Nok et canadisk band, også denne gang fra Montreal og pladeselskabet Constellation. Do Make Say Think har udgivet plader siden sluthalvfemserne og udgav sidste år pladen Other Truths, som fik rigtig fine anmeldelser. Jeg er ikke så godt inde i dem, men den her er jeg ret vild med.
Den her plade er speciel på en lidt nørdet måde. Som titlen antyder, er den delt op i tre dele. Der er 9 numre, fordelt på tre suiter af tre numre. Hvorfor er det specielt? Fordi langt de fleste cd'er selv i dag er beregnet på vinyl formatet. Antallet af musikalske forløb er deleligt med 2. Den her plade er struktureret som tredelt, hvilket kun giver mening på cd. At den naturligvis også findes på lp er fjollet men uundgåeligt.
Lyden på denne plade er langt mere varieret end Mogwai og GYBE. Det er bestemt crescendobaseret, men hvor de to andre bands byggede på ganske voldsomme dynamiske skift, så er det her en plade der langt mere tålmodigt og subtilt bygges op. Med den her genre er det ret svært at forklare forskellen på god og dårlig musik, for det kan nemt blive så helt utrolig mekanisk. Man kan nemt snakke om at det er godt komponeret (guitarfiguren fra starten kommer tilbage til slut, det andet larmende stykke er ikke blot en gentagelse af det første men noget helt andet, alle instrumenter spiller udmærket) men i sidste ende føles det blot opfindsomt, subtilt og mindre manipulerende end f.eks. Explostions in the Sky. Der er også tænkt over lydbilledet, som er fyldt med detaljer. Det er som om rummet er medtænkt i skabelsen af pladen, fremfor at det forsøges at få til at lyde live.
Crescendocore er en utrolig narrativ genre. Når hele pointen er opbygning og klimaks, så må man hellere sørge for at ens plade slutter på en ordentlig måde. Helt tilbage til Mogwais alenlange Mogwai Fear Satan fra Young Team har det mest normale været at slutte så episk som muligt (igen er GYBE en undtagelse. Jeg tænker det netop er deres cutop-hed som gør deres manglende afslutninger tålelige. Og jeg overvejer videre, om netop den her cutop hed og manglende narrativ er en af grundende til at de var så succesfulde omkring sidste årtusindskifte. Det afspejler de store fortællingers død i den postmoderne epoke, og er derfor ganske egnet til at beskrive den difuse politiske situation på daværende tidspunkt. Men det er blot en prætentiøs strøtanke, skulle være man skulle prøve at udvide den). Men den her plade slutter ikke episk eller katharsisk i klassisk forstand. I stedet er slutnummeret - som du kan høre lige ovenover - afdæmpet, som ankomsten efter en lang rejse. Og ca halvvejs igennem kommer så forløsningen: Menneskestemmer. Det er det mest menneskelige pladen overhovedet bliver, og et katharsisk klimaks på sin egen subversive måde. En af mine favoritafslutninger overhovedet.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar