Falkoneren er en kendt trope i kunst og musik. The Falconer er f.eks. navnet på ovenstående track fra Nico's dystre og skræmmende Desertshore. Der er noget middelalderligt over det, der er noget med kutten og læderhandsken, der er noget med kontrollen over det vilde. Men to ting er måske unormale på billedet: Coveret har fokus på falken frem for falkonéren, og så er der det med himlen. Skyggen viser at himlen er en illusion på en væg, hvilket gør det dobbelt patetisk. Ikke nok med at falken er blindet og kontrolleret, den sfære hvor den kunne være fri og selvstændig er en illusion. Det er virkelig ynkeligt. Måske er det mig der er sær, men jeg blev lidt overrasket da det gik op for mig, at det vist var meningen jeg skulle tænke over falken snarere end falkoneren. Punk har ofte ry for at være voldsom og oprørsk musik, det ser man også igen i disse dage, hvor stort set alle danske anmeldelser snakker om hvor 'kompromisløs' den her nye plade er. Et mere konventionelt punk-cover ville måske være falken der dræber et andet dyr, eller falkoneren der kontrollerer vildskaben. Men her er der fokus på den blinde dyriskhed, under kontrol af noget uset uden for billedet. I sidste ende - og det her er måske indlysende for alle andre end mig, måske forkert - tror jeg falken er bandet selv.
Spurgt af pitchfork om hvem titlen henvender sig til svarede Elias: It's not towards one specific person, but more how you can feel about yourself sometimes. Så titlen handler i hvert fald om selvhad. Kan coveret så ikke gøre det samme? Der er en sær apati og retningsløshed på pladen. Bandet lyder ikke rigtig som en helhed, de lyder ikke altid som om de vil samme vej, og Elias lyder lige så ofte tynget og domineret af lyden som at han dominerer. Jeg har tænkt over hele den der debat om, hvorvidt iceage dyrker det fascistoide og det krigeriske, og jeg har naturligvis altid afvist det på forhånd. (jeg kan ikke lide fascister, jeg kan lide iceage, ergo er iceage ikke fascister) Men der er sgu noget om det på den her plade. Falken, den blinde, patetiske dræber. Det er ikke et almindeligt konstruktivt opgør med omgivelsernes snærende rammer. Det er den fortabte gangster, det er den forskruede oprører. Det er dem selv, men det er også Billy the Kid, Rimbaud, Bonnie & Clyde, Blekingegadebanden, og ja, jeg kan ikke se hvordan det kan undgå at være Varg Vikernes, den morderiske nynazist bag Burzum. En idiot, en nazist, en morder. Men derfor er Burzum's Filosofem stadigvæk et af de største skandinaviske mesterværker i umindelige tider. Vi ved at iceage er fans af Vikernes' musik, og jeg tror ikke at det er så langt ude, at de føler at de 'forstår' eller 'identificerer' sig med ham. Men altså, det er lidt ligesom Lars von Trier og Hitler. Det vigtige ved falken er jo også, at det netop er en kritik af den her type geni. Pladen viser netop det tillokkende og kraftfulde ved den her tanke, men samtidig udstiller den jo også det patetiske og nyttesløse bag ved. Falken er blind, falkoneren er altid i kontrol, og friheden er en illusion. Den blinde voldseksplosion er tillokkende, men den nytter ikke noget. Derfor er den stadig tillokkende.
Jeg er utilpas ved, at alt på den her nye plade rammer mig så direkte. At falken virker så lokkende, selvom jeg ved hvor kontrolleret den er. Og at jeg tror på himlen selvom jeg kan se, at det er en væg. Jeg er utryg ved, at det her album alligevel føles mere relevant i Danmark 2013, end stort set alt andet på den danske scene. Iceage selviscenesætter virkelig sig selv på en tillokkende og ekstrem måde, og samtidig udstiller de hvad de laver. Det er et utroligt modigt projekt, tror jeg, men det fortjener så sandelig også 'kritik'. Ikke fordømmelse. Men at vi snakker om det.
Musikken? Lyt selv på spotify, den her tekst ville snakke om cover og kontekst. Den bedste beskrivelse er sgu næsten at de lyder som den blinde falk, jo. Blind vold, nogenlunde flyvsk og velkontrolleret.
