The Mae Shi - HLLLYH (2008)
Det er mest åbenlyst på Mae Shis tredje og sidste plade HLLLYH - der kan indsættes vokaler i titlen så der står enten Halleluyah eller Helll Yeah! - og det er da også blevet påpeget i anmeldelser, som jeg ikke lige kan finde. Mae Shi startede vilde og voldsomme og avantspazzpunk agtige, men på HLLLYH slappede de nok af til at lave noget sammenhængende, et statement. Albummet er et konceptalbum om dommedag, indvarslet allerede i åbningslinjerne 'I predict a decline in the price of Lamb & Lion International' fra Lamb & Lion og gennemført på titelnummeret inden albummet rundes af med den trøstende Divine Harvest og linjerne 'Don't be worried / everything will turn out fine / Don't be troubled / It'll be over when you die' Ind imellem tages der afsæt i noise og punk, men det hele formes altid til det mest katharsiske og ganske enkelt poptastiske. Hemmeligheden er glæden ved at synge i kor, det er umuligt for dem at holde kæft og umuligt at sidde stille til. Mae Shi tager desuden pis på stort set hele indie-scenen undervejs: Party Politics ender med et punkfunk stykke a la Radio 4 og !!!, I Get (Almost) Anything I Want og Divine Harvest er indiefolkede, Young Marks prøver på at være noiseelectropop med autotune og Abbaakorder og det hele og der er endda et 11 min langt megamix placeret lige midt på pladen. De har hele tiden tungen skævt i munden og ender op med et af mine absolut yndlingsalbums fra seneste fem år.
Parts & Labor - Receivers (2008)
Parts & Labor er et andet band, der udviklede sig fra avant baggrunde frem mod noget mere poppet. De udgav faktisk engang en splitcd med Tyondai Braxton fra Battles og kommer i det hele taget fra en ganske voldsom baggrund. Forrige album Mapmakers var efter sigende det mest poppede de indtil da havde lavet og det er bestemt ikke stille. Især trommeslageren tonser derudaf og giver utrolig meget energi til pladen. Mellem de to plader udgav forsanger Dan Friel så et soloalbum med electronoise, og de udgav ep'en Escapers Two: Grind Pop, der indeholder 51 punk numre på lidt over en halv time. Den er ganske udmattende... Men som med Mae Shi er deres seneste en statement plade. Receivers er et konceptalbum om kommunikation, albumtitlen spiller sammen med titlen på åbningsnummeret Sattelites, og de bad deres fans om at sende lydbidder af dem selv ind, som de så ville bruge i kompositionen. Det er de små ting der gør det, den måde f.eks. albummet åbner med synthskabte modemlyde, før rockgroovet tager over. Og det er en utrolig stram plade. 8 numre, alle af utrolig høj kvalitet, og alle med den dynamiske fokus som også Mae Shi og Battles benytter. Det er den der gør, at åbningsnummerets 7 min flyver af sted selvom det egentlig er en psychdrone sang i 7/4. Når den modulerer til sidst er det ren melodigrandprix. Og når næste numre og førstesingle Nowheres Nigh gør det samme er det næsten for meget af det gode... Albummet er i det hele taget fjollet, et af deres tricks har længe været at Dan Friel kunne få sine synths til at lyde som sækkepiber så hvorfor faen der skal overdubbes med rigtige sækkepiber på Little Ones forstår jeg ikke. Derefter kommer The Ceasing Now, som er et popanthem Green Day og den slags ville ønske de kunne skrive men ikke kan fordi de er for poppede. Den behøver sine 7 min, lange intro, breaks med håndklap og monotone opbygning for at få det triumferende omkvæd til rigtigt at fænge. Og hvilket omkvæd! Det er i virkeligheden pessimistisk og handler om hvordan de er 'Seizing the ceasing now / as our aims miss their goals' men i sidste ende er det ligegyldigt fordi 'what matters is we chose!' Mesterligt, og når klimakset endelig kommer ved 5:34 har hele den her bunke ukuelige tabere alligevel vundet.
Marnie Stern - This Is It and I Am It and You Are It and So Is That and He Is It and She Is It and It Is It and That Is That (2008)
Marnie Sterns album er ikke noget statement, men har nu mere med Battles at gøre sådan rent musikalsk. Sangene består af små guitartappingloops lagt oven på hinanden med multitracket sang. Man kan sige hun bruger mathriffs på samme måde som Beirut bruger balkanblæs og Final Fantasy brugte violiner. Men igen, hvor tappingbaseret mathrock kan være utrolig nørdet teknisk og introvert så lyder Marnie Stern som om hun prøver at få det til at være så poppet og ekstatisk som muligt.
Fang Island - Fang Island (10)
Der var lidt stille på den her front i 2009, men Fang Island tog hævn her i vinters, med måske den reneste destillering af alt hvad der er fedt med den her pop-hardcore lyd. Der er ikke nogle koncepter, der er ikke nogle lange numre, der er nærmest ikke nogle tekster. Det eneste der er, er guitarkrummelurer, breaks, klimaks og korsang. Igen er der x-hardcore folk involveret, guitaristen blev smidt ud af Daughters fordi han var for poppet - men efter han havde hevet deres seneste selvtitlede i den helt rigtige retning, nogle folk følger bare ikke med tiden. Det er virkelig svært at sætte ord på, hvorfor jeg synes det her er noget specielt, men det er nærmest hyperpop. Alt hvad der ikke er et højdepunkt er blevet fjernet. Normalt når folk snakker om eksperimenterende eller nyskabende musik er det egentlig mest det lydmæssige de snakker om, My Bloody Valentines guitareffekter eller Radioheads vokalfiltre på Kid A, men den her plade er kompositorisk i mine ører noget helt specielt. Der er måske nok paralleller med postrock - der er ikke tid til særlig mange crescendi, men man kan muligvis kalde det klimakscore? - hvor alt hele tiden er fokuseret på det næste højdepunkt, der virker nærmest på det endorfine plan. Sådan lidt ligesom når et technobeat kommer tilbage efter et break. Det er virkelig en af årets plader efter min mening, den er revolutionerende i sin poppethed, og at den ikke har taget hele indieverdenen med storm kan kun skyldes snobbethed. Prøv at se hvor meget the kids er nede med det her for faen da!!!
De her fem plader - Battles, Mae Shi, Parts & Labor, Marnie Stern, Fang Island - er på mange måder forskellige. Men jeg synes alligevel der er fællesnævnere. Det er elementer fra hardcore-genrer - math, noise, punk - der bliver brugt på en helt anden måde, fuldstændig frygtløs over for beskyldninger om at have solgt ud. Hvis ikke post-hardcore allerede var blevet brugt ville det være et udmærket genrenavn. Lige umiddelbart er jeg egentlig lidt nede med klimakscore, ihf om Mae Shi, P&L og Fang Island. Under alle omstændigheder er det her nogle af mine yndlingsplader fra de seneste fem år, og jeg glæder mig til at se videreudviklingerne.
