Opsummering

Med afslutningen af det her crescendocore tema er jeg sådan set nået igennem den gennemgang af postrockbegrebets udvikling, som til at starte med var bloggens formål. Jeg har tænkt mig at blive ved med at skrive indlæg om musik og postrock - det vil nok blive en blanding af præsentationer af nye plader og temaer i stil med det racetema jeg havde på et tidspunkt. Sociale kontekster er interessante - og vil måske også komme ind på visse genrer der kan ses som inspirationskilder, men den grundlæggende præsentation af centrale plader er overstået. Jeg tænkte en lille opsummering var på sin plads:

Genren bliver første gang defineret af Simon Reynolds og dækker over en gruppe britiske bands i start-90'erne, der bruger rockinstrumentering til ikke-rock formål. Genren kan til en vis grad ses som videreførsel af Shoegaze-bølgen, men lægger større vægt på at inkludere teknikker fra sort musik som hiphop og dub. Derudover er der meget inspiration fra techno og ambient. De vigtigste bands er Disco Inferno, Bark Psychosis og Seefeel.

Anden bølge kommer fra USA, mest af alt fra Chicago. Amerikanske bands inddrager ikke lige så mange nye sorte inspirationskilder - af grunde jeg er kommet ind på - men trækker i stedet meget på jazz, klassisk og kraut. Det bedste band er Tortoise.

Den tredie bølge har jeg kaldt for crescendocore, den kommer fra hele verden, og består for det meste af unge mænd, der spiller episke rocksange i traditionel instrumentering. Inspiration helt tilbage fra proto-mathrock somSlint, fra gamle episke rocksange, og fra klassisk musik. De vigtigste bands hedder Mogwai, Godspeed You Black Emperor og Sigur Ros. Jeg selv foretrækker Do Make Say Think.

Generelt foretrækker jeg den første britiske bølge af postrock, og de konnotationer navnet indeholdt på daværende tidspunkt. Dengang var der rent faktisk noget fremsynet over den, og dens forhold til at inddrage andre genrer var fantastisk. I dag er postrockgenren utrolig ensformig, crescendocorevejen var efter min mening en blindgyde. Så den her blog argumenterer for at få den gamle indstilling til tingene tilbage. Postrock burde dække bands, der ikke er bange for at inddrage landvindinger fra andre genrer - det være sig hiphop, dubsteb eller metal - men stadigvæk bruger dem i en rockkontekst. Som Battles og Animal Collective.

Der skal nok snart komme nye indlæg. Hvis jeg udvider mit argument og får smidt flere avant-post genrer op, så vil jeg redigere det her indlæg til at matche den nye udvikling. Alt godt.