Køn og Seksualitet 1: Magnetic Fields 69 Love Songs

Magnetic Fields' 69 Love Songs er en af de bedste plader nogensinde. Over 3 cd'er og 69 sange (naturligvis...) vender og drejer Stephen Merrit og co kærlighed og behandler det fra stort set alle vinkler. Ulykkelig, lykkelig, agressiv, kærlighed fra mand til kvinde, kvinde til mand, mand til mand, kvinde til kvinde, en enkelt gang mand til hund (platonisk dog) og en hel masse gange lidt uklart fra hvem til hvem. Jeg har svært ved at forestille mig at nogen mennesker kan komme igennem pladen uden at finde minimum et par sange som de elsker, og et par sange som virker som fyld. Den er eklektisk, overvældende, fremragende.

Men noget af det særlige ved pladen er dens forhold til køn og seksualitet. Netop fordi den er så forvirrende og omskiftelig bliver disse ting, som er ret basale i en kærlighedssang, uklare og mudrede, hvilket efterhånden medfører at pladen får stillet spørgsmåltegn ved de helt grundlæggende opdelinger mellem mennesker. Om ikke i virkeligheden, så ihf i vores populærkultur, og i den 'normale' kærlighedssang.



Som sagt er pladen overvældende. Den er absurd lang, og den gennemgår ikke noget klart forløb. Pladens start og slut synes alfabetisk bestemt (fra Absolutely Cuckoo til Zebra) og den starter med en sang om tidlig kærlighed (de præcise åbningslinjer er 'Don't fall in love with me yet / we've only recently met) og slutter med en elsker som har fået alt, men stadig ikke er tilfreds (hvilket i sammenhængen kan ses som et lidt agressivt, men ganske morsomt, udfald mod lytteren...). Men der gennemgås ikke nogen klar udvikling, tværtom er albummet kalaidoskopisk og som skabt til en shuffle-knap eller at lave et mixtape med sine egne yndlinge. Det er derfor lidt svært at vide hvor man skal starte, men lad mig lægge ud med en sang fra cd 3: Acoustic Guitar. Det virker som en ret simpel sang, omend lesbisk. Pige synger til sin guitar om at spille godt, så hun kan få sin pige tilbage. Men passer emnet rent faktisk ikke bedre, hvis kvindestemmen skal forestille at være en ung mand, en yngling? Idéen om den lidende kunstner som forsøger at vinde kvinden gennem kunsten, ja det plejer ofte at være en ung mand. Og hvorfor skal vi læse køn ind i stemmen? I The Night You Can't Remember skal mandestemmen tydeligvis forestille at være en kvinde (vedkommende bliver gravid undervejs...) og i The Luckiest Guy on the Lower East Side skal sangeren forestille at være en ung forelsket mand (formentlig lige over 16, han er den eneste i vennekredsen som har en bil) men han lyder ærlig talt mindre som en ung mand end sangerinden i Acoustic Guitar... Mon ikke bare det er en traditionel dreng-pige kærlighedssang, som det blot er en kvinde der synger?



Men når man accepterer dette, ja så begynder der at være et par sange, som man nok også bør vende om. Come Back from San Francisco f.eks. Igen er det en kvinde der synger, sangen henvender sig til en, som åbenbart møder 'pretty boys in discos'. Hvis man tænker sangeren må være kvinde, ja så er objektet biseksuel, enten kvinde eller mand, det er lidt svært at gætte. Men det giver vel mere mening hvis det igen er en ynglinge-stemme, og ganske enkelt en sang om unge bøsser. Samme igen i Reno Dakota, hvor kvindestemmen synger 'How I annoyed you / or is there a boy who / well he's just a whore' Det giver mest mening hvis alle sammen skal forestille at være drenge.



Men hvorfor er det man overhovedet kan tale om 'mening' i den her slags spørgsmål? Fordi vi har forestillinger om kønnene. Drenge spiller guitar, drenge danser på disco i San Francisco. Når først man er blevet opmærksom på dette, så begynder pludselig en ganske stor del af sangene at blive kønsmæssigt uklare. En af de mest kendte sange er The Book of Love, som mest af alt handler om hvordan pågældende bog ser ud. Dog, selvom sangeren er bas, så har vedkommende i omkvædet den traditionelt kvindelige 'modtager' rolle: 'I love it when you sing to me / you could sing me anything' og 'I love it when you give me things / you aught to give me wedding rings' Hvorfor kan det ikke bare være en kvinde som er hovedpersonen i den her sang? Og omvendt, hvorfor kan det ikke bare være en mand, som kan lide at få gaver? Og gad vide om giveren er mandlig eller kvindelig, det giver sangen faktisk overhovedet ikke svar på. Men det gør utroligt mange sange jo egentlig ikke, hvorfor går man bare som udgangspunkt ud fra, at det er heteroseksuel kærlighed det altid handler om? Jeg tror oftere jeg har set 'alternative' læsninger af sange, som siger det handler om kærlighed til heroin end at det handler om kærlighed mellem mænd eller blot heteroseksuel kærlighed med omvendt fortegn.



Elementerne omkring køn som konstruktion, og om køn som performance, varieres og gennemspilles igen og igen i løbet af pladen. En af de mest subtile og humoristiske instanser er Fido Your Leash is too Long, føromtalte mand/hund-sang. Her spiller hvert vers til sidst på at vi selv fuldender linjerne sjofelt: 'You scare me out of my wits / when you do that shit/-zu, Fido! Your leash is too long' og 'I don't care what you fo(ck)/-xhounds do, 'cos your leash is too long' Det er en gammel joke, men i sammenhængen får den en ny mening: Som vi fuldender sætningerne, ligeledes 'fuldender' vi henvisningerne til folks køn. Det er en ganske menneskelig ting, at sammenstille et billede efter de tegn vi opfanger, det gør vi i sproget, det gør vi automatisk overalt i hverdagen uden at tænke over det. Teknisk set er det jo at dømme på forhånd. Vi kan ikke undgå at være fordomsfulde hvis vi vil fungere i et moderne højinformativt samfund.

Men hvad siger pladen så vi skal gøre for at undgå fordomme? Ja den giver såmænd ikke nogen opskrift på hvordan man skal opføre sig, i sidste ende er den pluralistisk, og folk er lige sympatiske hvadenten de vælger at leve efter de normale kønsnormer, eller om de vælger at leve mere afvigende. Det er alt sammen en performance, hvorvidt du har lyst til at performe meget eller lidt må være op til dig. Det ene øjeblik i A Chicken With It's Head Cut Off lyder det Let's Just Be Lovers, og det næste øjeblik lyder det Let's Pretend We're Bunny Rabits. Pladen synes at sige at alle former for seksualitet såmænd er en blanding af Just Being og Pretending. Hvis blot man er opmærksom på dette, og lader være med at være fordomsfuld, ja så går det nok. Ganske hippieagtigt.



På den måde ender 69 Love Songs med at stille spørgsmålstegn ved vores kønsroller og syn på seksualitet. Ikke ved at gøre et stort nummer ud af hvor åndssvage og gammeldags de er, men ved blot ganske diskret at destabilisere dem, via en mængde sange der ikke rigtig 'går op'. For at uddybe hvad jeg mener, så skal jeg prøve snarest muligt at få skrevet et kontrasterende indlæg om et andet indieband, der har skrevet sange om seksualitet og deslige. Of Montreal. Men det bliver først om et par dage.

Mt Eerie - Wind's Poem (09)

Jeg har tidligere skrevet lidt om lighederne mellem metal og folk, hvor jeg nævnte det her album, men på daværende tidspunkt havde jeg egentlig ikke hørt pladen endnu. Det har jeg så nu, og det er en af de mest interessante plader fra sidste år, og formentlig min yndlingsplade med Phil Elverum. Lidt metal, lidt folk, lidt støj. Det er en fascinerende hybrid.

Der er mange gode grunde til at se lidt skævt til metal, men en af de ting jeg har det sværest ved i den mere klassiske del af genren, er den rent ud sagt idiotiske hypermaskulinitet der gennemsyrer alt fra lydniveau til tekster til pladecovers. Simon Reynolds har påpeget hvordan Metal ofte bliver mere populær i tider og steder hvor mandens traditionelle forsørgerrolle er udfordret af manglende jobmuligheder. Det kan altså ses som overkompensation på samme måde som f.eks. hooliganisme er det. Det gør det ikke mindre åndssvagt. Efter at jeg alligevel gav genren et par chancer så fandt jeg alligevel nogle ting her og der jeg kan lide. Først og fremmest bliver man jo ikke nogen dårlig komponist af at ens jobsituation er usikker, der er nogle gode sange her og der. Men der er også andre steder, hvor det holder op med at være kompensation. Hvor udtrykket ikke længere bliver en form for 'se hvor vild jeg er', men blot bliver til beskrivelser af vildskab, hvis det giver mening. Ryan Adams snakkede om at Black Metal kunne lyde som dæmoner med hjertesorg, og det giver stadigvæk ret god mening. Der bliver lukket en sårbarhed tilbage i udtrykket, som rammer så meget hårdere når omgivelserne er så tummultariske. Det kan godt være det lyder lidt banalt dialektisk, men når de hårde og maskuline elementer er så ekstreme, ja så kan de skrøbelige og smukke ting fremstå så meget klarere.



Det er dog de færreste plader som går så langt som Wind's Poem. Hvis jeg skal prøve at sætte en finger på den store forskel, så kommer den ganske kort inde i det meget Black Metal inspirerede første nummer Wind's Dark Poem. I bookletten står der (The Wind Speaks) men det synger Elverum ikke. Til gengæld er der på dette tidspunkt et øresønderrivende guitarfræs. Guitaren er vindens stemme frem for Elverums. Det lyder som om en storm overvælder forsangeren, det er frygtelig smukt, ja det nærmer sig det sublime. Og det skal på ingen måde symbolisere noget med Elverum selv. Ja det skal netop vise hvor forfærdelig vinden er i forhold til ham selv. Det er en overvældende heavy metal sang om, hvor lille og ubetydelig forsangeren er.

Det er naturligvis et paradoks. Det er jo trods alt menneskeskabt støj, det er i sidste ende kontrolleret og kan kun sige noget om hvor overvældende effekt menneskeskabte ting kan have. Ja rent logisk viser det hvor stort et menneske Elverum er, at han kan kommandere så overvældende en lydmur. Men det lykkes i helt utrolig grad Elverum at få sin musik til at lyde som vejrliget i en lille bjergby. Han får på imponerende vis musikken til at lyde naturlig og ikke-menneskeskabt. Det er et trick Elverum har ganske meget erfaring med. Hans første band hed The Microphones, og de udgav en del kassettebånd og plader i sluthalvfemserne og starten af det nye årtusind, kulminerende med The Glow pt 2 (01) og Mount Eerie (03) To konceptalbum om henholdsvis ild og jord. Herefter skiftede Elverum bandnavn til Mt Eerie og udgav en mængde ting i forskellige formater. Wind's Poem er den første af hans udgivelser som virkelig har fanget mig, men der er også mange gode ting på de andre af hans ting jeg har hørt, hvilket langt fra er det hele. Inddragelsen af metal er ny (han kalder selv hans genremiks for Black Wooden, organisk træ frem for uorganisk metal) men han brugte en del støj-elementer før i tiden.

Sample fra soundtracket til Twin Peaks. Der er virkelig meget skummel bjergby over den her plade.

Normalt med en kunstner kan jeg bedst lide hans/hendes hovedværker. Der hvor han/hun virkelig tager sig sammen. Som regel kan jeg godt lide dobbeltalbums, konceptalbums og deslige. Men med Phil Elverum kan jeg bedst lide hans mere udmyge udgivelser, foruden det her mesterværk især It Was Hot, We Stayed In the Water (00, konceptalbum om vand, med ham her er ydmyghed altid relativt) og Black Wooden ep'en (08, hvor han først eksperimenterer med metalelementer). Jeg tænker om det kan være fordi han netop tematisk kredser om det sublime og ukontrollerbare. Især Mt Eerie er pompøs, det er et langstrakt konceptalbum hvor historien er noget i retning af at Elverum klatrer op på Mt Eerie, dør, snakker lidt med universet og med Gud, og bliver genfødt. Det er på en eller anden måde for kontrolleret. Det sublime bliver lidt væk når det kan sættes ind i et narrativ og kan tales med og den slags. På Wind's Poem er alt naturligvis ligeså meget under Elverums kontrol, men illusionen virker bare meget bedre efter min mening. Vinden hyler og skriger, og Elverum kan ikke rigtig gøre andet end bare at vandre rundt i mørket og mumle lidt i 45 minutter.