Tortoise - Millions Now Living Will Never Die (96)

Denne plade er efter min mening det ypperste den amerikanske postrock scene havde at byde på. En scene, der nok engang er bedst beskrevet af Simon Reynolds. Han beskriver også i forbifarten specifikt denne plade:

"Their second album proper "Millions Now Living Will Never Die", due out in January next year, mixes the succulent flow-motion of live jamming with the dizzy disorientation of studio-sorcery. On the astounding first track, "DJed" , the glistening gamelan web of chiming vibes and pizzicato bass is suddenly afflicted with what sounds like tape drop-out, and it's as though the top layer of the track is scraped away like paint, revealing another track from a different sonic universe altogether: an Aphex/Mouse On Mars tekno-dub reverbscape of blips, crackles and glitches. Elsewhere, the album veers from the triple bass-guitar interplay of "A Survey" to the lugubrious spy-movie trip hop of "Along The Banks of Rivers"."

Det er en udmærket beskrivelse af pladen. Da den er udgivet af det amerikanske pladeselskab Thrill Jockey kan man høre hele pladen inde på deres hjemmeside. Især førnævnte Djed bør man høre, 20+ min blanding af kraut, dub, jazz, ambient, electronica. Det er altid i forandring og et af de bedste postrocknumre overhovedet. Resten af numrene er kortere og ikke helt lige så fantastiske men stadig meget stemningsfyldte.

Tortoise har udgivet et væld af plader, medlemmerne har et væld af sideprojekter som f.eks. Sea and Cake, og de spiller stadig sammen, men efter den her blev deres lyd mere jazz-rocket og mere liveorienteret, hvilket jeg synes er en skam. TNT (98) og Standards (01) er stadig velansete plader, men jeg synes ikke de er lige så gode og har ikke hørt dem så meget. It's All Around You (04) er virkelig ikke særlig god, næsten over i easy-listening land. Den nye Beacons of Ancestorship (09) har jeg ikke hørt, men er lidt nervøs ved den. Visse steder hævdes det at de er blevet revitaliseret med mere energi og en mere rocket lyd, hvilket lyder ufattelig trist. Jeg foretrækker den melankolske elektrodubjazz man finder på deres mesterværk fra 96.

Køb