Lantlôs - .neon (10)

Efterhånden kan jeg bedst lide at skrive om en plade hvis jeg føler, at jeg har en eller anden ny vinkel til den. Et eller andet, som ikke rigtig er blevet skrevet før. Det her er en ret obskur plade, men desværre, så har jeg ikke voldsomt meget andet at sige end der stod i den artikel hvor jeg lærte den at kende. Det er en artikel om 'urban black metal', altså black metal, der beskriver et byliv frem for et liv på landet. Jeg har skrevet om Black Metal før, men det var om Wolves in the Throne Room og om Mt Eerie, og i begge tilfælde havde jeg fokus på lighederne mellem metal og folk, og hvor godt det kunne beskrive det sublimt naturlige. Lantlôs er med sin fokus på bylivet noget helt andet, men de tre plader har nogle ting til fælles. Tr00 metal-fans vil nok have det svært ved dem. Og så er de alle tre virkeligt gode.

Faktisk så var jeg til at starte med ikke helt enig i, hvad Brad Sanders skriver i føromtalte artikel. Han skriver at .neon blander Black Metal med Jazz a la Miles Davis, hvilket jeg havde lidt svært ved at høre. Men da jeg fik hørt hele pladen et par gange, så blev jeg sådan nogenlunde enig. Nej, jeg synes ikke det direkte er inspireret af Miles (og hvad vil det egentlig sige? Jeg mener, den mand har lavet ret megen forskellig artet musik...), men den virker inspireret af musik, som var inspireret af Miles. De stille dele af den her plade lyder meget inspireret af den aller tidligste post-rock, som jeg er så umanerlig stor fan af. Vi snakker plader som Bark Psychosis - HEX og Talk Talk - Laughing Stock, plader som jeg langt hen af vejen startede denne blog for at hylde. Og begge de to plader var inspireret af de dele af Davis hvor han var cool og afslappet, som Kind of Blue eller In a Silent Way. Som også er blandt mine absolutte yndlingsplader. Blandingen metal og melankolsk Miles indgår for øvrigt også på en af mine andre yndlingsplader, Sunn O))) - Monoliths & Dimensions. Så når alt kommer til alt var det ikke helt overraskende, at jeg faldt ganske pladask for den her plade, og det er en plade jeg har hørt igen og igen over de sidste par uger.



Men jeg måtte nu også indrømme, at jeg ikke umiddelbart forbinder den her lyd med storbyen. Når jeg tænker storby, så tænker jeg ofte på det aggressive, det hastige og det voldsomme. Ting som pånk eller grime eller gangsterrap. Men der har jo ganske rigtigt altid været en mere indadvendt side af storbymusik. Det er jo rigtig nok, at Miles Davis både lavede blistrende fusionslarm (tjek On the Corner ud, som det mest direkte storbylarm), og indadvendt cooljazz. Og den indadvendte storbymusik findes jo også i genrer som triphop eller dubstep som Burial. Det er lyden af en regnvåd gade set fra vinduet af en natbus. Og den stemning rammer Lantlôs også. Hvad der virkelig kom bag på mig - selvom titlen muligvis burde have givet et hint - var hvor meget teksterne mindede mig om Michael Strunge. Og nej, jeg tror ikke de kender denne døde danske digter, men jeg har virkelig svært ved at ikke at tænke på ham med linjer som dem her fra åbneren Minusmensch: 'Disembodied, gasping, I tumbled / in the flesh of a thousand cold lights, / through this night of neon, / that I'll never belong to.' Det er naturligvis mere metal-jargon, og når det skriges med dæmonstemme ud over tonsende trommer er ligheden måske lidt mindre, men den er der. I hvert fald i mit hoved. Eller hvad med dem her, der åbner pladens bedste nummer, Pulse / Surreal: 'Sirens of soul / howling and piercing the night. / These are the streets, / clinic fingertips / sex and violence.



Hvis du hørte overstående sang, så undrede du dig måske over, at der var to ret forskellige vokaler. Lantlôs er først og fremmest et projekt for en tysk musiker der kalder sig Herbst. Han udgav også pladen Lantlôs i 2008 sammen med et par andre. Det er vidst ham der står for skrigende. På den her plade har han allieret sig med den franske musiker Neige, som er en af mine yndlingsmetallere. Jeg kender ham fra bandsne Alcest og Ameseours, som også er Black Metal hybrider, i de to tilfælde mere med shoegaze og postpunk og industrial. Det er ham som synger, med den franske accent... Der skulle meget gerne komme en ny plade 28 Oktober, som hedder Agape. Det glæder jeg mig naturligvis meget til.

Den her slags musik er ikke for alle. Faktisk vil de fleste nok mene, at det er alt for agressivt og voldsomt, og blandt dem som så virkelig elsker agressiv og voldsom musik, ja så vil den nok blive set som alt for blød og svag. Den svinger virkelig meget fra noget meget hårdt til noget meget blødt. Og ja, det er præcis at sige at den 'svinger', den bygger ikke ret meget op, men skifter meget pludseligt. Man kan også sammenligne den med crescendocore. Og her er det virkeligt voldsomt dynamisk. Hvor normal crescendocore svinger fra stille guitar til støjende guitar, så svinger den her plade fra jazzet klaver til skrålende metal. Det er virkelig, virkelig fjollet så meget den spiller på ting som jeg elsker i forvejen, så det her er måske ikke en helt objektiv kvalitetsvurdering. Men det er altså virkelig en fantastisk plade, som er underskøn når den skal være smuk, og afskyelig når den skal være grim. Varmt, varmt anbefalet.

.neon kan købes her. Eller vel rundt omkring på andre webbutikker.

Mt Eerie - Wind's Poem (09)

Jeg har tidligere skrevet lidt om lighederne mellem metal og folk, hvor jeg nævnte det her album, men på daværende tidspunkt havde jeg egentlig ikke hørt pladen endnu. Det har jeg så nu, og det er en af de mest interessante plader fra sidste år, og formentlig min yndlingsplade med Phil Elverum. Lidt metal, lidt folk, lidt støj. Det er en fascinerende hybrid.

Der er mange gode grunde til at se lidt skævt til metal, men en af de ting jeg har det sværest ved i den mere klassiske del af genren, er den rent ud sagt idiotiske hypermaskulinitet der gennemsyrer alt fra lydniveau til tekster til pladecovers. Simon Reynolds har påpeget hvordan Metal ofte bliver mere populær i tider og steder hvor mandens traditionelle forsørgerrolle er udfordret af manglende jobmuligheder. Det kan altså ses som overkompensation på samme måde som f.eks. hooliganisme er det. Det gør det ikke mindre åndssvagt. Efter at jeg alligevel gav genren et par chancer så fandt jeg alligevel nogle ting her og der jeg kan lide. Først og fremmest bliver man jo ikke nogen dårlig komponist af at ens jobsituation er usikker, der er nogle gode sange her og der. Men der er også andre steder, hvor det holder op med at være kompensation. Hvor udtrykket ikke længere bliver en form for 'se hvor vild jeg er', men blot bliver til beskrivelser af vildskab, hvis det giver mening. Ryan Adams snakkede om at Black Metal kunne lyde som dæmoner med hjertesorg, og det giver stadigvæk ret god mening. Der bliver lukket en sårbarhed tilbage i udtrykket, som rammer så meget hårdere når omgivelserne er så tummultariske. Det kan godt være det lyder lidt banalt dialektisk, men når de hårde og maskuline elementer er så ekstreme, ja så kan de skrøbelige og smukke ting fremstå så meget klarere.



Det er dog de færreste plader som går så langt som Wind's Poem. Hvis jeg skal prøve at sætte en finger på den store forskel, så kommer den ganske kort inde i det meget Black Metal inspirerede første nummer Wind's Dark Poem. I bookletten står der (The Wind Speaks) men det synger Elverum ikke. Til gengæld er der på dette tidspunkt et øresønderrivende guitarfræs. Guitaren er vindens stemme frem for Elverums. Det lyder som om en storm overvælder forsangeren, det er frygtelig smukt, ja det nærmer sig det sublime. Og det skal på ingen måde symbolisere noget med Elverum selv. Ja det skal netop vise hvor forfærdelig vinden er i forhold til ham selv. Det er en overvældende heavy metal sang om, hvor lille og ubetydelig forsangeren er.

Det er naturligvis et paradoks. Det er jo trods alt menneskeskabt støj, det er i sidste ende kontrolleret og kan kun sige noget om hvor overvældende effekt menneskeskabte ting kan have. Ja rent logisk viser det hvor stort et menneske Elverum er, at han kan kommandere så overvældende en lydmur. Men det lykkes i helt utrolig grad Elverum at få sin musik til at lyde som vejrliget i en lille bjergby. Han får på imponerende vis musikken til at lyde naturlig og ikke-menneskeskabt. Det er et trick Elverum har ganske meget erfaring med. Hans første band hed The Microphones, og de udgav en del kassettebånd og plader i sluthalvfemserne og starten af det nye årtusind, kulminerende med The Glow pt 2 (01) og Mount Eerie (03) To konceptalbum om henholdsvis ild og jord. Herefter skiftede Elverum bandnavn til Mt Eerie og udgav en mængde ting i forskellige formater. Wind's Poem er den første af hans udgivelser som virkelig har fanget mig, men der er også mange gode ting på de andre af hans ting jeg har hørt, hvilket langt fra er det hele. Inddragelsen af metal er ny (han kalder selv hans genremiks for Black Wooden, organisk træ frem for uorganisk metal) men han brugte en del støj-elementer før i tiden.

Sample fra soundtracket til Twin Peaks. Der er virkelig meget skummel bjergby over den her plade.

Normalt med en kunstner kan jeg bedst lide hans/hendes hovedværker. Der hvor han/hun virkelig tager sig sammen. Som regel kan jeg godt lide dobbeltalbums, konceptalbums og deslige. Men med Phil Elverum kan jeg bedst lide hans mere udmyge udgivelser, foruden det her mesterværk især It Was Hot, We Stayed In the Water (00, konceptalbum om vand, med ham her er ydmyghed altid relativt) og Black Wooden ep'en (08, hvor han først eksperimenterer med metalelementer). Jeg tænker om det kan være fordi han netop tematisk kredser om det sublime og ukontrollerbare. Især Mt Eerie er pompøs, det er et langstrakt konceptalbum hvor historien er noget i retning af at Elverum klatrer op på Mt Eerie, dør, snakker lidt med universet og med Gud, og bliver genfødt. Det er på en eller anden måde for kontrolleret. Det sublime bliver lidt væk når det kan sættes ind i et narrativ og kan tales med og den slags. På Wind's Poem er alt naturligvis ligeså meget under Elverums kontrol, men illusionen virker bare meget bedre efter min mening. Vinden hyler og skriger, og Elverum kan ikke rigtig gøre andet end bare at vandre rundt i mørket og mumle lidt i 45 minutter.

Wolves in the Throne Room - Two Hunters (07)

Black Metal!!! Jep, jeg bliver i metaluniverset, denne gang med en plade, der mere direkte er blevet kaldet for postrock. Wolves in the Throne Room er et amerikansk blackmetal band, der har fået stor kritik i tr00-metal kredse. Først og fremmest fordi deres ideologi ikke handler om død og ødelæggelse, men om naturen og økologi og bæredygtighed og den slags. Og så bor de på en farm i det nordvestlige USA. Det lyder mere som et folkkollektiv, og rent faktisk har der på det seneste været en opmærksomhed i musikverdenen på ligheden mellem folk og black metal, nok tydeligst kommet til udtryk på pladen Winds Poem med Mt Eeriee fra i år, som jeg desværre kun har hørt enkelte numre fra. Begge genrer består ofte af enkelte mænd, der krænger deres følelser ud sammen med en guitar, bl.a. Ryan Adams - der selv laver den her form for musik - har erklæret sig fan af den anden genre, og han beskriver enmandsbandet Xasthur sådan her: "When I close my eyes and listen, I think of a heartbroken demon sitting beside these ashes in hell and really missing his girlfriend." WITTR lyder mindre som Heartbreaker-Black og mere hen af hvordan ting som Animal Collective eller tidlig Badly Drawn Boy ville lyde, hvis de var en my hårdere - The Hour of Bewildebeast... From HELL!!!

Men i virkeligheden er bandet mere blevet kaldet for en hybrid mellem postrock og black. Igen må jeg indrømme, at jeg egentlig ikke ved forfærdelig meget om genren, fejl må meget gerne kommenteres. Men som jeg har forstået det arbejder den her form for Black Metal til en vis grad på de samme præmisser som postrock. Det handler på den ene måde meget om inddragelse af andre elementer end kernesort metal, og om at bruge rummet i sin lyd. Og på den anden måde er det guitar, bas, trommer og vokal som spiller episke og langstrakte kompositioner. Som jeg har forstået det var det en ny lyd, der blev skabt af nordmanden bag navnet Burzum, da han var kommet i fængsel for mordet på sin tidligere medguitarist, hvorfor han var nød til at spille alle instrumenterne selv i sin celle. Dette gav en lyd, der ikke var særlig sammenspillet, og hvor lyden af rummet blev ret fremtrædende. Naturligvis er der også en hel del nederen konnotationer forbundet med den her slags musik, som det muligvis er svært at se bort fra.



Der er fire numre på Two Hunters. Nummer to og fire er meget Black Metal agtige, og nummer 1 og 3 er så mere... noget andet. Således kunne man forvente en dynamisk vekselvirkning mellem støj og atmosfære men... det sker ikke rigtigt. Det første nummer, Dea Artio, bliver aldrig mere end en højstemt intro til pladen, selvom det er 6 min langt. Det lever ikke rigtigt på sine egne dynamiske principper. Nummer to, Vastness and Sorrow, giver den til gengæld fuld gas i 12 min. Der går ikke lang tid før man bliver blæst omkuld af guitar, skrig og blastbeat. Hvad blastbeat er? Ja det er en trommerytme, som jeg mestendels kan beskrive som hvis en person forsøger at gennemtæve sine trommer så hurtigt som muligt. Jeg har virkelig svært ved at høre om guitaristen og trommeslageren overhovedet spiller sammen, og den her splittelse er noget af det fedeste ved musikken. Det er vel meningen at et blastbeat skal symbolisere vold og død - eller i det her tilfælde planter og bæredygtighed... - men jeg synes mest af alt det lyder som et panikanfald. Meget ekspressivt. I løbet af nummeret skifter rytmer og riffs og nogle gange spiller de mere sammen og andre gange tonses der derudad. Det bliver forvirrende, og skrigeren bliver ret ensformig, men egentlig kan jeg godt lide det.



Nummer tre falder i to dele. Først lyder det som en hedensk procession med en kvinde i front, og pludselig skifter alt karakter til og bliver til BM igen. Men der er igen ikke rigtig nogen opbygning, mere to numre sat sammen. Sidste nummer er derimod ret fint opbygget. Ca 2:30 inde i nummeret kommer der et killer-riff, som 13 min senere kommer tilbage og virkelig binder nummeret sammen. Derimellem er der en masse episk riffing og buldren og larm og skrig og det hele bliver lidt start/stop agtigt. Men nummeret fungerer som nummer.

Ikke alle albums på denne her blog kan jeg fuldt ud anbefale. Det her er et ret spændende album, men nok sjovere for fans af Black Metal end af Postrock. Dertil er der simpelthen for lidt fokus på struktur og tekstur og dynamik og den slags. Men spændende er det da, og som jeg sagde tidligt: på et tidspunkt skal der nok komme en rigtig god BM/PR hybrid. WITTR prøvede igen i år med pladen Black Cascade, men jeg har ikke hørt det, og jeg er stødt på utrolig få der foretrækker den frem for Two Hunters, så jeg er skeptisk.

Anmeldelser:
Allmusic
Pitchfork
CokeMachineGlow
TinyMixTapes

Mp3:
I Will Lay My Bones Among the Rocks and Roots

Sunn O))) - Monoliths & Dimensions (09)

Dronemetal!!! Sunn O))) er noget af det hårdeste og tungeste musik jeg kender. Drone metal kalder jeg det, det er et navn de fleste forstår. Drone-doom har jeg set det kaldet af metal-aficionados, og de har selv kaldt det for power-ambient. En forsimplet beskrivelse kunne være, at det er metal spillet utroligt langsomt. Et anslag på guitaren eller bassen en sjælden gang imellem og ellers mest feedback. Det er en opskrift Earth fandt på i starthalvfemserne (hvor de ligefrem blev kaldt for ambient grunge. Jojo). Sunn O))) startede åbenbart ud som et Earth tribute band, men fandt senere sin egen niche. På Black One fra 2005 er der inspiration fra Black Metal og en glimrende teatralskhed. Ved hjælp af lydeffekter og studietricks forsøges det konstant at få musikken til at male billeder ud over støjhelvedet. Godt nok kun billeder af dæmoner, men det er alligevel ret skægt, når man accepterer præmissen. Det hele svinger mellem det overdrevent åndsvage, og det alligevel ret smarte. På det sidste nummer har de f.eks. puttet vokalisten i en kiste, for at få det helt rigtige klaustrofobiske skrig, hvilket er så latterligt som noget kan være, men så hører man nummeret, og så er der i virkeligheden fokus på hans paniske vejrtrækning, hvilket fungerer ret godt.

Den nye avantgarde.

Deres nyeste plade er fantastisk, og ret sjov fra et postrockperspektiv. Der er kun fire numre, og hvert nummer inddrager en ny inspirationskilde, som også var in blandt postrockbands i 90'erne. De første to numre er klassisk (først minimalisme a la Pärt etc, derefter korsang), nummer tre er elektronisk kosmisk krautrock, som også var populær på soundtracks til scifi film i 80'erne, og til sidst er det jazz - især Miles Davis' In s Silent Way. Der mangler lige lidt hiphop - jvf bloggens intro - men det kan være det kommer næste gang.



Det her var en af de sjoveste plader fra sidste år. Det var halvvejs en af de mest avantgardistiske og fremadtænkende plader, og halvvejs en af de mest åndsvagt nørdede. Udmærket blanding. Jeg synes meget godt det illustrerer min præmis om, at postrock ikke så meget er en lyd som en tankegang, en vilje til at blande sin musik op med andre genrer og se hvad der sker. Det hele er godtnok lidt opdelt, de fire numrer leger med hver deres aspekt af den nye lyd, og næste gang kunne det være interessant hvis alle ting blev blandet til en mere fast lyd for alle numrene. Eller også blander de bare endnu flere ting ind i det, det kunne også være skægt.

Alice. Desværre kan hele nummeret ikke være på youtube, da det er 16 min langt, men man kan da fornemme lidt af blæserjazz-tingen. Det bliver blot mere jazzet.

Anmeldelser:
Allmusic
Pitchfork
Drownedinsound
Silent Ballet
CokeMachineGlow