Ars Nova - Summa, Garnisonskirken 9/9-2012

Søndag den niende september opførte koret Ars Nova en koncert de kaldte for Summa i Garnisonskirken i København. Jeg var inde og høre det, og jeg var meget berørt og begejstret. Ret hurtigt derefter skrev jeg nogle noter ned, som jeg havde tænkt mig at skrive sammen til et eller andet, men tiden gik, koncerten kom længere og længere bagud i tid og hukommelse, og efterhånden virkede det mindre og mindre relevant. Men så kom jeg dog frem til, at intet af det jeg skriver herinde alligevel kan siges at være decideret relevant for nogen at læse, så jeg tog mig sammen og skrev et lille indlæg om koncerten:



Programmets første værk var logisk nok Arvo Pärt's Summa (Credo). Værket benytter det latinske Credo (trosbekendelse) og cirkler rundt i parallelle stemmeføringer. Det føles virkelig som noget summerende. Som noget alt-omfattende. Som om at troen er hel og systematisk, et grundlag for et gennemført livssyn. Videre mindede det mig om det aristoteliske verdenssyn, du ved, med jorden i midten (og Jerusalem naturligvis i midten af jorden) og så cirkler Månen og Merkur og Solen og Stjernerne udenom, i hver deres cirkel, og yderst ude er Gud, hvis kærlighed holder det hele i gang. Det var et smukt og trygt stykke. En konstruktion der virker gennemført og fuldendt. Så naturligvis gik store dele af resten af koncerten med at rive det indtryk fra hinanden.



Det startede ellers smukt nok, med Johannes Ockeghem's (d. 1497) Graduale med latinsk tekst, der i programmets engelske oversættelse lød: Even though I walk through the valley of the shadow of death, I will fear no evil. Thy rod and thy staff they comfort me. Men det næste værk var ganske anderledes, fragmentarisk og foruroligende. Shulamit Rans Credo / Ani Ma'amin ville under alle omstændigheder have virket sammensat, eftersom det er en jødisk komponist der er blevet bedt om at give sit bud på et kristent Credo. Ran har selv valgt teksterne, som blander hebraisk, latin og engelsk. Ofte samtidigt: hvor stemmerne i Summa fulgtes ad, så syntes stemmerne i Ani Ma'amin at snakke imod hinanden og efter hinanden. Hvis Summa var lyden af cirkel-legemers rejse rundt på himlen, så var Ani Ma'amin lyden af et spraglende og travlt samfund, med forskelle og ligheder internt. Stemmerne fandt dog sammen i slutningen af første del med linjerne: God of Mercy, Eyl Maley rachamim...

… hvorefter en af tenorerne trådte frem og læste en kort tekst op, om en femten-årig pige i Auschwitz... Som man nok kan forestille sig, så var kontrasten ualmindelig stærk. Det er jo mildest talt forståeligt, at et jødisk credo er nødt til at forholde sig til Shoah, erfaringen fra jødeudryddelserne i fyrrerne. Mere generelt er det en erfaring, som hele den vestlige klassiske kultur, af hvilke den klassiske musik jo normalt ses som en af de mest 'sofistikerede' dele, er nødt til at forholde sig. Og det har den da også gjort, nogen gange mere sofistikeret end andre. Værker som Penderecki's Threnody for the Victims of Hiroshima, eller Gorecki's Tredje Symfoni (der på samme måde som Ran's Credo sætter musik til tekster fra historiens ofre) eller Reich's Different Trains behandler meget direkte det tyvende århundredes forbrydelser. Jeg kan sagtens forestille mig, at visse lyttere rynker på næsen og finder dele af dette repertoire letkøbt (jeg har det selv lidt svært med historien om, at Penderecki skulle have fundet hans værk så stærkt, at det burde have et tungere navn, og først derefter tilegnet det Hiroshima), men Ran's værk indoptager forbrydelserne som en naturlig del af Credo'et, som et spørgsmål den jødiske tro er nødt til at forholde sig til. Og værket giver ikke noget svar. Efter tekstoplæsningen er der to sektioner, kaldet Reflection/Confrontation og Reflection/Vow i programmet. Konfrontationen spørger, hvorvidt Gud forestiller sig, at man stadig kunne hylde ham på vej ind i gaskammeret (og crescendoet på ordene 'Prussian gas' er rædselsvækkende). Det andet lover, at selv om Gud har gjort sit værste for at få den troende til at miste modet, så vil han stadig lovsynge ham, kontrært og sammenbidt. Som Ockeghem's Graduale, men trodsigt i stedet for trofast. Det er to reaktioner, der begge er forståelige, men samtidig uforenelige. Credo'et forsøger heller ikke at forene de to synspunkter, men lader dem stå over for hinanden, splittet og fragmentarisk.



Således efter at Pärt's vidunderlige verdensbillede var slået sønder og sammen, så var der et mindre ophold i koncerten. Anden halvdel bestod af seks lovsyngninger af Jomfru Maria, tre af Pärt og tre af Ockeghem, vekslende mellem hinanden. Ockeghem's rænescance motetter var igen vidunderlige, tidsløs skønhed og samhørighed til ære for den hellige jomfru. Pärt's tre værker, derimod, præsenterede samlet igen en tro der var splittet og afvekslende. Først og fremmest var de på tre forskellige sprog som titlerne: Bogoróditse Djévo, Most Holy Mother of God og Magnificat vel også afslørede. Den første var dansende og nærmest folkelig, den syntes at skildre en menneskelig Maria, en nazaræisk kvinde. Den anden havde blot teksten: Most Holy Mother of God Save Us, og skildrede et personligt tros-billede. Den sidste, det fantastiske Magnificat, er det ikoniske, det mystiske, det sublime. Dissonanser afløses af harmonier, afløses igen af dissonanser. Pianissimo og indfølt bøn afløses af fortissimo og noget der nærmest lyder som en trussel.


Jeg har selv sunget dette værk i gymnasie-kor, så jeg er måske forudindtaget omkring dets mesterlighed. Men når et kor af Ars Novas ufattelige kvalitet rammer f.eks. det massive 'Suscepit Israel', 4:30 inde i videoen, i et rum så flot som Garnisons-kirken, så går tiden fuldstændig i stå.

Jeg kender da folk, der afviser Pärt som kitch, tom skønhed. Et værk som Summa er da også på en eller anden måde så absolut utidssvarende som noget kan være. Men i denne sammenhæng, som orden der straks blev slået itu, kom den til at virke perfekt. Ikke som billede af en gældende orden i verden, men som et billede af en drøm om orden. Man tabte vejret over de guddommeligt smukke klange hos Pärt og Ockeghem (og der er jo få ting i verden så umiddelbart smukke som lyden af a capella sang i et kirkerum), derefter blev man konfronteret med verdens forfærdelige råhed hos Ran, hvorefter man straks blev forført af nok en Ockeghem. Og følelsen af sammenhæng i de smukke passager er naturligvis også forstærket af et så egalt kor som Ars Nova: Der var 12 sangere, men flere gange i løbet af koncerten mente jeg kun at kunne høre fire stemmer, de er så sammensungne at stemmerne simpelthen smelter sammen hvis ikke man selv lytter efter. Via kontrasterne i koncertens program kom de skønhedssøgende værker måske til dels at fremstå naive og eskapistiske, men samtidig også overvældende forståelige og ønskværdige. Shulamit Ran's Credo var derimod grumt og uomgængeligt, en flænge i de andre værkers drømmebilleder. Programmet som sådan blev derfor et paradoks. Et åbent sår. Og bestemt ikke ret let at ignore.

Dette indlæg kan måske alligevel virke blot en lille smule relevant, for Ars Nova synger Pärt to gange til i løbet af efteråret. På fredag den tolvte oktober, til kulturnatten, synges et kort program med Pärt, Ockeghem og Bent Sørensen, og torsdag den femogtyvende oktober opføres Pärt's storværk Passio.

The XX - Coexist (12) og noget om genre-lån

Når et band trækker elementer fra knap så kendte genrer ind i deres musik, så går det ofte hen over hovedet på mange af deres lyttere, inklusive anmeldere. Jeg har skrevet om det tidligere med Vampire Weekend, nu skriver jeg lidt det samme om The XX, der på deres nye album Coexist har blandet en vis del moderne britisk bas-musik ind, hvilket jeg synes er blevet undervurderet i de fleste anmeldelser, der i høj grad har anklaget bandet for at stå i stampe. Hvor jeg også selv måske ville ønske, at bandet tog deres lyd et skridt længere ud, så er der dog stadigvæk ting på pladen, som jeg finder vildt gennemført lavede, og med andre lyde end debuten.



Men inden jeg går i gang med Coexist vil jeg godt snakke lidt om noget, som jeg synes er lidt nedprioriteret hos musikanmeldere: Viden. Jeg ved godt jeg virker helt vildt arrogant at skrive det på den måde, men jeg mener bare, at det hos mange læsere og anmeldere virker som om folk mere prioriterer, at anmelderen har god smag, og evt gode skrive-evner. Folk er da heldigvis blevet enige om, at smag og behag er forskellige, og at der ikke er noget der hedder objektive vurderinger, men det betyder jo ikke, at der ikke er elementer af musik, som man objektivt kan beskrive. Det er jo egentlig helt banalt: Vi kan ikke objektivt sige hvad teksterne handler om, men vi kan jo godt objektivt sige hvad teksterne er. På samme måde er der også en hel masse elementer ved selve musikken, som man kan beskrive objektivt, rytmer, melodier og genrer. Nej, jeg mener ikke, at alle anmeldere skal have studeret musikteori og kende hele musik-historien for at kunne skrive om noget som helst, men i mine øjne, så er en god anmelder nysgerrig, og villig til at undersøge og slå ting op. Naturligvis er der ingen, som kan vide alt (blandt mine egne utallige blinde punkter er f.eks. at jeg ikke kan spille to akkorder på en guitar, så jeg bliver altid overrasket, når guitarkyndige tripper over, hvor vildt guitar-lyden er hos bands som Sonic Youth og Pavement, og selv Joni Mitchell. For mig er det bare lyde, men man skal åbenbart stemme sin guitar helt specielt for at kunne det... Jaja, hvad ved jeg), men man kan da gøre forsøget... Anmeldelser bliver ofte bedre, jo mere anmelderen ved... Jeg vil nu bevise denne påstand, ved at skrive om noget jeg reelt set ikke aner ret meget om, nemlig two-step-musik og afro-caraibiske rytmer, og forhåbentlig vil du, kære læser, klart kunne se, at indlægget havde været enormt meget bedre hvis jeg havde haft noget mere viden... (for ikke at tale om hvor meget bedre det havde været, hvis jeg havde haft praktisk erfaring med anmelderi og deadlines og alt det der. Verden er skøn og u-stressende når man kun har sin egen blog)



Mine bemærkninger handler først og fremmest om nummeret Chained, pladens bedste nummer, og i mine ører årets bedste rytmespor. Jeg er helt vild med den utroligt mærkeligt ustabile måde rytmen starter på. Fra 0:22 til 0:38 ligger der bare et mærkeligt slag helt uden for noget som helst. Først senere bliver det logisk hvad det er der foregår: Det er såmænd et helt typisk two-step-lift, men når selve beatet ikke er der, så giver det ingen mening. Det klassiske step beat, som senere kommer til, hedder bum-ba-tjik, bum-ba-tjik, men herpå startes med ba'et, så at sige, så der er ikke andet end -ba-, -ba-. Jeg er vildt med det, det er en genialt simpel idé, som tager noget velkendt, og får det gjort ganske bizart. Normalt giver ba'et mening fordi det leder hen til tjik'et, stil det for sig selv, og det er bare mærkeligt. Jeg vil desuden også påstå, at det er en helt ny idé for bandet. Der blev gjort meget ud af, at debuten trak på ting som dubstep og r'n'b, men det var som regel ikke de opklippede rytmer. Der var bas-rumlen, som sjældent set i indie-rock, i sange som Islands, men generelt var idéerne hentet fra dubstep scenen teksturelle snarere end rytmiske. Det lød for mig mere som om, at bandet havde hørt 'post-dubstep' plader, end at de havde været ude på dansegulvet. Sådan har jeg det ikke længere. Det er desuden en idé, som passer perfekt til indie-rock. Hvis et two-step-nummer brugte den idé, så ville det dels ret meget ødelæggen idéen med two-step (man kan ikke danse til det), og desuden ville det jo ikke rigtig være overraskende at det blev step'pet, eftersom alle de andre rytmer på pladen/ep'en/mixtapet/dj-sættet også ville have den samme rytme... Step musik, fra 2-step til dub-ditto, er bestemt radikalt eksperimenterende, langt mere end indie-rock i samme periode, men der er visse eksperimenter, som indie'en bedre kan tillade sig, og dette er et af dem. Igen, vildt fedt nummer.

Jeg kan desværre kun finde en live udgave. Beatet går i gang et stykke inde.

Endnu et eksempel: Jeg har set mange folk fremhæve Reunion, men mest på grund af olietønde-lydende. Information skriver om Jamie XX: Hans fremragende melodiske øre kommer dog til sin ret på »Reunion« med de smukke olietøndesamplinger (efterhånden en Jamie xx-signatur) i sitrende smukke mønstre. Politiken: Det er duvende popmusik, der kun er en gradbøjning fra at falde i staver, så det er lige før, man skvatter ned af stolen, da nummeret 'Reunion' starter med lidt kattepoter på en olietønde. Steelpans er en god og anderledes musikalsk idé, og dem kunne The xx altså godt have brugt nogle flere af. The Quietus: on 'Reunion' those bloody steel pans keep trying their level best to batter their way into earshot through a fug of reverbed guitar. Pitchfork: The only real evidence of those explorations here is the steel drum that pops up on "Reunion", which brings to mind his use of the instrument in his single "Far Nearer" and gives Coexist a rare crack of light. Og jeg skyder på, at det også er olietønderne, som Soundvenue's anmelder havde i tankerne, da han skrev: Beatstøber Jamie xx’s flirt med caribiske klange, som han har dyrket som soloartist, popper op undervejs på den åndedrætsstandsende ’Reunion’ Her ser vi igen hvordan 'viden' spiller en rolle i anmelderier, ting som er nemme at definere (som lyden af olietønder) bliver oftere beskrevet end mere obskure og bizarre ting. Det beat, som starter i videoen, er jeg nemlig ret sikker på overhovedet ikke er caraibisk, og desuden en fuldstændig ny og aktuel ting, som bandet ikke har givet sig i kast med før. Jeg tror nemlig, at det er et typisk ghanesisk dansebeat. Jeg hørte det i hvert fald hele tiden, da jeg gav mig i kast med at lytte til hvad der blev kaldt 'afrobeats' tidligere i år, som virkelig tog Londons dansegulve med storm. Et eksempel herunder:

Det er ikke verdens bedste eksempel, men rytmen er grundlæggende den samme. Som med alt andet de bruger, så har XX skåret den helt ind til benet.

Når man forsøger at skrive om objektive ting som rytmer, så er chancen ret meget større for, at man falder fladt på ansigtet. Det er da bestemt muligt, at Jamie har hørt rytmen på en dancehall-plade (så meget ved jeg ikke om dancehall, og vest-afrika og caraibien deler en del rytmer grundet slavehandels-ruter) Jeg tror det nu ikke, jeg tror det er en ghanesisk rytme. Igen er det en fantastisk udgave af beatet, som hurtigt forsvinder fra trommerne og i stedet bliver et sammenspil mellem bas og tromme, med olietønder inden over. Igen, nummeret ville ikke virke hvis det rent faktisk var afrobeats, for effekten kommer af overraskelsen, og den løsrevne og opklippede måde rytmen kan spilles og bruges på. Men altså, for at føle det er en overraskende rytme skal man vide hvor den kommer fra...

Der er flere eksempler på musikalsk nytænkning på pladen: house-musik i Swept Away (som dog ikke er mit yndlingsnummer), det mærkelige vrængende sample i Try (som også lyder som en klub-idé, eller måske mere noget fra hiphop). Men hvor måske halvdelen af numrene har elementer som kommer helt bag på mig, så er den anden halvdel lidt stillestående. En anmelder skal jo altid skrive om det musik der er på pladen, og ikke på hvad man ville ønske der var i stedet for, men jeg er jo heldigvis ikke anmelder men blogger, så jeg vil skrive, at jeg ville ønske XX forsøgte at lave en Pygmalion. Slowdive tog her også idéer fra samtidens dansemusik (ambient house og chill-out) og skar det helt ned til benet, men i modsætning til XX slap de fuldstændig tråden til pop-musikken, og svævede i stedet bare rundt i fem-ti minutter lange lyd-landskaber. The XX binder sig på albummet for meget til et pop-paradigme, hvorfor eksperimenterne ikke rigtig kommer til deres ret, og det gør deres pop-sange pudsigt nok heller ikke. Tænk på, hvor meget sange som Angels ville træde frem, hvis resten af albummet var bizarre lydflader, i stedet for sange der minder ret meget om Angels, men ikke er helt lige så gode.

Det er en helt igennem fantastisk plade, og det her er et af de mere poppede numre... Hele pladen kan høres på youtube.

Så altså, jeg synes ikke Coexist er årets plade eller noget, men jeg synes bestemt den er bedre end sit rygte. Især fordi dens rygte synes at være, at den lyder for meget som debuten, og ikke indeholder nye ting. Det gør den altså helt bestemt, og den behandler til tider disse nye ting ret fedt, men man skal måske vide hvad de forskellige elementer er, før man kan vurdere om de er velkendte eller ej...

Crystal Shipsss - Yay (12)

Når man er et selvproklameret 'psych'-agtigt band, så er navnet Crystal Shipsss altså alt for åbenlyst. Det minder for meget om Wooden Shijps, det er også et forkert stavet skib, men hvis man vil differentierer sit band-navn gennem materialevalget, så er krystallen altså ikke den rette vej at gå. Coveret på den her plade bringer også minder til ganske mange andre bands. Barndommen i en forstad bliver invaderet af en uhyggelig maske. Det bringer ganske mange mindelser om typisk 'hauntology'-bands*. Men derimod, så kan jeg ikke helt greje navnet på pladen. Yay. Er det ærligt ment? Er det ironisk? Lakonisk? Skal det leveres som et jubelråb eller et sarkastisk suk? Den her plade er – ikke overraskende – lo-fi psych-sange med tydeligt hauntologisk islæt, men der er så lige den der 'Yay'-faktor, som holder det uforudsigeligt og uformeligt. Jeg kan simpelthen ikke greje om det er et storværk eller et frikvarter, om Crystal Shipsss giver et seriøst indskud i de respektive genrer, eller om de tager pis på dem. Jeg tror de gør begge dele på samme tid, og det er vel egentlig også ret imponerende.

Tag sang tre, My Dark Slimy Soul. Det er ret meget ordet 'Slimy', som er Yay-faktoren i den titel. Uden det ord ville det være en arketypisk songwriter-titel. Men så er sangen så også ganske mærkelig. Sangen er 1:38, der er ikke flere ord i teksten end der er i titlen – bortset fra et enkelt ah-ah – og i stedet for et vers er der blot samplet lidt radio-snak ind midt imellem to gange omkvæd. Men når det andet omkvæd starter, så starter også en enkelt tambourin, og Jacob Faurholt bliver overdubbet så nu er der dobbelt op på den spøgelses-spinkle falset-stemme han benytter på hele pladen. For det første virker det pisse-godt, langt bedre end det burde. For det andet, hvis nu det bare var en joke sang, hvorfor har han så gjort sig så umage med den mystiske stemning i det andet omkvæd? Og hvorfor i alverden lagde han ikke kræfterne i at skrive et vers – bare et enkelt vers for haen – som en normal sangskriver? Beats me.

Der er ti sange på pladen, og kun tre af dem er længere end to minutter. Alt i alt er pladen 22 minutter lang. Det meste er sange ret meget i stil med Smile ovenover – og læg mærke til hvordan det igen kun er den samme frase der bliver gentaget, til sidst med effekter på, det virker sgu. På grund af den meget spinkle sangstemme har jeg det meste af tiden ingen idé om hvad teksterne går ud på. Og så er der lige de tre lange numre, som til gengæld virker ret gennemarbejdede. På Crystal Lipsss, som der desværre ikke er lavet en video til, gøres der meget ud af at etablere en stemning, de første sekunder går med en lyd som jeg skyder på er en klaverbænk der bliver indstillet, det er i hvert fald et klaver der bliver spillet på derefter. Der er virkelig blevet malet et billede af en mand med et klaver, jeg skyder på at manden sidder helt alene i en mørk hytte langt væk fra alting. Men så! Så kryber en dæmonisk el-guitar ind i sangen, og før man ved af det, så har den fuldstændig overtaget alting! Dog sejrer manden til sidst, og kan synge sangens sidste strofe af a capella! Det er vældig dramatisk. Men her er så Yay-faktoren: Omkvædet i sangen, den strofe der bliver gentaget, og en af de få tekstbidder jeg forstår, er noget med 'crack like an egg and a bird appears / hello / hello / hello / hello' En lille pip-fugl. Godt nok en talende pip-fugl, det er vel et eller andet sted lidt uhyggeligt, og jeg er ikke helt sikker på hvad det er der revner som et æg, det kunne vel godt være noget uhyggeligt (jeg tror det er et 'skull', fair nok, det er lidt skummelt), men det er nu stadig lige knap det skelethoved, som ellers synes at krænge sig vej ud af coveret...

Men at det ikke kun er spas og løjer afsløres af pladens to sidste numre. Burning Kingdom lyder som noget inspireret af moderne metal. Måske noget doom, eller et af Deathspell Omega's Obombration numre. Se videoen ovenover, det er også ret tydeligt hvad det er for et kongerige som er ved at brænde. Basere en skræmmende video på gamle klip fra Disneyworld er næsten for nemt, og igen lidt et træk hvor jeg er usikker på, om de tager pis på hauntologien Men igen, når den der sataniske mus kommer springende med et hysterisk grin på, i front for et uniformeret march-orkester, ja så virker det da. Det er sgu da skræmmende. Og efter undergangen kommer genfødslen: Den sidste sang hedder Sunshine, den og består kun af sang og akustiske instrumenter og fuglefløjt. Det eneste problem er så, at pip-fuglen jo tidligere var det skræmmende... Er det et tiltænkt tvist eller ej? Beats me, dertil forstår jeg for lidt af teksterne. Jeg sidder tilbage og klør mig i håret. Og så trykker jeg repeat.

Jeg kan virkelig ikke finde ud af den her plade. Er det en forvokset EP? Er det et sideprojekt? Er det en pastiche? Det er vel alle tre ting, men samtidig er produktet simpelthen for godt til at kunne affejes på den måde. Pladen sætter sig egentligt midt mellem to stole, og er umulig helt at få hold om. Men det er vel også derfor jeg er så fascineret af den, at jeg kan høre den om og om igen, uden at blive træt af den. De bitte små skift i instrumentation er utrolig godt lavet. Jeg mistænker måske at det er blevet nemmere at lave med nutidig teknik, men who cares hvis resultatet er godt. Alle stemningerne bygges så fantastisk op, og bliver så straks skudt ned igen. Det er virkelig godt at lytte til, men lidt sværere at spille smart på, men det er vel kun et problem hvis man forsøger at fortolke hvad der sker, det kan man jo bare lade være med. Pladen er halvt poltergejst og halvt pip-fugl, og dermed umulig at putte i bur, en flot fjer i hatten på den danske musikscene, der blot bliver en anelse stækket af den korte varighed, så jeg er spændt på at høre hvor højt de kan komme hvis de folder vingerne helt ud. Og nu skal jeg nok holde op...

* Om Hauntology: Det er et begreb om hvordan fortiden hjemsøger nutiden. Oprindeligt Derrida, musikalsk brugt til at beskrive ting som Ghost Box, Ariel Pink, Demdike Stare. Så et albumcover med spøgelses-forstad er ret hauntologisk. Jeg har skrevet om hvordan begrebet kan forstås med Mad Men her.

Simon Deer - Simon Deer (11)

Det er jo generelt vigtigt for en dansk kunstner der vil synge på engelsk, at tilpasse sin musik efter ens eget greb om det engelske sprog. Simon Deer har en ret nem og simpel løsning, som jeg da er sikker på, at mange andre må have brugt før ham. Han holder produktionen lo-fi, hans stemmeføring er for det meste afdæmpet og resigneret, og så er hans tekster søgende og udspørgende, snarere end bestemte og udsigende. Det er bed-room-folk, han lyder som om han anskuer verdenen fra hans eget lille kammer. Nogle gange minder han mig om figurer som Dostojevskis Kældermennesker. Eftersom han skriver som en lidt skæv og søgende person, så gør det heller ikke så meget når teksten en gang imellem også bliver lige lidt skæv. Det kunne lyde som en lidt forsigtig ting at gøre, men Simon Deer formår alligevel at være ambitiøs i hans skildring og undersøgelse af denne kælder-kammer-person, via intonering, arrangement og ambitiøst emnevalg.

Usikkerheden mellem det sikre og det søgende etableres fornemt på pladens første skæring, Maggie Fargo, en sang om forholdet mellem Maggie og Mr Harris. Det lidt usikre greb om det engelske sprog hjælper en lidt plat vits som linjerne: 'Mr Harris and his love bone grows / she'd better not make him grow old' Ordene 'love bone' tror jeg ikke ville have virket, hvis ikke Simon Deer havde haft en så skæv stemme og lidt besynderlig diktion, der neutraliserer det lidt barnligt smarte udtryk. I omkvædet synes fortælleren at ville bestemme hvad Mr Harris burde gøre, men melodiens krumspring gør rådet utydeligt og problematisk. Mr Harris skal ikke følge sne-fnuggene, men Simon Deer holder en lille pause mellem 'snow...flakes' hvilket gør det hele lidt opgivende. Lige så er der en pause i linjen 'cause all you ever wanted was her... grace' Som om man lige skulle lede efter at finde den helt rigtige formulering af, hvad det egentlig var, Mr Harris gerne ville have fra hende.

Det meste af pladen lyder som om den kunne være optaget live i et take, men på From the Sidewalk er der lagt lidt effekt på, eftersom der er dobbelt sang fra Simon Deer. Det passer godt til sangen, der dels starter med at snakke om dobling med ordene 'Once again from the sidewalk', dels beskriver sangen noget arketypisk snarere end noget personligt. En dreng får først at vide hvad han skal gøre for at købe 'shining shoes' og bytte hvad han har til guld. Derefter møder han en bums, som siger han skal give alt hvad han har til de fattige, i linjer jeg mener at huske er taget fra Bibelen (jeg kan ikke slå efter, for alle mine Bibeler gik til under sidste sommers storm...) Det er det evige spænd mellem rigdom og religion, mellem personlig vinding og egennyttighed. Og Simon Deer kan slippe af sted med det på trods af sproglige begrænsninger, ved at stille det op som noget arketypisk via stemme-dobling og bibelske referencer, og så fordi teksten ikke påstår at have svaret på det her dilemma. Drengen tager en taxa hjem, og chaufføren er sur. Slut.

Oh Lord, My Enemies starter med at beskrive en mand, der rejser væk fra verden op på en bakketop, bygger et hus, planter blomster og falder ned på sine knæ. Som han siger: 'then my heart would be so high, so steep / that I would not stamp anymore' En smuk beskrivelse af den evige stræben efter at være god, havde sangen sluttet efter 1:30 minut havde det været en nydelig omend lidt naiv sang. Men så ødelægger Simon Deer idyllen noget så eftertrykkeligt: 'Oh Lord, but do one thing for me / hang them up so I can see / my enemies / I glee / by the old oak tree' Det er et isnende omkvæd, der så modigt og effektfuldt beskriver de nedrige følelser der synes at vedblive inde i os, lige meget hvor højt vi kravler op. Jeg gik helt i stå da det gik op for mig, hvad der var blevet sunget. Det er naturligvis en forkastelig følelse Simon Deer beskriver ... men omvendt ville det være løgn at påstå at jeg ikke også nogen gange kan have de samme tanker. Og andre steder i sangen passer Simon Deers særprægede sprog perfekt til sangen, f.eks. er 'glee' vist kun et navneord (jeg har aldrig hørt det brugt som verbum, og min engelskordbog kender det heller ikke), så linjen 'I glee' betyder vist 'jeg jubel' i stedet for 'jeg jubler', hvilket blot forstærker det primale og ureflekterede over den jubel. Og hvor er det dog fantastisk isnende med hvordan versene beskriver en paradisisk verden, og så kommer omkvædet ind med 'Oh Lord, but...' Det 'men' kan umuligt betyde noget godt, når nu han tilsyneladende har bygget alt godt for sig selv, og det gør det jo så heller ikke. Og i slutningen af omkvædet intensiveres guitarspillet, hvorefter mundharmonikaen stemmer i som et primalt skrig, alt det undertrykte, alt det ulogiske og menneskeligt nedrige, alt bliver krænget ud i et før-sprogligt vræl, hvorefter Simon Deer gentager det isnende omkvæd.

Netop fordi Simon Deer betoner det arketypiske, det søgende og det primale, så kan han slippe af sted med det han siger, med det sprog og den persona han tillægger sig. Rent tekstmæssigt har han fundet en mægtig god metode, og han afvikler denne metode dygtigt og ambitiøst. Jeg håber på at høre mere fra hans stemme. Men måske er der plads til flere ambitioner og større armbevægelser i det rent musikalske. Når jeg tænker på pladen, så er nogle af de stærkeste elementer ting som stemme-doblingen på From the Sidewalk, det primale harmonika-vræl i Oh Lord, My Enemies, eller den knasen der afslutter A Song From the Bridge. For at vende tilbage til en tidligere metafor, så lyder pladen ofte som en mand, der beskriver verden fra sin kælder, både fysisk og psykologisk beskrevet 'nedefra'. Elementerne som skal vise manden – melodi, tekst og sang – passer ret perfekt sammen, men de elementer som skal vise hans 'kælder' – lyd og produktion, de umenneskelige lyde fra harmonika og lydeffekter – måtte der godt blive gjort lidt mere ud af. Simon Deer har også her også fat i noget af det rigtige, men der er et stykke op til f.eks. hvordan en mand som Phil Elverum (The Microphones, Mt Eerie) bruger en art maksimalistisk lo-fi til at beskrive det sublime og over-sproglige.

II

Tillad mig nu at være lidt løst fabulerende. Det er vel privilegiet ved at blogge frem for at anmelde.

For der er nemlig en enkelt ting ved Oh Lord, My Enemies, som godt kan gå hen at blive lidt uheldigt. Den måde Simon Deer vil straffe hans fjender på, er ved at lynche dem, og selvom det i Danmark blot er en måde at straffe folk på, så er det et billede, som i udlandet har ret tydelige race-historiske konnotationer. Simon Deers sang fik mig på den måde til også at tænke over de sidste par års polemikker med danske kunstnere, hvis kunst er blevet misforstået i udlandet. Lars von Trier ville forklare hvorfor han var fascineret af fascistisk kunst, og fik fyret så dumme og usammenhængende forklaringer af, at han blev smidt ud af Cannes. Ice Age ville bruge fascistiske symboler og meget voldsom retorik de har hørt rundt omkring, og kom også under beskyldning for i stedet at hylde de ting, som de ellers mest kommenterede. Simon Deer skriver en sang om hvorfor nogle folk hader, men det kan misforstås – hvis man virkelig gør forsøget – som om han skriver en sang om hans eget had. Det er tre ret forskellige sager – Lars von Trier var for dum, Ice Age har villet bruge symboler de ikke kan kontrollere, Simon Deer vil bare skrive en modig sang, og kommer uforvarende til at bruge en måske lidt uheldig term – men det er fascinerende for mig, at danske kunstnere gentagne gange kommer til at træde lidt i den samme nælde, i de her år.

Jeg tænker at måske er rascisme og fascisme en anden ting for danskere, end for folk i de fleste andre lande. Vi har i et årti haft en regering der var støttet af et fremmedfjendsk – men lige knap rascistisk – parti. Flertallet af Danmarks befolkning har kunnet acceptere, at fremmedfjendskhed kom til at være helt centralt i landets styre. Omvendt har vi ganske enkelt ikke haft de samme voldsomheder med det her, som man har haft andre steder. Hos os er 'rascismens' ansigt i høj grad dem vi kender, dem som har stemt konservativt eller venstre, uden at tage konsekvensen af deres støtter. Og omvendt har vi ikke nogen Breivik, og har ikke haft de massive uroligheder som f.eks. London eller Paris har haft for nylig. Den her utilpashed ved det fremmede er noget menneskeligt for danske kunstnere, og ikke noget dæmonisk som det kan være i andre lande. Danske kunstnere laver derfor ofte kunst om fascismen i os, hvor det i andre lande i høj grad handler om fascismen hos dem. Når en Haneke laver Caché eller Det Hvide Bånd, så er der ikke den samme identifikation mellem hans problematiske hovedpersoner og instruktøren selv, som jeg finder hos Lars von Trier. Der er en dom over personerne, som jeg ikke finder hos den – gode – danske kunst. Simon Deer gør som de fleste andre danske kunstnere, og skriver om had og hævntørst i jeg-form. Det er selvfølgelig ikke med vilje at hans sang kan få en klangbund fra tredivernes USA, Simon Deer skriver jo fra en dansk virkelighed. Men han skriver sig alligevel ind i en tradition for at turde se de mørke menneskelige kræfter i øjnene. Det er stærkt og modigt, men jeg kan måske lige være et my i tvivl, om det vil blive forstået efter hensigten hvis hans sange får et amerikansk publikum.

Sky Architects - The Promise of Tomorrow (12)

'The Promise of Tomorrow' er en ret typisk postrock-pladetitel. Sky Architects spiller crescendo-core, hvor vi hele tiden accepterer de stille passager fordi vi får lovet at de bygger op til et klimaks. Som sådan ligger hele genren til at beskrive ønsker og forventninger til fremtiden. Men Sky Architects forsøger at vende hele genrens grund-regler på hovedet. Pladens første nummer hedder 'The Promise', og den starter som post-rock som regel gør: Helt stille og roligt, med lidt ringlen og lidt basgang og lidt melodik, og så langsomt stable lag på lag og øge intensiteten. Men så, efter to minutter, præcis som vi allermest ser frem til et støjende klimaks, så cutter det ud, og så er der stille... Så starter 'Fade Out' lige på og hårdt, giver en tiltrængt forløsning, og kører igennem i bedste post-metalliske stil i lidt tid, inden den går ned i gear. Støj/stilhed/støj/stilhed. Men som titlen antyder, så bygger nummeret op til en stille passage. Der lægger bandet også sang på, og fastlægger den ramme som albummet fungerer indenfor: 'There'll be no happy end / I'm sad to tell you my friend / but it's what's happened / in these years of progress' Det løfte, som pladens titel handler om, er ikke blevet indfriet. Vi kommer ikke til at få hvad vi fik at vide vi ville få. Det er også derfor den første sang ikke kan klimakse, det er det brudte løfte. Jeg har en ret stærk formodning om, at 'løftet' vi snakker om er det løfte om velstand og fremskridt, der led et knæk med finanskrisen i 2008, det er vel det som 'these years of progress' omhandler. Det er vidunderligt at høre at dansk band med politiske ambitioner, som de kommer ud med ikke kun med didaktiske tekster, men i komposition og struktur.

Fordi at bandet har stillet en så klar ramme op om albummet, så har de etableret et felt for deres musikalske beskrivelser. Det er en vældig smart tilgang, for så kan de lade musikken snakke snarere end teksterne. Som mit citat måske afslører, så er teksterne mere funktionelle end dybt poetiske, og jeg har nogen gange også lidt besvær med at afkode hvad der bliver sagt i en lidt dansk udtale (så undskyld hvis jeg citerer forkert) Snarere bliver sangstemmen endnu et teksturelt virkemiddel, der varieres fornemt idet Karin Nielsen bidrager med fuldstændig uforståelig men skøn kvindelig sang på 'All Free Must Fly'. Jeg forstår kun enkelte tekstbidder, som vidst handler om fugle, men nummeret fungerer alligevel upåklageligt via lyd og kontrast. En violin er også med, og tempoet er sat ret meget ned, og det hele forstærker et billede af noget mere naturligt og skønt end på resten af albummet.

Men eftersom det ikke er teksterne som gør arbejdet, så står det os frit for selv at tolke elementerne. Jeg tænker de bagvendte violin-loops der afslutter 'We Will Never Forget This' illustrerer de reaktionære og tilbageskuende kræfter, som har fået så paradoksalt meget magt efter deres egne handlinger har forårsaget krak og krise for os alle sammen. Jeg forestiller mig at det vidunderligt voldsomme klimaks på 'Waves of Light', med dobbelt stortromme-angreb under chillet guitar-ringlen, viser en hær af unge demonstranter i kamp for fremtiden. Jeg tænker band-navnet 'Sky Architects' også henviser til de neo-liberale luftkasteller, som braste så gevaldigt sammen det efterår (det er dog endnu mere usandsynligt end resten af tolkningerne, eftersom bandet har eksisteret siden 2006, men altså, man behøver ikke at være logisk når man tolker en plade...). Jeg forestiller mig den elektroniske 'Breach These Walls' – med akredditeret 'dubstep-produktion' og i mine ører pladens absolut bedste komposition – skal virke som et urbant spejl af naturen fra 'All Free Must Fly'. Hvis du synes det lyder for didaktisk og forsimplet, så står det dig jo frit for at stille dine egne billeder op, for bandet lader os alle sammen fortolke deres lyd-skulpturer. Pladen gennemgår en pessimistisk fase henimod slutningen, hvor titlen på næstsidste sang hedder 'Endzeit', så vidt jeg ved 'slut-tid' på tysk, og tyske titler gør jo alting mere dystert. Til sidst får vi dog en march mod bedre tider i 'Procession of Hearts', hvorefter pladen slutter med flere bagvendte violiner i et minut. Er det det forgange, det nostalgiske, det tabte? Det er i hvert fald smukt.

Egentlig forsøger pladen at spejle frustrationen i verden efter 2008, ved også at være frustrerende og uforløst. Det lykkes ikke ret godt. Der er meget lidt frustrerende ved denne her plade. Jeg kunne måske godt ønske mig lidt mere grimhed, måske især i sangstemmen. Eftersom Black Metal bands som Deafheaven og Lantlôs har bevæget sig ind på post-rockens område, så har de også skubbet til grænserne for hvor frastødende post-rock har lov til at være, og der bliver Sky Architects lidt pæne, især taget i betragtning at de (formoder jeg) vil beskrive noget så frastødende og forfærdeligt som neo-liberalisme. Jeg gad også godt at de 'udefrakommende' indslag som kvindelig vokalist og elektronisk produktion blev mere centrale i bandet næste gang, hvor det på den her plade ret meget virker som afveksling fra en kerne-lyd. Men det er bestemt en smagssag. Sky Architect har givet et stort bud på, hvordan crescendo-core kan være vedkommende i dagens Danmark. De vender konceptet på hovedet og laver en art de-crescendo-core (eller diminuendo-core), men derudover bliver de dog på en ret så velkendt bane. Selv de elektroniske elementer er egentlig en grundlæggende del af post-rocken tilbage fra genrens halvfemser-dage i England, og er desuden kendt fra et band som Worrieaboutsatan. Pladen er altså ikke fremragende fordi den er fornyende, men fordi den finder et emne-felt hvortil formen synes helt naturligt velegnet. Den er varmt, varmt anbefalet herfra.

Pladen kan streames fra bandes Bandcamp for tiden, hvor man også kan købe en fysisk kopi.

Boho Dancer - Furry Skin (12)

I 

Ethvert band har stærke og svage sider. Helt banalt. Selv et band som Radiohead, som nogen ellers synes at mene kan gå på vandet, har sine begrænsninger. F.eks. ville de sikkert ikke lave særlig god hip-hop, hvorfor de da heller ikke prøver på dette. Det er helt banalt. De fleste bands prøver at finde ind til hvad de er gode til, og så tilpasse sig dette. Men der er en anden ting, som man skal huske, og det er at tilpasse sig efter sine dårlige sider. For danske bands gælder det som hovedregel, at de er ret dårlige til engelsk. Det er der intet fordækt i, det gælder for bands fra stort set alle ikke-engelsk-talende lande. Det kan man tilpasse sig på flere måder. Jeg har tidligere skrevet om hvordan The Notwist og Caetano Veloso lavede værker, hvor deres manglende greb om det engelske sprog blev en styrke. Boho Dancer er et dansk band, som forsøger at lave stor og indviklet art-pop på engelsk, og på grund af en fantastisk forsangerinde kommer deres tekster virkelig til at stå i forgrunden. På deres ep falder det en gang imellem igennem, og engang imellem udnytter de deres svagheder fornemt.



Lad os starte med en sang som jeg desværre ikke bryder mig ret meget om, og som desværre er bandets single. Me and Your God synes, som titlen antyder, at handle om religion. Jeg gætter mig til at titlen skal forstås sådan, at Ida Wenøe ikke synes at Gud er for hende, og jeg tror hun mener at Gud typisk er en mande-Gud. Det er dermed også en anti-patriarkalsk sang, tror jeg. Jeg skriver tror nogle gange, for rent ud sagt er teksten vag og utydelig. Jeg får hovedsagligt idéen om, at det er en feministisk sang fra tekstbidden: 'Sisters, sisters hear my mind / you know why I'm calling' Det lyder som noget søsterfællesskab, men ellers er det rent ud sagt intetsigende. Omkvædet går som følger: 'Me and your God / we have nothing in common / so I'm leaving him all to you / God only knows / He's the only one dying / so he's pulling his nose on his way down' Første halvdel er ret banal. Anden halvdel er noget vrøvl, baseret på en forkert udnyttelse af en engelsk vending. Når man siger God Only Knows – som f.eks. Beach Boys gør det – så kan man ikke sige mere, for så er det kun Gud som ved noget, og som derfor kan sige noget. At sige: 'Kun Gud ved at han er den eneste som er ved at dø', det er en selvmodsigelse, for fortælleren ved det jo også. Selvmodsigelser kan man selvfølgelig udnytte som kunstner, men det kræver en sproglig autoritet som bandet simpelthen ikke kan etablere når de bruger ordheld forkert og ikke kan sige andet end: 'you know why I'm calling'. Bandets politiske og religiøse pointe falder fuldstændig fra hinanden, for bandet har ikke sproglig autoritet nok til at få formidlet deres pointer med tilstrækkelig pondus.



Heldigvis er ikke alle bandets sange politiske. Den sidste sang på pladen hedder Good Vibrations – endnu en Beach Boys reference – og her er udtrykket et helt andet. Teksterne er lige uheldige, med de beskæmmende åbningslinjer: 'Good vibrations in your house / in your house / I'll be your haunted mouse' Udtryk bliver brugt forkert med den gengtagne linje: 'Do you dare, devil' et ordspil på Daredevil = vovehals. Problemet er bare at ordspillet betyder: 'Tør du, djævel' hvilket man vel godt kan sige men jeg tvivler på nogen engelsktalende ville, eller: 'Gør du vovehals!' Hvilket er noget vrøvl. Det er ikke rigtig et ordspil når den ene betydning er noget vrøvl... Men i den her sang fungerer det fuldstændig – eller i hvert fald næsten – perfekt, for sangen handler om at være hovedkulds forelsket. 'I try too hard but I'm only too slow' synger de på et tidspunkt. Det er ikke en sang der handler om at sætte verden på plads, det er en sang der handler om at verden er ude af kontrol. Boho Dancers svage tekster bliver pludselig en styrke, fordi de netop bliver brugt til at beskrive en situation, hvor sproget ikke slår til. De sidste to minutter af sangen er nærmest transcenderende, hvor bandet slår over i et c-stykke mens backingvokalerne harmoniserer på den hyggelige linje 'Laugh together when the storm is too loud' (læg mærke til at Grin og Stormvejr er to før-sproglige lyde) mens forsangerinden bliver mere og mere opstemt og insisterende, og ender med at indrømme: 'I'm, I'm... too loud'. Det er en forbløffende passage, en af de bedste passager jeg har hørt fra et dansk band i lange tider.

Boho Dancer kunne sagtens komme til at lave en yndlingsplade for mig, men det kræver at de bliver mere klar over deres svagheder. De har simpelthen ikke engelsk-kundskaberne til at sætte (min) verden på plads på en troværdig måde, men de har de musikalske evner til at gøre op for deres svage tekster. Arrangementerne er innovative og effektive, og forsangerinden er forbløffende ekspressiv. Det er en debut, som er mere end lovende.

 II 

Når jeg skriver om en plade kan jeg godt lide at researche hvad andre folk har skrevet. Især når jeg synes jeg går lidt til stålet, som f.eks. med at kalde et bands tekster for dårlige, så vil jeg gerne tjekke om andre enten bakker mig op eller kan give en forklaring på hvad der foregår, som jeg har overset. Men som det så ofte er med anmeldelser – både danske og internationale - så var der ikke en eneste som snakkede om, hvad sangene egentlig handlede om. Jeg fandt kun to henvisninger til tekster. I en glimrende og velskrevet anmeldelse på undertoner står der: Det er, som om dét at kunne synge efterhånden kun handler om teknik, og ikke om forholdet mellem tekst, melodi og sanger. Med programmer som X Factor som fyrtårn kommer selve musikken i baggrunden, og formen sejrer over indholdet. Det har han sådan set fuldstændig ret i, men det er måske lidt flotte ord, når ikke anmeldelsen selv siger noget som helst om tekst og melodi, om indhold, så at sige. I anmeldelsen fra diskant står der: Der et ønske om at fortælle og dramatisere og vise en verden frem i toner og melodier. Igen fuldstændig korrekt (og resten af anmeldelsen er lige så skarp og korrekt), men hvis bandet vil fortælle os noget, skylder vi, der skriver om dem, så ikke at forholde os til hvad det er de siger?

I det jeg læste om dem så jeg en hel masse beskrivelser af formen, men de fleste var lidt løse i det. Det mest konkrete jeg fandt var i gaffas anmeldelse, som sagde: En af de sværeste udfordringer for en sangskriver er at lave numre, der folder sig organisk ud. Så omkvæd følger vers med samme selvfølgelighed, som forår følger vinter. Boho Dancer er der ikke helt endnu [...] Man savner den melodiske tråd, der kunne holde sammen på idéerne. Det er en dejlig konkret indvending, og den er fuldt ud korrekt. Tænk på hvordan omkvædet pludselig sprang ind i Me and Your God 0:46, eller hvordan coda'en af Good Vibrations også syntes at opstå ud af ingenting. Boho Dancers sange er fragmentariske og omskiftelige... og det synes da næsten at være et bevidst formmæssigt valg. Det kan man så være glad for eller ej - smag og behag er jo forskellig - men det er måske ikke rigtig noget argument at organisk sangskrivning er sværere hvis nu ikke det er det, som bandet vil. Det er også svært at spille math-rock...

Men igen kommer det jo an på indholdet. I Me and Your God forsøger bandet at lave en politisk og religiøs sang, og så ville logisk sammenhæng være en stor hjælp. Her modarbejdes de af sangens fragmentariske og ulogiske karakter. Derfor bliver det et ekstra stort problem når teksten siger (igen): 'Me and your God / we have nothing in common / so I'm leaving him all to you / God only knows / He's the only one dying / so he's pulling his nose on his way down' Det er de to gange 'so' som er problematiske, for de indikerer en sammenhæng som ikke er der, dels fordi teksten er nonsens, dels fordi sangen heller ikke selv er sammenhængende. Form og indhold modarbejder hinanden. I Good Vibrations, til gengæld, passer det igen sammen. Når bandet 3:40 pludselig forlader vers/omkvæd og i stedet giver sig i kast med en klimaktisk koda, så illustrerer det fint den flyvsk forelskede. Form og indhold.

Jeg har ikke citeret anmeldelser for at hænge nogen ud, men for lettere at illustrere mine pointer. Med en plade som Furry Skin, hvor tekst og sang er så meget i forgrunden, kunne man så ikke formode at teksterne og deres indhold måske betød noget, og så snakke om dem? Der er jo naturligvis faldgruber: Bandet kan jo påstå at Me and Your God er en parodi på politiske sange, og pludselig er den ret skarpt skruet sammen.

Hele Furry Skin kan høres på bandets Soundcloud.For mere om bandet og information om hvordan man får en fysisk kopi af pladen - og den er bestemt pengene værd - se bandets hjemmeside.

Eels - Electro-Shock Blues (98)

De lister, som jeg har postet herinde, er nogle jeg i første omgang har skrevet til svingninger.dk. Jeg sidder ikke og laver lister for mig selv, helt så nørdet er jeg heller ikke. Men på de to første lister over mine absolutte favorit-albums jeg har lavet, så har den her plade været nummer et. Det er en plade jeg næsten aldrig hører, men alligevel har den altid stået for mig som min absolut yndlings plade. Jeg havde til gengæld ikke tænkt mig at skrive om den, for dens kvaliteter er samtidig ret indlysende for alle som hører den, så jeg havde ikke så meget at tilføje. Men så hørte jeg den igen nogle gange for nylig, og pludselig fik jeg et nyt syn på den. På en måde, så havde jeg ophøjet den til et ideal snarere end et værk i sig selv, men nu synes jeg pludselig at jeg kunne høre den for det den er. Den blev 'kun' nummer tre på den seneste liste jeg lavede, men egentlig tror jeg måske jeg sætter større pris på den nu. Den er ikke længere end fantasti-genstand, men en af mine yndlingsplader, som jeg hører ganske ofte for tiden. Det er en unik plade, både på grund af omstændighederne den blev skabt under, men også fordi Mr E har et ret unikt verdenssyn, der gennemstrømmer alle elementer på den her plade. Så jeg tænkte jeg ville prøve at skrive lidt om den, det kommer sikkert til at være mere navlepilleri end kvalificeret kritik. Onde tunger vil hævde, at det er helt i pladens ånd.

Jeg var 13 år, da jeg begyndte at høre Eels. De var mit første yndlingsband, det første rockmusik jeg hørte, som jeg ikke havde fundet via mine forældre (de første plader jeg kan huske at have hørt er Abbey Road med Beatles, Graceland med Paul Simon og An Innocent Man med Billy Joel). Jeg sang i Københavns Drengekor som knægt, så det meste musik jeg beskæftigede mig med var klassisk, som også begge mine forældre arbejdede med. Men det var Eels vi kom fra. Beautiful Freak var den første plade jeg købte til mig selv. Electro-Shock Blues og Daisies of the Galaxy var nummer to og tre. Det var for penge jeg havde fået i 14-års fødselsdagsgave, i December 2000. De første dage hørte jeg kun Daisies på repeat, jeg havde ikke lyst til at høre Electro-Shock, for jeg havde hørt at den ville være deprimerende. For dem som ikke ved det, så blev pladen til i perioden efter at Mr E's søster havde begået selvmord, og hans mor var død af kræft. Pladen handler nærmest udelukkende om de her emner, og kan til tider blive umanerlig mørk. Men til jul, så begyndte den at fænge. Pludselig blev jeg i stand til at høre pladen gennem mørket, i stedet for mørke og død begyndte jeg at høre den galgenhumor E bruger til at tackle perioden med, den nostalgiske længsel mod uskyldigere tider som han ofte falder tilbage i, og den skabende livsglæde han til sidst lægger sig fast på. Det begyndte at blive en plade, som jeg paradoksalt nok blev i nogenlunde godt humør af at høre. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg må have hørt den i den første del af mine teenageår, men det må dælme have været mange. Og så holdt jeg op. Som sagt, så blev den nærmere et ideal end noget jeg havde et løbende forhold til. Hver gang jeg fik en ny plade i hånden, så håbede jeg, at den ville være lige så god som ESB. Men det var de ikke. Efterhånden blev det endnu mere abstrakt, og det blev en plade jeg tænkte over, når jeg skulle komme på hvilke kvaliteter jeg satte mest pris på ved den sære kunstform et rock-album er. Afvekslende sange, milde eksperimenter, mørke og lys sat sammen, og en klar udvikling pladen igennem, gerne med en overraskende forløsning til sidst. Det er ting, som utroligt mange af mine yndlingsplader har, og jeg tror min glæde ved de ting er grundlagt her.

Det er utroligt så meget der kan proppes ind i 3:40, og at det forbliver så iørefaldende. Jeg forstår ikke, at det ikke er almen viden, at det her er en af 90'ernes bedste sange.

Grunden til, at jeg har skrevet så meget om mig selv er nu også, at den her plade har en helt specielt stemning, som jeg tror jeg var fintunet til at sætte pris på til at starte med. Det er en plade, som stiller sig flot op i den glorværdige genre af teenage-klynke plader, en genre der også tæller så forskellige plader som Unknown Pleasures med Joy Division, Disintegration med The Cure, eller f.eks. In the Aeroplane Over the Sea med Neutral Milk Hotel. Men alligevel, jeg vil til enhver tid foretrækker Mr E's misantropi, frem for de her andre. Det er svært at definere det præcist, så jeg vil prøve at skitsere de ting, som E ikke er. Min bedste ven havde The Cure som yndlings-misantropi, så jeg blev tvangsindlagt til at høre Disentegration og Bloodflowers og den slags ad libitum, og i forhold dertil er Electro-Shock Blues meget meget lille. Den er aldrig episk. Selvom det er nogle dybe og voldsomme følelser, som E behandler (dybere og voldsommere end den teenage-tristesse som de fleste af den her type plader beskriver) så er der aldrig den følelse af, at det hele er uoverstigeligt voldsomt, som der er hos f.eks. The Cure. Der er intet sublimt på pladen. Og selvom pladen omhandler depression, så er E aldrig depressiv. Han er aldrig på randen af det fornuftige, som Ian Curtis og Jeph Mangun kan være. Snarere er han sarkastisk og bedrevidende. Hvor Jeph Mangum henviste til den virkelige verden ved at skrive desperat om Anne Frank, så laver E kendte kvinder om til ordspil: 'Courtney needs Love' 'Springfield's looking pretty Dusty today' Hvor Arcade Fires Funeral, endnu en plade der handler om opvækst og dødsfald i familien, ender med at Regine Butler skråler: 'I've been le-e-a-a-arning to dri-i-ive / My whole li-i-ife' så konkludere E det samme kort og kontant: 'And maybe it's time to live' Der er ingen metaforer, der er ingen emo-skrål, det er historier og sarkasme og spidse bemærkninger.

Jeg vil ikke forsøge at beskrive pladen, men lige hive fat i to aspekter af den: Først, hvor barnlig den egentlig er. E har altid hevet tilbage mod barndommen, på hans første soloplade er der f.eks. et kort nummer for Toy Piano, og hans plade covers ligner ofte børnetegninger (dette fik i 2000 Dick Cheney til at påpege at det var utilstedeligt at Daisies of the Galaxy havde et cover fra en børnebog, mens dens sange havde titler som 'It's a Motherfucker. Jeg genkøbte Electro Shock-Blues for et par år siden, og en gammel dame ved den anden kasse spurgte om det evt var noget musik for hendes lille barnebarn...) På den her plade er der også ganske 'barnlige' lyde fra xylofoner, music-box etc, en sang som The Medication's Wearing Off lyder til at starte med fuldstændig som vugge-viser. Samtidig vender flere af sangene tilbage mod barndommen, før det hele blev så vanskeligt, ja Baby Genius vender tilbage til E's far, som var kvantefysiker, og dengang han var spæd. Sange som My Descent Into Madness, 3 Speed og Climbing to the Moon vender hele tiden tilbage til tiden før Elizabeth tog livet af sig selv. Da jeg var yngre prøvede jeg at tænke den her plade som et fremadskridende narrativ, jeg ville have den til at være et konceptalbum i stil med The Wall, men Eels har forstået, at Rock-Albummet ikke er et narrativt medie i traditionel forstand. De enkelte sange på albummet springer hele tiden rundt i tid, og ud og ind af E selv, så det er ikke en traditionel lineær fortælling. Men der er et narrativ, det er bare lidt mere kompliceret. Elizabeth dør i sang nummer 1 og bliver begravet i nummer 2, og derefter går det meste af pladen med at E forsøger at abstrahere for hans virkelighed, men gang på gang bliver hevet tilbage. Til sidst, i Dead of Winter, sang nummer 14, bliver han endegyldigt hevet tilbage af morens død, og efter at hans Medicinering Holder Op Med At Virke (15) sætter han sig ned og beslutter sig til at leve (16). Et album er både et hele, men hver sang har også mulighed for at stå for sig selv. Det er netop den splittelse Eels udnytter, mange af sangene forsøger at skabe bedre verdener, at komme væk fra den virkelige fortælling, men virkeligheden hiver dem hele tiden tilbage.



Det andet element er mere musikalsk, det er hvor inspireret af hip-hop det hele er. Blandt albummets producere finder vi Prince Paul (De La Soul) Michael Simpson (Beastie Boys & Beck) og Dan Nakamura (Gorillaz) E rapper heldigvis aldrig, men ganske mange af sangene er sample-baserede. Det hjælper naturligvis også, at Butch' trommer er faste og stabile som i en hip-hop produktion. Men tag en sang som titelnummeret, det er jo ikke andet end et klaversample som ændres lidt i omkvædet. Eller hvordan små samples lægges ind i omkvædene i Going to Your Funeral eller orkester-samplet i My Descent Into Madness, og naturligvis det bagvendte sample i Efil's God (fra en tidligere Eels-b-side: Dog's Life). Omkvædet i Last Stop: This Town udgøres også af to stemmer, der nærmest optræder som to samples, som til sidst får E til at synge med dem. Den samme idé bruges på Medication is Wearing Off, hvor E til sidst synger samme melodi som en guitar har gentaget gentagne gange. E må forholde sig til sit akkompagnement i sangene, ligesom han i sidste ende må forholde sig til hans omgivelser i den virkelige verden. Der er en afslappet ekletisme på pladen, som putter Eels sammen med bands som Cornershop og Beta Band, som også lavede relativt eksperimenterende kompositioner, men uden at gøre fantastisk meget ud af det. Eels gør ikke noget specielt ud af, at komponere med samples, det er en helt naturlig ting for dem, og ikke noget som behøver en tekstlig tematik i sig selv, som det f.eks. gør hos Beck. E havde noget han ville skrive musik om, noget som var vigtigere end musikken selv, og musikken blev komponeret for bedst muligt kunne understøtte dette emne. Rent faktisk medførte dette en ganske stor portion innovation, men det var ikke pladens hensigt, og det er måske derfor det ikke har fået den opmærksomhed det fortjener?



Hvis jeg har et kunstideal for rock-musik, så er det netop, at god innovation ikke kommer når folk vil være innovative. Det er når folk har noget på hjerte, som de føler ikke kan behandles med de gængse virkemidler, at den gode innovation kommer frem. Der er nok en god chance for, at jeg har dette kunst-ideal fra denne plade. Den talte virkelig til mig da den kom frem, jeg elskede dens sarkastiske, bedrevidende tone, dens melodier, dens overflod af detaljer, og måden den fortalte en eller anden form for fortælling, på en måde, som en bog ikke havde kunnet. Det er over ti år jeg har brugt med den her plade, og når jeg nu genhører den igen-igen for at skrive det her indlæg færdigt, så holder den stadigvæk hundrede. Den er innovativ og idiosynkratisk, og dens idiosynkrasier passer nærmest perfekt til mine egne. Jeg har hørt den her plade siden julen 2000, og den vil nok blive ved med at være en favorit mange mange år frem.

Disco Inferno - The 5 EPs (92-94 ; 2011)

Det er jo nærmest umuligt at vælge verdens bedste album, for hvordan prioritere én slags kvaliteter over en anden? Det plejede at være ret nemt for mig, for jeg plejede at putte det første album jeg virkelig faldt for som album som nummer et. Det var Electro-Shock Blues med Eels, og jeg forbløffes til stadighed i dag over hvor genialt skruet sammen det album er, hvor meget fokus der er blevet lagt på ting som rækkefølgen af sangene. Electro-Shock Blues stod for mig som det bedste album-album, og for at den skulle væk fra min førsteplads, så måtte jeg finde et album som fungerede fundamentalt anderledes end Eels' narrative statement. Og som naturligvis var propfyldt med fantastisk musik. Et sådant album er dette her.

Som titlen antyder har vi at gøre med en samling af fem ep'er, som det engelske band Disco Inferno udgav fra oktober 92 til september 94, men vi skulle vente helt til sidste år, før de endelig blev samlet samme sted (og denne opsamling har medført et fornyet fokus på bandet, hvilket vel har kulmineret i den her artikel fra pitchfork, som minutiøst gennemgår hver sang på albummet. Informativt, og af den grund fokuserer jeg mere på den samlede cd end på enkelte numre her) Oprindeligt var Disco Inferno mest af alt et retro-postpunk band, men med de her ep'er forsøgte bandet at finde en ny lyd, inspireret af shoegaze, hiphop og house. Bandet købte samplere og koblede dem til guitar og trommer, så de kunne spille med alle de lyde de kunne finde, og begyndte at basere deres sange rundt om lydbilleder snarere end melodier og rytmer. De var den oprindelige form for 'Cyborg Post Rock', og navnet på den her blog hentyder i høj grad til dem. Bandet var eksperimenterende, forstået i ordets egentlige betydning som at de prøvede sig frem, og selvom det lykkedes dem at lave store mængder nyskabende musik, så forblev det måske også ofte ved det søgende. Netop derfor passer den her ep-opsamling perfekt til bandet, bedre end deres to albums, DI Go Pop og Technicolour, som dog bestemt også er anbefalede. The 5 Eps forløber rodet og planløst, men det forstærker bare fornemmelsen af at være på fremmed grund, i færd med at aflure et nyt sprog. Man kan f.eks. kontrastere med Battles – Mirrored. Det er også en plade, hvor et band forsøgte at lave et nyt lydbillede (og at dette lydbillede kunne virke lidt som Disco Inferno blev påpeget da den udkom), men albummet er på den anden side bygget ganske konventionelt op. Først en intro, så et hit, så et par andre rigtig gode sange, og så lidt en blandet landhandel på albummets anden halvdel, indtil vi til sidst rammer en outro. Det er ukonventionel musik, men i en ganske konventionel indpakning. The 5 Eps er derimod – ganske utilsigtet – ukonventionel over det hele, i tekst, lyd, konstruktion.



Den første ep er egentlig mere en dobbelt a-side single. Summer's Last Sound / Love Stepping Out er to mellemlange sange, der set hver for sig er forbløffende og fantastiske, og som også kontrasterer hinanden godt, men som også åbner albummet med 11 minutters melankoli i mellemtempo. Summer's Last Sound er en skitse over England 92, der skifter fra det politiske (the price of bread went up five pence today / and an immigrant was kicked to death again) til det personligt paranoide (and I'm scared of my life / my first time in it). Love Stepping Out er derimod en form for kærlighedssang, men ikke en særlig sød en af slagsen. Akkompagnementet er bedårende guitarloops, der lyder lidt som harpespil, men teksten består af fantasier om vold (any fool would know / that smashing peoples hearts / can be so much more fun / than breaking peoples bones) og ubehagelige bemærkninger til den udkårne (there's not much that I own but I'd like to think that I own you / Have I ever told you / I only see my face / when I look into you're eyes?). Til sidst resignerer fortælleren med ordene: 'Who's to argue? / It's such a lovely night...' og de bedårende harpelyde får det sidste ord, uden at de dog formår at skylle de tidligere ubehageligheder væk. Et normalt album ville måske have placeret de her to sange som de sidste sange på a-siden, der ville de have gjort sig ret godt. Som intro sparker de derimod én ud på åbent vand, og efterlader en med en klump i maven.


Love Stepping Out

Hvis man ledte efter en album-åbner kunne man derimod sagtens have valgt den næste sang. Den anden ep hedder A Rock to Cling To, og den består af en 3 minutters popsang og et 9 minutters langt instrumentalnummer. A Rock to Cling To er kort og energisk, nærmest en smule catchy, og den fanger bestemt opmærksomheden. Her er den dog klemt ret meget inde mellem de to sange på førnævnte ep, og så dens b-side, From the Devil to the Deep Blue Sky. Det er et fascinerende stykke musik, en omskiftelig sample-komposition. Teksten i A Rock to Cling To handler vist om at være på åbent hav og lede efter et fast holdepunkt, og jeg forestiller mig at b-siden (for det lyder virkelig som en b-side) så er en sonisk beskrivelse af det omskiftelige hav. Men det er også ret meget en b-side, jeg tror ikke det ville være kommet med hvis bandet havde forsøgt at skabe et sammenhængende album ud af deres materiale, og det stopper ethvert flow som singlen netop havde skabt, til fordel for et langt og meditativt mellemspil...


The Long Dance

… hvilket dog gør at den efterfølgende sang virker så meget bedre. Titelsangen på den tredje ep, The Last Dance, er nok den bedste indie-rock-sang Disco Inferno nogensinde skrev. Det er bare en god sang, mest af alt typisk guitar bas og trommer, selvom både bas og rytmik lyder samplet og loopet, og så er der enkelte breaks hvor samplede stemmer fra børn og sopraner skaber lidt variation. Tekstmæssigt er vi ovre i noget med, at det er den sidste dans før det bliver umuligt at danse mere, og at fremtiden er truende og usikker, hvilket måske nok er lidt depressivt til single-hitlisterne, men det er en skøn sang, og nok den jeg ville bruge til at introducere bandet. Den efterfølgende sang, DI Go Pop, er derimod noget af det mest larmende og kontrære bandet nogensinde stykkede sammen, på trods af navnet. Det er åbenbart et sample af My Bloody Valentine, mest af alt er det et fascinerende noise-punk nummer, hvor lydene er kompresseret så meget, at der ikke længere er spor af traditionelle rockinstrumenter tilbage. Og derefter kommer der så endnu en mærkværdighed. The Long Dance er en alternativ version af Last Dance, den er mest af alt lidt længere. Det er vel helt normalt med to versioner af samme sang, på album som på ep, men på et album ville man nok normalt gemme den alternative version væk som bonusnummer, man ville ikke have to udgaver af samme sang lige midt på albummet, kun adskilt af et par minutters larm. Selv synes jeg dog sangen er god nok til at jeg gider og høre den kort efter hinanden. Ep'en afsluttes af Scattered Showers, der endnu engang sætter albummet helt ned i tempo og humør.

Den fjerde ep, Second Language er nok det bedste sammenhængende statementet bandet nogensinde formåede at stykke sammen. Det anses af mange for at være bandets højdepunkt overhovedet. Det kunne have været en perfekt album-side, men her ligger det som en ø midt i kaos - eller som en sten at klamre sig til, hvis jeg må gentage denne metafor nok en gang. DI Go Pop (albummet) udkom imellem The Last Dance og Second Language, og den her ep kan godt lidt føles som om de hviler på laurbærrene. Som om de stopper op et øjeblik, og forsøger at genbruge de ting de har lært i udformningen af nye numre. Intet er så kynisk som Love Stepping Out, så abstrakt som From the Devil to the Deep Blue Sky, eller så kontrært som DI Go Pop (sangen). Alle fire sange har ringlende guitarer, atmosfæriske samples der langt bedre inkorporeres i sangene, og måske er teksterne også en smule mere positive. Det er virkelig rart og roligt efter at albummet har været så omskifteligt og kaotisk, men omvendt så accentuerer det også bare hvor lidt konstrueret resten af albummet forløber.



Hvilket bliver fuldstændig åbenlyst så snart den sidste ep starter. It's a Kid's World er den eneste ep, hvor titelnummeret blev inkluderet på et album, det kommende Technicolour, og det giver et enormt stilskifte lige på falderebet. Titelsangen stjæler trommerne fra Iggy Pop's Lust For Life, og baserer sig derudover på musik fra diverse børnesange. Det er en sær men medrivende sang, som på Technicolour er placeret lige over halvvejs, som om den skulle starte side b, hvilket er en del mere logisk end dets placering her. A Night on the Tiles starter med et sampe af Edith Piaf, og lyder derudover som en druktur der kører af sporet, og Lost In Fog lyder også ganske logisk som at blive væk i tåge. Det er en kaotisk ep, og det er en meget mere kaotisk album-lukker. Det er nok engang et første skridt, men den her gang gik Disco Inferno i opløsning før de fuldførte bevægelsen. Technicolour udkom efter de var gået hvert til sidst, en ep med radio-optagelser udkom senere, men derudover har man ikke rigtig hørt mere til dem.

Disco Inferno passede aldrig rigtig ind nogen steder. Havde de udgivet de her ep'er mens shoegazen var på sit højeste havde de måske fået mere opmærksomhed, men som det var, så udkom den her musik mens den britiske presse vendte opmærksomheden bagud, mod retro-orienterede bands som Oasis og Blur, der udover at arbejde med mere trygge lydbilleder også havde rarere tekster og var mere fotogene. Når man læser om Disco Inferno kan man ofte spore en bitterhed hos skribenterne over, at pressen vendte sig væk fra den tradition, som Disco Inferno skrev sig ind i, men man kommer ikke udenom, at bandets musik også i høj grad vendte sig væk fra samfundet. Det er misantropisk musik. Det er ikke avant-garde, dertil er der for meget pop over det, men det er søgende og mærkværdigt. Det kunne heller ikke fungerer som den nye punk, musik som taler til the kids, mens de ældre ryster på hovedet og spørger om det overhovedet er musik. Dertil var Ian Crause, forsanger og sangskriver, kontrær på en altfor ufashionabel måde. Han snerrede af samfundet, men udleverede også hans egne dårlige sider, og fremstod ofte ganske patetisk. Han blev også sur på de andre bandmedlemmer, hvilket medvirkede til at de kun udgav musik i en ret kort måde.

Disco Inferno ville tage et stort skridt frem mod et nyt musiksprog, men der var ikke rigtig nogen som fulgte efter, og så gik de lidt frem og tilbage, hoppede lidt på stedet, og forsøgte sig med et nyt spring, som de aldrig fik færdiggjort. De var ikke 'fremsynede', for de så jo forkert. De blev aldrig vigtige. De passer lige så dårligt ind i historien som de gjorde i deres samtid. Normalt, når rockmusik finder en ny lyd, er den overvældende og medrivende. Punk, rave, shoegaze, det vælter folk omkuld inden det når at skræmme dem væk. Disco Inferno forsøgte at skabe kontemplativ skønhed, men var for sære og grimme til at det lykkedes. Teksterne hos ny-lydende bands handler som oftest om de tre medrivende tabuer: Sex, Vold og Stoffer. Disco Inferno skrev sange om brødprisernes himmelflugt og problemet ved at være ateist. Det er sær og utilpas musik, som ikke går op, og lige netop derfor bliver essensen af bandet langt bedre fanget af den her opsamling, end af nogen af deres 'reelle' albums. Hvor Electro-Shock Blues gør det samme som tonsvis af andre albums, men efter min mening gør det bedre end stort set alle andre, så kan jeg komme på meget få albums der fungerer som det her. Tekst og musik passer perfekt til den bizarre konstruktion, og skaber et værk, som jeg helt reelt mener er et umanerlig godt bud på det bedste album nogensinde.

All Time Top 100

1) Disco Inferno - The 5 EPs
2) The Notwist - Neon Golden
3) Eels - Electro-Shock Blues
4) Azeda Booth - In Flesh Tones
5) Neu! - Neu!
6) Miles Davis - In a Silent Way
7) Animal Collective - Here Comes the Indian [o]
8) Talk Talk - Laughing Stock
9) Caetano Veloso - Joía
10) The Olivia Tremor Control - Music From the Unrealized Film Script, Dusk at Cubist Castle
11) Slowdive - Pygmalion
12) Boredoms - Vision Creation Newsun
13) Paavoharju - Laulu Laakson Kukista
14) Wilco - Yankee Hotel Foxtrot
15) Disco Inferno - D.I. Go Pop
16) Glenn Branca - Ascension
17) Gilberto Gil - Gilberto Gil (Frevo Rasgado)
18) Liars - Drum's Not Dead
19) Funkadelic - Maggot Brain
20) A.R. Kane - ”I”
21) Brian Eno - Ambient 1 : Music for Airports
22) Tortoise - Milions Now Living Will Never Die
23) Mount Eerie - Wind's Poem
24) Can - Future Days
25) V/A - Tropicália: Ou Panis et Circenses
26) Public Enemy - Fear of a Black Planet
27) Deathspell Omega - Fas - - Ite, Maledicti, In Ignem Aeternum
28) The-Dream - Love vs Money [½]
29) Black Dice - Beaches and Canyons
30) Magnetic Fields - 69 Love Songs
31) My Bloody Valentine - Loveless
32) Arvo Pärt - Tabula Rasa
33) Modest Mouse - The Moon & Antarctica
34) Seefeel - Quique
35) Television - Marquee Moon
36) Miles Davis - On the Corner
37) Battles - Mirrored
38) Bark Psychosis - HEX
39) Dirty Projectors - Bitte Orca
40) The Zombies - Odessey and Oracle
41) Caetano Veloso - Caetano Veloso (A Little More Blue)
42) Beta Band - The Three Eps
43) Nas - Illmatic
44) Neutral Milk Hotel - In the Aeroplane Over the Sea
45) Kliché - Supertanker
46) Paul Simon - Graceland
47) Sunn O))) - Monoliths & Dimensions
48) John Coltrane - Meditations
49) Talk Talk - Spirit of Eden
50) Destroyer - Kaputt
51) Sly & the Family Stone - There's a Riot Goin' On
52) Talking Heads - Remain in Light
53) TV on the Radio - Dear Science
54) The Velvet Underground - The Velvet Underground & Nico
55) Godspeed You Black Emperor! - Lift Your Skinny Fists Like Antennas to Heaven
56) Gnaw Their Tongues - L'Arrivée de la Terne Morte Triomphante
57) Herbie Hancock - Sextant
58) The Beach Boys - Pet Sounds
59) Wu-Tang Clan - Enter the Wu-Tang (36 Chambers)
60) John Cale - Paris 1919
61) J Dilla - Donuts
62) Slow Six - Tomorrow Becomes You
63) John Coltrane - Giant Steps
64) Kate Bush - Hounds of Love
65) Liturgy - Aesthetica
66) Parts & Labor - Receivers
67) Main - Dry Stone Feed
68) Os Mutantes - Os Mutantes
69) Arcade Fire - Funeral
70) The dB's - Stands for Decibels
71) Manuel Göttsching - E2-E4
72) Cornershop - When I Was Born for the 7th Time
73) The Mae Shi - HLLLYH
74) Badly Drawn Boy - The Hour of Bewilderbeast
75) Vampire Weekend - Contra [2]
76) Steve Reich - Music for 18 Musicians
77) Do Make Say Think - Country Hymn Winter Hymn Secret Hymn
78) Boredoms - Super Roots 7
79) Lantlôs - .neon
80) Clinic - Internal Wrangler
81) The Wrens - The Meadowlands [½]
82) Joao Gilberto - Chega de Saudade
83) Yellow Swans - Going Places
84) Pram - The Stars are So Big the Earth is so Small... Stay as You Are
85) Eric Dolphy - Out to Lunch
86) Animal Collective - Strawberry Jam
87) Nico - Desert Shore
88) Mercury Rev - See You on the Other Side
89) The Futureheads - The Futureheads
90) Eels - Daisies of the Galaxy
91) Braids - Native Speaker
92) The Clash - London Calling
93) Radiohead - Kid A
94) The Orb - The Orb's Adventures Beyond the Ultraworld
95) Chico Buarque - Construçao
96) The Congos - Heart of the Congos
97) Funkadelic - Free Your Mind... and Your Ass Will Follow
98) Insides - Euphoria
99) Cornershop - Woman's Gotta Have It
100) Kanye West -My Beautiful Dark Twisted Fantasy

Spotify-lister:
1-20

Bon Iver - Bon Iver, Bon Iver (11)

Da jeg lavede liste over bedste plader fra 2011 så kaldte jeg den her for 'Dårligste / Mest overvurderede / Mest misforståede plade' Jeg skal ikke helt kunne sige hvilken betegnelse der er den rigtigste. Jeg kan virkelig ikke lide den, men omvendt er den jo harmløs, og jeg er sikkert bare sur fordi den er blevet hyldet for meget og beskrevet forkert. Og så fordi Bon Iver irriterer mig. Han påstod at pladen hedder Bon Iver, Bon Iver fordi det er 'half self-titled, half weird thing', hvor jeg måske mere synes det virker halvt egocentreret, halvt mere egocentreret. Og han dissede grammyerne, men klappede så fuldstændig i da han selv blev nomineret, mens han for øvrigt også tjente penge på at lave reklamer for whisky. Men mest af alt så irriterer den her plade mig, fordi den virker på mig som en virkelig dårlig udgave af en form for plade, som jeg ellers elsker. Det er en stille og rolig art-pop plade, hvor fokus er lagt mindre på melodi og tekst og mere på lyde og arrangementer og produktion. Sådan lidt folk, lidt postrock. Det synes jeg egentlig også var hvad anmeldelserne pegede på. Men den fejler virkelig fuldstændig på de præmisser.

Det er jo en æble/pære-sammenligning, men prøv alligevel lige at hør den her sang. Det er O Leaozinho med Caetano Veloso, og det er et af mine yndlingsarrangementer. Der er kun et enkelt fløjt, men det fløjt er simpelthen den mest perfekte lyd til den her sang, det er placeret præcis hvor det skulle være i lydbilledet, og ved at blive gentaget opnår det en utroligt mærkværdig effekt. Den her plade er nærmest det modsatte af den sang, der er tonsvis af instrumenter og lyde lagt på, men ikke en eneste gang formår de at ramme et lydbillede som er så skævt men indlysende rigtigt som i den her sang. Det veksler mellem det fine og udmærkede (åbneren Perth lyder f.eks. rigtig fint) til det deciderede pinlige. Prøv at høre Minnesota, WI. Den starter udmærket, men i anden halvdel, fra 1:45 introduceres det ene mere overflødige element efter det andet, klodset og urytmisk og uden mening. Det var mens jeg hørte den her sang, at jeg begyndte virkelig ikke at bryde mig om det her album. Eller lyt til de elendige guitarsoli som starter i Calgary efter 1:05. Dårligt og så gør de hverken fra eller til.

Og det er egentlig grundproblemet med selv de bedste arrangementer på pladen: De gør hverken fra eller til. Lydbilledet er konstant domineret af tre-fire gange Vernon-falset og så en akustisk guitar og lidt trommer, så der er aldrig brug for, eller bare plads til, at de andre elementer kan folde sig ud. Det er bizart, når numrene nu er opkaldt efter både virkelige og imaginære lokaliteter, og når pladecoveret er en lagdelt landskabscollage, at der er så lidt rum i lyden på den her plade. Men de dominerende elementer (og det vil sige først og fremmest Vernons stemmer) bliver aldrig udfordret, og derfor ender resten af lydbilledet med at blive lidt ligegyldige ornamenteringer. Du kan sætte dig ned med en guitar og spille de her sange, og de vil være nogenlunde lige så gode, og det er der sikkert en hel masse singer/songwriter fans som er glade for, men det er altså ikke rigtig meningen med et art-rock album. Det her album er ikke lyden af et landskab eller en by. Det er altid bare lyden af en mand. Men det siger titlen jo så også...

Og måske skulle man ikke være overrasket. Bon Iver hjalp jo med på Kanye West's plade My Beautiful Dark Twisted Fantasy fra sidste år, og den var jo endnu mere overlæsset end den her er. Men på den plade gav det overlæssede jo mening, fordi det spillede lige op med Kanye Wests megalomane ytringer, der var en spændning mellem form og indhold. Jeg kan virkelig ikke finde nogen som helst grund til, at der skal være læsset så meget på de her ganske ordinære folksange, men jeg må nok også indrømme, at jeg ikke fatter en hak af teksterne, så der er da sikkert plads til forklaringer. Men så er det jo heller ikke værre. Når nu jeg har villet skrive den her sviner, så har jeg jo lyttet til pladen nogle gange, og så vænner man sig jo til den. Og måske minder den her plade mig mest af alt om tidlig TV on the Radio. De gik på samme måde mest af alt op i at lave interessante soundscapes, og så vidste de ikke rigtig hvad de ville sige med det, eller overhovedet hvordan man kunne sige ting med soundscapes. Men TVotR lærte det jo støt og roligt og leverede mesterværket Dear Science. Måske så kommer Bon Iver også efter det, og så laver han pludselig et mesterværk. Det ville da være glimrende. Hvis han lærer ikke altid at ville være i centrum, og så måske også får et eller andet på hjerte, så kunne det sagtens blive helt godt.

Beyoncé - Countdown

I sidste ende var det knipsne som fik mig. I mellemstykket fra 2:20 synger B uh-uh-uh-uh, som hun jo så ofte gør, og samtidig knipses der på 4. Uh-uh-uh-knips, uh-uh-uh-knips. Men når stykket går tilbage til det vers-agtige, så knipses der pludselig på 2 igen. Det er simpelthen verdens mest overflødige detalje. Jeg gad virkelig godt have været i studiet hvor produceren opdagede dette: "Hm, den mangler lige det sidste... Hvis nu vi knipser på 4 her, og så på 2 derefter, så er den vist helt perfekt!" Men Countdown er sådan hele vejen igennem, det er grundlæggende en god sang, men derudover er produktionen så fantastisk detaljeret, at det kvarte kunne være nok.

Jeg havde Beyoncés plade 4 på min liste, selvom den egentlig ikke er voldsomt god som plade. Nej, værre end det, det er nærmest en anti-plade. Det er ikke et værk i sig selv, det er grundbestanddelen i den fjerde fase af Beyoncé's karriere. Det mest frustrerende, for en Album-freak som mig, er, at nogle af de bedste numre er puttet på en bonusdisk, vel for også at kunne sælge albummet lidt dyrere til luksusfans. Folk snakker om hvornår albummet dør, men for pop-kunstnere som Beyoncé, så er det sgu allerede dødt. Og det er vel sådan set ok. Beyoncé laver fantastisk musik, men ikke særligt gode Albums. GYBE lavede også fantastisk musik, men ikke særligt gode sange. So what. Folk fokuserer forskelligt. At sangene i så udpræget grad skal stå alene betyder jo så at sange som den her bliver puslet om indtil de er færdige. Og så åbenbart i ganske lang tid derefter.


Det er en fin sang, lavet sammen med The-Dream, men jeg synes virkelig ikke den fungerer som album-åbner...

Umiddelbart kan sangen jo virke som noget rod, men der er jo alligevel mening med galskaben. Som Pitchfork skrev: "The tempo shifts are like a smitten lover trying to calm herself down only to start babbling about how awesome everything is all over again a moment later." Og så er der førnævnte uh-uh sted, hvor B løber tør for ord til at forklare hvad hun føler. Eller omkvædet, hvor først blæsere og så strygere mere og mere overvælder hende, mens hun er 'Still falling', som hun siger, en effekt der for øvrigt forøges hvert omkvæd, hvor flere og flere Beyoncé'er synger med. Eller at hun i uh-uh stedet gentager det boy-y-y-y som også indleder sangen. Det er til grin hvor meget der er blevet arbejdet på den her sang, men det ville jo alt sammen være ligegyldigt, hvis ikke den var så fuldstændig fjollet medrivende, som den nu engang er.



At Beyoncé skulle ende med at udgive et af årets mest vellykkede numre kommer vel ikke som en overraskelse for særlig mange. Det plejer hun jo gerne at gøre. Men Countdown er en af årets mest ambitiøse kompositioner. Den skifter mellem sekvenser så hurtigt at selv Girl Talk ville synes det måske nok er lidt hyper, og den får proppet helt absurd mange virkemidler ned på 3:40. Pop-musik er måske ikke så innovativ som den var for ti år siden, men ganske ofte så popper der stadigvæk forbløffende fantastiske sange op, hvor man bare taber kæben, og må sætte sig ned og trykke repeat. Og så kan man danse til den, selvom man nok skal vide hvor den skifter tempo i forvejen.