Dette album er svært at benægte. Men samtidig også roden til rigtig meget ondt. Drownedinsound beskrev det ret fint i en feature der her When Did Postrock Jump the Shark?(at hoppe hajen er for øvrigt et amerikansk kulturudtryk taget fra en gammel tv-serie, der havde et afsnit hvor en person hoppede på vandski over en haj. Det betyder det øjeblik, hvor man må indse at et givet kulturprodukt, det være sig serie, film eller genre, ikke længere kan reddes). Som sagt, det er et skide godt album, men der er bare alt for mange efterlignere, inklusiv Mogwai selv, som stadig udgiver albums der minder om, men bare ikke er lige så gode.
Normalt når man snakker om det her album er der to sange der bliver fremhævet: Like Herod og Mogwai Fear Satan. Dem kan jeg ikke lide. De er netop crescendocore i sin reneste form, og bygger alt for meget på rockklichéer til min smag. Like Herod især lyder alt for meget som en instrumental grungesang strukket ud over 12 min. Men resten af albummet er mere afdæmpet, mere melankolsk og mere til min smag. Der er en xylofon-ballade med telefonsamtaler inde over, der er nogle næsten poppede passager og der er RU Still In 2 It? En utrolig rørende breakupsang med vokal fra Aidan Moffat fra Arab Strap og Mogwai selv på omkvædet. Den er jeg ret vild med.
Endelig er er en grineren lille passage. With Portfolio er såmænd blot en klaverfigur der druknes i støj. Det er essensen af crescendocore. Helt simpelt, blot en gut ved et klaver, hvis spillen druknes af infernalsk larm. Stilhed/Støj, Skønt/Grumt, alt hvad genren står for destilleret ned til 3:13. Det er 13 år siden dette nummer udkom, og det er egentlig stadigvæk essensen af både bandet Mogwai og genren crescendocore. Lidt trist efter min mening...
Anmeldelser:
Pitchfork
PopMatters
Allmusic
R U Still In 2 It? Stylusmagazine
Ingen kommentarer:
Send en kommentar