Køn og Seksualitet 2: Of Montreal - Hissing Fauna, Are You the Destroyer?

Hissing Fauna, Are You the Destroyer? er et af de klassiske albums fra seneste årti. Det er fængende, dansabelt, musikalsk afvekslende, men den opmuntrende lydside dækker over nogle dystre tekster, der er baseret på virkelige begivenheder: Kevin Barnas, forsanger og sangskriver i Of Montreal, tog til Norge for at skaffe medicinsk behandling til hans datter med hans norskfødte kone. Her fik han pludselig en dyb depression – Norge er altså også et trist sted.... - hvilket til sidst fik konen til at forlade ham. Albummet blev skrevet efter at han var blevet forladt, men kort før udgivelsen fandt parret sammen igen, hvilket har givet de efterfølgende albums en mere positiv grundtone. Historien som den – ifølge medierne, mere om det senere – blev fremlagt på albummet, er dog lidt mere kompliceret, her er der blevet tilføjet nogle tematikker om personlighedsspaltning og seksualitet. Kevin tager til Norge, bliver deprimeret, langsomt begynder andre dele af hans personlighed at boble frem. Konen forlader ham, og på albummets centrale sang, den 12 min lange The Past Is a Grotesque Animal – gennemgår han et mentalt sammenbrud. Når han kommer ud på den anden side har et alter ego taget over, og nu er han Georgie Fruit, en midaldrende transseksuel sort mand, og resten af albummet handler om at han danser rundt ude i byen i et orgie af biseksuel promiskuitet.



Og den tager vi så lige igen: Han gennemgår et MENTALT SAMMENBRUD og bliver transseksuel og promiskuøs... Og dette mentale sammenbrud er jo så forårsaget af at hans heteronormative hverdagsliv bryder sammen. Det er mildest talt ikke nogen progressiv beskrivelse af køn og seksualitet, og der er på anden halvdel af albummet nogle utroligt ubehagelige tekstbidder: 'Eva, I'm sorry, but you will never have me / To me you're just a faggy girl / and I need a lover with soulpower' (Bunny Ain't No Kind of Rider) Eller hvad med: 'There's that girl that left me bitter / Want to pay another girl to just walk up to her and hit her / But I can't I can't I can't'. (She's a Rejector) Så vi har altså en sammenkobling af 'afvigende' seksualitet med først og fremmest mental ustabilitet, og derudover en kobling til vold mod kvinder og en brug af ordet 'faggy' som skældsord. Helt ærligt kan jeg ikke forstå, hvorfor medierne ikke har været ude med riven i forhold til det her, det er ærlig talt uheldigt. Hvor altså Magnetic Fields fremlagde forskellige seksualiteter som ligeværdige, og dermed stillede spørgsmålstegn ved vores normale opfattelse af samme, så bruger Kevin Barnes 'pervers' seksualitet til at beskrive det afvigende, det unormale, det 'syge' i hans liv.



Og det her var, hvad jeg havde tænkt mig at skrive til at starte med. Men så var det jo, at jeg var nød til at lave lidt research på pladen, og læse igennem hvad der egentlig står i teksterne, og her fandt jeg så ud af præces hvad der sker. Det forklares i førnævnte The Past Is a Grotesque Animal: 'I fell in love with the first cute girl that I met / who could apreciate Georges Bataille / Standing at a Swedish festival / discussing Story of the Eye' Nu kendte jeg så ikke Georges Bataille eller Story of the Eye, men det kan man jo wiki'e og øh... det er mildest talt pervers seksualitet. Eros og Thanatos bliver kombineret står der, åbenbart ved at de knalder og der er en hel masse blod og sæd og tis og alt det der. Og det er altså den historie, som Kevin Barnes og konen Nina Barnes først bondede over. Det er en utrolig vigtig detalje, hans heteronormative liv er altså netop baseret på en fælles interesse for historier om det perverse. Ironisk nok... Jamen så kan hele anden halvdel af pladen jo ses som et forsøg på at genfinde dét, som skaffede ham hans kone til at starte med. Hm, og så bliver det centrale i lige så høj grad det førnævnte 'I can't I can't I can't'. Det er altså et mislykket forsøg på at genfinde perversiteten i hans liv. Nu har jeg ikke rigtig styr på den teori der ligger bag Marquis de Sade og Bataille og deslige, men anden halvdel kan altså ses som et forsøg på at skildre det usunde, ved at svælge i det perverse. At det så bliver ved det sådan lidt arrogant promiskuøse bliver så lidt trist, han tør ikke mere.



Men havde albummet været dårligere hvis det havde koblet mental usundhed med afvigelser fra det seksuelt almindelige? Nope. Det er naturligvis vigtigt at huske på, at det hele kun er en beskrivelse af Kevin Barnes eget mentale nedbrud, at det finder udtryk på denne måde betyder ikke at alle promiskuøse er mentalt ustabile. Eller at alle mentalt ustabile bliver seksuelt afvigende. Jeg kan derudover ikke rigtigt forestille mig noget mere kedeligt end en skildring af sindssygdom der er blevet saniteret så den er politisk korrekt. Men jeg mener helt ærligt det er lidt af et problem, at det ikke bliver kommenteret når albummet bliver gennemgået. For det ER et uheldigt kønssyn, det er meningen det skal være tegn på hvor langt han er ude at skide, og at det blot lader til at passere ind i den gængse anmelderdiskurs tyder på at det måske er noget blog/anmeldersfæren ikke er tilstrækkeligt opmærksomme på. Jeg skrev jo for nylig et indlæg om hvordan Vampire Weekend og Coco Rosie / Public Enemy skildrede racespørgsmål på to måder: VW skildrede det som om det ikke var noget problem, hvor CR og PE skildrede det som om det var noget knudret og problematisk. Og køn og seksualitet på samme vis skildret på to forskellige måder af de to netop skildrede kunstnere: Magnetic Fields skildrede det som om det ikke burde have nogen betydning, hvorimod Of Montreal formåede at fokusere på det problematiske, det lyssky, det beskidte. Men hvor racespørgsmål bliver påtalt i medierne og debatteret på blogs, så er der ikke samme fokus på køn og seksualitet. Du kan skildre bøsser som afvigere på en måde du overhovedet ikke kan med sorte.

Køn og Seksualitet 1: Magnetic Fields 69 Love Songs

Magnetic Fields' 69 Love Songs er en af de bedste plader nogensinde. Over 3 cd'er og 69 sange (naturligvis...) vender og drejer Stephen Merrit og co kærlighed og behandler det fra stort set alle vinkler. Ulykkelig, lykkelig, agressiv, kærlighed fra mand til kvinde, kvinde til mand, mand til mand, kvinde til kvinde, en enkelt gang mand til hund (platonisk dog) og en hel masse gange lidt uklart fra hvem til hvem. Jeg har svært ved at forestille mig at nogen mennesker kan komme igennem pladen uden at finde minimum et par sange som de elsker, og et par sange som virker som fyld. Den er eklektisk, overvældende, fremragende.

Men noget af det særlige ved pladen er dens forhold til køn og seksualitet. Netop fordi den er så forvirrende og omskiftelig bliver disse ting, som er ret basale i en kærlighedssang, uklare og mudrede, hvilket efterhånden medfører at pladen får stillet spørgsmåltegn ved de helt grundlæggende opdelinger mellem mennesker. Om ikke i virkeligheden, så ihf i vores populærkultur, og i den 'normale' kærlighedssang.



Som sagt er pladen overvældende. Den er absurd lang, og den gennemgår ikke noget klart forløb. Pladens start og slut synes alfabetisk bestemt (fra Absolutely Cuckoo til Zebra) og den starter med en sang om tidlig kærlighed (de præcise åbningslinjer er 'Don't fall in love with me yet / we've only recently met) og slutter med en elsker som har fået alt, men stadig ikke er tilfreds (hvilket i sammenhængen kan ses som et lidt agressivt, men ganske morsomt, udfald mod lytteren...). Men der gennemgås ikke nogen klar udvikling, tværtom er albummet kalaidoskopisk og som skabt til en shuffle-knap eller at lave et mixtape med sine egne yndlinge. Det er derfor lidt svært at vide hvor man skal starte, men lad mig lægge ud med en sang fra cd 3: Acoustic Guitar. Det virker som en ret simpel sang, omend lesbisk. Pige synger til sin guitar om at spille godt, så hun kan få sin pige tilbage. Men passer emnet rent faktisk ikke bedre, hvis kvindestemmen skal forestille at være en ung mand, en yngling? Idéen om den lidende kunstner som forsøger at vinde kvinden gennem kunsten, ja det plejer ofte at være en ung mand. Og hvorfor skal vi læse køn ind i stemmen? I The Night You Can't Remember skal mandestemmen tydeligvis forestille at være en kvinde (vedkommende bliver gravid undervejs...) og i The Luckiest Guy on the Lower East Side skal sangeren forestille at være en ung forelsket mand (formentlig lige over 16, han er den eneste i vennekredsen som har en bil) men han lyder ærlig talt mindre som en ung mand end sangerinden i Acoustic Guitar... Mon ikke bare det er en traditionel dreng-pige kærlighedssang, som det blot er en kvinde der synger?



Men når man accepterer dette, ja så begynder der at være et par sange, som man nok også bør vende om. Come Back from San Francisco f.eks. Igen er det en kvinde der synger, sangen henvender sig til en, som åbenbart møder 'pretty boys in discos'. Hvis man tænker sangeren må være kvinde, ja så er objektet biseksuel, enten kvinde eller mand, det er lidt svært at gætte. Men det giver vel mere mening hvis det igen er en ynglinge-stemme, og ganske enkelt en sang om unge bøsser. Samme igen i Reno Dakota, hvor kvindestemmen synger 'How I annoyed you / or is there a boy who / well he's just a whore' Det giver mest mening hvis alle sammen skal forestille at være drenge.



Men hvorfor er det man overhovedet kan tale om 'mening' i den her slags spørgsmål? Fordi vi har forestillinger om kønnene. Drenge spiller guitar, drenge danser på disco i San Francisco. Når først man er blevet opmærksom på dette, så begynder pludselig en ganske stor del af sangene at blive kønsmæssigt uklare. En af de mest kendte sange er The Book of Love, som mest af alt handler om hvordan pågældende bog ser ud. Dog, selvom sangeren er bas, så har vedkommende i omkvædet den traditionelt kvindelige 'modtager' rolle: 'I love it when you sing to me / you could sing me anything' og 'I love it when you give me things / you aught to give me wedding rings' Hvorfor kan det ikke bare være en kvinde som er hovedpersonen i den her sang? Og omvendt, hvorfor kan det ikke bare være en mand, som kan lide at få gaver? Og gad vide om giveren er mandlig eller kvindelig, det giver sangen faktisk overhovedet ikke svar på. Men det gør utroligt mange sange jo egentlig ikke, hvorfor går man bare som udgangspunkt ud fra, at det er heteroseksuel kærlighed det altid handler om? Jeg tror oftere jeg har set 'alternative' læsninger af sange, som siger det handler om kærlighed til heroin end at det handler om kærlighed mellem mænd eller blot heteroseksuel kærlighed med omvendt fortegn.



Elementerne omkring køn som konstruktion, og om køn som performance, varieres og gennemspilles igen og igen i løbet af pladen. En af de mest subtile og humoristiske instanser er Fido Your Leash is too Long, føromtalte mand/hund-sang. Her spiller hvert vers til sidst på at vi selv fuldender linjerne sjofelt: 'You scare me out of my wits / when you do that shit/-zu, Fido! Your leash is too long' og 'I don't care what you fo(ck)/-xhounds do, 'cos your leash is too long' Det er en gammel joke, men i sammenhængen får den en ny mening: Som vi fuldender sætningerne, ligeledes 'fuldender' vi henvisningerne til folks køn. Det er en ganske menneskelig ting, at sammenstille et billede efter de tegn vi opfanger, det gør vi i sproget, det gør vi automatisk overalt i hverdagen uden at tænke over det. Teknisk set er det jo at dømme på forhånd. Vi kan ikke undgå at være fordomsfulde hvis vi vil fungere i et moderne højinformativt samfund.

Men hvad siger pladen så vi skal gøre for at undgå fordomme? Ja den giver såmænd ikke nogen opskrift på hvordan man skal opføre sig, i sidste ende er den pluralistisk, og folk er lige sympatiske hvadenten de vælger at leve efter de normale kønsnormer, eller om de vælger at leve mere afvigende. Det er alt sammen en performance, hvorvidt du har lyst til at performe meget eller lidt må være op til dig. Det ene øjeblik i A Chicken With It's Head Cut Off lyder det Let's Just Be Lovers, og det næste øjeblik lyder det Let's Pretend We're Bunny Rabits. Pladen synes at sige at alle former for seksualitet såmænd er en blanding af Just Being og Pretending. Hvis blot man er opmærksom på dette, og lader være med at være fordomsfuld, ja så går det nok. Ganske hippieagtigt.



På den måde ender 69 Love Songs med at stille spørgsmålstegn ved vores kønsroller og syn på seksualitet. Ikke ved at gøre et stort nummer ud af hvor åndssvage og gammeldags de er, men ved blot ganske diskret at destabilisere dem, via en mængde sange der ikke rigtig 'går op'. For at uddybe hvad jeg mener, så skal jeg prøve snarest muligt at få skrevet et kontrasterende indlæg om et andet indieband, der har skrevet sange om seksualitet og deslige. Of Montreal. Men det bliver først om et par dage.

Mt Eerie - Wind's Poem (09)

Jeg har tidligere skrevet lidt om lighederne mellem metal og folk, hvor jeg nævnte det her album, men på daværende tidspunkt havde jeg egentlig ikke hørt pladen endnu. Det har jeg så nu, og det er en af de mest interessante plader fra sidste år, og formentlig min yndlingsplade med Phil Elverum. Lidt metal, lidt folk, lidt støj. Det er en fascinerende hybrid.

Der er mange gode grunde til at se lidt skævt til metal, men en af de ting jeg har det sværest ved i den mere klassiske del af genren, er den rent ud sagt idiotiske hypermaskulinitet der gennemsyrer alt fra lydniveau til tekster til pladecovers. Simon Reynolds har påpeget hvordan Metal ofte bliver mere populær i tider og steder hvor mandens traditionelle forsørgerrolle er udfordret af manglende jobmuligheder. Det kan altså ses som overkompensation på samme måde som f.eks. hooliganisme er det. Det gør det ikke mindre åndssvagt. Efter at jeg alligevel gav genren et par chancer så fandt jeg alligevel nogle ting her og der jeg kan lide. Først og fremmest bliver man jo ikke nogen dårlig komponist af at ens jobsituation er usikker, der er nogle gode sange her og der. Men der er også andre steder, hvor det holder op med at være kompensation. Hvor udtrykket ikke længere bliver en form for 'se hvor vild jeg er', men blot bliver til beskrivelser af vildskab, hvis det giver mening. Ryan Adams snakkede om at Black Metal kunne lyde som dæmoner med hjertesorg, og det giver stadigvæk ret god mening. Der bliver lukket en sårbarhed tilbage i udtrykket, som rammer så meget hårdere når omgivelserne er så tummultariske. Det kan godt være det lyder lidt banalt dialektisk, men når de hårde og maskuline elementer er så ekstreme, ja så kan de skrøbelige og smukke ting fremstå så meget klarere.



Det er dog de færreste plader som går så langt som Wind's Poem. Hvis jeg skal prøve at sætte en finger på den store forskel, så kommer den ganske kort inde i det meget Black Metal inspirerede første nummer Wind's Dark Poem. I bookletten står der (The Wind Speaks) men det synger Elverum ikke. Til gengæld er der på dette tidspunkt et øresønderrivende guitarfræs. Guitaren er vindens stemme frem for Elverums. Det lyder som om en storm overvælder forsangeren, det er frygtelig smukt, ja det nærmer sig det sublime. Og det skal på ingen måde symbolisere noget med Elverum selv. Ja det skal netop vise hvor forfærdelig vinden er i forhold til ham selv. Det er en overvældende heavy metal sang om, hvor lille og ubetydelig forsangeren er.

Det er naturligvis et paradoks. Det er jo trods alt menneskeskabt støj, det er i sidste ende kontrolleret og kan kun sige noget om hvor overvældende effekt menneskeskabte ting kan have. Ja rent logisk viser det hvor stort et menneske Elverum er, at han kan kommandere så overvældende en lydmur. Men det lykkes i helt utrolig grad Elverum at få sin musik til at lyde som vejrliget i en lille bjergby. Han får på imponerende vis musikken til at lyde naturlig og ikke-menneskeskabt. Det er et trick Elverum har ganske meget erfaring med. Hans første band hed The Microphones, og de udgav en del kassettebånd og plader i sluthalvfemserne og starten af det nye årtusind, kulminerende med The Glow pt 2 (01) og Mount Eerie (03) To konceptalbum om henholdsvis ild og jord. Herefter skiftede Elverum bandnavn til Mt Eerie og udgav en mængde ting i forskellige formater. Wind's Poem er den første af hans udgivelser som virkelig har fanget mig, men der er også mange gode ting på de andre af hans ting jeg har hørt, hvilket langt fra er det hele. Inddragelsen af metal er ny (han kalder selv hans genremiks for Black Wooden, organisk træ frem for uorganisk metal) men han brugte en del støj-elementer før i tiden.

Sample fra soundtracket til Twin Peaks. Der er virkelig meget skummel bjergby over den her plade.

Normalt med en kunstner kan jeg bedst lide hans/hendes hovedværker. Der hvor han/hun virkelig tager sig sammen. Som regel kan jeg godt lide dobbeltalbums, konceptalbums og deslige. Men med Phil Elverum kan jeg bedst lide hans mere udmyge udgivelser, foruden det her mesterværk især It Was Hot, We Stayed In the Water (00, konceptalbum om vand, med ham her er ydmyghed altid relativt) og Black Wooden ep'en (08, hvor han først eksperimenterer med metalelementer). Jeg tænker om det kan være fordi han netop tematisk kredser om det sublime og ukontrollerbare. Især Mt Eerie er pompøs, det er et langstrakt konceptalbum hvor historien er noget i retning af at Elverum klatrer op på Mt Eerie, dør, snakker lidt med universet og med Gud, og bliver genfødt. Det er på en eller anden måde for kontrolleret. Det sublime bliver lidt væk når det kan sættes ind i et narrativ og kan tales med og den slags. På Wind's Poem er alt naturligvis ligeså meget under Elverums kontrol, men illusionen virker bare meget bedre efter min mening. Vinden hyler og skriger, og Elverum kan ikke rigtig gøre andet end bare at vandre rundt i mørket og mumle lidt i 45 minutter.

Slow Six - Tomorrow Becomes You (10)

Jeg tror det er ved at være på tide med nogle små anbefalinger igen, til at starte med af årets crescendo-core album for mit vedkommende. Jeg har tidligere inde på svingninger anbefalet det som: Mathet crescendocore med to violinister og en god spand klassisk minimalisme. Do Make Say Think møder Steve Reich. Jeg har set dem omtalt som neo-klassisk, fordi de bruger klassiske instrumenter, men det er i mine øre ret traditionel postrock, de to violinister giver dem bare mulighed for at lave mange ting anderledes end normale postrockbands.



Pladen er også ret fint opbygget, med de to mest crescendobaserede numre placeret til start og til slut, og så bevæger pladen sig til og fra abstraktion jo tættere man kommer på midten. Undervejs bliver der også mere inspiration fra dub og elektronik, der hiver pladen mere over i en chicago-postrock lyd a la Tortoise.




Men det bedste nummer kommer til sidst. These Rivers Between Us (som er den tegnede video ovenover) er fantastisk, emotionel, kompliceret, subtil, alt på samme tid. Det hypnotiske 'omkvæd' foregår i 9/8, men keyboardet kører 5+4 (eller 4+5), strygerne kører 3+3+3, og trommerne markerer især 1, 3 og 8. Det skaber polyrytmik, der dels er utroligt medrivende, men samtidig også lidt anspændt. Forløsningen - som crescendocore jo skal have - opnås derfor ikke ved at køre volumen op, men derimod ved at slappe helt af, skifte over til 4/4, lade violinerne i langt højere grad spille sammen, og så langsomt bygge op til en sidste variation over omkvæd. Når den endelig kommer er det som om man har opnået et eller andet, det lyder langt mere 'rigtigt' end de første mange gange man har hørt den, men en eller anden energi - som føltes farlig, men også kreativ - er gået tabt. Jeg elsker det.

Det er virkelig et album man kan fuldstændig forsvinde hen i. Titlerne handler om at være sammen eller adskilt (The Night You Left New York, Because Together We Resonate, These Rivers Between Us) og på samme måde er der flere skift mellem om instrumenterne spiller med og mod hinanden. Jeg ved endnu ikke helt hvordan Cloud Cover og Sympathetic Response System (som dog også taler om følelsesmæssig fremmedgjorthed) passer ind i det, men det her er et ret godt eksempel på, hvor meget man kan sige uden nogen som helst vokal. Kun følelser.

Anmeldelser:
TheSilentBallet
Popmatters

Køb

Ny genre? Noise - Pop

Det er ikke mange der ved det, men en af de vigtigste plader sidste årti var Mirrored med Battles. Det er en af de få reelt fremsynede og nyskabende plader jeg hørte. Men underligt nok har folk ikke fulgt op på dens indflydelse. På Pitchforks liste over de bedste albums fra seneste årti - åndsvagt lavt placeret som nummer 105, men ok, for mig er enhver placering under top 10 til grin - står der endda: 'Unsurprisingly, Mirrored didn't set any new trends: for the rest of the decade, indie mostly shifted back to its fascination of working against constraints, whether it was budgetary or just instrumental capacity (though the two often went hand in hand).' Dette er delvist sandt, cyborgjazzprog delen af Mirrored har ikke sat sig synlige spor, dertil er den for avanceret og svær at genskabe. Men der var endnu et spor på pladen, som satte sig fordybninger frem gennem resten de seneste par år: Mirrored er et album der hiver math, noise og jazzprog ind i en ualmindelig poppet ramme. Atlas er hittet - og det nummer som Muse kopierede ret åbenlyst på Uprising - men på hele pladen er der et forsøg på at gøre avant/noise/punk relaterede genrer - man kunne kalde dem hardcore genrer, ikke at forveksle med hardcore-continuum'et, som er Simon Reynolds beskrivelser af alle udspring til hardcore techno som rave, gabba, jungle etc - så sjove og rare som muligt. Og den del er blevet videreført.

The Mae Shi - HLLLYH (2008)

Det er mest åbenlyst på Mae Shis tredje og sidste plade HLLLYH - der kan indsættes vokaler i titlen så der står enten Halleluyah eller Helll Yeah! - og det er da også blevet påpeget i anmeldelser, som jeg ikke lige kan finde. Mae Shi startede vilde og voldsomme og avantspazzpunk agtige, men på HLLLYH slappede de nok af til at lave noget sammenhængende, et statement. Albummet er et konceptalbum om dommedag, indvarslet allerede i åbningslinjerne 'I predict a decline in the price of Lamb & Lion International' fra Lamb & Lion og gennemført på titelnummeret inden albummet rundes af med den trøstende Divine Harvest og linjerne 'Don't be worried / everything will turn out fine / Don't be troubled / It'll be over when you die' Ind imellem tages der afsæt i noise og punk, men det hele formes altid til det mest katharsiske og ganske enkelt poptastiske. Hemmeligheden er glæden ved at synge i kor, det er umuligt for dem at holde kæft og umuligt at sidde stille til. Mae Shi tager desuden pis på stort set hele indie-scenen undervejs: Party Politics ender med et punkfunk stykke a la Radio 4 og !!!, I Get (Almost) Anything I Want og Divine Harvest er indiefolkede, Young Marks prøver på at være noiseelectropop med autotune og Abbaakorder og det hele og der er endda et 11 min langt megamix placeret lige midt på pladen. De har hele tiden tungen skævt i munden og ender op med et af mine absolut yndlingsalbums fra seneste fem år.

Parts & Labor - Receivers (2008)

Parts & Labor er et andet band, der udviklede sig fra avant baggrunde frem mod noget mere poppet. De udgav faktisk engang en splitcd med Tyondai Braxton fra Battles og kommer i det hele taget fra en ganske voldsom baggrund. Forrige album Mapmakers var efter sigende det mest poppede de indtil da havde lavet og det er bestemt ikke stille. Især trommeslageren tonser derudaf og giver utrolig meget energi til pladen. Mellem de to plader udgav forsanger Dan Friel så et soloalbum med electronoise, og de udgav ep'en Escapers Two: Grind Pop, der indeholder 51 punk numre på lidt over en halv time. Den er ganske udmattende... Men som med Mae Shi er deres seneste en statement plade. Receivers er et konceptalbum om kommunikation, albumtitlen spiller sammen med titlen på åbningsnummeret Sattelites, og de bad deres fans om at sende lydbidder af dem selv ind, som de så ville bruge i kompositionen. Det er de små ting der gør det, den måde f.eks. albummet åbner med synthskabte modemlyde, før rockgroovet tager over. Og det er en utrolig stram plade. 8 numre, alle af utrolig høj kvalitet, og alle med den dynamiske fokus som også Mae Shi og Battles benytter. Det er den der gør, at åbningsnummerets 7 min flyver af sted selvom det egentlig er en psychdrone sang i 7/4. Når den modulerer til sidst er det ren melodigrandprix. Og når næste numre og førstesingle Nowheres Nigh gør det samme er det næsten for meget af det gode... Albummet er i det hele taget fjollet, et af deres tricks har længe været at Dan Friel kunne få sine synths til at lyde som sækkepiber så hvorfor faen der skal overdubbes med rigtige sækkepiber på Little Ones forstår jeg ikke. Derefter kommer The Ceasing Now, som er et popanthem Green Day og den slags ville ønske de kunne skrive men ikke kan fordi de er for poppede. Den behøver sine 7 min, lange intro, breaks med håndklap og monotone opbygning for at få det triumferende omkvæd til rigtigt at fænge. Og hvilket omkvæd! Det er i virkeligheden pessimistisk og handler om hvordan de er 'Seizing the ceasing now / as our aims miss their goals' men i sidste ende er det ligegyldigt fordi 'what matters is we chose!' Mesterligt, og når klimakset endelig kommer ved 5:34 har hele den her bunke ukuelige tabere alligevel vundet.

Marnie Stern - This Is It and I Am It and You Are It and So Is That and He Is It and She Is It and It Is It and That Is That (2008)

Marnie Sterns album er ikke noget statement, men har nu mere med Battles at gøre sådan rent musikalsk. Sangene består af små guitartappingloops lagt oven på hinanden med multitracket sang. Man kan sige hun bruger mathriffs på samme måde som Beirut bruger balkanblæs og Final Fantasy brugte violiner. Men igen, hvor tappingbaseret mathrock kan være utrolig nørdet teknisk og introvert så lyder Marnie Stern som om hun prøver at få det til at være så poppet og ekstatisk som muligt.

Fang Island - Fang Island (10)

Der var lidt stille på den her front i 2009, men Fang Island tog hævn her i vinters, med måske den reneste destillering af alt hvad der er fedt med den her pop-hardcore lyd. Der er ikke nogle koncepter, der er ikke nogle lange numre, der er nærmest ikke nogle tekster. Det eneste der er, er guitarkrummelurer, breaks, klimaks og korsang. Igen er der x-hardcore folk involveret, guitaristen blev smidt ud af Daughters fordi han var for poppet - men efter han havde hevet deres seneste selvtitlede i den helt rigtige retning, nogle folk følger bare ikke med tiden. Det er virkelig svært at sætte ord på, hvorfor jeg synes det her er noget specielt, men det er nærmest hyperpop. Alt hvad der ikke er et højdepunkt er blevet fjernet. Normalt når folk snakker om eksperimenterende eller nyskabende musik er det egentlig mest det lydmæssige de snakker om, My Bloody Valentines guitareffekter eller Radioheads vokalfiltre på Kid A, men den her plade er kompositorisk i mine ører noget helt specielt. Der er måske nok paralleller med postrock - der er ikke tid til særlig mange crescendi, men man kan muligvis kalde det klimakscore? - hvor alt hele tiden er fokuseret på det næste højdepunkt, der virker nærmest på det endorfine plan. Sådan lidt ligesom når et technobeat kommer tilbage efter et break. Det er virkelig en af årets plader efter min mening, den er revolutionerende i sin poppethed, og at den ikke har taget hele indieverdenen med storm kan kun skyldes snobbethed. Prøv at se hvor meget the kids er nede med det her for faen da!!!






De her fem plader - Battles, Mae Shi, Parts & Labor, Marnie Stern, Fang Island - er på mange måder forskellige. Men jeg synes alligevel der er fællesnævnere. Det er elementer fra hardcore-genrer - math, noise, punk - der bliver brugt på en helt anden måde, fuldstændig frygtløs over for beskyldninger om at have solgt ud. Hvis ikke post-hardcore allerede var blevet brugt ville det være et udmærket genrenavn. Lige umiddelbart er jeg egentlig lidt nede med klimakscore, ihf om Mae Shi, P&L og Fang Island. Under alle omstændigheder er det her nogle af mine yndlingsplader fra de seneste fem år, og jeg glæder mig til at se videreudviklingerne.

Racisme #60: CocoRosie + co

Det er ikke fordi jeg har revolutionerende nyt at sige om dette emne, som jeg ikke har sagt tidligere, men diskussionen er blusset op igen i USA. I mandags faldt jeg over denne artikel inde på pitchfork, der omhandler CocoRosie, feminisme og raceforhold. Jeg kan virkelig anbefale at læse den igennem, den er utrolig velskrevet og nuanceret. Kort fortalt har stereogum postet en artikel hvor forskellige kunstnere hylder CocoRosie, og en del af dem hævder, at bandets manglende popularitet skyldes utryghed over for femininitet der ikke vil være sexet, men som insisterer på at være grim eller queer. Nitsuh Abebe (ud fra bemærkningen i artiklen og hans navn går jeg ud fra at han i det mindste delvist er af afrikansk afstamning) diskuterer derimod CocoRosies næsten berygtede forhold til race, der blandt andet er kommet til udtryk i nogle uheldige bemærkninger ved et hiphoparrangement for hvide hipstere, hvor en af dem fortalte at hun følte sig mindre utryg end ved sorte hiphopfester: In this vastly whiter scene, Casady said that "it's a safe environment to be freaky."

Jeg har altid haft haft det svært med CocoRosie. Jeg opdagede dem omkring deres andet album, Noah's Ark, og titelnummeret, som blev udsendt som gratis mp3. Jeg hader den. Det er en af de værste sange jeg kender. Stemmerne er irriterende, teksten i omkvædet er banal og gentages ad nauseum. Ja, ganske enkelt, jeg hadede den dengang, jeg har det stadig rigtig svært med dem. Så vidt jeg husker havde jeg det ikke bedre med den gratis mp3 fra det næste album, men det er lykkedes mig at glemme hvad den hed. Da jeg så interviewet fra artiklen omkring Kill Whitie-festerne følte jeg mit had valideret. De var virkelig nogle dumme hipsters. Men egentlig er Abebes artikel så nuanceret at jeg får lyst til at give dem en chance til, og hvis han ikke er fornærmet har jeg da vel heller ikke nogen ret til at være det.



Men der hvor jeg føler det blev meget mærkeligt var ved et citat af Jamie Stewart fra Xiu Xiu. Han skriver

"Cocorosie has always had what John Darnielle-- a huge fan of theirs-- described as race issues, but they seemed to deal with race as just that, an issue. not like fake Ivy League Afropop rip-off assholes who are, as their wealthy grandparents before them, plundering race without any consideration for the implications. Coco race [sic!] dives into race in a way that-- as I said-- scares me. Scares me because it is so insane and so bold and it also feels respectful and true."

Dette omhandler naturligvis Vampire Weekend og er på mange måder et fuldstændig vanvittigt udsagn i mit hoved. For det første er det faktuelt forkert, drengene fra Vampire Weekend gik rigtig nok på Ivy Leaugue universiteter (hvilket betyder de fineste universiteter i USA) men de arbejdede sig selv ind på de pladser, fik dem ikke via rige forældre. Ezra Koenig har desuden jødisk baggrund, og Rostam Batmanglijs familie er flygtninge fra den iranske revolution. Så lad os lige opsummere: En hvid amerikaner sviner altså en jøde og en perser til, fordi de ikke behandler raceforskelle som ubetydelige! Dette virker naturligvis fuldstændig forrykt på mig, men jeg havde virkelig også svært ved at komme frem til hvorfor i alverden race SKAL gøres til et problem? Burde målet ikke være at få elimineret raceproblemer, burde målet ikke være at alle mennesker skulle opføre sig som om de er farveblinde? Hvilken minoritet vil dog stille sig op, og sige at der er for LIDT fokus på, hvor problematiske forholdet mellem dem og majoriteten af befolkningen er?

Jamie Stewart

Og det her var så langt jeg nåede i min tankerække i mandags, hvor jeg overvejede at poste nogle overvejelser. Jeg er glad for at jeg ikke gjorde det, for i mellemtiden har jeg læst et interview med Chuck D fra Public Enemy, foretaget af Simon Reynolds i 1987, hvor følgende udveksling forekommer:

You seem to be into firm, fixed borderlines - between races, between sexes, between straght and gay.
'Borderlines have to be set, because borderlines are there. If ten whites and ten blacks go to an interview, and ten jobs are available, you can bet your life it ain't gonna be five/five, it'll be nine white jobs and one black. So, for us there has to be cohesion. And men should be men, and women should be women. And theres no room in the black race for gays, a black gay can't raise a kid, the kid's gonna be confused enough as it is being black. Lines have to be set. There has to be guidance. The shit has to be stable.'
So uncertainty is a privilege, a luxury for white middle-class people (like me).
'Uncertainty is bullshit, as far as black people are concerned.'(Simon Reynolds - Bring the Noise s. 54)

Pisseiriterrende. Nu er Public Enemy ret ekstreme i deres holdninger, og blev da også berygtede for ret uheldige holdningen om homoseksuelle (som man kan fornemme) og jøder. Men alligevel, argumentet om, at man ikke må ignorere skel, fordi de ikke går væk af den grund, er jo reelt nok. I sidste ende virker det på mig som om, at det eneste racistiske må være at hævde at vide hvad sorte mennesker som helhed mener om en sag. For de mener naturligvis noget forskelligt. Ligesom alle andre grupper af mennesker. Pisseirriterende når man jo er tvunget til at have en mening om racespørgsmål, og bestemt er en priviligeret hvid middelklasseknægt. Hvepseproblemet nok engang.

Suk... Men jeg var til gengæld til Vampire Weekend koncert på Roskilde. Det var helt vildt fedt. De var godt sammenspillede, nåede så vidt jeg har regnet ud at spille 17 ud af 21 numre, og publikum klappede og sang med på dem alle sammen. Desuden er jeg ret vild med deres seneste video, hvor de gør grin med hele deres image som forkælede overklasseløg:

Markus Krunegård

Markus Krunegård er en af de hyperbolske romantikere, der af en eller anden grund er så mange af i Sverige, og som gør at den svenske indiescene - fra Broder Daniel over Håkan Hellström til Tough Alliance - er så positiv, så vital, især sammenlignet med den mere slackerironisk prægede danske ditto. For de her folk er der ingen situation, der ikke kan være livsomvæltende, ingen følelse som ikke er den dybeste nogensinde, og ingen adjektiver som ikke bør superlativiseres. Som forsanger i det svensk-finske band Laakso og som solokunstner har han siden 2003 stået for en perlerække af skiftevis euforiske, desperate og fortvivlede indiepopperler.



Laaksos debutalbum I Miss You, I'm Pregnant starter, som så mange gode debutalbums, med noget der minder om en programerklæring. Fight the Fight starter med en enkelt guitar og sang og bygger lag på lag indtil det bliver en brusende energisk sang, men hvis man ser titlen og tror det er noget politisk tager man fejl. Fra de første linjers 'Trying hard to make a stand / How to use my perfect hand' til omkvædets vage 'I wanna find whatever there is to find / I wanna know how things can turn out right' er stemningen tvivlende og det er mere kampen og energien for dens egen skyld, der promoveres. Gennem hele pladen er der hyperbolske indlæg, anden skæring og singlen Aussie Girl slutter historien om en ferieflirt af med linjerne 'Five days can change your world / five nights can make it turn' Det lyder måske lidt som en overdrivelse, men Markus Krunegårds energiske foredrag formår fuldstændig at sælge påstanden.



Generelt er stemmen passioneret lige meget hvad der synges om. På den finske Loista Laakso synes det at være verdens vigtigste indsigt omkvædet krænger ud, men så vidt jeg forstår lyder teksten 'Dal / Smukke Da-a-a-l' Sangene Emmylou om Emmylou Harris og Nick Drake om Nick Drake (surprise...) forstærker billedet af hyperbegejstrede skandinaver. Omkvædet i breakup sangen Clear går 'I wan't you to know I'm ready to go on my own / I won't beg on my knees and I won't ask you please / cause I'm here and I'm now and it's good to be out on my own' og lyder helt utroligt usandt... På Month of Mist for vi muligvis forklaringen på den utrolige energi, den melankolske sang beskriver efteråret i Nordsverige og slutter med linjerne: 'Suicide rates are high / even higher than in Japan / The long dark fall affects us all / in a way we can't recall' Så det postuleres altså, at omgivelserne gør dem ekstra følsomme. Lysmangel med andre ord. Vi har simpelthen for kedeligt klima i Danmark...



Men sangen jeg egentlig ville tale om er singlen Demon. Den indkapsler på mange måder hvad Laakso og Markus Krunegård er gode til. Det er egentlig en utrolig logisk komposition - egentlig er dens logiske sans nok dens største svaghed, emnet taget i betragtning - med to stille vers om hverdagens problemer, et vers hvor han er sund og et hvor han er usund - og tjek videoen for den sunde 70'er udgave med højhalset sweater - og hvert vers slutter med linjerne 'I deserve getting wasted after all it's friday night tonight' hvorefter dæmonen sættes løs og omkvædet eksploderer i guitarstøj og fuldesang. Enkelt og effektivt. I Miss You, I'm Pregnant er generelt en virkelig god popplade, der bobler over med energisk personlighed.



Men selvom jeg er vild med debuten, har jeg faktisk aldrig fået hørt opfølgeren, My Gods. Alligevel er det en sang fra dette album, som er min favoritLaaksosang. High Drama var førstesinglen og er på mange måder en videreføring af tematikken fra Demon, men bare i en mere generel kontekst. Hvor Demon specifikt beskrev trangen til at trashe fredag aften, så handler High Drama om kærlighed og drifter, det er den sang jeg hiver frem når jeg skal eksemplificere hvad jeg tror Lacan mente, da han talte om Den Hysteriske Diskurs.



Det er utrolig svært at sætte ord på musik, men den her sang er for mig lyden af begær. Begær efter kærlighed, bekræftelse, sex, stoffer etc. Håndklap, skummel basgang, skurende synths, og naturligvis stemmen. Markus Krunegårds stemme. Han varierer muligvis ikke sit sangforedrag ret meget, men hans trick er utrolig effektivt. Og teksten. Først og fremmest handler det om at Markus har mødt en pige, og nu er han: 'A junkie, an addict, a slave for your love' men det er bemærkelsesværdigt, at hans tilkomne aldrig nogensinde bliver beskrevet. Markus synger udelukkende om, hvordan han har det med det, intet om hendes øjne eller hendes smil eller noget som helst. Det tætteste vi kommer på er når han synger: 'I'm just obsessed / With hearing you say "yes please Markus come to me"' På den måde er han en typisk Lacaniansk hysteriker. Hans begær retter sig mod et andet menneske, men det er ikke mennesket, som begæret i sig selv, der er i centrum. Man sidder lidt med fornemmelsen, at det sagtens kunne have været en anden pige, og at dette sikkert var tilfældet måneden før. Det hysteriske kulminerer når stemmen lige pludselig springer op i det høje leje til omkvædet: 'I'm high on you and on drugs / It is the worst combination of addictions' Han er en misbruger. Af alt.

I andet vers hives endnu en Lacaniansk trope frem, nemlig den som Lacan kaldte Les Non-Dupes Errent. Dette betyder ordret at dem, der ikke lader sig dupere, tager fejl. Det spiller på to andre psykoanalytiske termer Le Nom du Pere / Le Non du Pere, henholdsvis fadernavnet og fadernejet. Lacan er ret glad for ordspil... At Les Non-Dupes altså helt bestemt Errent'er skyldes, at de ikke er i stand til at acceptere de beroligende løgne. Det kan f.eks. være løgnen om, at Gud passer på dig. Eller de kan ikke forlige sig med, at man reelt set aldrig ved, om selv din næreste er ærlig over for dig. En anden Non-Dupes stammer fra David Foster Wallaces roman Infinite Jest. Det er en fyr ved navn Geoffrey Day, der ikke kan acceptere, at hans afvænningsklinik råder ham til at lægge sin frie vilje hos et højere væsen, da han mener det bare er skjult religion. Det har han muligvis ret i, men statistikker viser stadig, at det virker. Og ifølge Lacan skyldes det, at begær og misbrug i virkeligheden handler om at finde Den Store Anden (et art fuldkomment, ufejlbarligt subjekt), men en sådan findes ikke, og må derfor opfindes af personen selv. Og en sådan er hr Krunegård altså også. Teksten går: 'Bought myself a video game / To get entertained / In an easy way / But I saw through that I'm far too smart to get fooled by myself' Det stykke jeg har sat med fed er muligvis den mest præcise beskrivelse af en Non-Dupes jeg nogensinde har set.

Til sidst i sangen kan han ikke engang længere formulere sine tanker, men er reduceret til at skrige 'The Wo-o-o-rst' om og om igen mens musikken eksploderer. En ganske præcis musikalsk beskrivelse af ustyrligt begær. Og læg desuden mærke til, at det er 'The Worst' Ikke blot slemt, men det værste. Hyperbolsk har han alle dage været. Og så har jeg endnu ikke fået diskuteret musikvideoen, der endnu tydeligere hamrer pointen ind om den desperate hysteriker og det upåvirkede subjekt. Og Markus ved da vist også godt til sidst, at han muligvis har overreageret...

Som jeg skrev til at starte med, det er folk som Markus Krunegård jeg synes vi mangler i dansk musikliv. Folk som helt naturligt mener de er havnet i verdens største problem nærmest hver dag. Folk der tager hele livet - også de fantastiske og positive sider af det - utrolig seriøst. Ham her er seriøst glad. Nærmest hyperglad. Han udgav i 2008 soloalbummet Markusevangeliet, der indeholdt hittet Jag Är En Vampyr, og gav ham et langt bredere gennembrud end med Laakso. Omkvædet i Jag Är En Vampyr? 'Hele värden er så underbar!' Gennembruddet var efter min mening fuldt fortjent. De her svenske kunstnere formår ofte at ophøje det banale til det sublime. Danske kunstnere formår alt for tit blot det modsatte.

Opsummering

Med afslutningen af det her crescendocore tema er jeg sådan set nået igennem den gennemgang af postrockbegrebets udvikling, som til at starte med var bloggens formål. Jeg har tænkt mig at blive ved med at skrive indlæg om musik og postrock - det vil nok blive en blanding af præsentationer af nye plader og temaer i stil med det racetema jeg havde på et tidspunkt. Sociale kontekster er interessante - og vil måske også komme ind på visse genrer der kan ses som inspirationskilder, men den grundlæggende præsentation af centrale plader er overstået. Jeg tænkte en lille opsummering var på sin plads:

Genren bliver første gang defineret af Simon Reynolds og dækker over en gruppe britiske bands i start-90'erne, der bruger rockinstrumentering til ikke-rock formål. Genren kan til en vis grad ses som videreførsel af Shoegaze-bølgen, men lægger større vægt på at inkludere teknikker fra sort musik som hiphop og dub. Derudover er der meget inspiration fra techno og ambient. De vigtigste bands er Disco Inferno, Bark Psychosis og Seefeel.

Anden bølge kommer fra USA, mest af alt fra Chicago. Amerikanske bands inddrager ikke lige så mange nye sorte inspirationskilder - af grunde jeg er kommet ind på - men trækker i stedet meget på jazz, klassisk og kraut. Det bedste band er Tortoise.

Den tredie bølge har jeg kaldt for crescendocore, den kommer fra hele verden, og består for det meste af unge mænd, der spiller episke rocksange i traditionel instrumentering. Inspiration helt tilbage fra proto-mathrock somSlint, fra gamle episke rocksange, og fra klassisk musik. De vigtigste bands hedder Mogwai, Godspeed You Black Emperor og Sigur Ros. Jeg selv foretrækker Do Make Say Think.

Generelt foretrækker jeg den første britiske bølge af postrock, og de konnotationer navnet indeholdt på daværende tidspunkt. Dengang var der rent faktisk noget fremsynet over den, og dens forhold til at inddrage andre genrer var fantastisk. I dag er postrockgenren utrolig ensformig, crescendocorevejen var efter min mening en blindgyde. Så den her blog argumenterer for at få den gamle indstilling til tingene tilbage. Postrock burde dække bands, der ikke er bange for at inddrage landvindinger fra andre genrer - det være sig hiphop, dubsteb eller metal - men stadigvæk bruger dem i en rockkontekst. Som Battles og Animal Collective.

Der skal nok snart komme nye indlæg. Hvis jeg udvider mit argument og får smidt flere avant-post genrer op, så vil jeg redigere det her indlæg til at matche den nye udvikling. Alt godt.

Thunderbear - Thunderbear (06)

Jeg slutter dette fokus på crescendocore af med et dansk eksempel på genren. Det drejer sig om et sideprojekt til Under Byen: Thunderbear aka. Thorbjørn Krogshede. Der er egentlig ikke så meget at sige om den her plade, bortset fra, at det skal vise hvor meget plads til forskellighed der trods alt er i genren, med et dansk eksempel. Hovedsagligt er det helt unikke ved den her plade klaverspillet, som tydeligst kommer til udtryk på solostykket Pas På Du Ikke Falder I:



Det er ganske klassisk instrumenteret, og ikke så afhængigt af konstant dynamisk intensivering. Eneste undtagelse er den centrale 25 min lange komposition Bonde?. Dette er rent faktisk en komposition, frem for en samling småstykker klistret sammen. Den bevæger sig gennem forskellige dele - soloklaver, ambient støj, blæs, vibrafon - frem mod det endelige støjklimaks. Det er vældig imponerende, faktisk et af de bedste postrocknumre jeg overhovedet kender. Især er jeg vil med detaljerne: Man kan høre blæserens vejrtrækning mellem han spiller på sit instrument, og lyden af vibrafonen er helt perfekt. Nærmest hypnotiserende. Det er virkelig et veloptaget album og studiet er helt tydeligvis medtænkt som medspiller. Jeg er ikke den store fan af Under Byen, men den her er varmt anbefalet.

Anmeldelser:
Gaffa
Soundvenue
Undertoner
Geiger

Avant-Post: Bernstein - Ouverture til Candide (56)

Jeg har hovedsagligt denne sang med for at illustrere et problem jeg har med crescendocore: Det skal være rockinstrumenter, der spiller mere komplicerede kompositioner, men så bliver det utroligt svært at konkurrere med de klassiske komponister. Det her nummer har skæve taktarter (5/4, 7/4, alle mulige mærkelige) og dens crescendi er opnået ved at putte flere og flere instrumenter på med nye melodier. Det er altså svært at lave med guitar, guitar, bas og trommer. Læg desuden mærke til Bernsteins direktion. Fantastisk.

Do Make Say Think - Winter Hymn Country Hymn Secret Hymn (03)

Nok et canadisk band, også denne gang fra Montreal og pladeselskabet Constellation. Do Make Say Think har udgivet plader siden sluthalvfemserne og udgav sidste år pladen Other Truths, som fik rigtig fine anmeldelser. Jeg er ikke så godt inde i dem, men den her er jeg ret vild med.



Den her plade er speciel på en lidt nørdet måde. Som titlen antyder, er den delt op i tre dele. Der er 9 numre, fordelt på tre suiter af tre numre. Hvorfor er det specielt? Fordi langt de fleste cd'er selv i dag er beregnet på vinyl formatet. Antallet af musikalske forløb er deleligt med 2. Den her plade er struktureret som tredelt, hvilket kun giver mening på cd. At den naturligvis også findes på lp er fjollet men uundgåeligt.

Lyden på denne plade er langt mere varieret end Mogwai og GYBE. Det er bestemt crescendobaseret, men hvor de to andre bands byggede på ganske voldsomme dynamiske skift, så er det her en plade der langt mere tålmodigt og subtilt bygges op. Med den her genre er det ret svært at forklare forskellen på god og dårlig musik, for det kan nemt blive så helt utrolig mekanisk. Man kan nemt snakke om at det er godt komponeret (guitarfiguren fra starten kommer tilbage til slut, det andet larmende stykke er ikke blot en gentagelse af det første men noget helt andet, alle instrumenter spiller udmærket) men i sidste ende føles det blot opfindsomt, subtilt og mindre manipulerende end f.eks. Explostions in the Sky. Der er også tænkt over lydbilledet, som er fyldt med detaljer. Det er som om rummet er medtænkt i skabelsen af pladen, fremfor at det forsøges at få til at lyde live.



Crescendocore er en utrolig narrativ genre. Når hele pointen er opbygning og klimaks, så må man hellere sørge for at ens plade slutter på en ordentlig måde. Helt tilbage til Mogwais alenlange Mogwai Fear Satan fra Young Team har det mest normale været at slutte så episk som muligt (igen er GYBE en undtagelse. Jeg tænker det netop er deres cutop-hed som gør deres manglende afslutninger tålelige. Og jeg overvejer videre, om netop den her cutop hed og manglende narrativ er en af grundende til at de var så succesfulde omkring sidste årtusindskifte. Det afspejler de store fortællingers død i den postmoderne epoke, og er derfor ganske egnet til at beskrive den difuse politiske situation på daværende tidspunkt. Men det er blot en prætentiøs strøtanke, skulle være man skulle prøve at udvide den). Men den her plade slutter ikke episk eller katharsisk i klassisk forstand. I stedet er slutnummeret - som du kan høre lige ovenover - afdæmpet, som ankomsten efter en lang rejse. Og ca halvvejs igennem kommer så forløsningen: Menneskestemmer. Det er det mest menneskelige pladen overhovedet bliver, og et katharsisk klimaks på sin egen subversive måde. En af mine favoritafslutninger overhovedet.

Avant-Post: Ravel - Boléro (1928)

Endnu et klassisk stykke. Det er ifølge Ravel (ifølge wiki): a piece lasting seventeen minutes and consisting wholly of "orchestral tissue without music" — of one very long, gradual crescendo. There are no contrasts, and practically no invention except the plan and the manner of execution. I crescendocoretermer er det altså mere GYBE end Mogwai.




Mere er der ikke rigtig at sige om Ravel, men jeg vil lige gøre opmærksom på, at Rufus Wainwright har benyttet stykket ret fantastisk:

Godspeed You Black Emperor - Lift Your Skinny Fists Like Antennas to Heaven (00)

Og videre med temaet. Godspeed You Black Emperor (forkortet GYBE, og egentlig er der et udråbstegn et eller andet sted i navnet, som jeg ikke gider bekymre mig om) er et band fra Montreal, Canada - det er forøvrigt lidt skægt, at ingen af de rigtig toneangivende bands på crescendocorescenen er fra England eller USA: Mogwai er fra Skotland, GYBE er fra Canada og Sigur Ros er fra Island - der udgav 4 plader fra 98 til 2002 og derefter gik på pause. De er nu netop blevet gendannet og tager forhåbentlig på turné snart. De skulle være ret fantastiske live. Det her er deres tredie album, det er et dobbeltalbum, og det er så klart min favorit med dem.

GYBE er egentlig nærmere et kollektiv end et band, og deres musik er som følge heraf ganske afvekslende. Man kan lidt forenklet sige at F#A#oo (98) er utrolig stemningsfuld, Slow Riot For New Zerø Kanada (99) er dynamisk, Lift Your Skinny Fists (00) er både og, og Yanqui U.X.O. (02) er hverken eller. Den her indeholder både typiske crescendocore passager, men samtidig også mere elektroniske dele, kammermusikalske småstykker og spokenword ting. Den starter dog triumferende med en lille march:



Som sagt er det et dobbeltalbum, og det er tydeligvis beregnet til vinyl. Der er nemlig kun to numre på hver cd, sådan ca lige præcis så lange som en vinylside. De enkelte numre består af en del forskellige forløb, og egentlig er det mere en hel masse sammenklippede smånumre end fire store sange.

Men denne her plade er endnu mere crescendobaseret end Mogwai Young Team. Hvor numre som Like Herod og Mogwai Fear Satan stadigvæk var egentlige sange, som også havde passager der ikke var del af crescendierne, så består de enkelte smånumre på den her plade af ren opbygning. Når nummeret har nået sit klimaks, så stopper det blot, hvorefter et nyt nummer går i gang. Det bliver lidt sammenklistret. Derudover er musikken ikke særlig melodibaseret. Man kan ikke rigtig nynne noget fra pladen. Men det er naturligvis heller ikke meningen.

GYBEs musik skaber apokalyptiske billeder. Det er et yderst politisk band, men det er selvfølgelig lidt svært at være rigtig eksplicit når man laver instrumental musik. I stedet er der lydklip fra præste og nostalgikere som skaber en eller anden ramme om det, og desuden er deres artwork altid ganske politisk. Yanqui UXO er nok det tydeligste eksempel – UXO står for unexploded objects, dvs landminer og klyngebomber, og coveret kobler alle de store pladeselskaber til fabrikeringen af disse objekter. På den her plade er det politiske mere grundlæggende som en følelse af frustration, utryghed og en gang imellem kamp. Det er mere noget med værdier end politik. Og jeg kan egentlig bedre lide dem når de forbliver abstrakte. Religiøsitet spiller også en ret stor del, som titlen også antyder.

Det er en klassiker, og en af den slags plader som de fleste egentlig ret godt kan lide når de hører det. Der er nogle lidt kedelige passager, men den er egentlig ret sammenhængende som værk. Det er som sagt lidt usammenhængende og åbenlyst crescendobaseret. Desuden slutter albummet ret antiklimatisk. Hele fjerde nummer er mærkeligt, og hvor man måske normalt ville have forventet en triumferende slutning, eller i det mindste noget tydeligt og engageret, så bliver det mere sådan en lidt hyggelig ting. Hvilket jeg dog egentlig også ret godt kan lide.



Anmeldelser
Pitchfork

Avant-Post: Bizet - L'Arlésienne Suite Farandole (1879)

Jep, jeg går langt tilbage i tiden, i de her mellemliggende crescendocore indlæg. For at vise historien bag jagten på det gyldne klimaks. Det her er utrolig poppet klassisk. Dansemusik fra 1870'erne, fra manden der også skrev Carmen. Jeg er vild med det her som jeg er med en god popsang. Der er to temaer. Et majestætisk, og et entusiastisk. Hver især bliver de introduceret og varieret mens spændingen stiger, og ved 2:15 kommer det uundgåelige klimaks. Egentlig ganske simpelt. Men det virker sgu.

Mogwai - Young Team (97)

Dette album er svært at benægte. Men samtidig også roden til rigtig meget ondt. Drownedinsound beskrev det ret fint i en feature der her When Did Postrock Jump the Shark?(at hoppe hajen er for øvrigt et amerikansk kulturudtryk taget fra en gammel tv-serie, der havde et afsnit hvor en person hoppede på vandski over en haj. Det betyder det øjeblik, hvor man må indse at et givet kulturprodukt, det være sig serie, film eller genre, ikke længere kan reddes). Som sagt, det er et skide godt album, men der er bare alt for mange efterlignere, inklusiv Mogwai selv, som stadig udgiver albums der minder om, men bare ikke er lige så gode.



Normalt når man snakker om det her album er der to sange der bliver fremhævet: Like Herod og Mogwai Fear Satan. Dem kan jeg ikke lide. De er netop crescendocore i sin reneste form, og bygger alt for meget på rockklichéer til min smag. Like Herod især lyder alt for meget som en instrumental grungesang strukket ud over 12 min. Men resten af albummet er mere afdæmpet, mere melankolsk og mere til min smag. Der er en xylofon-ballade med telefonsamtaler inde over, der er nogle næsten poppede passager og der er RU Still In 2 It? En utrolig rørende breakupsang med vokal fra Aidan Moffat fra Arab Strap og Mogwai selv på omkvædet. Den er jeg ret vild med.



Endelig er er en grineren lille passage. With Portfolio er såmænd blot en klaverfigur der druknes i støj. Det er essensen af crescendocore. Helt simpelt, blot en gut ved et klaver, hvis spillen druknes af infernalsk larm. Stilhed/Støj, Skønt/Grumt, alt hvad genren står for destilleret ned til 3:13. Det er 13 år siden dette nummer udkom, og det er egentlig stadigvæk essensen af både bandet Mogwai og genren crescendocore. Lidt trist efter min mening...



Anmeldelser:
Pitchfork
PopMatters
Allmusic
R U Still In 2 It? Stylusmagazine

Tema: Crescendocore: Introduktion

Undskyld bloggen har ligget stille i noget tid. Jeg har lavet andre ting, og bøvlet med et enkelt indlæg, som ingen vegne kommer. Nu ligger jeg det til side og vender tilbage til blot at præsentere noget musik. Og de næste mange indlæg kommer til at handle om et tema: Crescendocore. Dette er den form for postrock, der har ødelagt genrenavnet for mange mennesker. Jeg har navnet fra en anmeldelse inde på popmatters, af bandet Caspians nye plade. Der var også en beskrivelse af genren, via en beskrivelse af bandets debutalbum: It was sprawling, sweeping, and epic in scale and scope, covering a vast terrain of sonic qualities that typically accompany a genre that has been ambiguously referred to as crescendocore, which is to say that there is an intense buildup and release, making it the equivalent of a musical orgasm. Jeg havde aldrig hørt navnet før, men det er ret præcist for den slags musik det skal handle om.

Som jeg flere gange har skrevet, så var pointen med postrock til at starte med at bruge rockinstrumentering til ikke-rockformål. Dette blev opnået ved at blande rock med andre genrer og ved at inkluderer elektronik og sampleteknikker fra genrer som hiphop, dub og techno. Langsomt blev det mere organisk, og de genrer man lånte fra var mere sådan noget som jazz, ambient og klassisk. Med crescendocore blev genren endnu mere konservativ. Grundlæggende består bandsne at en traditionel rockopstilling med guitar bas og trommer, der kan komme nogle strygere og blæsere på, gerne lidt klaver, men der er sjældent meget elektronik inde over. Og grundlæggende er langt størstedelen af sangene opbygget op samme måde: Som et crescendo. Dvs det starte lige så stille og så bliver det gradvist mere og mere voldsomt. Når det virker er det helt fantastisk, men jeg må indrømme det også kan virke skuffende ensformigt. Her er et eksempel, som jeg tidligere har postet, nemlig Her Name Is Calla med New England:



Dette her nummer er opbygget ganske crescendocore agtigt, men jeg synes det bliver reddet først og fremmest af vokalen, men derudover også af den lidt mærkelige rytme i forte-stykket, og af den udbyggede instrumentering.

Crescendocore blev for mange synonym med postrock via Mogwai. Andre crescendocore bands er folk som Godspeed You Black Emperor!, A Silver Mt Zion, Do Make Say Think, Explosions in the Sky, Sigur Ros, Her Name Is Calla, Caspian etc. Det er ret meget dem, jeg kommer til at skrive mere om i løbet af det her tema, men egentlig er der en langt nemmere måde at blive bekendt med genren på: Hjemmesiden TheSilentBallet, der er dedikeret først og fremmest til instrumentalmusik har udgivet en række podcasts med postrock, ambient og moderne klassisk. Der er rigtig meget guf at finde (f.eks. er jeg ret glad for numre med Ef, 65daysofstatic og Panoptique Electrical) men det bliver også ret hurtigt tydeligt hvor begrænset et sprog ret mange af de her bands bruger. Start lige så stille. Spil langsomt kraftigere. Tilsæt evt stryg eller blæs. Alternativt kan man starte rigtig kraftigt, derefter blive stille, og så først derefter begynde at bygge op igen. Af en genre, som stadigvæk påstår at være 'post' noget som helst, og vel dermed derfor skal være noget nyt, lyder ufattelig meget af det som hinanden, og egentlig meget som Mogwai, GYBE og Sigur Ros. Der er efter min mening for få, der forsøger at bruge de her skide crescendi på andre måder end som 9 min lange emotionelle vandringer. Men der er dog lyspunkter Et eksempel på fornyelse er f.eks. denne Sigur Ros video. Det er egentlig blot en fantastisk popsang, men tilføjet et helt typisk postrock crescendo fra ca. 2:00 til 3:30 i videoen. Halvandet minut, mere behøver det ikke at tage.



Jeg vil komme mere ind på genren vha diverse pladeanmeldelser, og desuden nogle avant-post indlæg med gamle numre, der også lyder lidt derhen af - som jeg for øvrigt allerede én gang har gjort med Television. Det skal nok blive sjovt. Men inden jeg slutter denne indledning af, vil jeg lige bevæge mig over i noget mere idiosynkratisk terræn. Crescendocores fokus på opbygning og klimaks minder nemlig lidt om en anden genre: Techno. Et dj-sæt skal også langsomt bygge op og blive vildere og vildere. Og der var nogle år i forrige årti hvor der var nogle bands der arbejdede med denne sammenligning, og lavede dancepunk hybrider som nærmede sig det postrockede. De mest rendyrkede var Out Hud, som er et sideprojekt til !!!, og som udgav to albums med instrumental postrockfunktechno. De fortjener deres eget indlæg. Men der var et par andre singler, som det var meget svært at sætte genre på, som Beat Connection og Yeah med LCD Soundsystem og Me and Guiliani Down By the Schoolyard med !!!. Jeg var helt vild med det dengang, og har stadig i dag svært ved at finde noget lignende. Begge bands kørte dog senere i en lidt mere konventionel retning, og selvom de har lavet rigtig meget godt, kan jeg stadigvæk godt savne noget af den uforudsigelighed, der var på de her par numre.

Battles - Mirrored (07)

Jep. CyborgMath. Og sammenhængen med Slint går via Don Cab, Ian Williams har spillet med begge bands - og jeg burde vel også have skrevet lidt om dem, men der ved jeg simpelthen for lidt. Undertoner har fint introduceret dem her. Jeg har for langt tilbage linket til Nick Southalls fantastiske og originale Top 10 over bedste Postrockplader - så klart en af hovedinspirationskilderne til hele det her blogprojekt - hvor også den her bliver beskrevet:

The prissy and pedantic may well get hot under the collar at the thought of calling Battles postrock rather than mathrock (COS THAT’S AN EXCITING GENRE NAME, KIDS) or electronicarockfusion or avantjazzglam or androidpixieindiemetal or whatever, but if the stupidly gifted NYC quartet signify anything to me then it is a future, what comes after rock is done with. Clearly the work of people playing in a room, but mechanized, programmed, run by algorithms rather than human hands and consequently intriguing and compelling in a way that few other bands can be. Plus when they drop a pop tune (“Atlas”) they do it incredibly catchily for something that's essentially too-gifted-heavy-metal-jazz with wailing pixie vocals.



Atlas er det store mesterværk. Også da jeg hørte dem live på roskilde i 2008 var det Atlas som fik teltet til at eksplodere. Resten af pladen er mere abstrakt, selvom der stadig er hooks - fløjten i Race In, Ddiamond er også på en mærkelig måde ret poppet. Pladen er meget bygget op omkring mathtapping, der bliver loopet og lagt oven på hinanden mens trommerne trumler komplekst og magtfuldt neden under. Det er utvivlsomt rigtig dygtige musikere der har lavet den her plade, men samtidig er de aldrig bange for at bruge studiet og computerne til at redigere og forvrænge det menneskeskabte grundmateriale.



Jeg synes måske nok pladen mister en smule af pusten hen imod slutningen. Det er måske nok en af dem, som er nemmere at beundre end rigtig at holde af. Men det er bestemt en af de mest vellykket eksperimenterende plader længe, ligesom det også er en af de vigtigste. Som Pitchfork skrev i deres anmeldelse: Battles may not be the world's first bionic rock group, but they've done more to extend the idea of a flesh-and-blood band enhanced by computer technology than anyone since the late, lamented Disco Inferno. Jeg er enig. Sidste årtis bedste og vigtigste cyborgplade.

Anmeldelser:
Metacritic
Allmusic
Pitchfork
Popmatters
CokeMachineGlow
DrownedInSound
TinyMixTapes
Stylusmagazine
NME
Gaffa
Soundvenue
Undertoner
Geiger

Slint - Spiderland (91)

Endnu en klassiker. Denne gang er indlægget nok mere skrevet på grund af konsensus end at jeg selv er fan, men jeg har allerede kaldt den for grundlaget for postrockgenren, og det bliver den desuden også kaldt alle mulige andre steder, så selvom den på mange måder er inspirationskilden til den form for postrock, som jeg ikke rigtig bryder mig om, så bør jeg nok skrive lidt om den. Om ikke andet, så for at jeg kan linke til den...

Den form for postrock, som jeg bedst kan lide, inkorporerer elektronik og moderne studiemetoder. Spiderland er i høj grad et guitaralbum. Det er et meget utraditionelt guitaralbum, men det er stadigvæk lyden af en ret traditionel rockkonstellation. De spiller bare ret mærkelig rockmusik. Pladen udkom i 91, samme år som Nirvanas Nevermind, og egentlig kan de to godt sammenlignes. De bruger succesfuldt det samme trick, den pludselige dynamiske vekslen mellem stilhed og støj. Men hvor Smells Like Teen Spirit nok er den mest effektive brug af dette greb, så er Spiderland abstrakt og kunstlet. Men i begge tilfælde kan man mærke inspirationen fra Pixies.



I virkeligheden er der en anden genre, som denne plade i langt højrere grad indvarsler: Mathrock. Jeg har ikke hundrede procent styr på genren, men den lette beskrivelser er, at det er guitarrock i mærkelige taktarter, som 5/4 og 7/8. Det er kompliceret og ofte instrumental musik. Slint er i høj grad emotionel, vokalen skifter mellem stille spoken word og desperat skrig, men det virker alligevel som et foregangsband for ting som Don Caballero. Derudover har også bands som Mogwai og Godspeed You Black Emperor været inspireret.



Det her vil man uden tvivl objektivt se som en god indieplade. Den udfører alt det en indierock plade skal. Den er helt særegen, den var nyskabende for sin tid og der er stadig ikke noget der helt præcist lyder lige sådan. Desuden er den både i komposition og tekster yderst intelligent. Nummeret ovenover bygger f.eks. på Coleridges Rime of the Ancient Mariner. Men det er ikke lige min stil, og som sagt foretrækker jeg min postrock med mere hiphop. I det hele taget tyder udviklingen af mathrock på at Simon Reynolds havde ganske ret da han kaldte det amerikanske indiemiljø bange for at annektere sort musik. Mathrocken har - efter min mening - virket fremsynet på stort set samme måde siden 91, men det var først med Battles - Mirrored at det for alvor gik i cyborgretningen. Men da blev det til gengæld også helt vildt godt...

Anmeldelser:
Allmusic