Racisme #60: CocoRosie + co

Det er ikke fordi jeg har revolutionerende nyt at sige om dette emne, som jeg ikke har sagt tidligere, men diskussionen er blusset op igen i USA. I mandags faldt jeg over denne artikel inde på pitchfork, der omhandler CocoRosie, feminisme og raceforhold. Jeg kan virkelig anbefale at læse den igennem, den er utrolig velskrevet og nuanceret. Kort fortalt har stereogum postet en artikel hvor forskellige kunstnere hylder CocoRosie, og en del af dem hævder, at bandets manglende popularitet skyldes utryghed over for femininitet der ikke vil være sexet, men som insisterer på at være grim eller queer. Nitsuh Abebe (ud fra bemærkningen i artiklen og hans navn går jeg ud fra at han i det mindste delvist er af afrikansk afstamning) diskuterer derimod CocoRosies næsten berygtede forhold til race, der blandt andet er kommet til udtryk i nogle uheldige bemærkninger ved et hiphoparrangement for hvide hipstere, hvor en af dem fortalte at hun følte sig mindre utryg end ved sorte hiphopfester: In this vastly whiter scene, Casady said that "it's a safe environment to be freaky."

Jeg har altid haft haft det svært med CocoRosie. Jeg opdagede dem omkring deres andet album, Noah's Ark, og titelnummeret, som blev udsendt som gratis mp3. Jeg hader den. Det er en af de værste sange jeg kender. Stemmerne er irriterende, teksten i omkvædet er banal og gentages ad nauseum. Ja, ganske enkelt, jeg hadede den dengang, jeg har det stadig rigtig svært med dem. Så vidt jeg husker havde jeg det ikke bedre med den gratis mp3 fra det næste album, men det er lykkedes mig at glemme hvad den hed. Da jeg så interviewet fra artiklen omkring Kill Whitie-festerne følte jeg mit had valideret. De var virkelig nogle dumme hipsters. Men egentlig er Abebes artikel så nuanceret at jeg får lyst til at give dem en chance til, og hvis han ikke er fornærmet har jeg da vel heller ikke nogen ret til at være det.



Men der hvor jeg føler det blev meget mærkeligt var ved et citat af Jamie Stewart fra Xiu Xiu. Han skriver

"Cocorosie has always had what John Darnielle-- a huge fan of theirs-- described as race issues, but they seemed to deal with race as just that, an issue. not like fake Ivy League Afropop rip-off assholes who are, as their wealthy grandparents before them, plundering race without any consideration for the implications. Coco race [sic!] dives into race in a way that-- as I said-- scares me. Scares me because it is so insane and so bold and it also feels respectful and true."

Dette omhandler naturligvis Vampire Weekend og er på mange måder et fuldstændig vanvittigt udsagn i mit hoved. For det første er det faktuelt forkert, drengene fra Vampire Weekend gik rigtig nok på Ivy Leaugue universiteter (hvilket betyder de fineste universiteter i USA) men de arbejdede sig selv ind på de pladser, fik dem ikke via rige forældre. Ezra Koenig har desuden jødisk baggrund, og Rostam Batmanglijs familie er flygtninge fra den iranske revolution. Så lad os lige opsummere: En hvid amerikaner sviner altså en jøde og en perser til, fordi de ikke behandler raceforskelle som ubetydelige! Dette virker naturligvis fuldstændig forrykt på mig, men jeg havde virkelig også svært ved at komme frem til hvorfor i alverden race SKAL gøres til et problem? Burde målet ikke være at få elimineret raceproblemer, burde målet ikke være at alle mennesker skulle opføre sig som om de er farveblinde? Hvilken minoritet vil dog stille sig op, og sige at der er for LIDT fokus på, hvor problematiske forholdet mellem dem og majoriteten af befolkningen er?

Jamie Stewart

Og det her var så langt jeg nåede i min tankerække i mandags, hvor jeg overvejede at poste nogle overvejelser. Jeg er glad for at jeg ikke gjorde det, for i mellemtiden har jeg læst et interview med Chuck D fra Public Enemy, foretaget af Simon Reynolds i 1987, hvor følgende udveksling forekommer:

You seem to be into firm, fixed borderlines - between races, between sexes, between straght and gay.
'Borderlines have to be set, because borderlines are there. If ten whites and ten blacks go to an interview, and ten jobs are available, you can bet your life it ain't gonna be five/five, it'll be nine white jobs and one black. So, for us there has to be cohesion. And men should be men, and women should be women. And theres no room in the black race for gays, a black gay can't raise a kid, the kid's gonna be confused enough as it is being black. Lines have to be set. There has to be guidance. The shit has to be stable.'
So uncertainty is a privilege, a luxury for white middle-class people (like me).
'Uncertainty is bullshit, as far as black people are concerned.'(Simon Reynolds - Bring the Noise s. 54)

Pisseiriterrende. Nu er Public Enemy ret ekstreme i deres holdninger, og blev da også berygtede for ret uheldige holdningen om homoseksuelle (som man kan fornemme) og jøder. Men alligevel, argumentet om, at man ikke må ignorere skel, fordi de ikke går væk af den grund, er jo reelt nok. I sidste ende virker det på mig som om, at det eneste racistiske må være at hævde at vide hvad sorte mennesker som helhed mener om en sag. For de mener naturligvis noget forskelligt. Ligesom alle andre grupper af mennesker. Pisseirriterende når man jo er tvunget til at have en mening om racespørgsmål, og bestemt er en priviligeret hvid middelklasseknægt. Hvepseproblemet nok engang.

Suk... Men jeg var til gengæld til Vampire Weekend koncert på Roskilde. Det var helt vildt fedt. De var godt sammenspillede, nåede så vidt jeg har regnet ud at spille 17 ud af 21 numre, og publikum klappede og sang med på dem alle sammen. Desuden er jeg ret vild med deres seneste video, hvor de gør grin med hele deres image som forkælede overklasseløg: