Jeg har tidligere skrevet lidt om lighederne mellem metal og folk, hvor jeg nævnte det her album, men på daværende tidspunkt havde jeg egentlig ikke hørt pladen endnu. Det har jeg så nu, og det er en af de mest interessante plader fra sidste år, og formentlig min yndlingsplade med Phil Elverum. Lidt metal, lidt folk, lidt støj. Det er en fascinerende hybrid.
Der er mange gode grunde til at se lidt skævt til metal, men en af de ting jeg har det sværest ved i den mere klassiske del af genren, er den rent ud sagt idiotiske hypermaskulinitet der gennemsyrer alt fra lydniveau til tekster til pladecovers. Simon Reynolds har påpeget hvordan Metal ofte bliver mere populær i tider og steder hvor mandens traditionelle forsørgerrolle er udfordret af manglende jobmuligheder. Det kan altså ses som overkompensation på samme måde som f.eks. hooliganisme er det. Det gør det ikke mindre åndssvagt. Efter at jeg alligevel gav genren et par chancer så fandt jeg alligevel nogle ting her og der jeg kan lide. Først og fremmest bliver man jo ikke nogen dårlig komponist af at ens jobsituation er usikker, der er nogle gode sange her og der. Men der er også andre steder, hvor det holder op med at være kompensation. Hvor udtrykket ikke længere bliver en form for 'se hvor vild jeg er', men blot bliver til beskrivelser af vildskab, hvis det giver mening. Ryan Adams snakkede om at Black Metal kunne lyde som dæmoner med hjertesorg, og det giver stadigvæk ret god mening. Der bliver lukket en sårbarhed tilbage i udtrykket, som rammer så meget hårdere når omgivelserne er så tummultariske. Det kan godt være det lyder lidt banalt dialektisk, men når de hårde og maskuline elementer er så ekstreme, ja så kan de skrøbelige og smukke ting fremstå så meget klarere.
Det er dog de færreste plader som går så langt som Wind's Poem. Hvis jeg skal prøve at sætte en finger på den store forskel, så kommer den ganske kort inde i det meget Black Metal inspirerede første nummer Wind's Dark Poem. I bookletten står der (The Wind Speaks) men det synger Elverum ikke. Til gengæld er der på dette tidspunkt et øresønderrivende guitarfræs. Guitaren er vindens stemme frem for Elverums. Det lyder som om en storm overvælder forsangeren, det er frygtelig smukt, ja det nærmer sig det sublime. Og det skal på ingen måde symbolisere noget med Elverum selv. Ja det skal netop vise hvor forfærdelig vinden er i forhold til ham selv. Det er en overvældende heavy metal sang om, hvor lille og ubetydelig forsangeren er.
Det er naturligvis et paradoks. Det er jo trods alt menneskeskabt støj, det er i sidste ende kontrolleret og kan kun sige noget om hvor overvældende effekt menneskeskabte ting kan have. Ja rent logisk viser det hvor stort et menneske Elverum er, at han kan kommandere så overvældende en lydmur. Men det lykkes i helt utrolig grad Elverum at få sin musik til at lyde som vejrliget i en lille bjergby. Han får på imponerende vis musikken til at lyde naturlig og ikke-menneskeskabt. Det er et trick Elverum har ganske meget erfaring med. Hans første band hed The Microphones, og de udgav en del kassettebånd og plader i sluthalvfemserne og starten af det nye årtusind, kulminerende med The Glow pt 2 (01) og Mount Eerie (03) To konceptalbum om henholdsvis ild og jord. Herefter skiftede Elverum bandnavn til Mt Eerie og udgav en mængde ting i forskellige formater. Wind's Poem er den første af hans udgivelser som virkelig har fanget mig, men der er også mange gode ting på de andre af hans ting jeg har hørt, hvilket langt fra er det hele. Inddragelsen af metal er ny (han kalder selv hans genremiks for Black Wooden, organisk træ frem for uorganisk metal) men han brugte en del støj-elementer før i tiden.
Sample fra soundtracket til Twin Peaks. Der er virkelig meget skummel bjergby over den her plade.
Normalt med en kunstner kan jeg bedst lide hans/hendes hovedværker. Der hvor han/hun virkelig tager sig sammen. Som regel kan jeg godt lide dobbeltalbums, konceptalbums og deslige. Men med Phil Elverum kan jeg bedst lide hans mere udmyge udgivelser, foruden det her mesterværk især It Was Hot, We Stayed In the Water (00, konceptalbum om vand, med ham her er ydmyghed altid relativt) og Black Wooden ep'en (08, hvor han først eksperimenterer med metalelementer). Jeg tænker om det kan være fordi han netop tematisk kredser om det sublime og ukontrollerbare. Især Mt Eerie er pompøs, det er et langstrakt konceptalbum hvor historien er noget i retning af at Elverum klatrer op på Mt Eerie, dør, snakker lidt med universet og med Gud, og bliver genfødt. Det er på en eller anden måde for kontrolleret. Det sublime bliver lidt væk når det kan sættes ind i et narrativ og kan tales med og den slags. På Wind's Poem er alt naturligvis ligeså meget under Elverums kontrol, men illusionen virker bare meget bedre efter min mening. Vinden hyler og skriger, og Elverum kan ikke rigtig gøre andet end bare at vandre rundt i mørket og mumle lidt i 45 minutter.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar