2013 Top 20

I år har jeg snydt. Ligesom sidste år lavede jeg liste til ilxor.com, et forum der hvert år samler top-25 lister til en samlet top 77. Spørg mig ikke hvorfor. Jeg har redigeret de her lister ned i det her format ud af dem. Og fordi jeg ventede til februar har jeg proppet et par ting på jeg havde glemt. Ellers har det været et vildt musik-år, fyldt med musikalske milepæle. Gang på gang blev jeg væltet bagover af en plade der også væltede alle andre bagover. Det bærer min liste også præg af, den første halvdel er nærmest kun konsensus-plader. Men det var ganske enkelt et godt år for den musikalske konsensus. Rent personligt dykkede jeg rigtig meget ned i mixtape-rappen i år, hvilket der er enkelte eksempler på på listen. Det er jo ikke den mest konsistente genre, men det er her jeg har fundet de største overraskelser i året der gik.

1. Beyoncé - Beyoncé [o]
2. Autre ne Veut - Anxiety
3. Vampire Weekend - Modern Vampires Of The City
4. Kanye West - Yeezus
5. Deafheaven - Sunbather
6. Iceage - You're Nothing
7. My Bloody Valentine - MBV
8. Chance The Rapper - Acid Rap
9. Pusha T - My Name is My Name
10. Janelle Monae - Electric Lady
11. These New Puritans - Fields of Reeds
12. Arcade Fire – Reflektor
13. Tree - Sunday School II
14. Dean Blunt - The Redeemer
15. LE1F - Fly Zone / Tree House
16. f(x) - Pink Tape
17. Da Mafia 6ix - 6ix Commandments
18. Baths - Obsidian
19. Paavoharju - Joko sinä tulet tänne alas tai minä nousen sinne [o]
20. Crystal Shipsss - Dirty Dancer [o]

1. Autre ne Veut - Play by Play
2. Fuse ODG – Antenna
3. f(x) – Airplane
4. Chris Malinchek - So Good to Me
5. DJ Mustard - Paranoid feat. Ty Dolla $ign and Joe Moses
6. Kevin Gates - Arms of a Stranger
7. Young Thug - Picacho
8. Guru - Alkayida
9. Justin Timberlake - Mirrors
10. Daft Punk - Get Lucky

Årets Fiasko:
Ulige Numre - Nu Til Dags

1990-1999 Top 50

Mit bud på de halvtreds bedste plader fra halvfemserne. Man kan klikke på mange af dem og se videre hvad jeg synes om dem. [o] betyder jeg har skrevet om noget andet fra den kunstner. Og ja, jeg ved godt der er en morderisk nynazist på listen, derfor er pladen stadigvæk et mesterværk. Sådan er tingene jo desværre nogle gange.

1; Eels; Electro-Shock Blues; 1998 
2; Slowdive; Pygmalion; 1995
3; Talk Talk; Laughing Stock; 1991
4; Insides; Clear Skin; 1994
5; Public Enemy; Fear of a Black Planet; 1990
6; Disco Inferno; D. I. Go Pop; 1994 [o]
7; The Olivia Tremor Control; Music From the Unrealized Film Script, Dusk at Cubist Castle; 1996 
8; Boredoms; Super Roots 7; 1998
9; Seefeel; Quique; 1993 
10; Bark Psychosis; Hex; 1994 
11; Burzum; Filosofem; 1996
12; Tortoise; Millions Now Living Will Never Die; 1996
13; Jeru the Damaja; The Sun Rises in the East; 1994
14; The The; Dusk; 1993
15; The Beta Band; The Three E.P.'s; 1998
16; Cornershop; When I was Born for the 7th Time; 1997 
17; My Bloody Valentine; Loveless; 1991 
18; Pram; The Stars Are So Big, The Earth Is So Small... Stay as You Are; 1993
19; Nas; Illmatic; 1994
20; Henryk Mikolaj Górecki – Symphony no 3 (London Sinfonietta/David Zinman; Dawn Upshaw); 1992
21; Wu-Tang Clan; Enter the Wu Tang (36 Chambers); 1993
22; Arvo Pärt; Alina; 1999 [o]
23; Happy Mondays; Pills 'n' Thrills and Bellyaches; 1990
24; Primal Scream; Screamadelica; 1991
25; Neutral Milk Hotel; In the Aeroplane Over the Sea; 1995 
26; Blur; 13; 1999
27; Ice Cube; AmeriKKKa's Most Wanted; 1990
28; The Orb; The Orb's Adventures Beyond the Ultraworld; 1991
29; Beck; Midnite Vultures; 1999
30; Boredoms; Super Æ; 1998
31; The Magnetic Fields; 69 Love Songs; 1999 
32; Weezer; Weezer [Blue Album]; 1994
33; GZA/Genius; Liquid Swords; 1995
34; Pulp; Different Class; 1995
35; Earwig; Under My Skin I am Laughing; 1992
36; Godspeed You! Black Emperor; F♯A♯∞ (1995-1997); 1997 [o]
37; Messiaen; Éclairs sur l'Au-Delà (Orchestre National de la Radio Polonaise); 1994
38; Amadou et Mariam; Sou ni Tilé; 1998
39; 22-Pistepirkko; Big Lupu; 1992
40; Gastr del Sol; Camoufleur; 1998
41; The Flaming Lips; The Secret Bulletin; 1999
42; Palle Mikkelborg; A Noone of Night; 1999
43; Cornershop; Woman's Gotta Have It; 1995
44; Blur; Parklife; 1994
45; Eels; Beautiful Freak; 1996
46; Mercury Rev; See You on the Other Side; 1995
47; Rufus Wainwright; Rufus Wainwright; 1998
48; Mano Negra; Casa Babylon; 1994
49; Tripping Daisy; Jesus Hits Like the Atom Bomb; 1998
50; Manic Street Preachers; The Holy Bible; 1994

Olivia Tremor Control - Music from the Unrealized Filmsript: Dusk at Cubist Castle (96)

Den her tekst lagde jeg oprindeligt fra mig. Jeg sad og skrev lidt tanker ned om pladen for snart halvandet år siden, men blev aldrig rigtig færdig. Så, pludselig, døde Bill Doss, den ene halvdel af bandet, og i lang tid virkede det som enormt dårlig stil at smide følgende tekst op uden at tage udgangspunkt i dødsfaldet, hvilket jeg ikke havde lyst til. Så jeg lagde det til side. Og nu har jeg fundet det frem igen, og skrevet det færdigt.



Jeg burde kunne lide psych langt mere end jeg gør. 'Psykedelisk', det er det unormale, det overraskende, det inhumane. Jeg burde da være nede med det. I så mange andre genrer – fra post-rock til space-disco - bliver jeg begejstret over ting, lyde og strukturer, som man kunne sige stammer fra psych'en. Men i mine ører, så er der for meget af psych-scenen som er alt for forudsigelig og logisk. Der er en indre psych-logik for en del bands, hvor tempi, længder og tekster ikke synes forankret i sangene selv, men i scenens logikker. Sådan er det jo med alle genrer, men for psych'en er det så meget mere dræbende, for hvordan kan noget være psykedelisk hvis man hele tiden ved præcis hvad der skal ske? På én måde, så er den her plade, Dusk at Cubist Castle med Olivia Tremor Control, blandt de mest psykedeliske nogensinde, for så ufatteligt store mængder af pladen, både tekst og musik, går direkte i kødet på det psykedeliske, bearbejder, udspørger og problematiserer det. Men der finder man så også ud af, hvorfor mange psych-fans ikke vil kunne lide pladen, for OTC er på mange måder også utilpasse og bange over for det psykedeliske. De nærmer sig på listefødder, aftjekker altid om de har livliner tilbage til det 'virkelige', og slipper egentlig kun for alvor tøjlerne en enkelt gang. Det er ikke rendyrket psych, men på mange måder er det en langt mere ægte psykedelia, for den viser det psychede fra utroligt mange afstande og vinklinger.



Dusk at Cubist Castle indeholder 27 sange. Det siger vel lidt om omskifteligheden på pladen. Sangene er små catchy tresser-inspirerede popsange, som er iklædt et godt lag effekter, og som skifter over til ambiente, støjende eller musique concrete agtige passager. De fleste psych-bands i dag spiller meget lange numre med god plads til jammede og solistiske passager, OTC spiller meget korte numre, men de ender med at flyde sammen og virke som længere suiter, så effekten er på mange måder ens. Rigtig mange af sangene handler om virkelighed/uvirkelighed, kontrol/frihed. 'We're in the movies!' lyder første linje, og andre sange har titler som 'Define a Transparent Dream' eller 'Memories of Jacqueline 1906' I 'No Growing (Exegesis)' lyder omkvædet 'There is no growing / in knowing where your going' 'Jumping Fences' er en anden titel, der giver af at gøre op med snævrende bånd. Musikken spejler det her tema, med en utydelig, drømmende lyd, hvor sangene hele tiden synes at ville gøre op med deres egen struktur, og morfe ud til noget mere frit og uformeligt. Men pointen er, at der samtidig også hele tiden er en kraft, der trækker sangene tilbage i velkendte former. Sangen om drømme hedder 'Define a transparent dream', og der er hele tiden en kamp mellem at gøre sangene transparente, og forsøge at definere dem igen. Det er på samme måde forbløffende hvor mange af sangene der handler om at falde ned igen. Der er en sang, som hedder Can You Come Down With Us. Green Typewriter Suite, der fylder hele c-siden ender med ordene: 'When you're ready to come back down / I'll be waiting here / All your friends will be around / I promise I'll wait forever' Og til sidst på albummet bliver en eller anden bedt om at vågne fra drømmene: Don't sleep too long / cause everything you need is right here / Don't sleep too long / Pleasant dreams, but please don't sleep too long'



Det kan måske virke frygtsomt, ja nærmest kujon-agtigt, som om bandet ikke tør slippe tøjlerne og virkelig omfavne præmisserne for den genre de har valgt at spille i. Men jeg opfatter det tværtom som dels realistisk, dels resultatet af et langt mere dybtgående favntag med det psykedeliske. Vi lever jo ikke i tresserne længere. Alle og enhver kan vel se at LSD og svampe ikke var det absolutte frigørende, som det kunne virke som om dengang. I hvert fald ikke for alle de deltagende. På Dusk at Cubist Castle tages der livtag med den psykedeliske opfattelse, både dens gode og dens skræmmende sider. For også i de positive stof-sange kan OTC virke skræmmende. Instrumenter angriber pludseligt sangen, bånd speedes op og ned igen, sange dør før man troede det. I 'Define a Transparent Dream' synger de: 'Feel the atmosphere breathe with life / MODEL PORTRAIT HEADS OF GERTRUDE STEIN!' Det er en non sequitor. Tingene hænger ikke sammen, der er ikke nogen intern logik, det er svært at se, hvor meget de selv har kontrol over sangene. Sammenlign med et band som Spids Nøgenhat f.eks. Deres første plade starter med ordene 'Har du set mit psykedeliske tapet', og på intet tidspunkt har jeg fornemmelsen af at høre noget, som ikke er tapetseret af bandet selv. OTC er anderledes, de lyder faktisk som om de ikke har styr på hvad de laver. Af den grund, selvom Spids Nøgenhat har langt flere af de typiske psych-markører, så synes jeg bestemt at OTC er en langt mere 'ægte psykedelisk' oplevelse. Der er en gang imellem fornemmelsen af at være i et musikalsk rum, hvor det ikke længere er den menneskelige logik som er styrende, noget som jeg aldrig oplever med Spids Nøgenhat, lige gyldigt hvor længe deres soli varer.



Men jeg siger igen kun 'en gang imellem' med Olivia Tremor Control. For det meste af pladen føres jo til det kontrollerede. Kun på pladens tredje fjerdel – det var oprindeligt tænkt som en dobbelt-lp – slippes tøjlerne helt og holdent. Nummer 12-21 hedder Green Typewriter Suite, og det er langt det meste af tiden ren abstraktion. Kontrollen slippes helt på nummer 19, der mest af alt er 9 minutters optagelse af en dryp-stenshule. Der findes folk, som overhovedet ikke kan med det, jeg finder det fascinerende hele vejen igennem. Jeg finder nummeret er præcist så langt som det skal være, og jeg finder at måden de vender tilbage til det mere musikalske rum igen er ret fantastisk. Pludselig synger de 'How much longer shall I wait?' og så er der guitar-fræs i et halvt minut, som så forsvinder. Det er et eksperiment, i den videnskabelige forstand, en pertentlig indkredsning af præcis hvor langt de kan gå og stadig hive stikket hjem. Det er mesterligt.

I sidste ende er grunden til jeg elsker den her plade så højt måske, at det er den plade jeg kender der kommer længst ud, men altid er i stand til at finde hjem igen. Den er måske frygtsom og forsigtig det meste af tiden, men da det endelig kommer til stykket kaster den sig ind i mørket, og bliver derinde forbløffende længe. Det triste ved OTC, som nu er blevet så trist at jeg ikke kunne skrive det her færdigt, var at de mistede evnen til at komme tilbage igen. Deres næste plade, Black Foliage: Animation Music Volume One, havde bestemt også sine momenter, men den havde aldrig den logik der holdt Dusk at Cubist Castle nede på jorden, når Black Animation vandrede ind i mørket, så blev den væk for sig selv. Derefter gik bandet i opløsning, medlemmerne udgav diverse solo-udgivelser jeg føler har samme problem, og gendannelsen i 2009 nåede ikke at lave et nyt album før Bill Doss altså afgik ved døden i juli 2012. Det er en af de der umanerligt sørgelige kunstner-dødsfald, først og fremmest fordi han var alt alt for ung, men samtidig også fordi hans bedste værker tog livstag med det at leve i det uvisse med fare for at blive væk. Selvom der aldrig er blevet givet nogen specifik dødsårsag, og selvom man skal passe på med at blande kunstner og kunst sammen, så har det dog alligevel givet denne plade, en af mine absolutte yndlingsplader, en melankoli som den nok aldrig slipper af med igen. Derfor er den dog stadigvæk et mesterværk, som alle burde investere lidt tid i.

Vampire Weekend - Modern Vampires of the City (13)

Der er et helt særligt rum på den her plade. Pladen er efter sigende optaget i bidder og stykker over en længere periode i forskellige lokaliteter, hvilket resulterer i at nogle dele har lo-fi-slør og lyder som en mand i et lille værelse, mens andre dele har rumklang og ekko og lyder som et fløjteorkester i en katedral. Resultatet er et af de her geometrisk umulige rum, som kun musik kan skabe. Det er det bedste plade-rum jeg har hørt siden Destroyer's udødelige Kaputt. Det er ruinøst og højloftet på samme tid. Fjernt og nært. Imposant og smog-dækket, som pladecoveret giver udtryk for. Rent genre-mæssigt har Vampire Weekend altid blandet geografier - Upper Side Soweto kaldte de tidligt deres musik - men reelt set lød den første plade altid som en gruppe unge mennesker sammen i et rum. Opfølgeren, Contra, havde flere rum-eksperimenter her og der, men det er først med den her plade at de fårmår at skabe et helt unikt rum for dem selv.



Det unaturlige rum passer godt til teksterne, som også har taget en drejning. Først og fremmest er der et stort fokus på spørgsmål om det guddommelige. Unbelievers, Everlasting Arms, Worship You, en del titler peger i den retning. Ya Hey spiller også på Yahweh. Mere generelt er teksterne blevet langt mindre konkrete og mere metaforiske. På et nummer som White Sky fra Contra brugte Ezra et helt vers på at opstille noget særligt i virkeligheden - a little stairway / a little piece of carpet / a pair of mirrors that are facing one another / out in both directions / a thousand little Julias / all come together in the middle of Manhattan. På MVotC kan der blot lyde: There's a headstone right in front of you / and everyone I know (Don't Lie) Teksterne er blevet mere symbolistiske, mere luftige, og produktionen følger efter.

Det er den symbolistiske front der bør fremhæves, frem for den religiøse, det er dér der er sket noget nyt. Ja, pladen behandler religion og Gud på over halvdelen af numrene, men det bliver behandlet på samme måde som de før behandlede klasse, køn og race: Med fokus på de begrænsninger de lægger på det enkelte menneske, som endnu en 'line that's always running' som de sang i Cousins. I et nummer som Finger Back lyder det i et spoken-word stykke: Sing 'Next Year in Jerusalem' / You know, the one on a Hundredandthird and Broadway / Cause this orthodox girl fell in love with the guy at the fallafel shop / and why not? / Should she have averted her eyes and just stared at the poster of The Dome of the Rock? The Dome of the Rock er Klippemoskéen i Jerusalem, et af den muslimske verdens helligste steder. Vi får altså religionerne som et skel mellem dreng og pige, som de skal overvinde.



Den helt store triumf ved Modern Vampires of the City er, at bandet fortsat har samme unikke tilgange og virkemåder som på deres forrige plader, men blot har skiftet genre og emner ud. Dermed sprænger de endegyldigt den snærende 'afro-pop'-bås de har været puttet i, og fremstår nu først og fremmest som et genialt band, der blot brugte afrikanske rytmer på en del af deres tidlige materiale - men altså aldrig i så høj grad som nogle gjorde det til. Når bandet formår at have så ufatteligt mange musikalske idéer på deres nye plade, som intet har med Afrika at gøre, så fremstår de gamle stile alt tydeligere som bevidste valg fra bandets side. Hvad der bliver klart er en sammenhæng mellem tekst og musik: Begge dele handler om at kaste begrænsninger fra sig, og kreere så mange magiske øjeblikke som muligt. Hvorfor lade sig begrænse af grammatik, klasse, religion, genre, hudfarve? Hvorfor ikke placere sig på de måder man synes giver bedst mening? Det kan helt bestemt lyde som noget der kun kan komme fra meget priviligerede mennesker (det var svært at forestille sig fattige mennesker være enige i linjer som: 'Why would you lie 'bout how much coal you have / why would you lie by something dumb like that' og på samme måde er tekstbidden om den ortodokse pige nok også langt mere realistisk i New York, på god afstand af konflikterne i Mellemøsten). Men det vil være mere rigtigt at sige, at bandet er defineret af, at deres 'andet-hed' som oftest er ret så skjult: Som jøde, perser, homoseksuel, italiener, er de ikke gennemført WASP'y, men de bliver heller ikke afsløret som ikke-hvepse med det samme. Man kunne også bare sige, at de skriver ærligt hvorfra de ser verden, og hvad er der nu i vejen med det?

Med Modern Vampires of the City omdefinerer bandet altså hele diskussionen omkring dem selv. Og sådan set også resten af indie-verdenen. Hvor vi før hele tiden har spurgt 'hvorfor?' om deres afrikanske stil og knudrede tekster, så spørger de nu i stedet 'hvorfor ikke?' til deres med-bands. Hvorfor har andre bands ikke tekstlinjer så gode som Irish and proud baby naturally / but you've got the luck of a Kennedy eller If I'm born again / I know that the world would disagree / Want a little grace / but who's gonna say a little grace for me? eller I just ignored all the tales of a past life / stale conversation deserve but a bread knife (selvom det virkelig er en dårlig joke) eller fra samme sang Wisdom's a gift / but you'd trade it for youth / Age is an honor / It's still not the truth. Hvorfor har alle plader ikke så uendeligt mange detaljer, med tikkende ure, hvæsende saxofoner, strygere, cembaloer, og så mange skønne harmonier at det næsten er for meget? Og vokal-manipulationen, hvorfor er der ikke vellykket autotune, heliums-kor, chopped-and-screwed bas-sang på alle andre indie-plader? Og hvis så ikke de andre bands gider forvrænge deres vokaler, hvorfor har de så alligevel ikke så stærke og nøgne øjeblikke som når Ezra skriger If I can't trust you then dammit Hannah / there's no future / there's no answer i Hannah Hunt? Jamen, tag dog bare en sang som Ya Hey: Ja, det er en dybsindig og anklagende sang om Gud, der stadigvæk finder plads til heliumsvokal og håndklap. Og ja, den er et manifest for resten af pladen, idet den forkaster religion til fordel for musik med linjerne: Outside the tents, on the festival grounds / as the air began to cool and the sun went down / my soul swooned as I faintly heard the sound / of you spinning 'Israelites' into '19th Nervous Breakdown' Men udover det, så lyt dog til basgangene!!! Så herlig, så særlig, så medrivende. Gud ligger i detaljen, i aller højeste grad.



Modern Vampires of the City er et af årets aller største must hear albums. Der er blot et enkelt lille paradoks: Vampire Weekend stiller generelt musik op på en pedestal, som en mulig erstatning for religion endda. Men efter man har brugt tid med den her plade virker langt det meste andet musik for tiden umanerlig dovent og uambitiøst...

10/10

Iceage - You're Nothing (13): Om Falken

Hvad haen er det med den skide falk? Hvorfor bliver jeg så fanget af det billede? Iceage har alle dage fokuseret på de stærke billeder, noget der dels klart har fanget fans verden over, men som også har resulteret i anklager om fascisme. Der er nogle helt grundlæggende rigtige ting med det her cover: Armen følger den ene streg i logo'et, og falken følger den anden; farverne er tidstypisk instamatic-fængende. Men der er også noget gennemført 'rigtigt' over den der patetiske falk, den synes at kommentere på musikken på en eller anden måde.



Falkoneren er en kendt trope i kunst og musik. The Falconer er f.eks. navnet på ovenstående track fra Nico's dystre og skræmmende Desertshore. Der er noget middelalderligt over det, der er noget med kutten og læderhandsken, der er noget med kontrollen over det vilde. Men to ting er måske unormale på billedet: Coveret har fokus på falken frem for falkonéren, og så er der det med himlen. Skyggen viser at himlen er en illusion på en væg, hvilket gør det dobbelt patetisk. Ikke nok med at falken er blindet og kontrolleret, den sfære hvor den kunne være fri og selvstændig er en illusion. Det er virkelig ynkeligt. Måske er det mig der er sær, men jeg blev lidt overrasket da det gik op for mig, at det vist var meningen jeg skulle tænke over falken snarere end falkoneren. Punk har ofte ry for at være voldsom og oprørsk musik, det ser man også igen i disse dage, hvor stort set alle danske anmeldelser snakker om hvor 'kompromisløs' den her nye plade er. Et mere konventionelt punk-cover ville måske være falken der dræber et andet dyr, eller falkoneren der kontrollerer vildskaben. Men her er der fokus på den blinde dyriskhed, under kontrol af noget uset uden for billedet. I sidste ende - og det her er måske indlysende for alle andre end mig, måske forkert - tror jeg falken er bandet selv.



Spurgt af pitchfork om hvem titlen henvender sig til svarede Elias: It's not towards one specific person, but more how you can feel about yourself sometimes. Så titlen handler i hvert fald om selvhad. Kan coveret så ikke gøre det samme? Der er en sær apati og retningsløshed på pladen. Bandet lyder ikke rigtig som en helhed, de lyder ikke altid som om de vil samme vej, og Elias lyder lige så ofte tynget og domineret af lyden som at han dominerer. Jeg har tænkt over hele den der debat om, hvorvidt iceage dyrker det fascistoide og det krigeriske, og jeg har naturligvis altid afvist det på forhånd. (jeg kan ikke lide fascister, jeg kan lide iceage, ergo er iceage ikke fascister) Men der er sgu noget om det på den her plade. Falken, den blinde, patetiske dræber. Det er ikke et almindeligt konstruktivt opgør med omgivelsernes snærende rammer. Det er den fortabte gangster, det er den forskruede oprører. Det er dem selv, men det er også Billy the Kid, Rimbaud, Bonnie & Clyde, Blekingegadebanden, og ja, jeg kan ikke se hvordan det kan undgå at være Varg Vikernes, den morderiske nynazist bag Burzum. En idiot, en nazist, en morder. Men derfor er Burzum's Filosofem stadigvæk et af de største skandinaviske mesterværker i umindelige tider. Vi ved at iceage er fans af Vikernes' musik, og jeg tror ikke at det er så langt ude, at de føler at de 'forstår' eller 'identificerer' sig med ham. Men altså, det er lidt ligesom Lars von Trier og Hitler. Det vigtige ved falken er jo også, at det netop er en kritik af den her type geni. Pladen viser netop det tillokkende og kraftfulde ved den her tanke, men samtidig udstiller den jo også det patetiske og nyttesløse bag ved. Falken er blind, falkoneren er altid i kontrol, og friheden er en illusion. Den blinde voldseksplosion er tillokkende, men den nytter ikke noget. Derfor er den stadig tillokkende.



Jeg er utilpas ved, at alt på den her nye plade rammer mig så direkte. At falken virker så lokkende, selvom jeg ved hvor kontrolleret den er. Og at jeg tror på himlen selvom jeg kan se, at det er en væg. Jeg er utryg ved, at det her album alligevel føles mere relevant i Danmark 2013, end stort set alt andet på den danske scene. Iceage selviscenesætter virkelig sig selv på en tillokkende og ekstrem måde, og samtidig udstiller de hvad de laver. Det er et utroligt modigt projekt, tror jeg, men det fortjener så sandelig også 'kritik'. Ikke fordømmelse. Men at vi snakker om det.

Musikken? Lyt selv på spotify, den her tekst ville snakke om cover og kontekst. Den bedste beskrivelse er sgu næsten at de lyder som den blinde falk, jo. Blind vold, nogenlunde flyvsk og velkontrolleret.

2012 Top 20

De sidste par år har jeg haft en slags rutine i min musiklytning om vinteren. I december udkommer årslisterne og årsberetningerne, og jeg bruger min tid på at høre alt det som var 'vigtigt' og den slags, også for at finde ud af hvad jeg selv syntes var bedst. Så i januar er jeg træt af alt det vigtige, og hører i stedet alt muligt mærkeligt jeg ellers ikke gider, og falder fuldstændig for et eller andet jeg aldrig har gidet før. For to år siden var det Black Metal, i år ser det ud til at være bulgarsk pop. Sidste år var det to mixtapes: Et med pop fra Ghana og Nigeria, og et med pop fra Korea. Og det meste af året har jeg været fuldstændig forgabt i G-pop, N-pop og, mest af alt, K-pop. Energisk, catchy, uden frygt for at være for meget. En skøn modgift mod indie-scenen i år, som var så KVÆLENDE KORREKT, at det næsten ikke var til at holde ud. Når man tog det store udblik, i hvert fald. Hver for sig var pladerne sådan set fine nok, der var ikke mange af årets konsensus-plader, som jeg ikke kunne lide. De var alle sammen veludførte og kompetente... Og så var der bare ikke ret meget andet. Jeg tror sjældent før jeg har haft et år, hvor jeg hørte så mange plader, der kunne være på en top-tyve, og så få jeg havde lyst til at placere i top-fem. Til gengæld var der fantastisk mange gode sange, hvorfor jeg lavede en top ti over de bedste af dem, som ikke også optrådte på et af mine yndlingsalbums. Det kunne også sagtens have været en top tyve, men det havde bare været en liste over afrikanske sange + Carly Ray Jepsen og Taylor Swift. Anyways: Her er hvad jeg kom frem til jeg bedst kunne lide fra i år, skrevet ned den 31 december. Allerede nu ser den forkert ud (den der Grimes-plade er sgu altså ret god, alligevel) Jeg skal nok få skrevet noget om det bedste af det bedste. Meget snart.

Bedste Plader
1.Animal Collective - Centipede Hz
2. Passion Pit - Gossamer
3. Oren Ambarchi - Audience of One
4. Swans - The Seer
5. Om - Advaitic Songs
6. Miguel - Kalaidoscope Dreams
7. Andy Stott - Luxury Problems
8. Mt Eerie - Clear Moon / Ocean Roar
9. Dean Blunt & Inga Copeland - Black is Beautiful
10. Dirty Projectors - Swing Lo Magellan
11. TNGHT - TNGHT
12. Godspeed You Black Emperor - Allelujah Don't Bend Ascend
13. Crystal Shipssss - Yay
14. Future - Pluto
15. The XX - Coexist
16. Jessie Ware - Devotion
17. Frank Ocean - Channel Orange
18. Synd og Skam - Blafret Ør af Kjoler
19. Aluk Todolo - Occult Rock
20. Alcest - Les Voyage de L'Ame

Bedste Numre
1. Kesi - Ku Godt
2. Olu Maintain - Nawti
3. Kendrick Lamar - Cartoon & Cereal
4. Fang Island - Asunder
5. Usher - Climax
6. Keche - Aluguntugui
7. G-Dragon - One of a Kind
8. Purity Ring - Fineshrine
9. Korallreven - Sa Sa Samoa (Elite Gymnastics Remix)
10.  Guru - Karaoke

Ars Nova - Summa, Garnisonskirken 9/9-2012

Søndag den niende september opførte koret Ars Nova en koncert de kaldte for Summa i Garnisonskirken i København. Jeg var inde og høre det, og jeg var meget berørt og begejstret. Ret hurtigt derefter skrev jeg nogle noter ned, som jeg havde tænkt mig at skrive sammen til et eller andet, men tiden gik, koncerten kom længere og længere bagud i tid og hukommelse, og efterhånden virkede det mindre og mindre relevant. Men så kom jeg dog frem til, at intet af det jeg skriver herinde alligevel kan siges at være decideret relevant for nogen at læse, så jeg tog mig sammen og skrev et lille indlæg om koncerten:



Programmets første værk var logisk nok Arvo Pärt's Summa (Credo). Værket benytter det latinske Credo (trosbekendelse) og cirkler rundt i parallelle stemmeføringer. Det føles virkelig som noget summerende. Som noget alt-omfattende. Som om at troen er hel og systematisk, et grundlag for et gennemført livssyn. Videre mindede det mig om det aristoteliske verdenssyn, du ved, med jorden i midten (og Jerusalem naturligvis i midten af jorden) og så cirkler Månen og Merkur og Solen og Stjernerne udenom, i hver deres cirkel, og yderst ude er Gud, hvis kærlighed holder det hele i gang. Det var et smukt og trygt stykke. En konstruktion der virker gennemført og fuldendt. Så naturligvis gik store dele af resten af koncerten med at rive det indtryk fra hinanden.



Det startede ellers smukt nok, med Johannes Ockeghem's (d. 1497) Graduale med latinsk tekst, der i programmets engelske oversættelse lød: Even though I walk through the valley of the shadow of death, I will fear no evil. Thy rod and thy staff they comfort me. Men det næste værk var ganske anderledes, fragmentarisk og foruroligende. Shulamit Rans Credo / Ani Ma'amin ville under alle omstændigheder have virket sammensat, eftersom det er en jødisk komponist der er blevet bedt om at give sit bud på et kristent Credo. Ran har selv valgt teksterne, som blander hebraisk, latin og engelsk. Ofte samtidigt: hvor stemmerne i Summa fulgtes ad, så syntes stemmerne i Ani Ma'amin at snakke imod hinanden og efter hinanden. Hvis Summa var lyden af cirkel-legemers rejse rundt på himlen, så var Ani Ma'amin lyden af et spraglende og travlt samfund, med forskelle og ligheder internt. Stemmerne fandt dog sammen i slutningen af første del med linjerne: God of Mercy, Eyl Maley rachamim...

… hvorefter en af tenorerne trådte frem og læste en kort tekst op, om en femten-årig pige i Auschwitz... Som man nok kan forestille sig, så var kontrasten ualmindelig stærk. Det er jo mildest talt forståeligt, at et jødisk credo er nødt til at forholde sig til Shoah, erfaringen fra jødeudryddelserne i fyrrerne. Mere generelt er det en erfaring, som hele den vestlige klassiske kultur, af hvilke den klassiske musik jo normalt ses som en af de mest 'sofistikerede' dele, er nødt til at forholde sig. Og det har den da også gjort, nogen gange mere sofistikeret end andre. Værker som Penderecki's Threnody for the Victims of Hiroshima, eller Gorecki's Tredje Symfoni (der på samme måde som Ran's Credo sætter musik til tekster fra historiens ofre) eller Reich's Different Trains behandler meget direkte det tyvende århundredes forbrydelser. Jeg kan sagtens forestille mig, at visse lyttere rynker på næsen og finder dele af dette repertoire letkøbt (jeg har det selv lidt svært med historien om, at Penderecki skulle have fundet hans værk så stærkt, at det burde have et tungere navn, og først derefter tilegnet det Hiroshima), men Ran's værk indoptager forbrydelserne som en naturlig del af Credo'et, som et spørgsmål den jødiske tro er nødt til at forholde sig til. Og værket giver ikke noget svar. Efter tekstoplæsningen er der to sektioner, kaldet Reflection/Confrontation og Reflection/Vow i programmet. Konfrontationen spørger, hvorvidt Gud forestiller sig, at man stadig kunne hylde ham på vej ind i gaskammeret (og crescendoet på ordene 'Prussian gas' er rædselsvækkende). Det andet lover, at selv om Gud har gjort sit værste for at få den troende til at miste modet, så vil han stadig lovsynge ham, kontrært og sammenbidt. Som Ockeghem's Graduale, men trodsigt i stedet for trofast. Det er to reaktioner, der begge er forståelige, men samtidig uforenelige. Credo'et forsøger heller ikke at forene de to synspunkter, men lader dem stå over for hinanden, splittet og fragmentarisk.



Således efter at Pärt's vidunderlige verdensbillede var slået sønder og sammen, så var der et mindre ophold i koncerten. Anden halvdel bestod af seks lovsyngninger af Jomfru Maria, tre af Pärt og tre af Ockeghem, vekslende mellem hinanden. Ockeghem's rænescance motetter var igen vidunderlige, tidsløs skønhed og samhørighed til ære for den hellige jomfru. Pärt's tre værker, derimod, præsenterede samlet igen en tro der var splittet og afvekslende. Først og fremmest var de på tre forskellige sprog som titlerne: Bogoróditse Djévo, Most Holy Mother of God og Magnificat vel også afslørede. Den første var dansende og nærmest folkelig, den syntes at skildre en menneskelig Maria, en nazaræisk kvinde. Den anden havde blot teksten: Most Holy Mother of God Save Us, og skildrede et personligt tros-billede. Den sidste, det fantastiske Magnificat, er det ikoniske, det mystiske, det sublime. Dissonanser afløses af harmonier, afløses igen af dissonanser. Pianissimo og indfølt bøn afløses af fortissimo og noget der nærmest lyder som en trussel.


Jeg har selv sunget dette værk i gymnasie-kor, så jeg er måske forudindtaget omkring dets mesterlighed. Men når et kor af Ars Novas ufattelige kvalitet rammer f.eks. det massive 'Suscepit Israel', 4:30 inde i videoen, i et rum så flot som Garnisons-kirken, så går tiden fuldstændig i stå.

Jeg kender da folk, der afviser Pärt som kitch, tom skønhed. Et værk som Summa er da også på en eller anden måde så absolut utidssvarende som noget kan være. Men i denne sammenhæng, som orden der straks blev slået itu, kom den til at virke perfekt. Ikke som billede af en gældende orden i verden, men som et billede af en drøm om orden. Man tabte vejret over de guddommeligt smukke klange hos Pärt og Ockeghem (og der er jo få ting i verden så umiddelbart smukke som lyden af a capella sang i et kirkerum), derefter blev man konfronteret med verdens forfærdelige råhed hos Ran, hvorefter man straks blev forført af nok en Ockeghem. Og følelsen af sammenhæng i de smukke passager er naturligvis også forstærket af et så egalt kor som Ars Nova: Der var 12 sangere, men flere gange i løbet af koncerten mente jeg kun at kunne høre fire stemmer, de er så sammensungne at stemmerne simpelthen smelter sammen hvis ikke man selv lytter efter. Via kontrasterne i koncertens program kom de skønhedssøgende værker måske til dels at fremstå naive og eskapistiske, men samtidig også overvældende forståelige og ønskværdige. Shulamit Ran's Credo var derimod grumt og uomgængeligt, en flænge i de andre værkers drømmebilleder. Programmet som sådan blev derfor et paradoks. Et åbent sår. Og bestemt ikke ret let at ignore.

Dette indlæg kan måske alligevel virke blot en lille smule relevant, for Ars Nova synger Pärt to gange til i løbet af efteråret. På fredag den tolvte oktober, til kulturnatten, synges et kort program med Pärt, Ockeghem og Bent Sørensen, og torsdag den femogtyvende oktober opføres Pärt's storværk Passio.