabte vejret over de guddommeligt smukke klange hos Pärt og Ockeghem (og der er jo få ting i verden så umiddelbart smukke som lyden af a capella sang i et kirkerum), derefter blev man konfronteret med verdens forfærdelige råhed hos Ran, hvorefter man straks blev forført af nok en Ockeghem. Og følelsen af sammenhæng i de smukke passager er naturligvis også forstærket af et så egalt kor som Ars Nova: Der var 12 sangere, men flere gange i løbet af koncerten mente jeg kun at kunne høre fire stemmer, de er så sammensungne at stemmerne simpelthen smelter sammen hvis ikke man selv lytter efter. Via kontrasterne i koncertens program kom de skønhedssøgende værker måske til dels at fremstå naive og eskapistiske, men samtidig også overvældende forståelige og ønskværdige. Shulamit Ran's <i>Credo</i> var derimod grumt og uomgængeligt, en flænge i de andre værkers drømmebilleder. Programmet som sådan blev derfor et paradoks. Et åbent sår. Og bestemt ikke ret let at ignore.<br />
<br />
<i>Dette indlæg kan måske alligevel virke blot en lille smule relevant, for Ars Nova synger Pärt to gange til i løbet af efteråret. På fredag den tolvte oktober, til kulturnatten, synges et kort program med Pärt, Ockeghem og Bent Sørensen, og torsdag den femogtyvende oktober opføres Pärt's storværk Passio.</i>Frederik Bovéhttp://www.blogger.com/profile/01168897045402832044noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-1084702403189930278.post-84553249783332353862012-09-24T00:46:00.000+02:002012-09-24T00:46:40.192+02:00The XX - Coexist (12) og noget om genre-lån<div class="separator" style="clear: both; text-align: center;">
<a href="http://oxfordstudent.com/wp-content/uploads/2012/09/packshot-300x300.jpg" imageanchor="1" style="margin-left: 1em; margin-right: 1em;"><img border="0" src="http://oxfordstudent.com/wp-content/uploads/2012/09/packshot-300x300.jpg" /></a></div>
Når et band trækker elementer fra knap så kendte genrer ind i deres musik, så går det ofte hen over hovedet på mange af deres lyttere, inklusive anmeldere. Jeg har skrevet om det tidligere med <a href="http://cyborgpostrock.blogspot.com/2010/01/vampire-weekend-contra-10.html">Vampire Weekend</a>, nu skriver jeg lidt det samme om The XX, der på deres nye album Coexist har blandet en vis del moderne britisk bas-musik ind, hvilket jeg synes er blevet undervurderet i de fleste anmeldelser, der i høj grad har anklaget bandet for at stå i stampe. Hvor jeg også selv måske ville ønske, at bandet tog deres lyd et skridt længere ud, så er der dog stadigvæk ting på pladen, som jeg finder vildt gennemført lavede, og med andre lyde end debuten.<br />
<br />
<iframe allowfullscreen="allowfullscreen" frameborder="0" height="315" src="http://www.youtube.com/embed/_nW5AF0m9Zw" width="560"></iframe><br />
<br />
Men inden jeg går i gang med Coexist vil jeg godt snakke lidt om noget, som jeg synes er lidt nedprioriteret hos musikanmeldere: Viden. Jeg ved godt jeg virker helt vildt arrogant at skrive det på den måde, men jeg mener bare, at det hos mange læsere og anmeldere virker som om folk mere prioriterer, at anmelderen har god smag, og evt gode skrive-evner. Folk er da heldigvis blevet enige om, at smag og behag er forskellige, og at der ikke er noget der hedder objektive vurderinger, men det betyder jo ikke, at der ikke er elementer af musik, som man objektivt kan beskrive. Det er jo egentlig helt banalt: Vi kan ikke objektivt sige hvad teksterne handler om, men vi kan jo godt objektivt sige hvad teksterne <i>er.</i> På samme måde er der også en hel masse elementer ved selve musikken, som man kan beskrive objektivt, rytmer, melodier og genrer. Nej, jeg mener ikke, at alle anmeldere skal have studeret musikteori og kende hele musik-historien for at kunne skrive om noget som helst, men i mine øjne, så er en god anmelder nysgerrig, og villig til at undersøge og slå ting op. Naturligvis er der ingen, som kan vide alt (blandt mine egne utallige blinde punkter er f.eks. at jeg ikke kan spille to akkorder på en guitar, så jeg bliver altid overrasket, når guitarkyndige tripper over, hvor vildt guitar-lyden er hos bands som Sonic Youth og Pavement, og selv Joni Mitchell. For mig er det bare lyde, men man skal åbenbart stemme sin guitar helt specielt for at kunne det... Jaja, hvad ved jeg), men man kan da gøre forsøget... Anmeldelser bliver ofte bedre, jo mere anmelderen ved... Jeg vil nu bevise denne påstand, ved at skrive om noget jeg reelt set ikke aner ret meget om, nemlig two-step-musik og afro-caraibiske rytmer, og forhåbentlig vil du, kære læser, klart kunne se, at indlægget havde været enormt meget bedre hvis jeg havde haft noget mere viden... (for ikke at tale om hvor meget bedre det havde været, hvis jeg havde haft praktisk erfaring med anmelderi og deadlines og alt det der. Verden er skøn og u-stressende når man kun har sin egen blog)<br />
<br />
<iframe allowfullscreen="allowfullscreen" frameborder="0" height="315" src="http://www.youtube.com/embed/DD7IwXWfDW4" width="560"></iframe><br />
<br />
Mine bemærkninger handler først og fremmest om nummeret Chained, pladens bedste nummer, og i mine ører årets bedste rytmespor. Jeg er helt vild med den utroligt mærkeligt ustabile måde rytmen starter på. Fra 0:22 til 0:38 ligger der bare et mærkeligt slag helt uden for noget som helst. Først senere bliver det logisk hvad det er der foregår: Det er såmænd et helt typisk two-step-lift, men når selve beatet ikke er der, så giver det ingen mening. Det klassiske step beat, som senere kommer til, hedder bum-ba-tjik, bum-ba-tjik, men herpå startes med ba'et, så at sige, så der er ikke andet end -ba-, -ba-. Jeg er vildt med det, det er en genialt simpel idé, som tager noget velkendt, og får det gjort ganske bizart. Normalt giver ba'et mening fordi det leder hen til tjik'et, stil det for sig selv, og det er bare mærkeligt. Jeg vil desuden også påstå, at det er en helt ny idé for bandet. Der blev gjort meget ud af, at debuten trak på ting som dubstep og r'n'b, men det var som regel ikke de opklippede rytmer. Der var bas-rumlen, som sjældent set i indie-rock, i sange som Islands, men generelt var idéerne hentet fra dubstep scenen teksturelle snarere end rytmiske. Det lød for mig mere som om, at bandet havde hørt 'post-dubstep' plader, end at de havde været ude på dansegulvet. Sådan har jeg det ikke længere. Det er desuden en idé, som passer perfekt til indie-rock. Hvis et two-step-nummer brugte den idé, så ville det dels ret meget ødelæggen idéen med two-step (man kan ikke danse til det), og desuden ville det jo ikke rigtig være overraskende at det blev step'pet, eftersom alle de andre rytmer på pladen/ep'en/mixtapet/dj-sættet også ville have den samme rytme... Step musik, fra 2-step til dub-ditto, er bestemt radikalt eksperimenterende, langt mere end indie-rock i samme periode, men der er visse eksperimenter, som indie'en bedre kan tillade sig, og dette er et af dem. Igen, vildt fedt nummer.<br />
<br />
<iframe allowfullscreen="allowfullscreen" frameborder="0" height="315" src="http://www.youtube.com/embed/dxvUudmGTVc" width="560"></iframe><br />
<div style="text-align: center;">
<i>Jeg kan desværre kun finde en live udgave. Beatet går i gang et stykke inde.</i></div>
<br />
Endnu et eksempel: Jeg har set mange folk fremhæve Reunion, men mest på grund af olietønde-lydende. <a href="http://www.information.dk/311623">Information skriver</a> om Jamie XX:<span style="font-family: inherit;"> <span style="background-color: black;"><span style="line-height: 19.484848022460938px;"><i>Hans fremragende melodiske øre kommer dog til sin ret på »Reunion« med de smukke olietøndesamplinger (efterhånden en Jamie xx-signatur) i sitrende smukke mønstre. </i><a href="http://politiken.dk/kultur/musik/anmeldelser_rockpop/ECE1754300/indiedarlings-gentager-succesen/">Politiken</a>: </span><span style="font-style: italic; line-height: 16.363636016845703px;">Det er duvende popmusik, der kun er en gradbøjning fra at falde i staver, så det er lige før, man skvatter ned af stolen, da nummeret 'Reunion' starter med lidt kattepoter på en olietønde. </span><span style="font-style: italic; line-height: 16.363636016845703px;">Steelpans</span><span style="line-height: 16.363636016845703px;"><i> er en god og anderledes musikalsk idé, og dem kunne The xx altså godt have brugt nogle flere af. </i><a href="http://thequietus.com/articles/09912-the-xx-coexist-review-2">The Quietus</a>: </span><span style="line-height: 25px;"><i>on 'Reunion' those bloody steel pans keep trying their level best to batter their way into earshot through a fug of reverbed guitar. </i><a href="http://pitchfork.com/reviews/albums/17022-coexist/?utm_campaign=search&utm_medium=site&utm_source=search-ac">Pitchfork</a>: </span><span style="font-style: italic; line-height: 24px;">The only real evidence of those explorations here is the steel drum that pops up on "Reunion", which brings to mind his use of the instrument in his single "Far Nearer" and gives </span><span style="font-style: italic; line-height: 24px;">Coexist</span><span style="line-height: 24px;"><i> a rare crack of light. </i>Og jeg skyder på, at det også er olietønderne, som <a href="http://www.soundvenue.com/anmeldelser/2012/08/12/the-xx-coexist">Soundvenue's anmelder</a> havde i tankerne, da han skrev: </span></span><span style="line-height: 22px;"><i><span style="background-color: black;">Beatstøber Jamie xx’s flirt med caribiske klange, som han har dyrket som soloartist, popper op undervejs på den åndedrætsstandsende ’Reunion’</span> </i>Her ser vi igen hvordan 'viden' spiller en rolle i anmelderier, ting som er nemme at definere (som lyden af olietønder) bliver oftere beskrevet end mere obskure og bizarre ting. Det beat, som starter i videoen, er jeg nemlig ret sikker på overhovedet ikke er caraibisk, og desuden en fuldstændig ny og aktuel ting, som bandet ikke har givet sig i kast med før. Jeg tror nemlig, at det er et typisk ghanesisk dansebeat. Jeg hørte det i hvert fald hele tiden, da jeg gav mig i kast med at lytte til hvad der blev kaldt 'afrobeats' tidligere i år, som virkelig tog Londons dansegulve med storm. Et eksempel herunder:</span></span><br />
<br />
<iframe allowfullscreen="allowfullscreen" frameborder="0" height="315" src="http://www.youtube.com/embed/87MSNRfDKEQ" width="420"></iframe><br />
<div style="text-align: center;">
<i>Det er ikke verdens bedste eksempel, men rytmen er grundlæggende den samme. Som med alt andet de bruger, så har XX skåret den helt ind til benet.</i></div>
<br />
<div style="text-align: left;">
Når man forsøger at skrive om objektive ting som rytmer, så er chancen ret meget større for, at man falder fladt på ansigtet. Det er da bestemt muligt, at Jamie har hørt rytmen på en dancehall-plade (så meget ved jeg ikke om dancehall, og vest-afrika og caraibien deler en del rytmer grundet slavehandels-ruter) Jeg tror det nu ikke, jeg tror det er en ghanesisk rytme. Igen er det en fantastisk udgave af beatet, som hurtigt forsvinder fra trommerne og i stedet bliver et sammenspil mellem bas og tromme, med olietønder inden over. Igen, nummeret ville ikke virke hvis det rent faktisk var afrobeats, for effekten kommer af overraskelsen, og den løsrevne og opklippede måde rytmen kan spilles og bruges på. Men altså, for at føle det er en overraskende rytme skal man vide hvor den kommer fra...</div>
<br />
Der er flere eksempler på musikalsk nytænkning på pladen: house-musik i Swept Away (som dog ikke er mit yndlingsnummer), det mærkelige vrængende sample i Try (som også lyder som en klub-idé, eller måske mere noget fra hiphop). Men hvor måske halvdelen af numrene har elementer som kommer helt bag på mig, så er den anden halvdel lidt stillestående. En anmelder skal jo altid skrive om det musik der er på pladen, og ikke på hvad man ville ønske der var i stedet for, men jeg er jo heldigvis ikke anmelder men blogger, så jeg vil skrive, at jeg ville ønske XX forsøgte at lave en Pygmalion. Slowdive tog her også idéer fra samtidens dansemusik (ambient house og chill-out) og skar det helt ned til benet, men i modsætning til XX slap de fuldstændig tråden til pop-musikken, og svævede i stedet bare rundt i fem-ti minutter lange lyd-landskaber. The XX binder sig på albummet for meget til et pop-paradigme, hvorfor eksperimenterne ikke rigtig kommer til deres ret, og det gør deres pop-sange pudsigt nok heller ikke. Tænk på, hvor meget sange som Angels ville træde frem, hvis resten af albummet var bizarre lydflader, i stedet for sange der minder ret meget om Angels, men ikke er helt lige så gode.<br />
<br />
<iframe allowfullscreen="allowfullscreen" frameborder="0" height="315" src="http://www.youtube.com/embed/UyU2XrDjO1M" width="420"></iframe><br />
<div style="text-align: center;">
<i>Det er en helt igennem fantastisk plade, og det her er et af de mere poppede numre... Hele pladen kan høres på youtube.</i></div>
<div style="text-align: center;">
<i><br /></i></div>
<div style="text-align: left;">
Så altså, jeg synes ikke Coexist er årets plade eller noget, men jeg synes bestemt den er bedre end sit rygte. Især fordi dens rygte synes at være, at den lyder for meget som debuten, og ikke indeholder nye ting. Det gør den altså helt bestemt, og den behandler til tider disse nye ting ret fedt, men man skal måske vide hvad de forskellige elementer er, før man kan vurdere om de er velkendte eller ej...</div>
Frederik Bovéhttp://www.blogger.com/profile/01168897045402832044noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-1084702403189930278.post-69949099819885896512012-06-17T15:14:00.000+02:002012-06-17T15:23:22.947+02:00Crystal Shipsss - Yay (12)<div class="separator" style="clear: both; text-align: center;">
<a href="http://static.gaffa.com/images/2012/05/16/64a731eda7c2_133719824245_coverstor2.jpeg" imageanchor="1" style="margin-left: 1em; margin-right: 1em;"><img border="0" src="http://static.gaffa.com/images/2012/05/16/64a731eda7c2_133719824245_coverstor2.jpeg" /></a></div>
<title></title><style type="text/css">
<!--
@page { margin: 0.79in }
P { margin-bottom: 0.08in }
-->
</style>
<br />
<div style="margin-bottom: 0in;">
Når man er et selvproklameret
'psych'-agtigt band, så er navnet Crystal Shipsss altså alt for
åbenlyst. Det minder for meget om Wooden Shijps, det er også et
forkert stavet skib, men hvis man vil differentierer sit band-navn
gennem materialevalget, så er krystallen altså ikke den rette vej
at gå. Coveret på den her plade bringer også minder til ganske
mange andre bands. Barndommen i en forstad bliver invaderet af en
uhyggelig maske. Det bringer ganske mange mindelser om typisk
'hauntology'-bands*. Men derimod, så kan jeg ikke helt greje navnet
på pladen. Yay. Er det ærligt ment? Er det ironisk? Lakonisk? Skal
det leveres som et jubelråb eller et sarkastisk suk? Den her plade
er – ikke overraskende – lo-fi psych-sange med tydeligt
hauntologisk islæt, men der er så lige den der 'Yay'-faktor, som
holder det uforudsigeligt og uformeligt. Jeg kan simpelthen ikke
greje om det er et storværk eller et frikvarter, om Crystal Shipsss
giver et seriøst indskud i de respektive genrer, eller om de tager
pis på dem. Jeg tror de gør begge dele på samme tid, og det er vel
egentlig også ret imponerende.</div>
<div style="margin-bottom: 0in;">
<br /></div>
<div style="margin-bottom: 0in;">
<iframe allowfullscreen="" frameborder="0" height="315" src="http://www.youtube.com/embed/PBqdKR0QBZ0" width="420"></iframe></div>
<div style="margin-bottom: 0in;">
<br /></div>
<div style="margin-bottom: 0in;">
Tag sang tre, My Dark Slimy Soul. Det
er ret meget ordet 'Slimy', som er Yay-faktoren i den titel. Uden det ord
ville det være en arketypisk songwriter-titel. Men så er sangen så
også ganske mærkelig. Sangen er 1:38, der er ikke flere ord i
teksten end der er i titlen – bortset fra et enkelt ah-ah – og i
stedet for et vers er der blot samplet lidt radio-snak ind midt
imellem to gange omkvæd. Men når det andet omkvæd starter, så
starter også en enkelt tambourin, og Jacob Faurholt bliver
overdubbet så nu er der dobbelt op på den spøgelses-spinkle
falset-stemme han benytter på hele pladen. For det første virker
det pisse-godt, langt bedre end det burde. For det andet, hvis nu det
bare var en joke sang, hvorfor har han så gjort sig så umage med
den mystiske stemning i det andet omkvæd? Og hvorfor i alverden
lagde han ikke kræfterne i at skrive et vers – bare et enkelt vers
for haen – som en normal sangskriver? Beats me.</div>
<div style="margin-bottom: 0in;">
<br /></div>
<div style="margin-bottom: 0in;">
<iframe allowfullscreen="" frameborder="0" height="315" src="http://www.youtube.com/embed/Eng2wwgrnZw" width="560"></iframe></div>
<div style="margin-bottom: 0in;">
<br /></div>
<div style="margin-bottom: 0in;">
Der er ti sange på pladen, og kun tre
af dem er længere end to minutter. Alt i alt er pladen 22 minutter
lang. Det meste er sange ret meget i stil med Smile ovenover – og
læg mærke til hvordan det igen kun er den samme frase der bliver
gentaget, til sidst med effekter på, det virker sgu. På grund af
den meget spinkle sangstemme har jeg det meste af tiden ingen idé om
hvad teksterne går ud på. Og så er der lige de tre lange numre,
som til gengæld virker ret gennemarbejdede. På Crystal Lipsss, som der desværre ikke er lavet en video til, gøres
der meget ud af at etablere en stemning, de første sekunder går med
en lyd som jeg skyder på er en klaverbænk der bliver indstillet,
det er i hvert fald et klaver der bliver spillet på derefter. Der er
virkelig blevet malet et billede af en mand med et klaver, jeg skyder
på at manden sidder helt alene i en mørk hytte langt væk fra
alting. Men så! Så kryber en dæmonisk el-guitar ind i sangen, og
før man ved af det, så har den fuldstændig overtaget alting! Dog
sejrer manden til sidst, og kan synge sangens sidste strofe af a
capella! Det er vældig dramatisk. Men her er så Yay-faktoren: Omkvædet i sangen, den strofe der bliver gentaget, og en af de få
tekstbidder jeg forstår, er noget med <i>'crack like an egg and a bird
appears / hello / hello / hello / hello'</i> En lille pip-fugl. Godt nok
en talende pip-fugl, det er vel et eller andet sted lidt uhyggeligt,
og jeg er ikke helt sikker på hvad det er der revner som et æg, det
kunne vel godt være noget uhyggeligt (jeg tror det er et 'skull',
fair nok, det er lidt skummelt), men det er nu stadig lige knap det
skelethoved, som ellers synes at krænge sig vej ud af coveret...</div>
<div style="margin-bottom: 0in;">
<br /></div>
<div style="margin-bottom: 0in;">
<iframe allowfullscreen="" frameborder="0" height="315" src="http://www.youtube.com/embed/MhPJfVkeioQ" width="560"></iframe></div>
<div style="margin-bottom: 0in;">
<br /></div>
<div style="margin-bottom: 0in;">
Men at det ikke kun er spas og løjer
afsløres af pladens to sidste numre. Burning Kingdom lyder som noget
inspireret af moderne metal. Måske noget doom, eller et af
Deathspell Omega's Obombration numre. Se videoen ovenover, det er også
ret tydeligt hvad det er for et kongerige som er ved at brænde.
Basere en skræmmende video på gamle klip fra Disneyworld er næsten
for nemt, og igen lidt et træk hvor jeg er usikker på, om de tager
pis på hauntologien Men igen, når den der sataniske mus kommer
springende med et hysterisk grin på, i front for et uniformeret
march-orkester, ja så virker det da. Det er sgu da skræmmende. Og
efter undergangen kommer genfødslen: Den sidste sang hedder Sunshine, den og
består kun af sang og akustiske instrumenter og fuglefløjt. Det
eneste problem er så, at pip-fuglen jo tidligere var det skræmmende... Er det et tiltænkt tvist eller ej? Beats me, dertil forstår
jeg for lidt af teksterne. Jeg sidder tilbage og klør mig i håret.
Og så trykker jeg repeat.</div>
<div style="margin-bottom: 0in;">
<br /></div>
<div style="margin-bottom: 0in;">
<iframe allowfullscreen="" frameborder="0" height="315" src="http://www.youtube.com/embed/dAyUMoE0Qgo" width="420"></iframe></div>
<div style="margin-bottom: 0in;">
<br /></div>
<div style="margin-bottom: 0in;">
Jeg kan virkelig ikke finde ud af den
her plade. Er det en forvokset EP? Er det et sideprojekt? Er det en
pastiche? Det er vel alle tre ting, men samtidig er produktet simpelthen
for godt til at kunne affejes på den
måde. Pladen sætter sig egentligt midt mellem to stole, og er umulig
helt at få hold om. Men det er vel også derfor jeg er så
fascineret af den, at jeg kan høre den om og om igen, uden at blive
træt af den. De bitte små skift i instrumentation er utrolig godt lavet. Jeg mistænker måske at det er blevet nemmere at lave med nutidig teknik, men who cares hvis resultatet er godt. Alle stemningerne bygges så fantastisk op, og bliver så
straks skudt ned igen. Det er virkelig godt at lytte til, men lidt
sværere at spille smart på, men det er vel kun et problem hvis man
forsøger at fortolke hvad der sker, det kan man jo bare lade være
med. Pladen er halvt poltergejst og halvt pip-fugl, og dermed umulig at
putte i bur, en flot fjer i hatten på den danske musikscene, der blot bliver en anelse stækket af den korte varighed, så jeg er spændt på at høre hvor
højt de kan komme hvis de folder vingerne helt ud. Og nu skal jeg
nok holde op...</div>
<div style="margin-bottom: 0in;">
<br /></div>
<div style="margin-bottom: 0in;">
<i>* Om Hauntology: Det er et begreb om hvordan fortiden hjemsøger nutiden. Oprindeligt Derrida, musikalsk brugt til at beskrive ting som Ghost Box, Ariel Pink, Demdike Stare. Så et albumcover med spøgelses-forstad er ret hauntologisk. Jeg har skrevet om hvordan begrebet kan forstås med Mad Men <a href="http://kronop.blogspot.com/2010/03/nostalgi-hauntologi-mad-men.html">her</a>.</i> </div>Frederik Bovéhttp://www.blogger.com/profile/01168897045402832044noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-1084702403189930278.post-7727067001013802872012-05-14T14:42:00.000+02:002012-06-17T15:16:28.888+02:00Simon Deer - Simon Deer (11)<title></title><style type="text/css">
<!--
@page { margin: 0.79in }
P { margin-bottom: 0.08in }
-->
</style>
<br />
<div class="separator" style="clear: both; text-align: center;">
<a href="http://f0.bcbits.com/z/31/94/3194309156-1.jpg" imageanchor="1" style="margin-left: 1em; margin-right: 1em;"><img border="0" height="320" src="http://f0.bcbits.com/z/31/94/3194309156-1.jpg" width="320" /></a></div>
<div style="margin-bottom: 0in;">
<br /></div>
<div style="margin-bottom: 0in;">
<br /></div>
<div style="margin-bottom: 0in;">
Det er jo generelt vigtigt for en dansk
kunstner der vil synge på engelsk, at tilpasse sin musik efter ens
eget greb om det engelske sprog. Simon Deer har en ret nem og simpel
løsning, som jeg da er sikker på, at mange andre må have brugt før
ham. Han holder produktionen lo-fi, hans stemmeføring er for det
meste afdæmpet og resigneret, og så er hans tekster søgende og
udspørgende, snarere end bestemte og udsigende. Det er
bed-room-folk, han lyder som om han anskuer verdenen fra hans eget
lille kammer. Nogle gange minder han mig om figurer som Dostojevskis
Kældermennesker. Eftersom han skriver som en lidt skæv og søgende person, så gør det heller ikke så meget når teksten en gang imellem også bliver lige lidt skæv. Det kunne lyde som en lidt forsigtig
ting at gøre, men Simon Deer formår alligevel at være ambitiøs i
hans skildring og undersøgelse af denne kælder-kammer-person, via
intonering, arrangement og ambitiøst emnevalg.</div>
<div style="margin-bottom: 0in;">
<br /></div>
<div style="margin-bottom: 0in;">
<iframe allowtransparency="true" frameborder="0" height="355" src="http://bandcamp.com/EmbeddedPlayer/v=2/album=3839924683/size=grande2/bgcol=FFFFFF/linkcol=4285BB/" style="display: block; height: 355px; position: relative; width: 300px;" width="300">&lt;p&gt;&amp;amp;amp;lt;a href="http://simondeer.bandcamp.com/album/simon-deer"&amp;amp;amp;gt;Simon Deer by Simon Deer&amp;amp;amp;lt;/a&amp;amp;amp;gt;&lt;/p&gt;</iframe></div>
<div style="margin-bottom: 0in;">
<br /></div>
<div style="margin-bottom: 0in;">
Usikkerheden mellem det sikre og det
søgende etableres fornemt på pladens første skæring, Maggie
Fargo, en sang om forholdet mellem Maggie og Mr Harris. Det lidt
usikre greb om det engelske sprog hjælper en lidt plat vits som
linjerne:<i> 'Mr Harris and his love bone grows / she'd better not make
him grow old'</i> Ordene 'love bone' tror jeg ikke ville have virket,
hvis ikke Simon Deer havde haft en så skæv stemme og lidt
besynderlig diktion, der neutraliserer det lidt barnligt smarte
udtryk. I omkvædet synes fortælleren at ville bestemme hvad Mr
Harris burde gøre, men melodiens krumspring gør rådet utydeligt og
problematisk. Mr Harris skal ikke følge sne-fnuggene, men Simon Deer
holder en lille pause mellem 'snow...flakes' hvilket gør det hele
lidt opgivende. Lige så er der en pause i linjen <i>'cause all you ever
wanted was her... grace'</i> Som om man lige skulle lede efter at finde
den helt rigtige formulering af, hvad det egentlig var, Mr Harris
gerne ville have fra hende.</div>
<div style="margin-bottom: 0in;">
<br /></div>
<div style="margin-bottom: 0in;">
Det meste af pladen lyder som om den
kunne være optaget live i et take, men på From the Sidewalk er der
lagt lidt effekt på, eftersom der er dobbelt sang fra Simon
Deer. Det passer godt til sangen, der dels starter med at snakke om
dobling med ordene <i>'Once again from the sidewalk'</i>, dels beskriver
sangen noget arketypisk snarere end noget personligt. En dreng får
først at vide hvad han skal gøre for at købe 'shining shoes' og
bytte hvad han har til guld. Derefter møder han en bums, som siger
han skal give alt hvad han har til de fattige, i linjer jeg mener at
huske er taget fra Bibelen (jeg kan ikke slå efter, for alle mine
Bibeler gik til under sidste sommers storm...) Det er det evige spænd
mellem rigdom og religion, mellem personlig vinding og egennyttighed.
Og Simon Deer kan slippe af sted med det på trods af sproglige
begrænsninger, ved at stille det op som noget arketypisk via
stemme-dobling og bibelske referencer, og så fordi teksten ikke
påstår at have svaret på det her dilemma. Drengen tager en taxa
hjem, og chaufføren er sur. Slut.</div>
<div style="margin-bottom: 0in;">
<br /></div>
<div style="margin-bottom: 0in;">
Oh Lord, My Enemies starter med at
beskrive en mand, der rejser væk fra verden op på en bakketop,
bygger et hus, planter blomster og falder ned på sine knæ. Som han
siger: <i>'then my heart would be so high, so steep / that I would not
stamp anymore'</i> En smuk beskrivelse af den evige stræben efter at
være god, havde sangen sluttet efter 1:30 minut havde det været en
nydelig omend lidt naiv sang. Men så ødelægger Simon Deer idyllen
noget så eftertrykkeligt: <i>'Oh Lord, but do one thing for me / hang
them up so I can see / my enemies / I glee / by the old oak tree'</i> Det
er et isnende omkvæd, der så modigt og effektfuldt beskriver de
nedrige følelser der synes at vedblive inde i os, lige meget hvor
højt vi kravler op. Jeg gik helt i stå da det gik op for mig, hvad
der var blevet sunget. Det er naturligvis en forkastelig følelse
Simon Deer beskriver ... men omvendt ville det være løgn at påstå
at jeg ikke også nogen gange kan have de samme tanker. Og andre
steder i sangen passer Simon Deers særprægede sprog perfekt til
sangen, f.eks. er 'glee' vist kun et navneord (jeg har aldrig hørt
det brugt som verbum, og min engelskordbog kender det heller ikke),
så linjen 'I glee' betyder vist 'jeg jubel' i stedet for 'jeg
jubler', hvilket blot forstærker det primale og ureflekterede over
den jubel. Og hvor er det dog fantastisk isnende med hvordan versene
beskriver en paradisisk verden, og så kommer omkvædet ind med 'Oh
Lord, but...' Det 'men' kan umuligt betyde noget godt, når nu han
tilsyneladende har bygget alt godt for sig selv, og det gør det jo
så heller ikke. Og i slutningen af omkvædet intensiveres
guitarspillet, hvorefter mundharmonikaen stemmer i som et primalt
skrig, alt det undertrykte, alt det ulogiske og menneskeligt nedrige,
alt bliver krænget ud i et før-sprogligt vræl, hvorefter Simon
Deer gentager det isnende omkvæd.</div>
<div style="margin-bottom: 0in;">
<br /></div>
<div style="margin-bottom: 0in;">
Netop fordi Simon Deer betoner det
arketypiske, det søgende og det primale, så kan han slippe af sted
med det han siger, med det sprog og den persona han tillægger sig.
Rent tekstmæssigt har han fundet en mægtig god metode, og han
afvikler denne metode dygtigt og ambitiøst. Jeg håber på at høre
mere fra hans stemme. Men måske er der plads til flere ambitioner og
større armbevægelser i det rent musikalske. Når jeg tænker på
pladen, så er nogle af de stærkeste elementer ting som
stemme-doblingen på From the Sidewalk, det primale harmonika-vræl i
Oh Lord, My Enemies, eller den knasen der afslutter A Song From the Bridge. For at vende tilbage til en tidligere
metafor, så lyder pladen ofte som en mand, der beskriver verden fra
sin kælder, både fysisk og psykologisk beskrevet 'nedefra'.
Elementerne som skal vise manden – melodi, tekst og sang – passer
ret perfekt sammen, men de elementer som skal vise hans 'kælder' –
lyd og produktion, de umenneskelige lyde fra harmonika og lydeffekter
– måtte der godt blive gjort lidt mere ud af. Simon Deer har også
her også fat i noget af det rigtige, men der er et stykke op til
f.eks. hvordan en mand som Phil Elverum (The Microphones, <a href="http://cyborgpostrock.blogspot.com/2010/08/mt-eerie-winds-poem-09.html">Mt Eerie</a>)
bruger en art maksimalistisk lo-fi til at beskrive det sublime og
over-sproglige.
</div>
<div style="margin-bottom: 0in;">
<br /></div>
<div align="CENTER" style="margin-bottom: 0in;">
II</div>
<div align="CENTER" style="margin-bottom: 0in;">
<br /></div>
<div style="margin-bottom: 0in; text-align: left;">
Tillad mig nu at være lidt løst fabulerende. Det er vel privilegiet ved at blogge frem for at anmelde.</div>
<div align="CENTER" style="margin-bottom: 0in;">
<br /></div>
<div align="LEFT" style="margin-bottom: 0in;">
For der er nemlig en enkelt ting
ved Oh Lord, My Enemies, som godt kan gå hen at blive lidt uheldigt.
Den måde Simon Deer vil straffe hans fjender på, er ved at lynche
dem, og selvom det i Danmark blot er en måde at straffe folk på, så
er det et billede, som i udlandet har ret tydelige race-historiske
konnotationer. Simon Deers sang fik mig på den måde til også at
tænke over de sidste par års polemikker med danske kunstnere, hvis
kunst er blevet misforstået i udlandet. Lars von Trier ville
forklare hvorfor han var fascineret af fascistisk kunst, og fik fyret
så dumme og usammenhængende forklaringer af, at han blev smidt ud
af Cannes. Ice Age ville bruge fascistiske symboler og meget voldsom
retorik de har hørt rundt omkring, og kom også under beskyldning
for i stedet at hylde de ting, som de ellers mest kommenterede. Simon
Deer skriver en sang om hvorfor nogle folk hader, men det kan
misforstås – hvis man virkelig gør forsøget – som om han
skriver en sang om hans eget had. Det er tre ret forskellige sager –
Lars von Trier var for dum, Ice Age har villet bruge symboler de ikke
kan kontrollere, Simon Deer vil bare skrive en modig sang, og kommer
uforvarende til at bruge en måske lidt uheldig term – men det er
fascinerende for mig, at danske kunstnere gentagne gange kommer til
at træde lidt i den samme nælde, i de her år.</div>
<div align="LEFT" style="margin-bottom: 0in;">
<br /></div>
<div align="LEFT" style="margin-bottom: 0in;">
Jeg tænker at måske er
rascisme og fascisme en anden ting for danskere, end for folk i de
fleste andre lande. Vi har i et årti haft en regering der var
støttet af et fremmedfjendsk – men lige knap rascistisk – parti.
Flertallet af Danmarks befolkning har kunnet acceptere, at
fremmedfjendskhed kom til at være helt centralt i landets styre.
Omvendt har vi ganske enkelt ikke haft de samme voldsomheder med det
her, som man har haft andre steder. Hos os er 'rascismens' ansigt i
høj grad dem vi kender, dem som har stemt konservativt eller
venstre, uden at tage konsekvensen af deres støtter. Og omvendt har
vi ikke nogen Breivik, og har ikke haft de massive uroligheder som
f.eks. London eller Paris har haft for nylig. Den her utilpashed ved
det fremmede er noget menneskeligt for danske kunstnere, og ikke
noget dæmonisk som det kan være i andre lande. Danske kunstnere
laver derfor ofte kunst om fascismen i <i>os, </i><span style="font-style: normal;">hvor
det i andre lande i høj grad handler om fascismen hos </span><i>dem.
</i><span style="font-style: normal;">Når en Haneke laver Caché
eller Det Hvide Bånd, så er der ikke den samme identifikation
mellem hans problematiske hovedpersoner og instruktøren selv, som
jeg finder hos Lars von Trier. Der er en dom over personerne, som jeg
ikke finder hos den – gode – danske kunst. Simon Deer gør som de
fleste andre danske kunstnere, og skriver om had og hævntørst i
jeg-form. Det er selvfølgelig ikke med vilje at hans sang kan få en
klangbund fra tredivernes USA, Simon Deer skriver jo fra en dansk
virkelighed. Men han skriver sig alligevel ind i en tradition for at
turde se de mørke menneskelige kræfter i øjnene. Det er stærkt og
modigt, men jeg kan måske lige være et my i tvivl, om det vil blive
forstået efter hensigten hvis hans sange får et amerikansk
publikum.</span></div>Frederik Bovéhttp://www.blogger.com/profile/01168897045402832044noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-1084702403189930278.post-64286212142304869432012-05-07T12:09:00.002+02:002012-05-08T16:22:52.899+02:00Sky Architects - The Promise of Tomorrow (12)<title></title><style type="text/css">
<!--
@page { margin: 0.79in }
P { margin-bottom: 0.08in }
-->
</style>
<br />
<div class="separator" style="clear: both; text-align: center;">
<a href="http://www.thesirenssound.com/wp-content/uploads/2010/12/Sky-Architects-The-Promise-Of-Tomorrow-20121.jpg" imageanchor="1" style="margin-left: 1em; margin-right: 1em;"><img border="0" height="285" src="http://www.thesirenssound.com/wp-content/uploads/2010/12/Sky-Architects-The-Promise-Of-Tomorrow-20121.jpg" width="320" /></a></div>
<div style="margin-bottom: 0in;">
'The Promise of Tomorrow' er en ret
typisk postrock-pladetitel. Sky Architects spiller <a href="http://cyborgpostrock.blogspot.com/2010/04/tema-crescendocore-introduktion.html">crescendo-core</a>,
hvor vi hele tiden accepterer de stille passager fordi vi får lovet
at de bygger op til et klimaks. Som sådan ligger hele genren til at
beskrive ønsker og forventninger til fremtiden. Men Sky Architects
forsøger at vende hele genrens grund-regler på hovedet. Pladens
første nummer hedder 'The Promise', og den starter som post-rock som
regel gør: Helt stille og roligt, med lidt ringlen og lidt basgang
og lidt melodik, og så langsomt stable lag på lag og øge
intensiteten. Men så, efter to minutter, præcis som vi allermest
ser frem til et støjende klimaks, så cutter det ud, og så er der
stille... Så starter 'Fade Out' lige på og hårdt, giver en
tiltrængt forløsning, og kører igennem i bedste post-metalliske
stil i lidt tid, inden den går ned i gear.
Støj/stilhed/støj/stilhed. Men som titlen antyder, så bygger
nummeret op til en stille passage. Der lægger bandet også sang på, og fastlægger den ramme som albummet fungerer indenfor: <i>'There'll
be no happy end / I'm sad to tell you my friend / but it's what's
happened / in these years of progress'</i> Det løfte, som pladens titel
handler om, er ikke blevet indfriet. Vi kommer ikke til at få hvad
vi fik at vide vi ville få. Det er også derfor den første sang
ikke kan klimakse, det er det brudte løfte. Jeg har en ret stærk
formodning om, at 'løftet' vi snakker om er det løfte om velstand
og fremskridt, der led et knæk med finanskrisen i 2008, det er vel
det som 'these years of progress' omhandler. Det er vidunderligt at
høre at dansk band med politiske ambitioner, som de kommer ud med
ikke kun med didaktiske tekster, men i komposition og struktur.</div>
<div style="margin-bottom: 0in;">
<br /></div>
<div style="margin-bottom: 0in;">
Fordi at bandet har stillet en så klar
ramme op om albummet, så har de etableret et felt for deres
musikalske beskrivelser. Det er en vældig smart tilgang, for så kan
de lade musikken snakke snarere end teksterne. Som mit citat måske
afslører, så er teksterne mere funktionelle end dybt poetiske, og
jeg har nogen gange også lidt besvær med at afkode hvad der bliver
sagt i en lidt dansk udtale (så undskyld hvis jeg citerer forkert) Snarere bliver sangstemmen endnu et
teksturelt virkemiddel, der varieres fornemt idet Karin Nielsen bidrager med fuldstændig uforståelig men skøn kvindelig sang på 'All
Free Must Fly'. Jeg forstår kun enkelte tekstbidder, som vidst
handler om fugle, men nummeret fungerer alligevel upåklageligt via
lyd og kontrast. En violin er også med, og tempoet er sat ret meget
ned, og det hele forstærker et billede af noget mere naturligt og
skønt end på resten af albummet.</div>
<div style="margin-bottom: 0in;">
<br /></div>
<div style="margin-bottom: 0in;">
<iframe allowfullscreen="" frameborder="0" height="315" src="http://www.youtube.com/embed/t8RIkRG0qTc" width="560"></iframe></div>
<div style="margin-bottom: 0in;">
<br /></div>
<div style="margin-bottom: 0in;">
Men eftersom det ikke er teksterne som
gør arbejdet, så står det os frit for selv at tolke elementerne.
Jeg tænker de bagvendte violin-loops der afslutter 'We Will Never
Forget This' illustrerer de reaktionære og tilbageskuende kræfter,
som har fået så paradoksalt meget magt efter deres egne handlinger
har forårsaget krak og krise for os alle sammen. Jeg forestiller mig
at det vidunderligt voldsomme klimaks på 'Waves of Light', med
dobbelt stortromme-angreb under chillet guitar-ringlen, viser en hær
af unge demonstranter i kamp for fremtiden. Jeg tænker band-navnet
'Sky Architects' også henviser til de neo-liberale luftkasteller,
som braste så gevaldigt sammen det efterår (det er dog endnu mere usandsynligt end resten af tolkningerne, eftersom bandet har eksisteret siden 2006, men altså, man behøver ikke at være logisk når man tolker en plade...). Jeg forestiller mig den
elektroniske 'Breach These Walls' – med akredditeret
'dubstep-produktion' og i mine ører pladens absolut bedste
komposition – skal virke som et urbant spejl af naturen fra 'All
Free Must Fly'. Hvis du synes det lyder for didaktisk og forsimplet,
så står det dig jo frit for at stille dine egne billeder op, for
bandet lader os alle sammen fortolke deres lyd-skulpturer. Pladen
gennemgår en pessimistisk fase henimod slutningen, hvor titlen på
næstsidste sang hedder 'Endzeit', så vidt jeg ved 'slut-tid' på
tysk, og tyske titler gør jo alting mere dystert. Til sidst får vi
dog en march mod bedre tider i 'Procession of Hearts', hvorefter
pladen slutter med flere bagvendte violiner i et minut. Er det det
forgange, det nostalgiske, det tabte? Det er i hvert fald smukt.</div>
<div style="margin-bottom: 0in;">
<br /></div>
<div style="margin-bottom: 0in;">
<iframe frameborder="no" height="166" scrolling="no" src="http://w.soundcloud.com/player/?url=http%3A%2F%2Fapi.soundcloud.com%2Ftracks%2F43185391&show_artwork=true" width="100%"></iframe></div>
<div style="margin-bottom: 0in;">
<br /></div>
<div style="margin-bottom: 0in;">
Egentlig forsøger pladen at spejle
frustrationen i verden efter 2008, ved også at være frustrerende og
uforløst. Det lykkes ikke ret godt. Der er meget lidt frustrerende
ved denne her plade. Jeg kunne måske godt ønske mig lidt mere
grimhed, måske især i sangstemmen. Eftersom Black Metal bands som
Deafheaven og <a href="http://cyborgpostrock.blogspot.com/2011/10/lantlos-neon-10.html">Lantlôs</a> har bevæget sig ind på post-rockens område,
så har de også skubbet til grænserne for hvor frastødende
post-rock har lov til at være, og der bliver Sky Architects lidt
pæne, især taget i betragtning at de (formoder jeg) vil beskrive noget så
frastødende og forfærdeligt som neo-liberalisme. Jeg gad også godt
at de 'udefrakommende' indslag som kvindelig vokalist og elektronisk
produktion blev mere centrale i bandet næste gang, hvor det på den
her plade ret meget virker som afveksling fra en kerne-lyd. Men det
er bestemt en smagssag. Sky Architect har givet et stort bud på,
hvordan crescendo-core kan være vedkommende i dagens Danmark. De
vender konceptet på hovedet og laver en art de-crescendo-core (eller diminuendo-core), men derudover bliver de dog på en ret
så velkendt bane. Selv de elektroniske elementer er egentlig en
grundlæggende del af post-rocken tilbage fra genrens halvfemser-dage
i England, og er desuden kendt fra et band som <a href="http://cyborgpostrock.blogspot.com/2009/12/worriedaboutsatan-discografi.html">Worrieaboutsatan</a>.
Pladen er altså ikke fremragende fordi den er fornyende, men fordi
den finder et emne-felt hvortil formen synes helt naturligt velegnet.
Den er varmt, varmt anbefalet herfra.<br />
<br />
<i>Pladen kan streames fra bandes <a href="http://skyarchitects.bandcamp.com/album/the-promise-of-tomorrow">Bandcamp</a> for tiden, hvor man også kan købe en fysisk kopi.</i></div>Frederik Bovéhttp://www.blogger.com/profile/01168897045402832044noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-1084702403189930278.post-37629546363263590642012-04-29T23:33:00.000+02:002012-04-29T23:33:04.794+02:00Boho Dancer - Furry Skin (12)<div style="text-align: center;">
<a href="http://www.slowsharkrecords.dk/boho%20dancer%20cover%20shop.jpg" imageanchor="1" style="margin-left: 1em; margin-right: 1em;"><img border="0" src="http://www.slowsharkrecords.dk/boho%20dancer%20cover%20shop.jpg" /></a> <br />
I </div>
<br />
Ethvert band har stærke og svage sider. Helt banalt. Selv et band som Radiohead, som nogen ellers synes at mene kan gå på vandet, har sine begrænsninger. F.eks. ville de sikkert ikke lave særlig god hip-hop, hvorfor de da heller ikke prøver på dette. Det er helt banalt. De fleste bands prøver at finde ind til hvad de er gode til, og så tilpasse sig dette. Men der er en anden ting, som man skal huske, og det er at tilpasse sig efter sine dårlige sider. For danske bands gælder det som hovedregel, at de er ret dårlige til engelsk. Det er der intet fordækt i, det gælder for bands fra stort set alle ikke-engelsk-talende lande. Det kan man tilpasse sig på flere måder. Jeg har tidligere skrevet om hvordan <a href="http://cyborgpostrock.blogspot.com/2011/01/notwist-neon-golden-03.html">The Notwist</a> og <a href="http://cyborgpostrock.blogspot.com/2011/02/caetano-veloso-caetano-veloso-little.html">Caetano Veloso</a> lavede værker, hvor deres manglende greb om det engelske sprog blev en styrke. Boho Dancer er et dansk band, som forsøger at lave stor og indviklet art-pop på engelsk, og på grund af en fantastisk forsangerinde kommer deres tekster virkelig til at stå i forgrunden. På deres ep falder det en gang imellem igennem, og engang imellem udnytter de deres svagheder fornemt.<br />
<br />
<iframe allowfullscreen="" frameborder="0" height="315" src="http://www.youtube.com/embed/T1nWEfjpasc" width="560"></iframe><br />
<br />
Lad os starte med en sang som jeg desværre ikke bryder mig ret meget om, og som desværre er bandets single. Me and Your God synes, som titlen antyder, at handle om religion. Jeg gætter mig til at titlen skal forstås sådan, at Ida Wenøe ikke synes at Gud er for hende, og jeg tror hun mener at Gud typisk er en mande-Gud. Det er dermed også en anti-patriarkalsk sang, tror jeg. Jeg skriver tror nogle gange, for rent ud sagt er teksten vag og utydelig. Jeg får hovedsagligt idéen om, at det er en feministisk sang fra tekstbidden:<i> 'Sisters, sisters hear my mind / you know why I'm calling'</i> Det lyder som noget søsterfællesskab, men ellers er det rent ud sagt intetsigende. Omkvædet går som følger: <i>'Me and your God / we have nothing in common / so I'm leaving him all to you / God only knows / He's the only one dying / so he's pulling his nose on his way down'</i> Første halvdel er ret banal. Anden halvdel er noget vrøvl, baseret på en forkert udnyttelse af en engelsk vending. Når man siger God Only Knows – som f.eks. Beach Boys gør det – så kan man ikke sige mere, for så <i>er det kun Gud som ved noget, og som derfor kan sige noget</i>. At sige: 'Kun Gud ved at han er den eneste som er ved at dø', det er en selvmodsigelse, for fortælleren ved det jo også. Selvmodsigelser kan man selvfølgelig udnytte som kunstner, men det kræver en sproglig autoritet som bandet simpelthen ikke kan etablere når de bruger ordheld forkert og ikke kan sige andet end: <i>'you know why I'm calling'</i>. Bandets politiske og religiøse pointe falder fuldstændig fra hinanden, for bandet har ikke sproglig autoritet nok til at få formidlet deres pointer med tilstrækkelig pondus.<br />
<br />
<iframe frameborder="no" height="166" scrolling="no" src="http://w.soundcloud.com/player/?url=http%3A%2F%2Fapi.soundcloud.com%2Ftracks%2F29826675&show_artwork=true" width="100%"></iframe> <br />
<br />
Heldigvis er ikke alle bandets sange politiske. Den sidste sang på pladen hedder Good Vibrations – endnu en Beach Boys reference – og her er udtrykket et helt andet. Teksterne er lige uheldige, med de beskæmmende åbningslinjer: <i>'Good vibrations in your house / in your house / I'll be your haunted mouse'</i> Udtryk bliver brugt forkert med den gengtagne linje: <i>'Do you dare, devil'</i> et ordspil på Daredevil = vovehals. Problemet er bare at ordspillet betyder: 'Tør du, djævel' hvilket man vel godt kan sige men jeg tvivler på nogen engelsktalende ville, eller: 'Gør du vovehals!' Hvilket er noget vrøvl. Det er ikke rigtig et ordspil når den ene betydning er noget vrøvl... Men i den her sang fungerer det fuldstændig – eller i hvert fald næsten – perfekt, for sangen handler om at være hovedkulds forelsket. <i>'I try too hard but I'm only too slow'</i> synger de på et tidspunkt. Det er ikke en sang der handler om at sætte verden på plads, det er en sang der handler om at verden er ude af kontrol. Boho Dancers svage tekster bliver pludselig en styrke, fordi de netop bliver brugt til at beskrive en situation, hvor sproget ikke slår til. De sidste to minutter af sangen er nærmest transcenderende, hvor bandet slår over i et c-stykke mens backingvokalerne harmoniserer på den hyggelige linje <i>'Laugh together when the storm is too loud'</i> (læg mærke til at Grin og Stormvejr er to før-sproglige lyde) mens forsangerinden bliver mere og mere opstemt og insisterende, og ender med at indrømme: <i>'I'm, I'm... too loud'</i>. Det er en forbløffende passage, en af de bedste passager jeg har hørt fra et dansk band i lange tider.<br />
<br />
Boho Dancer kunne sagtens komme til at lave en yndlingsplade for mig,
men det kræver at de bliver mere klar over deres svagheder. De har
simpelthen ikke engelsk-kundskaberne til at sætte (min) verden på plads
på en troværdig måde, men de har de musikalske evner til at gøre op for
deres svage tekster. Arrangementerne er innovative og effektive, og
forsangerinden er forbløffende ekspressiv. Det er en debut, som er mere end lovende.<br />
<br />
<div style="text-align: center;">
II </div>
<br />
Når jeg skriver om en plade kan jeg godt lide at researche hvad andre folk har skrevet. Især når jeg synes jeg går lidt til stålet, som f.eks. med at kalde et bands tekster for dårlige, så vil jeg gerne tjekke om andre enten bakker mig op eller kan give en forklaring på hvad der foregår, som jeg har overset. Men som det så ofte er med anmeldelser – både danske og internationale - så var der ikke en eneste som snakkede om, hvad sangene egentlig handlede om. Jeg fandt kun to henvisninger til tekster. I en glimrende og velskrevet anmeldelse på <a href="http://www.undertoner.dk/2012/04/boho-dancer-furry-skin-ep/">undertoner</a> står der: <i>Det er, som om dét at kunne synge efterhånden kun handler om teknik, og ikke om forholdet mellem tekst, melodi og sanger. Med programmer som X Factor som fyrtårn kommer selve musikken i baggrunden, og formen sejrer over indholdet. </i>Det har han sådan set fuldstændig ret i, men det er måske lidt flotte ord, når ikke anmeldelsen selv siger noget som helst om tekst og melodi, om indhold, så at sige. I anmeldelsen fra <a href="http://www.diskant.dk/anmeldelser/pladeanmeldelser/boho-dancer-furry-skin.htm">diskant</a> står der: <i>Der et ønske om at fortælle og dramatisere og vise en verden frem i toner og melodier. </i>Igen fuldstændig korrekt (og resten af anmeldelsen er lige så skarp og korrekt), men hvis bandet vil fortælle os noget, skylder vi, der skriver om dem, så ikke at forholde os til <i>hvad </i>det er de siger?<br />
<br />
I det jeg læste om dem så jeg en hel masse beskrivelser af formen, men de fleste var lidt løse i det. Det mest konkrete jeg fandt var i <a href="http://gaffa.dk/anmeldelse/56494">gaffas</a> anmeldelse, som sagde: <i>En af de sværeste udfordringer for en sangskriver er at lave numre, der
folder sig organisk ud. Så omkvæd følger vers med samme selvfølgelighed,
som forår følger vinter. Boho Dancer er der ikke helt endnu </i>[...] <i>Man savner den melodiske tråd, der kunne holde sammen på idéerne. </i>Det er en dejlig konkret indvending, og den er fuldt ud korrekt. Tænk på hvordan omkvædet pludselig sprang ind i Me and Your God 0:46, eller hvordan coda'en af Good Vibrations også syntes at opstå ud af ingenting. Boho Dancers sange er fragmentariske og omskiftelige... og det synes da næsten at være et bevidst formmæssigt valg. Det kan man så være glad for eller ej - smag og behag er jo forskellig - men det er måske ikke rigtig noget argument at organisk sangskrivning er <i>sværere </i>hvis nu ikke det er det, som bandet vil. Det er også svært at spille math-rock...<br />
<br />
Men igen kommer det jo an på indholdet. I Me and Your God forsøger bandet at lave en politisk og religiøs sang, og så ville logisk sammenhæng være en stor hjælp. Her modarbejdes de af sangens fragmentariske og ulogiske karakter. Derfor bliver det et ekstra stort problem når teksten siger (igen): <i>'Me and your God / we have nothing in common / so I'm leaving him all
to you / God only knows / He's the only one dying / so he's pulling his
nose on his way down' </i>Det er de to gange <i>'so' </i>som er problematiske, for de indikerer en sammenhæng som ikke er der, dels fordi teksten er nonsens, dels fordi sangen heller ikke selv er sammenhængende. Form og indhold modarbejder hinanden. I Good Vibrations, til gengæld, passer det igen sammen. Når bandet 3:40 pludselig forlader vers/omkvæd og i stedet giver sig i kast med en klimaktisk koda, så illustrerer det fint den flyvsk forelskede. Form og indhold.<br />
<br />
Jeg har ikke citeret anmeldelser for at hænge nogen ud, men for lettere at illustrere mine pointer. Med en plade som Furry Skin, hvor tekst og sang er så meget i forgrunden, kunne man så ikke formode at teksterne og deres indhold måske betød noget, og så snakke om dem? Der er jo naturligvis faldgruber: Bandet kan jo påstå at Me and Your God er en <i>parodi </i>på politiske sange, og pludselig er den ret skarpt skruet sammen.<br />
<br />
<i>Hele Furry Skin kan høres på bandets <a href="http://soundcloud.com/boho-dancer">Soundcloud</a>.For mere om bandet og information om hvordan man får en fysisk kopi af pladen - og den er bestemt pengene værd - se bandets <a href="http://bohodancer.com/">hjemmeside.</a></i>Frederik Bovéhttp://www.blogger.com/profile/01168897045402832044noreply@blogger.com1tag:blogger.com,1999:blog-1084702403189930278.post-76299033204823268642012-03-01T16:40:00.000+01:002012-03-01T16:41:50.569+01:00Eels - Electro-Shock Blues (98)<a onblur="try {parent.deselectBloggerImageGracefully();} catch(e) {}" href="http://userserve-ak.last.fm/serve/300x300/8598061.jpg"><img style="display: block; margin: 0px auto 10px; text-align: center; cursor: pointer; width: 300px; height: 300px;" src="http://userserve-ak.last.fm/serve/300x300/8598061.jpg" alt="" border="0" /></a><br />De lister, som jeg har postet herinde, er nogle jeg i første omgang har skrevet til svingninger.dk. Jeg sidder ikke og laver lister for mig selv, helt så nørdet er jeg heller ikke. Men på de to første lister over mine absolutte favorit-albums jeg har lavet, så har den her plade været nummer et. Det er en plade jeg næsten aldrig hører, men alligevel har den altid stået for mig som min absolut yndlings plade. Jeg havde til gengæld ikke tænkt mig at skrive om den, for dens kvaliteter er samtidig ret indlysende for alle som hører den, så jeg havde ikke så meget at tilføje. Men så hørte jeg den igen nogle gange for nylig, og pludselig fik jeg et nyt syn på den. På en måde, så havde jeg ophøjet den til et ideal snarere end et værk i sig selv, men nu synes jeg pludselig at jeg kunne høre den for det den er. Den blev 'kun' nummer tre på den seneste liste jeg lavede, men egentlig tror jeg måske jeg sætter større pris på den nu. Den er ikke længere end fantasti-genstand, men en af mine yndlingsplader, som jeg hører ganske ofte for tiden. Det er en unik plade, både på grund af omstændighederne den blev skabt under, men også fordi Mr E har et ret unikt verdenssyn, der gennemstrømmer alle elementer på den her plade. Så jeg tænkte jeg ville prøve at skrive lidt om den, det kommer sikkert til at være mere navlepilleri end kvalificeret kritik. Onde tunger vil hævde, at det er helt i pladens ånd.<br /><br />Jeg var 13 år, da jeg begyndte at høre Eels. De var mit første yndlingsband, det første rockmusik jeg hørte, som jeg ikke havde fundet via mine forældre (de første plader jeg kan huske at have hørt er Abbey Road med Beatles, Graceland med Paul Simon og An Innocent Man med Billy Joel). Jeg sang i Københavns Drengekor som knægt, så det meste musik jeg beskæftigede mig med var klassisk, som også begge mine forældre arbejdede med. Men det var Eels vi kom fra. Beautiful Freak var den første plade jeg købte til mig selv. Electro-Shock Blues og Daisies of the Galaxy var nummer to og tre. Det var for penge jeg havde fået i 14-års fødselsdagsgave, i December 2000. De første dage hørte jeg kun Daisies på repeat, jeg havde ikke lyst til at høre Electro-Shock, for jeg havde hørt at den ville være deprimerende. For dem som ikke ved det, så blev pladen til i perioden efter at Mr E's søster havde begået selvmord, og hans mor var død af kræft. Pladen handler nærmest udelukkende om de her emner, og kan til tider blive umanerlig mørk. Men til jul, så begyndte den at fænge. Pludselig blev jeg i stand til at høre pladen gennem mørket, i stedet for mørke og død begyndte jeg at høre den galgenhumor E bruger til at tackle perioden med, den nostalgiske længsel mod uskyldigere tider som han ofte falder tilbage i, og den skabende livsglæde han til sidst lægger sig fast på. Det begyndte at blive en plade, som jeg paradoksalt nok blev i nogenlunde godt humør af at høre. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg må have hørt den i den første del af mine teenageår, men det må dælme have været mange. Og så holdt jeg op. Som sagt, så blev den nærmere et ideal end noget jeg havde et løbende forhold til. Hver gang jeg fik en ny plade i hånden, så håbede jeg, at den ville være lige så god som ESB. Men det var de ikke. Efterhånden blev det endnu mere abstrakt, og det blev en plade jeg tænkte over, når jeg skulle komme på hvilke kvaliteter jeg satte mest pris på ved den sære kunstform et rock-album er. Afvekslende sange, milde eksperimenter, mørke og lys sat sammen, og en klar udvikling pladen igennem, gerne med en overraskende forløsning til sidst. Det er ting, som utroligt mange af mine yndlingsplader har, og jeg tror min glæde ved de ting er grundlagt her.<br /><br /><iframe src="http://www.youtube.com/embed/0TfqbuTBqX8" allowfullscreen="" frameborder="0" height="315" width="420"></iframe><br /><div style="text-align: center;"><span style="font-style: italic;">Det er utroligt så meget der kan proppes ind i 3:40, og at det forbliver så iørefaldende. Jeg forstår ikke, at det ikke er almen viden, at det her er en af 90'ernes bedste sange.</span><br /></div><br />Grunden til, at jeg har skrevet så meget om mig selv er nu også, at den her plade har en helt specielt stemning, som jeg tror jeg var fintunet til at sætte pris på til at starte med. Det er en plade, som stiller sig flot op i den glorværdige genre af teenage-klynke plader, en genre der også tæller så forskellige plader som Unknown Pleasures med Joy Division, Disintegration med The Cure, eller f.eks. <a href="http://centrifugue.blogspot.com/2011/03/neutral-milk-hotel-in-aeroplane-over.html">In the Aeroplane Over the Sea med Neutral Milk Hotel</a>. Men alligevel, jeg vil til enhver tid foretrækker Mr E's misantropi, frem for de her andre. Det er svært at definere det præcist, så jeg vil prøve at skitsere de ting, som E ikke er. Min bedste ven havde The Cure som yndlings-misantropi, så jeg blev tvangsindlagt til at høre Disentegration og Bloodflowers og den slags ad libitum, og i forhold dertil er Electro-Shock Blues meget meget lille. Den er aldrig episk. Selvom det er nogle dybe og voldsomme følelser, som E behandler (dybere og voldsommere end den teenage-tristesse som de fleste af den her type plader beskriver) så er der aldrig den følelse af, at det hele er uoverstigeligt voldsomt, som der er hos f.eks. The Cure. Der er intet sublimt på pladen. Og selvom pladen omhandler depression, så er E aldrig depressiv. Han er aldrig på randen af det fornuftige, som Ian Curtis og Jeph Mangun kan være. Snarere er han sarkastisk og bedrevidende. Hvor Jeph Mangum henviste til den virkelige verden ved at skrive desperat om Anne Frank, så laver E kendte kvinder om til ordspil: <span style="font-style: italic;">'Courtney needs Love' 'Springfield's looking pretty Dusty today'</span> Hvor Arcade Fires Funeral, endnu en plade der handler om opvækst og dødsfald i familien, ender med at Regine Butler skråler: <span style="font-style: italic;">'I've been le-e-a-a-arning to dri-i-ive / My whole li-i-ife'</span> så konkludere E det samme kort og kontant:<span style="font-style: italic;"> 'And maybe it's time to live'</span> Der er ingen metaforer, der er ingen emo-skrål, det er historier og sarkasme og spidse bemærkninger.<br /><br />Jeg vil ikke forsøge at beskrive pladen, men lige hive fat i to aspekter af den: Først, hvor barnlig den egentlig er. E har altid hevet tilbage mod barndommen, på hans første soloplade er der f.eks. et kort nummer for Toy Piano, og hans plade covers ligner ofte børnetegninger (dette fik i 2000 Dick Cheney til at påpege at det var utilstedeligt at Daisies of the Galaxy havde et cover fra en børnebog, mens dens sange havde titler som 'It's a Motherfucker. Jeg genkøbte Electro Shock-Blues for et par år siden, og en gammel dame ved den anden kasse spurgte om det evt var noget musik for hendes lille barnebarn...) På den her plade er der også ganske 'barnlige' lyde fra xylofoner, music-box etc, en sang som The Medication's Wearing Off lyder til at starte med fuldstændig som vugge-viser. Samtidig vender flere af sangene tilbage mod barndommen, før det hele blev så vanskeligt, ja Baby Genius vender tilbage til E's far, som var kvantefysiker, og dengang han var spæd. Sange som My Descent Into Madness, 3 Speed og Climbing to the Moon vender hele tiden tilbage til tiden før Elizabeth tog livet af sig selv. Da jeg var yngre prøvede jeg at tænke den her plade som et fremadskridende narrativ, jeg ville have den til at være et konceptalbum i stil med The Wall, men Eels har forstået, at Rock-Albummet ikke er et narrativt medie i traditionel forstand. De enkelte sange på albummet springer hele tiden rundt i tid, og ud og ind af E selv, så det er ikke en traditionel lineær fortælling. Men der er et narrativ, det er bare lidt mere kompliceret. Elizabeth dør i sang nummer 1 og bliver begravet i nummer 2, og derefter går det meste af pladen med at E forsøger at abstrahere for hans virkelighed, men gang på gang bliver hevet tilbage. Til sidst, i Dead of Winter, sang nummer 14, bliver han endegyldigt hevet tilbage af morens død, og efter at hans Medicinering Holder Op Med At Virke (15) sætter han sig ned og beslutter sig til at leve (16). Et album er både et hele, men hver sang har også mulighed for at stå for sig selv. Det er netop den splittelse Eels udnytter, mange af sangene forsøger at skabe bedre verdener, at komme væk fra den virkelige fortælling, men virkeligheden hiver dem hele tiden tilbage.<br /><br /><iframe src="http://www.youtube.com/embed/HZNvp6WD6kY" allowfullscreen="" frameborder="0" height="315" width="420"></iframe><br /><br />Det andet element er mere musikalsk, det er hvor inspireret af hip-hop det hele er. Blandt albummets producere finder vi Prince Paul (De La Soul) Michael Simpson (Beastie Boys & Beck) og Dan Nakamura (Gorillaz) E rapper heldigvis aldrig, men ganske mange af sangene er sample-baserede. Det hjælper naturligvis også, at Butch' trommer er faste og stabile som i en hip-hop produktion. Men tag en sang som titelnummeret, det er jo ikke andet end et klaversample som ændres lidt i omkvædet. Eller hvordan små samples lægges ind i omkvædene i Going to Your Funeral eller orkester-samplet i My Descent Into Madness, og naturligvis det bagvendte sample i Efil's God (fra en tidligere Eels-b-side: Dog's Life). Omkvædet i Last Stop: This Town udgøres også af to stemmer, der nærmest optræder som to samples, som til sidst får E til at synge med dem. Den samme idé bruges på Medication is Wearing Off, hvor E til sidst synger samme melodi som en guitar har gentaget gentagne gange. E må forholde sig til sit akkompagnement i sangene, ligesom han i sidste ende må forholde sig til hans omgivelser i den virkelige verden. Der er en afslappet ekletisme på pladen, som putter Eels sammen med bands som <a href="http://cyborgpostrock.blogspot.com/2010/01/cornershop-when-i-was-born-for-7th-time.html">Cornershop</a> og Beta Band, som også lavede relativt eksperimenterende kompositioner, men uden at gøre fantastisk meget ud af det. Eels gør ikke noget specielt ud af, at komponere med samples, det er en helt naturlig ting for dem, og ikke noget som behøver en tekstlig tematik i sig selv, som det f.eks. gør hos Beck. E havde noget han ville skrive musik om, noget som var vigtigere end musikken selv, og musikken blev komponeret for bedst muligt kunne understøtte dette emne. Rent faktisk medførte dette en ganske stor portion innovation, men det var ikke pladens hensigt, og det er måske derfor det ikke har fået den opmærksomhed det fortjener?<br /><br /><iframe src="http://www.youtube.com/embed/0kDzEcCF5cI" allowfullscreen="" frameborder="0" height="315" width="420"></iframe><br /><br />Hvis jeg har et kunstideal for rock-musik, så er det netop, at god innovation ikke kommer når folk vil være innovative. Det er når folk har noget på hjerte, som de føler ikke kan behandles med de gængse virkemidler, at den gode innovation kommer frem. Der er nok en god chance for, at jeg har dette kunst-ideal fra denne plade. Den talte virkelig til mig da den kom frem, jeg elskede dens sarkastiske, bedrevidende tone, dens melodier, dens overflod af detaljer, og måden den fortalte en eller anden form for fortælling, på en måde, som en bog ikke havde kunnet. Det er over ti år jeg har brugt med den her plade, og når jeg nu genhører den igen-igen for at skrive det her indlæg færdigt, så holder den stadigvæk hundrede. Den er innovativ og idiosynkratisk, og dens idiosynkrasier passer nærmest perfekt til mine egne. Jeg har hørt den her plade siden julen 2000, og den vil nok blive ved med at være en favorit mange mange år frem.Frederik Bovéhttp://www.blogger.com/profile/01168897045402832044noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-1084702403189930278.post-46113373642474541972012-02-13T14:40:00.001+01:002012-02-13T14:43:12.616+01:00Disco Inferno - The 5 EPs (92-94 ; 2011)<a onblur="try {parent.deselectBloggerImageGracefully();} catch(e) {}" href="http://assets.rollingstone.com/assets/images/album_review/8319633c55b5d07a7499f523025b143847b303d6.jpg"><img style="display: block; margin: 0px auto 10px; text-align: center; cursor: pointer; width: 300px; height: 300px;" src="http://assets.rollingstone.com/assets/images/album_review/8319633c55b5d07a7499f523025b143847b303d6.jpg" alt="" border="0" /></a><br />Det er jo nærmest umuligt at vælge verdens bedste album, for hvordan prioritere én slags kvaliteter over en anden? Det plejede at være ret nemt for mig, for jeg plejede at putte det første album jeg virkelig faldt for som <span style="font-style: italic;">album</span> som nummer et. Det var Electro-Shock Blues med Eels, og jeg forbløffes til stadighed i dag over hvor genialt skruet sammen det album er, hvor meget fokus der er blevet lagt på ting som rækkefølgen af sangene. Electro-Shock Blues stod for mig som det bedste album-album, og for at den skulle væk fra min førsteplads, så måtte jeg finde et album som fungerede fundamentalt anderledes end Eels' narrative statement. Og som naturligvis var propfyldt med fantastisk musik. Et sådant album er dette her.<br /><br />Som titlen antyder har vi at gøre med en samling af fem ep'er, som det engelske band Disco Inferno udgav fra oktober 92 til september 94, men vi skulle vente helt til sidste år, før de endelig blev samlet samme sted (og denne opsamling har medført et fornyet fokus på bandet, hvilket vel har kulmineret i <a href="http://pitchfork.com/features/articles/8758-disco-inferno/?utm_campaign=search&utm_medium=site&utm_source=search-ac">den her artikel fra pitchfork</a>, som minutiøst gennemgår hver sang på albummet. Informativt, og af den grund fokuserer jeg mere på den samlede cd end på enkelte numre her) Oprindeligt var Disco Inferno mest af alt et retro-postpunk band, men med de her ep'er forsøgte bandet at finde en ny lyd, inspireret af shoegaze, hiphop og house. Bandet købte samplere og koblede dem til guitar og trommer, så de kunne spille med alle de lyde de kunne finde, og begyndte at basere deres sange rundt om lydbilleder snarere end melodier og rytmer. De var den oprindelige form for 'Cyborg Post Rock', og navnet på den her blog hentyder i høj grad til dem. Bandet var eksperimenterende, forstået i ordets egentlige betydning som at de prøvede sig frem, og selvom det lykkedes dem at lave store mængder nyskabende musik, så forblev det måske også ofte ved det søgende. Netop derfor passer den her ep-opsamling perfekt til bandet, bedre end deres to albums, <a href="http://cyborgpostrock.blogspot.com/2009/12/disco-inferno-di-go-pop-94.htmlhttp://cyborgpostrock.blogspot.com/2009/12/disco-inferno-di-go-pop-94.html">DI Go Pop</a> og Technicolour, som dog bestemt også er anbefalede. The 5 Eps forløber rodet og planløst, men det forstærker bare fornemmelsen af at være på fremmed grund, i færd med at aflure et nyt sprog. Man kan f.eks. kontrastere med <a href="http://cyborgpostrock.blogspot.com/2010/02/battles-mirrored-07.html">Battles – Mirrored</a>. Det er også en plade, hvor et band forsøgte at lave et nyt lydbillede (og at dette lydbillede kunne virke lidt som Disco Inferno blev påpeget da den udkom), men albummet er på den anden side bygget ganske konventionelt op. Først en intro, så et hit, så et par andre rigtig gode sange, og så lidt en blandet landhandel på albummets anden halvdel, indtil vi til sidst rammer en outro. Det er ukonventionel musik, men i en ganske konventionel indpakning. The 5 Eps er derimod – ganske utilsigtet – ukonventionel over det hele, i tekst, lyd, konstruktion.<br /><br /><iframe src="http://www.youtube.com/embed/kkoB6tPygv0" allowfullscreen="" frameborder="0" height="315" width="420"></iframe><br /><br />Den første ep er egentlig mere en dobbelt a-side single. Summer's Last Sound / Love Stepping Out er to mellemlange sange, der set hver for sig er forbløffende og fantastiske, og som også kontrasterer hinanden godt, men som også åbner albummet med 11 minutters melankoli i mellemtempo. Summer's Last Sound er en skitse over England 92, der skifter fra det politiske (<span style="font-style: italic;">the price of bread went up five pence today / and an immigrant was kicked to death again</span>) til det personligt paranoide (<span style="font-style: italic;">and I'm scared of my life / my first time in it</span>). Love Stepping Out er derimod en form for kærlighedssang, men ikke en særlig sød en af slagsen. Akkompagnementet er bedårende guitarloops, der lyder lidt som harpespil, men teksten består af fantasier om vold (<span style="font-style: italic;">any fool would know / that smashing peoples hearts / can be so much more fun / than breaking peoples bones</span>) og ubehagelige bemærkninger til den udkårne (<span style="font-style: italic;">there's not much that I own but I'd like to think that I own you / Have I ever told you / I only see my face / when I look into you're eyes?</span>). Til sidst resignerer fortælleren med ordene: <span style="font-style: italic;">'Who's to argue? / It's such a lovely night...'</span> og de bedårende harpelyde får det sidste ord, uden at de dog formår at skylle de tidligere ubehageligheder væk. Et normalt album ville måske have placeret de her to sange som de sidste sange på a-siden, der ville de have gjort sig ret godt. Som intro sparker de derimod én ud på åbent vand, og efterlader en med en klump i maven.<br /><br /><iframe src="http://www.youtube.com/embed/-BFNX78vZE8" allowfullscreen="" frameborder="0" height="315" width="420"></iframe><br /><span style="font-style: italic;">Love Stepping Out</span><br /><br />Hvis man ledte efter en album-åbner kunne man derimod sagtens have valgt den næste sang. Den anden ep hedder A Rock to Cling To, og den består af en 3 minutters popsang og et 9 minutters langt instrumentalnummer. A Rock to Cling To er kort og energisk, nærmest en smule catchy, og den fanger bestemt opmærksomheden. Her er den dog klemt ret meget inde mellem de to sange på førnævnte ep, og så dens b-side, From the Devil to the Deep Blue Sky. Det er et fascinerende stykke musik, en omskiftelig sample-komposition. Teksten i A Rock to Cling To handler vist om at være på åbent hav og lede efter et fast holdepunkt, og jeg forestiller mig at b-siden (for det lyder virkelig som en b-side) så er en sonisk beskrivelse af det omskiftelige hav. Men det er også ret meget en b-side, jeg tror ikke det ville være kommet med hvis bandet havde forsøgt at skabe et sammenhængende album ud af deres materiale, og det stopper ethvert flow som singlen netop havde skabt, til fordel for et langt og meditativt mellemspil...<br /><br /><iframe src="http://www.youtube.com/embed/dn-gl20bs7o" allowfullscreen="" frameborder="0" height="315" width="420"></iframe><br /><span style="font-style: italic;">The Long Dance</span><br /><br />… hvilket dog gør at den efterfølgende sang virker så meget bedre. Titelsangen på den tredje ep, The Last Dance, er nok den bedste indie-rock-sang Disco Inferno nogensinde skrev. Det er bare en god sang, mest af alt typisk guitar bas og trommer, selvom både bas og rytmik lyder samplet og loopet, og så er der enkelte breaks hvor samplede stemmer fra børn og sopraner skaber lidt variation. Tekstmæssigt er vi ovre i noget med, at det er den sidste dans før det bliver umuligt at danse mere, og at fremtiden er truende og usikker, hvilket måske nok er lidt depressivt til single-hitlisterne, men det er en skøn sang, og nok den jeg ville bruge til at introducere bandet. Den efterfølgende sang, DI Go Pop, er derimod noget af det mest larmende og kontrære bandet nogensinde stykkede sammen, på trods af navnet. Det er åbenbart et sample af My Bloody Valentine, mest af alt er det et fascinerende noise-punk nummer, hvor lydene er kompresseret så meget, at der ikke længere er spor af traditionelle rockinstrumenter tilbage. Og derefter kommer der så endnu en mærkværdighed. The Long Dance er en alternativ version af Last Dance, den er mest af alt lidt længere. Det er vel helt normalt med to versioner af samme sang, på album som på ep, men på et album ville man nok normalt gemme den alternative version væk som bonusnummer, man ville ikke have to udgaver af samme sang lige midt på albummet, kun adskilt af et par minutters larm. Selv synes jeg dog sangen er god nok til at jeg gider og høre den kort efter hinanden. Ep'en afsluttes af Scattered Showers, der endnu engang sætter albummet helt ned i tempo og humør.<br /><br />Den fjerde ep, Second Language er nok det bedste sammenhængende statementet bandet nogensinde formåede at stykke sammen. Det anses af mange for at være bandets højdepunkt overhovedet. Det kunne have været en perfekt album-side, men her ligger det som en ø midt i kaos - eller som en sten at klamre sig til, hvis jeg må gentage denne metafor nok en gang. DI Go Pop (albummet) udkom imellem The Last Dance og Second Language, og den her ep kan godt lidt føles som om de hviler på laurbærrene. Som om de stopper op et øjeblik, og forsøger at genbruge de ting de har lært i udformningen af nye numre. Intet er så kynisk som Love Stepping Out, så abstrakt som From the Devil to the Deep Blue Sky, eller så kontrært som DI Go Pop (sangen). Alle fire sange har ringlende guitarer, atmosfæriske samples der langt bedre inkorporeres i sangene, og måske er teksterne også en smule mere positive. Det er virkelig rart og roligt efter at albummet har været så omskifteligt og kaotisk, men omvendt så accentuerer det også bare hvor lidt konstrueret resten af albummet forløber.<br /><br /><iframe src="http://www.youtube.com/embed/DxJi39HkQhg" allowfullscreen="" frameborder="0" height="315" width="420"></iframe><br /><br />Hvilket bliver fuldstændig åbenlyst så snart den sidste ep starter. It's a Kid's World er den eneste ep, hvor titelnummeret blev inkluderet på et album, det kommende Technicolour, og det giver et enormt stilskifte lige på falderebet. Titelsangen stjæler trommerne fra Iggy Pop's Lust For Life, og baserer sig derudover på musik fra diverse børnesange. Det er en sær men medrivende sang, som på Technicolour er placeret lige over halvvejs, som om den skulle starte side b, hvilket er en del mere logisk end dets placering her. A Night on the Tiles starter med et sampe af Edith Piaf, og lyder derudover som en druktur der kører af sporet, og Lost In Fog lyder også ganske logisk som at blive væk i tåge. Det er en kaotisk ep, og det er en meget mere kaotisk album-lukker. Det er nok engang et første skridt, men den her gang gik Disco Inferno i opløsning før de fuldførte bevægelsen. Technicolour udkom efter de var gået hvert til sidst, en ep med radio-optagelser udkom senere, men derudover har man ikke rigtig hørt mere til dem.<br /><br />Disco Inferno passede aldrig rigtig ind nogen steder. Havde de udgivet de her ep'er mens shoegazen var på sit højeste havde de måske fået mere opmærksomhed, men som det var, så udkom den her musik mens den britiske presse vendte opmærksomheden bagud, mod retro-orienterede bands som Oasis og Blur, der udover at arbejde med mere trygge lydbilleder også havde rarere tekster og var mere fotogene. Når man læser om Disco Inferno kan man ofte spore en bitterhed hos skribenterne over, at pressen vendte sig væk fra den tradition, som Disco Inferno skrev sig ind i, men man kommer ikke udenom, at bandets musik også i høj grad vendte sig væk fra samfundet. Det er misantropisk musik. Det er ikke avant-garde, dertil er der for meget pop over det, men det er søgende og mærkværdigt. Det kunne heller ikke fungerer som den nye punk, musik som taler til <span style="font-style: italic;">the kids</span>, mens de ældre ryster på hovedet og spørger om det overhovedet er musik. Dertil var Ian Crause, forsanger og sangskriver, kontrær på en altfor ufashionabel måde. Han snerrede af samfundet, men udleverede også hans egne dårlige sider, og fremstod ofte ganske patetisk. Han blev også sur på de andre bandmedlemmer, hvilket medvirkede til at de kun udgav musik i en ret kort måde.<br /><br />Disco Inferno ville tage et stort skridt frem mod et nyt musiksprog, men der var ikke rigtig nogen som fulgte efter, og så gik de lidt frem og tilbage, hoppede lidt på stedet, og forsøgte sig med et nyt spring, som de aldrig fik færdiggjort. De var ikke 'fremsynede', for de så jo forkert. De blev aldrig vigtige. De passer lige så dårligt ind i historien som de gjorde i deres samtid. Normalt, når rockmusik finder en ny lyd, er den overvældende og medrivende. Punk, rave, shoegaze, det vælter folk omkuld inden det når at skræmme dem væk. Disco Inferno forsøgte at skabe kontemplativ skønhed, men var for sære og grimme til at det lykkedes. Teksterne hos ny-lydende bands handler som oftest om de tre medrivende tabuer: Sex, Vold og Stoffer. Disco Inferno skrev sange om brødprisernes himmelflugt og problemet ved at være ateist. Det er sær og utilpas musik, som ikke går op, og lige netop derfor bliver essensen af bandet langt bedre fanget af den her opsamling, end af nogen af deres 'reelle' albums. Hvor Electro-Shock Blues gør det samme som tonsvis af andre albums, men efter min mening gør det bedre end stort set alle andre, så kan jeg komme på meget få albums der fungerer som det her. Tekst og musik passer perfekt til den bizarre konstruktion, og skaber et værk, som jeg helt reelt mener er et umanerlig godt bud på det bedste album nogensinde.Frederik Bovéhttp://www.blogger.com/profile/01168897045402832044noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-1084702403189930278.post-63111196929287012512012-02-13T14:30:00.004+01:002012-03-01T16:42:17.432+01:00All Time Top 1001) <a href="http://cyborgpostrock.blogspot.com/2012/02/disco-inferno-5-eps-92-94-2011.html">Disco Inferno - The 5 EPs</a><br />2) <a href="http://cyborgpostrock.blogspot.com/2011/01/notwist-neon-golden-03.html">The Notwist - Neon Golden</a><br />3) <a href="http://cyborgpostrock.blogspot.com/2012/03/eels-electro-shock-blues-98.html">Eels - Electro-Shock Blues</a><br />4) <a href="http://cyborgpostrock.blogspot.com/2011/08/azeda-booth-in-flesh-tones-08.html">Azeda Booth - In Flesh Tones</a><br />5) Neu! - Neu!<br />6) <a href="http://cyborgpostrock.blogspot.com/2009/12/avant-post-miles-davis-in-silent-way-69.html">Miles Davis - In a Silent Way</a><br />7) Animal Collective - Here Comes the Indian <a href="http://cyborgpostrock.blogspot.com/2009/12/animal-collective-fall-be-kind-09.html">[o]</a><br />8) <a href="http://cyborgpostrock.blogspot.com/2009/12/talk-talk-laughing-stock.html">Talk Talk - Laughing Stock</a><br />9) Caetano Veloso - Joía<br />10) The Olivia Tremor Control - Music From the Unrealized Film Script, Dusk at Cubist Castle<br />11) Slowdive - Pygmalion<br />12) Boredoms - Vision Creation Newsun<br />13) <a href="http://cyborgpostrock.blogspot.com/2010/01/paavoharju-laulu-laakson-kukista-08.html">Paavoharju - Laulu Laakson Kukista</a><br />14) Wilco - Yankee Hotel Foxtrot<br />15) <a href="http://cyborgpostrock.blogspot.com/2009/12/disco-inferno-di-go-pop-94.html">Disco Inferno - D.I. Go Pop</a><br />16) Glenn Branca - Ascension<br />17) Gilberto Gil - Gilberto Gil (Frevo Rasgado)<br />18) Liars - Drum's Not Dead<br />19) Funkadelic - Maggot Brain<br />20) A.R. Kane - ”I”<br />21) Brian Eno - Ambient 1 : Music for Airports<br />22) <a href="http://cyborgpostrock.blogspot.com/2009/12/tortoise-millions-now-living-will-never.html">Tortoise - Milions Now Living Will Never Die</a><br />23) <a href="http://cyborgpostrock.blogspot.com/2010/08/mt-eerie-winds-poem-09.html">Mount Eerie - Wind's Poem</a><br />24) Can - Future Days<br />25) V/A - Tropicália: Ou Panis et Circenses<br />26) <a href="http://cyborgpostrock.blogspot.com/2010/01/avant-post-public-enemy-fear-of-black.html">Public Enemy - Fear of a Black Planet</a><br />27) Deathspell Omega - Fas - - Ite, Maledicti, In Ignem Aeternum<br />28) The-Dream - Love vs Money <a href="http://centrifugue.blogspot.com/2011/09/sufjan-dream-shins-wrens-how-to-scream.html">[½]<br /></a>29) Black Dice - Beaches and Canyons<br />30) <a href="http://cyborgpostrock.blogspot.com/2010/11/kn-og-seksualitet-1-magnetic-fields-69.html">Magnetic Fields - 69 Love Songs</a><br />31) <a href="http://cyborgpostrock.blogspot.com/2009/12/my-bloody-valentine-loveless-91.html">My Bloody Valentine - Loveless</a><br />32) Arvo Pärt - Tabula Rasa<br />33) <a href="http://cyborgpostrock.blogspot.com/2010/02/modest-mouse-moon-antarctica-00.html">Modest Mouse - The Moon & Antarctica</a><br />34) <a href="http://cyborgpostrock.blogspot.com/2010/01/seefeel-quique-93.html">Seefeel - Quique</a><br />35) <a href="http://cyborgpostrock.blogspot.com/2009/12/avant-post-television-marquee-moon-77.html">Television - Marquee Moon</a><br />36) Miles Davis - On the Corner<br />37) <a href="http://cyborgpostrock.blogspot.com/2010/02/battles-mirrored-07.html">Battles - Mirrored</a><br />38) <a href="http://cyborgpostrock.blogspot.com/2009/12/bark-psychosis-hex-94.html">Bark Psychosis - HEX</a><br />39) Dirty Projectors - Bitte Orca<br />40) The Zombies - Odessey and Oracle<br />41) <a href="http://cyborgpostrock.blogspot.com/2011/02/caetano-veloso-caetano-veloso-little.html">Caetano Veloso - Caetano Veloso (A Little More Blue)</a><br />42) Beta Band - The Three Eps<br />43) Nas - Illmatic<br />44) <a href="http://centrifugue.blogspot.com/2011/03/neutral-milk-hotel-in-aeroplane-over.html">Neutral Milk Hotel - In the Aeroplane Over the Sea</a><br />45) Kliché - Supertanker<br />46) Paul Simon - Graceland<br />47) <a href="http://cyborgpostrock.blogspot.com/2010/01/sunn-o-monoliths-dimensions-09.html">Sunn O))) - Monoliths & Dimensions</a><br />48) John Coltrane - Meditations<br />49) Talk Talk - Spirit of Eden<br />50) <a href="http://cyborgpostrock.blogspot.com/2012/01/destroyer-kaputt-11.html">Destroyer - Kaputt</a><br />51) Sly & the Family Stone - There's a Riot Goin' On<br />52) Talking Heads - Remain in Light<br />53) <a href="http://centrifugue.blogspot.com/2011/04/white-mind-black-feet-race-and-reason.html">TV on the Radio - Dear Science</a><br />54) The Velvet Underground - The Velvet Underground & Nico<br />55) <a href="http://cyborgpostrock.blogspot.com/2010/04/godspeed-you-black-emperor-lift-your.html">Godspeed You Black Emperor! - Lift Your Skinny Fists Like Antennas to Heaven</a><br />56) Gnaw Their Tongues - L'Arrivée de la Terne Morte Triomphante<br />57) Herbie Hancock - Sextant<br />58) The Beach Boys - Pet Sounds<br />59) Wu-Tang Clan - Enter the Wu-Tang (36 Chambers)<br />60) John Cale - Paris 1919<br />61) J Dilla - Donuts<br />62) <a href="http://cyborgpostrock.blogspot.com/2010/08/slow-six-tomorrow-becomes-you-10.html">Slow Six - Tomorrow Becomes You</a><br />63) John Coltrane - Giant Steps<br />64) Kate Bush - Hounds of Love<br />65) Liturgy - Aesthetica<br />66) <a href="http://cyborgpostrock.blogspot.com/2010/07/ny-genre-noise-pop.html">Parts & Labor - Receivers</a><br />67) Main - Dry Stone Feed<br />68) Os Mutantes - Os Mutantes<br />69) Arcade Fire - Funeral<br />70) The dB's - Stands for Decibels<br />71) Manuel Göttsching - E2-E4<br />72) <a href="http://cyborgpostrock.blogspot.com/2010/01/cornershop-when-i-was-born-for-7th-time.html">Cornershop - When I Was Born for the 7th Time</a><br />73) <a href="http://cyborgpostrock.blogspot.com/2010/07/ny-genre-noise-pop.html">The Mae Shi - HLLLYH</a><br />74) Badly Drawn Boy - The Hour of Bewilderbeast<br />75) <a href="http://centrifugue.blogspot.com/2011/04/unformulable-on-vampire-weekends-contra.html">Vampire Weekend - Contra</a> <a href="http://cyborgpostrock.blogspot.com/2010/01/vampire-weekend-contra-10.html">[2]<br /></a>76) Steve Reich - Music for 18 Musicians<br />77) <a href="http://cyborgpostrock.blogspot.com/2010/05/do-make-say-think-winter-hymn-country.html">Do Make Say Think - Country Hymn Winter Hymn Secret Hymn</a><br />78) Boredoms - Super Roots 7<br />79) <a href="http://cyborgpostrock.blogspot.com/2011/10/lantlos-neon-10.html">Lantlôs - .neon</a><br />80) Clinic - Internal Wrangler<br />81) The Wrens - The Meadowlands <a href="http://centrifugue.blogspot.com/2011/09/sufjan-dream-shins-wrens-how-to-scream.html">[½]<br /></a>82) Joao Gilberto - Chega de Saudade<br />83) <a href="http://cyborgpostrock.blogspot.com/2011/09/yellow-swans-going-places-10.html">Yellow Swans - Going Places</a><br />84) Pram - The Stars are So Big the Earth is so Small... Stay as You Are<br />85) Eric Dolphy - Out to Lunch<br />86) Animal Collective - Strawberry Jam<br />87) Nico - Desert Shore<br />88) Mercury Rev - See You on the Other Side<br />89) The Futureheads - The Futureheads<br />90) Eels - Daisies of the Galaxy<br />91) Braids - Native Speaker<br />92) The Clash - London Calling<br />93) Radiohead - Kid A<br />94) The Orb - The Orb's Adventures Beyond the Ultraworld<br />95) Chico Buarque - Construçao<br />96) The Congos - Heart of the Congos<br />97) Funkadelic - Free Your Mind... and Your Ass Will Follow<br />98) Insides - Euphoria<br />99) Cornershop - Woman's Gotta Have It<br />100) Kanye West -My Beautiful Dark Twisted Fantasy<br /><br />Spotify-lister:<br /><a href="http://open.spotify.com/user/1118927898/playlist/50hzOBhNT7LKy5j8GGnG4B">1-20</a>Frederik Bovéhttp://www.blogger.com/profile/01168897045402832044noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-1084702403189930278.post-91120153212250184532012-01-30T12:30:00.000+01:002012-01-30T12:32:58.498+01:00Bon Iver - Bon Iver, Bon Iver (11)<a href="http://cdn.songonlyrics.com/wp-content/uploads/2011/06/Bon-Iver-Bon-Iver-album-cover.jpg" onblur="try {parent.deselectBloggerImageGracefully();} catch(e) {}"><img style="display:block; margin:0px auto 10px; text-align:center;cursor:pointer; cursor:hand;width: 300px; height: 300px;" src="http://cdn.songonlyrics.com/wp-content/uploads/2011/06/Bon-Iver-Bon-Iver-album-cover.jpg" border="0" alt="" /></a><br />Da jeg lavede liste over bedste plader fra 2011 så kaldte jeg den her for 'Dårligste / Mest overvurderede / Mest misforståede plade' Jeg skal ikke helt kunne sige hvilken betegnelse der er den rigtigste. Jeg kan virkelig ikke lide den, men omvendt er den jo harmløs, og jeg er sikkert bare sur fordi den er blevet hyldet for meget og beskrevet forkert. Og så fordi Bon Iver irriterer mig. Han påstod at pladen hedder <i>Bon Iver, Bon Iver</i> fordi det er <a href="http://pitchfork.com/features/interviews/7989-bon-iver/"><i>'half self-titled, half weird thing', </i></a>hvor jeg måske mere synes det virker halvt egocentreret, halvt mere egocentreret. Og han dissede grammyerne, men klappede så fuldstændig i da han selv blev nomineret, <a href="http://pitchfork.com/news/44808-the-avalanches-attack-bon-iver-over-whiskey-advertisements-grammys/?utm_campaign=search&utm_medium=site&utm_source=search-ac">mens han for øvrigt også tjente penge på at lave reklamer for whisky.</a> Men mest af alt så irriterer den her plade mig, fordi den virker på mig som en virkelig dårlig udgave af en form for plade, som jeg ellers elsker. Det er en stille og rolig art-pop plade, hvor fokus er lagt mindre på melodi og tekst og mere på lyde og arrangementer og produktion. Sådan lidt folk, lidt postrock. Det synes jeg egentlig også var hvad anmeldelserne pegede på. Men den fejler virkelig fuldstændig på de præmisser.<br /><br /><div><iframe width="560" height="315" src="http://www.youtube.com/embed/TWcyIpul8OE" frameborder="0" allowfullscreen=""></iframe></div><div><br /></div><div>Det er jo en æble/pære-sammenligning, men prøv alligevel lige at hør <a href="http://www.youtube.com/watch?v=_d94WJj6OWQ">den her sang</a>. Det er <i>O Leaozinho</i> med Caetano Veloso, og det er et af mine yndlingsarrangementer. Der er kun et enkelt fløjt, men det fløjt er simpelthen den mest perfekte lyd til den her sang, det er placeret præcis hvor det skulle være i lydbilledet, og ved at blive gentaget opnår det en utroligt mærkværdig effekt. Den her plade er nærmest det modsatte af den sang, der er tonsvis af instrumenter og lyde lagt på, men ikke en eneste gang formår de at ramme et lydbillede som er så skævt men indlysende rigtigt som i den her sang. Det veksler mellem det fine og udmærkede (åbneren <i>Perth</i> lyder f.eks. rigtig fint) til det deciderede pinlige. Prøv at høre <i>Minnesota, WI</i>. Den starter udmærket, men i anden halvdel, fra 1:45 introduceres det ene mere overflødige element efter det andet, klodset og urytmisk og uden mening. Det var mens jeg hørte den her sang, at jeg begyndte virkelig ikke at bryde mig om det her album. Eller lyt til de elendige guitarsoli som starter i <i>Calgary</i> efter 1:05. Dårligt og så gør de hverken fra eller til.<br /><br /></div><div><iframe width="560" height="315" src="http://www.youtube.com/embed/0KrmxavLIRM" frameborder="0" allowfullscreen=""></iframe></div><div><br /></div><div>Og det er egentlig grundproblemet med selv de bedste arrangementer på pladen: De gør hverken fra eller til. Lydbilledet er konstant domineret af tre-fire gange Vernon-falset og så en akustisk guitar og lidt trommer, så der er aldrig brug for, eller bare plads til, at de andre elementer kan folde sig ud. Det er bizart, når numrene nu er opkaldt efter både virkelige og imaginære lokaliteter, og når pladecoveret er en lagdelt landskabscollage, at der er så lidt rum i lyden på den her plade. Men de dominerende elementer (og det vil sige først og fremmest Vernons stemmer) bliver aldrig udfordret, og derfor ender resten af lydbilledet med at blive lidt ligegyldige ornamenteringer. Du kan sætte dig ned med en guitar og spille de her sange, og de vil være nogenlunde lige så gode, og det er der sikkert en hel masse singer/songwriter fans som er glade for, men det er altså ikke rigtig meningen med et art-rock album. Det her album er ikke lyden af et landskab eller en by. Det er altid bare lyden af en mand. Men det siger titlen jo så også...<div><br /></div><div><iframe width="420" height="315" src="http://www.youtube.com/embed/2Y692d0GPQw" frameborder="0" allowfullscreen=""></iframe></div><div><br /></div><div>Og måske skulle man ikke være overrasket. Bon Iver hjalp jo med på Kanye West's plade <i>My Beautiful Dark Twisted Fantasy</i> fra sidste år, og den var jo endnu mere overlæsset end den her er. Men på den plade gav det overlæssede jo mening, fordi det spillede lige op med Kanye Wests megalomane ytringer, der var en spændning mellem form og indhold. Jeg kan virkelig ikke finde nogen som helst grund til, at der skal være læsset så meget på de her ganske ordinære folksange, men jeg må nok også indrømme, at jeg ikke fatter en hak af <a href="http://jagjaguwar.com/blog/2011/05/bon-iver-bon-iver-the-lyrics/">teksterne</a>, så der er da sikkert plads til forklaringer. Men så er det jo heller ikke værre. Når nu jeg har villet skrive den her sviner, så har jeg jo lyttet til pladen nogle gange, og så vænner man sig jo til den. Og måske minder den her plade mig mest af alt om tidlig TV on the Radio. De gik på samme måde mest af alt op i at lave interessante soundscapes, og så vidste de ikke rigtig hvad de ville sige med det, eller overhovedet hvordan man kunne sige ting med soundscapes. Men TVotR lærte det jo støt og roligt og leverede mesterværket <a href="http://centrifugue.blogspot.com/2011/04/white-mind-black-feet-race-and-reason.html">Dear Science</a>. Måske så kommer Bon Iver også efter det, og så laver han pludselig et mesterværk. Det ville da være glimrende. Hvis han lærer ikke altid at ville være i centrum, og så måske også får et eller andet på hjerte, så kunne det sagtens blive helt godt.</div></div>Frederik Bovéhttp://www.blogger.com/profile/01168897045402832044noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-1084702403189930278.post-9967061013251542412012-01-08T17:15:00.000+01:002012-01-08T17:18:05.993+01:00Beyoncé - Countdown<iframe src="http://www.youtube.com/embed/D2e_Zp2JxTI" allowfullscreen="" frameborder="0" height="315" width="420"></iframe><br /><br />I sidste ende var det knipsne som fik mig. I mellemstykket fra 2:20 synger B<span style="font-style: italic;"> uh-uh-uh-uh</span>, som hun jo så ofte gør, og samtidig knipses der på 4. <span style="font-style: italic;">Uh-uh-uh-knips, uh-uh-uh-knips</span>. Men når stykket går tilbage til det vers-agtige, så knipses der pludselig på 2 igen. Det er simpelthen verdens mest overflødige detalje. Jeg gad virkelig godt have været i studiet hvor produceren opdagede dette: "Hm, den mangler lige det sidste... Hvis nu vi knipser på 4 her, og så på 2 derefter, så er den vist helt perfekt!" Men Countdown er sådan hele vejen igennem, det er grundlæggende en god sang, men derudover er produktionen så fantastisk detaljeret, at det kvarte kunne være nok.<br /><br />Jeg havde Beyoncés plade <span style="font-style: italic;">4</span> på min liste, selvom den egentlig ikke er voldsomt god som plade. Nej, værre end det, det er nærmest en anti-plade. Det er ikke et værk i sig selv, det er grundbestanddelen i den fjerde fase af Beyoncé's karriere. Det mest frustrerende, for en Album-freak som mig, er, at nogle af de bedste numre er puttet på en bonusdisk, vel for også at kunne sælge albummet lidt dyrere til luksusfans. Folk snakker om hvornår albummet dør, men for pop-kunstnere som Beyoncé, så er det sgu allerede dødt. Og det er vel sådan set ok. Beyoncé laver fantastisk musik, men ikke særligt gode Albums. GYBE lavede også fantastisk musik, men ikke særligt gode sange. So what. Folk fokuserer forskelligt. At sangene i så udpræget grad skal stå alene betyder jo så at sange som den her bliver puslet om indtil de er færdige. Og så åbenbart i ganske lang tid derefter.<br /><br /><iframe src="http://www.youtube.com/embed/KaasJ44O5lI" allowfullscreen="" frameborder="0" height="315" width="560"></iframe><br /><span style="font-style: italic;">Det er en fin sang, lavet sammen med The-Dream, men jeg synes virkelig ikke den fungerer som album-åbner...</span><br /><br />Umiddelbart kan sangen jo virke som noget rod, men der er jo alligevel mening med galskaben. Som <a href="http://pitchfork.com/features/staff-lists/8726-the-top-100-tracks-of-2011/10/">Pitchfork</a> skrev: <span style="font-style: italic;">"The tempo shifts are like a smitten lover trying to calm herself down only to start babbling about how awesome everything is all over again a moment later."</span> Og så er der førnævnte uh-uh sted, hvor B løber tør for ord til at forklare hvad hun føler. Eller omkvædet, hvor først blæsere og så strygere mere og mere overvælder hende, mens hun er <span style="font-style: italic;">'Still falling'</span>, som hun siger, en effekt der for øvrigt forøges hvert omkvæd, hvor flere og flere Beyoncé'er synger med. Eller at hun i uh-uh stedet gentager det boy-y-y-y som også indleder sangen. Det er til grin hvor meget der er blevet arbejdet på den her sang, men det ville jo alt sammen være ligegyldigt, hvis ikke den var så fuldstændig fjollet medrivende, som den nu engang er.<br /><br /><iframe src="http://www.youtube.com/embed/FHp2KgyQUFk" allowfullscreen="" frameborder="0" height="315" width="560"></iframe><span style="font-style: italic;"></span><br /><br />At Beyoncé skulle ende med at udgive et af årets mest vellykkede numre kommer vel ikke som en overraskelse for særlig mange. Det plejer hun jo gerne at gøre. Men Countdown er en af årets mest ambitiøse kompositioner. Den skifter mellem sekvenser så hurtigt at selv Girl Talk ville synes det måske nok er lidt hyper, og den får proppet helt absurd mange virkemidler ned på 3:40. Pop-musik er måske ikke så innovativ som den var for ti år siden, men ganske ofte så popper der stadigvæk forbløffende fantastiske sange op, hvor man bare taber kæben, og må sætte sig ned og trykke repeat. Og så kan man danse til den, selvom man nok skal vide hvor den skifter tempo i forvejen.Frederik Bovéhttp://www.blogger.com/profile/01168897045402832044noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-1084702403189930278.post-47882848540196691352012-01-07T23:58:00.006+01:002012-11-01T21:26:36.555+01:002011 Top 20Der er jo tradition for, at man laver lister ved årets afslutning, men som oftest så finder man jo først ud af hvad der var de gode plader i lang tid derefter. I slutningen af sidste år, så fandt jeg pludselig ud af, at både Black Metal og R'n'B egentlig var vildt vitalt for tiden, og det bar sidste års liste præg af, og det gør det her års også. Det betød så også, at jeg brugte januar på at opdage vilde plader fra slutningen af 2010, som jeg havde overvejet at putte på den her liste, men som jeg nu bare lige ville nævne. Det var meget tæt på, at den her liste ville blive domineret af Deathspell Omega - Paracletus, Gnaw Their Tongues - L'Arrivee de la Terne Mort Triomphante, <a href="http://cyborgpostrock.blogspot.com/2011/10/lantlos-neon-10.html">Lantlôs - Agape</a>, og inden for R'n'B: jj - Kills. Dem ville jeg bare lige nævne. Dem nedenunder var de bedste plader fra 2011, som jeg nåede at opdage i 2011. Et [½] henviser til et indlæg, hvor albummet bliver diskuteret i forbifarten. Et [o] er en henvisning til et indlæg om en anden plade af samme kunstner. Der vil komme indlæg om så mange af dem, som jeg nu lige gider, men jeg satser på at forklare mig om årets skuffelse, så lade være med at blive sur over det indtil da.<br />
<br />
1. <a href="http://cyborgpostrock.blogspot.com/2012/01/destroyer-kaputt-11.html">Destroyer – Kaputt</a><br />
2. Liturgy – Aesthetica<br />
3. Braids – Native Speaker<br />
4. Tune-Yards – Who Kill<br />
5. Shabazz Palaces – Black Up<br />
6. Lantlôs – Agape <a href="http://cyborgpostrock.blogspot.com/2011/10/lantlos-neon-10.html">[o]</a><br />
7. Colin Stetson – New History Warfare vol 2: Judges<br />
8. John Maus – We Must Become the Pitiless Censors of Ourselves<br />
9. Oneohtrix Point Never – Replica<br />
10. Omega Massif – Karpathia<br />
11. Amon Tobin – ISAM<br />
12. Cut Copy – Zonoscope<br />
13. 13 & God – Own Your Ghost <a href="http://cyborgpostrock.blogspot.com/2011/01/notwist-neon-golden-03.html">[o]</a><br />
14. Balam Acab – Wander / Wonder<br />
15. Deafheaven – Roads to Judah<br />
16. Nicolas Jaar – Space is Only Noise<br />
17. Nguzunguzu – The Perfect Lullaby<br />
18. TV on the Radio – Nine Types of Light <a href="http://centrifugue.blogspot.com/2011/04/white-mind-black-feet-race-and-reason.html">[o]</a><br />
19. *Shels – Plains of the Purple Buffalo<br />
20. Beyoncé – 4 <a href="http://cyborgpostrock.blogspot.com/2012/01/beyonce-countdown.html">[½]</a><br />
<br />
Bedste Genudgivelse:<br />
<a href="http://cyborgpostrock.blogspot.com/2012/02/disco-inferno-5-eps-92-94-2011.html">Disco Inferno – The 5 Eps</a> <a href="http://cyborgpostrock.blogspot.com/2009/12/disco-inferno-di-go-pop-94.html">[o]</a><br />
<br />
Bedste numre:<br />
1. <a href="http://centrifugue.blogspot.com/2011/09/gotye-somebody-that-i-used-to-know.html">Gotye – Somebody That I Used to Know</a><br />
2. <a href="http://cyborgpostrock.blogspot.com/2012/01/beyonce-countdown.html">Beyoncé – Countdown</a><br />
3. Liturgy – Generation<br />
<br />
Dårligste / Mest overvurderede / Mest misforståede plade:<br />
<a href="http://cyborgpostrock.blogspot.com/2012/01/bon-iver-bon-iver-bon-iver-11.html">Bon Iver – Bon Iver, Bon Iver</a><br />
<br />
Spotify-liste:<br />
<a href="spotify:user:1118927898:playlist:6mO6Qb74eilMKSKbU6X0s0">FBove Top 20 2011</a>Frederik Bovéhttp://www.blogger.com/profile/01168897045402832044noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-1084702403189930278.post-15633534398502747912012-01-07T23:50:00.000+01:002012-01-07T23:58:07.838+01:00Destroyer - Kaputt (11)<a onblur="try {parent.deselectBloggerImageGracefully();} catch(e) {}" href="http://cdn.pastemagazine.com/www/articles/2011/01/25/destroyer-kaputt.jpg?1295944133"><img style="display: block; margin: 0px auto 10px; text-align: center; cursor: pointer; width: 300px; height: 300px;" src="http://cdn.pastemagazine.com/www/articles/2011/01/25/destroyer-kaputt.jpg?1295944133" alt="" border="0" /></a><br />Destroyer's koncert på Roskilde var fantastisk. Det var egentlig kun hans seneste, Kaputt, som jeg kunne lide og sådan rigtig havde sat mig ind i, så jeg var forberedt på, at en stor del af koncerten sikkert kom til at gå med gamle sange som jeg ikke kendte eller kunne lide. Men han spillede næsten kun numre fra den nye, der var et enkelt nummer, Painter in Your Pocket, som jeg svagt huskede fra Rubies, og så et cover, som jeg også svagt kunne huske at have hørt før, men ikke kunne huske hvor fra. Det viste sig at være Everywhere af Fleetwood Mac, en sang som jeg aldrig havde hørt i originalversionen, men kun i et andet nyligt cover, af Vampire Weekend. Wow, noget af et tilfælde, hva? To af de hippeste indiebands laver et cover af det samme kiksede pop-band, og så endda af den samme sang. Men 70'er soft-rock var så in det seneste år at man nærmest kunne kalde det en trend, foruden de to bands afsluttede Bon Iver også hans forfærdelige nye plade med en pastiche på genren. Man kunne sige tidens retro-mani nu endelig har noget bunden af bægeret, og der simpelthen ikke var andre genrer tilbage at stjæle fra. Måske er det en blanding af eskapisme og nostalgi? Men det er nok ikke tilfældigt at Destroyer valgte at fremhæve netop Fleetwood Mac, for deres nye plade fungerer i høj grad på samme måde som Fleetwood Mac's to hovedværker. Folk husker gerne det band som populistiske mastodonter, men man skal også huske på at Rumours og Tusk blev skabt mens de to par i bandet gik i opløsning, og under store misbrugsproblemer, henholdsvis. Kaputt har lidt den samme mentalitet. Det virker måske som om det er ren overflade, et forsøg på at lave ren vellyd, men hvis man lytter nærmere efter er det mere lyden af et band som har opgivet at være cool, og for at sige det som plat som muligt: Det er lyden af en mand, som netop er Kaputt.<br /><br /><iframe src="http://www.youtube.com/embed/ThbMaq8hDEo" allowfullscreen="" frameborder="0" height="315" width="420"></iframe><br /><br />Jeg har tidligere, i en <a href="http://cyborgpostrock.blogspot.com/2011/02/caetano-veloso-caetano-veloso-little.html">post om Caetano Veloso</a>, kritiseret Bejar for at gå for meget op i hans tekster, i forhold til sammenspillet mellem tekst og musik. En af de ting, som har irriteret mig ved hans tidligere plader, og som har gjort at jeg ikke har hørt nogen af dem ret meget, er, at Bejar og hans tekster virker alt-dominerende i musikken. De fylder det hele i lydbilledet, hans stemme er alt for meget, og udviklingerne i musikken virker altid underordnet forsangerens ord og stemme. Det hele blev for meget af ham. Men jeg var ikke helt fair i min tidligere post, for Bejar beskrev nogle idéer som han tidligere havde haft, og som han havde opgivet. Og det kan man høre på den her plade, det er en helt anden følelse man får fra pladen. Hvor Bejar før altid virkede som hovedpersonen, så er han her i langt højere grad en del af et hele. Han har en stemme, og et par kvinder har stemmer, men samtidig er der guitarer og fløjter og saxofoner og trompeter, og de har hver især deres stemmer. Jeg har set det kommenteret, at de andre instrumenter lyder 'fjerne', men pointen er først og fremmest at de lyder uafhængige af hvad der ellers foregår i lydbilledet. De dominerende lyde er bassen, rytmen og diverse synth-flader. Så kommer Bejars stemme, som forsøger at følge med de tre andre elementer, og så har du alle de andre instrumenter, som flyder ud og ind af lydbølgerne, uden at det rigtig virker som om nogen har kontrol med hvad der foregår. Bejar har vist i hvert fald ikke. Som sagt, nu for anden gang, han er gået Kaputt.<br /><br /><iframe src="http://www.youtube.com/embed/dfuDbWD_PIk" allowfullscreen="" frameborder="0" height="315" width="560"></iframe><br /><span style="font-style: italic;">Ikke verdens mest hidsende video, men den rammer meget godt følelsen af at blive ført med, som den her plade giver.</span><br /><br /><br />Og denne her idé om at han ikke har kontrol, at han ikke er verdens vigtigste, går videre i teksten.<span style="font-style: italic;"> 'You can't belive / the way the wind's talking to the sea / I heard that someone said it before / I don't care / I can walk away'</span> Det er de første ord man hører. Vinden og Havet er sublime og ukendelige, og det er der vist nogen som har sagt før og fuck dig, så går jeg da bare min vej. Og som teksten ovenover vist også afslører, så er det ikke længere meningen at teksterne skal være pæne for sig selv. Lad os tage et andet eksempel fra titelnummeret, nogle af de oftest citerede linjer fra albummet: <span style="font-style: italic;">'Sounds, Smash Hits, Melody Maker, NME / All sounds like a dream to me'</span> Prøv at fremsige dem. Er de ikke forfærdelige? For det første er rytmen helt væk, den kunne være reddet ved at fjerne Melody Maker: <span style="font-style: italic;">'</span><span style="font-weight: bold; font-style: italic;">Sounds, Smash </span><span style="font-style: italic;">hits, </span><span style="font-weight: bold; font-style: italic;">N</span><span style="font-style: italic;">-M-</span><span style="font-weight: bold; font-style: italic;">E</span><span style="font-style: italic;"> / </span><span style="font-weight: bold; font-style: italic;">All </span><span style="font-style: italic;">sounds </span><span style="font-weight: bold; font-style: italic;">like </span><span style="font-style: italic;">a </span><span style="font-weight: bold; font-style: italic;">dream </span><span style="font-style: italic;">to </span><span style="font-weight: bold; font-style: italic;">me</span><span style="font-style: italic;">' </span>Det lyder helt børnerimsagtigt, men stadigvæk dumt. Derudover rimer <span style="font-style: italic;">ME</span> på <span style="font-style: italic;">me</span>, og det bliver ikke rigtig bedre af at linjerne bliver gentaget igen og igen. Men som Bejar synger det, så giver det pludselig mening. Han accelererer for at få passet Melody Maker ind, og han slutter de to linjer på samme tone, som for at sige han godt ved hvor ens slutningerne er. Så lyder det pludselig som en mand der har travlt, det lyder af flygtighed, netop som en drøm. Og det lyder som om han godt ved at det ikke er solidt. Det er elendigt på skrift, men i sammenhængen fungerer det.<br /><br /><iframe src="http://www.youtube.com/embed/puu3IvKnSb4" allowfullscreen="" frameborder="0" height="315" width="560"></iframe><br /><span style="font-style: italic;">Det her er tilgengæld en fantastisk video, og så indeholder den de linjer, som jeg netop har behandlet ovenover.<span style="font-style: italic;"><span style="font-style: italic;"><span style="font-style: italic;"><span style="font-style: italic;"><br /><br /></span></span></span></span></span>Kaputt er ikke en væsentlig plade, det er tværtom en plade om en fyr, som har opgivet at være væsentlig. Det er lyden af at gå på kompromis med alle de andre stemmer, indse at man ikke ved det hele, og ikke er først med det hele, og så bare lade sig flyde med strømmen. I titelnummeret synges der om at jage kokain, men pladen minder mig mere om heroin-scenerne fra Trainspotting. Det er en downer-plader snarere end en upper-ditto. Og tja, på trods af, at den ikke var stor og væsentlig, og på trods af, at det bestemt ikke var nogen nyskabende plade, så var det, når alt kommer til alt og lige for tiden, min favorit fra året der gik.Frederik Bovéhttp://www.blogger.com/profile/01168897045402832044noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-1084702403189930278.post-74264317911376829052011-10-06T00:00:00.000+02:002011-10-06T00:02:05.311+02:00Lantlôs - .neon (10)<a onblur="try {parent.deselectBloggerImageGracefully();} catch(e) {}" href="http://preview.gomusicnow.com/5652135/cover.jpg"><img style="display: block; margin: 0px auto 10px; text-align: center; cursor: pointer; width: 300px; height: 300px;" src="http://preview.gomusicnow.com/5652135/cover.jpg" alt="" border="0" /></a><br />Efterhånden kan jeg bedst lide at skrive om en plade hvis jeg føler, at jeg har en eller anden ny vinkel til den. Et eller andet, som ikke rigtig er blevet skrevet før. Det her er en ret obskur plade, men desværre, så har jeg ikke voldsomt meget andet at sige end der stod i den <a href="http://thequietus.com/articles/06530-black-metal">artikel</a> hvor jeg lærte den at kende. Det er en artikel om 'urban black metal', altså black metal, der beskriver et byliv frem for et liv på landet. Jeg har skrevet om Black Metal før, men det var om <a href="http://cyborgpostrock.blogspot.com/2010/01/wolves-in-throne-room-two-hunters-07.html">Wolves in the Throne Room</a> og om <a href="http://cyborgpostrock.blogspot.com/2010/08/mt-eerie-winds-poem-09.html">Mt Eerie</a>, og i begge tilfælde havde jeg fokus på lighederne mellem metal og folk, og hvor godt det kunne beskrive det sublimt naturlige. Lantlôs er med sin fokus på bylivet noget helt andet, men de tre plader har nogle ting til fælles. Tr00 metal-fans vil nok have det svært ved dem. Og så er de alle tre virkeligt gode.<br /><br />Faktisk så var jeg til at starte med ikke helt enig i, hvad Brad Sanders skriver i føromtalte artikel. Han skriver at .neon blander Black Metal med Jazz a la Miles Davis, hvilket jeg havde lidt svært ved at høre. Men da jeg fik hørt hele pladen et par gange, så blev jeg sådan nogenlunde enig. Nej, jeg synes ikke det direkte er inspireret af Miles (og hvad vil det egentlig sige? Jeg mener, den mand har lavet ret megen forskellig artet musik...), men den virker inspireret af musik, som var inspireret af Miles. De stille dele af den her plade lyder meget inspireret af den aller tidligste post-rock, som jeg er så umanerlig stor fan af. Vi snakker plader som <a href="http://cyborgpostrock.blogspot.com/2009/12/bark-psychosis-hex-94.html">Bark Psychosis - HEX</a> og <a href="http://cyborgpostrock.blogspot.com/2009/12/talk-talk-laughing-stock.html">Talk Talk - Laughing Stock</a>, plader som jeg langt hen af vejen startede denne blog for at hylde. Og begge de to plader var inspireret af de dele af Davis hvor han var cool og afslappet, som Kind of Blue eller <a href="http://cyborgpostrock.blogspot.com/2009/12/avant-post-miles-davis-in-silent-way-69.html">In a Silent Way</a>. Som også er blandt mine absolutte yndlingsplader. Blandingen metal og melankolsk Miles indgår for øvrigt også på en af mine andre yndlingsplader, <a href="http://cyborgpostrock.blogspot.com/2010/01/sunn-o-monoliths-dimensions-09.html">Sunn O))) - Monoliths & Dimensions</a>. Så når alt kommer til alt var det ikke helt overraskende, at jeg faldt ganske pladask for den her plade, og det er en plade jeg har hørt igen og igen over de sidste par uger.<br /><br /><iframe src="http://www.youtube.com/embed/d_-VIZGzrxc" allowfullscreen="" width="420" frameborder="0" height="315"></iframe><br /><br />Men jeg måtte nu også indrømme, at jeg ikke umiddelbart forbinder den her lyd med storbyen. Når jeg tænker storby, så tænker jeg ofte på det aggressive, det hastige og det voldsomme. Ting som pånk eller grime eller gangsterrap. Men der har jo ganske rigtigt altid været en mere indadvendt side af storbymusik. Det er jo rigtig nok, at Miles Davis både lavede blistrende fusionslarm (tjek <a href="http://www.youtube.com/watch?v=dbbCZaI313A">On the Corner</a> ud, som det mest direkte storbylarm), og indadvendt cooljazz. Og den indadvendte storbymusik findes jo også i genrer som <a href="http://www.youtube.com/watch?v=ZWmrfgj0MZI&ob=av2e">triphop</a> eller dubstep som <a href="http://www.youtube.com/watch?v=IlEkvbRmfrA">Burial</a>. Det er lyden af en regnvåd gade set fra vinduet af en natbus. Og den stemning rammer Lantlôs også. Hvad der virkelig kom bag på mig - selvom titlen muligvis burde have givet et hint - var hvor meget teksterne mindede mig om Michael Strunge. Og nej, jeg tror ikke de kender denne døde danske digter, men jeg har virkelig svært ved at ikke at tænke på ham med linjer som dem her fra åbneren Minusmensch: <span style="font-style: italic;">'Disembodied, gasping, I tumbled / in the flesh of a thousand cold lights, / through this night of neon, / that I'll never belong to.'</span> Det er naturligvis mere metal-jargon, og når det skriges med dæmonstemme ud over tonsende trommer er ligheden måske lidt mindre, men den er der. I hvert fald i mit hoved. Eller hvad med dem her, der åbner pladens bedste nummer, Pulse / Surreal: <span style="font-style: italic;">'Sirens of soul / howling and piercing the night. / These are the streets, / clinic fingertips / sex and violence.</span><br /><br /><iframe src="http://www.youtube.com/embed/0IIzu_oa47E" allowfullscreen="" width="420" frameborder="0" height="315"></iframe><br /><br />Hvis du hørte overstående sang, så undrede du dig måske over, at der var to ret forskellige vokaler. Lantlôs er først og fremmest et projekt for en tysk musiker der kalder sig Herbst. Han udgav også pladen Lantlôs i 2008 sammen med et par andre. Det er vidst ham der står for skrigende. På den her plade har han allieret sig med den franske musiker Neige, som er en af mine yndlingsmetallere. Jeg kender ham fra bandsne Alcest og Ameseours, som også er Black Metal hybrider, i de to tilfælde mere med shoegaze og postpunk og industrial. Det er ham som synger, med den franske accent... Der skulle meget gerne komme en ny plade 28 Oktober, som hedder Agape. Det glæder jeg mig naturligvis meget til.<br /><br />Den her slags musik er ikke for alle. Faktisk vil de fleste nok mene, at det er alt for agressivt og voldsomt, og blandt dem som så virkelig elsker agressiv og voldsom musik, ja så vil den nok blive set som alt for blød og svag. Den svinger virkelig meget fra noget meget hårdt til noget meget blødt. Og ja, det er præcis at sige at den 'svinger', den bygger ikke ret meget op, men skifter meget pludseligt. Man kan også sammenligne den med crescendocore. Og her er det virkeligt voldsomt dynamisk. Hvor normal crescendocore svinger fra stille guitar til støjende guitar, så svinger den her plade fra jazzet klaver til skrålende metal. Det er virkelig, virkelig fjollet så meget den spiller på ting som jeg elsker i forvejen, så det her er måske ikke en helt objektiv kvalitetsvurdering. Men det er altså virkelig en fantastisk plade, som er underskøn når den skal være smuk, og afskyelig når den skal være grim. Varmt, varmt anbefalet.<br /><br /><span style="font-style: italic;">.neon kan købes </span><a style="font-style: italic;" href="http://shop.prophecy-productions.de/product_info.php?info=p1128_LANTL-S----neon--Super-Jewelbox-CD-.html">her.</a><span style="font-style: italic;"> Eller vel rundt omkring på andre webbutikker.</span>Frederik Bovéhttp://www.blogger.com/profile/01168897045402832044noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-1084702403189930278.post-34865737325990343452011-09-07T14:20:00.000+02:002011-09-07T14:21:08.704+02:00Yellow Swans - Going Places (10)<a onblur="try {parent.deselectBloggerImageGracefully();} catch(e) {}" href="http://img28.imageshack.us/img28/306/63640872.jpg"><img style="display: block; margin: 0px auto 10px; text-align: center; cursor: pointer; width: 300px; height: 300px;" src="http://img28.imageshack.us/img28/306/63640872.jpg" alt="" border="0" /></a><br />Hvert år offentliggør alverdens musiksider deres årslister over bedste plader, bedste singler, bedste tweets, grimmeste cover, whatever. Det er en typisk nørd-ting at gøre, jeg gør det også <a href="http://cyborgpostrock.blogspot.com/2011/08/2010-top-20.html">selv</a>. Popmatters går ret meget all-in på den her front, og offentliggør alverdens genrelister. Jeg føler lidt, at når du laver lister over både indierock og indiepop, samt country, americana og bluegrass, så overgør du det måske en smule... Men i år havde de så også besluttet at lave en <a href="http://www.popmatters.com/pm/feature/134471-the-best-experimental-music-of-2010/P1">liste over 'Experimental'</a> albums, og det var et af mine yndlingsalbums der vandt: Yellow Swans - Going Places. Men udover, at jeg naturligvis er enig i, at det er et fantastisk album, er glad for at se det få noget velfortjent opmærksomhed, og føler at mine egne smagsløg er blevet valideret, så er jeg nu lidt loren ved termen 'Experimental'.<br /><br />Det er noget mærkeligt noget, med de her termer for musik som er sådan lidt 'skævt' og anderledes end normerne. Det er 'alternativt', det er 'uafhængigt', det er 'eksperimenterende', alt sammen plus-termer, som man vel lige knap kan argumentere imod. Men samtidig også termer, som skræmmer ganske mange folk væk. Hvis folk hører, at Going Places er den bedste Experimental-plade, så er jeg bange for, at folk vil tro, at det er noget utilnærmeligt og avant-garde noget. Og ja, pladen er abstrakt og støjende, og den vil nok tiltale folk, som i forvejen er bekendt med noise-genren. Men hvad jeg føler er dens grundprincip er hverken svært forståeligt eller specielt nyt: Det handler om at skabe skønhed ud af ikke specielt skønne lyde. Det er sådan set den samme ting jeg sætter pris på ved skulpturer lavet af metal, freejazz a la Ayler og Coltrane, eller tysk poesi. Men det er sådan set heller ikke rigtig dens eksperimentale kvaliteter, der for mig får den til at stikke ud fra mængden. Det er tværtom den formidable mængde af følelser, som det er lykkes bandet at ligge ned i de her abstrakte og instrumentale kompositioner.<br /><br />Pete Swanson og Gabriel Mindel Saloman meddelte i 2008 at de ville opløse bandet efter én sidste plade. Så hele albummet bliver naturligvis opfattet som bandets svanesang (pun intended), og man er nok tilbøjelig til at projicere endnu mere opbrud og afslutning ind i albummets lyde. Men det er nu også svært at lade være, med de titler numrene har: 'Opt Out', 'Limited Space', 'New Life', og selve titlen 'Going Places'. Hvad der fik mig til at falde for albummet med det samme, var altså ikke hvor eksperimenterende det var, men tværtom hvor nemt det var, hvor let det var at få en forståelse af det, få det til at give mening. Men numrene er abstrakte og uformelige, så ofte når jeg lytter til det, ja så passer de enkelte dele sammen på en ny måde. Derfor er de tolkninger, jeg forsøger mig med nedenunder, også endnu mere subjektive øjebliksbilleder, end de plejer at være.<br /><br /><span id="dnn_ctr635_ArticleDetails_lblArticle" class="normal"><iframe src="http://www.youtube.com/embed/z-BYNx_JZf8" allowfullscreen="" frameborder="0" height="345" width="420"></iframe><br /><br />På</span><span style="font-style: italic;" id="dnn_ctr635_ArticleDetails_lblArticle" class="normal"><span style="font-style: italic;"><span style="font-style: italic;"> </span></span></span><span id="dnn_ctr635_ArticleDetails_lblArticle" class="normal">mange måder kan den her form for noise føles som en videreførsel af post-rocken. Det er helt nye instrumenter og produktionsmetoder, men ofte er det en <a href="http://www.blogger.com/posts.g?blogID=1084702403189930278&searchType=ALL&txtKeywords=&label=Crescendocore">gammelkendt bevægelse</a> som styrer numrene. Postrock-netsiden Silent Ballet konstaterede da også i deres <a href="http://www.thesilentballet.com/dnn/Reviews/2010/TopRated/tabid/160/ctl/Details/mid/635/ItemID/3181/Default.aspx">anmeldelse</a>:</span><span style="font-style: italic;" id="dnn_ctr635_ArticleDetails_lblArticle" class="normal"><span style="font-style: italic;"><span style="font-style: italic;"> </span></span>It should be noted that all these songs do essentially the same thing – they crescendo, awesomely – but that’s not the point, nor is it the value of this album.</span> Men selvom der bestemt er imponerende crescendi på albummet, den 13 min lange Opt Out først og fremmest, så er det nu ikke pointen med alle numrene. Åbningsnummeret Foiled lyder som om det starter midt inde i, det er bare en mekanisk rytme med støjflader på, og den udvikler sig ikke så meget som den blot bliver erstattet af nogle mere behagelige synthlyde. Effekten er en følelse af uforanderlighed, det føles som om, at vi blot hører et udklip af et nummer, der sidder fast i samme rille. Resten af albummet føles i høj grad som et opgør med denne uforanderlige rille.<br /><br /><iframe src="http://www.youtube.com/embed/DF3KSYch8dE" allowfullscreen="" frameborder="0" height="345" width="420"></iframe><br /><br />Tag f.eks. et nummer som ovenstående, et af de få, hvis form jeg sådan nogenlunde føler at jeg har gennemskuet. Der ligger ubestemmelige flader af støj, diverse guitarer har gang i alle mulige ting og sager forskellige steder i lydbilledet. Den lyd, som fænger mig, er den ustoppelige klokke, der ringer konstant og hele tiden på offbeat. Ding, ding, ding, ding... Nummeret hedder Limited Space, og den skide klokke føles unægteligt voldsomt dikterende og begrænsende. Momentet til sidst i nummeret, hvor klokken endeligt forsvinder, og en enkelt guitar får lov til at stå frem klart og tydeligt og alene, ja det moment synes nærmest overtydeligt at illustrere forsøget på at undslippe snærende bånd. Selvom det er abstrakt musik behøver det jo ikke at være alt for sofistikeret. Men noget ret så forunderligt ved det øjeblik er, hvor lidt triumferende det føles. Det føles ikke som om, at klokken er blevet overvundet, og lader en stærk og modig guitar-helt træde frem. Nej, det føles mere som om, at klokken er kollapset, og har efterladt resten af lydbilledet alene, usikkert og vaklende.<br /><br />Og jeg tror måske nok, at det er ret typisk for dagens kunstnere. Going Places er jo et meta-værk, det forsøger musikalsk at behandle omstændighederne for sin egen tilblivelse. Der skriver det sig på sin egen lille måde ind i en gammel modernistisk tradition, som litteraturinteresseret kan jeg ikke lade være med at tænke på <span style="font-style: italic;">Portrait of the Artist as a Young Man</span> eller <span style="font-style: italic;">På Sporet af den Tabte Tid</span>. Men det føles netop ikke som et portræt af et par kunstneres selvrealisering. Det føles som en lidt melankolsk erkendelse af, at den gamle rille har opbrugt sine muligheder, og at det er nødvendigt at finde en ny. Der er en ydmyghed over det, kunstnerne er melankolske snarere end modige, og deres projekt er nødvendigt snarere end heroisk.<br /><br /><iframe src="http://www.youtube.com/embed/dmwyj4DvOO4" allowfullscreen="" frameborder="0" height="345" width="420"></iframe><br /><br />Det er måske også derfor, jeg hverken synes det skal kaldes avant-garde eller experimental eller noget. Det er aldrig det, som det handler om. Nu får jeg så alligevel fremstillet det som om, at det er tidstypisk, og på den måde måske få lagt en ramme om det, som om at det er et 'vigtigt' album. Men det er det ikke. Det er et umanerligt lille værk, blot et intenst personligt dokument af to personer på et punkt i deres tilværelse. Det er ikke stort eller noget. Men det er skidegodt. For øvrigt er den på <a href="http://boomkat.com/cds/263940-yellow-swans-going-places">tilbud til fire pund for tiden</a>. Fundet for de penge.Frederik Bovéhttp://www.blogger.com/profile/01168897045402832044noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-1084702403189930278.post-27084561182873747422011-08-29T21:25:00.000+02:002011-08-29T21:27:23.650+02:00Azeda Booth - In Flesh Tones (08)<a onblur="try {parent.deselectBloggerImageGracefully();} catch(e) {}" href="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEhSOkUiH1gnhPAIeQ4QkQpDmLbSywlVZ-2y4PjzKMkx6GwGuwM-w4hmpYVzHmHW5qDs4yv5eVsTnObSkfd3HWKY-J0auifmtuTM4PyzVXBBgkjCSzGv7l2Bf1Bt4bQ5O0n_dBByLR5ZytI5/s320/Front.jpg"><img style="display: block; margin: 0px auto 10px; text-align: center; cursor: pointer; width: 300px; height: 300px;" src="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEhSOkUiH1gnhPAIeQ4QkQpDmLbSywlVZ-2y4PjzKMkx6GwGuwM-w4hmpYVzHmHW5qDs4yv5eVsTnObSkfd3HWKY-J0auifmtuTM4PyzVXBBgkjCSzGv7l2Bf1Bt4bQ5O0n_dBByLR5ZytI5/s320/Front.jpg" alt="" border="0" /></a>
<br />I min verden findes der forskellige former for underkendte værker. Der findes dem, som nok nærmere er personlige favoritter, albums, som betyder noget helt specielt for mig. F.eks. Eels - Electro-Shock Blues, den vil nok altid betyde mere for mig end de fleste andre, det skyldes lige så meget biografiske ting. Så findes der albums, hvor jeg egentlig godt forstår, at andre folk har lidt svært ved at komme ind på livet af det. The-Dream, f.eks., er ensformig og misogyn i absurd grad, jeg kan lidt godt forstå hvis folk har svært ved at acceptere, at det samtidig er noget af det mest vellavede musik der findes for tiden. Men der er også den tredje kategori, den hvor jeg simpelthen ikke forstår, at et specifikt album ikke har væltet musikverdenen fuldstændig bagover, og hvor jeg næsten opfatter det som en fornærmelse på et eller andet punkt. Albums, som både er så iørefaldende, men samtidig så fantastiske, at deres status som obskuritet virker fuldstændig uforståelig på mig. Et sådan album er Azeda Booth - In Flesh Tones.
<br />
<br /><iframe src="http://www.youtube.com/embed/1nthdVGc9nk" allowfullscreen="" frameborder="0" height="345" width="420"></iframe>
<br />
<br />Jeg kan ikke forstå, hvorfor folk ikke falder pladask for et nummer som ovenstående. For mig rammer det et felt sådan lige midt mellem melankoli og velvære. Det er som new age med modhager, jeg kan decideret mærke hvordan min krop spænder fra. Og nærmest hele pladen lyder sådan. Fra rullende trommer indleder Ran, til ringlende guitarer ringer Be It ud, hele pladen er utrolig godt sammensat, komponeret, produceret. Ambiente flader, let kradsende guitarer, elektroniske programmeringer, lettere utæt sopran-sang, lydbilledet er så umiddelbart knuselskeligt, at jeg ikke forstår der ikke er flere som er faldet for dem. Jeg tænker, at det muligvis er <span style="font-style: italic;">for </span>umiddelbart, hvilket synes at være hvad <a href="http://pitchfork.com/reviews/albums/12112-in-flesh-tones/">Pitchforks</a> anmeldelse konkluderede. Men samtidig, så er det virkelig en plade hvor det giver mening at tale om 'lag' i musikken. At god musik har flere 'lag' er en af de mest fjollede musik-kritiker-floskler. Normalt er det bare en fin måde at sige 'detaljer' på. Det lyder sådan lidt bedre, en detalje gør hverken fra eller til, men 'lag', så er det dybt og intelligent. Desuden så lyder vi selv bedre, når vi aktivt afdækker 'lag', i stedet for at vi bare pludselig opdager en ny detalje. Normalt, så er de fleste lag blot ornamentering, som egentlig hverken gør fra eller til. Men det her album er anderledes.
<br />
<br />Prøv at lytte til ovenstående nummer igen. Det er en mand der synger, han hedder Jordan Hossack. Det er den første overraskelse. Den anden kommer, når man læser teksterne. I den her sang lyder f.eks. de sidste linjer før første omkvæd: '<span style="font-style: italic;">Under the lights along the avenue / you lost your pants too / un-salivate Celestiora'</span>. Det som får hjertet til at slå hurtigere er vist en blanding af vold og druk, med lidt ungdommelig kærlighed blandet ind i det. Og sådan er det hele vejen igennem albummet, teksterne taler ualmindeligt direkte om sex, stoffer og vold, og at det bliver sunget med en påtaget pigestemme gør det hele lidt vel ubehageligt. Første gang jeg læste det medfølgende teksthæfte gik jeg nærmest i stå, da jeg så, at teksten til omkvædet på den anden sang, In Red, lyder <span style="font-style: italic;">'I will open you up with my fingertips / and I'll slide my way inside'</span>. Det slog mig som imponerende direkte, men hverken sexet eller poetisk, og egentlig lidt irriterende. Og albummet er fyldt med den slags linjer. In Red indeholder også<span style="font-style: italic;"> 'I'm gonna fall out of my underpants' </span>og<span style="font-style: italic;"> 'you can turn me sideways and sing / in mists of heavy breathing / about all the ways you like me best'</span>. På nummeret med det fjollede navn John Cleese sneg de sig ind i <span style="font-style: italic;">'half built homes'</span>, hvor de <span style="font-style: italic;">'sucked on cigarettes n' bottlenecks'</span> og <span style="font-style: italic;">'shared our women and our wallets'</span>. Lobster Quadrille starter med linjerne <span style="font-style: italic;">'Scratch at my bed again / let your kitty claws rip deep into the sheets'</span> mens Well begynder med <span style="font-style: italic;">'Mellissa / Hide in the night / Roll with me'</span>. Og i Kensington, anden single og postet nedenunder, lyder hele teksten:<span style="font-style: italic;"> 'The slow in-out is cold and wet / There is no money on the nightstand / 'cause all my friends do drugs. / I need help so badly / No one here can help me / 'cause all my friends do drugs.'</span> Hvorefter ordet <span style="font-style: italic;">Cut </span>gentages 17 gange.
<br />
<br /><iframe src="http://www.youtube.com/embed/QOPyN8VFGbs" allowfullscreen="" frameborder="0" height="345" width="560"></iframe>
<br />
<br />Så derefter troede jeg, at det var et smukt album med direkte, men også ret så irriterende tekster. Der tror jeg ret mange er endt, det var f.eks. det <a href="http://www.popmatters.com/pm/review/azeda-booth-in-flesh-tones">Popmatters</a> anmelder udtrykte da han skrev: <span style="font-style: italic;">Listeners are advised to blur their hearing to let the words blend into the music, which tends to happen anyway. Otherwise, you run the risk of ruining the soothing, heartrending effect the music often has.</span> Men jeg kunne ikke lade være med at høre albummet, og langsomt gav de dårlige tekster mening. Det holdt op med at blive sådan, at de modarbejde hvad der ellers var rart og 'soothing', og i stedet blev de en essentiel del af et helt andet projekt. Selvom om teksterne nok ikke kan beskrives som 'gode', så begyndte jeg at sætte pris på, hvor godt bandet fik dem til at passe ind. F.eks. er der en lang strækning af instrumental musik henover mindten af pladen. Nummer 5, Lobster Quadrille, indeholde en lang instrumental coda, og nummer 6, East Village, er et instrumental nummer, der glider direkte over en lang instrumental intro til nummer syv, Numberguts. Jeg har ikke gidet at tjekke det præcist, men det er ret mange minutter uden sang. Numberguts bygger også ret effektivt op, så det øjeblik hvor Hossack kommer ind igen lyder ganske triumferende. Hvad er det så han synger? <span style="font-style: italic;">'It's Pitifu-u-ul! / You're menstruating!'</span> Det er ikke bare en dårlig tekstlinje, det er en bevidst sabotage af et moment, de har bygget op til i ganske lang tid. Og jeg opdagede flere og flere af den slags ting. Bandet beskriver selv deres musik med den flertydige genrebetegnelse Cherry-pop. I førnævnte Kensington lagde jeg mærke til, at ordet Cut rent faktisk er trykt 17 gange i coveret, hvilket blot er fjollet. Well indeholder også linjerne: <span style="font-style: italic;">'We'll escape this city's reach / climb a rock n' talk: / "Blah da" / "Da duh da"'</span>. Og ja, de ord står også i citationstegn i coveret.
<br />
<br /><object height="81" width="100%"> <param name="movie" value="http://player.soundcloud.com/player.swf?url=http%3A%2F%2Fapi.soundcloud.com%2Ftracks%2F16868488"> <param name="allowscriptaccess" value="always"> <embed allowscriptaccess="always" src="http://player.soundcloud.com/player.swf?url=http%3A%2F%2Fapi.soundcloud.com%2Ftracks%2F16868488" type="application/x-shockwave-flash" height="81" width="100%"></embed> </object> <span><a href="http://soundcloud.com/azedabooth/in-red">In Red</a> by <a href="http://soundcloud.com/azedabooth">azedabooth</a></span>
<br />
<br />Mest imponerende er førnævnte linjer fra In Red. Prøv at lytte til anden halvdel af nummeret - fra 4:05 og frem - hvordan Hossack's melodilinje pludselig springer op på linjerne <span style="font-style: italic;">'I'm gonna fall out of my UN-derpants'</span> og <span style="font-style: italic;">'I'm gonna lie wide O-pen'</span>. Læg mærke til hvordan underpants-linjen gentages to gange per vers. Det er ikke poetisk, ikke en god tekst i sig selv, men måden tekst og melodi spiller sammen på gør det til en ret fantastisk illustration af ung, overvældende, ustyrlig seksualitet. Den lille dreng er simpelthen alt for begejstret til at kontrollere hvad han synger. Endnu bedre bliver det i sammenhængen, hvor første del var kontrollerende og planlæggende (<span style="font-style: italic;">I </span>will <span style="font-style: italic;">open you up</span>) så har anden del helt tabt kontrol (<span style="font-style: italic;">'I'm gonna lie wide open'</span>), også melodierne og arrangementet understreger dette. Der er flere fortolkningsmuligheder (Første del er fra drengens synspunkt, anden del fra pigen. Det er en dreng, som tror han har styr på det, men overvældes. Det er to af samme køn, og de gør forskellige ting på skift...), og jeg kan ikke komme på ret mange sange, der forsøger sig, og lykkes, med de samme ting som den her. Det er virkelig imponerende.
<br />
<br /><object height="81" width="100%"> <param name="movie" value="http://player.soundcloud.com/player.swf?url=http%3A%2F%2Fapi.soundcloud.com%2Ftracks%2F13606500"> <param name="allowscriptaccess" value="always"> <embed allowscriptaccess="always" src="http://player.soundcloud.com/player.swf?url=http%3A%2F%2Fapi.soundcloud.com%2Ftracks%2F13606500" type="application/x-shockwave-flash" height="81" width="100%"></embed> </object> <span><a href="http://soundcloud.com/absolutelykosherrecords/04-john-cleese">Azeda Booth - "John Cleese"</a> by <a href="http://soundcloud.com/absolutelykosherrecords">AbsolutelyKosherRecords</a></span>
<br />
<br />Så til sidst, så får man gravet sig ned til et tredje lag, som samler de to foregående, modstridende dele sammen, til en foruroligende, kynisk, ironisk syntese, hvilket <a href="http://www.cokemachineglow.com/record_review/3862/azedabooth-infleshtones-2008">Cokemachineglow</a> vidst oprindeligt var de eneste der fangede. Da jeg skrev om mit yndlingsalbum fra sidste årti, <a href="http://cyborgpostrock.blogspot.com/2011/01/notwist-neon-golden-03.html">The Notwist's Neon Golden</a>, så skrev jeg, at det var en blanding af det organiske og det elektroniske, der beskrev oplevelsen af, at bevæge sig rundt i en ny verden, man ikke helt forstår. Det her, det er mit næst-yndlingsalbum fra seneste årti, det er også en elektro-organisk blanding, og det handler også om at være i en uforståelig ny verden. Men hvor Neon Golden handlede om den moderne verden med tog og fly og computere, så omhandler In Flesh Tones teenagerens møde med den uforståelige voksenverden, iblandet lidt med at blive væk i sex og stoffer. Derfor er en af de vigtigste inspirationskilder også måden vokalerne bliver brugt på på <a href="http://cyborgpostrock.blogspot.com/2009/12/my-bloody-valentine-loveless-91.html">My Bloody Valentine's Loveless.</a> Jeg sammenlignede også Neon Golden med Radiohead's Kid A, men In Flesh Tones minder nærmest endnu mere om den plade, så meget at jeg overvejer om det er intentionelt. Som på Kid A er pladen delt i to halvdele, med to instrumentalnumre i slutningen af hver (som Treefingers, og det instrumentale efterspil på Motion Picture Soundtrack). Jeg læste også engang en phd, som forklarede, at hver af de to instrumental-stykker på Kid A kunne opfattes som en form for 'død', eller i det mindste en overgang til en anden verden. Det er ret tydeligt, at How to Disappear Completely kan ses som en 'død', men det ligger også i Motion Picture Soundtrack. Men hvor sekvensen ...Disappear Completely-Treefingers-Optimistic godt kan virke lidt... patetisk er måske det rigtige ord, så er sekvensen Lobster Quadrille-East Village-Numberguts på In Flesh Tones som nævnt før bygget op til at være et antiklimaks, og kombien af førnævnte linje om menstruation og den efterfølgende<span style="font-style: italic;"> 'It's beautiful / your body's becoming grown'</span> indikerer at sekvensen skal forstås som om det er barnet der må 'dø' og give plads til en voksen. Og hvor Motion Picture Soundtrack handler om at være udbrændt på<span style="font-weight: bold;"> </span><span style="font-style: italic;">Red wine and sleeping pills</span> og <span style="font-style: italic;">Cheap sex and sad films</span>, og ender med de højstemte linjer <span style="font-style: italic;">I will see you in the next life</span><strong style="font-style: italic;"></strong>, så lader Brown Sun fra In Flesh Tones til at være en ret ynkelig beskrivelse af en overdosis af heroin, og den slutter med linjerne <span style="font-style: italic;">'Facedown / in the middle of the parking lot'</span>. Azeda Booth erstatter alt højstemt og poetisk med det eksplicitte, det kyniske og ironiske. Det gør unægtelig albummet ret så unikt, og samtidig, så passer det bedre til min indstilling til verden, end Radiohead's anderledes seriøse attitude. Hm, måske forstår jeg alligevel lidt godt hvorfor den ikke er et større hit...
<br />
<br /><object height="81" width="100%"> <param name="movie" value="http://player.soundcloud.com/player.swf?url=http%3A%2F%2Fapi.soundcloud.com%2Ftracks%2F17040977"> <param name="allowscriptaccess" value="always"> <embed allowscriptaccess="always" src="http://player.soundcloud.com/player.swf?url=http%3A%2F%2Fapi.soundcloud.com%2Ftracks%2F17040977" type="application/x-shockwave-flash" height="81" width="100%"></embed> </object> <span><a href="http://soundcloud.com/azedabooth/dead-girls">Dead Girls</a> by <a href="http://soundcloud.com/azedabooth">azedabooth</a></span>
<br /><div style="text-align: center;"><span style="font-style: italic;">Dead Girls fra EP'en Mysterious Body
<br />
<br /></span><div style="text-align: left;"><span style="font-style: italic;"></span>Som sagt er det her band alt, alt for obskurt, og der er desværre ikke noget der tyder på, at der er nogen ændring på vej. De er nu ret kendte på deres egen scene. Bandet stammer fra Calgary, Canada, der så småt har fostret et par kendte navne. Mest kendt er <a href="http://www.youtube.com/watch?v=-Kw30P-ZVos">Women</a> - som rent faktisk har et par tidligere medlemmer af Azeda Booth i bandet - og <a href="http://www.youtube.com/watch?v=DLw5b70OJH8">Chad VanGaalen</a>, men der er et par nye bands på vej frem, som hedder <a href="http://www.youtube.com/watch?v=_Zfn6_uQF94">Blue Hawaii</a> og <a href="http://www.youtube.com/watch?v=1RnfroBOgO0">Braids</a>. Begge bands synes inspireret af Azeda Booth's elektro-organiske hybrid, og forsangerinden i begge bands, Raphaelle Standell-Preston, har vidst også lært noget af Azeda Booth's direkte tekster, når hun synger ting som <span style="font-style: italic;">'What I've found is that we / were all just sleeping around'</span> eller <span style="font-style: italic;">'It feels so good / having you inside me'</span> eller <span style="font-style: italic;">'I think about you thrusting into her'</span>. Men selvom deres indflydelse altså vidst godt kan mærkes her og der, så vil bandet nok desværre forblive obskurt. De udgav udover In Flesh Tones EP'en Mysterious Body i 2007, som også er glimrende, de udgav den gratis EP Tubtrek i 2009, der kan downloades fra deres <a href="http://www.azedabooth.net/">hjemmeside</a>. Derudover har de lavet et cover af Joanna Newsoms Bridges and Balloons, og en split-7'er, som jeg aldrig har hørt. Der var seks personer i bandet omkring In Flesh Tones, men først droppede den ene ud, og så forlod to andre bandet for at hellige sig Women, og her i år er der så droppet en fjerde ud, og en femte har forladt Calgary til fordel for Vancouver. <a href="http://en.wikipedia.org/wiki/Azeda_Booth">Wikipedia </a>omtaler bandet i datid... Det er synd og skam, men omvendt er In Flesh Tones et unikum, og det var altid svært at se hvordan de skulle kunne følge op på den. Det er et mesterværk, og jeg kan kun anbefale at man giver den et lyt.
<br />
<br /><object height="81" width="100%"> <param name="movie" value="http://player.soundcloud.com/player.swf?url=http%3A%2F%2Fapi.soundcloud.com%2Ftracks%2F4303486"> <param name="allowscriptaccess" value="always"> <embed allowscriptaccess="always" src="http://player.soundcloud.com/player.swf?url=http%3A%2F%2Fapi.soundcloud.com%2Ftracks%2F4303486" type="application/x-shockwave-flash" height="81" width="100%"></embed> </object> <span><a href="http://soundcloud.com/azedabooth/bridges-balloons-joanna-newsom-cover">Bridges & Balloons (Joanna Newsom Cover)</a> by <a href="http://soundcloud.com/azedabooth">azedabooth</a></span>
<br />
<br /><a href="http://www.absolutelykosher.com/products/flesh-tones">Køb</a>
<br /><span style="font-style: italic;"></span></div></div>Frederik Bovéhttp://www.blogger.com/profile/01168897045402832044noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-1084702403189930278.post-29339744563978070102011-08-29T21:20:00.002+02:002012-01-08T00:16:52.392+01:002010 Top 201) <a href="http://cyborgpostrock.blogspot.com/2010/08/slow-six-tomorrow-becomes-you-10.html"><span class="posthilit">Slow</span> <span class="posthilit">Six</span> – <span class="posthilit">Tomorrow</span> Becomes You</a><br />2) <a href="http://cyborgpostrock.blogspot.com/2011/09/yellow-swans-going-places-10.html">Yellow Swans – Going Places</a><br />3) <a href="http://cyborgpostrock.blogspot.com/2010/07/ny-genre-noise-pop.html">Fang Island – Fang Island</a><br />4) Kanye West – My Beautiful Dark Twisted Fantasy<br />5) Jónsi – Go<br />6) LCD Soundsystem – This Is Happening<br />7) The-Dream – Love King <a href="http://centrifugue.blogspot.com/2011/09/sufjan-dream-shins-wrens-how-to-scream.html">[o]<br /></a>8) <a href="http://centrifugue.blogspot.com/2011/04/unformulable-on-vampire-weekends-contra.html">Vampire Weekend – Contra</a> <a href="http://cyborgpostrock.blogspot.com/2010/01/vampire-weekend-contra-10.html">[2]</a><br />9) Year of No Light – Ausserwelt<br />10) Emeralds – Does It Look Like I'm Here?<br />11) These New Puritans – Hidden<br />12) Owen Pallet – Heartland<br />13) Daniel Bjarnason – Processions<br />14) Avey Tare – Down There <a href="http://cyborgpostrock.blogspot.com/2009/12/animal-collective-fall-be-kind-09.html">[o]<br /></a>15) Her Name Is Calla – The Quiet Lamb <a href="http://cyborgpostrock.blogspot.com/2009/12/her-name-is-calla-heritage-08.html">[o]<br /></a>16) Sufjan Stevens – Age of Adz <a href="http://centrifugue.blogspot.com/2011/08/sufjan-stevens-illinoise-attempt-at.html">[o]<br /></a>17) Twin Shadow – Forget<br />18) Daughters – Daughters<br />19) How to Dress Well – Love Remains<br />20) Alcest – Ecailles de LuneFrederik Bovéhttp://www.blogger.com/profile/01168897045402832044noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-1084702403189930278.post-83775408037493842822011-08-29T21:10:00.001+02:002011-08-29T21:28:35.226+02:002000-2009 Top 50Hej igen. Jeg prøver lige at få min dansksprogede musik-blog op at køre igen. Fra nu af, så vil den blot blive brugt til at poste anmeldelser af mine yndlingsplader, tror jeg. For at skabe et par pejlemærker, så er her en liste jeg lavede sidste vinter, over mine yndlingsalbums fra forrige årti. Jeg er ikke længere helt enig, og har hørt nogle nye ting som skulle på, men sådan så det ud december 2010. Og i skal ikke regne med, at der kommer til at være poster om dem alle sammen, nogle plader egner sig bedre til at skrive om end andre. En [½] uden for et abum indikerer, at den linkede post har lidt om albummet, men ikke indgående behandler det. Anyways, here goes:
<br />
<br />1) <a href="http://cyborgpostrock.blogspot.com/2011/01/notwist-neon-golden-03.html">The Notwist - Neon Golden</a>
<br />2) <a href="http://cyborgpostrock.blogspot.com/2011/08/azeda-booth-in-flesh-tones-08.html"><span class="posthilit">Azeda</span> <span class="posthilit">Booth</span> - In Flesh Tones</a>
<br />3) Animal Collective - Here Comes the Indian
<br />4) <a href="http://cyborgpostrock.blogspot.com/2010/02/modest-mouse-moon-antarctica-00.html">Modest Mouse - The Moon and Antarctica</a>
<br />5) Boredoms - Vision Creation Newsun
<br />6) <a href="http://cyborgpostrock.blogspot.com/2010/02/battles-mirrored-07.html">Battles - Mirrored</a>
<br />7) Liars - Drum's Not Dead
<br />8) Wilco - Yankee Hotel Foxtrot <a href="http://cyborgpostrock.blogspot.com/2010/01/teori-sort-og-hvid-musik.html">[½]
<br /></a>9) Clinic - Internal Wrangler
<br />10) <a href="http://cyborgpostrock.blogspot.com/2010/01/paavoharju-laulu-laakson-kukista-08.html">Paavoharju - Laulu Laakson Kukista</a>
<br />11) Daft Punk - Discovery
<br />12) Arcade Fire - Funeral
<br />13) Dirty Projectors - Bitte Orca
<br />14) <a href="http://centrifugue.blogspot.com/2011/04/white-mind-black-feet-race-and-reason.html">TV on the Radio - Dear Science</a> <a href="http://cyborgpostrock.blogspot.com/2010/01/teori-sort-og-hvid-musik.html">[½]</a>
<br />15) <a href="http://cyborgpostrock.blogspot.com/2010/04/godspeed-you-black-emperor-lift-your.html">Godspeed You Black Emperor - Lift Your Skinny Fists Like Antennas To Heaven</a>
<br />16) Black Dice - Beaches and Canyons
<br />17) <a href="http://cyborgpostrock.blogspot.com/2010/07/ny-genre-noise-pop.html">Parts and Labor - Receivers</a>
<br />18) Primal Scream - XTRMNTR
<br />19) <a href="http://cyborgpostrock.blogspot.com/2010/05/do-make-say-think-winter-hymn-country.html">Do Make Say Think - Winter Hymn Country Hymn Secret Hymn</a>
<br />20) <a href="http://cyborgpostrock.blogspot.com/2010/07/ny-genre-noise-pop.html">The Mae Shi - Hlllyh</a>
<br />21) <a href="http://cyborgpostrock.blogspot.com/2010/08/mt-eerie-winds-poem-09.html">Mount Eerie - Wind's Poem</a>
<br />22) Blur - Think Tank
<br />23) <a href="http://cyborgpostrock.blogspot.com/2010/01/sunn-o-monoliths-dimensions-09.html">Sunn O))) - Monoliths & Dimensions</a>
<br />24) Radiohead - Kid A <a href="http://cyborgpostrock.blogspot.com/2011/08/azeda-booth-in-flesh-tones-08.html">[½]
<br /></a>25) Flaming Lips - Yoshimi Battles the Pink Robots
<br />26) The Futureheads - The Futureheads
<br />27) Badly Drawn Boy - Hour of Bewildebeast
<br />28) Animal Collective - Strawberry Jam
<br />29) Hawksley Workman - Last Night We Were the Delicious Wolves
<br />30) The Strokes - Is This It
<br />31) <a href="http://cyborgpostrock.blogspot.com/2009/12/her-name-is-calla-heritage-08.html">Her Name Is Calla - The Heritage</a>
<br />32) (The Real) Tuesday Weld - I, Lucifer
<br />33) Yeasayer - All Hour Cymbals
<br />34) HEALTH - HEALTH
<br />35) J Dilla - Donuts
<br />36) El Guincho - Alegranza
<br />37) Mercury Rev - All Is Dream
<br />38) <a href="http://cyborgpostrock.blogspot.com/2010/06/markus-krunegard.html">Laakso - I Miss You, I'm Pregnant</a>
<br />39) Franz Ferdinand - Franz Ferdinand
<br />40) <a href="http://kronop.blogspot.com/2010/02/against-day-som-bog-musik-og-maleri.html">Land of Kush - Against the Day</a>
<br />41) Ed Harcourt - Here Be Monsters
<br />42) <a href="http://cyborgpostrock.blogspot.com/2010/05/thunderbear-thunderbear-06.html">Thunderbear - Thunderbear</a>
<br />43) Panda Bear - Person Pitch
<br />44) <a href="http://cyborgpostrock.blogspot.com/2009/12/worriedaboutsatan-discografi.html">Worriedaboutsatan - Arrivals</a>
<br />45) Hold Steady - Boys and Girls in America
<br />46) Erykah Badu - New Amerykah pt 1: 4th World War
<br />47) Clap Your Hands Say Yeah - Clap Your Hands Say Yeah
<br />48) Ryan Adams - Heartbreaker
<br />49) Kanye West - Graduation
<br />50) LCD Soundsystem - LCD Soundsystem
<br />Frederik Bovéhttp://www.blogger.com/profile/01168897045402832044noreply@blogger.com1tag:blogger.com,1999:blog-1084702403189930278.post-54124644751500731962011-02-10T05:24:00.003+01:002011-02-10T06:11:22.483+01:00Caetano Veloso - Caetano Veloso (A Little More Blue) (71)<a onblur="try {parent.deselectBloggerImageGracefully();} catch(e) {}" href="http://ecx.images-amazon.com/images/I/41XC9NCXN3L._SL500_AA300_.jpg"><img style="display: block; margin: 0px auto 10px; text-align: center; cursor: pointer; width: 300px; height: 300px;" src="http://ecx.images-amazon.com/images/I/41XC9NCXN3L._SL500_AA300_.jpg" alt="" border="0" /></a><br />Jeg har lyst til at følge op på nogle tanker, der lå som en understrøm under hvad jeg skrev om Neon Golden. Specifikt har jeg lyst til at snakke mere om det med, at Markus Achers tekster ikke rigtig kan siges at være gode, men alligevel kan siges at være perfekte i sammenhængen. Jeg tager udgangspunkt i en fantastisk brasiliansk Folk-plade, og så blander jeg lidt Dylan og lidt Destroyer ind i det hele. God fornøjelse.<br /><br /><iframe title="YouTube video player" src="http://www.youtube.com/embed/SvsAOZv-QYY" allowfullscreen="" frameborder="0" height="349" width="425"></iframe><br /><br />Caetano Veloso er en af de helt store. Han var med til at grundlægge Tropicalia-bølgen i Brasilien i slut-tresserne, en kunstnerisk bølge der også involverede Gilberto Gil, Gal Costa, Os Mutantes, og mange flere. Deres plader, hvoraf flere er at finde blandt mine absolutte yndlingsplader, tager udgangspunkt i en blanding af 'traditionelle' brasilianske stilarter (bossa nova, samba etc) med den samtidige angelsaksiske rock, og med ufatteligt sofistikerede arrangementer. Deres pointe var i høj grad, at brasiliansk musik <i>altid</i><span style="font-style: normal;"> havde været blandingsmusik. Samba var en blanding af sydamerikansk og afrikansk dans. Bossa Nova blandede Samba med samtidig Cool Jazz. Deres videre pointe var, at som der ikke var noget der hed </span><i>ægte </i><span style="font-style: normal;">brasiliansk musik, var der ikke noget der hed </span><i>ægte </i><span style="font-style: normal;">brasiliansk kultur, var der ikke nogen </span><i>ægte </i><span style="font-style: normal;">brasiliansk nation. En ret politisk pointe i et Brasilien styret af et nationalistisk militærdiktatur. Hvad der næsten var værre: Veloso og Gil (især) insisterede også på at blande en god portion pop i deres udtryk, for derved at komme ud til så mange mennesker som muligt. Dette har jeg altid set som det rigtig revolutionære, mange samtidige var mere out there avantgardistiske rent musikalsk, eller mere eksplicit politiske, men Veloso og Gil var meget opsat på at brede deres kunst ud til folket, hvorfor de var langt mere farlige har jeg altid tænkt. Under alle omstændigheder var diktaturet ude efter dem, de røg i fængsel, i husarrest og til sidst blev de tvunget i eksil. Veloso tog til London, hvor han skabte denne klassiker, omhandlende hans savn, smerte og hjemve. 7 sange, de 6 på engelsk. Alle sammen melankolske. Alle sammen fantastiske.<br /><br /><iframe title="YouTube video player" src="http://www.youtube.com/embed/uqfNMm8Or5A" allowfullscreen="" frameborder="0" height="349" width="425"></iframe><br /><br />Og igen: Teksterne er ærlig talt ikke særligt gode. Jeg har flere gange læst folk der mener at Velosos tekster er ualmindeligt meget bedre på hans brasilianske (bare lige helt basalt: Ja, jeg ved godt man taler portugisisk i Brasilien, men der er tydeligvis som minimum dialekt-forskel, så jeg bliver ved med at skrive 'brasiliansk' i det her indlæg) modersmål end på engelsk, og de har sikkert ret. De brasiliansk-sprogede plader jeg har med ham er ualmindeligt smukke at lytte til, selvom jeg ikke forstår hvad han synger. Men på den her plade passer de engelske tekster helt perfekt ind. Hver gang han kløjs i syntaksen, hver gang en metafor ikke rigtig giver mening, hver gang trygget lægges forkert, hver gang understreger det at han ikke hører hjemme i England. I hvert enkelt kiks kan man høre hans hjemve. Men samtidig, i hans umanerligt smukke stemme og hans fantastiske fraseringer kan man høre noget oversprogligt. Når han i åbnings- og titelnummeret gentagne gange synger: 'I feel a little more bluuuue than then' er det måske ikke den mest poetiske ytring nogensinde, men jeg kan ikke forestille mig nogen, der ikke i hans intenst betonede 'bluuuue' fuldstændig klart kan høre smerten og blå-heden. Jeg tror heller ikke det er tilfældigt at han to gange - i Maria Bethania, der er en sang til hans søster, og i pladens eneste brasilianske nummer Asa Branca – helt holder op med at synge tekst og blot frembringer en mærkværdig melodisk brummen. Visse ting kan ikke udtrykkes i ord. Det er vel hele grunden til at lave musik i første omgang?<br /><br /><iframe title="YouTube video player" src="http://www.youtube.com/embed/cCY7Cv4RXe0" allowfullscreen="" frameborder="0" height="349" width="425"></iframe><br /></span><div style="text-align: center;"><span style="font-style: normal;"><span style="font-style: italic;">Der er kun 7 sange på A Little More Blue, og kun to af dem er på youtube, så jeg fylder indlægget ud med andre Veloso-klassikere. Den her er fra hans selvbetitlede fra 69, som også kaldes Irene. Hans tre første plader er selvbetitlede, af en eller anden grund...</span></span><br /></div><span style="font-style: normal;"><br />Og her er det jeg vil tillade mig at springe videre ud i musikverdenen, for det er netop det, der irriterer mig med visse kritikeres forhold til Bob Dylan. For et par år siden var der snak om at han skulle nomineres til Nobels Litteraturpris, hvilket jeg er så hamrende meget imod. Når folk snakker om den slags, så får det ikke mig til at tænke på hvor god hans musik er sådan rent litterært. Det får mig til at tænke på hvor ligegyldigt jeg finder det rent musikalsk. Hvis du kan tage en sang, og analysere teksten uden at inddrage den musikalske kontekst, ja så er der efter min mening et eller andet helt galt med den sang. Selvfølgelig kan tekster stå selv (det er derfor man kan lave cover-versioner af samme tekst med forskellig mening) men der kan være så mange flere lag i en sang, hvis sangstemmen og akkompagnementet også har noget at byde ind med, at jeg finder tekstanalyse undervurderer mediet groft<br /><br /><iframe title="YouTube video player" src="http://www.youtube.com/embed/TPmpEFRjfjg" allowfullscreen="" frameborder="0" height="349" width="425"></iframe><br /></span><div style="text-align: center;"><span style="font-style: italic;">Fra Joia. Nok mit yndlingsalbum med ham.</span><br /></div><span style="font-style: normal;"><br />I et <a href="http://pitchfork.com/features/interviews/7914-destroyer/">interview med pitchfork</a> snakkede Dan Bejar fra Destroyer om sine nye tekster og sagde bl.a.: <span style="font-style: italic;">'Generally, there's too many other things going on in music; it's like being really precious about a screenplay. If you're super into writing, it would be strange for screenwriting to be your medium because your work gets fucked with every time.'</span> Men det er jo lige præcis derfor musiklyrik er så fantastisk, fordi de er en en del af en medskabende kontekst. Du kan sige så meget </span><i>mere </i><span style="font-style: normal;">hvis du skriver dine tekster som en del af en sammenhæng, hvis du medtænker din stemme og den melodi og de instrumenter du har tænkt dig at bruge. Hvis man blot opfatter dette som andre ting, eller udgiver sine tekster som sange fordi det har et større publikum end digte, så vil jeg sige man bør genoverveje om det er det rigtige medie man udfolder sine kunstneriske evner i. (Det skal dog lige siges, at jeg blot bruger Dan Bejar som et eksempel, jeg mener ikke han bør genoverveje noget som helst, kan egentlig godt lide hans plader. Andet steds i det ret morsomme interview hævder han at have indspillet sin vokal mens han smurte sig en sandwich, så man skal nok tage det hele med et gran salt. Desuden, hvis han forsøgte at sammentænke tekst og musik ville han sikkert ikke have lavet et album som hans nye Kaputt, hvor musikken af en eller anden bizar årsag er softrock fra 80'erne, med godt med saxofon)<br /><br /><iframe title="YouTube video player" src="http://www.youtube.com/embed/yW0urIU5vpQ" allowfullscreen="" frameborder="0" height="349" width="425"></iframe><br /></span><div style="text-align: center;"><span style="font-style: italic;">Fra Bicho. Et dansabelt album inspireret af en tur til Lagos og den afro-beat han hørte der. Men de sidste to numre er smukke ballader.</span><br /></div><span style="font-style: normal;"><br />Der var hos mange af den første bølge af rockkritikere en tendens til at behandle musikken ret litterært. Der var måske grundlæggende et mindreværdskompleks over ikke at blive taget så seriøst som andre kunstformer, hvorfor der var en fokus på sangskrivere hvis tekster nærmede sig digtniveau. At man så lidt mistede hele det fantastiske ved sangformen at syne var en uheldig konsekvens. En endnu mere uheldig konsekvens har været, at ikke-engelsksproget rock har været negligeret gennem hele musikhistorien. Folk har kaldt Caetano Veloso for Brasiliens Bob Dylan. For at være helt ærlig mener jeg det er mere rimeligt at kalde Bob Dylan for Amerikas Veloso... Men Velosos albums Irene, Joia og så den her er ihf tre opfindsomme og billedskønne folk-mesterværker at gå i gang med. Og der er meget mere at komme efter i hans over 40 år lange karriere. Jeg så ham live i Det Kongelige Teater på jazzfestivalen sidste sommer og det var skønt. Ganske poppet, ganske blødt og vellydende, men fyldt med opfindsomhed og... liv nærmest. Nogle vil måske sige der er for få modhager, men når man rent faktisk har levet under et morderisk diktatur, er det revolutionerende måske at insistere på positivitet?<br /><iframe title="YouTube video player" src="http://www.youtube.com/embed/RTUnRlW_rVE" allowfullscreen="" frameborder="0" height="349" width="425"></iframe><br /></span><div style="text-align: center;"><span style="font-style: normal;"><span style="font-style: italic;">En af hans bedst kendte sange, men han indspillede faktisk først en soloversion for et par år siden. Den her udgave findes på Gal Costas første selvbetitlede soloalbum, som har undertitlen Nao Identificado, samt på albummet Tropicalia ou Panis et Circenses, som Veloso, Gil, Costa og Os Mutantes lavede med et par andre. Desuden indspillede Os Mutantes en version, der findes på deres selvbetitlede debut, og jeg har også hørt den i en virkelig god liveversion af Maria Bethania.</span></span><br /></div>Frederik Bovéhttp://www.blogger.com/profile/01168897045402832044noreply@blogger.com0