Beyoncé - Countdown

I sidste ende var det knipsne som fik mig. I mellemstykket fra 2:20 synger B uh-uh-uh-uh, som hun jo så ofte gør, og samtidig knipses der på 4. Uh-uh-uh-knips, uh-uh-uh-knips. Men når stykket går tilbage til det vers-agtige, så knipses der pludselig på 2 igen. Det er simpelthen verdens mest overflødige detalje. Jeg gad virkelig godt have været i studiet hvor produceren opdagede dette: "Hm, den mangler lige det sidste... Hvis nu vi knipser på 4 her, og så på 2 derefter, så er den vist helt perfekt!" Men Countdown er sådan hele vejen igennem, det er grundlæggende en god sang, men derudover er produktionen så fantastisk detaljeret, at det kvarte kunne være nok.

Jeg havde Beyoncés plade 4 på min liste, selvom den egentlig ikke er voldsomt god som plade. Nej, værre end det, det er nærmest en anti-plade. Det er ikke et værk i sig selv, det er grundbestanddelen i den fjerde fase af Beyoncé's karriere. Det mest frustrerende, for en Album-freak som mig, er, at nogle af de bedste numre er puttet på en bonusdisk, vel for også at kunne sælge albummet lidt dyrere til luksusfans. Folk snakker om hvornår albummet dør, men for pop-kunstnere som Beyoncé, så er det sgu allerede dødt. Og det er vel sådan set ok. Beyoncé laver fantastisk musik, men ikke særligt gode Albums. GYBE lavede også fantastisk musik, men ikke særligt gode sange. So what. Folk fokuserer forskelligt. At sangene i så udpræget grad skal stå alene betyder jo så at sange som den her bliver puslet om indtil de er færdige. Og så åbenbart i ganske lang tid derefter.


Det er en fin sang, lavet sammen med The-Dream, men jeg synes virkelig ikke den fungerer som album-åbner...

Umiddelbart kan sangen jo virke som noget rod, men der er jo alligevel mening med galskaben. Som Pitchfork skrev: "The tempo shifts are like a smitten lover trying to calm herself down only to start babbling about how awesome everything is all over again a moment later." Og så er der førnævnte uh-uh sted, hvor B løber tør for ord til at forklare hvad hun føler. Eller omkvædet, hvor først blæsere og så strygere mere og mere overvælder hende, mens hun er 'Still falling', som hun siger, en effekt der for øvrigt forøges hvert omkvæd, hvor flere og flere Beyoncé'er synger med. Eller at hun i uh-uh stedet gentager det boy-y-y-y som også indleder sangen. Det er til grin hvor meget der er blevet arbejdet på den her sang, men det ville jo alt sammen være ligegyldigt, hvis ikke den var så fuldstændig fjollet medrivende, som den nu engang er.



At Beyoncé skulle ende med at udgive et af årets mest vellykkede numre kommer vel ikke som en overraskelse for særlig mange. Det plejer hun jo gerne at gøre. Men Countdown er en af årets mest ambitiøse kompositioner. Den skifter mellem sekvenser så hurtigt at selv Girl Talk ville synes det måske nok er lidt hyper, og den får proppet helt absurd mange virkemidler ned på 3:40. Pop-musik er måske ikke så innovativ som den var for ti år siden, men ganske ofte så popper der stadigvæk forbløffende fantastiske sange op, hvor man bare taber kæben, og må sætte sig ned og trykke repeat. Og så kan man danse til den, selvom man nok skal vide hvor den skifter tempo i forvejen.

Will.I.Am & Nicki Minaj - Check It Out

En gang imellem bliver man bare ramt. Rent faktisk er det noget af det bedste ved at følge med i kunst og kultur, de gange hele det korthus man har bygget op af teori og antagelser om hvordan kunsten hænger sammen bliver væltet omkuld. Også fordi det er så skægt at bygge det op igen. Men helt ærligt, de bedste øjeblikke med musik er de gange man hører en sang en enkelt gang, som man egentlig var sikker på at man ikke ville kunne lide, og man bare er nød til at høre den igen og igen. Gudske tak og lov for youtube, det ville være ulideligt hvis man ikke kunne finde den igen med det samme. Og ja, sådan en sang er for mig Will.I.Am og Nicki Minajs Check It Out. Og det her indlæg er først og fremmest mine tanker om hvorfor det her nummer er så fantastisk. Hvis det er for uambitiøst, så lad som om det er et indlæg i den der rockisme-debat, der kører for tiden i de danske medier. For enhver, der tror pop-musik bare handler om bling-bling og overflade følger tydeligvis ikke med. For det første har Lady Gaga taget 'overflade' til et helt nyt niveau. For det andet er det pissemeget god musik, selvom ret meget af det er lavet af freaks. For ti år siden var det anderledes, dengang var der 'auteurs' der smed produktioner der var nærmest avantgarde på hitlisten. Timbaland, The Neptunes, Missy Elliot. Det var noget next level shit. Sådan er det ikke længere. Popmusikken er til gengæld blevet hjemsted for nogle personligheder af format, med Kanye West som hovedeksempel. Han er fantastisk. Men man kommer ikke udenom at hans produktioner er ret retro. Han har opkaldt et album efter noget så gammeldags som en 808-trommemaskine. R Kelly er et andet eksempel. The-Dream er en sangskriver af den gamle skole, alle hans tre albums er fuldstændig forrygende. Og så er der Black Eyed Peas og Will.I.Am. Jeg kan ikke lide dem. Det har jeg aldrig nogensinde kunnet. Men deres sidste singler har været fucked up, det må man give dem. Alt hvad der minder om god smag er blevet kastet fuldstændig overbord, som regel også med reglerne for normal sangskrivning. I stedet er der blevet tilført skamløse samples og hvad der lyder som halvfemsertechno, blandet op med statements som 'Tonights gonna be a good time' eller 'I'm having the time of my life'. Skamløs hands-in-the-air populisme, men det har stadig virket halvfærdigt i mine ører. Jeg kan lide hvad de laver, jeg synes bare ikke de er særlig dygtige til det. Jeg har det på samme måde med Coldplay og Keane.



Men den her er anderledes. Den her hænger sammen som en tvetydig helhed. På overfladen virker det som en metervare-banger med et populært sample, den her gang fra The Buggles Video Killed the Radio Star. 'I can't believe it / it's so amazing' og 'check it out / check it out' er to ikke voldsomt inspirerede tekstbidder. Men den virkede på mig af en eller anden grund så helt utrolig trist, at jeg bare var nød til at lytte til den igen og igen for at forstå, hvad der foregik. Og så overfortolkede jeg formentlig en smule, og så kom jeg frem til en historie jeg virkelig godt kan lide. Tag Nicki Minajs første vers. Flyer than thou, 'Haters you could kill yourself' etc etc. Som de altid siger. Men der er noget underligt over noget af teksten. Det er ikke bare sådan at nogle hader hende. Hun er helt alene i klubben. Verset slutter med teksten: 'Sometimes it's just me and all my bottles all alone / I ain't coming back this time'. Øh... Sejt?

Will.I.Ams vers: Fly/High rim som vi kender og elsker dem. Men stadigvæk nogle mærkelige linjer: 'All this 89'ers ain't got nothing on me / honestly I gotta stay as fly as I can be' 'Young'ons they can't touch me cause I'm floating sky high' Det handler om at være ældre end de andre, men han er stadig sej. Hermed kommer samplet til at spille en anden rolle. Video Killed the Radio Star har en stor kulturhistorisk rolle: Det var den første video der blev spillet på MTV. Det er en sang om et vagtskifte i musikbranchen. Ud med den gamle radiostjerne, ind med den nye video-ditto. I en sang hvor den ældre sanger synger om at være ældre end de andre får den en noget trist klang. Det giver fornemmelsen af, at han godt ved han er på vej ud. Derudover, i den originale Buggles sang er der et temposkift mellem vers og omkvæd. Verset (som samplet er taget fra) er stilhed før stormen, det er den ustabile tilstand før videoverdenen sætter i fart og efterlader radiostjernen i dens baghjul. Men den effekt kommer aldrig i Check It Out, den ville jo i så fald også efterlade ihf Will.I.Am. Vi bliver i den ustabile stilstand, musikken formår at forblive et åndehul.

Taler omkvædet sandt? De siger: 'I can't believe it / it's so amazing' De siger egentlig at de ikke tror på det, men det er naturligvis blot for at understrege hvor amazing det er. Selvfølgelig tror de. Men gør de? Hele akkompagnementet giver følelsen af, at de udmærket godt ved det ikke er 'so amazing'. De snyder sig selv. Det ender med en dybfølt frasering over 'I can't believe it', som åbenlyst ikke burde være en sætning man kan slutte på. Når Will.I.Am synger 'yeah yeah I'm feeling it now' lyder det for mig mere som om der fokus på nu'et end på at han føler det. Det er ikke en følelse der hænger ved. Kun så længe musikken den spiller. Det er en sang om at være i dårligt humør, og søge tilflugt i musikken, men kun lige præcis få det ud af den, som man søger. Det er en sørgelig sang.



Det er en forbløffende sang, og der er så meget herudover at elske den for. Læg mærke til hvordan håndklappene skifter rytme hele tiden efter 2:30, hele c-stykket er så godt som man overhovedet kunne håbe på. Den melankolske outro. Nicki Minajs rap med tilført bas-brummen. At Will.I.Am praler med han ligner Mr T. Trommesamplet omkring 3:15 kommer fra et eller andet jeg ikke kan huske hvad er. Og hvad sker der for videoen, er der ikke en Lost In Translation æstetik med det japanske studie? Og Nicki Minaj ser for fed ud. Og selvfølgelig er det lidt snyd at kalde det en sang, der grundlæggende mislykkes med sit projekt om at projektere fly-ness, for dermed bliver sangens mangler jo også dens styrker. At omkvædet ikke er andet end Check-It-Out igen og igen. De har ikke mere at sige. Men altså, et kunstværks kvalitet bestemmes jo heldigvis ikke ud fra, om kunstnerens projekt lykkes. Det handler om, hvad du og jeg som tilskuere får ud af det. Og jeg får satans meget ud af det her nummer.

Hvad er det jeg prøver at sige? Tja, formentlig at det her er grunden til rockisme er så slemt. Idéen om, at rockmusik er 'ægte' og autentisk er noget pjat, man harmløst. Indtil numre som det her bliver negligeret. Det her er et fuldstændig fantastisk nummer, medrivende, lagdelt, tvetydigt. Og r'n'b/hiphop/pop verdenen er fyldt med numre af samme kaliber. Hvad mere ønsker man sig fra et kunstværk på 4½ minut?