Cyborg Post Rock

Beyoncé - Countdown

2012-01-08T17:15:00.000+01:00

I sidste ende var det knipsne som fik mig. I mellemstykket fra 2:20 synger B uh-uh-uh-uh, som hun jo så ofte gør, og samtidig knipses der på 4. Uh-uh-uh-knips, uh-uh-uh-knips. Men når stykket går tilbage til det vers-agtige, så knipses der pludselig på 2 igen. Det er simpelthen verdens mest overflødige detalje. Jeg gad virkelig godt have været i studiet hvor produceren opdagede dette: "Hm, den mangler lige det sidste... Hvis nu vi knipser på 4 her, og så på 2 derefter, så er den vist helt perfekt!" Men Countdown er sådan hele vejen igennem, det er grundlæggende en god sang, men derudover er produktionen så fantastisk detaljeret, at det kvarte kunne være nok.

Jeg havde Beyoncés plade 4 på min liste, selvom den egentlig ikke er voldsomt god som plade. Nej, værre end det, det er nærmest en anti-plade. Det er ikke et værk i sig selv, det er grundbestanddelen i den fjerde fase af Beyoncé's karriere. Det mest frustrerende, for en Album-freak som mig, er, at nogle af de bedste numre er puttet på en bonusdisk, vel for også at kunne sælge albummet lidt dyrere til luksusfans. Folk snakker om hvornår albummet dør, men for pop-kunstnere som Beyoncé, så er det sgu allerede dødt. Og det er vel sådan set ok. Beyoncé laver fantastisk musik, men ikke særligt gode Albums. GYBE lavede også fantastisk musik, men ikke særligt gode sange. So what. Folk fokuserer forskelligt. At sangene i så udpræget grad skal stå alene betyder jo så at sange som den her bliver puslet om indtil de er færdige. Og så åbenbart i ganske lang tid derefter.

Det er en fin sang, lavet sammen med The-Dream, men jeg synes virkelig ikke den fungerer som album-åbner...

Umiddelbart kan sangen jo virke som noget rod, men der er jo alligevel mening med galskaben. Som Pitchfork skrev: "The tempo shifts are like a smitten lover trying to calm herself down only to start babbling about how awesome everything is all over again a moment later." Og så er der førnævnte uh-uh sted, hvor B løber tør for ord til at forklare hvad hun føler. Eller omkvædet, hvor først blæsere og så strygere mere og mere overvælder hende, mens hun er 'Still falling', som hun siger, en effekt der for øvrigt forøges hvert omkvæd, hvor flere og flere Beyoncé'er synger med. Eller at hun i uh-uh stedet gentager det boy-y-y-y som også indleder sangen. Det er til grin hvor meget der er blevet arbejdet på den her sang, men det ville jo alt sammen være ligegyldigt, hvis ikke den var så fuldstændig fjollet medrivende, som den nu engang er.

At Beyoncé skulle ende med at udgive et af årets mest vellykkede numre kommer vel ikke som en overraskelse for særlig mange. Det plejer hun jo gerne at gøre. Men Countdown er en af årets mest ambitiøse kompositioner. Den skifter mellem sekvenser så hurtigt at selv Girl Talk ville synes det måske nok er lidt hyper, og den får proppet helt absurd mange virkemidler ned på 3:40. Pop-musik er måske ikke så innovativ som den var for ti år siden, men ganske ofte så popper der stadigvæk forbløffende fantastiske sange op, hvor man bare taber kæben, og må sætte sig ned og trykke repeat. Og så kan man danse til den, selvom man nok skal vide hvor den skifter tempo i forvejen.

2011 Top 20

2012-01-07T23:58:00.004+01:00

Der er jo tradition for, at man laver lister ved årets afslutning, men som oftest så finder man jo først ud af hvad der var de gode plader i lang tid derefter. I slutningen af sidste år, så fandt jeg pludselig ud af, at både Black Metal og R'n'B egentlig var vildt vitalt for tiden, og det bar sidste års liste præg af, og det gør det her års også. Det betød så også, at jeg brugte januar på at opdage vilde plader fra slutningen af 2010, som jeg havde overvejet at putte på den her liste, men som jeg nu bare lige ville nævne. Det var meget tæt på, at den her liste ville blive domineret af Deathspell Omega - Paracletus, Gnaw Their Tongues - L'Arrivee de la Terne Mort Triomphante, Lantlôs - Agape, og inden for R'n'B: jj - Kills. Dem ville jeg bare lige nævne. Dem nedenunder var de bedste plader fra 2011, som jeg nåede at opdage i 2011. Et [½] henviser til et indlæg, hvor albummet bliver diskuteret i forbifarten. Et [o] er en henvisning til et indlæg om en anden plade af samme kunstner. Der vil komme indlæg om så mange af dem, som jeg nu lige gider, men jeg satser på at forklare mig om årets skuffelse, så lade være med at blive sur over det indtil da.

1. Destroyer – Kaputt
2. Liturgy – Aesthetica
3. Braids – Native Speaker
4. Tune-Yards – Who Kill
5. Shabazz Palaces – Black Up
6. Lantlôs – Agape
7. Colin Stetson – New History Warfare vol 2: Judges
8. John Maus – We Must Become the Pitiless Censors of Ourselves
9. Oneohtrix Point Never – Replica
10. Omega Massif – Karpathia
11. Amon Tobin – ISAM
12. Cut Copy – Zonoscope
13. 13 & God – Own Your Ghost [o]
14. Balam Acab – Wander / Wonder
15. Deafheaven – Roads to Judah
16. Nicolas Jaar – Space is Only Noise
17. Nguzunguzu – The Perfect Lullaby
18. TV on the Radio – Nine Types of Light [o]
19. *Shels – Plains of the Purple Buffalo
20. Beyoncé – 4 [½]

Bedste Genudgivelse:
Disco Inferno – The 5 Eps [o]

Bedste numre:
1. Gotye – Somebody That I Used to Know
2. Beyoncé – Countdown
3. Liturgy – Generation

Dårligste / Mest overvurderede / Mest misforståede plade:
Bon Iver – Bon Iver, Bon Iver

Destroyer - Kaputt (11)

2012-01-07T23:50:00.000+01:00

Destroyer's koncert på Roskilde var fantastisk. Det var egentlig kun hans seneste, Kaputt, som jeg kunne lide og sådan rigtig havde sat mig ind i, så jeg var forberedt på, at en stor del af koncerten sikkert kom til at gå med gamle sange som jeg ikke kendte eller kunne lide. Men han spillede næsten kun numre fra den nye, der var et enkelt nummer, Painter in Your Pocket, som jeg svagt huskede fra Rubies, og så et cover, som jeg også svagt kunne huske at have hørt før, men ikke kunne huske hvor fra. Det viste sig at være Everywhere af Fleetwood Mac, en sang som jeg aldrig havde hørt i originalversionen, men kun i et andet nyligt cover, af Vampire Weekend. Wow, noget af et tilfælde, hva? To af de hippeste indiebands laver et cover af det samme kiksede pop-band, og så endda af den samme sang. Men 70'er soft-rock var så in det seneste år at man nærmest kunne kalde det en trend, foruden de to bands afsluttede Bon Iver også hans forfærdelige nye plade med en pastiche på genren. Man kunne sige tidens retro-mani nu endelig har noget bunden af bægeret, og der simpelthen ikke var andre genrer tilbage at stjæle fra. Måske er det en blanding af eskapisme og nostalgi? Men det er nok ikke tilfældigt at Destroyer valgte at fremhæve netop Fleetwood Mac, for deres nye plade fungerer i høj grad på samme måde som Fleetwood Mac's to hovedværker. Folk husker gerne det band som populistiske mastodonter, men man skal også huske på at Rumours og Tusk blev skabt mens de to par i bandet gik i opløsning, og under store misbrugsproblemer, henholdsvis. Kaputt har lidt den samme mentalitet. Det virker måske som om det er ren overflade, et forsøg på at lave ren vellyd, men hvis man lytter nærmere efter er det mere lyden af et band som har opgivet at være cool, og for at sige det som plat som muligt: Det er lyden af en mand, som netop er Kaputt.

Jeg har tidligere, i en post om Caetano Veloso, kritiseret Bejar for at gå for meget op i hans tekster, i forhold til sammenspillet mellem tekst og musik. En af de ting, som har irriteret mig ved hans tidligere plader, og som har gjort at jeg ikke har hørt nogen af dem ret meget, er, at Bejar og hans tekster virker alt-dominerende i musikken. De fylder det hele i lydbilledet, hans stemme er alt for meget, og udviklingerne i musikken virker altid underordnet forsangerens ord og stemme. Det hele blev for meget af ham. Men jeg var ikke helt fair i min tidligere post, for Bejar beskrev nogle idéer som han tidligere havde haft, og som han havde opgivet. Og det kan man høre på den her plade, det er en helt anden følelse man får fra pladen. Hvor Bejar før altid virkede som hovedpersonen, så er han her i langt højere grad en del af et hele. Han har en stemme, og et par kvinder har stemmer, men samtidig er der guitarer og fløjter og saxofoner og trompeter, og de har hver især deres stemmer. Jeg har set det kommenteret, at de andre instrumenter lyder 'fjerne', men pointen er først og fremmest at de lyder uafhængige af hvad der ellers foregår i lydbilledet. De dominerende lyde er bassen, rytmen og diverse synth-flader. Så kommer Bejars stemme, som forsøger at følge med de tre andre elementer, og så har du alle de andre instrumenter, som flyder ud og ind af lydbølgerne, uden at det rigtig virker som om nogen har kontrol med hvad der foregår. Bejar har vist i hvert fald ikke. Som sagt, nu for anden gang, han er gået Kaputt.

Ikke verdens mest hidsende video, men den rammer meget godt følelsen af at blive ført med, som den her plade giver.

Og denne her idé om at han ikke har kontrol, at han ikke er verdens vigtigste, går videre i teksten. 'You can't belive / the way the wind's talking to the sea / I heard that someone said it before / I don't care / I can walk away' Det er de første ord man hører. Vinden og Havet er sublime og ukendelige, og det er der vist nogen som har sagt før og fuck dig, så går jeg da bare min vej. Og som teksten ovenover vist også afslører, så er det ikke længere meningen at teksterne skal være pæne for sig selv. Lad os tage et andet eksempel fra titelnummeret, nogle af de oftest citerede linjer fra albummet: 'Sounds, Smash Hits, Melody Maker, NME / All sounds like a dream to me' Prøv at fremsige dem. Er de ikke forfærdelige? For det første er rytmen helt væk, den kunne være reddet ved at fjerne Melody Maker: 'Sounds, Smash hits, N-M-E / All sounds like a dream to me' Det lyder helt børnerimsagtigt, men stadigvæk dumt. Derudover rimer ME på me, og det bliver ikke rigtig bedre af at linjerne bliver gentaget igen og igen. Men som Bejar synger det, så giver det pludselig mening. Han accelererer for at få passet Melody Maker ind, og han slutter de to linjer på samme tone, som for at sige han godt ved hvor ens slutningerne er. Så lyder det pludselig som en mand der har travlt, det lyder af flygtighed, netop som en drøm. Og det lyder som om han godt ved at det ikke er solidt. Det er elendigt på skrift, men i sammenhængen fungerer det.

Det her er tilgengæld en fantastisk video, og så indeholder den de linjer, som jeg netop har behandlet ovenover.

Kaputt er ikke en væsentlig plade, det er tværtom en plade om en fyr, som har opgivet at være væsentlig. Det er lyden af at gå på kompromis med alle de andre stemmer, indse at man ikke ved det hele, og ikke er først med det hele, og så bare lade sig flyde med strømmen. I titelnummeret synges der om at jage kokain, men pladen minder mig mere om heroin-scenerne fra Trainspotting. Det er en downer-plader snarere end en upper-ditto. Og tja, på trods af, at den ikke var stor og væsentlig, og på trods af, at det bestemt ikke var nogen nyskabende plade, så var det, når alt kommer til alt og lige for tiden, min favorit fra året der gik.

Lantlôs - .neon (10)

2011-10-06T00:00:00.000+02:00

Efterhånden kan jeg bedst lide at skrive om en plade hvis jeg føler, at jeg har en eller anden ny vinkel til den. Et eller andet, som ikke rigtig er blevet skrevet før. Det her er en ret obskur plade, men desværre, så har jeg ikke voldsomt meget andet at sige end der stod i den artikel hvor jeg lærte den at kende. Det er en artikel om 'urban black metal', altså black metal, der beskriver et byliv frem for et liv på landet. Jeg har skrevet om Black Metal før, men det var om Wolves in the Throne Room og om Mt Eerie, og i begge tilfælde havde jeg fokus på lighederne mellem metal og folk, og hvor godt det kunne beskrive det sublimt naturlige. Lantlôs er med sin fokus på bylivet noget helt andet, men de tre plader har nogle ting til fælles. Tr00 metal-fans vil nok have det svært ved dem. Og så er de alle tre virkeligt gode.

Faktisk så var jeg til at starte med ikke helt enig i, hvad Brad Sanders skriver i føromtalte artikel. Han skriver at .neon blander Black Metal med Jazz a la Miles Davis, hvilket jeg havde lidt svært ved at høre. Men da jeg fik hørt hele pladen et par gange, så blev jeg sådan nogenlunde enig. Nej, jeg synes ikke det direkte er inspireret af Miles (og hvad vil det egentlig sige? Jeg mener, den mand har lavet ret megen forskellig artet musik...), men den virker inspireret af musik, som var inspireret af Miles. De stille dele af den her plade lyder meget inspireret af den aller tidligste post-rock, som jeg er så umanerlig stor fan af. Vi snakker plader som Bark Psychosis - HEX og Talk Talk - Laughing Stock, plader som jeg langt hen af vejen startede denne blog for at hylde. Og begge de to plader var inspireret af de dele af Davis hvor han var cool og afslappet, som Kind of Blue eller In a Silent Way. Som også er blandt mine absolutte yndlingsplader. Blandingen metal og melankolsk Miles indgår for øvrigt også på en af mine andre yndlingsplader, Sunn O))) - Monoliths & Dimensions. Så når alt kommer til alt var det ikke helt overraskende, at jeg faldt ganske pladask for den her plade, og det er en plade jeg har hørt igen og igen over de sidste par uger.

Men jeg måtte nu også indrømme, at jeg ikke umiddelbart forbinder den her lyd med storbyen. Når jeg tænker storby, så tænker jeg ofte på det aggressive, det hastige og det voldsomme. Ting som pånk eller grime eller gangsterrap. Men der har jo ganske rigtigt altid været en mere indadvendt side af storbymusik. Det er jo rigtig nok, at Miles Davis både lavede blistrende fusionslarm (tjek On the Corner ud, som det mest direkte storbylarm), og indadvendt cooljazz. Og den indadvendte storbymusik findes jo også i genrer som triphop eller dubstep som Burial. Det er lyden af en regnvåd gade set fra vinduet af en natbus. Og den stemning rammer Lantlôs også. Hvad der virkelig kom bag på mig - selvom titlen muligvis burde have givet et hint - var hvor meget teksterne mindede mig om Michael Strunge. Og nej, jeg tror ikke de kender denne døde danske digter, men jeg har virkelig svært ved at ikke at tænke på ham med linjer som dem her fra åbneren Minusmensch: 'Disembodied, gasping, I tumbled / in the flesh of a thousand cold lights, / through this night of neon, / that I'll never belong to.' Det er naturligvis mere metal-jargon, og når det skriges med dæmonstemme ud over tonsende trommer er ligheden måske lidt mindre, men den er der. I hvert fald i mit hoved. Eller hvad med dem her, der åbner pladens bedste nummer, Pulse / Surreal: 'Sirens of soul / howling and piercing the night. / These are the streets, / clinic fingertips / sex and violence.

Hvis du hørte overstående sang, så undrede du dig måske over, at der var to ret forskellige vokaler. Lantlôs er først og fremmest et projekt for en tysk musiker der kalder sig Herbst. Han udgav også pladen Lantlôs i 2008 sammen med et par andre. Det er vidst ham der står for skrigende. På den her plade har han allieret sig med den franske musiker Neige, som er en af mine yndlingsmetallere. Jeg kender ham fra bandsne Alcest og Ameseours, som også er Black Metal hybrider, i de to tilfælde mere med shoegaze og postpunk og industrial. Det er ham som synger, med den franske accent... Der skulle meget gerne komme en ny plade 28 Oktober, som hedder Agape. Det glæder jeg mig naturligvis meget til.

Den her slags musik er ikke for alle. Faktisk vil de fleste nok mene, at det er alt for agressivt og voldsomt, og blandt dem som så virkelig elsker agressiv og voldsom musik, ja så vil den nok blive set som alt for blød og svag. Den svinger virkelig meget fra noget meget hårdt til noget meget blødt. Og ja, det er præcis at sige at den 'svinger', den bygger ikke ret meget op, men skifter meget pludseligt. Man kan også sammenligne den med crescendocore. Og her er det virkeligt voldsomt dynamisk. Hvor normal crescendocore svinger fra stille guitar til støjende guitar, så svinger den her plade fra jazzet klaver til skrålende metal. Det er virkelig, virkelig fjollet så meget den spiller på ting som jeg elsker i forvejen, så det her er måske ikke en helt objektiv kvalitetsvurdering. Men det er altså virkelig en fantastisk plade, som er underskøn når den skal være smuk, og afskyelig når den skal være grim. Varmt, varmt anbefalet.

.neon kan købes her. Eller vel rundt omkring på andre webbutikker.

Yellow Swans - Going Places (10)

2011-09-07T14:20:00.000+02:00

Hvert år offentliggør alverdens musiksider deres årslister over bedste plader, bedste singler, bedste tweets, grimmeste cover, whatever. Det er en typisk nørd-ting at gøre, jeg gør det også selv. Popmatters går ret meget all-in på den her front, og offentliggør alverdens genrelister. Jeg føler lidt, at når du laver lister over både indierock og indiepop, samt country, americana og bluegrass, så overgør du det måske en smule... Men i år havde de så også besluttet at lave en liste over 'Experimental' albums, og det var et af mine yndlingsalbums der vandt: Yellow Swans - Going Places. Men udover, at jeg naturligvis er enig i, at det er et fantastisk album, er glad for at se det få noget velfortjent opmærksomhed, og føler at mine egne smagsløg er blevet valideret, så er jeg nu lidt loren ved termen 'Experimental'.

Det er noget mærkeligt noget, med de her termer for musik som er sådan lidt 'skævt' og anderledes end normerne. Det er 'alternativt', det er 'uafhængigt', det er 'eksperimenterende', alt sammen plus-termer, som man vel lige knap kan argumentere imod. Men samtidig også termer, som skræmmer ganske mange folk væk. Hvis folk hører, at Going Places er den bedste Experimental-plade, så er jeg bange for, at folk vil tro, at det er noget utilnærmeligt og avant-garde noget. Og ja, pladen er abstrakt og støjende, og den vil nok tiltale folk, som i forvejen er bekendt med noise-genren. Men hvad jeg føler er dens grundprincip er hverken svært forståeligt eller specielt nyt: Det handler om at skabe skønhed ud af ikke specielt skønne lyde. Det er sådan set den samme ting jeg sætter pris på ved skulpturer lavet af metal, freejazz a la Ayler og Coltrane, eller tysk poesi. Men det er sådan set heller ikke rigtig dens eksperimentale kvaliteter, der for mig får den til at stikke ud fra mængden. Det er tværtom den formidable mængde af følelser, som det er lykkes bandet at ligge ned i de her abstrakte og instrumentale kompositioner.

Pete Swanson og Gabriel Mindel Saloman meddelte i 2008 at de ville opløse bandet efter én sidste plade. Så hele albummet bliver naturligvis opfattet som bandets svanesang (pun intended), og man er nok tilbøjelig til at projicere endnu mere opbrud og afslutning ind i albummets lyde. Men det er nu også svært at lade være, med de titler numrene har: 'Opt Out', 'Limited Space', 'New Life', og selve titlen 'Going Places'. Hvad der fik mig til at falde for albummet med det samme, var altså ikke hvor eksperimenterende det var, men tværtom hvor nemt det var, hvor let det var at få en forståelse af det, få det til at give mening. Men numrene er abstrakte og uformelige, så ofte når jeg lytter til det, ja så passer de enkelte dele sammen på en ny måde. Derfor er de tolkninger, jeg forsøger mig med nedenunder, også endnu mere subjektive øjebliksbilleder, end de plejer at være.

På mange måder kan den her form for noise føles som en videreførsel af post-rocken. Det er helt nye instrumenter og produktionsmetoder, men ofte er det en gammelkendt bevægelse som styrer numrene. Postrock-netsiden Silent Ballet konstaterede da også i deres anmeldelse: It should be noted that all these songs do essentially the same thing – they crescendo, awesomely – but that’s not the point, nor is it the value of this album. Men selvom der bestemt er imponerende crescendi på albummet, den 13 min lange Opt Out først og fremmest, så er det nu ikke pointen med alle numrene. Åbningsnummeret Foiled lyder som om det starter midt inde i, det er bare en mekanisk rytme med støjflader på, og den udvikler sig ikke så meget som den blot bliver erstattet af nogle mere behagelige synthlyde. Effekten er en følelse af uforanderlighed, det føles som om, at vi blot hører et udklip af et nummer, der sidder fast i samme rille. Resten af albummet føles i høj grad som et opgør med denne uforanderlige rille.

Tag f.eks. et nummer som ovenstående, et af de få, hvis form jeg sådan nogenlunde føler at jeg har gennemskuet. Der ligger ubestemmelige flader af støj, diverse guitarer har gang i alle mulige ting og sager forskellige steder i lydbilledet. Den lyd, som fænger mig, er den ustoppelige klokke, der ringer konstant og hele tiden på offbeat. Ding, ding, ding, ding... Nummeret hedder Limited Space, og den skide klokke føles unægteligt voldsomt dikterende og begrænsende. Momentet til sidst i nummeret, hvor klokken endeligt forsvinder, og en enkelt guitar får lov til at stå frem klart og tydeligt og alene, ja det moment synes nærmest overtydeligt at illustrere forsøget på at undslippe snærende bånd. Selvom det er abstrakt musik behøver det jo ikke at være alt for sofistikeret. Men noget ret så forunderligt ved det øjeblik er, hvor lidt triumferende det føles. Det føles ikke som om, at klokken er blevet overvundet, og lader en stærk og modig guitar-helt træde frem. Nej, det føles mere som om, at klokken er kollapset, og har efterladt resten af lydbilledet alene, usikkert og vaklende.

Og jeg tror måske nok, at det er ret typisk for dagens kunstnere. Going Places er jo et meta-værk, det forsøger musikalsk at behandle omstændighederne for sin egen tilblivelse. Der skriver det sig på sin egen lille måde ind i en gammel modernistisk tradition, som litteraturinteresseret kan jeg ikke lade være med at tænke på Portrait of the Artist as a Young Man eller På Sporet af den Tabte Tid. Men det føles netop ikke som et portræt af et par kunstneres selvrealisering. Det føles som en lidt melankolsk erkendelse af, at den gamle rille har opbrugt sine muligheder, og at det er nødvendigt at finde en ny. Der er en ydmyghed over det, kunstnerne er melankolske snarere end modige, og deres projekt er nødvendigt snarere end heroisk.

Det er måske også derfor, jeg hverken synes det skal kaldes avant-garde eller experimental eller noget. Det er aldrig det, som det handler om. Nu får jeg så alligevel fremstillet det som om, at det er tidstypisk, og på den måde måske få lagt en ramme om det, som om at det er et 'vigtigt' album. Men det er det ikke. Det er et umanerligt lille værk, blot et intenst personligt dokument af to personer på et punkt i deres tilværelse. Det er ikke stort eller noget. Men det er skidegodt. For øvrigt er den på tilbud til fire pund for tiden. Fundet for de penge.

Azeda Booth - In Flesh Tones (08)

2011-08-29T21:25:00.000+02:00

I min verden findes der forskellige former for underkendte værker. Der findes dem, som nok nærmere er personlige favoritter, albums, som betyder noget helt specielt for mig. F.eks. Eels - Electro-Shock Blues, den vil nok altid betyde mere for mig end de fleste andre, det skyldes lige så meget biografiske ting. Så findes der albums, hvor jeg egentlig godt forstår, at andre folk har lidt svært ved at komme ind på livet af det. The-Dream, f.eks., er ensformig og misogyn i absurd grad, jeg kan lidt godt forstå hvis folk har svært ved at acceptere, at det samtidig er noget af det mest vellavede musik der findes for tiden. Men der er også den tredje kategori, den hvor jeg simpelthen ikke forstår, at et specifikt album ikke har væltet musikverdenen fuldstændig bagover, og hvor jeg næsten opfatter det som en fornærmelse på et eller andet punkt. Albums, som både er så iørefaldende, men samtidig så fantastiske, at deres status som obskuritet virker fuldstændig uforståelig på mig. Et sådan album er Azeda Booth - In Flesh Tones.

Jeg kan ikke forstå, hvorfor folk ikke falder pladask for et nummer som ovenstående. For mig rammer det et felt sådan lige midt mellem melankoli og velvære. Det er som new age med modhager, jeg kan decideret mærke hvordan min krop spænder fra. Og nærmest hele pladen lyder sådan. Fra rullende trommer indleder Ran, til ringlende guitarer ringer Be It ud, hele pladen er utrolig godt sammensat, komponeret, produceret. Ambiente flader, let kradsende guitarer, elektroniske programmeringer, lettere utæt sopran-sang, lydbilledet er så umiddelbart knuselskeligt, at jeg ikke forstår der ikke er flere som er faldet for dem. Jeg tænker, at det muligvis er for umiddelbart, hvilket synes at være hvad Pitchforks anmeldelse konkluderede. Men samtidig, så er det virkelig en plade hvor det giver mening at tale om 'lag' i musikken. At god musik har flere 'lag' er en af de mest fjollede musik-kritiker-floskler. Normalt er det bare en fin måde at sige 'detaljer' på. Det lyder sådan lidt bedre, en detalje gør hverken fra eller til, men 'lag', så er det dybt og intelligent. Desuden så lyder vi selv bedre, når vi aktivt afdækker 'lag', i stedet for at vi bare pludselig opdager en ny detalje. Normalt, så er de fleste lag blot ornamentering, som egentlig hverken gør fra eller til. Men det her album er anderledes.

Prøv at lytte til ovenstående nummer igen. Det er en mand der synger, han hedder Jordan Hossack. Det er den første overraskelse. Den anden kommer, når man læser teksterne. I den her sang lyder f.eks. de sidste linjer før første omkvæd: 'Under the lights along the avenue / you lost your pants too / un-salivate Celestiora'. Det som får hjertet til at slå hurtigere er vist en blanding af vold og druk, med lidt ungdommelig kærlighed blandet ind i det. Og sådan er det hele vejen igennem albummet, teksterne taler ualmindeligt direkte om sex, stoffer og vold, og at det bliver sunget med en påtaget pigestemme gør det hele lidt vel ubehageligt. Første gang jeg læste det medfølgende teksthæfte gik jeg nærmest i stå, da jeg så, at teksten til omkvædet på den anden sang, In Red, lyder 'I will open you up with my fingertips / and I'll slide my way inside'. Det slog mig som imponerende direkte, men hverken sexet eller poetisk, og egentlig lidt irriterende. Og albummet er fyldt med den slags linjer. In Red indeholder også 'I'm gonna fall out of my underpants' og 'you can turn me sideways and sing / in mists of heavy breathing / about all the ways you like me best'. På nummeret med det fjollede navn John Cleese sneg de sig ind i 'half built homes', hvor de 'sucked on cigarettes n' bottlenecks' og 'shared our women and our wallets'. Lobster Quadrille starter med linjerne 'Scratch at my bed again / let your kitty claws rip deep into the sheets' mens Well begynder med 'Mellissa / Hide in the night / Roll with me'. Og i Kensington, anden single og postet nedenunder, lyder hele teksten: 'The slow in-out is cold and wet / There is no money on the nightstand / 'cause all my friends do drugs. / I need help so badly / No one here can help me / 'cause all my friends do drugs.' Hvorefter ordet Cut gentages 17 gange.

Så derefter troede jeg, at det var et smukt album med direkte, men også ret så irriterende tekster. Der tror jeg ret mange er endt, det var f.eks. det Popmatters anmelder udtrykte da han skrev: Listeners are advised to blur their hearing to let the words blend into the music, which tends to happen anyway. Otherwise, you run the risk of ruining the soothing, heartrending effect the music often has. Men jeg kunne ikke lade være med at høre albummet, og langsomt gav de dårlige tekster mening. Det holdt op med at blive sådan, at de modarbejde hvad der ellers var rart og 'soothing', og i stedet blev de en essentiel del af et helt andet projekt. Selvom om teksterne nok ikke kan beskrives som 'gode', så begyndte jeg at sætte pris på, hvor godt bandet fik dem til at passe ind. F.eks. er der en lang strækning af instrumental musik henover mindten af pladen. Nummer 5, Lobster Quadrille, indeholde en lang instrumental coda, og nummer 6, East Village, er et instrumental nummer, der glider direkte over en lang instrumental intro til nummer syv, Numberguts. Jeg har ikke gidet at tjekke det præcist, men det er ret mange minutter uden sang. Numberguts bygger også ret effektivt op, så det øjeblik hvor Hossack kommer ind igen lyder ganske triumferende. Hvad er det så han synger? 'It's Pitifu-u-ul! / You're menstruating!' Det er ikke bare en dårlig tekstlinje, det er en bevidst sabotage af et moment, de har bygget op til i ganske lang tid. Og jeg opdagede flere og flere af den slags ting. Bandet beskriver selv deres musik med den flertydige genrebetegnelse Cherry-pop. I førnævnte Kensington lagde jeg mærke til, at ordet Cut rent faktisk er trykt 17 gange i coveret, hvilket blot er fjollet. Well indeholder også linjerne: 'We'll escape this city's reach / climb a rock n' talk: / "Blah da" / "Da duh da"'. Og ja, de ord står også i citationstegn i coveret.

In Red by azedabooth

Mest imponerende er førnævnte linjer fra In Red. Prøv at lytte til anden halvdel af nummeret - fra 4:05 og frem - hvordan Hossack's melodilinje pludselig springer op på linjerne 'I'm gonna fall out of my UN-derpants' og 'I'm gonna lie wide O-pen'. Læg mærke til hvordan underpants-linjen gentages to gange per vers. Det er ikke poetisk, ikke en god tekst i sig selv, men måden tekst og melodi spiller sammen på gør det til en ret fantastisk illustration af ung, overvældende, ustyrlig seksualitet. Den lille dreng er simpelthen alt for begejstret til at kontrollere hvad han synger. Endnu bedre bliver det i sammenhængen, hvor første del var kontrollerende og planlæggende (I will open you up) så har anden del helt tabt kontrol ('I'm gonna lie wide open'), også melodierne og arrangementet understreger dette. Der er flere fortolkningsmuligheder (Første del er fra drengens synspunkt, anden del fra pigen. Det er en dreng, som tror han har styr på det, men overvældes. Det er to af samme køn, og de gør forskellige ting på skift...), og jeg kan ikke komme på ret mange sange, der forsøger sig, og lykkes, med de samme ting som den her. Det er virkelig imponerende.

Azeda Booth - "John Cleese" by AbsolutelyKosherRecords

Så til sidst, så får man gravet sig ned til et tredje lag, som samler de to foregående, modstridende dele sammen, til en foruroligende, kynisk, ironisk syntese, hvilket Cokemachineglow vidst oprindeligt var de eneste der fangede. Da jeg skrev om mit yndlingsalbum fra sidste årti, The Notwist's Neon Golden, så skrev jeg, at det var en blanding af det organiske og det elektroniske, der beskrev oplevelsen af, at bevæge sig rundt i en ny verden, man ikke helt forstår. Det her, det er mit næst-yndlingsalbum fra seneste årti, det er også en elektro-organisk blanding, og det handler også om at være i en uforståelig ny verden. Men hvor Neon Golden handlede om den moderne verden med tog og fly og computere, så omhandler In Flesh Tones teenagerens møde med den uforståelige voksenverden, iblandet lidt med at blive væk i sex og stoffer. Derfor er en af de vigtigste inspirationskilder også måden vokalerne bliver brugt på på My Bloody Valentine's Loveless. Jeg sammenlignede også Neon Golden med Radiohead's Kid A, men In Flesh Tones minder nærmest endnu mere om den plade, så meget at jeg overvejer om det er intentionelt. Som på Kid A er pladen delt i to halvdele, med to instrumentalnumre i slutningen af hver (som Treefingers, og det instrumentale efterspil på Motion Picture Soundtrack). Jeg læste også engang en phd, som forklarede, at hver af de to instrumental-stykker på Kid A kunne opfattes som en form for 'død', eller i det mindste en overgang til en anden verden. Det er ret tydeligt, at How to Disappear Completely kan ses som en 'død', men det ligger også i Motion Picture Soundtrack. Men hvor sekvensen ...Disappear Completely-Treefingers-Optimistic godt kan virke lidt... patetisk er måske det rigtige ord, så er sekvensen Lobster Quadrille-East Village-Numberguts på In Flesh Tones som nævnt før bygget op til at være et antiklimaks, og kombien af førnævnte linje om menstruation og den efterfølgende 'It's beautiful / your body's becoming grown' indikerer at sekvensen skal forstås som om det er barnet der må 'dø' og give plads til en voksen. Og hvor Motion Picture Soundtrack handler om at være udbrændt på Red wine and sleeping pills og Cheap sex and sad films, og ender med de højstemte linjer I will see you in the next life, så lader Brown Sun fra In Flesh Tones til at være en ret ynkelig beskrivelse af en overdosis af heroin, og den slutter med linjerne 'Facedown / in the middle of the parking lot'. Azeda Booth erstatter alt højstemt og poetisk med det eksplicitte, det kyniske og ironiske. Det gør unægtelig albummet ret så unikt, og samtidig, så passer det bedre til min indstilling til verden, end Radiohead's anderledes seriøse attitude. Hm, måske forstår jeg alligevel lidt godt hvorfor den ikke er et større hit...

Dead Girls by azedabooth

Dead Girls fra EP'en Mysterious Body

Som sagt er det her band alt, alt for obskurt, og der er desværre ikke noget der tyder på, at der er nogen ændring på vej. De er nu ret kendte på deres egen scene. Bandet stammer fra Calgary, Canada, der så småt har fostret et par kendte navne. Mest kendt er Women - som rent faktisk har et par tidligere medlemmer af Azeda Booth i bandet - og Chad VanGaalen, men der er et par nye bands på vej frem, som hedder Blue Hawaii og Braids. Begge bands synes inspireret af Azeda Booth's elektro-organiske hybrid, og forsangerinden i begge bands, Raphaelle Standell-Preston, har vidst også lært noget af Azeda Booth's direkte tekster, når hun synger ting som 'What I've found is that we / were all just sleeping around' eller 'It feels so good / having you inside me' eller 'I think about you thrusting into her'. Men selvom deres indflydelse altså vidst godt kan mærkes her og der, så vil bandet nok desværre forblive obskurt. De udgav udover In Flesh Tones EP'en Mysterious Body i 2007, som også er glimrende, de udgav den gratis EP Tubtrek i 2009, der kan downloades fra deres hjemmeside. Derudover har de lavet et cover af Joanna Newsoms Bridges and Balloons, og en split-7'er, som jeg aldrig har hørt. Der var seks personer i bandet omkring In Flesh Tones, men først droppede den ene ud, og så forlod to andre bandet for at hellige sig Women, og her i år er der så droppet en fjerde ud, og en femte har forladt Calgary til fordel for Vancouver. Wikipedia omtaler bandet i datid... Det er synd og skam, men omvendt er In Flesh Tones et unikum, og det var altid svært at se hvordan de skulle kunne følge op på den. Det er et mesterværk, og jeg kan kun anbefale at man giver den et lyt.

Bridges & Balloons (Joanna Newsom Cover) by azedabooth

Køb

2010 Top 20

2011-08-29T21:20:00.002+02:00

1) Slow Six – Tomorrow Becomes You
2) Yellow Swans – Going Places
3) Fang Island – Fang Island
4) Kanye West – My Beautiful Dark Twisted Fantasy
5) Jónsi – Go
6) LCD Soundsystem – This Is Happening
7) The-Dream – Love King [o]
8) Vampire Weekend – Contra [2]
9) Year of No Light – Ausserwelt
10) Emeralds – Does It Look Like I'm Here?
11) These New Puritans – Hidden
12) Owen Pallet – Heartland
13) Daniel Bjarnason – Processions
14) Avey Tare – Down There [o]
15) Her Name Is Calla – The Quiet Lamb [o]
16) Sufjan Stevens – Age of Adz [o]
17) Twin Shadow – Forget
18) Daughters – Daughters
19) How to Dress Well – Love Remains
20) Alcest – Ecailles de Lune

2000-2009 Top 50

2011-08-29T21:10:00.001+02:00

Hej igen. Jeg prøver lige at få min dansksprogede musik-blog op at køre igen. Fra nu af, så vil den blot blive brugt til at poste anmeldelser af mine yndlingsplader, tror jeg. For at skabe et par pejlemærker, så er her en liste jeg lavede sidste vinter, over mine yndlingsalbums fra forrige årti. Jeg er ikke længere helt enig, og har hørt nogle nye ting som skulle på, men sådan så det ud december 2010. Og i skal ikke regne med, at der kommer til at være poster om dem alle sammen, nogle plader egner sig bedre til at skrive om end andre. En [½] uden for et abum indikerer, at den linkede post har lidt om albummet, men ikke indgående behandler det. Anyways, here goes:

1) The Notwist - Neon Golden
2) Azeda Booth - In Flesh Tones
3) Animal Collective - Here Comes the Indian
4) Modest Mouse - The Moon and Antarctica
5) Boredoms - Vision Creation Newsun
6) Battles - Mirrored
7) Liars - Drum's Not Dead
8) Wilco - Yankee Hotel Foxtrot [½]
9) Clinic - Internal Wrangler
10) Paavoharju - Laulu Laakson Kukista
11) Daft Punk - Discovery
12) Arcade Fire - Funeral
13) Dirty Projectors - Bitte Orca
14) TV on the Radio - Dear Science [½]
15) Godspeed You Black Emperor - Lift Your Skinny Fists Like Antennas To Heaven
16) Black Dice - Beaches and Canyons
17) Parts and Labor - Receivers
18) Primal Scream - XTRMNTR
19) Do Make Say Think - Winter Hymn Country Hymn Secret Hymn
20) The Mae Shi - Hlllyh
21) Mount Eerie - Wind's Poem
22) Blur - Think Tank
23) Sunn O))) - Monoliths & Dimensions
24) Radiohead - Kid A [½]
25) Flaming Lips - Yoshimi Battles the Pink Robots
26) The Futureheads - The Futureheads
27) Badly Drawn Boy - Hour of Bewildebeast
28) Animal Collective - Strawberry Jam
29) Hawksley Workman - Last Night We Were the Delicious Wolves
30) The Strokes - Is This It
31) Her Name Is Calla - The Heritage
32) (The Real) Tuesday Weld - I, Lucifer
33) Yeasayer - All Hour Cymbals
34) HEALTH - HEALTH
35) J Dilla - Donuts
36) El Guincho - Alegranza
37) Mercury Rev - All Is Dream
38) Laakso - I Miss You, I'm Pregnant
39) Franz Ferdinand - Franz Ferdinand
40) Land of Kush - Against the Day
41) Ed Harcourt - Here Be Monsters
42) Thunderbear - Thunderbear
43) Panda Bear - Person Pitch
44) Worriedaboutsatan - Arrivals
45) Hold Steady - Boys and Girls in America
46) Erykah Badu - New Amerykah pt 1: 4th World War
47) Clap Your Hands Say Yeah - Clap Your Hands Say Yeah
48) Ryan Adams - Heartbreaker
49) Kanye West - Graduation
50) LCD Soundsystem - LCD Soundsystem

Caetano Veloso - Caetano Veloso (A Little More Blue) (71)

2011-02-10T05:24:00.003+01:00

Jeg har lyst til at følge op på nogle tanker, der lå som en understrøm under hvad jeg skrev om Neon Golden. Specifikt har jeg lyst til at snakke mere om det med, at Markus Achers tekster ikke rigtig kan siges at være gode, men alligevel kan siges at være perfekte i sammenhængen. Jeg tager udgangspunkt i en fantastisk brasiliansk Folk-plade, og så blander jeg lidt Dylan og lidt Destroyer ind i det hele. God fornøjelse.

Caetano Veloso er en af de helt store. Han var med til at grundlægge Tropicalia-bølgen i Brasilien i slut-tresserne, en kunstnerisk bølge der også involverede Gilberto Gil, Gal Costa, Os Mutantes, og mange flere. Deres plader, hvoraf flere er at finde blandt mine absolutte yndlingsplader, tager udgangspunkt i en blanding af 'traditionelle' brasilianske stilarter (bossa nova, samba etc) med den samtidige angelsaksiske rock, og med ufatteligt sofistikerede arrangementer. Deres pointe var i høj grad, at brasiliansk musik altid havde været blandingsmusik. Samba var en blanding af sydamerikansk og afrikansk dans. Bossa Nova blandede Samba med samtidig Cool Jazz. Deres videre pointe var, at som der ikke var noget der hed ægte brasiliansk musik, var der ikke noget der hed ægte brasiliansk kultur, var der ikke nogen ægte brasiliansk nation. En ret politisk pointe i et Brasilien styret af et nationalistisk militærdiktatur. Hvad der næsten var værre: Veloso og Gil (især) insisterede også på at blande en god portion pop i deres udtryk, for derved at komme ud til så mange mennesker som muligt. Dette har jeg altid set som det rigtig revolutionære, mange samtidige var mere out there avantgardistiske rent musikalsk, eller mere eksplicit politiske, men Veloso og Gil var meget opsat på at brede deres kunst ud til folket, hvorfor de var langt mere farlige har jeg altid tænkt. Under alle omstændigheder var diktaturet ude efter dem, de røg i fængsel, i husarrest og til sidst blev de tvunget i eksil. Veloso tog til London, hvor han skabte denne klassiker, omhandlende hans savn, smerte og hjemve. 7 sange, de 6 på engelsk. Alle sammen melankolske. Alle sammen fantastiske.

Og igen: Teksterne er ærlig talt ikke særligt gode. Jeg har flere gange læst folk der mener at Velosos tekster er ualmindeligt meget bedre på hans brasilianske (bare lige helt basalt: Ja, jeg ved godt man taler portugisisk i Brasilien, men der er tydeligvis som minimum dialekt-forskel, så jeg bliver ved med at skrive 'brasiliansk' i det her indlæg) modersmål end på engelsk, og de har sikkert ret. De brasiliansk-sprogede plader jeg har med ham er ualmindeligt smukke at lytte til, selvom jeg ikke forstår hvad han synger. Men på den her plade passer de engelske tekster helt perfekt ind. Hver gang han kløjs i syntaksen, hver gang en metafor ikke rigtig giver mening, hver gang trygget lægges forkert, hver gang understreger det at han ikke hører hjemme i England. I hvert enkelt kiks kan man høre hans hjemve. Men samtidig, i hans umanerligt smukke stemme og hans fantastiske fraseringer kan man høre noget oversprogligt. Når han i åbnings- og titelnummeret gentagne gange synger: 'I feel a little more bluuuue than then' er det måske ikke den mest poetiske ytring nogensinde, men jeg kan ikke forestille mig nogen, der ikke i hans intenst betonede 'bluuuue' fuldstændig klart kan høre smerten og blå-heden. Jeg tror heller ikke det er tilfældigt at han to gange - i Maria Bethania, der er en sang til hans søster, og i pladens eneste brasilianske nummer Asa Branca – helt holder op med at synge tekst og blot frembringer en mærkværdig melodisk brummen. Visse ting kan ikke udtrykkes i ord. Det er vel hele grunden til at lave musik i første omgang?

Der er kun 7 sange på A Little More Blue, og kun to af dem er på youtube, så jeg fylder indlægget ud med andre Veloso-klassikere. Den her er fra hans selvbetitlede fra 69, som også kaldes Irene. Hans tre første plader er selvbetitlede, af en eller anden grund...

Og her er det jeg vil tillade mig at springe videre ud i musikverdenen, for det er netop det, der irriterer mig med visse kritikeres forhold til Bob Dylan. For et par år siden var der snak om at han skulle nomineres til Nobels Litteraturpris, hvilket jeg er så hamrende meget imod. Når folk snakker om den slags, så får det ikke mig til at tænke på hvor god hans musik er sådan rent litterært. Det får mig til at tænke på hvor ligegyldigt jeg finder det rent musikalsk. Hvis du kan tage en sang, og analysere teksten uden at inddrage den musikalske kontekst, ja så er der efter min mening et eller andet helt galt med den sang. Selvfølgelig kan tekster stå selv (det er derfor man kan lave cover-versioner af samme tekst med forskellig mening) men der kan være så mange flere lag i en sang, hvis sangstemmen og akkompagnementet også har noget at byde ind med, at jeg finder tekstanalyse undervurderer mediet groft

Fra Joia. Nok mit yndlingsalbum med ham.

I et interview med pitchfork snakkede Dan Bejar fra Destroyer om sine nye tekster og sagde bl.a.: 'Generally, there's too many other things going on in music; it's like being really precious about a screenplay. If you're super into writing, it would be strange for screenwriting to be your medium because your work gets fucked with every time.' Men det er jo lige præcis derfor musiklyrik er så fantastisk, fordi de er en en del af en medskabende kontekst. Du kan sige så meget mere hvis du skriver dine tekster som en del af en sammenhæng, hvis du medtænker din stemme og den melodi og de instrumenter du har tænkt dig at bruge. Hvis man blot opfatter dette som andre ting, eller udgiver sine tekster som sange fordi det har et større publikum end digte, så vil jeg sige man bør genoverveje om det er det rigtige medie man udfolder sine kunstneriske evner i. (Det skal dog lige siges, at jeg blot bruger Dan Bejar som et eksempel, jeg mener ikke han bør genoverveje noget som helst, kan egentlig godt lide hans plader. Andet steds i det ret morsomme interview hævder han at have indspillet sin vokal mens han smurte sig en sandwich, så man skal nok tage det hele med et gran salt. Desuden, hvis han forsøgte at sammentænke tekst og musik ville han sikkert ikke have lavet et album som hans nye Kaputt, hvor musikken af en eller anden bizar årsag er softrock fra 80'erne, med godt med saxofon)

Fra Bicho. Et dansabelt album inspireret af en tur til Lagos og den afro-beat han hørte der. Men de sidste to numre er smukke ballader.

Der var hos mange af den første bølge af rockkritikere en tendens til at behandle musikken ret litterært. Der var måske grundlæggende et mindreværdskompleks over ikke at blive taget så seriøst som andre kunstformer, hvorfor der var en fokus på sangskrivere hvis tekster nærmede sig digtniveau. At man så lidt mistede hele det fantastiske ved sangformen at syne var en uheldig konsekvens. En endnu mere uheldig konsekvens har været, at ikke-engelsksproget rock har været negligeret gennem hele musikhistorien. Folk har kaldt Caetano Veloso for Brasiliens Bob Dylan. For at være helt ærlig mener jeg det er mere rimeligt at kalde Bob Dylan for Amerikas Veloso... Men Velosos albums Irene, Joia og så den her er ihf tre opfindsomme og billedskønne folk-mesterværker at gå i gang med. Og der er meget mere at komme efter i hans over 40 år lange karriere. Jeg så ham live i Det Kongelige Teater på jazzfestivalen sidste sommer og det var skønt. Ganske poppet, ganske blødt og vellydende, men fyldt med opfindsomhed og... liv nærmest. Nogle vil måske sige der er for få modhager, men når man rent faktisk har levet under et morderisk diktatur, er det revolutionerende måske at insistere på positivitet?

En af hans bedst kendte sange, men han indspillede faktisk først en soloversion for et par år siden. Den her udgave findes på Gal Costas første selvbetitlede soloalbum, som har undertitlen Nao Identificado, samt på albummet Tropicalia ou Panis et Circenses, som Veloso, Gil, Costa og Os Mutantes lavede med et par andre. Desuden indspillede Os Mutantes en version, der findes på deres selvbetitlede debut, og jeg har også hørt den i en virkelig god liveversion af Maria Bethania.

The Notwist - Neon Golden (02)

2011-01-22T12:19:00.004+01:00

De fleste store cd'er starter med stærke åbningslinjer. Ganske på samme måde som med bøger. Jeg tænker f.eks. på Wilcos Yankee Hotel Foxtrot, der griber din opmærksomhed med det enigmatiske 'I am an American aquarium drinker / I assasin down the avenue' eller på Hold Steadys Boys and Girls in America der øjeblikkeligt sætter tingene i perspektiv med ordene 'There are times in the night / when I think that Sal Paradise was right: / Boys and Girls in America / They have such sad times together.' Og så er der de plader der griber din opmærksomhed med det samme, selvom de ender med at være middelmådige, som f.eks. Hawksley Workmans Lover / Fighter: 'Fuck You! You're drunk and acting tough' Neon Golden starter ikke særlig poetisk: 'Prepare your shoes not to come back soon / prepare your heart not to stop too soon / you cannot walk with us'. Det giver ikke megen mening, og de sidste linjer i åbninsnummeret One Step Inside Doesn't Mean You Understand er ikke meget bedre: 'I will never read your stupid map / so don't call me incomplete / you're the freak'

Gennem hele pladen er der tekstbidder der nærmer sig det pinlige. Hvad med 'He's living next the rails / He can tell you things of different cars and trains' (Pilot). Eller 'When life is a loop / you're in a room / without a door' (Pick Up the Phone). Eller mine absolutte yndlingslinjer fra albummet 'You no longer be / kissed and kind / as you long for intuition / as you have to learn the lesson / twice.' Det skal lige siges, at det hele naturligvis bliver afleveret med klingende tysk/engelsk accent.

Og jeg elsker det alt sammen. Det passer så perfekt til musikken. The Notwist er et tysk band, der startede som hardcore punks i starthalvfemserne, og langsomt bevægede sig over i en mere elektronisk retning. Det her album har jeg set beskrevet som grundlæggeren af en 'indietronica' bølge, den gang i første halvdel af forrige årti. Det er en loopbaseret blanding af akustiske og elektroniske elementer. Strygere og træblæsere og banjoer blander sig med synths, breakbeats og programmerede trommer, og indover det hele synger Markus Acher hans mærkværdige tekster om at være i en verden man ikke helt forstår. Som åbningsnummeret siger: One Step Inside Doesn't Mean You Understand. Så mange af numrene på pladen handler om den fagre nye verden, om at være blandt elektronik, pinkoder, tog, fly og neonlys, og ikke være helt sikker på hvad der foregår. Og lige præcis derfor passer det så perfekt til, at teksterne så åbenlyst er skrevet af en person, på et sprog han heller ikke helt forstår. En hyperintelligent englænder ville sikkert have utrolig meget at sige om den her situation, men han ville have svært ved at ramme den her følelse af forvirring iblandet vished om, at der gemmer sig utrolig meget mening lige om hjørnet. Man kan ane den sådan lige i udkanten af øjenkrogen. Desværre bare altid lige uden for rækkevidde.

Men dette tema om forvirring er dog blevet slået an allerede inden Markus synger. One Step Inside starter nemlig med nogle strygerfigurer, der knipser lidt urytmisk rundt, inden perkussionen kommer ind sammen med Acher. Dette mønster med nogle instrumentrundgange i en lidt udefinerbar rytme i introen gentages i både Pick Up the Phone, Trashing Days, This Room, Solitaire og Neon Golden. Dette gør at man kommer 'skævt' ind i nummeret så at sige, man kan ikke finde ud af hvordan rytmen går det første stykke tid, og bliver lidt fanget på den gale fod. På samme måde som mange af teksterne handler om at komme 'skævt' ind i en ny tid og forsøge at få hold på den. Der er ikke noget hokus pokus ved hvad bandet gør, Notwist har bare valgt at komponere deres loops med en del synkoper, optakter, lifting og deslige. Når man så afspiller dem uden rytmebunden, ja så bliver det lidt forvirrende til at starte med. De har dog en enkelt fordel i forhold til mange bands, i og med at Achers vokalmelodier også ofte er rytmisk springende, og dermed passer til. Men dette skyldes nok i høj grad hans autodidakte forhold til engelsk udtale: Hvis han kan vælge mellem at lave en rytmisk krommelure eller at lægge trykket i ordet korrekt, ja så vælger han nok krommeluren lidt oftere end de fleste sangere. Det gør at vokalen og akkompagnementet ofte passer sammen.

Jeg har altid været vild med sang nummer syv: One With the Freaks. Jeg har altid følt det som om en lille byrde faldt fra mit bryst, hver gang den startede. Jeg har bare tænkt det var fordi, det er en fantastisk sang, der kommer efter en lidt mindre fantastisk midtersektion. Men efter at have tænkt over det er jeg kommer frem til at der nok også er en anden grund: Det er den første sang på pladen, der starter med rytmeloopsne. Trommelyde etablerer fra start af en rytmisk bund, det får en til at føle at man er på fast grund fra start af, man føler at alting falder på plads. Det er en utrolig fin strukturel detalje i sekvenseringen af pladen: sang 3-6 starter alle sammen med instrumenterne lidt ude af takt, hvilket gør, at når sang 7 starter med rytmerne, så føles det som om solen bryder frem, som om verden giver mening nok en gang. Jeg elsker den sang, og jeg elsker den her plade.

Og der er mange grunde til at jeg elsker den her plade. Den er helt utroligt veludført, kompetent og opfindsom, men frem for alt er den så helt utrolig menneskelig. Man kan sammenligne med Radiohead, der også skrev sange om en ny tid, og som blandede elektronik og rockinstrumentering. Men med Radiohead bliver mennesket ret ofte enten væk (med How To Dissapear Completely som oplagt eksempel) og desuden er der ret ofte en idé om mennesket som del af en masse, der er et politisk engagement, blandt andet baseret på Naomi Kleins No Logo, hvor sangene kommer til at handle om noget større end mennesket. Neon Golden handler altid om det enkelte menneske. Det er det enkelte menneskes reaktion på den nye verden der er i centrum. Og så er der et plottwist til slut! Hvor som sagt det meste af pladen har handlet om modernitet og postindustrialisme, så handler sidste sang, Consequence, om noget langt vigtigere: Kærlighed. Effekten er den samme: 'Leave me paralyzed. / Love / Leave me hypnotized / Love' Der er også et 'Never' derinde, der gentages sådan lidt på må og få, så om kærlighed skal eller ikke skal paralysere og hypnoti-ditto ved jeg ikke rigtigt. Det tror jeg egentlig heller ikke Hr Acher ved. Hvad jeg til gengæld er fuldstændig sikker på er, at sangen - og specielt en enkelt detalje sådan cirka 3:30 inde i nummeret - altid efterlader mig sådan... taknemmelig, forbløffet og med en følelse af, at ligegyldigt hvor mørk og mærkværdig verdens udvikling kommer til at blive... Så længe der bliver fremstillet kunst så stort som dette her, så skal det nok gå.

Will.I.Am & Nicki Minaj - Check It Out

2011-01-18T06:53:00.003+01:00

En gang imellem bliver man bare ramt. Rent faktisk er det noget af det bedste ved at følge med i kunst og kultur, de gange hele det korthus man har bygget op af teori og antagelser om hvordan kunsten hænger sammen bliver væltet omkuld. Også fordi det er så skægt at bygge det op igen. Men helt ærligt, de bedste øjeblikke med musik er de gange man hører en sang en enkelt gang, som man egentlig var sikker på at man ikke ville kunne lide, og man bare er nød til at høre den igen og igen. Gudske tak og lov for youtube, det ville være ulideligt hvis man ikke kunne finde den igen med det samme. Og ja, sådan en sang er for mig Will.I.Am og Nicki Minajs Check It Out. Og det her indlæg er først og fremmest mine tanker om hvorfor det her nummer er så fantastisk. Hvis det er for uambitiøst, så lad som om det er et indlæg i den der rockisme-debat, der kører for tiden i de danske medier. For enhver, der tror pop-musik bare handler om bling-bling og overflade følger tydeligvis ikke med. For det første har Lady Gaga taget 'overflade' til et helt nyt niveau. For det andet er det pissemeget god musik, selvom ret meget af det er lavet af freaks. For ti år siden var det anderledes, dengang var der 'auteurs' der smed produktioner der var nærmest avantgarde på hitlisten. Timbaland, The Neptunes, Missy Elliot. Det var noget next level shit. Sådan er det ikke længere. Popmusikken er til gengæld blevet hjemsted for nogle personligheder af format, med Kanye West som hovedeksempel. Han er fantastisk. Men man kommer ikke udenom at hans produktioner er ret retro. Han har opkaldt et album efter noget så gammeldags som en 808-trommemaskine. R Kelly er et andet eksempel. The-Dream er en sangskriver af den gamle skole, alle hans tre albums er fuldstændig forrygende. Og så er der Black Eyed Peas og Will.I.Am. Jeg kan ikke lide dem. Det har jeg aldrig nogensinde kunnet. Men deres sidste singler har været fucked up, det må man give dem. Alt hvad der minder om god smag er blevet kastet fuldstændig overbord, som regel også med reglerne for normal sangskrivning. I stedet er der blevet tilført skamløse samples og hvad der lyder som halvfemsertechno, blandet op med statements som 'Tonights gonna be a good time' eller 'I'm having the time of my life'. Skamløs hands-in-the-air populisme, men det har stadig virket halvfærdigt i mine ører. Jeg kan lide hvad de laver, jeg synes bare ikke de er særlig dygtige til det. Jeg har det på samme måde med Coldplay og Keane.

Men den her er anderledes. Den her hænger sammen som en tvetydig helhed. På overfladen virker det som en metervare-banger med et populært sample, den her gang fra The Buggles Video Killed the Radio Star. 'I can't believe it / it's so amazing' og 'check it out / check it out' er to ikke voldsomt inspirerede tekstbidder. Men den virkede på mig af en eller anden grund så helt utrolig trist, at jeg bare var nød til at lytte til den igen og igen for at forstå, hvad der foregik. Og så overfortolkede jeg formentlig en smule, og så kom jeg frem til en historie jeg virkelig godt kan lide. Tag Nicki Minajs første vers. Flyer than thou, 'Haters you could kill yourself' etc etc. Som de altid siger. Men der er noget underligt over noget af teksten. Det er ikke bare sådan at nogle hader hende. Hun er helt alene i klubben. Verset slutter med teksten: 'Sometimes it's just me and all my bottles all alone / I ain't coming back this time'. Øh... Sejt?

Will.I.Ams vers: Fly/High rim som vi kender og elsker dem. Men stadigvæk nogle mærkelige linjer: 'All this 89'ers ain't got nothing on me / honestly I gotta stay as fly as I can be' 'Young'ons they can't touch me cause I'm floating sky high' Det handler om at være ældre end de andre, men han er stadig sej. Hermed kommer samplet til at spille en anden rolle. Video Killed the Radio Star har en stor kulturhistorisk rolle: Det var den første video der blev spillet på MTV. Det er en sang om et vagtskifte i musikbranchen. Ud med den gamle radiostjerne, ind med den nye video-ditto. I en sang hvor den ældre sanger synger om at være ældre end de andre får den en noget trist klang. Det giver fornemmelsen af, at han godt ved han er på vej ud. Derudover, i den originale Buggles sang er der et temposkift mellem vers og omkvæd. Verset (som samplet er taget fra) er stilhed før stormen, det er den ustabile tilstand før videoverdenen sætter i fart og efterlader radiostjernen i dens baghjul. Men den effekt kommer aldrig i Check It Out, den ville jo i så fald også efterlade ihf Will.I.Am. Vi bliver i den ustabile stilstand, musikken formår at forblive et åndehul.

Taler omkvædet sandt? De siger: 'I can't believe it / it's so amazing' De siger egentlig at de ikke tror på det, men det er naturligvis blot for at understrege hvor amazing det er. Selvfølgelig tror de. Men gør de? Hele akkompagnementet giver følelsen af, at de udmærket godt ved det ikke er 'so amazing'. De snyder sig selv. Det ender med en dybfølt frasering over 'I can't believe it', som åbenlyst ikke burde være en sætning man kan slutte på. Når Will.I.Am synger 'yeah yeah I'm feeling it now' lyder det for mig mere som om der fokus på nu'et end på at han føler det. Det er ikke en følelse der hænger ved. Kun så længe musikken den spiller. Det er en sang om at være i dårligt humør, og søge tilflugt i musikken, men kun lige præcis få det ud af den, som man søger. Det er en sørgelig sang.

Det er en forbløffende sang, og der er så meget herudover at elske den for. Læg mærke til hvordan håndklappene skifter rytme hele tiden efter 2:30, hele c-stykket er så godt som man overhovedet kunne håbe på. Den melankolske outro. Nicki Minajs rap med tilført bas-brummen. At Will.I.Am praler med han ligner Mr T. Trommesamplet omkring 3:15 kommer fra et eller andet jeg ikke kan huske hvad er. Og hvad sker der for videoen, er der ikke en Lost In Translation æstetik med det japanske studie? Og Nicki Minaj ser for fed ud. Og selvfølgelig er det lidt snyd at kalde det en sang, der grundlæggende mislykkes med sit projekt om at projektere fly-ness, for dermed bliver sangens mangler jo også dens styrker. At omkvædet ikke er andet end Check-It-Out igen og igen. De har ikke mere at sige. Men altså, et kunstværks kvalitet bestemmes jo heldigvis ikke ud fra, om kunstnerens projekt lykkes. Det handler om, hvad du og jeg som tilskuere får ud af det. Og jeg får satans meget ud af det her nummer.

Hvad er det jeg prøver at sige? Tja, formentlig at det her er grunden til rockisme er så slemt. Idéen om, at rockmusik er 'ægte' og autentisk er noget pjat, man harmløst. Indtil numre som det her bliver negligeret. Det her er et fuldstændig fantastisk nummer, medrivende, lagdelt, tvetydigt. Og r'n'b/hiphop/pop verdenen er fyldt med numre af samme kaliber. Hvad mere ønsker man sig fra et kunstværk på 4½ minut?

'Det uudsigelige' på Vampire Weekends Contra

2011-01-03T07:27:00.004+01:00

Jeg har tidligere skrevet om den seneste Vampire Weekend, men den gang handlede det meget om receptionen af det nye album, den her gang er det et element af teksterne jeg vil fokusere på, et element som jeg mener ikke stemmer særlig godt overens med det musikalske akkompagnement, hvilket skaber en splittelse, der er ganske typisk for indiemusik i dette årti. Men det kommer vi til, først må jeg lige sige at der sikkert er massive overfortolkninger og fejl-ditto i dette indlæg. Men det er efter min mening egentlig langt sjovere end at underfortolke dem.

Lad os starte med sang nummer to på pladen: White Sky. Det er en utroligt sød sang, nok den sang på albummet der er mest inspireret af afropop. Og som den netop offentliggjorte p4k sangliste skriver: 'And that's not even counting the simple, ecstatic pleasures of one of the year's best wordless choruses' Men det er ikke bare et sødt omkvæd, som jeg ser det er der faktisk en ret specifik pointe med det ordløse omkvæd. Versene handler om at finde det sublime i hverdagen, flot beskrevet i linjerne: 'A little stairway, a little piece of carpet / a pair of mirrors that are facing one another / Out in both directions, a thousand little Julia's / that come together in the middle of Manhattan' Andet vers handler om banaliseringen af moderne kunst modstillet en skatepark (er ikke helt sikker på hvordan det passer ind), tredje vers handler om at stille spørgsmålstegn ved det sædvanlige. Broen siger så: 'You waited since lunch / It all comes at once' og det som kommer er så netop uudsigeligt. DERFOR er omkvædet ordløst. Det er en sang som modstiller den banale hverdag med det usædvanlige, det kontrollerede og rationelle med det ukontrollerede. Den følelse man får er uformulerbar og kan kun repræsenteres ved det ordløse. Der er en verden hernede og så er der en White/Wide Sky. Der er sådan en snas af det sublime over det, selvom jeg lige knap vil kalde det for en sublim sang. Men den er virkelig sød.

Næste sang: Holiday. Igen er det en sang om verden uden for det normale, denne her gang beskrevet som længslen efter ferie. Men der er nogle linjer, som er helt centrale for albummet: 'A vegetarian since the invasion / She'd never seen the word: 'Bombs' / She'd never seen the word: 'Bombs' blown up to 96 point Futura / She'd never seen an AK / in a yellowy Day-Glo display / A T-shirt so lovely it turned all the history books grey'. Igen har vi altså hvordan det sanselige, det billedlige, er langt mere virkningsfuldt end de logiske historiebøger. Teksterne er fine, men det er billederne der ryster hende i hendes grundvold.

Sidste eksempel bliver sjette sang: Run. Det er en ganske typisk lad-os-flygte-væk-fra-det-hele sang. Dig og mig, vi kan løbe vores vej, os to og en lille smadret radio. Men igen er der ikke noget omkvæd, derimod manes en mariachi-agtig trompetfanfare frem hver gang Ezra Koenig synger: 'It struck me that the two of us could RUN' Dette giver mig to tanker: 1) Det udtrykker håb og livlighed, men samtidig forbliver det ukonkret hvilket får flugtplanerne til at virke lidt flygtige og uigennemtænkte 2) Det er muligvis en overfortolkning, men jeg vil da skyde på at flugten går til Mexico. Så her er der altså igen en fokus på det uudsigelige, men på en lidt anden måde, følelsen er simpelthen for ukonkret til at kunne formuleres.

Der er altså en tekstmæssig fokus på det irrationelle, det flygtige. Så langt så godt. Men her er problemet: Der er altså ikke voldsomt meget irrationelt over musikken. Sidste gang jeg skrev om pladen kritiserede jeg den for at være for kontrolleret og ikke have nok desperation. Det er naturligvis først og fremmest en personlig præference, men der er altså også noget mærkeligt over at teksterne ofte handler om hvordan ting ikke altid skal udpensles og forklares, hvordan et følelsesangreb kan være stærkere end en logisk forklaring, mens de samtidig er utroligt udpenslende og forklarende, og den bagvedliggende musik forbliver utroligt kontrolleret og komponeret. Der er altså ikke meget grundvoldsrystende over bandets verdensmusikalsk inspirerede indie. Man kan f.eks. sammenligne med Mt Eeries Wind's Poem, som jeg nyligen skrev om. Godt nok er Elverums emne noget mere voldsomt end Ezras. Men alligevel, Elverum formår netop at skabe en 'sublim' lydramme, hvorimod der hos Vampire Weekend opstår en modsætning mellem form og indhold.

Er det et problem? Jeg tror der er nogen, der bliver voldsomt irriterede. Der har altid været noget selvmodsigende over tekster som 'Who gives a shit about an Oxford Comma?' Ja, det var der egentlig ikke rigtig nogen som gjorde, indtil i valgte at skrive en sang om det... Så mit svar må være jer fire. Men for mig gør det bare musikken mere relatérbar. Jeg kender godt følelsen af at sidde på mit værelse for mig selv og skrive utroligt lange tekster om hvor vigtigt jouissance og det sublime er. Jeg tror der er rigtig mange unge som har en følelse af at ville ændre verden, men som ender med at bruge mest tid på at læse bøger og se film om de varme lande, køber fornuftigt ind af Max Havelaar varer, ja måske endda skralder lidt, går på gaden når man skal, men egentlig ikke rigtig får lavet oprør. For mig at se beskriver bandet ret godt en følelse af at forsøge at være ung og oprørsk i en post-marxistisk tid, hvor oprøret ikke længere har noget troværdigt endepunkt. Som de med bidende sarkasme synger i Cousins: 'Dad was a risk-taker / His was a Shoe-maker / You, Greatest Hits 2006 little listmaker' Oprøret og den sociale opstigning tog den tidligere generation sig af, nu sidder vi og har det egentlig ret godt, og ved ikke rigtig hvad vi skal gøre ved al den uretfærdighed der stadig er tilbage. Men så kan man altid forsøge at ændre verden ved at skrive en kulturblog, er deres sarkastiske pointe (og ja, jeg føler mig naturligvis ramt). Min er så, at det vel heller ikke er særlig oprørsk at lave pæn og tilforladelig indiepop.

Og jeg tror egentlig, at denne modsætning mellem oprør og tryghed er et fællestræk ved en stor bunke succesfulde indiebands i det nye årtusind. M.I.A. fik på puklen over det her spørgsmål sidste forår. Eller hvad med Beiruts turist-pop? Eller tag Animal Collective. Her er der nok den tydeligste splittelse (omend den ikke er tilsigtet), idet Panda Bear altid har været en sådan lidt genert hyggelig fætter, mens Avey Tare har en langt mere aggressiv side. Bandet har sådan lidt sunget om at man ikke behøver tage på college, og har da også lavet noiseagtige plader – hør Here Comes the Indian, hvis ikke du allerede har, det er et mesterværk – men har samtidig også lavet pæn og rar musik, f.eks. om at købe et hus til sin familie. Selv kan jeg bedst lide det når Avey Tare delen er mest tydelig, men jeg er vidst i undertal når det gælder det spørgsmål. TV on the Radio behandlede spørgsmålet fra det modsatte udgangspunkt på Dear Science, som jeg tidligere har sagt. Som sorte intellektuelle, så var problemet ikke at de var for intellektuelle til reelt at være oprørske, deres problem var at de var for sorte til at folk tog deres tanker alvorligt. Deres forsøg på oprør blev ikke dræbt af deres tryghed, men af deres kropslighed. Ja hvis vi skal trække den helt ud er der måske lidt det samme hos Fleet Foxes, hvor egentlig ret ubehageligt morbide / nedladende tekster, med et vist potentiale for det rystende, bliver druknet i en dyne af harmløs indie-folk-muzak. Den her splittelse mellem det rationelle og det irrationelle har naturligvis alle dage været til stede i musik, men jeg tror egentlig jeg vil hævde den har været tydeligere siden murens fald. Men altså, prove me wrong i kommentarerne, hvis du har lyst.

Køn og Seksualitet 2: Of Montreal - Hissing Fauna, Are You the Destroyer?

2010-12-14T02:51:00.003+01:00

Hissing Fauna, Are You the Destroyer? er et af de klassiske albums fra seneste årti. Det er fængende, dansabelt, musikalsk afvekslende, men den opmuntrende lydside dækker over nogle dystre tekster, der er baseret på virkelige begivenheder: Kevin Barnas, forsanger og sangskriver i Of Montreal, tog til Norge for at skaffe medicinsk behandling til hans datter med hans norskfødte kone. Her fik han pludselig en dyb depression – Norge er altså også et trist sted.... - hvilket til sidst fik konen til at forlade ham. Albummet blev skrevet efter at han var blevet forladt, men kort før udgivelsen fandt parret sammen igen, hvilket har givet de efterfølgende albums en mere positiv grundtone. Historien som den – ifølge medierne, mere om det senere – blev fremlagt på albummet, er dog lidt mere kompliceret, her er der blevet tilføjet nogle tematikker om personlighedsspaltning og seksualitet. Kevin tager til Norge, bliver deprimeret, langsomt begynder andre dele af hans personlighed at boble frem. Konen forlader ham, og på albummets centrale sang, den 12 min lange The Past Is a Grotesque Animal – gennemgår han et mentalt sammenbrud. Når han kommer ud på den anden side har et alter ego taget over, og nu er han Georgie Fruit, en midaldrende transseksuel sort mand, og resten af albummet handler om at han danser rundt ude i byen i et orgie af biseksuel promiskuitet.

Og den tager vi så lige igen: Han gennemgår et MENTALT SAMMENBRUD og bliver transseksuel og promiskuøs... Og dette mentale sammenbrud er jo så forårsaget af at hans heteronormative hverdagsliv bryder sammen. Det er mildest talt ikke nogen progressiv beskrivelse af køn og seksualitet, og der er på anden halvdel af albummet nogle utroligt ubehagelige tekstbidder: 'Eva, I'm sorry, but you will never have me / To me you're just a faggy girl / and I need a lover with soulpower' (Bunny Ain't No Kind of Rider) Eller hvad med: 'There's that girl that left me bitter / Want to pay another girl to just walk up to her and hit her / But I can't I can't I can't'. (She's a Rejector) Så vi har altså en sammenkobling af 'afvigende' seksualitet med først og fremmest mental ustabilitet, og derudover en kobling til vold mod kvinder og en brug af ordet 'faggy' som skældsord. Helt ærligt kan jeg ikke forstå, hvorfor medierne ikke har været ude med riven i forhold til det her, det er ærlig talt uheldigt. Hvor altså Magnetic Fields fremlagde forskellige seksualiteter som ligeværdige, og dermed stillede spørgsmålstegn ved vores normale opfattelse af samme, så bruger Kevin Barnes 'pervers' seksualitet til at beskrive det afvigende, det unormale, det 'syge' i hans liv.

Og det her var, hvad jeg havde tænkt mig at skrive til at starte med. Men så var det jo, at jeg var nød til at lave lidt research på pladen, og læse igennem hvad der egentlig står i teksterne, og her fandt jeg så ud af præces hvad der sker. Det forklares i førnævnte The Past Is a Grotesque Animal: 'I fell in love with the first cute girl that I met / who could apreciate Georges Bataille / Standing at a Swedish festival / discussing Story of the Eye' Nu kendte jeg så ikke Georges Bataille eller Story of the Eye, men det kan man jo wiki'e og øh... det er mildest talt pervers seksualitet. Eros og Thanatos bliver kombineret står der, åbenbart ved at de knalder og der er en hel masse blod og sæd og tis og alt det der. Og det er altså den historie, som Kevin Barnes og konen Nina Barnes først bondede over. Det er en utrolig vigtig detalje, hans heteronormative liv er altså netop baseret på en fælles interesse for historier om det perverse. Ironisk nok... Jamen så kan hele anden halvdel af pladen jo ses som et forsøg på at genfinde dét, som skaffede ham hans kone til at starte med. Hm, og så bliver det centrale i lige så høj grad det førnævnte 'I can't I can't I can't'. Det er altså et mislykket forsøg på at genfinde perversiteten i hans liv. Nu har jeg ikke rigtig styr på den teori der ligger bag Marquis de Sade og Bataille og deslige, men anden halvdel kan altså ses som et forsøg på at skildre det usunde, ved at svælge i det perverse. At det så bliver ved det sådan lidt arrogant promiskuøse bliver så lidt trist, han tør ikke mere.

Men havde albummet været dårligere hvis det havde koblet mental usundhed med afvigelser fra det seksuelt almindelige? Nope. Det er naturligvis vigtigt at huske på, at det hele kun er en beskrivelse af Kevin Barnes eget mentale nedbrud, at det finder udtryk på denne måde betyder ikke at alle promiskuøse er mentalt ustabile. Eller at alle mentalt ustabile bliver seksuelt afvigende. Jeg kan derudover ikke rigtigt forestille mig noget mere kedeligt end en skildring af sindssygdom der er blevet saniteret så den er politisk korrekt. Men jeg mener helt ærligt det er lidt af et problem, at det ikke bliver kommenteret når albummet bliver gennemgået. For det ER et uheldigt kønssyn, det er meningen det skal være tegn på hvor langt han er ude at skide, og at det blot lader til at passere ind i den gængse anmelderdiskurs tyder på at det måske er noget blog/anmeldersfæren ikke er tilstrækkeligt opmærksomme på. Jeg skrev jo for nylig et indlæg om hvordan Vampire Weekend og Coco Rosie / Public Enemy skildrede racespørgsmål på to måder: VW skildrede det som om det ikke var noget problem, hvor CR og PE skildrede det som om det var noget knudret og problematisk. Og køn og seksualitet på samme vis skildret på to forskellige måder af de to netop skildrede kunstnere: Magnetic Fields skildrede det som om det ikke burde have nogen betydning, hvorimod Of Montreal formåede at fokusere på det problematiske, det lyssky, det beskidte. Men hvor racespørgsmål bliver påtalt i medierne og debatteret på blogs, så er der ikke samme fokus på køn og seksualitet. Du kan skildre bøsser som afvigere på en måde du overhovedet ikke kan med sorte.

Køn og Seksualitet 1: Magnetic Fields 69 Love Songs

2010-11-16T18:30:00.000+01:00

Magnetic Fields' 69 Love Songs er en af de bedste plader nogensinde. Over 3 cd'er og 69 sange (naturligvis...) vender og drejer Stephen Merrit og co kærlighed og behandler det fra stort set alle vinkler. Ulykkelig, lykkelig, agressiv, kærlighed fra mand til kvinde, kvinde til mand, mand til mand, kvinde til kvinde, en enkelt gang mand til hund (platonisk dog) og en hel masse gange lidt uklart fra hvem til hvem. Jeg har svært ved at forestille mig at nogen mennesker kan komme igennem pladen uden at finde minimum et par sange som de elsker, og et par sange som virker som fyld. Den er eklektisk, overvældende, fremragende.

Men noget af det særlige ved pladen er dens forhold til køn og seksualitet. Netop fordi den er så forvirrende og omskiftelig bliver disse ting, som er ret basale i en kærlighedssang, uklare og mudrede, hvilket efterhånden medfører at pladen får stillet spørgsmåltegn ved de helt grundlæggende opdelinger mellem mennesker. Om ikke i virkeligheden, så ihf i vores populærkultur, og i den 'normale' kærlighedssang.

Som sagt er pladen overvældende. Den er absurd lang, og den gennemgår ikke noget klart forløb. Pladens start og slut synes alfabetisk bestemt (fra Absolutely Cuckoo til Zebra) og den starter med en sang om tidlig kærlighed (de præcise åbningslinjer er 'Don't fall in love with me yet / we've only recently met) og slutter med en elsker som har fået alt, men stadig ikke er tilfreds (hvilket i sammenhængen kan ses som et lidt agressivt, men ganske morsomt, udfald mod lytteren...). Men der gennemgås ikke nogen klar udvikling, tværtom er albummet kalaidoskopisk og som skabt til en shuffle-knap eller at lave et mixtape med sine egne yndlinge. Det er derfor lidt svært at vide hvor man skal starte, men lad mig lægge ud med en sang fra cd 3: Acoustic Guitar. Det virker som en ret simpel sang, omend lesbisk. Pige synger til sin guitar om at spille godt, så hun kan få sin pige tilbage. Men passer emnet rent faktisk ikke bedre, hvis kvindestemmen skal forestille at være en ung mand, en yngling? Idéen om den lidende kunstner som forsøger at vinde kvinden gennem kunsten, ja det plejer ofte at være en ung mand. Og hvorfor skal vi læse køn ind i stemmen? I The Night You Can't Remember skal mandestemmen tydeligvis forestille at være en kvinde (vedkommende bliver gravid undervejs...) og i The Luckiest Guy on the Lower East Side skal sangeren forestille at være en ung forelsket mand (formentlig lige over 16, han er den eneste i vennekredsen som har en bil) men han lyder ærlig talt mindre som en ung mand end sangerinden i Acoustic Guitar... Mon ikke bare det er en traditionel dreng-pige kærlighedssang, som det blot er en kvinde der synger?

Men når man accepterer dette, ja så begynder der at være et par sange, som man nok også bør vende om. Come Back from San Francisco f.eks. Igen er det en kvinde der synger, sangen henvender sig til en, som åbenbart møder 'pretty boys in discos'. Hvis man tænker sangeren må være kvinde, ja så er objektet biseksuel, enten kvinde eller mand, det er lidt svært at gætte. Men det giver vel mere mening hvis det igen er en ynglinge-stemme, og ganske enkelt en sang om unge bøsser. Samme igen i Reno Dakota, hvor kvindestemmen synger 'How I annoyed you / or is there a boy who / well he's just a whore' Det giver mest mening hvis alle sammen skal forestille at være drenge.

Men hvorfor er det man overhovedet kan tale om 'mening' i den her slags spørgsmål? Fordi vi har forestillinger om kønnene. Drenge spiller guitar, drenge danser på disco i San Francisco. Når først man er blevet opmærksom på dette, så begynder pludselig en ganske stor del af sangene at blive kønsmæssigt uklare. En af de mest kendte sange er The Book of Love, som mest af alt handler om hvordan pågældende bog ser ud. Dog, selvom sangeren er bas, så har vedkommende i omkvædet den traditionelt kvindelige 'modtager' rolle: 'I love it when you sing to me / you could sing me anything' og 'I love it when you give me things / you aught to give me wedding rings' Hvorfor kan det ikke bare være en kvinde som er hovedpersonen i den her sang? Og omvendt, hvorfor kan det ikke bare være en mand, som kan lide at få gaver? Og gad vide om giveren er mandlig eller kvindelig, det giver sangen faktisk overhovedet ikke svar på. Men det gør utroligt mange sange jo egentlig ikke, hvorfor går man bare som udgangspunkt ud fra, at det er heteroseksuel kærlighed det altid handler om? Jeg tror oftere jeg har set 'alternative' læsninger af sange, som siger det handler om kærlighed til heroin end at det handler om kærlighed mellem mænd eller blot heteroseksuel kærlighed med omvendt fortegn.

Elementerne omkring køn som konstruktion, og om køn som performance, varieres og gennemspilles igen og igen i løbet af pladen. En af de mest subtile og humoristiske instanser er Fido Your Leash is too Long, føromtalte mand/hund-sang. Her spiller hvert vers til sidst på at vi selv fuldender linjerne sjofelt: 'You scare me out of my wits / when you do that shit/-zu, Fido! Your leash is too long' og 'I don't care what you fo(ck)/-xhounds do, 'cos your leash is too long' Det er en gammel joke, men i sammenhængen får den en ny mening: Som vi fuldender sætningerne, ligeledes 'fuldender' vi henvisningerne til folks køn. Det er en ganske menneskelig ting, at sammenstille et billede efter de tegn vi opfanger, det gør vi i sproget, det gør vi automatisk overalt i hverdagen uden at tænke over det. Teknisk set er det jo at dømme på forhånd. Vi kan ikke undgå at være fordomsfulde hvis vi vil fungere i et moderne højinformativt samfund.

Men hvad siger pladen så vi skal gøre for at undgå fordomme? Ja den giver såmænd ikke nogen opskrift på hvordan man skal opføre sig, i sidste ende er den pluralistisk, og folk er lige sympatiske hvadenten de vælger at leve efter de normale kønsnormer, eller om de vælger at leve mere afvigende. Det er alt sammen en performance, hvorvidt du har lyst til at performe meget eller lidt må være op til dig. Det ene øjeblik i A Chicken With It's Head Cut Off lyder det Let's Just Be Lovers, og det næste øjeblik lyder det Let's Pretend We're Bunny Rabits. Pladen synes at sige at alle former for seksualitet såmænd er en blanding af Just Being og Pretending. Hvis blot man er opmærksom på dette, og lader være med at være fordomsfuld, ja så går det nok. Ganske hippieagtigt.

På den måde ender 69 Love Songs med at stille spørgsmålstegn ved vores kønsroller og syn på seksualitet. Ikke ved at gøre et stort nummer ud af hvor åndssvage og gammeldags de er, men ved blot ganske diskret at destabilisere dem, via en mængde sange der ikke rigtig 'går op'. For at uddybe hvad jeg mener, så skal jeg prøve snarest muligt at få skrevet et kontrasterende indlæg om et andet indieband, der har skrevet sange om seksualitet og deslige. Of Montreal. Men det bliver først om et par dage.

Mt Eerie - Wind's Poem (09)

2010-11-11T18:25:00.001+01:00

Jeg har tidligere skrevet lidt om lighederne mellem metal og folk, hvor jeg nævnte det her album, men på daværende tidspunkt havde jeg egentlig ikke hørt pladen endnu. Det har jeg så nu, og det er en af de mest interessante plader fra sidste år, og formentlig min yndlingsplade med Phil Elverum. Lidt metal, lidt folk, lidt støj. Det er en fascinerende hybrid.

Der er mange gode grunde til at se lidt skævt til metal, men en af de ting jeg har det sværest ved i den mere klassiske del af genren, er den rent ud sagt idiotiske hypermaskulinitet der gennemsyrer alt fra lydniveau til tekster til pladecovers. Simon Reynolds har påpeget hvordan Metal ofte bliver mere populær i tider og steder hvor mandens traditionelle forsørgerrolle er udfordret af manglende jobmuligheder. Det kan altså ses som overkompensation på samme måde som f.eks. hooliganisme er det. Det gør det ikke mindre åndssvagt. Efter at jeg alligevel gav genren et par chancer så fandt jeg alligevel nogle ting her og der jeg kan lide. Først og fremmest bliver man jo ikke nogen dårlig komponist af at ens jobsituation er usikker, der er nogle gode sange her og der. Men der er også andre steder, hvor det holder op med at være kompensation. Hvor udtrykket ikke længere bliver en form for 'se hvor vild jeg er', men blot bliver til beskrivelser af vildskab, hvis det giver mening. Ryan Adams snakkede om at Black Metal kunne lyde som dæmoner med hjertesorg, og det giver stadigvæk ret god mening. Der bliver lukket en sårbarhed tilbage i udtrykket, som rammer så meget hårdere når omgivelserne er så tummultariske. Det kan godt være det lyder lidt banalt dialektisk, men når de hårde og maskuline elementer er så ekstreme, ja så kan de skrøbelige og smukke ting fremstå så meget klarere.

Det er dog de færreste plader som går så langt som Wind's Poem. Hvis jeg skal prøve at sætte en finger på den store forskel, så kommer den ganske kort inde i det meget Black Metal inspirerede første nummer Wind's Dark Poem. I bookletten står der (The Wind Speaks) men det synger Elverum ikke. Til gengæld er der på dette tidspunkt et øresønderrivende guitarfræs. Guitaren er vindens stemme frem for Elverums. Det lyder som om en storm overvælder forsangeren, det er frygtelig smukt, ja det nærmer sig det sublime. Og det skal på ingen måde symbolisere noget med Elverum selv. Ja det skal netop vise hvor forfærdelig vinden er i forhold til ham selv. Det er en overvældende heavy metal sang om, hvor lille og ubetydelig forsangeren er.

Det er naturligvis et paradoks. Det er jo trods alt menneskeskabt støj, det er i sidste ende kontrolleret og kan kun sige noget om hvor overvældende effekt menneskeskabte ting kan have. Ja rent logisk viser det hvor stort et menneske Elverum er, at han kan kommandere så overvældende en lydmur. Men det lykkes i helt utrolig grad Elverum at få sin musik til at lyde som vejrliget i en lille bjergby. Han får på imponerende vis musikken til at lyde naturlig og ikke-menneskeskabt. Det er et trick Elverum har ganske meget erfaring med. Hans første band hed The Microphones, og de udgav en del kassettebånd og plader i sluthalvfemserne og starten af det nye årtusind, kulminerende med The Glow pt 2 (01) og Mount Eerie (03) To konceptalbum om henholdsvis ild og jord. Herefter skiftede Elverum bandnavn til Mt Eerie og udgav en mængde ting i forskellige formater. Wind's Poem er den første af hans udgivelser som virkelig har fanget mig, men der er også mange gode ting på de andre af hans ting jeg har hørt, hvilket langt fra er det hele. Inddragelsen af metal er ny (han kalder selv hans genremiks for Black Wooden, organisk træ frem for uorganisk metal) men han brugte en del støj-elementer før i tiden.

Sample fra soundtracket til Twin Peaks. Der er virkelig meget skummel bjergby over den her plade.

Normalt med en kunstner kan jeg bedst lide hans/hendes hovedværker. Der hvor han/hun virkelig tager sig sammen. Som regel kan jeg godt lide dobbeltalbums, konceptalbums og deslige. Men med Phil Elverum kan jeg bedst lide hans mere udmyge udgivelser, foruden det her mesterværk især It Was Hot, We Stayed In the Water (00, konceptalbum om vand, med ham her er ydmyghed altid relativt) og Black Wooden ep'en (08, hvor han først eksperimenterer med metalelementer). Jeg tænker om det kan være fordi han netop tematisk kredser om det sublime og ukontrollerbare. Især Mt Eerie er pompøs, det er et langstrakt konceptalbum hvor historien er noget i retning af at Elverum klatrer op på Mt Eerie, dør, snakker lidt med universet og med Gud, og bliver genfødt. Det er på en eller anden måde for kontrolleret. Det sublime bliver lidt væk når det kan sættes ind i et narrativ og kan tales med og den slags. På Wind's Poem er alt naturligvis ligeså meget under Elverums kontrol, men illusionen virker bare meget bedre efter min mening. Vinden hyler og skriger, og Elverum kan ikke rigtig gøre andet end bare at vandre rundt i mørket og mumle lidt i 45 minutter.

Slow Six - Tomorrow Becomes You (10)

2010-08-10T17:30:00.001+02:00

Jeg tror det er ved at være på tide med nogle små anbefalinger igen, til at starte med af årets crescendo-core album for mit vedkommende. Jeg har tidligere inde på svingninger anbefalet det som: Mathet crescendocore med to violinister og en god spand klassisk minimalisme. Do Make Say Think møder Steve Reich. Jeg har set dem omtalt som neo-klassisk, fordi de bruger klassiske instrumenter, men det er i mine øre ret traditionel postrock, de to violinister giver dem bare mulighed for at lave mange ting anderledes end normale postrockbands.

Pladen er også ret fint opbygget, med de to mest crescendobaserede numre placeret til start og til slut, og så bevæger pladen sig til og fra abstraktion jo tættere man kommer på midten. Undervejs bliver der også mere inspiration fra dub og elektronik, der hiver pladen mere over i en chicago-postrock lyd a la Tortoise.

Men det bedste nummer kommer til sidst. These Rivers Between Us (som er den tegnede video ovenover) er fantastisk, emotionel, kompliceret, subtil, alt på samme tid. Det hypnotiske 'omkvæd' foregår i 9/8, men keyboardet kører 5+4 (eller 4+5), strygerne kører 3+3+3, og trommerne markerer især 1, 3 og 8. Det skaber polyrytmik, der dels er utroligt medrivende, men samtidig også lidt anspændt. Forløsningen - som crescendocore jo skal have - opnås derfor ikke ved at køre volumen op, men derimod ved at slappe helt af, skifte over til 4/4, lade violinerne i langt højere grad spille sammen, og så langsomt bygge op til en sidste variation over omkvæd. Når den endelig kommer er det som om man har opnået et eller andet, det lyder langt mere 'rigtigt' end de første mange gange man har hørt den, men en eller anden energi - som føltes farlig, men også kreativ - er gået tabt. Jeg elsker det.

Det er virkelig et album man kan fuldstændig forsvinde hen i. Titlerne handler om at være sammen eller adskilt (The Night You Left New York, Because Together We Resonate, These Rivers Between Us) og på samme måde er der flere skift mellem om instrumenterne spiller med og mod hinanden. Jeg ved endnu ikke helt hvordan Cloud Cover og Sympathetic Response System (som dog også taler om følelsesmæssig fremmedgjorthed) passer ind i det, men det her er et ret godt eksempel på, hvor meget man kan sige uden nogen som helst vokal. Kun følelser.

Anmeldelser:
TheSilentBallet
Popmatters

Køb

Ny genre? Noise - Pop

2010-07-18T18:40:00.001+02:00

Det er ikke mange der ved det, men en af de vigtigste plader sidste årti var Mirrored med Battles. Det er en af de få reelt fremsynede og nyskabende plader jeg hørte. Men underligt nok har folk ikke fulgt op på dens indflydelse. På Pitchforks liste over de bedste albums fra seneste årti - åndsvagt lavt placeret som nummer 105, men ok, for mig er enhver placering under top 10 til grin - står der endda: 'Unsurprisingly, Mirrored didn't set any new trends: for the rest of the decade, indie mostly shifted back to its fascination of working against constraints, whether it was budgetary or just instrumental capacity (though the two often went hand in hand).' Dette er delvist sandt, cyborgjazzprog delen af Mirrored har ikke sat sig synlige spor, dertil er den for avanceret og svær at genskabe. Men der var endnu et spor på pladen, som satte sig fordybninger frem gennem resten de seneste par år: Mirrored er et album der hiver math, noise og jazzprog ind i en ualmindelig poppet ramme. Atlas er hittet - og det nummer som Muse kopierede ret åbenlyst på Uprising - men på hele pladen er der et forsøg på at gøre avant/noise/punk relaterede genrer - man kunne kalde dem hardcore genrer, ikke at forveksle med hardcore-continuum'et, som er Simon Reynolds beskrivelser af alle udspring til hardcore techno som rave, gabba, jungle etc - så sjove og rare som muligt. Og den del er blevet videreført.

The Mae Shi - HLLLYH (2008)

Det er mest åbenlyst på Mae Shis tredje og sidste plade HLLLYH - der kan indsættes vokaler i titlen så der står enten Halleluyah eller Helll Yeah! - og det er da også blevet påpeget i anmeldelser, som jeg ikke lige kan finde. Mae Shi startede vilde og voldsomme og avantspazzpunk agtige, men på HLLLYH slappede de nok af til at lave noget sammenhængende, et statement. Albummet er et konceptalbum om dommedag, indvarslet allerede i åbningslinjerne 'I predict a decline in the price of Lamb & Lion International' fra Lamb & Lion og gennemført på titelnummeret inden albummet rundes af med den trøstende Divine Harvest og linjerne 'Don't be worried / everything will turn out fine / Don't be troubled / It'll be over when you die' Ind imellem tages der afsæt i noise og punk, men det hele formes altid til det mest katharsiske og ganske enkelt poptastiske. Hemmeligheden er glæden ved at synge i kor, det er umuligt for dem at holde kæft og umuligt at sidde stille til. Mae Shi tager desuden pis på stort set hele indie-scenen undervejs: Party Politics ender med et punkfunk stykke a la Radio 4 og !!!, I Get (Almost) Anything I Want og Divine Harvest er indiefolkede, Young Marks prøver på at være noiseelectropop med autotune og Abbaakorder og det hele og der er endda et 11 min langt megamix placeret lige midt på pladen. De har hele tiden tungen skævt i munden og ender op med et af mine absolut yndlingsalbums fra seneste fem år.

Parts & Labor - Receivers (2008)

Parts & Labor er et andet band, der udviklede sig fra avant baggrunde frem mod noget mere poppet. De udgav faktisk engang en splitcd med Tyondai Braxton fra Battles og kommer i det hele taget fra en ganske voldsom baggrund. Forrige album Mapmakers var efter sigende det mest poppede de indtil da havde lavet og det er bestemt ikke stille. Især trommeslageren tonser derudaf og giver utrolig meget energi til pladen. Mellem de to plader udgav forsanger Dan Friel så et soloalbum med electronoise, og de udgav ep'en Escapers Two: Grind Pop, der indeholder 51 punk numre på lidt over en halv time. Den er ganske udmattende... Men som med Mae Shi er deres seneste en statement plade. Receivers er et konceptalbum om kommunikation, albumtitlen spiller sammen med titlen på åbningsnummeret Sattelites, og de bad deres fans om at sende lydbidder af dem selv ind, som de så ville bruge i kompositionen. Det er de små ting der gør det, den måde f.eks. albummet åbner med synthskabte modemlyde, før rockgroovet tager over. Og det er en utrolig stram plade. 8 numre, alle af utrolig høj kvalitet, og alle med den dynamiske fokus som også Mae Shi og Battles benytter. Det er den der gør, at åbningsnummerets 7 min flyver af sted selvom det egentlig er en psychdrone sang i 7/4. Når den modulerer til sidst er det ren melodigrandprix. Og når næste numre og førstesingle Nowheres Nigh gør det samme er det næsten for meget af det gode... Albummet er i det hele taget fjollet, et af deres tricks har længe været at Dan Friel kunne få sine synths til at lyde som sækkepiber så hvorfor faen der skal overdubbes med rigtige sækkepiber på Little Ones forstår jeg ikke. Derefter kommer The Ceasing Now, som er et popanthem Green Day og den slags ville ønske de kunne skrive men ikke kan fordi de er for poppede. Den behøver sine 7 min, lange intro, breaks med håndklap og monotone opbygning for at få det triumferende omkvæd til rigtigt at fænge. Og hvilket omkvæd! Det er i virkeligheden pessimistisk og handler om hvordan de er 'Seizing the ceasing now / as our aims miss their goals' men i sidste ende er det ligegyldigt fordi 'what matters is we chose!' Mesterligt, og når klimakset endelig kommer ved 5:34 har hele den her bunke ukuelige tabere alligevel vundet.

Marnie Stern - This Is It and I Am It and You Are It and So Is That and He Is It and She Is It and It Is It and That Is That (2008)

Marnie Sterns album er ikke noget statement, men har nu mere med Battles at gøre sådan rent musikalsk. Sangene består af små guitartappingloops lagt oven på hinanden med multitracket sang. Man kan sige hun bruger mathriffs på samme måde som Beirut bruger balkanblæs og Final Fantasy brugte violiner. Men igen, hvor tappingbaseret mathrock kan være utrolig nørdet teknisk og introvert så lyder Marnie Stern som om hun prøver at få det til at være så poppet og ekstatisk som muligt.

Fang Island - Fang Island (10)

Der var lidt stille på den her front i 2009, men Fang Island tog hævn her i vinters, med måske den reneste destillering af alt hvad der er fedt med den her pop-hardcore lyd. Der er ikke nogle koncepter, der er ikke nogle lange numre, der er nærmest ikke nogle tekster. Det eneste der er, er guitarkrummelurer, breaks, klimaks og korsang. Igen er der x-hardcore folk involveret, guitaristen blev smidt ud af Daughters fordi han var for poppet - men efter han havde hevet deres seneste selvtitlede i den helt rigtige retning, nogle folk følger bare ikke med tiden. Det er virkelig svært at sætte ord på, hvorfor jeg synes det her er noget specielt, men det er nærmest hyperpop. Alt hvad der ikke er et højdepunkt er blevet fjernet. Normalt når folk snakker om eksperimenterende eller nyskabende musik er det egentlig mest det lydmæssige de snakker om, My Bloody Valentines guitareffekter eller Radioheads vokalfiltre på Kid A, men den her plade er kompositorisk i mine ører noget helt specielt. Der er måske nok paralleller med postrock - der er ikke tid til særlig mange crescendi, men man kan muligvis kalde det klimakscore? - hvor alt hele tiden er fokuseret på det næste højdepunkt, der virker nærmest på det endorfine plan. Sådan lidt ligesom når et technobeat kommer tilbage efter et break. Det er virkelig en af årets plader efter min mening, den er revolutionerende i sin poppethed, og at den ikke har taget hele indieverdenen med storm kan kun skyldes snobbethed. Prøv at se hvor meget the kids er nede med det her for faen da!!!

De her fem plader - Battles, Mae Shi, Parts & Labor, Marnie Stern, Fang Island - er på mange måder forskellige. Men jeg synes alligevel der er fællesnævnere. Det er elementer fra hardcore-genrer - math, noise, punk - der bliver brugt på en helt anden måde, fuldstændig frygtløs over for beskyldninger om at have solgt ud. Hvis ikke post-hardcore allerede var blevet brugt ville det være et udmærket genrenavn. Lige umiddelbart er jeg egentlig lidt nede med klimakscore, ihf om Mae Shi, P&L og Fang Island. Under alle omstændigheder er det her nogle af mine yndlingsplader fra de seneste fem år, og jeg glæder mig til at se videreudviklingerne.

Racisme #60: CocoRosie + co

2010-07-07T21:55:00.001+02:00

Det er ikke fordi jeg har revolutionerende nyt at sige om dette emne, som jeg ikke har sagt tidligere, men diskussionen er blusset op igen i USA. I mandags faldt jeg over denne artikel inde på pitchfork, der omhandler CocoRosie, feminisme og raceforhold. Jeg kan virkelig anbefale at læse den igennem, den er utrolig velskrevet og nuanceret. Kort fortalt har stereogum postet en artikel hvor forskellige kunstnere hylder CocoRosie, og en del af dem hævder, at bandets manglende popularitet skyldes utryghed over for femininitet der ikke vil være sexet, men som insisterer på at være grim eller queer. Nitsuh Abebe (ud fra bemærkningen i artiklen og hans navn går jeg ud fra at han i det mindste delvist er af afrikansk afstamning) diskuterer derimod CocoRosies næsten berygtede forhold til race, der blandt andet er kommet til udtryk i nogle uheldige bemærkninger ved et hiphoparrangement for hvide hipstere, hvor en af dem fortalte at hun følte sig mindre utryg end ved sorte hiphopfester: In this vastly whiter scene, Casady said that "it's a safe environment to be freaky."

Jeg har altid haft haft det svært med CocoRosie. Jeg opdagede dem omkring deres andet album, Noah's Ark, og titelnummeret, som blev udsendt som gratis mp3. Jeg hader den. Det er en af de værste sange jeg kender. Stemmerne er irriterende, teksten i omkvædet er banal og gentages ad nauseum. Ja, ganske enkelt, jeg hadede den dengang, jeg har det stadig rigtig svært med dem. Så vidt jeg husker havde jeg det ikke bedre med den gratis mp3 fra det næste album, men det er lykkedes mig at glemme hvad den hed. Da jeg så interviewet fra artiklen omkring Kill Whitie-festerne følte jeg mit had valideret. De var virkelig nogle dumme hipsters. Men egentlig er Abebes artikel så nuanceret at jeg får lyst til at give dem en chance til, og hvis han ikke er fornærmet har jeg da vel heller ikke nogen ret til at være det.

Men der hvor jeg føler det blev meget mærkeligt var ved et citat af Jamie Stewart fra Xiu Xiu. Han skriver

"Cocorosie has always had what John Darnielle-- a huge fan of theirs-- described as race issues, but they seemed to deal with race as just that, an issue. not like fake Ivy League Afropop rip-off assholes who are, as their wealthy grandparents before them, plundering race without any consideration for the implications. Coco race [sic!] dives into race in a way that-- as I said-- scares me. Scares me because it is so insane and so bold and it also feels respectful and true."

Dette omhandler naturligvis Vampire Weekend og er på mange måder et fuldstændig vanvittigt udsagn i mit hoved. For det første er det faktuelt forkert, drengene fra Vampire Weekend gik rigtig nok på Ivy Leaugue universiteter (hvilket betyder de fineste universiteter i USA) men de arbejdede sig selv ind på de pladser, fik dem ikke via rige forældre. Ezra Koenig har desuden jødisk baggrund, og Rostam Batmanglijs familie er flygtninge fra den iranske revolution. Så lad os lige opsummere: En hvid amerikaner sviner altså en jøde og en perser til, fordi de ikke behandler raceforskelle som ubetydelige! Dette virker naturligvis fuldstændig forrykt på mig, men jeg havde virkelig også svært ved at komme frem til hvorfor i alverden race SKAL gøres til et problem? Burde målet ikke være at få elimineret raceproblemer, burde målet ikke være at alle mennesker skulle opføre sig som om de er farveblinde? Hvilken minoritet vil dog stille sig op, og sige at der er for LIDT fokus på, hvor problematiske forholdet mellem dem og majoriteten af befolkningen er?

Jamie Stewart

Og det her var så langt jeg nåede i min tankerække i mandags, hvor jeg overvejede at poste nogle overvejelser. Jeg er glad for at jeg ikke gjorde det, for i mellemtiden har jeg læst et interview med Chuck D fra Public Enemy, foretaget af Simon Reynolds i 1987, hvor følgende udveksling forekommer:

You seem to be into firm, fixed borderlines - between races, between sexes, between straght and gay.
'Borderlines have to be set, because borderlines are there. If ten whites and ten blacks go to an interview, and ten jobs are available, you can bet your life it ain't gonna be five/five, it'll be nine white jobs and one black. So, for us there has to be cohesion. And men should be men, and women should be women. And theres no room in the black race for gays, a black gay can't raise a kid, the kid's gonna be confused enough as it is being black. Lines have to be set. There has to be guidance. The shit has to be stable.'
So uncertainty is a privilege, a luxury for white middle-class people (like me).
'Uncertainty is bullshit, as far as black people are concerned.'(Simon Reynolds - Bring the Noise s. 54)

Pisseiriterrende. Nu er Public Enemy ret ekstreme i deres holdninger, og blev da også berygtede for ret uheldige holdningen om homoseksuelle (som man kan fornemme) og jøder. Men alligevel, argumentet om, at man ikke må ignorere skel, fordi de ikke går væk af den grund, er jo reelt nok. I sidste ende virker det på mig som om, at det eneste racistiske må være at hævde at vide hvad sorte mennesker som helhed mener om en sag. For de mener naturligvis noget forskelligt. Ligesom alle andre grupper af mennesker. Pisseirriterende når man jo er tvunget til at have en mening om racespørgsmål, og bestemt er en priviligeret hvid middelklasseknægt. Hvepseproblemet nok engang.

Suk... Men jeg var til gengæld til Vampire Weekend koncert på Roskilde. Det var helt vildt fedt. De var godt sammenspillede, nåede så vidt jeg har regnet ud at spille 17 ud af 21 numre, og publikum klappede og sang med på dem alle sammen. Desuden er jeg ret vild med deres seneste video, hvor de gør grin med hele deres image som forkælede overklasseløg:

Markus Krunegård

2010-06-11T19:00:00.000+02:00

Markus Krunegård er en af de hyperbolske romantikere, der af en eller anden grund er så mange af i Sverige, og som gør at den svenske indiescene - fra Broder Daniel over Håkan Hellström til Tough Alliance - er så positiv, så vital, især sammenlignet med den mere slackerironisk prægede danske ditto. For de her folk er der ingen situation, der ikke kan være livsomvæltende, ingen følelse som ikke er den dybeste nogensinde, og ingen adjektiver som ikke bør superlativiseres. Som forsanger i det svensk-finske band Laakso og som solokunstner har han siden 2003 stået for en perlerække af skiftevis euforiske, desperate og fortvivlede indiepopperler.

Laaksos debutalbum I Miss You, I'm Pregnant starter, som så mange gode debutalbums, med noget der minder om en programerklæring. Fight the Fight starter med en enkelt guitar og sang og bygger lag på lag indtil det bliver en brusende energisk sang, men hvis man ser titlen og tror det er noget politisk tager man fejl. Fra de første linjers 'Trying hard to make a stand / How to use my perfect hand' til omkvædets vage 'I wanna find whatever there is to find / I wanna know how things can turn out right' er stemningen tvivlende og det er mere kampen og energien for dens egen skyld, der promoveres. Gennem hele pladen er der hyperbolske indlæg, anden skæring og singlen Aussie Girl slutter historien om en ferieflirt af med linjerne 'Five days can change your world / five nights can make it turn' Det lyder måske lidt som en overdrivelse, men Markus Krunegårds energiske foredrag formår fuldstændig at sælge påstanden.

Generelt er stemmen passioneret lige meget hvad der synges om. På den finske Loista Laakso synes det at være verdens vigtigste indsigt omkvædet krænger ud, men så vidt jeg forstår lyder teksten 'Dal / Smukke Da-a-a-l' Sangene Emmylou om Emmylou Harris og Nick Drake om Nick Drake (surprise...) forstærker billedet af hyperbegejstrede skandinaver. Omkvædet i breakup sangen Clear går 'I wan't you to know I'm ready to go on my own / I won't beg on my knees and I won't ask you please / cause I'm here and I'm now and it's good to be out on my own' og lyder helt utroligt usandt... På Month of Mist for vi muligvis forklaringen på den utrolige energi, den melankolske sang beskriver efteråret i Nordsverige og slutter med linjerne: 'Suicide rates are high / even higher than in Japan / The long dark fall affects us all / in a way we can't recall' Så det postuleres altså, at omgivelserne gør dem ekstra følsomme. Lysmangel med andre ord. Vi har simpelthen for kedeligt klima i Danmark...

Men sangen jeg egentlig ville tale om er singlen Demon. Den indkapsler på mange måder hvad Laakso og Markus Krunegård er gode til. Det er egentlig en utrolig logisk komposition - egentlig er dens logiske sans nok dens største svaghed, emnet taget i betragtning - med to stille vers om hverdagens problemer, et vers hvor han er sund og et hvor han er usund - og tjek videoen for den sunde 70'er udgave med højhalset sweater - og hvert vers slutter med linjerne 'I deserve getting wasted after all it's friday night tonight' hvorefter dæmonen sættes løs og omkvædet eksploderer i guitarstøj og fuldesang. Enkelt og effektivt. I Miss You, I'm Pregnant er generelt en virkelig god popplade, der bobler over med energisk personlighed.

Men selvom jeg er vild med debuten, har jeg faktisk aldrig fået hørt opfølgeren, My Gods. Alligevel er det en sang fra dette album, som er min favoritLaaksosang. High Drama var førstesinglen og er på mange måder en videreføring af tematikken fra Demon, men bare i en mere generel kontekst. Hvor Demon specifikt beskrev trangen til at trashe fredag aften, så handler High Drama om kærlighed og drifter, det er den sang jeg hiver frem når jeg skal eksemplificere hvad jeg tror Lacan mente, da han talte om Den Hysteriske Diskurs.

Det er utrolig svært at sætte ord på musik, men den her sang er for mig lyden af begær. Begær efter kærlighed, bekræftelse, sex, stoffer etc. Håndklap, skummel basgang, skurende synths, og naturligvis stemmen. Markus Krunegårds stemme. Han varierer muligvis ikke sit sangforedrag ret meget, men hans trick er utrolig effektivt. Og teksten. Først og fremmest handler det om at Markus har mødt en pige, og nu er han: 'A junkie, an addict, a slave for your love' men det er bemærkelsesværdigt, at hans tilkomne aldrig nogensinde bliver beskrevet. Markus synger udelukkende om, hvordan han har det med det, intet om hendes øjne eller hendes smil eller noget som helst. Det tætteste vi kommer på er når han synger: 'I'm just obsessed / With hearing you say "yes please Markus come to me"' På den måde er han en typisk Lacaniansk hysteriker. Hans begær retter sig mod et andet menneske, men det er ikke mennesket, som begæret i sig selv, der er i centrum. Man sidder lidt med fornemmelsen, at det sagtens kunne have været en anden pige, og at dette sikkert var tilfældet måneden før. Det hysteriske kulminerer når stemmen lige pludselig springer op i det høje leje til omkvædet: 'I'm high on you and on drugs / It is the worst combination of addictions' Han er en misbruger. Af alt.

I andet vers hives endnu en Lacaniansk trope frem, nemlig den som Lacan kaldte Les Non-Dupes Errent. Dette betyder ordret at dem, der ikke lader sig dupere, tager fejl. Det spiller på to andre psykoanalytiske termer Le Nom du Pere / Le Non du Pere, henholdsvis fadernavnet og fadernejet. Lacan er ret glad for ordspil... At Les Non-Dupes altså helt bestemt Errent'er skyldes, at de ikke er i stand til at acceptere de beroligende løgne. Det kan f.eks. være løgnen om, at Gud passer på dig. Eller de kan ikke forlige sig med, at man reelt set aldrig ved, om selv din næreste er ærlig over for dig. En anden Non-Dupes stammer fra David Foster Wallaces roman Infinite Jest. Det er en fyr ved navn Geoffrey Day, der ikke kan acceptere, at hans afvænningsklinik råder ham til at lægge sin frie vilje hos et højere væsen, da han mener det bare er skjult religion. Det har han muligvis ret i, men statistikker viser stadig, at det virker. Og ifølge Lacan skyldes det, at begær og misbrug i virkeligheden handler om at finde Den Store Anden (et art fuldkomment, ufejlbarligt subjekt), men en sådan findes ikke, og må derfor opfindes af personen selv. Og en sådan er hr Krunegård altså også. Teksten går: 'Bought myself a video game / To get entertained / In an easy way / But I saw through that I'm far too smart to get fooled by myself' Det stykke jeg har sat med fed er muligvis den mest præcise beskrivelse af en Non-Dupes jeg nogensinde har set.

Til sidst i sangen kan han ikke engang længere formulere sine tanker, men er reduceret til at skrige 'The Wo-o-o-rst' om og om igen mens musikken eksploderer. En ganske præcis musikalsk beskrivelse af ustyrligt begær. Og læg desuden mærke til, at det er 'The Worst' Ikke blot slemt, men det værste. Hyperbolsk har han alle dage været. Og så har jeg endnu ikke fået diskuteret musikvideoen, der endnu tydeligere hamrer pointen ind om den desperate hysteriker og det upåvirkede subjekt. Og Markus ved da vist også godt til sidst, at han muligvis har overreageret...

Som jeg skrev til at starte med, det er folk som Markus Krunegård jeg synes vi mangler i dansk musikliv. Folk som helt naturligt mener de er havnet i verdens største problem nærmest hver dag. Folk der tager hele livet - også de fantastiske og positive sider af det - utrolig seriøst. Ham her er seriøst glad. Nærmest hyperglad. Han udgav i 2008 soloalbummet Markusevangeliet, der indeholdt hittet Jag Är En Vampyr, og gav ham et langt bredere gennembrud end med Laakso. Omkvædet i Jag Är En Vampyr? 'Hele värden er så underbar!' Gennembruddet var efter min mening fuldt fortjent. De her svenske kunstnere formår ofte at ophøje det banale til det sublime. Danske kunstnere formår alt for tit blot det modsatte.

Opsummering

2010-05-24T18:56:00.003+02:00

Med afslutningen af det her crescendocore tema er jeg sådan set nået igennem den gennemgang af postrockbegrebets udvikling, som til at starte med var bloggens formål. Jeg har tænkt mig at blive ved med at skrive indlæg om musik og postrock - det vil nok blive en blanding af præsentationer af nye plader og temaer i stil med det racetema jeg havde på et tidspunkt. Sociale kontekster er interessante - og vil måske også komme ind på visse genrer der kan ses som inspirationskilder, men den grundlæggende præsentation af centrale plader er overstået. Jeg tænkte en lille opsummering var på sin plads:

Genren bliver første gang defineret af Simon Reynolds og dækker over en gruppe britiske bands i start-90'erne, der bruger rockinstrumentering til ikke-rock formål. Genren kan til en vis grad ses som videreførsel af Shoegaze-bølgen, men lægger større vægt på at inkludere teknikker fra sort musik som hiphop og dub. Derudover er der meget inspiration fra techno og ambient. De vigtigste bands er Disco Inferno, Bark Psychosis og Seefeel.

Anden bølge kommer fra USA, mest af alt fra Chicago. Amerikanske bands inddrager ikke lige så mange nye sorte inspirationskilder - af grunde jeg er kommet ind på - men trækker i stedet meget på jazz, klassisk og kraut. Det bedste band er Tortoise.

Den tredie bølge har jeg kaldt for crescendocore, den kommer fra hele verden, og består for det meste af unge mænd, der spiller episke rocksange i traditionel instrumentering. Inspiration helt tilbage fra proto-mathrock somSlint, fra gamle episke rocksange, og fra klassisk musik. De vigtigste bands hedder Mogwai, Godspeed You Black Emperor og Sigur Ros. Jeg selv foretrækker Do Make Say Think.

Generelt foretrækker jeg den første britiske bølge af postrock, og de konnotationer navnet indeholdt på daværende tidspunkt. Dengang var der rent faktisk noget fremsynet over den, og dens forhold til at inddrage andre genrer var fantastisk. I dag er postrockgenren utrolig ensformig, crescendocorevejen var efter min mening en blindgyde. Så den her blog argumenterer for at få den gamle indstilling til tingene tilbage. Postrock burde dække bands, der ikke er bange for at inddrage landvindinger fra andre genrer - det være sig hiphop, dubsteb eller metal - men stadigvæk bruger dem i en rockkontekst. Som Battles og Animal Collective.

Der skal nok snart komme nye indlæg. Hvis jeg udvider mit argument og får smidt flere avant-post genrer op, så vil jeg redigere det her indlæg til at matche den nye udvikling. Alt godt.

Thunderbear - Thunderbear (06)

2010-05-24T18:11:00.003+02:00

Jeg slutter dette fokus på crescendocore af med et dansk eksempel på genren. Det drejer sig om et sideprojekt til Under Byen: Thunderbear aka. Thorbjørn Krogshede. Der er egentlig ikke så meget at sige om den her plade, bortset fra, at det skal vise hvor meget plads til forskellighed der trods alt er i genren, med et dansk eksempel. Hovedsagligt er det helt unikke ved den her plade klaverspillet, som tydeligst kommer til udtryk på solostykket Pas På Du Ikke Falder I:

Det er ganske klassisk instrumenteret, og ikke så afhængigt af konstant dynamisk intensivering. Eneste undtagelse er den centrale 25 min lange komposition Bonde?. Dette er rent faktisk en komposition, frem for en samling småstykker klistret sammen. Den bevæger sig gennem forskellige dele - soloklaver, ambient støj, blæs, vibrafon - frem mod det endelige støjklimaks. Det er vældig imponerende, faktisk et af de bedste postrocknumre jeg overhovedet kender. Især er jeg vil med detaljerne: Man kan høre blæserens vejrtrækning mellem han spiller på sit instrument, og lyden af vibrafonen er helt perfekt. Nærmest hypnotiserende. Det er virkelig et veloptaget album og studiet er helt tydeligvis medtænkt som medspiller. Jeg er ikke den store fan af Under Byen, men den her er varmt anbefalet.

Anmeldelser:
Gaffa
Soundvenue
Undertoner
Geiger

Avant-Post: Bernstein - Ouverture til Candide (56)

2010-05-24T00:10:00.003+02:00

Jeg har hovedsagligt denne sang med for at illustrere et problem jeg har med crescendocore: Det skal være rockinstrumenter, der spiller mere komplicerede kompositioner, men så bliver det utroligt svært at konkurrere med de klassiske komponister. Det her nummer har skæve taktarter (5/4, 7/4, alle mulige mærkelige) og dens crescendi er opnået ved at putte flere og flere instrumenter på med nye melodier. Det er altså svært at lave med guitar, guitar, bas og trommer. Læg desuden mærke til Bernsteins direktion. Fantastisk.

Do Make Say Think - Winter Hymn Country Hymn Secret Hymn (03)

2010-05-24T00:00:00.000+02:00

Nok et canadisk band, også denne gang fra Montreal og pladeselskabet Constellation. Do Make Say Think har udgivet plader siden sluthalvfemserne og udgav sidste år pladen Other Truths, som fik rigtig fine anmeldelser. Jeg er ikke så godt inde i dem, men den her er jeg ret vild med.

Den her plade er speciel på en lidt nørdet måde. Som titlen antyder, er den delt op i tre dele. Der er 9 numre, fordelt på tre suiter af tre numre. Hvorfor er det specielt? Fordi langt de fleste cd'er selv i dag er beregnet på vinyl formatet. Antallet af musikalske forløb er deleligt med 2. Den her plade er struktureret som tredelt, hvilket kun giver mening på cd. At den naturligvis også findes på lp er fjollet men uundgåeligt.

Lyden på denne plade er langt mere varieret end Mogwai og GYBE. Det er bestemt crescendobaseret, men hvor de to andre bands byggede på ganske voldsomme dynamiske skift, så er det her en plade der langt mere tålmodigt og subtilt bygges op. Med den her genre er det ret svært at forklare forskellen på god og dårlig musik, for det kan nemt blive så helt utrolig mekanisk. Man kan nemt snakke om at det er godt komponeret (guitarfiguren fra starten kommer tilbage til slut, det andet larmende stykke er ikke blot en gentagelse af det første men noget helt andet, alle instrumenter spiller udmærket) men i sidste ende føles det blot opfindsomt, subtilt og mindre manipulerende end f.eks. Explostions in the Sky. Der er også tænkt over lydbilledet, som er fyldt med detaljer. Det er som om rummet er medtænkt i skabelsen af pladen, fremfor at det forsøges at få til at lyde live.

Crescendocore er en utrolig narrativ genre. Når hele pointen er opbygning og klimaks, så må man hellere sørge for at ens plade slutter på en ordentlig måde. Helt tilbage til Mogwais alenlange Mogwai Fear Satan fra Young Team har det mest normale været at slutte så episk som muligt (igen er GYBE en undtagelse. Jeg tænker det netop er deres cutop-hed som gør deres manglende afslutninger tålelige. Og jeg overvejer videre, om netop den her cutop hed og manglende narrativ er en af grundende til at de var så succesfulde omkring sidste årtusindskifte. Det afspejler de store fortællingers død i den postmoderne epoke, og er derfor ganske egnet til at beskrive den difuse politiske situation på daværende tidspunkt. Men det er blot en prætentiøs strøtanke, skulle være man skulle prøve at udvide den). Men den her plade slutter ikke episk eller katharsisk i klassisk forstand. I stedet er slutnummeret - som du kan høre lige ovenover - afdæmpet, som ankomsten efter en lang rejse. Og ca halvvejs igennem kommer så forløsningen: Menneskestemmer. Det er det mest menneskelige pladen overhovedet bliver, og et katharsisk klimaks på sin egen subversive måde. En af mine favoritafslutninger overhovedet.

Avant-Post: Ravel - Boléro (1928)

2010-05-11T18:18:00.004+02:00

Endnu et klassisk stykke. Det er ifølge Ravel (ifølge wiki): a piece lasting seventeen minutes and consisting wholly of "orchestral tissue without music" — of one very long, gradual crescendo. There are no contrasts, and practically no invention except the plan and the manner of execution. I crescendocoretermer er det altså mere GYBE end Mogwai.

Mere er der ikke rigtig at sige om Ravel, men jeg vil lige gøre opmærksom på, at Rufus Wainwright har benyttet stykket ret fantastisk:

Godspeed You Black Emperor - Lift Your Skinny Fists Like Antennas to Heaven (00)

2010-05-11T18:00:00.000+02:00

Og videre med temaet. Godspeed You Black Emperor (forkortet GYBE, og egentlig er der et udråbstegn et eller andet sted i navnet, som jeg ikke gider bekymre mig om) er et band fra Montreal, Canada - det er forøvrigt lidt skægt, at ingen af de rigtig toneangivende bands på crescendocorescenen er fra England eller USA: Mogwai er fra Skotland, GYBE er fra Canada og Sigur Ros er fra Island - der udgav 4 plader fra 98 til 2002 og derefter gik på pause. De er nu netop blevet gendannet og tager forhåbentlig på turné snart. De skulle være ret fantastiske live. Det her er deres tredie album, det er et dobbeltalbum, og det er så klart min favorit med dem.

GYBE er egentlig nærmere et kollektiv end et band, og deres musik er som følge heraf ganske afvekslende. Man kan lidt forenklet sige at F#A#oo (98) er utrolig stemningsfuld, Slow Riot For New Zerø Kanada (99) er dynamisk, Lift Your Skinny Fists (00) er både og, og Yanqui U.X.O. (02) er hverken eller. Den her indeholder både typiske crescendocore passager, men samtidig også mere elektroniske dele, kammermusikalske småstykker og spokenword ting. Den starter dog triumferende med en lille march:

Som sagt er det et dobbeltalbum, og det er tydeligvis beregnet til vinyl. Der er nemlig kun to numre på hver cd, sådan ca lige præcis så lange som en vinylside. De enkelte numre består af en del forskellige forløb, og egentlig er det mere en hel masse sammenklippede smånumre end fire store sange.

Men denne her plade er endnu mere crescendobaseret end Mogwai Young Team. Hvor numre som Like Herod og Mogwai Fear Satan stadigvæk var egentlige sange, som også havde passager der ikke var del af crescendierne, så består de enkelte smånumre på den her plade af ren opbygning. Når nummeret har nået sit klimaks, så stopper det blot, hvorefter et nyt nummer går i gang. Det bliver lidt sammenklistret. Derudover er musikken ikke særlig melodibaseret. Man kan ikke rigtig nynne noget fra pladen. Men det er naturligvis heller ikke meningen.

GYBEs musik skaber apokalyptiske billeder. Det er et yderst politisk band, men det er selvfølgelig lidt svært at være rigtig eksplicit når man laver instrumental musik. I stedet er der lydklip fra præste og nostalgikere som skaber en eller anden ramme om det, og desuden er deres artwork altid ganske politisk. Yanqui UXO er nok det tydeligste eksempel – UXO står for unexploded objects, dvs landminer og klyngebomber, og coveret kobler alle de store pladeselskaber til fabrikeringen af disse objekter. På den her plade er det politiske mere grundlæggende som en følelse af frustration, utryghed og en gang imellem kamp. Det er mere noget med værdier end politik. Og jeg kan egentlig bedre lide dem når de forbliver abstrakte. Religiøsitet spiller også en ret stor del, som titlen også antyder.

Det er en klassiker, og en af den slags plader som de fleste egentlig ret godt kan lide når de hører det. Der er nogle lidt kedelige passager, men den er egentlig ret sammenhængende som værk. Det er som sagt lidt usammenhængende og åbenlyst crescendobaseret. Desuden slutter albummet ret antiklimatisk. Hele fjerde nummer er mærkeligt, og hvor man måske normalt ville have forventet en triumferende slutning, eller i det mindste noget tydeligt og engageret, så bliver det mere sådan en lidt hyggelig ting. Hvilket jeg dog egentlig også ret godt kan lide.

Anmeldelser
Pitchfork

Avant-Post: Bizet - L'Arlésienne Suite Farandole (1879)

2010-04-20T00:20:00.003+02:00

Jep, jeg går langt tilbage i tiden, i de her mellemliggende crescendocore indlæg. For at vise historien bag jagten på det gyldne klimaks. Det her er utrolig poppet klassisk. Dansemusik fra 1870'erne, fra manden der også skrev Carmen. Jeg er vild med det her som jeg er med en god popsang. Der er to temaer. Et majestætisk, og et entusiastisk. Hver især bliver de introduceret og varieret mens spændingen stiger, og ved 2:15 kommer det uundgåelige klimaks. Egentlig ganske simpelt. Men det virker sgu.

Mogwai - Young Team (97)

2010-04-19T18:31:00.006+02:00

Dette album er svært at benægte. Men samtidig også roden til rigtig meget ondt. Drownedinsound beskrev det ret fint i en feature der her When Did Postrock Jump the Shark?(at hoppe hajen er for øvrigt et amerikansk kulturudtryk taget fra en gammel tv-serie, der havde et afsnit hvor en person hoppede på vandski over en haj. Det betyder det øjeblik, hvor man må indse at et givet kulturprodukt, det være sig serie, film eller genre, ikke længere kan reddes). Som sagt, det er et skide godt album, men der er bare alt for mange efterlignere, inklusiv Mogwai selv, som stadig udgiver albums der minder om, men bare ikke er lige så gode.

Normalt når man snakker om det her album er der to sange der bliver fremhævet: Like Herod og Mogwai Fear Satan. Dem kan jeg ikke lide. De er netop crescendocore i sin reneste form, og bygger alt for meget på rockklichéer til min smag. Like Herod især lyder alt for meget som en instrumental grungesang strukket ud over 12 min. Men resten af albummet er mere afdæmpet, mere melankolsk og mere til min smag. Der er en xylofon-ballade med telefonsamtaler inde over, der er nogle næsten poppede passager og der er RU Still In 2 It? En utrolig rørende breakupsang med vokal fra Aidan Moffat fra Arab Strap og Mogwai selv på omkvædet. Den er jeg ret vild med.

Endelig er er en grineren lille passage. With Portfolio er såmænd blot en klaverfigur der druknes i støj. Det er essensen af crescendocore. Helt simpelt, blot en gut ved et klaver, hvis spillen druknes af infernalsk larm. Stilhed/Støj, Skønt/Grumt, alt hvad genren står for destilleret ned til 3:13. Det er 13 år siden dette nummer udkom, og det er egentlig stadigvæk essensen af både bandet Mogwai og genren crescendocore. Lidt trist efter min mening...

Anmeldelser:
Pitchfork
PopMatters
Allmusic
R U Still In 2 It? Stylusmagazine

Tema: Crescendocore: Introduktion

2010-04-19T17:15:00.005+02:00

Undskyld bloggen har ligget stille i noget tid. Jeg har lavet andre ting, og bøvlet med et enkelt indlæg, som ingen vegne kommer. Nu ligger jeg det til side og vender tilbage til blot at præsentere noget musik. Og de næste mange indlæg kommer til at handle om et tema: Crescendocore. Dette er den form for postrock, der har ødelagt genrenavnet for mange mennesker. Jeg har navnet fra en anmeldelse inde på popmatters, af bandet Caspians nye plade. Der var også en beskrivelse af genren, via en beskrivelse af bandets debutalbum: It was sprawling, sweeping, and epic in scale and scope, covering a vast terrain of sonic qualities that typically accompany a genre that has been ambiguously referred to as crescendocore, which is to say that there is an intense buildup and release, making it the equivalent of a musical orgasm. Jeg havde aldrig hørt navnet før, men det er ret præcist for den slags musik det skal handle om.

Som jeg flere gange har skrevet, så var pointen med postrock til at starte med at bruge rockinstrumentering til ikke-rockformål. Dette blev opnået ved at blande rock med andre genrer og ved at inkluderer elektronik og sampleteknikker fra genrer som hiphop, dub og techno. Langsomt blev det mere organisk, og de genrer man lånte fra var mere sådan noget som jazz, ambient og klassisk. Med crescendocore blev genren endnu mere konservativ. Grundlæggende består bandsne at en traditionel rockopstilling med guitar bas og trommer, der kan komme nogle strygere og blæsere på, gerne lidt klaver, men der er sjældent meget elektronik inde over. Og grundlæggende er langt størstedelen af sangene opbygget op samme måde: Som et crescendo. Dvs det starte lige så stille og så bliver det gradvist mere og mere voldsomt. Når det virker er det helt fantastisk, men jeg må indrømme det også kan virke skuffende ensformigt. Her er et eksempel, som jeg tidligere har postet, nemlig Her Name Is Calla med New England:

Dette her nummer er opbygget ganske crescendocore agtigt, men jeg synes det bliver reddet først og fremmest af vokalen, men derudover også af den lidt mærkelige rytme i forte-stykket, og af den udbyggede instrumentering.

Crescendocore blev for mange synonym med postrock via Mogwai. Andre crescendocore bands er folk som Godspeed You Black Emperor!, A Silver Mt Zion, Do Make Say Think, Explosions in the Sky, Sigur Ros, Her Name Is Calla, Caspian etc. Det er ret meget dem, jeg kommer til at skrive mere om i løbet af det her tema, men egentlig er der en langt nemmere måde at blive bekendt med genren på: Hjemmesiden TheSilentBallet, der er dedikeret først og fremmest til instrumentalmusik har udgivet en række podcasts med postrock, ambient og moderne klassisk. Der er rigtig meget guf at finde (f.eks. er jeg ret glad for numre med Ef, 65daysofstatic og Panoptique Electrical) men det bliver også ret hurtigt tydeligt hvor begrænset et sprog ret mange af de her bands bruger. Start lige så stille. Spil langsomt kraftigere. Tilsæt evt stryg eller blæs. Alternativt kan man starte rigtig kraftigt, derefter blive stille, og så først derefter begynde at bygge op igen. Af en genre, som stadigvæk påstår at være 'post' noget som helst, og vel dermed derfor skal være noget nyt, lyder ufattelig meget af det som hinanden, og egentlig meget som Mogwai, GYBE og Sigur Ros. Der er efter min mening for få, der forsøger at bruge de her skide crescendi på andre måder end som 9 min lange emotionelle vandringer. Men der er dog lyspunkter Et eksempel på fornyelse er f.eks. denne Sigur Ros video. Det er egentlig blot en fantastisk popsang, men tilføjet et helt typisk postrock crescendo fra ca. 2:00 til 3:30 i videoen. Halvandet minut, mere behøver det ikke at tage.

Jeg vil komme mere ind på genren vha diverse pladeanmeldelser, og desuden nogle avant-post indlæg med gamle numre, der også lyder lidt derhen af - som jeg for øvrigt allerede én gang har gjort med Television. Det skal nok blive sjovt. Men inden jeg slutter denne indledning af, vil jeg lige bevæge mig over i noget mere idiosynkratisk terræn. Crescendocores fokus på opbygning og klimaks minder nemlig lidt om en anden genre: Techno. Et dj-sæt skal også langsomt bygge op og blive vildere og vildere. Og der var nogle år i forrige årti hvor der var nogle bands der arbejdede med denne sammenligning, og lavede dancepunk hybrider som nærmede sig det postrockede. De mest rendyrkede var Out Hud, som er et sideprojekt til !!!, og som udgav to albums med instrumental postrockfunktechno. De fortjener deres eget indlæg. Men der var et par andre singler, som det var meget svært at sætte genre på, som Beat Connection og Yeah med LCD Soundsystem og Me and Guiliani Down By the Schoolyard med !!!. Jeg var helt vild med det dengang, og har stadig i dag svært ved at finde noget lignende. Begge bands kørte dog senere i en lidt mere konventionel retning, og selvom de har lavet rigtig meget godt, kan jeg stadigvæk godt savne noget af den uforudsigelighed, der var på de her par numre.

Battles - Mirrored (07)

2010-02-23T18:40:00.005+01:00

Jep. CyborgMath. Og sammenhængen med Slint går via Don Cab, Ian Williams har spillet med begge bands - og jeg burde vel også have skrevet lidt om dem, men der ved jeg simpelthen for lidt. Undertoner har fint introduceret dem her. Jeg har for langt tilbage linket til Nick Southalls fantastiske og originale Top 10 over bedste Postrockplader - så klart en af hovedinspirationskilderne til hele det her blogprojekt - hvor også den her bliver beskrevet:

The prissy and pedantic may well get hot under the collar at the thought of calling Battles postrock rather than mathrock (COS THAT’S AN EXCITING GENRE NAME, KIDS) or electronicarockfusion or avantjazzglam or androidpixieindiemetal or whatever, but if the stupidly gifted NYC quartet signify anything to me then it is a future, what comes after rock is done with. Clearly the work of people playing in a room, but mechanized, programmed, run by algorithms rather than human hands and consequently intriguing and compelling in a way that few other bands can be. Plus when they drop a pop tune (“Atlas”) they do it incredibly catchily for something that's essentially too-gifted-heavy-metal-jazz with wailing pixie vocals.

Atlas er det store mesterværk. Også da jeg hørte dem live på roskilde i 2008 var det Atlas som fik teltet til at eksplodere. Resten af pladen er mere abstrakt, selvom der stadig er hooks - fløjten i Race In, Ddiamond er også på en mærkelig måde ret poppet. Pladen er meget bygget op omkring mathtapping, der bliver loopet og lagt oven på hinanden mens trommerne trumler komplekst og magtfuldt neden under. Det er utvivlsomt rigtig dygtige musikere der har lavet den her plade, men samtidig er de aldrig bange for at bruge studiet og computerne til at redigere og forvrænge det menneskeskabte grundmateriale.

Jeg synes måske nok pladen mister en smule af pusten hen imod slutningen. Det er måske nok en af dem, som er nemmere at beundre end rigtig at holde af. Men det er bestemt en af de mest vellykket eksperimenterende plader længe, ligesom det også er en af de vigtigste. Som Pitchfork skrev i deres anmeldelse: Battles may not be the world's first bionic rock group, but they've done more to extend the idea of a flesh-and-blood band enhanced by computer technology than anyone since the late, lamented Disco Inferno. Jeg er enig. Sidste årtis bedste og vigtigste cyborgplade.

Anmeldelser:
Metacritic
Allmusic
Pitchfork
Popmatters
CokeMachineGlow
DrownedInSound
TinyMixTapes
Stylusmagazine
NME
Gaffa
Soundvenue
Undertoner
Geiger

Slint - Spiderland (91)

2010-02-22T22:12:00.002+01:00

Endnu en klassiker. Denne gang er indlægget nok mere skrevet på grund af konsensus end at jeg selv er fan, men jeg har allerede kaldt den for grundlaget for postrockgenren, og det bliver den desuden også kaldt alle mulige andre steder, så selvom den på mange måder er inspirationskilden til den form for postrock, som jeg ikke rigtig bryder mig om, så bør jeg nok skrive lidt om den. Om ikke andet, så for at jeg kan linke til den...

Den form for postrock, som jeg bedst kan lide, inkorporerer elektronik og moderne studiemetoder. Spiderland er i høj grad et guitaralbum. Det er et meget utraditionelt guitaralbum, men det er stadigvæk lyden af en ret traditionel rockkonstellation. De spiller bare ret mærkelig rockmusik. Pladen udkom i 91, samme år som Nirvanas Nevermind, og egentlig kan de to godt sammenlignes. De bruger succesfuldt det samme trick, den pludselige dynamiske vekslen mellem stilhed og støj. Men hvor Smells Like Teen Spirit nok er den mest effektive brug af dette greb, så er Spiderland abstrakt og kunstlet. Men i begge tilfælde kan man mærke inspirationen fra Pixies.

I virkeligheden er der en anden genre, som denne plade i langt højrere grad indvarsler: Mathrock. Jeg har ikke hundrede procent styr på genren, men den lette beskrivelser er, at det er guitarrock i mærkelige taktarter, som 5/4 og 7/8. Det er kompliceret og ofte instrumental musik. Slint er i høj grad emotionel, vokalen skifter mellem stille spoken word og desperat skrig, men det virker alligevel som et foregangsband for ting som Don Caballero. Derudover har også bands som Mogwai og Godspeed You Black Emperor været inspireret.

Det her vil man uden tvivl objektivt se som en god indieplade. Den udfører alt det en indierock plade skal. Den er helt særegen, den var nyskabende for sin tid og der er stadig ikke noget der helt præcist lyder lige sådan. Desuden er den både i komposition og tekster yderst intelligent. Nummeret ovenover bygger f.eks. på Coleridges Rime of the Ancient Mariner. Men det er ikke lige min stil, og som sagt foretrækker jeg min postrock med mere hiphop. I det hele taget tyder udviklingen af mathrock på at Simon Reynolds havde ganske ret da han kaldte det amerikanske indiemiljø bange for at annektere sort musik. Mathrocken har - efter min mening - virket fremsynet på stort set samme måde siden 91, men det var først med Battles - Mirrored at det for alvor gik i cyborgretningen. Men da blev det til gengæld også helt vildt godt...

Anmeldelser:
Allmusic

Modest Mouse - The Moon & Antarctica (00)

2010-02-17T01:55:00.002+01:00

Igen, det her er ikke postrock, det er en indierockklassiker i stil med Radioheads OK Computer, Neutral Milk Hotels In the Aeroplane Over the Sea og Arcade Fires Funeral. Det er et dybt personligt album (tror jeg da i hvert fald), hvor musikken er indie, men med eksperimenterende elementer. Og et par postrock elementer. Jeg er vild med den her slags albums, det er på sin vis et mindre gesamtkunstwerk, i og med det kan forstås som en blanding af musik, poesi og teater (og hvis man har coveret vel også visuel kunst, men her fejler den nu lidt efter min mening...).

Men som sagt, postrockelementerne. Ja først og fremmest er der de tre numre The Cold Part, Alone Down There og The Stars Are Projectors. Allmusic beskriver dem sådan her: Unfortunately, the album's middle stretch contains three such songs, "The Cold Part," "Alone Down There," and "The Stars Are Projectors," which tend to blur together into one 17-minute-long piece that bogs down the album's momentum. Men jeg synes det er fantastisk. De tre atmosfæriske rocksange bølger frem og tilbage som et imponerende postrockopus, der ville gøre de fleste af genrens mere rockbaserede udøvere stolte. Og efter det her indrømmet lidt udmarvende opus kommer det perfekte comedown, den korte, morbide Wild Pack of Family Dogs. De her fire sange splitter desuden albummet over i to mere poppede sangsuiter fra 1-6 og 11-15.

Og ja, nogle gange er den her blog nok lidt ideosynkratisk, men det næste eksempel synes jeg selv er ret interessant. Og så handler det jo ret meget om genre betegnelser. For hvad er hiphop? Ja man kan jo f.eks. helt abstrakt kalde det en blanding af groove, samples og rytmisk tekstaflevering. Et eksempel fra tidligere: Public Enemy:

Du har en rytmisk bund, og lydeffekter lagt på. Det var denne idé, som Disco Inferno overførte direkte til rockband formatet: Basgangene styrer nummeret, mens guitaren er koblet til en sampler - der er noget elektro filigran, et par guitarakorder og et børnekor i baggrunden - og sangeren arbejder mere med rytme og ord end melodi:

Og den idé kopierer Modest Mouse på Tiny Cities Made of Ashes. Der er en basgang og noget rytmik. Alt andet musikalsk - også guitarfigurerne der popper op her og der - virker mere som filigran og samples. Også stemmen handler mere om stemmeføring og rytmik end om melodien, som egentlig blot veksler frem og tilbage mellem to toner. Det er ikke hiphop og det er ikke postrock som det traditionelt forstås, men det er eksempler på, hvordan genrer kan nærme sig hinanden - hvilket jo er hvad jeg advokerer for skal forstås som den oprindelige idé bag postrockbegerebet.

Mere generelt om resten af pladen: Det er virkelig en plade man kan fordybe sig i. Der synes at være en sammenhængende følelse af en eller anden form for tab over det hele, fra første sang 3rd Planet hvor en tekstbid siger: 'Baby cum Angels fly around you / Reminding you we used to be three and not just two' over Wild Pack of Family Dogs, hvor en hel familie går tabt - og som jeg for øvrigt for tiden funderer hænger sammen med 3rd Planet. Heri lyder det: 'My Boss just quit the job / says he's going out to find blind spots / and he'll do it', mens det i Wild Pack lyder: 'My dad quit he's job today / Well I guess he was fried but that's okay' Jeg er ret sikker på at der også skal tænkes på 'fired' med den linje - mens der til sidst agressivt overvejes 'What People Are Made Of'. Mit bedste bud er, at det handler om et barns død. Derudover skal det hele som sagt fortolkes både som musik, poesi og teater. Der er alle mulige atmosfæriske overdubs og musikalske detaljer, teksterne er kryptiske og fantastiske, og ikke mindst er Isaac Brocks vokalpræstation både teatralsk og fuldstændig uforlinlig. Helt ærligt, hvis musikverdenens vokalpriser rent faktisk blev givet for samlede vokalpræstationer havde han ryddet bordet. Det er gennemarbejdet, opfindsomt, udtryksfuldt og hænger fuldstændig sammen med resten af musikken. Det er helt vildt hvordan teksten (replikkerne) bliver formet og bøjet af måden han afleverer dem på, lyt f.eks. lige igen til Tiny Cities Made of Ashes, hvor deadpan vers (med to stemmer) afløses af desperate omkvæd. Men det er under alle omstændigheder et fantastisk album, som det virkelig kan betale sig at fordybe sig i.

Anmeldelser:
Gaffa
Allmusic
Pitchfork
Pitchfork Reissue
Tiny Cities Made of Ashes Stylusmagazine

Avant-Post: The Beatles

2010-02-10T23:35:00.007+01:00

... og via Norwegian Wood kom vi så videre til The Beatles. På den ene side er The Beatles naturligvis ikke et postrockband. På den anden side introducerede de mange elementer, der årtier senere blev fundamentale for genren. De blandede genrer frit og ofte, de var nogle af de første til at arbejde med albummet som sammenhængende enhed, og særlig vigtigt så forlod de livescenen for i stedet at bruge al deres tid i studiet. Som forklaret i introen på denne blog, er postrock som jeg ser det i høj grad netop defineret ved at fjerne albummet fra dets funktion som simulacra af et liveshow. The Beatles er derfor i høj grad foregangsmænd.

Her følger midt bud på de fem mest postrockagtige Beatles sange. Lige et par ord om udvælgelseskriterierne. The Beatles blandede som sagt genrer rigtig meget, men en del af det har mere præg af pastiche eller homage. Derfor ingen Obladi-Oblada, Revolution 9 eller George Harrison sitarting. Jeg er heller ikke en fan af de lange crescendo ting, synes egentlig de bliver lidt kedelige. Derfor ingen Hey Jude eller I Want You (She's So Heavy). Disse fem er mine egne favoritter i kronologisk rækkefølge. Argumenter gerne imod i kommentarerne.

Ticket to Ride (fra Help (65))

Det ældste valg er en perfekt udgave af synkretisme. Nogle mennesker påstår at alle de eksperimenter som The Beatles kastede sig ud i blev gennemført af George Martin, men hør guitarerne i det her nummer. De spiller som indiske sitarriffs. Der gik lang tid før jeg overhovedet lagde mærke til det - og det var i øvrigt vha popmatters - så meget er det indiske og det engelske - som fuldstændig overtager i bro og coda - blandet op. Kulturmødet i postrocken skal på denne måde netop være mere integration end asimilering. Minuspoint for teksten, den er lidt banal / uforståelig.

Rain (single (66))

Ok. Den her blegner måske lidt i forhold til så meget andet Beatles, kunne nok godt være byttet ud med noget fra Revolver eller Rubber Soul, men det er fint at have en enkelt singlesang på listen. Lyder egentlig også ret tidstypisk, bare med pænere sang, men stadig også lidt krautet og dermed også lidt protopost. Og så er der bonuspoint for den baglæns sang til sidst.

Tomorrow Never Knows (fra Revolver (66))

Jeg har som sagt stillet dem op kronologisk, men skulle jeg rangordne dem havde den sikkert været nummer et. Det her lyder som protocyborgrock a la Disco Inferno. Et groove, en sanger og en hel masse samples. Eller ok, det her er båndeffekter, men det er stadig fantastisk. Jeg hørte for øvrigt engang en discopodcast med James Murphy fra DFA og LCD Soundsystem hvor han imellem en hel masse discohouse jeg ikke kendte spillede det her nummer. Det passede perfekt ind.

A Day In the Life (fra Sgt Pepper (67))

Den her måtte postrockscenen til gengæld gerne låne lidt mere fra. Den har lydeffekter og når igennem to forskellige sangfragmenter, og mest postrockagtigt af alt har den hele to massive orkestercrescendoer. Stik den Sigur Ros.

I Am the Walrus (fra Magical Mystery Tour (67))

Igen er det mere præcist orkestreret pop eller psych eller noget, men det er dog stadig fremsynet og fantastisk. Og så får den bonuspoint for de teatralske spokenword samples - fra King Lear! - som jo næsten er helt Godspeed. Njaeh... den er måske lidt tynd.

Og den skarpsindige læser vil bemærke at der kun er sange fra deres mellemperiode 65-67. Betyder det at jeg synes de blev dårligere derefter? Jep. Eller, Abbey Road er fantastisk, men på sin vis lyder en rigtig stor del af post-67 musikken som om de enten ville lyde som andre (The White Album, som jeg nok aldrig rigtig fanger det fantastiske ved som helhed) eller ville være retro (Let It Be, dele af Abbey Road). Det bedste er i midten. For øvrigt er en lille spøjs detalje, at alle de valgte numre afslutter deres respektive lp-sider. The Beatles placerede ofte det, man lige skulle tænke over, til sidst.

Cornershop - When I Was Born For the 7th Time (97)

2010-02-07T18:12:00.000+01:00

Lille epilog til racedebatten. Denne gang blot en præsentation af en rigtig god plade. Cornershop er et angloindisk band, hvis musik er en blanding af indisk musik, sampleting og indierock. Og som lyder som om de ryger ret meget hash. Allerede tidligt i karrieren satte de racespørgsmål til debat. Således svarer navnet Cornershop til et angloindisk band lidt til at Outlandish havde kaldt sig Shawarmabar, mens de også tidligt var oppe og toppes med Morrisey om hans nationalism, og udgav en ep på karryfarvet vinyl. De er nok mest kendte for Fatboy Slim remixet af Brimful of Asha, der nåede førstepladsen på den engelske singlehitliste i 97.

Norman Cook remixede nummeret gratis, fordi han var så glad for originalen. Og det er da også en fantastisk sang. Den er utrolig underspillet, men der foregår rigtig meget under overfladen. Jeg læste engang en tolkning af teksten, der forklarede hvordan den handler om indisk eskapisme. Ifølge forsangeren er det også en politisk sang: "Brimful Of Asha" talked about the Narmada dam, with the line about "the promotion of the simple life and the damns they're building," a campaign Arundutti Roy went on to champion.

Brimful of Asha var så klart singlen fra albummet, og da også den eneste video jeg kunne finde. Der er et par andre gode sange, men ellers er det meste af albummet instrumentalt. Sitardroner blandes med elektroniske elementer, og kombinationen illuminerer de hypnotiske kvaliteter i begge genrer. At lade over halvdelen af albummet fylde op med instrumentalnumre er utrolig konsekvent, havde der kun været et par stykker havde man nok anset det for at være fyld, men når de fylder så meget tvinges man til at tage stilling til dem på deres egne præmisser. Samtidig er det ene af dem så et spokenword nummer med beatikonet Allen Ginsburg, mens der på et andet er mixet noget rap i baggrunden. Det er rigtig kompromisløst og et ret unikt album.

Den britiske rockscene i sluthalvfemserne var yderst eksperimenterende med plader som Radioheads OK Computer og Spiritualizeds Ladies and Gentlemen We Are Floating In Space og nye toner fra Blur og Primal Scream. Parallelt hermed var der nogle andre bands, der havde en mere afslappet eksperimenteren, som Cornershop, Beta Band og Super Furry Animals. Formentlig stammer den afslappede stil delvist fra et stort hashforbrug. Men på mange måder lever disse bands mere op til denne blogs plusord som abstraktion.

Cornershop har alt i alt lavet fem albums, hvoraf det seneste udkom sidste år. Jeg har hørt de fire første, og hver gang troet at jeg må have fået fat i noget forkert. De lyder aldrig rigtig som om de er det samme band. Også When I Was Born overraskede mig, da de hverken før eller siden har lavet så meget med instrumentalnumre, og jeg derfor til at starte med tænkte det måske var en b-side opsamling eller noget. De er et mærkeligt band, der har et politisk sigte og som man aldrig rigtig ved hvad man har. Den her plade slutter bestemt også ganske wtf agtigt, med en coverversion af Beatles sitarsang Norwegian Wood, men denne gang på hindi. Og hermed er en eller anden slags kulturel stjælecirkel vel sluttet... Men et godt album er det, kan sikkert findes ret billigt rundt omkring.

Anmeldelser:
Allmusic

Teori: Racisme 2: The Big Quistion!

2010-01-25T03:21:00.010+01:00

Having white kids talk about race on the internet is the dumbest thing in the world - Diplo (via Pitchfork)

Ok. Mere race. Dette indlæg er et forsøg på at opsummere de ting jeg har skrevet i de sidste par indlæg, og at besvare spørgsmålet om, hvorfor der er så mange hvepse på postrockscenen (Hveps = WASP = White Anglo-Saxon Protestant. Det giver ikke rigtig nogen mening på dansk, men jeg kan godt lide udtrykket). Men jeg vil starte med at nuancere det hele lidt, ved rent faktisk at bringe et par eksempler på ikkehvepse:

AR Kane

AR Kane var et engelsk band der i slutfirserne blev semikendt som 'The Black Jesus & Mary Chain'. Dette var dog en ganske urimelig betegnelse, de havde helt bestemt deres egen lyd, og er et af bindeledende mellem JAMC's støjrock, shoegazebands og den senere tids postrock. Deres to bedste albums hedder 69 og I og blev genudgivet for noget tid siden. De er meget obskure i dag, men dengang var de et helt normalt band at sammenligne upandcoming artister med. De var også med til at lave Pump Up the Volume som en del af gruppen M/A/R/R/S, som de fleste nok i det mindste har hørt nogle af samplesne fra.

Long Fin Killie
Det her band er så obskurt at jeg ikke kunne finde farvebilleder med dem, men forsangeren, som knæler tættest på kameraet er sort. Og homoseksuel. De udgav tre plader i midthalvfemserne opkaldt efter gamle døde symboler: Valentino, Houdini og Amelia. Jeg har ikke hørt nogen af dem, men har læst om dem at de skulle være glemte mesterværker. Og på sin tid var de det kendteste skotske postrockband, og derfor f.eks. nogen Mogwai i begyndelsen blev sammenlignet med.

Sam Shalabi

Sam Shalabi er en canadisk/egyptisk musiker der har lavet psychpost med The Shalabi Effect, og på det seneste har været tilknyttet postrock selskabet CST (GYBE, ASMZ, DMST) og sidste år udgav albummet Against the Day med Land of Kush. Et postrock album med inspiration fra mellemøsten, psychrocken og forfatteren Thomas Pynchon. Han er vist ret stor i Montreal, men ikke særlig kendt uden for Canada.

Og det var sådan set de tre jeg kunne komme på. Der er mange andre - f.eks. en del på Chicago scenen inkl. en af dem fra Tortoise - men jeg kan ikke mindes at støde på andre hvor det sorte var så vigtigt at det blev nævnt i profilen, eller indgik i deres kaldenavn eller noget. Det betyder ikke at resten af scenen består af hvide mænd, der er f.eks. mange kvinder i postrock bands. Jeg tror det dels skyldes at der er mindre fokus på macho-imaget, som stadig er en stor del af scenen, og så at postrockbands har en forkærlighed for kvindestemmer og klassisk instrumentering, hvilket også giver plads til flere kvinder. Læg dog mærke til at f.eks. Seefeel har en kvindelig bassist, uden at det er nogen big deal. Derudover er det jo ikke kun sorte som ikke er hvepse. Postrock er også stort på island, i Japan og et band som Godspeed You Black Emperor har jødiske medlemmer og bruger jødiske symboler i deres udtryk. I virkeligheden tror jeg ikke så meget det handler om race som om klasse.

Men hvorfor er alt det her overhovedet relevant? Det er det fordi postrock som jeg ser det handlede om at bringe nye influenser ind i rocken. At afskrive sig selv for impulser grundet frygt for racismebeskyldninger, eller at have en alt for homogen gruppe af kunstnere, ville derfor være ganske skadende for genren. På sin vis var postrock anden rangs futurisme, de tog nybrud fra andre genrer og puttede dem ind i en abstrakt rockramme. De virkelige landvindinger skabes i nichegenrerne, som derfor også konstant skifter navn f.eks. den musik der udsprang af UK Garage (grime, eski, 2step, halfstep, dubstep, funky, wonky, future garage) eller underopdelingerne af metal (doom, death, trash, black, drone doom, black doom, deathened black, black wooden). At nichegenrer kan handle om teknik og detailstyring kan f.eks. ses i den her post om percussionteknik i UK Garage. Pointen med de andre plader jeg anbefaler er, at de så er en form for tredje rangs futurisme. De tager de nye lyde og blander dem ind i et mere konventionelt udtryk, ofte for at underbygge et tekstunivers. F.eks. Vampire Weekend og verdensmusik. Eller The XX, der blander dubstep og triphop ind i deres rumlige guitarpop, for at understøtte spændingerne mellem de to sangere.

Og nu er vi så noget dertil hvor jeg skal opsummere og konkludere et eller andet interessant. Jeg har snakket lidt om indflydelser og hvordan Vampire Weekend og Wilco hver især er blevet kritiseret, og jeg har præsenteret gode kunstner ikke-hvepse som TV on the Radio, Public Enemy etc. Og jeg tror min endelig pointe kommer til at minde lidt om det postulat, jeg skød ned i Public Enemy anmeldelsen. Men med en enkelt ændring. Postrock er i høj grad en hvid genre, ikke fordi den er eksperimenterende, men fordi den er så abstrakt. Som vist kan store kunstneriske landvindinger komme ud af et politisk projekt, men det er svært at lytte til Talk Talks teologiske tysmørkerock, Tortoises difuse jazzdubtronica eller Seefeels elektroniske shoegaze og ikke tænke, at de nok ikke var alt for optaget af at blive undertrykt i hverdagen. Af samme grund er det nok, at den væsentligste postrock blev skabt i tiden mellem murens fald i 89, og 11. September 2001. Det er ikke nødvendigvis en upolitisk genre, men den er abstrakt og tålmodig. Kunsterne lyder som om de gerne vil have forandring, men også lidt som om de kan vente til i morgen. Og det er mest folk med sit på det tørre, som har det på den måde. Og derfor stadig mest hvepse.

BTW vi startede med et citat, så vi slutter også med et. Det her er produceren Whistla om Future Garage, men udskift 'Future' med 'Post' og 'Garage' med 'Rock', så har du også nogenlunde min definition:

I think the cross pollonation is what makes future garage what it is. It's something that blends lots of influences from lots of places, but puts it into a garage framework. Thats what makes it future garage, cross pollination within a garage framework.

Vampire Weekend - Contra (10)

2010-01-20T17:14:00.010+01:00

Mere rock og race. Denne gang om modtagelsen af det nye Vampire Weekend album. Det er utroligt så kontroversielle Vampire Weekend kan virke, i forhold til hvor laissez-faire og uengagerede de nogen gange lyder, men deres brug af verdensmusik har faldet mange for brystet, og de er blevet anklaget for at være postkolonialister. Blandingen af indiepop og afrikansk inspiration - parret med bandets egen benyttelse af sammenstilninger som den selvopfundne genrebetegnelse Upper West Side Soweto og sangtitlen Cape Cod Kwassa Kwassa - ledte til at de blev set som kopister af den eneste anden afrikansk inspirerede plade anmelderne åbenbart kender: Paul Simons Graceland. Også selvom der vist ingen Kwassa Kwassa er på den plade. Og selvom allerede debutens åbningsnummer indeholdt en tilpasset soca-rytme fra Sydamerika. Debuten indeholdt dog massevis af afrikanske klange og blandede dem både med indiepop, men også med arkaisk vestlige instrumenter som cembalo og strygerkvartetter. Det var lidt som om musikken skulle symbolisere noget oprindeligt og mere ægte end moderne genrer, og at den dermed skulle spille sammen med teksterne, der hovedsagligt handlede om snobberi og klassesammenstød og generelt om falskhed. Og brugen af afrikansk musik som noget 'ægte' og måske endda 'oprindeligt' er naturligvis problematisk. På opfølgeren fra denne måned er alting blevet opdateret, der er langt mere elektronik og endda et par samples, og så er fokus blevet flyttet længere i retning mod Sydamerika. Det er det bare ikke lige alle som har opdaget...

Det skal lige siges at det overhovedet ikke er min mening at hænge anmeldere ud for en gang imellem at lave fejl, og ikke have styr på alle verdensmusik genrer. De arbejder med deadlines og redaktører, ofte uden at få andet for det end promo'er en gang imellem, og kan naturligvis ikke have styr på alle undergenrer. Hybrider som Vampire Weekend er derfor mest i fare for at blive fejlplaceret. Men det er især i de danske medier, at Graceland vedbliver at være omdrejningspunktet. Således skriver Gaffa: 'Amerikaniseringen af afropoppen overrasker ikke længere, og dermed er en smule af den oprindelige charme også forsvundet.' Information fremhæver også konstant Graceland, også på numre som Diplomats Son, som ellers i mine ører mere er reggaeton eller et braziliansk baile funk beat. Fra Undertoner: 'Vampire Weekend evner at bestøve elementer fra indiepop med afrikanske rytmer, og det er vidunderligt og lifligt sat sammen, med endnu flere frække tiltag og friheder end på debuten.' Fra Politiken: 'Tråden tages op fra det ekstremt vellykkede debutalbum i den forstand, at afrikansk musik, filtreret gennem Paul Simon fra æraen omkring ’Graceland’-albummet, stadig bærer den elegant eksperimenterende pop oppe.' Og en af de mærkeligste sætninger kommer fra Soundvenues anmeldelse: 'Det er dog ikke den nigerianske afrobeat, kvartetten udforsker, men afropoppen fra Sydafrika og Senegal, der kom til Europa via folk som Paul Simon.' Hvem har påstået noget om afrobeat? Senegal og Sydafrika ligger desuden i hver sin ende af Afrika, så hvordan har de to lande fået en ens form for afropop? Og eftersom både Paul Simon og Vampire Weekend er amerikanere, hvorfor er det så relevant hvem der bragte musikken til Europa? (der for øvrigt i 80'erne havde en stor andel af afrikanske flygtninge og indvandrere, som formentlig har bragt en del musik med, dog nok mest fra Nordafrika). Det skal nu lige siges at resten af den anmeldelse er udmærket, og at anmelderen rent faktisk bemærker den stigende inspiration fra resten af verden. Og det er heller ikke kun danske medier der virker lidt tvivlsomt informerede om verdensmusikken. DrownedInSounds anmelder kalder f.eks. Oxford Comma fra debuten for 'fey cod-reggae' hvilket igen mest af alt lyder forkert. Skal der ikke være fokus på 2 og 4 før det er reggae?

Ja, jeg er derimod ret begejstret for denne her plade. Den her blog handler jo om hybridgenrer, og den her plade er fuldstændig frygtløs i sin sammenblanding af utallige verdensgenrer og elektronik og fantasifuld instrumentering. Og det er ikke sådan at verdensmusikken står på den ene side som noget gammelt og vestlig elektronik så er nyt. Nej, de har forstået at verdensmusik i dag også ofte er elektroniske dansegenrer som kuduro, dancehall og bailefunk, og bruger nu mest af alt rytmer og instrumentering til at holde deres numre så overraskende og glade som muligt. Hvilket igen smitter klædeligt af på teksterne, der handler om de samme emner som debuten, men virker mindre patroniserende og mere beklagende når musikken spiller på glæde frem for sandhed som alternativ. Jeg har også mærket glæden ved musikken i et par gennemgange af pladen jeg har læst fra bandet. Den ene - som vist også er den officielle pressemeddelelse - kan jeg desværre ikke finde, men inde på Drownedinsound ligger der en anden. Her er f.eks. om California English: 'there's auto-tune on Ezra's voice, there's this cascading string part after the bridge, there's a four-part vocal harmony breakdown, and my all-time-favorite Chris Tomson drum fill at 2:14.' Og her er om trommerne på Run: 'The big breakthrough was the drum part CT wrote for the horn choruses - he's definitely alluding to a tradition of rock drumming there. It's one of the biggest sounding parts we've ever written. When we were setting up drum mics in Avatar in New York in February I had the pleasure of ripping into that drum part. Sometimes I wish I were a rock drummer!' Jeg kan anbefale at læse det hele, det er yderst sympatisk.

Juleklokker!

Så ja, liv og glade dage, men desværre bliver det hele lidt tilfredst og følelsesløst. Jeg kan som sagt virkelig godt lide pladen, men må stadig sige at det ville være interessant hvis de en gang imellem lød lidt mindre kontrollerede. Som b-side til Cousins singlen havde de lagt nummeret California English pt 2 der helt igennem lyder som et eksperiment og en b-side. Komplet med hakkende rytmer og et mærkeligt kor-loop. Men pladen mangler efter min mening lidt den slags, og forsanger Ezra Koenig lyder næsten mere menneskelig her end han gør på pladen. Han er også blevet mere afdæmpet end på debuten. For to år siden var der plads til at råbe 'Do You Want To? / Like You Know I Do' og at synge om djævelen i slutnummeret. Den her video er naturligvis mere rå, da den er live, men jeg mangler stadig lidt af den desperation på den nye plade:

Så sammenfattet: God plade. Forhåbentlig ikke årets plade, men interassant, glad og idéfyldt. Det er utrolig svært at få hold på det her med race, hvorfor indlægget igen er blevet åndsvagt langt, men måden de bruger verdensmusik er mere etisk rigtig end på debuten. Men eftersom jeg aldrig har været i et tredieverdensland ved jeg ikke hvorfor jeg skulle kunne sige dette. Jeg ved ikke om det arkaiske, det glade, eller det agressive billede som MIA f.eks. forsøger at mane frem, er mest dækkende. Da Vampire Weekend kom frem var en af mine favoritting ved dem at de lød som om de blot brugte den musik de kunne lide, uden at det var meningen det skulle signalere noget som helst. Efter jeg har hørt dem utrolig mange gange kan jeg godt fornemme nogle bagtanker, og deres brug af verdensmusik har medført langt mere kritik end f.eks. Dirty Projectors, der også har nogle afrikanske guitarklange her og der - og for resten lavede 2009s bedste album. Men kritikken bliver også ofte forfejlet, og udstiller som oftest mere uvidenhed overfor inpirationskilderne. Hvis de her par plader får et par fans - og dem er der mange af, de er lige gået nummer et på den amerikanske albumhitliste med 124.000 solgte eksemplarer - til at sætte sig lidt dybere ind i noget andet musik end de ellers ville have hørt er det vel perfekt. Og selv hvis de godtager al den overfladiske snak om pladen, så er Graceland et af mine yndlingsalbums...

Anmeldelser:
Gaffa
Information
Politiken
Soundvenue
Undertoner
Pitchfork
CokeMachineGlow
TinyMixTapes
Popmatters
DrownedInSound

Avant-Post: Public Enemy - Fear of a Black Planet (90)

2010-01-13T03:00:00.008+01:00

Hellere før end siden. Jeg fortsætter mit lille minitema om musik og race, og de næste par indlæg kommer også til at handle om dette. Egentlig startede sidste indlæg som et forsøg på at svare på spørgsmålet: Hvorfor er der så uforholdsmæssigt mange hvide mænd i postrock? Det her album skulle så bruges til at skyde et af svarene på førnævnte spørgsmål ned. Postrock som jeg definerer det har nemlig i høj grad kun fokus på at bringe musikverdenen videre. Der er ikke noget socialt budskab, der er ikke noget tekstligt fokus, enhver form for protest må blive noget abstrakt. For folk, der er marginaliserede - som stort set alle andre end hvide mænd på rockscenen - bliver der et langt større fokus på at kommunikere denne marginalisering. På en måde som publikum forstår. Og publikum forstår som oftest ting de kender i forvejen. Politik og musikalsk fremsynethed har altså svært ved at kombineres.

Desværre - eller heldigvis alt efter hvordan man ser på det - skyder det her album den forklaring ned. Det her er et af de mest politiske albums fra sin tid, og samtidig et som mange musikere - især fra første bølge af postrock kunstnere - har fremhævet for sin musikalske fremsynethed. Samples bygges ovenpå samples og skaber præcis den kaotisk agressive bund, som de kontroversielle tekster har brug for. Produktionen stod The Bomb Squad - fortrinsvis en fyr ved navn Hank Shocklee - for, mens rapperne hedder Chuck D og Flavor Flav. Deres roller er ifølge coveret henholdsvis Lyrical Terrorist og The Joker. Og teksterne er bestemt ikke underspillede. Titler som 'Welcome to the Terrordome' 'Nigger Machine' og 'Fight the Power' er kutyme.

'Fight the Power'. Revolutionen er nær.

Jeg har ikke styr på hiphophistorien, så jeg vil underbygge dette indlæg med et citat fra den wire artikel jeg linker til i bloggen introindlæg. Det handler om Kevin Martin fra EAR, Ice, God og Techno Animal, som jeg ikke kender noget til: Martin was (like Disco Inferno's Iain Crause) heavily influenced by Public Enemy, specifically the way Hank Shocklee's production situates a song's dynamic in the vertical, not the horizontal: "The shifting layers of frequencies, not the development of verse-chorus narrative," says Martin. "Of course, you could say the same about Jeff Mills or Stakker Humanoid. But Shocklee, on Fear Of A Black Planet, was the first to use sampling to pile on the intensities, rather than just quote obvious riffs; he took the peaks of other songs, like trumpet solos, and layered them densely." Jeg tror det er nemmest at illustrere med endnu en video:

Læg mærke til guitaren og læg mærke til de forskellige korstemmer der bliver lagt ovenpå og ovenpå. Især tricket med korstemmerne kan man høre hos Disco Inferno, nok mere direkte på ep'erne end på DI Go Pop. Jeg skal nok forsøge at sammenligne lidt mere direkte på et tidspunkt. Og redigere et link ind her. Det er en vildt potent lydside, som det desværre er svært at genskabe i dag. Som sagt er det dannet af et væld af samples, og copyright lovgivningen er langt mere rigid i dag end den var i starten af 90'erne. The Bomb Squad kunne derfor kort tid herefter umuligt gentage succesen fra det her album.

'Burn Hollywood Burn' Især omkvædet er hektisk.

Jeg kan godt lide albummet, men der er visse genretræk der irriterer mig. For det første er det håbløst langt. 20 numre på 63 min er altså svært at håndtere, især når musikken er så pågående og in your face. Der er et par skits på, men de fungerer sådan set fint. Det består mest af musik og samples fra bekymrede kommentatorer omkring gruppen selv, og iscenesætter fint albummet som værende farligt. Derudover skal man - hvis man er vant til at høre musik fra i dag - lige vænne sig til at musikken er mixet utrolig lavt. Det betyder at albummet virker endnu mere voldsomt når man afspiller det ved den volumen det fortjener, men hvis man spiller det lavt - f.eks. af hensyn til sine omgivelser - går noget af virkningen af fløjten. Men et godt og vigtigt album er det, og bevis for at politik og eksperimenteren sagtens kan gå hånd i hånd. Og nå ja, jeg ved godt jeg har skudt en forklaring ned, jeg sikkert er den eneste der finder blot en smule plausibel, men det virkede logisk i omkring et minut. Men man kan jo også tænke på bøger som Beloved af Toni Morrison og Invisible Man af Ralph Ellison. En gang imellem er det svært at kommunikere uretfærdighed og vrede med kendte virkemidler, og så må en ny udtryksform udvikles. Bare ærgerligt lovgivningen satte en stopper for denne her.

Anmeldelser:
Allmusic

Teori : 'Sort' og 'Hvid' musik

2010-01-11T22:57:00.007+01:00

Teoretisk indlæg! Det her startede egentlig som et indlæg om Public Enemy - Fear of a Black Planet, men så blev det utrolig langt, så den plade må jeg skrive om på et senere tidspunkt. I stedet har jeg skrevet fjollet mange ord om rock og race og hvordan det influerer den musik folk tør lave. Ofte bliver sort musik set som musik til kroppen, hvorimod hvid musik mere er musik til hovedet. Hvilket naturligvis er forsimplet, og i sidste ende en lille smule racistisk. Inspirationen til indlægget stammer fra nogle passager fra den artikel om amerikansk postrock jeg har linket til før:

In Britain, staying unaware and uninfected by hip hop and its homegrown offshoots like trip hop and drum & bass can only be achieved by a strenuous feat of cultural inbreeding (congratulations, Britpop!). It's not exaggerating to say that hip hop's sampladelia made UK post-rock possible, from the impact of early ultra-raw Def Jam on My Bloody Valentine to the inspirational effect of the Bomb Squad/Public Enemy production on the likes of Techno-Animal. The resistance of US rock bands to such influence is puzzling--given the omnipresence of rap from MTV to that jeep with booming system coming down your block--and can only be attributed to the sensitive racial politics that surround rap in America. While UK bands could respond to hip hop as yet another exotic imported 'street sound', white American bohemians feel that it is black cultural property, to be given props, but not to be trespassed upon.

Videre nede i artiklen er der et interview med en ung musiker, der hedder Sasha Frere-Jones, der taler om hvorfor hvide amerikanere er bange for funk. Han fortæller, at hvid og sort musik blev opdelt fra midten af firserne og frem, med hardcore punk på den ene side og hvad der endte som gangsterrap på den anden. Og de hvide kunstnere tør ikke apropiere sort musik, af frygt for at blive kaldet for racister. Han taler altså ikke om elektronik, men mere generelt om rytme, det er ret specifikt funk frem for sampling og dub, han kalder for 'sort' musik.

Dette interview er interessant, for emnet holdt ikke op med et nage unge Sasha. I 2007 var han ikke længere funk-musiker, men derimod kritiker for avisen The New Yorker, hvori han offentliggjorde en længere artikel om præcis samme emne, kaldet A Paler Shade of White. Det er ret interessant læsning, men til en vis grad ret forfejlet.

For det første afhænger alt jo af, hvor man kigger hen. Sasha Frere-Jones angriber Arcade Fire, The Decemberists og Wilco, og overser at det mest hypede band på tidspunktet for hans artikel var Vampire Weekend, som netop var på vej til at bringe sorte influenser tilbage til indieland - og blev kaldt kolonisatorer som tak for indsatsen. Men mere problematisk er, at hans opfattelse af, hvad der er 'sort' musik, kun er blevet mere ensporet med tiden.

Han kritiserede f.eks. Wilcos Yankee Hotel Foxtrot (02): On “Yankee Hotel Foxtrot,” the lyrics are embarrassing poetry laid over plodding rhythms. (“Tall buildings shake, voices escape singing sad, sad songs, tuned to chords strung down your cheeks.”) The album features synthesizer squeaks and echoey feedback-, which fail to give shape to the formless music. A little more syncopation would have helped. Men albummet er netop inspireret af sort musik. Produceren Jim O'Rourke er en af veteranerne fra Chicagos postrock scene, og albummet er netop inspireret af postrockprincipper, der igen er inspireret af produktionsteknikker fra dub og sample-kulturen. Det er stadig 'sort' musik, bare en anden slags. Frere-Jones' musikopfattelse er i fare for at reducere alle sorte menneskers musikalske landvindinger til 'a little more syncopation'.

Et langt mere interessant livgreb med forholdet mellem 'sort' og 'hvid' og denne dikotomis sociale og kulturelle implikationer finder man på albummet Dear Science med TV on the Radio fra 2008. Som billedet ovenfor indikerer er TOTR et 'integreret' band. Guitaristen og produceren hedder David Sitek, og han er kridhvid, resten af bandet er sorte. Musikken har fra første færd - på Ep'en 'Young Liars' og pladerne 'Desperate Youth, Bloodthirsty Babes' og 'Return to Cookie Mountain' - været en blanding af hvid indierock og mere sorte genrer som doowop og soul og den slags, i en yderst innovativ produktion. Men på Dear Science blev farveforholdet i langt højere grad et tematisk centrum for bandet.

For det første er TOTR blevet langt mere funky. Som sagt har de tidligere benyttet sorte genrer, men på Dear Science fremstår funken som pladens grundbestandel. Dermed har de været i fare for nemmere at kunne kategoriseres som typisk 'sort' musik, og teksterne handler netop også om det typisk 'sorte' og farerne ved at leve op til fordommene. Gennem hele pladen er der et spil mellem det 'hovedlige' - den avancerede produktion, de politiske tekster - og det 'kropslige' - rytmerne, de mere kødelige tekster. Spændingerne kommer tydeligst til udtryk på den funky Red Dress, hvor omkvædet lyder: 'Go ahead put your red dress on / Days of white robes have come and gone'. Her er den røde kjole fest og lyst og farver, mens den hvide robe og dens abstinerende konnotationer synes forældet. Men så lyder det i sidste vers: 'When the man cracks the whip / and you'll all shake your hip / and you'll all dance to this / without making a fist. / And I know it sounds mundane / but it's a stone cold shame / how they got you tame / and they got me tame' Og når omkvædet gentages er rollerne byttet om. Nu er den røde kjole den nye form for udbytning: Underholdningsbranchen, der fremstiller sorte mennesker som dansere eller gangstere uden noget refleksivt potentiale. Dette har overtage pladsen fra de gamle hvide kutter: Ku Klux Klan. Det fantastiske ved den her sang bliver kun større ved dens selvmodsigelser - 'I know... but' i tekstbidden ovenover, og selve det at lave en funksang om det nederen ved funksange.

Golden Age. Jeg vil helst præsentere så lovlig musik som muligt, så i får den officielle video, selvom det ikke er den jeg citerer. Med omkvædet 'Theres a golden age / coming round' ramte bandet ret præcist stemningen i efteråret 2008 lige før Obama blev valgt.

En mindre kompliceret racismekommentar kommer i sangen Family Tree hvor omkvædet lyder: 'We're hanging in the shadow of your family tree / your haunted heart and me / cut down by an old idea / whose time has come. / In the shadow of the gallows of your family tree.' Her er det mere eksplicit problemerne med lynchning og uviljen mod miscegenation der bliver påtalt. Pladen ender for øvrigt med sangen DLZ, hvor den politiske indignation synes at føre til en eller anden form for undergang, hvorefter Lovers Day lader den kødelige tilgang få det sidste ord: Mens blæsere og marchtrommer tromler mod klimaks lyder de sidste strofer: 'Yes dear, of course there are miracles / under your sighs and moans. / I'm gonna take you / I'm gonna take you / I'm gonna take you home'

Nå, det her blev et meget langt indlæg, men det er også et vigtigt emne, som jeg nok kommer til at vende tilbage til. Tjek Dear Science. Det er ikke postrock, men det var et af de bedste albums i 2008, der intelligent og gennemført musikalsk behandlede nogle komplicerede problemstillinger. Stor, stor kunst. Så gør det lidt mindre at den hvide del af bandet - David Sitek - i mine ører er en noget overvurderet producer...

Seefeel - Quique (93)

2010-01-10T23:43:00.006+01:00

Det tidlige engelske postrocktriumvirat består af Bark Psychosis, Disco Inferno og dem her. Så det var på tide at jeg fik dem beskrevet - om ikke andet så for at kunne linke når jeg henviser til dem. Det er England i starthalvfemserne nok engang: Shoegaze er ved at dø ud grundet utallige kloner, der aldrig kommer i nærheden af at lave en Loveless; elektroniske lyde pibler frem med navne som Aphex Twin og The Orb; og i Bristol er triphop ved at komme i gang med det første Massive Attack album Blue Lines fra 91. Et enkelt ungt shoegaze band valgte at lade sig inspirere af loopsne frem for feedbacken på Loveless-numre som Soon, kombinerede dem med de andre nye toner, og skabte en genrehybrid, som stadig over 15 år senere bliver fremhævet som noget særligt, selvom næsten ingen kender dem.

Jeg er ret vild med overstående video, som bandet også selv tidligere har lagt ud på deres myspace. For det første er det tragikomisk, at det bedste promomateriale man har kunne finde var fra en russisk festival med det håbløse navn Britronica, for det andet er det lidt skægt at se hvordan de er nød til at stå næsten helt stille - og ja, engang imellem kigge på deres sko - mens de prøver at spille techno. I dag kunne det hele være foregået med en laptop. Jeg må nok også indrømme at denne plade - som sikkert har virket mindblowing futuristisk dengang - virker en smule gammel i mine ører. Der sker næsten for lidt, og det hele bliver lidt for pænt. Det er 9 numres techno/shoegaze, med lidt dub til tider, men lidt for få overraskelser. Og et par af numrene bliver for ambiente og kedelige. Et vellykket nummer er dog Plainsong, der mest lyder som My Bloody Valentine kunne have lydt, hvis de var blevet ved.

Jeg har ærlig talt ikke så meget at sige om det her album, kan som tidligere nævnt nok bedre lide moderne opdateringer som Worriedaboutsatan. Det anses for at være en glemt klassiker, jeg kan godt høre at den er unik, men det holder ikke rigtig på samme måde som Disco Inferno holder. I virkeligheden kan jeg næsten bedre lide ep-opsamlingen Polyfusia fra samme tid, den er lidt mere afvekslende. Seefeel udgav senere et par albums til og lidt ep'er, hvor de blev endnu mere elektroniske, men det er den her der bliver set som en postrock-milepæl, så det var den her jeg skrev om. Hvis du kan lide ambient techno eller shoegaze, så prøv det. Den er ikke dårlig.

Anmeldelser:
Allmusic
Pitchfork
TinyMixTapes
3 fra den tid: Live, Spin & Melody Maker

Paavoharju - Laulu Laakson Kukista (08)

2010-01-09T00:37:00.030+01:00

Psychfolk!!! Ikke mere metal, men det her band minder alligevel på sin vis om Wolves... Vi snakker et kristent kollektiv fra Finland, hvis musik lyder som en blanding af religiøsitet og naturlighed. Samtidig er der nogle af de samme elementer til stede, med instrumenter der ikke rigtig spiller sammen, og en fokus på dynamik og tekstur. Hvis BM og folk nærmer sig hinanden kan de siges at illustrere den anden del af det.

Finsk folk! Det er overraskende nok en ret populær genre i indiekredse. Pitchfork skrev en lang artikel om det i 2005, der kan læses her. Scenen er centreret omkring pladeselskabet Fonal, og af andre bands kan nævnes Islaja, Lau Nau og Kemialiset Ystävät. Men det her er så klart min yndlingsplade fra scenen.

Igennem hele pladen arbejdes der med nedbrydning af sang- og genrestruktur. Halvdelen af pladen er med sang og halvdelen er instrumental, men nogle gange er stemmerne blot æterisk nynnen og nogle gange er der mere melodi i instrumentalnumrerne. Desuden er folk kun en fattig betegnelse, når der også blandes dancepop, vuggeviser og emo a la Nightwish i gryden. Det er en mærkelig men fantastisk plade.

Det her nummer, Kirkunväki, kan f.eks. ikke beslutte sig til om det er sang eller et mellemspil. Sangerinden lyder ikke særlig sammenhængende, og versene består mere af mærkelige lydting end af melodi, men trommerne og orgelet er til gengæld overbevist om, at de spiller et omkvæd. Trommerne rammer faktisk lidt den samme splittede lyd som ved et blastbeat, bare på en helt anden måde.

Uskallan derimod er bestemt en sang, men det er ikke så meget hverken folk eller psych eller noget. Jeg synes det lyder som noget der kunne være med i Melodi Grand Prix, bare en smule for mærkelig til at den kunne vinde. Det føler jeg alt for sjældent på psychfolk plader.

Jeg ved godt det måske lyder som en ufattelig mærkelig, forfærdelig og prætentiøs plade - Fleet Foxes siger du? Pft, alle ved at den bedste folk kommer fra Finland for tiden - men når man lytter til den er den behagelig og ligefrem. Det lyder som om de bare har taget hvad de kan lide - som indrømmet er nogle lidt mærkelige ting en gang imellem - og blandet det sammen til en fantastisk kompot - og når så pludselig der blot er en mand med en guitar på det fjerde nummer er der simpelthen så mange følelser i hans stemme, at jeg er ved at gå i stykker. Videoerne yder ikke hele pladen retfærdighed, den bør høres i sin sammenhæng - et problem der også blev klart under en koncert på Roskilde i år, der aldrig kom helt op at ringe. Men pladen var en af mine yndlings fra sidste år - en holdning jeg deler med et par andre. Og med dens vilje til at blande alle genrer, og dens fokus på lyd og rum, er den selvskrevet til denne blog. Varmt, varmt anbefalet.

Anmeldelser:
Allmusic
Pitchfork
CokeMachineGlow

Køb

Wolves in the Throne Room - Two Hunters (07)

2010-01-09T00:37:00.029+01:00

Black Metal!!! Jep, jeg bliver i metaluniverset, denne gang med en plade, der mere direkte er blevet kaldet for postrock. Wolves in the Throne Room er et amerikansk blackmetal band, der har fået stor kritik i tr00-metal kredse. Først og fremmest fordi deres ideologi ikke handler om død og ødelæggelse, men om naturen og økologi og bæredygtighed og den slags. Og så bor de på en farm i det nordvestlige USA. Det lyder mere som et folkkollektiv, og rent faktisk har der på det seneste været en opmærksomhed i musikverdenen på ligheden mellem folk og black metal, nok tydeligst kommet til udtryk på pladen Winds Poem med Mt Eeriee fra i år, som jeg desværre kun har hørt enkelte numre fra. Begge genrer består ofte af enkelte mænd, der krænger deres følelser ud sammen med en guitar, bl.a. Ryan Adams - der selv laver den her form for musik - har erklæret sig fan af den anden genre, og han beskriver enmandsbandet Xasthur sådan her: "When I close my eyes and listen, I think of a heartbroken demon sitting beside these ashes in hell and really missing his girlfriend." WITTR lyder mindre som Heartbreaker-Black og mere hen af hvordan ting som Animal Collective eller tidlig Badly Drawn Boy ville lyde, hvis de var en my hårdere - The Hour of Bewildebeast... From HELL!!!

Men i virkeligheden er bandet mere blevet kaldet for en hybrid mellem postrock og black. Igen må jeg indrømme, at jeg egentlig ikke ved forfærdelig meget om genren, fejl må meget gerne kommenteres. Men som jeg har forstået det arbejder den her form for Black Metal til en vis grad på de samme præmisser som postrock. Det handler på den ene måde meget om inddragelse af andre elementer end kernesort metal, og om at bruge rummet i sin lyd. Og på den anden måde er det guitar, bas, trommer og vokal som spiller episke og langstrakte kompositioner. Som jeg har forstået det var det en ny lyd, der blev skabt af nordmanden bag navnet Burzum, da han var kommet i fængsel for mordet på sin tidligere medguitarist, hvorfor han var nød til at spille alle instrumenterne selv i sin celle. Dette gav en lyd, der ikke var særlig sammenspillet, og hvor lyden af rummet blev ret fremtrædende. Naturligvis er der også en hel del nederen konnotationer forbundet med den her slags musik, som det muligvis er svært at se bort fra.

Der er fire numre på Two Hunters. Nummer to og fire er meget Black Metal agtige, og nummer 1 og 3 er så mere... noget andet. Således kunne man forvente en dynamisk vekselvirkning mellem støj og atmosfære men... det sker ikke rigtigt. Det første nummer, Dea Artio, bliver aldrig mere end en højstemt intro til pladen, selvom det er 6 min langt. Det lever ikke rigtigt på sine egne dynamiske principper. Nummer to, Vastness and Sorrow, giver den til gengæld fuld gas i 12 min. Der går ikke lang tid før man bliver blæst omkuld af guitar, skrig og blastbeat. Hvad blastbeat er? Ja det er en trommerytme, som jeg mestendels kan beskrive som hvis en person forsøger at gennemtæve sine trommer så hurtigt som muligt. Jeg har virkelig svært ved at høre om guitaristen og trommeslageren overhovedet spiller sammen, og den her splittelse er noget af det fedeste ved musikken. Det er vel meningen at et blastbeat skal symbolisere vold og død - eller i det her tilfælde planter og bæredygtighed... - men jeg synes mest af alt det lyder som et panikanfald. Meget ekspressivt. I løbet af nummeret skifter rytmer og riffs og nogle gange spiller de mere sammen og andre gange tonses der derudad. Det bliver forvirrende, og skrigeren bliver ret ensformig, men egentlig kan jeg godt lide det.

Nummer tre falder i to dele. Først lyder det som en hedensk procession med en kvinde i front, og pludselig skifter alt karakter til og bliver til BM igen. Men der er igen ikke rigtig nogen opbygning, mere to numre sat sammen. Sidste nummer er derimod ret fint opbygget. Ca 2:30 inde i nummeret kommer der et killer-riff, som 13 min senere kommer tilbage og virkelig binder nummeret sammen. Derimellem er der en masse episk riffing og buldren og larm og skrig og det hele bliver lidt start/stop agtigt. Men nummeret fungerer som nummer.

Ikke alle albums på denne her blog kan jeg fuldt ud anbefale. Det her er et ret spændende album, men nok sjovere for fans af Black Metal end af Postrock. Dertil er der simpelthen for lidt fokus på struktur og tekstur og dynamik og den slags. Men spændende er det da, og som jeg sagde tidligt: på et tidspunkt skal der nok komme en rigtig god BM/PR hybrid. WITTR prøvede igen i år med pladen Black Cascade, men jeg har ikke hørt det, og jeg er stødt på utrolig få der foretrækker den frem for Two Hunters, så jeg er skeptisk.

Anmeldelser:
Allmusic
Pitchfork
CokeMachineGlow
TinyMixTapes

Mp3:
I Will Lay My Bones Among the Rocks and Roots

Sunn O))) - Monoliths & Dimensions (09)

2010-01-08T23:26:00.006+01:00

Dronemetal!!! Sunn O))) er noget af det hårdeste og tungeste musik jeg kender. Drone metal kalder jeg det, det er et navn de fleste forstår. Drone-doom har jeg set det kaldet af metal-aficionados, og de har selv kaldt det for power-ambient. En forsimplet beskrivelse kunne være, at det er metal spillet utroligt langsomt. Et anslag på guitaren eller bassen en sjælden gang imellem og ellers mest feedback. Det er en opskrift Earth fandt på i starthalvfemserne (hvor de ligefrem blev kaldt for ambient grunge. Jojo). Sunn O))) startede åbenbart ud som et Earth tribute band, men fandt senere sin egen niche. På Black One fra 2005 er der inspiration fra Black Metal og en glimrende teatralskhed. Ved hjælp af lydeffekter og studietricks forsøges det konstant at få musikken til at male billeder ud over støjhelvedet. Godt nok kun billeder af dæmoner, men det er alligevel ret skægt, når man accepterer præmissen. Det hele svinger mellem det overdrevent åndsvage, og det alligevel ret smarte. På det sidste nummer har de f.eks. puttet vokalisten i en kiste, for at få det helt rigtige klaustrofobiske skrig, hvilket er så latterligt som noget kan være, men så hører man nummeret, og så er der i virkeligheden fokus på hans paniske vejrtrækning, hvilket fungerer ret godt.

Den nye avantgarde.

Deres nyeste plade er fantastisk, og ret sjov fra et postrockperspektiv. Der er kun fire numre, og hvert nummer inddrager en ny inspirationskilde, som også var in blandt postrockbands i 90'erne. De første to numre er klassisk (først minimalisme a la Pärt etc, derefter korsang), nummer tre er elektronisk kosmisk krautrock, som også var populær på soundtracks til scifi film i 80'erne, og til sidst er det jazz - især Miles Davis' In s Silent Way. Der mangler lige lidt hiphop - jvf bloggens intro - men det kan være det kommer næste gang.

Det her var en af de sjoveste plader fra sidste år. Det var halvvejs en af de mest avantgardistiske og fremadtænkende plader, og halvvejs en af de mest åndsvagt nørdede. Udmærket blanding. Jeg synes meget godt det illustrerer min præmis om, at postrock ikke så meget er en lyd som en tankegang, en vilje til at blande sin musik op med andre genrer og se hvad der sker. Det hele er godtnok lidt opdelt, de fire numrer leger med hver deres aspekt af den nye lyd, og næste gang kunne det være interessant hvis alle ting blev blandet til en mere fast lyd for alle numrene. Eller også blander de bare endnu flere ting ind i det, det kunne også være skægt.

Alice. Desværre kan hele nummeret ikke være på youtube, da det er 16 min langt, men man kan da fornemme lidt af blæserjazz-tingen. Det bliver blot mere jazzet.

Anmeldelser:
Allmusic
Pitchfork
Drownedinsound
Silent Ballet
CokeMachineGlow

Avant-Post: Television - Marquee Moon (77)

2009-12-30T04:47:00.009+01:00

Det her album er heller ikke postrock, selv ikke med den bredeste definition. Det er et fantastisk album, men det er positioneret ret præcist på grænsen mellem punk og postpunk. Guitar, guitar, bas og trommer, i sidste ende finder anmeldere mere inspiration fra Television hos bands som The Strokes. Men The Strokes har aldrig lavet et nummer som det her. Første halvdel er nogenlunde normal rock, men når først soloerne begynder er vi ovre i noget, der lyder som en forfar til crescendo-postrock som Mogwai, GYBE og Explosions In The Sky. Og for haen da for et klaver-klimaks. Tjek det ud, det er fantastisk:

Anmeldelser:
Allmusic

Worriedaboutsatan discografi (06-09)

2009-12-29T03:35:00.016+01:00

Ok, normalt fungerer den her blog en plade af gangen, men meningen er jo at introducere folk til god musik, i håb om at de vil købe og holde af pladerne (selvom man naturligvis ikke behøver), så jeg vil lige skynde mig at introducere et af mine nye yndlingsbands og deres plader, mens de stadig er på tilbud fra pladeselskabet. De er rimelig undergrund og derfor ikke så nemme at få i Danmark. Desuden er udgivelserne hverken forskellige eller vigtige nok til at blive beskrevet hver for sig.

Worriedaboutsatan er en duo fra Leeds, England. De laver elektronisk ambient-dub-postrock. Deres debutsingle hed An Infinity of Oncoming Lights (06), men den har jeg ikke hørt, så den vil jeg ikke skrive noget om. Det ser ud til at de har lavet en video til den, men på den anden side virker den lidt kort...

Samme år udgav de deres debut-ep, der blot hedder worriedaboutsatan:

Worriedaboutsatan (06)

Det er deres tidligste demoer. Den vil jeg heller ikke skrive så meget om, andet end at anbefale den, for bandet har selv lagt den ud til gratis download her. Desuden har de lavet en del videoer:

Ep2 (07)

Året efter udkom så den fantastifuldt betitlede Ep2, og her begynder det at blive rigtig godt. Den her ep er en blanding af click'n'cut techno med postrock guitar-riffs og samplede melodier. Desværre er der kun lavet en enkelt video til, og det er ikke til ep'ens bedste nummer:

Det er stemmen jeg ikke er helt nede med. Stemningen er egentlig fin nok, men jeg synes ikke rigtig stemmen passer rigtig til. Resten af ep'en er dog rigtig god. Episk technorock hybrid. Ep'en indeholder også et remix af Morwenna fra den første ep, så hør den og forestil dig samme nummer, bare bedre produceret.

Anmeldelser:
Silent Ballet

Køb

Arrivals (09)

I år udgav de så deres debutalbum Arrivals. På dette album har de gemt rocken lidt væk til fordel for mere ambient og dub. Albummet tager sig god tid til at åbne med nummeret One Down, som de naturligvis også har lavet en video til:

Herefter kommer der mere gang i den. Albummet er delt op i fire sektioner, adskilt af tre relativt enslydende mellemspil der hedder henholdsvis ., .., og ... så det er jo nemt nok. Hvor første del føles som en introduktion føles anden del mere kantet og eksperimenterende, især Pissing About er et mærkeligt nummer med et forvrænget cellosample. Tredie del er mere positiv og triumferende og kulminerer med singlen You're In My Thoughts:
Fjerde del føles så som en opsummering, og pladen slutter med titelnummeret:

Anmeldelser:
Pitchfork
Drownedinsound
Silent Ballet

Køb

Hvor bandet på ep'erne er ganske rockede og energiske er de på deres debutalbum blevet mere ambiente og stemningsskabende. Der er heller ikke længere så mange guitarer der får lov til at lyde som guitarer. Før de udgav Arrivals blev de mest sammenlignet med at andet britisk band ved navn 65daysofstatic (Jeg tror de åndsvage navne er en del af scenen. Af andre bands kan nævnes iLiKETRAiNS og Jeniferever) men Arrivals synes jeg mest lyder som en opdatering af den cyborglyd Disco Inferno og Seefeel (som jeg også nok snart skal få skrevet noget om) udviklede i 90'erne. Arrivals er ikke helt lige så god som DI, men den er mere sammenhængende end noget jeg har hørt med Seefeel.

Det virker for mig ganske sympatisk men også en smule fjollet med alle de her videoer. Bare for at understrege at worriedaboutsatan måske ikke altid ved hvornår de skal stoppe med de perifere aktiviteter har de udgivet en dobbelt remix-cd med udgaver af numre fra Arrivals. Og de snakker om at udgive endnu en. Anyways, de er virkelig et godt band, og for tiden kan deres discografi opkøbes for 10 pund samlet eksl. transport. Og så kan man nuppe Her Name Is Calla pladen med for 4 pund ekstra. Det er det værd.

Disco Inferno - DI Go Pop (94)

2009-12-29T01:17:00.005+01:00

Ok, nu er det tid for et af mine absolut yndlings postrock albums. Denne blog hedder, som du måske har bemærket, Cyborg Post Rock, og Cyborg-delen er uløseligt knyttet til det her album. Det her er en smeltedigel af samples, loops og postpunk lyd, der helt reelt lyder som en sammensmeltning af menneske og maskine, som et cyborg-ensemble.

Og det her er naturligvis ikke min egen observation. I den artikel af Simon Reynolds, jeg har linket til i indledningen, bliver termen cyborgrock brugt til netop at beskrive den lyd Disco Inferno havde udviklet på daværende tidspunkt. Ian Crause, der spillede guitar og sang, forbandt en MIDI sampler til hans guitar, så han kunne spille samples på strengene, og på den måde 'bøje' de forskellige lydkilder bandets sange bestod af.

Disco Inferno startede deres karriere med en gennemført postpunk lyd a la Joy Division og Wire - denne tidlige fase af deres karriere er samlet på det præcist betitlede album In Debt - men i løbet af 93-94 udviklede de en dyster sample-baseret lyd, der rammer idéen med postpunk langt bedre. Postpunk handlede ikke om nostalgi og gamle lyde, det handlede om at finde en ny lyd der passede til stemningen i Manchester i start-80'erne, og Disco Infernos melankolsk maskinelle postrock lyder som udsprunget af samme miljø og tankegang.

I perioden udgav bandet fem legendariske ep'er (som fortjener deres eget indlæg, hvis du selv vil udforske dem, så kan du jo starte herinde)og så det her album. Ep'erne er afvekslende, eksperimenterende og til tider ganske poppede, men det her album er (på trods af titlen) mere en stemningsting. Lyden bliver en smule monokrom, men sangskrivningen er stærk, og jeg har aldrig rigtig hørt noget lignende, så gør ikke så meget i mine ører. Næsten det hele er regndråber, rindende vand, maskinstøj og børnekor, det eneste der holder albummet fat i rockverdenen er basgangene og Ian Crauses stemme.

Jeg elsker som du måske har opdaget den tidlige engelske postrock, så utrolig musik, der fuldstændig blev skyllet væk af britpop, og nærmest er glemt i dag. Ja, den her artikel om scenen inde fra Pitchfork hedder sågar The Lost Generation. I artiklen fra 94 af Simon Reynolds afslører Crause at inspirationen kom fra produktionerne på hiphop-klassikeren Fear of a Black Planet med Public Enemy. Og Disco Infernos produktion fra de her år står som et strålende eksempel på, hvordan man kan forene hiphop og rock på en måde, som ikke blot er rockriffs med en rapper. Det her lød futuristisk i 94 og lyder stadig futuristisk i dag. Hvilket egentlig er en smule trist...

Anmeldelser:
Allmusic
Pitchfork
Popmatters
Stylusmagazine
TinyMixTapes

Køb

Avant-Post: Miles Davis - In a Silent Way (69)

2009-12-28T23:18:00.003+01:00

Som jeg har skrevet i introen til den her blog, så vil jeg også forsøge at beskrive albums der har været inspirationskilder til postrocken. Dvs jazz, hiphop, techno, reggae/dub, kraut, postpunk, etc. Jeg siger ikke, at Miles Davis er postrock, og jeg ved ikke nok om jazz til at kunne påstå, den her plade er noget helt specielt, men den har påvirket postrockartister fra Talk Talk (der udtalte af Spirit of Eden og Laughing Stock var forsøg på at fange stemningen herfra) til døds-drone duoen Sunn O))) (specifikt på nummeret Alice fra Monoliths & Dimension, som flere har påpeget).

Jeg ved som sagt ikke så meget om jazz, men jeg forestiller mig at der grundliggende er en modsætning mellem jazz' fokus på spontanitet og virtuositet og den form for studiekreeret postrock jeg advokerer for på denne blog. Det er naturligvis utrolig forsimplet (mange af de amerikanske postrockbands har en tydelig jazz-inspiration og der er udgivet mange jazz-plader - tjek f.eks. Isotope 217 og Chicago Underground - på Tortoises postrockpladeselskab Thrill Jockey. Et andet hipster-eksempel kunne være norske Supersilent) men jeg synes ofte jazz virker meget fokuseret på liveoplevelsen og mindre fokuseret på at arbejde med studiet som medspiller. Men In a Silent Way er i høj grad en studieproduktion.

Der er blevet udgivet en boks, der hedder The Complete In a Silent Way Sessions, hvor man kan høre det grundmateriale Miles Davis og hans producer klippeklistrede sammen til de to numre der udgør den endelige plade, og selvom jeg ikke har hørt den, kan jeg godt fornemme at disse numre ikke blot er livetakes. I første nummer Shhh/Peaceful er der en fast bækken/bas bund, der skifter lidt i intensitet (det er ikke blot et loop) men som synes at galopere derudaf uden at være særlig interesseret i hvordan keyboardsne gurgler og bobler mens forskellige blæsersoli spiller løs på toppen. Effekten er hypnotisk og nok turnal. Andet nummer starter og slutter med Joe Zawinuls vuggevise In a Silent Way, der er en utrolig sød lille melodi, og ind imellem er der It's About That Time. Et nummer der lyder lidt mere traditionelt i mine ører, men som dog også på en helt fantastisk måde bygger op til et klimaks hen imod slutningen. Trommeslageren får endelig lov til at give en smule los, efter at have spillet utrolig tilbagetrukket i næsten en halv time, og resten af gruppen følger endelig den basgang, der har forsøgt at overtage nummeret i et stykke tid.

Der er en ufattelig kreativitet og en fantastisk stemning på den her plade. I mine ører - og som sagt også i flere af de store postrockartisters - er det noget helt specielt. Stemningen minder om hvad man også kan finde på kraut og ambient plader, ja den bliver næsten helt støvet dubbet til tider. Og så er det en af den slags plader der ofte (og for eksempel for nylig i TP og Stereostudio) kan findes rundt omkring til en halvtredser. Hvilket den så absolut er værd, perfekt musik til når mørket er faldet på.

Anmeldelser:
Allmusic
Pitchfork
Stylusmagazine (retro)

My Bloody Valentine - Loveless (91)

2009-12-28T04:17:00.003+01:00

Ok, det her er en klassiker, og jeg kommer nok ikke til at kunne sige noget nyt om den. Men jeg faldt over en gammel anmeldelse fra 91 af Simon Reynolds, der satte nogle tanker i gang. Om nogen er Loveless en kanoniseret plade, det er højdepunktet fra shoegaze-bølgen og for mange det eneste interessante der kom derfra. Derfor er det også ret skægt at se hvordan den blev modtaget da den kom frem, specielt sætninger som: 'Throughout Loveless, MBV sound pregnant, like their music is about to metamorphosise to a higher state that they themselves can't quite conceive' og 'Those of us who are a little harder to please have been hoping that this LP would shame the imposters back into oblivion. Loveless isn't, quite, the record to do that.' Igennem hele anmeldelsen (som bestemt er positiv, den ender med at kalde den for et af årets plader) aner man en smule skuffelse over at MBV lyder lidt for meget som de gjorde på den foregående plade, Isn't Anything fra 88. Dette mindede mig om beskrivelsen af Isn't Anything fra en pitchforkliste over de bedste 80'er plader:'Sure, it was Loveless in chrysalis, but pupating genius is genius nonetheless.'

Loveless bliver i dag anset for at være kulminationen på hele shoegaze-bølgen, et endepunkt. Blandt andet fordi Kevin Shilds & co. aldrig fik fulgt op på den. At det dengang kunne ses som et skridt på vejen (endda ligefrem et fejltrin) er skægt at huske på. På sin vis er det hvad den her blog forsøge at handle om, hvor arbitrære konsensusser og genrebetegnelser kan være. Det her kaldes altid for shoegaze, aldrig for postrock, men på mange måder er det sammen med Talk Talk - Laughing Stock og Slint - Spiderland fuldstændig grundlaget for genren. Men der findes ikke bedre shoegaze-albums, så Loveless er blevet prototypen på den slags. Lidt på samme måde som The Rapture - Echoes er blevet prototypen på dancepunk, selvom langt det meste på den plade nærmere er house eller ballader eller bare punk.

Nå, det var en lille detour. Hvordan pladen lyder? Det er forsimplet sagt popsange om stoffer og sex med en hel masse avancerede guitareffekter inde over (fra debatten om en anden Reynolds artikel: 'The tremolo arm was responsible for the floating, microtonal, wavering, decentered sound. The open and unison tunings (and extreme volume and distortion) gave the kind of "giant tuning fork" overtone quality.'). Det er noget nær den perfekte blanding af pop og avantgarde. Og støjende som ind i helvede.

Det er som sagt en shoegaze plade (genren hed shoegaze, da bandsne live stirrede på deres sko, og deres effektpedaler, man kan læse mere om genren her). Andre vigtige plader i denne genre er førnævnte Isn't Anything med MBV, Souvlaki med Slowdive og Nowhere med Ride. Men helt ærligt synes de plader utroligt konservative sammenstillet med Loveless (skægt nok endte begge de to andre bands også langt fra shoegaze: Slowdive udgav Bark Psychosis/Talk Talk hybriden Pygmalion hvorefter dele af gruppen fortsatte som country-bandet Mojave 3, mens Ride endte som 60'er-retro band). Dens guitareksperimenter peger snarere frem mod bands som Disco Inferno og Seefeel, med andre ord fuldblods-postrock.

Anmeldelser:
Stylusmagazine
Only Shallow Stylusmagazine

Animal Collective - Fall Be Kind (09)

2009-12-26T17:38:00.002+01:00

Animal Collective passer på mange måder perfekt ind i min ekspansive brug af ordet postrock. De har har blandet utrolig mange genrer ind i deres lyd - noise, folk, mere straight indie, og senest techno - og især på deres første plader var der en stor fornemmelse for rum og stemning - hele pointen med Campfire Songs (03) er, at den er optaget live på en veranda mens regnen siler ned. I år brød de for alvor igennem med Merriweather Post Pavillion og numre som Brother Sport og My Girls, men jeg synes ikke den plade var lige så god som Strawberry Jam (09) og Here Comes the Indian (03).

Denne her ep fra december er mere min smag, den er mere afvekslende, mere kantet, mere mærkelig. Den åbner med nummeret Graze, et elektronisk nummer, der pludselig bliver til en dans via et George Zamphir panfløjtesample. Herefter kommer det store mesterværk: What Would I Want? Sky. Først er det en indieelectro sag, lyden er elektronisk, det starter stille og går mod et klimaks præcis som andre numre som Seasun med Delorean og Beautiful Life med Gui Boratto. Herefter bliver det helt stille igen, og man gør sig klar til nummerets hookline begynder. Men så sker der noget mærkeligt. En akustisk guitar kommer ind, et mærkeligt sample går i gang, rytmen skifter til 7/8, AC-folkene begynder at istemme med melodi og kontramelodi og harmonier og pludselig er det en samplefolkindie ting. Effekten er fantastisk. Det er umuligt at genrebestemme, opbygningen er som en techno-ting, men lyduniverset er helt særegent. Lyt nedenfor, det er et af årets numre:

Herefter bliver ep'en om muligt endnu mere abstrakt. De tre sidste numre er dronende og eftertænksomme, men stadig interessante. Resten af ep'en kan også høres på youtube eller grooveshark og den er bestemt pengene værd. Alt i alt er det her den perfekte måde for Animal Collective at runde et fantastisk årti af. Det føles lidt for første gang som om de nøjes med at opsummere hvad det er der gør dem så gode i stedet for at bryde nyt land, men det er sgu imponerende at kunne opsummere 10 år, 8 plader, 3 ep'er og talrige sideprojekter på 19 min. Hatten af, og jeg glæder mig til at høre mere.

Anmeldelser:
Allmusic
Pitchfork
Cokemachineglow
Drownedinsound
Tinymixtapes
Gaffa
Soundvenue
Undertoner
What Would I Want? Sky hos Pitchfork

Køb

Tortoise - Millions Now Living Will Never Die (96)

2009-12-26T09:24:00.002+01:00

Denne plade er efter min mening det ypperste den amerikanske postrock scene havde at byde på. En scene, der nok engang er bedst beskrevet af Simon Reynolds. Han beskriver også i forbifarten specifikt denne plade:

"Their second album proper "Millions Now Living Will Never Die", due out in January next year, mixes the succulent flow-motion of live jamming with the dizzy disorientation of studio-sorcery. On the astounding first track, "DJed" , the glistening gamelan web of chiming vibes and pizzicato bass is suddenly afflicted with what sounds like tape drop-out, and it's as though the top layer of the track is scraped away like paint, revealing another track from a different sonic universe altogether: an Aphex/Mouse On Mars tekno-dub reverbscape of blips, crackles and glitches. Elsewhere, the album veers from the triple bass-guitar interplay of "A Survey" to the lugubrious spy-movie trip hop of "Along The Banks of Rivers"."

Det er en udmærket beskrivelse af pladen. Da den er udgivet af det amerikanske pladeselskab Thrill Jockey kan man høre hele pladen inde på deres hjemmeside. Især førnævnte Djed bør man høre, 20+ min blanding af kraut, dub, jazz, ambient, electronica. Det er altid i forandring og et af de bedste postrocknumre overhovedet. Resten af numrene er kortere og ikke helt lige så fantastiske men stadig meget stemningsfyldte.

Tortoise har udgivet et væld af plader, medlemmerne har et væld af sideprojekter som f.eks. Sea and Cake, og de spiller stadig sammen, men efter den her blev deres lyd mere jazz-rocket og mere liveorienteret, hvilket jeg synes er en skam. TNT (98) og Standards (01) er stadig velansete plader, men jeg synes ikke de er lige så gode og har ikke hørt dem så meget. It's All Around You (04) er virkelig ikke særlig god, næsten over i easy-listening land. Den nye Beacons of Ancestorship (09) har jeg ikke hørt, men er lidt nervøs ved den. Visse steder hævdes det at de er blevet revitaliseret med mere energi og en mere rocket lyd, hvilket lyder ufattelig trist. Jeg foretrækker den melankolske elektrodubjazz man finder på deres mesterværk fra 96.

Køb

Her Name Is Calla - The Heritage (08)

2009-12-25T10:00:00.001+01:00

Jeg har for kort tid siden opdaget et fantastisk postrock pladeselskab i Leeds, der hedder Gizeh records. De udgiver plader, der på mange måder minder om opdaterede udgaver af de gamle engelske postrock bands fra midten af 90'erne (Seefeel, Disco Inferno, Bark Psychosis, der skal nok komme nogle artikler op om dem også). Og deres største band er åbenbart Her Name Is Calla.

The Heritage er en fantastisk plade. Det føles ofte som en opdateret Bark Psychosis (som var det første bevis på at man sagtens kan lave postrock med vokaler), hvilket sgu var på tide. Pladen er dog helt afsindigt dyster, der bliver råbt og skreget om panik og begravelser og alt muligt. Andre steder er der smukke, klare og tydelige folkinfluenser. Bl.a. på det fantastiske nummer 'Motherfucker! It's Alive and It's Bleeding!' hvor det indledende obligatoriske stille stykke genialt spædes op med lyden af Grizzly Bear og måske endda lidt Fleet Foxes. Det fungerer perfekt. Paying for the Funeral er også et ganske elektronisk fabrikeret mellemspil, der varierer lydudtrykket yderligere, og som leder perfekt ind til den smukke folkdystopi Wren:

Et mere traditionelt nummer er New England, som der er blevet lavet en fantastisk video til:

Eneste minus er såmænd at der er et 'gemt' bonusnummer på, hvilket blot betyder at der er 7 minutters pause mellem Rebirth og Long Distance Runner. De er godt nok ret forskellige, men det er alligevel gennemført åndsvagt.

Fans af Bark Psychosis eller A Silver Mt Zion eller såmænd bare fans af førnævnte Fleet Foxes der godt kunne tænke sig de skovmandsskjortebeklædte gutter var lidt mere støjende og dramatiske bør klart tjekke denne plade ud. Og hey, pundet er lavt for tiden.

Anmeldelser:
Silent Ballet
Drownedinsound

Køb

Talk Talk - Laughing Stock (91)

2009-12-25T09:15:00.002+01:00

Jeg har valgt at skrive om det her album af tre årsager. For det første er det et af de aller første postrockalbums. For det andet er det mit yndlingsalbum fra genren. For det tredie opstillede den engelske kritiker Nick Southall i 2007 en liste over 10 albums, der for ham eksemplificerede postrock som progressiv indstilning til musik snarere end blot instrumental rock med mange klimakser, og han placerede Laughing Stock som nummer et på den liste. Jeg anbefaler at tjekke alle pladerne på listen ud, flere af dem - Boredoms, Battles, Beta Band - er blandt mine absolutte favoritter.

De fleste kender nok snarere Talk Talk fra deres tidlige periode i start-80'erne, hvor de lavede synthpop. Deres hit It's My Life fra deres andet album af samme navn blev senere genindspillet af No Doubt.

Deres tredie album - Colour of Spring fra 1986 - mixede synthpop med alternative elementer som børnekor og blokfløjter og mere atmosfæriske numre, og blev en stor succes både kritiker og salgsmæssigt. Talk Talk - og især forsangeren Mark Hollis - ville dog noget andet end hitlistepop og tog derfor den frihed deres pladesalg gav dem og indspillede Spirit of Eden, der blev udgivet 1988. En blandning af jazz, ambient, klassisk og kun ganske lidt rock. Med dybt religiøse tekster. Pladeselskabet var sjovt nok ikke imponerede. Der var ingen indlysende singler på albummet, men der blev indspillet en video til nummeret I Believe In You.

Laughing Stock fulgte i 91 - på nyt pladeselskab. Her har bandet for alvor sluppet jordforbindelsen. Der går over 15 sekunder før nogen som helst lyd starter, flere af numrene er helt uden trommer, det tredie nummer har en solo der går på en enkelt tone etc. Samtidig er dynamikken på albummet helt vildt sofistikeret i forhold til både Spirit of Eden og langt det meste af den musik pladen har inspireret. Ingen af numrene er i sig selv opbygget specielt dynamisk med stille og larmende stykker. De udvikler sig i stedet uforudsigeligt, men bygger samtidig stille og roligt oven på hinanden og leder hen til pladens ubetingede højdepunkt, den 9 min lange hymne New Grass:

Afsindig æterisk, flimrende, vidunderligt, det er svært at få skovlen under Laughing Stock. Det er noget af det mest sofistikerede, personlige og emotionelle musik jeg kender.

Bark Psychosis - HEX (94)

2009-12-25T09:04:00.001+01:00

Bark Psychosis er definitionen på et postrock band! Mere præcist stammer ordet postrock oprindeligt fra en anmeldelse af dette album, Bark Psychosis' HEX af anmelderen Simon Reynolds. Albummet er fra England 94, et år hvor engelsk postrock blev endeligt overskygget af den traditionelle britpop på plader som Definately Maybe med Oasis og Parklife med Blur (som jeg også holder meget af, men som har mange dårlige kopier på samvittigheden). Synd og skam, for den engelske postrock scene i disse år var genial.

HEX er i høj grad inspireret af klassisk og jazz og der er mængder af blæsere, strygere etc. Melodisk, stemningsfyldt, pladen når kun 7 numre på 51 minutter og de fleste er mere stemningsstykker end egentlige sange med vers og omkvæd. Det hele bliver dog holdt på plads af Graham Suttons udtryksfulde baryton. Men lige som det er mig umuligt at beskrive scenen lige så godt som Simon Reynolds virker det egentlig også smartere blot at linke til musikken på youtube:

Når man lytter til den her plade kan man godt blive lidt trist over dels at britpop så klart fjernede fokus fra postrock i 94, dels at den senere udvikling på scenen gjorde musikken langt mere ensformig og fokuseret på crescendo og klimaks og den slags (selvom Her Name Is Calla altså er en gruppe der formår at forene crescendoerne med HEX stemning). Der er ikke mange plader, der lyder som denne her, jeg kan anbefale Talk Talk - Laughing Stock, Slowdive - Pygmalion (der i mine ører langt overgår den ellers mere kanoniserede Souvlaki) og Bark Psychosis' eneste anden studieplade, ///Codename: Dustsucker fra 2004 hvor Graham Sutton bl.a. får hjælp af Lee Harris fra Talk Talk. Herudover er der en del ep'er og ep-opsamlinger og nogle sideprojekter og den slags.

Anmeldelser:
Stylusmagazine (retro)
Absent Friend Stylusmagazine

Intro

2009-12-25T09:01:00.000+01:00

Hvad er postrock? Postrock er et åndsvagt genrenavn, der har skiftet mening gentagne gange siden det først kom frem sådan ca omkring 1994 i anmeldelser af Simon Reynolds. Man kan læse om etymologien på wikipedia. Denne blog vil handle om postrockplader udfra den brug af navnet som Reynolds havde tænkt sig. Jeg kommer aldrig til at kunne beskrive scenen lige så godt som Simon Reynolds gjorde i bladet Wire i maj 94. Men da det er en lang artikel, så mener han kort fortalt at postrock betyder at bands bruger rockinstrumentation til ikke rockagtige formål. Han konkluderer så videre at det langt hen ad vejen betyder at man ikke forsøger at genskabe en energisk livefølelse i studiet, men i stedet bruger studiet og efterbehandling som instrument, gudfaderen til postrockscenen er Brian Eno. Desuden gjaldt det om at inddrage andre moderne genrer som hiphop og techno.

Denne beskrivelse blev hægtet på engelske grupper fra start 90'erne som Disco Inferno, Bark Psychosis og Seefeel. Derefter tog postrocken en tur over atlanten til USA hvor den blev hægtet på amerikanske grupper som Tortoise og Labradford. Disse grupper inddrog også elektroniske virkemidler, men der var en stor forskel. De brugte mere inspiration fra jazz og klassisk og havde mere fokus på livekoncerter end de engelske grupper. Herefter udviklede postrock sig til at gælde grupper som Mogwai, Godspeed You! Black Emperor og Sigur Ros, grupper der snarere end at blande rocken med andre genrer og lyde brugte rockinstrumenter til at spille andre slags sange. Og herefter gik det i stå. De sidste mange år har postrock mest været brugt om meget konservativt lydende grupper som Explosions In the Sky og A Silver Mount Zion, og reelt fremsynede grupper som Battles, Animal Collective og Gang Gang Dance har fået andre genrebetegnelser knyttet til sig.

Denne blog vil forsøge at rede postrock betegnelsen ved at bruge den ordenligt. Både om plader fra 91 (året hvor jeg hævder genren starter med plader som Loveless og Laughing Stock) og frem, helt aktuelle plader, samt om gamle plader, der vil bleve omtalt under betegnelsen 'Avant-Post' der oversat fra fransk betyder før-efter. Og ja, det er prætentiøst, men det er musikken også... Derudover vil der være masser af smagsprøver (lovlige naturligvis) og links til videre læsning og andre anmeldelser, hvilket for de nyeste og kendteste plader formentlig er en smule redundant. Men nå ja.

Så hvad er postrock? Det er rockmusik, der ikke forsøger blot at lyde som en livekoncert, men som bruger studiet til at skabe 'noget andet'. Det er rockmusik, der ikke er bange for at inddrage inspiration fra andre genrer som jazz, klassisk, hiphop, techno, ambient, kraut, psychedelia, verdensmusik etc. Og det er rockmusik, der ikke blot handler om melodi, riff og rytme, men også om stemning, dynamik, tekstur etc. Og så er det naturligvis mange andre ting. Det er nok nemmest at vise ved hjælp af pladerne selv.

De første par indlæg er redigerede indlæg fra min anden blog, Kronoper, der mere generelt handler om kultur.