Ok, nu er det tid for et af mine absolut yndlings postrock albums. Denne blog hedder, som du måske har bemærket, Cyborg Post Rock, og Cyborg-delen er uløseligt knyttet til det her album. Det her er en smeltedigel af samples, loops og postpunk lyd, der helt reelt lyder som en sammensmeltning af menneske og maskine, som et cyborg-ensemble.
Og det her er naturligvis ikke min egen observation. I den artikel af Simon Reynolds, jeg har linket til i indledningen, bliver termen cyborgrock brugt til netop at beskrive den lyd Disco Inferno havde udviklet på daværende tidspunkt. Ian Crause, der spillede guitar og sang, forbandt en MIDI sampler til hans guitar, så han kunne spille samples på strengene, og på den måde 'bøje' de forskellige lydkilder bandets sange bestod af.
Disco Inferno startede deres karriere med en gennemført postpunk lyd a la Joy Division og Wire - denne tidlige fase af deres karriere er samlet på det præcist betitlede album In Debt - men i løbet af 93-94 udviklede de en dyster sample-baseret lyd, der rammer idéen med postpunk langt bedre. Postpunk handlede ikke om nostalgi og gamle lyde, det handlede om at finde en ny lyd der passede til stemningen i Manchester i start-80'erne, og Disco Infernos melankolsk maskinelle postrock lyder som udsprunget af samme miljø og tankegang.
I perioden udgav bandet fem legendariske ep'er (som fortjener deres eget indlæg, hvis du selv vil udforske dem, så kan du jo starte herinde)og så det her album. Ep'erne er afvekslende, eksperimenterende og til tider ganske poppede, men det her album er (på trods af titlen) mere en stemningsting. Lyden bliver en smule monokrom, men sangskrivningen er stærk, og jeg har aldrig rigtig hørt noget lignende, så gør ikke så meget i mine ører. Næsten det hele er regndråber, rindende vand, maskinstøj og børnekor, det eneste der holder albummet fat i rockverdenen er basgangene og Ian Crauses stemme.
Jeg elsker som du måske har opdaget den tidlige engelske postrock, så utrolig musik, der fuldstændig blev skyllet væk af britpop, og nærmest er glemt i dag. Ja, den her artikel om scenen inde fra Pitchfork hedder sågar The Lost Generation. I artiklen fra 94 af Simon Reynolds afslører Crause at inspirationen kom fra produktionerne på hiphop-klassikeren Fear of a Black Planet med Public Enemy. Og Disco Infernos produktion fra de her år står som et strålende eksempel på, hvordan man kan forene hiphop og rock på en måde, som ikke blot er rockriffs med en rapper. Det her lød futuristisk i 94 og lyder stadig futuristisk i dag. Hvilket egentlig er en smule trist...
Anmeldelser:
Allmusic
Pitchfork
Popmatters
Stylusmagazine
TinyMixTapes
Køb
Ingen kommentarer:
Send en kommentar