My Bloody Valentine - Loveless (91)

Ok, det her er en klassiker, og jeg kommer nok ikke til at kunne sige noget nyt om den. Men jeg faldt over en gammel anmeldelse fra 91 af Simon Reynolds, der satte nogle tanker i gang. Om nogen er Loveless en kanoniseret plade, det er højdepunktet fra shoegaze-bølgen og for mange det eneste interessante der kom derfra. Derfor er det også ret skægt at se hvordan den blev modtaget da den kom frem, specielt sætninger som: 'Throughout Loveless, MBV sound pregnant, like their music is about to metamorphosise to a higher state that they themselves can't quite conceive' og 'Those of us who are a little harder to please have been hoping that this LP would shame the imposters back into oblivion. Loveless isn't, quite, the record to do that.' Igennem hele anmeldelsen (som bestemt er positiv, den ender med at kalde den for et af årets plader) aner man en smule skuffelse over at MBV lyder lidt for meget som de gjorde på den foregående plade, Isn't Anything fra 88. Dette mindede mig om beskrivelsen af Isn't Anything fra en pitchforkliste over de bedste 80'er plader:'Sure, it was Loveless in chrysalis, but pupating genius is genius nonetheless.'

Loveless bliver i dag anset for at være kulminationen på hele shoegaze-bølgen, et endepunkt. Blandt andet fordi Kevin Shilds & co. aldrig fik fulgt op på den. At det dengang kunne ses som et skridt på vejen (endda ligefrem et fejltrin) er skægt at huske på. På sin vis er det hvad den her blog forsøge at handle om, hvor arbitrære konsensusser og genrebetegnelser kan være. Det her kaldes altid for shoegaze, aldrig for postrock, men på mange måder er det sammen med Talk Talk - Laughing Stock og Slint - Spiderland fuldstændig grundlaget for genren. Men der findes ikke bedre shoegaze-albums, så Loveless er blevet prototypen på den slags. Lidt på samme måde som The Rapture - Echoes er blevet prototypen på dancepunk, selvom langt det meste på den plade nærmere er house eller ballader eller bare punk.



Nå, det var en lille detour. Hvordan pladen lyder? Det er forsimplet sagt popsange om stoffer og sex med en hel masse avancerede guitareffekter inde over (fra debatten om en anden Reynolds artikel: 'The tremolo arm was responsible for the floating, microtonal, wavering, decentered sound. The open and unison tunings (and extreme volume and distortion) gave the kind of "giant tuning fork" overtone quality.'). Det er noget nær den perfekte blanding af pop og avantgarde. Og støjende som ind i helvede.

Det er som sagt en shoegaze plade (genren hed shoegaze, da bandsne live stirrede på deres sko, og deres effektpedaler, man kan læse mere om genren her). Andre vigtige plader i denne genre er førnævnte Isn't Anything med MBV, Souvlaki med Slowdive og Nowhere med Ride. Men helt ærligt synes de plader utroligt konservative sammenstillet med Loveless (skægt nok endte begge de to andre bands også langt fra shoegaze: Slowdive udgav Bark Psychosis/Talk Talk hybriden Pygmalion hvorefter dele af gruppen fortsatte som country-bandet Mojave 3, mens Ride endte som 60'er-retro band). Dens guitareksperimenter peger snarere frem mod bands som Disco Inferno og Seefeel, med andre ord fuldblods-postrock.



Anmeldelser:
Stylusmagazine
Only Shallow Stylusmagazine