Slint - Spiderland (91)

Endnu en klassiker. Denne gang er indlægget nok mere skrevet på grund af konsensus end at jeg selv er fan, men jeg har allerede kaldt den for grundlaget for postrockgenren, og det bliver den desuden også kaldt alle mulige andre steder, så selvom den på mange måder er inspirationskilden til den form for postrock, som jeg ikke rigtig bryder mig om, så bør jeg nok skrive lidt om den. Om ikke andet, så for at jeg kan linke til den...

Den form for postrock, som jeg bedst kan lide, inkorporerer elektronik og moderne studiemetoder. Spiderland er i høj grad et guitaralbum. Det er et meget utraditionelt guitaralbum, men det er stadigvæk lyden af en ret traditionel rockkonstellation. De spiller bare ret mærkelig rockmusik. Pladen udkom i 91, samme år som Nirvanas Nevermind, og egentlig kan de to godt sammenlignes. De bruger succesfuldt det samme trick, den pludselige dynamiske vekslen mellem stilhed og støj. Men hvor Smells Like Teen Spirit nok er den mest effektive brug af dette greb, så er Spiderland abstrakt og kunstlet. Men i begge tilfælde kan man mærke inspirationen fra Pixies.



I virkeligheden er der en anden genre, som denne plade i langt højrere grad indvarsler: Mathrock. Jeg har ikke hundrede procent styr på genren, men den lette beskrivelser er, at det er guitarrock i mærkelige taktarter, som 5/4 og 7/8. Det er kompliceret og ofte instrumental musik. Slint er i høj grad emotionel, vokalen skifter mellem stille spoken word og desperat skrig, men det virker alligevel som et foregangsband for ting som Don Caballero. Derudover har også bands som Mogwai og Godspeed You Black Emperor været inspireret.



Det her vil man uden tvivl objektivt se som en god indieplade. Den udfører alt det en indierock plade skal. Den er helt særegen, den var nyskabende for sin tid og der er stadig ikke noget der helt præcist lyder lige sådan. Desuden er den både i komposition og tekster yderst intelligent. Nummeret ovenover bygger f.eks. på Coleridges Rime of the Ancient Mariner. Men det er ikke lige min stil, og som sagt foretrækker jeg min postrock med mere hiphop. I det hele taget tyder udviklingen af mathrock på at Simon Reynolds havde ganske ret da han kaldte det amerikanske indiemiljø bange for at annektere sort musik. Mathrocken har - efter min mening - virket fremsynet på stort set samme måde siden 91, men det var først med Battles - Mirrored at det for alvor gik i cyborgretningen. Men da blev det til gengæld også helt vildt godt...

Anmeldelser:
Allmusic