Dronemetal!!! Sunn O))) er noget af det hårdeste og tungeste musik jeg kender. Drone metal kalder jeg det, det er et navn de fleste forstår. Drone-doom har jeg set det kaldet af metal-aficionados, og de har selv kaldt det for power-ambient. En forsimplet beskrivelse kunne være, at det er metal spillet utroligt langsomt. Et anslag på guitaren eller bassen en sjælden gang imellem og ellers mest feedback. Det er en opskrift Earth fandt på i starthalvfemserne (hvor de ligefrem blev kaldt for ambient grunge. Jojo). Sunn O))) startede åbenbart ud som et Earth tribute band, men fandt senere sin egen niche. På Black One fra 2005 er der inspiration fra Black Metal og en glimrende teatralskhed. Ved hjælp af lydeffekter og studietricks forsøges det konstant at få musikken til at male billeder ud over støjhelvedet. Godt nok kun billeder af dæmoner, men det er alligevel ret skægt, når man accepterer præmissen. Det hele svinger mellem det overdrevent åndsvage, og det alligevel ret smarte. På det sidste nummer har de f.eks. puttet vokalisten i en kiste, for at få det helt rigtige klaustrofobiske skrig, hvilket er så latterligt som noget kan være, men så hører man nummeret, og så er der i virkeligheden fokus på hans paniske vejrtrækning, hvilket fungerer ret godt.
Den nye avantgarde.
Deres nyeste plade er fantastisk, og ret sjov fra et postrockperspektiv. Der er kun fire numre, og hvert nummer inddrager en ny inspirationskilde, som også var in blandt postrockbands i 90'erne. De første to numre er klassisk (først minimalisme a la Pärt etc, derefter korsang), nummer tre er elektronisk kosmisk krautrock, som også var populær på soundtracks til scifi film i 80'erne, og til sidst er det jazz - især Miles Davis' In s Silent Way. Der mangler lige lidt hiphop - jvf bloggens intro - men det kan være det kommer næste gang.
Det her var en af de sjoveste plader fra sidste år. Det var halvvejs en af de mest avantgardistiske og fremadtænkende plader, og halvvejs en af de mest åndsvagt nørdede. Udmærket blanding. Jeg synes meget godt det illustrerer min præmis om, at postrock ikke så meget er en lyd som en tankegang, en vilje til at blande sin musik op med andre genrer og se hvad der sker. Det hele er godtnok lidt opdelt, de fire numrer leger med hver deres aspekt af den nye lyd, og næste gang kunne det være interessant hvis alle ting blev blandet til en mere fast lyd for alle numrene. Eller også blander de bare endnu flere ting ind i det, det kunne også være skægt.
Alice. Desværre kan hele nummeret ikke være på youtube, da det er 16 min langt, men man kan da fornemme lidt af blæserjazz-tingen. Det bliver blot mere jazzet.
Anmeldelser:
Allmusic
Pitchfork
Drownedinsound
Silent Ballet
CokeMachineGlow
Ingen kommentarer:
Send en kommentar