Ok. Mere race. Dette indlæg er et forsøg på at opsummere de ting jeg har skrevet i de sidste par indlæg, og at besvare spørgsmålet om, hvorfor der er så mange hvepse på postrockscenen (Hveps = WASP = White Anglo-Saxon Protestant. Det giver ikke rigtig nogen mening på dansk, men jeg kan godt lide udtrykket). Men jeg vil starte med at nuancere det hele lidt, ved rent faktisk at bringe et par eksempler på ikkehvepse:
AR Kane
AR Kane var et engelsk band der i slutfirserne blev semikendt som 'The Black Jesus & Mary Chain'. Dette var dog en ganske urimelig betegnelse, de havde helt bestemt deres egen lyd, og er et af bindeledende mellem JAMC's støjrock, shoegazebands og den senere tids postrock. Deres to bedste albums hedder 69 og I og blev genudgivet for noget tid siden. De er meget obskure i dag, men dengang var de et helt normalt band at sammenligne upandcoming artister med. De var også med til at lave Pump Up the Volume som en del af gruppen M/A/R/R/S, som de fleste nok i det mindste har hørt nogle af samplesne fra.
Long Fin Killie
Det her band er så obskurt at jeg ikke kunne finde farvebilleder med dem, men forsangeren, som knæler tættest på kameraet er sort. Og homoseksuel. De udgav tre plader i midthalvfemserne opkaldt efter gamle døde symboler: Valentino, Houdini og Amelia. Jeg har ikke hørt nogen af dem, men har læst om dem at de skulle være glemte mesterværker. Og på sin tid var de det kendteste skotske postrockband, og derfor f.eks. nogen Mogwai i begyndelsen blev sammenlignet med.
Sam Shalabi
Sam Shalabi er en canadisk/egyptisk musiker der har lavet psychpost med The Shalabi Effect, og på det seneste har været tilknyttet postrock selskabet CST (GYBE, ASMZ, DMST) og sidste år udgav albummet Against the Day med Land of Kush. Et postrock album med inspiration fra mellemøsten, psychrocken og forfatteren Thomas Pynchon. Han er vist ret stor i Montreal, men ikke særlig kendt uden for Canada.
Og det var sådan set de tre jeg kunne komme på. Der er mange andre - f.eks. en del på Chicago scenen inkl. en af dem fra Tortoise - men jeg kan ikke mindes at støde på andre hvor det sorte var så vigtigt at det blev nævnt i profilen, eller indgik i deres kaldenavn eller noget. Det betyder ikke at resten af scenen består af hvide mænd, der er f.eks. mange kvinder i postrock bands. Jeg tror det dels skyldes at der er mindre fokus på macho-imaget, som stadig er en stor del af scenen, og så at postrockbands har en forkærlighed for kvindestemmer og klassisk instrumentering, hvilket også giver plads til flere kvinder. Læg dog mærke til at f.eks. Seefeel har en kvindelig bassist, uden at det er nogen big deal. Derudover er det jo ikke kun sorte som ikke er hvepse. Postrock er også stort på island, i Japan og et band som Godspeed You Black Emperor har jødiske medlemmer og bruger jødiske symboler i deres udtryk. I virkeligheden tror jeg ikke så meget det handler om race som om klasse.
Men hvorfor er alt det her overhovedet relevant? Det er det fordi postrock som jeg ser det handlede om at bringe nye influenser ind i rocken. At afskrive sig selv for impulser grundet frygt for racismebeskyldninger, eller at have en alt for homogen gruppe af kunstnere, ville derfor være ganske skadende for genren. På sin vis var postrock anden rangs futurisme, de tog nybrud fra andre genrer og puttede dem ind i en abstrakt rockramme. De virkelige landvindinger skabes i nichegenrerne, som derfor også konstant skifter navn f.eks. den musik der udsprang af UK Garage (grime, eski, 2step, halfstep, dubstep, funky, wonky, future garage) eller underopdelingerne af metal (doom, death, trash, black, drone doom, black doom, deathened black, black wooden). At nichegenrer kan handle om teknik og detailstyring kan f.eks. ses i den her post om percussionteknik i UK Garage. Pointen med de andre plader jeg anbefaler er, at de så er en form for tredje rangs futurisme. De tager de nye lyde og blander dem ind i et mere konventionelt udtryk, ofte for at underbygge et tekstunivers. F.eks. Vampire Weekend og verdensmusik. Eller The XX, der blander dubstep og triphop ind i deres rumlige guitarpop, for at understøtte spændingerne mellem de to sangere.
Og nu er vi så noget dertil hvor jeg skal opsummere og konkludere et eller andet interessant. Jeg har snakket lidt om indflydelser og hvordan Vampire Weekend og Wilco hver især er blevet kritiseret, og jeg har præsenteret gode kunstner ikke-hvepse som TV on the Radio, Public Enemy etc. Og jeg tror min endelig pointe kommer til at minde lidt om det postulat, jeg skød ned i Public Enemy anmeldelsen. Men med en enkelt ændring. Postrock er i høj grad en hvid genre, ikke fordi den er eksperimenterende, men fordi den er så abstrakt. Som vist kan store kunstneriske landvindinger komme ud af et politisk projekt, men det er svært at lytte til Talk Talks teologiske tysmørkerock, Tortoises difuse jazzdubtronica eller Seefeels elektroniske shoegaze og ikke tænke, at de nok ikke var alt for optaget af at blive undertrykt i hverdagen. Af samme grund er det nok, at den væsentligste postrock blev skabt i tiden mellem murens fald i 89, og 11. September 2001. Det er ikke nødvendigvis en upolitisk genre, men den er abstrakt og tålmodig. Kunsterne lyder som om de gerne vil have forandring, men også lidt som om de kan vente til i morgen. Og det er mest folk med sit på det tørre, som har det på den måde. Og derfor stadig mest hvepse.
BTW vi startede med et citat, så vi slutter også med et. Det her er produceren Whistla om Future Garage, men udskift 'Future' med 'Post' og 'Garage' med 'Rock', så har du også nogenlunde min definition:
I think the cross pollonation is what makes future garage what it is. It's something that blends lots of influences from lots of places, but puts it into a garage framework. Thats what makes it future garage, cross pollination within a garage framework.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar