Teori : 'Sort' og 'Hvid' musik

Teoretisk indlæg! Det her startede egentlig som et indlæg om Public Enemy - Fear of a Black Planet, men så blev det utrolig langt, så den plade må jeg skrive om på et senere tidspunkt. I stedet har jeg skrevet fjollet mange ord om rock og race og hvordan det influerer den musik folk tør lave. Ofte bliver sort musik set som musik til kroppen, hvorimod hvid musik mere er musik til hovedet. Hvilket naturligvis er forsimplet, og i sidste ende en lille smule racistisk. Inspirationen til indlægget stammer fra nogle passager fra den artikel om amerikansk postrock jeg har linket til før:

In Britain, staying unaware and uninfected by hip hop and its homegrown offshoots like trip hop and drum & bass can only be achieved by a strenuous feat of cultural inbreeding (congratulations, Britpop!). It's not exaggerating to say that hip hop's sampladelia made UK post-rock possible, from the impact of early ultra-raw Def Jam on My Bloody Valentine to the inspirational effect of the Bomb Squad/Public Enemy production on the likes of Techno-Animal. The resistance of US rock bands to such influence is puzzling--given the omnipresence of rap from MTV to that jeep with booming system coming down your block--and can only be attributed to the sensitive racial politics that surround rap in America. While UK bands could respond to hip hop as yet another exotic imported 'street sound', white American bohemians feel that it is black cultural property, to be given props, but not to be trespassed upon.

Videre nede i artiklen er der et interview med en ung musiker, der hedder Sasha Frere-Jones, der taler om hvorfor hvide amerikanere er bange for funk. Han fortæller, at hvid og sort musik blev opdelt fra midten af firserne og frem, med hardcore punk på den ene side og hvad der endte som gangsterrap på den anden. Og de hvide kunstnere tør ikke apropiere sort musik, af frygt for at blive kaldet for racister. Han taler altså ikke om elektronik, men mere generelt om rytme, det er ret specifikt funk frem for sampling og dub, han kalder for 'sort' musik.

Dette interview er interessant, for emnet holdt ikke op med et nage unge Sasha. I 2007 var han ikke længere funk-musiker, men derimod kritiker for avisen The New Yorker, hvori han offentliggjorde en længere artikel om præcis samme emne, kaldet A Paler Shade of White. Det er ret interessant læsning, men til en vis grad ret forfejlet.

For det første afhænger alt jo af, hvor man kigger hen. Sasha Frere-Jones angriber Arcade Fire, The Decemberists og Wilco, og overser at det mest hypede band på tidspunktet for hans artikel var Vampire Weekend, som netop var på vej til at bringe sorte influenser tilbage til indieland - og blev kaldt kolonisatorer som tak for indsatsen. Men mere problematisk er, at hans opfattelse af, hvad der er 'sort' musik, kun er blevet mere ensporet med tiden.



Han kritiserede f.eks. Wilcos Yankee Hotel Foxtrot (02): On “Yankee Hotel Foxtrot,” the lyrics are embarrassing poetry laid over plodding rhythms. (“Tall buildings shake, voices escape singing sad, sad songs, tuned to chords strung down your cheeks.”) The album features synthesizer squeaks and echoey feedback-, which fail to give shape to the formless music. A little more syncopation would have helped. Men albummet er netop inspireret af sort musik. Produceren Jim O'Rourke er en af veteranerne fra Chicagos postrock scene, og albummet er netop inspireret af postrockprincipper, der igen er inspireret af produktionsteknikker fra dub og sample-kulturen. Det er stadig 'sort' musik, bare en anden slags. Frere-Jones' musikopfattelse er i fare for at reducere alle sorte menneskers musikalske landvindinger til 'a little more syncopation'.



Et langt mere interessant livgreb med forholdet mellem 'sort' og 'hvid' og denne dikotomis sociale og kulturelle implikationer finder man på albummet Dear Science med TV on the Radio fra 2008. Som billedet ovenfor indikerer er TOTR et 'integreret' band. Guitaristen og produceren hedder David Sitek, og han er kridhvid, resten af bandet er sorte. Musikken har fra første færd - på Ep'en 'Young Liars' og pladerne 'Desperate Youth, Bloodthirsty Babes' og 'Return to Cookie Mountain' - været en blanding af hvid indierock og mere sorte genrer som doowop og soul og den slags, i en yderst innovativ produktion. Men på Dear Science blev farveforholdet i langt højere grad et tematisk centrum for bandet.



For det første er TOTR blevet langt mere funky. Som sagt har de tidligere benyttet sorte genrer, men på Dear Science fremstår funken som pladens grundbestandel. Dermed har de været i fare for nemmere at kunne kategoriseres som typisk 'sort' musik, og teksterne handler netop også om det typisk 'sorte' og farerne ved at leve op til fordommene. Gennem hele pladen er der et spil mellem det 'hovedlige' - den avancerede produktion, de politiske tekster - og det 'kropslige' - rytmerne, de mere kødelige tekster. Spændingerne kommer tydeligst til udtryk på den funky Red Dress, hvor omkvædet lyder: 'Go ahead put your red dress on / Days of white robes have come and gone'. Her er den røde kjole fest og lyst og farver, mens den hvide robe og dens abstinerende konnotationer synes forældet. Men så lyder det i sidste vers: 'When the man cracks the whip / and you'll all shake your hip / and you'll all dance to this / without making a fist. / And I know it sounds mundane / but it's a stone cold shame / how they got you tame / and they got me tame' Og når omkvædet gentages er rollerne byttet om. Nu er den røde kjole den nye form for udbytning: Underholdningsbranchen, der fremstiller sorte mennesker som dansere eller gangstere uden noget refleksivt potentiale. Dette har overtage pladsen fra de gamle hvide kutter: Ku Klux Klan. Det fantastiske ved den her sang bliver kun større ved dens selvmodsigelser - 'I know... but' i tekstbidden ovenover, og selve det at lave en funksang om det nederen ved funksange.

Golden Age. Jeg vil helst præsentere så lovlig musik som muligt, så i får den officielle video, selvom det ikke er den jeg citerer. Med omkvædet 'Theres a golden age / coming round' ramte bandet ret præcist stemningen i efteråret 2008 lige før Obama blev valgt.

En mindre kompliceret racismekommentar kommer i sangen Family Tree hvor omkvædet lyder: 'We're hanging in the shadow of your family tree / your haunted heart and me / cut down by an old idea / whose time has come. / In the shadow of the gallows of your family tree.' Her er det mere eksplicit problemerne med lynchning og uviljen mod miscegenation der bliver påtalt. Pladen ender for øvrigt med sangen DLZ, hvor den politiske indignation synes at føre til en eller anden form for undergang, hvorefter Lovers Day lader den kødelige tilgang få det sidste ord: Mens blæsere og marchtrommer tromler mod klimaks lyder de sidste strofer: 'Yes dear, of course there are miracles / under your sighs and moans. / I'm gonna take you / I'm gonna take you / I'm gonna take you home'

Nå, det her blev et meget langt indlæg, men det er også et vigtigt emne, som jeg nok kommer til at vende tilbage til. Tjek Dear Science. Det er ikke postrock, men det var et af de bedste albums i 2008, der intelligent og gennemført musikalsk behandlede nogle komplicerede problemstillinger. Stor, stor kunst. Så gør det lidt mindre at den hvide del af bandet - David Sitek - i mine ører er en noget overvurderet producer...