Efterhånden kan jeg bedst lide at skrive om en plade hvis jeg føler, at jeg har en eller anden ny vinkel til den. Et eller andet, som ikke rigtig er blevet skrevet før. Det her er en ret obskur plade, men desværre, så har jeg ikke voldsomt meget andet at sige end der stod i den artikel hvor jeg lærte den at kende. Det er en artikel om 'urban black metal', altså black metal, der beskriver et byliv frem for et liv på landet. Jeg har skrevet om Black Metal før, men det var om Wolves in the Throne Room og om Mt Eerie, og i begge tilfælde havde jeg fokus på lighederne mellem metal og folk, og hvor godt det kunne beskrive det sublimt naturlige. Lantlôs er med sin fokus på bylivet noget helt andet, men de tre plader har nogle ting til fælles. Tr00 metal-fans vil nok have det svært ved dem. Og så er de alle tre virkeligt gode.
Faktisk så var jeg til at starte med ikke helt enig i, hvad Brad Sanders skriver i føromtalte artikel. Han skriver at .neon blander Black Metal med Jazz a la Miles Davis, hvilket jeg havde lidt svært ved at høre. Men da jeg fik hørt hele pladen et par gange, så blev jeg sådan nogenlunde enig. Nej, jeg synes ikke det direkte er inspireret af Miles (og hvad vil det egentlig sige? Jeg mener, den mand har lavet ret megen forskellig artet musik...), men den virker inspireret af musik, som var inspireret af Miles. De stille dele af den her plade lyder meget inspireret af den aller tidligste post-rock, som jeg er så umanerlig stor fan af. Vi snakker plader som Bark Psychosis - HEX og Talk Talk - Laughing Stock, plader som jeg langt hen af vejen startede denne blog for at hylde. Og begge de to plader var inspireret af de dele af Davis hvor han var cool og afslappet, som Kind of Blue eller In a Silent Way. Som også er blandt mine absolutte yndlingsplader. Blandingen metal og melankolsk Miles indgår for øvrigt også på en af mine andre yndlingsplader, Sunn O))) - Monoliths & Dimensions. Så når alt kommer til alt var det ikke helt overraskende, at jeg faldt ganske pladask for den her plade, og det er en plade jeg har hørt igen og igen over de sidste par uger.
Men jeg måtte nu også indrømme, at jeg ikke umiddelbart forbinder den her lyd med storbyen. Når jeg tænker storby, så tænker jeg ofte på det aggressive, det hastige og det voldsomme. Ting som pånk eller grime eller gangsterrap. Men der har jo ganske rigtigt altid været en mere indadvendt side af storbymusik. Det er jo rigtig nok, at Miles Davis både lavede blistrende fusionslarm (tjek On the Corner ud, som det mest direkte storbylarm), og indadvendt cooljazz. Og den indadvendte storbymusik findes jo også i genrer som triphop eller dubstep som Burial. Det er lyden af en regnvåd gade set fra vinduet af en natbus. Og den stemning rammer Lantlôs også. Hvad der virkelig kom bag på mig - selvom titlen muligvis burde have givet et hint - var hvor meget teksterne mindede mig om Michael Strunge. Og nej, jeg tror ikke de kender denne døde danske digter, men jeg har virkelig svært ved at ikke at tænke på ham med linjer som dem her fra åbneren Minusmensch: 'Disembodied, gasping, I tumbled / in the flesh of a thousand cold lights, / through this night of neon, / that I'll never belong to.' Det er naturligvis mere metal-jargon, og når det skriges med dæmonstemme ud over tonsende trommer er ligheden måske lidt mindre, men den er der. I hvert fald i mit hoved. Eller hvad med dem her, der åbner pladens bedste nummer, Pulse / Surreal: 'Sirens of soul / howling and piercing the night. / These are the streets, / clinic fingertips / sex and violence.
Hvis du hørte overstående sang, så undrede du dig måske over, at der var to ret forskellige vokaler. Lantlôs er først og fremmest et projekt for en tysk musiker der kalder sig Herbst. Han udgav også pladen Lantlôs i 2008 sammen med et par andre. Det er vidst ham der står for skrigende. På den her plade har han allieret sig med den franske musiker Neige, som er en af mine yndlingsmetallere. Jeg kender ham fra bandsne Alcest og Ameseours, som også er Black Metal hybrider, i de to tilfælde mere med shoegaze og postpunk og industrial. Det er ham som synger, med den franske accent... Der skulle meget gerne komme en ny plade 28 Oktober, som hedder Agape. Det glæder jeg mig naturligvis meget til.
Den her slags musik er ikke for alle. Faktisk vil de fleste nok mene, at det er alt for agressivt og voldsomt, og blandt dem som så virkelig elsker agressiv og voldsom musik, ja så vil den nok blive set som alt for blød og svag. Den svinger virkelig meget fra noget meget hårdt til noget meget blødt. Og ja, det er præcis at sige at den 'svinger', den bygger ikke ret meget op, men skifter meget pludseligt. Man kan også sammenligne den med crescendocore. Og her er det virkeligt voldsomt dynamisk. Hvor normal crescendocore svinger fra stille guitar til støjende guitar, så svinger den her plade fra jazzet klaver til skrålende metal. Det er virkelig, virkelig fjollet så meget den spiller på ting som jeg elsker i forvejen, så det her er måske ikke en helt objektiv kvalitetsvurdering. Men det er altså virkelig en fantastisk plade, som er underskøn når den skal være smuk, og afskyelig når den skal være grim. Varmt, varmt anbefalet.
.neon kan købes her. Eller vel rundt omkring på andre webbutikker.
