Jep, jeg går langt tilbage i tiden, i de her mellemliggende crescendocore indlæg. For at vise historien bag jagten på det gyldne klimaks. Det her er utrolig poppet klassisk. Dansemusik fra 1870'erne, fra manden der også skrev Carmen. Jeg er vild med det her som jeg er med en god popsang. Der er to temaer. Et majestætisk, og et entusiastisk. Hver især bliver de introduceret og varieret mens spændingen stiger, og ved 2:15 kommer det uundgåelige klimaks. Egentlig ganske simpelt. Men det virker sgu.
Handlede engang om Postrock. Nu handler det mere om at skrive lidt indgående om musik. Pop/indie/whatever.
tirsdag den 20. april 2010
mandag den 19. april 2010
Mogwai - Young Team (97)
Dette album er svært at benægte. Men samtidig også roden til rigtig meget ondt. Drownedinsound beskrev det ret fint i en feature der her When Did Postrock Jump the Shark?(at hoppe hajen er for øvrigt et amerikansk kulturudtryk taget fra en gammel tv-serie, der havde et afsnit hvor en person hoppede på vandski over en haj. Det betyder det øjeblik, hvor man må indse at et givet kulturprodukt, det være sig serie, film eller genre, ikke længere kan reddes). Som sagt, det er et skide godt album, men der er bare alt for mange efterlignere, inklusiv Mogwai selv, som stadig udgiver albums der minder om, men bare ikke er lige så gode.
Normalt når man snakker om det her album er der to sange der bliver fremhævet: Like Herod og Mogwai Fear Satan. Dem kan jeg ikke lide. De er netop crescendocore i sin reneste form, og bygger alt for meget på rockklichéer til min smag. Like Herod især lyder alt for meget som en instrumental grungesang strukket ud over 12 min. Men resten af albummet er mere afdæmpet, mere melankolsk og mere til min smag. Der er en xylofon-ballade med telefonsamtaler inde over, der er nogle næsten poppede passager og der er RU Still In 2 It? En utrolig rørende breakupsang med vokal fra Aidan Moffat fra Arab Strap og Mogwai selv på omkvædet. Den er jeg ret vild med.
Endelig er er en grineren lille passage. With Portfolio er såmænd blot en klaverfigur der druknes i støj. Det er essensen af crescendocore. Helt simpelt, blot en gut ved et klaver, hvis spillen druknes af infernalsk larm. Stilhed/Støj, Skønt/Grumt, alt hvad genren står for destilleret ned til 3:13. Det er 13 år siden dette nummer udkom, og det er egentlig stadigvæk essensen af både bandet Mogwai og genren crescendocore. Lidt trist efter min mening...
Anmeldelser:
Pitchfork
PopMatters
Allmusic
R U Still In 2 It? Stylusmagazine
Tema: Crescendocore: Introduktion
Undskyld bloggen har ligget stille i noget tid. Jeg har lavet andre ting, og bøvlet med et enkelt indlæg, som ingen vegne kommer. Nu ligger jeg det til side og vender tilbage til blot at præsentere noget musik. Og de næste mange indlæg kommer til at handle om et tema: Crescendocore. Dette er den form for postrock, der har ødelagt genrenavnet for mange mennesker. Jeg har navnet fra en anmeldelse inde på popmatters, af bandet Caspians nye plade. Der var også en beskrivelse af genren, via en beskrivelse af bandets debutalbum: It was sprawling, sweeping, and epic in scale and scope, covering a vast terrain of sonic qualities that typically accompany a genre that has been ambiguously referred to as crescendocore, which is to say that there is an intense buildup and release, making it the equivalent of a musical orgasm. Jeg havde aldrig hørt navnet før, men det er ret præcist for den slags musik det skal handle om.
Som jeg flere gange har skrevet, så var pointen med postrock til at starte med at bruge rockinstrumentering til ikke-rockformål. Dette blev opnået ved at blande rock med andre genrer og ved at inkluderer elektronik og sampleteknikker fra genrer som hiphop, dub og techno. Langsomt blev det mere organisk, og de genrer man lånte fra var mere sådan noget som jazz, ambient og klassisk. Med crescendocore blev genren endnu mere konservativ. Grundlæggende består bandsne at en traditionel rockopstilling med guitar bas og trommer, der kan komme nogle strygere og blæsere på, gerne lidt klaver, men der er sjældent meget elektronik inde over. Og grundlæggende er langt størstedelen af sangene opbygget op samme måde: Som et crescendo. Dvs det starte lige så stille og så bliver det gradvist mere og mere voldsomt. Når det virker er det helt fantastisk, men jeg må indrømme det også kan virke skuffende ensformigt. Her er et eksempel, som jeg tidligere har postet, nemlig Her Name Is Calla med New England:
Dette her nummer er opbygget ganske crescendocore agtigt, men jeg synes det bliver reddet først og fremmest af vokalen, men derudover også af den lidt mærkelige rytme i forte-stykket, og af den udbyggede instrumentering.
Crescendocore blev for mange synonym med postrock via Mogwai. Andre crescendocore bands er folk som Godspeed You Black Emperor!, A Silver Mt Zion, Do Make Say Think, Explosions in the Sky, Sigur Ros, Her Name Is Calla, Caspian etc. Det er ret meget dem, jeg kommer til at skrive mere om i løbet af det her tema, men egentlig er der en langt nemmere måde at blive bekendt med genren på: Hjemmesiden TheSilentBallet, der er dedikeret først og fremmest til instrumentalmusik har udgivet en række podcasts med postrock, ambient og moderne klassisk. Der er rigtig meget guf at finde (f.eks. er jeg ret glad for numre med Ef, 65daysofstatic og Panoptique Electrical) men det bliver også ret hurtigt tydeligt hvor begrænset et sprog ret mange af de her bands bruger. Start lige så stille. Spil langsomt kraftigere. Tilsæt evt stryg eller blæs. Alternativt kan man starte rigtig kraftigt, derefter blive stille, og så først derefter begynde at bygge op igen. Af en genre, som stadigvæk påstår at være 'post' noget som helst, og vel dermed derfor skal være noget nyt, lyder ufattelig meget af det som hinanden, og egentlig meget som Mogwai, GYBE og Sigur Ros. Der er efter min mening for få, der forsøger at bruge de her skide crescendi på andre måder end som 9 min lange emotionelle vandringer. Men der er dog lyspunkter Et eksempel på fornyelse er f.eks. denne Sigur Ros video. Det er egentlig blot en fantastisk popsang, men tilføjet et helt typisk postrock crescendo fra ca. 2:00 til 3:30 i videoen. Halvandet minut, mere behøver det ikke at tage.
Jeg vil komme mere ind på genren vha diverse pladeanmeldelser, og desuden nogle avant-post indlæg med gamle numre, der også lyder lidt derhen af - som jeg for øvrigt allerede én gang har gjort med Television. Det skal nok blive sjovt. Men inden jeg slutter denne indledning af, vil jeg lige bevæge mig over i noget mere idiosynkratisk terræn. Crescendocores fokus på opbygning og klimaks minder nemlig lidt om en anden genre: Techno. Et dj-sæt skal også langsomt bygge op og blive vildere og vildere. Og der var nogle år i forrige årti hvor der var nogle bands der arbejdede med denne sammenligning, og lavede dancepunk hybrider som nærmede sig det postrockede. De mest rendyrkede var Out Hud, som er et sideprojekt til !!!, og som udgav to albums med instrumental postrockfunktechno. De fortjener deres eget indlæg. Men der var et par andre singler, som det var meget svært at sætte genre på, som Beat Connection og Yeah med LCD Soundsystem og Me and Guiliani Down By the Schoolyard med !!!. Jeg var helt vild med det dengang, og har stadig i dag svært ved at finde noget lignende. Begge bands kørte dog senere i en lidt mere konventionel retning, og selvom de har lavet rigtig meget godt, kan jeg stadigvæk godt savne noget af den uforudsigelighed, der var på de her par numre.
Som jeg flere gange har skrevet, så var pointen med postrock til at starte med at bruge rockinstrumentering til ikke-rockformål. Dette blev opnået ved at blande rock med andre genrer og ved at inkluderer elektronik og sampleteknikker fra genrer som hiphop, dub og techno. Langsomt blev det mere organisk, og de genrer man lånte fra var mere sådan noget som jazz, ambient og klassisk. Med crescendocore blev genren endnu mere konservativ. Grundlæggende består bandsne at en traditionel rockopstilling med guitar bas og trommer, der kan komme nogle strygere og blæsere på, gerne lidt klaver, men der er sjældent meget elektronik inde over. Og grundlæggende er langt størstedelen af sangene opbygget op samme måde: Som et crescendo. Dvs det starte lige så stille og så bliver det gradvist mere og mere voldsomt. Når det virker er det helt fantastisk, men jeg må indrømme det også kan virke skuffende ensformigt. Her er et eksempel, som jeg tidligere har postet, nemlig Her Name Is Calla med New England:
Dette her nummer er opbygget ganske crescendocore agtigt, men jeg synes det bliver reddet først og fremmest af vokalen, men derudover også af den lidt mærkelige rytme i forte-stykket, og af den udbyggede instrumentering.
Crescendocore blev for mange synonym med postrock via Mogwai. Andre crescendocore bands er folk som Godspeed You Black Emperor!, A Silver Mt Zion, Do Make Say Think, Explosions in the Sky, Sigur Ros, Her Name Is Calla, Caspian etc. Det er ret meget dem, jeg kommer til at skrive mere om i løbet af det her tema, men egentlig er der en langt nemmere måde at blive bekendt med genren på: Hjemmesiden TheSilentBallet, der er dedikeret først og fremmest til instrumentalmusik har udgivet en række podcasts med postrock, ambient og moderne klassisk. Der er rigtig meget guf at finde (f.eks. er jeg ret glad for numre med Ef, 65daysofstatic og Panoptique Electrical) men det bliver også ret hurtigt tydeligt hvor begrænset et sprog ret mange af de her bands bruger. Start lige så stille. Spil langsomt kraftigere. Tilsæt evt stryg eller blæs. Alternativt kan man starte rigtig kraftigt, derefter blive stille, og så først derefter begynde at bygge op igen. Af en genre, som stadigvæk påstår at være 'post' noget som helst, og vel dermed derfor skal være noget nyt, lyder ufattelig meget af det som hinanden, og egentlig meget som Mogwai, GYBE og Sigur Ros. Der er efter min mening for få, der forsøger at bruge de her skide crescendi på andre måder end som 9 min lange emotionelle vandringer. Men der er dog lyspunkter Et eksempel på fornyelse er f.eks. denne Sigur Ros video. Det er egentlig blot en fantastisk popsang, men tilføjet et helt typisk postrock crescendo fra ca. 2:00 til 3:30 i videoen. Halvandet minut, mere behøver det ikke at tage.
Jeg vil komme mere ind på genren vha diverse pladeanmeldelser, og desuden nogle avant-post indlæg med gamle numre, der også lyder lidt derhen af - som jeg for øvrigt allerede én gang har gjort med Television. Det skal nok blive sjovt. Men inden jeg slutter denne indledning af, vil jeg lige bevæge mig over i noget mere idiosynkratisk terræn. Crescendocores fokus på opbygning og klimaks minder nemlig lidt om en anden genre: Techno. Et dj-sæt skal også langsomt bygge op og blive vildere og vildere. Og der var nogle år i forrige årti hvor der var nogle bands der arbejdede med denne sammenligning, og lavede dancepunk hybrider som nærmede sig det postrockede. De mest rendyrkede var Out Hud, som er et sideprojekt til !!!, og som udgav to albums med instrumental postrockfunktechno. De fortjener deres eget indlæg. Men der var et par andre singler, som det var meget svært at sætte genre på, som Beat Connection og Yeah med LCD Soundsystem og Me and Guiliani Down By the Schoolyard med !!!. Jeg var helt vild med det dengang, og har stadig i dag svært ved at finde noget lignende. Begge bands kørte dog senere i en lidt mere konventionel retning, og selvom de har lavet rigtig meget godt, kan jeg stadigvæk godt savne noget af den uforudsigelighed, der var på de her par numre.
Abonner på:
Opslag (Atom)