Igen, det her er ikke postrock, det er en indierockklassiker i stil med Radioheads OK Computer, Neutral Milk Hotels In the Aeroplane Over the Sea og Arcade Fires Funeral. Det er et dybt personligt album (tror jeg da i hvert fald), hvor musikken er indie, men med eksperimenterende elementer. Og et par postrock elementer. Jeg er vild med den her slags albums, det er på sin vis et mindre gesamtkunstwerk, i og med det kan forstås som en blanding af musik, poesi og teater (og hvis man har coveret vel også visuel kunst, men her fejler den nu lidt efter min mening...).
Men som sagt, postrockelementerne. Ja først og fremmest er der de tre numre The Cold Part, Alone Down There og The Stars Are Projectors. Allmusic beskriver dem sådan her: Unfortunately, the album's middle stretch contains three such songs, "The Cold Part," "Alone Down There," and "The Stars Are Projectors," which tend to blur together into one 17-minute-long piece that bogs down the album's momentum. Men jeg synes det er fantastisk. De tre atmosfæriske rocksange bølger frem og tilbage som et imponerende postrockopus, der ville gøre de fleste af genrens mere rockbaserede udøvere stolte. Og efter det her indrømmet lidt udmarvende opus kommer det perfekte comedown, den korte, morbide Wild Pack of Family Dogs. De her fire sange splitter desuden albummet over i to mere poppede sangsuiter fra 1-6 og 11-15.
Og ja, nogle gange er den her blog nok lidt ideosynkratisk, men det næste eksempel synes jeg selv er ret interessant. Og så handler det jo ret meget om genre betegnelser. For hvad er hiphop? Ja man kan jo f.eks. helt abstrakt kalde det en blanding af groove, samples og rytmisk tekstaflevering. Et eksempel fra tidligere: Public Enemy:
Du har en rytmisk bund, og lydeffekter lagt på. Det var denne idé, som Disco Inferno overførte direkte til rockband formatet: Basgangene styrer nummeret, mens guitaren er koblet til en sampler - der er noget elektro filigran, et par guitarakorder og et børnekor i baggrunden - og sangeren arbejder mere med rytme og ord end melodi:
Og den idé kopierer Modest Mouse på Tiny Cities Made of Ashes. Der er en basgang og noget rytmik. Alt andet musikalsk - også guitarfigurerne der popper op her og der - virker mere som filigran og samples. Også stemmen handler mere om stemmeføring og rytmik end om melodien, som egentlig blot veksler frem og tilbage mellem to toner. Det er ikke hiphop og det er ikke postrock som det traditionelt forstås, men det er eksempler på, hvordan genrer kan nærme sig hinanden - hvilket jo er hvad jeg advokerer for skal forstås som den oprindelige idé bag postrockbegerebet.
Mere generelt om resten af pladen: Det er virkelig en plade man kan fordybe sig i. Der synes at være en sammenhængende følelse af en eller anden form for tab over det hele, fra første sang 3rd Planet hvor en tekstbid siger: 'Baby cum Angels fly around you / Reminding you we used to be three and not just two' over Wild Pack of Family Dogs, hvor en hel familie går tabt - og som jeg for øvrigt for tiden funderer hænger sammen med 3rd Planet. Heri lyder det: 'My Boss just quit the job / says he's going out to find blind spots / and he'll do it', mens det i Wild Pack lyder: 'My dad quit he's job today / Well I guess he was fried but that's okay' Jeg er ret sikker på at der også skal tænkes på 'fired' med den linje - mens der til sidst agressivt overvejes 'What People Are Made Of'. Mit bedste bud er, at det handler om et barns død. Derudover skal det hele som sagt fortolkes både som musik, poesi og teater. Der er alle mulige atmosfæriske overdubs og musikalske detaljer, teksterne er kryptiske og fantastiske, og ikke mindst er Isaac Brocks vokalpræstation både teatralsk og fuldstændig uforlinlig. Helt ærligt, hvis musikverdenens vokalpriser rent faktisk blev givet for samlede vokalpræstationer havde han ryddet bordet. Det er gennemarbejdet, opfindsomt, udtryksfuldt og hænger fuldstændig sammen med resten af musikken. Det er helt vildt hvordan teksten (replikkerne) bliver formet og bøjet af måden han afleverer dem på, lyt f.eks. lige igen til Tiny Cities Made of Ashes, hvor deadpan vers (med to stemmer) afløses af desperate omkvæd. Men det er under alle omstændigheder et fantastisk album, som det virkelig kan betale sig at fordybe sig i.
Anmeldelser:
Gaffa
Allmusic
Pitchfork
Pitchfork Reissue
Tiny Cities Made of Ashes Stylusmagazine
"(og hvis man har coveret vel også visuel kunst, men her fejler den nu lidt efter min mening...)."
SvarSletHaha, ja, det er helt oppsiktsvekkende grimt.
Jeg liker Moon & Antarctica godt, men har aldri kommer heeelt under huden på den. Den har fryktelig mange kvaliteter, men jeg får hele tiden følelsen av at den har et nivå jeg ikke riktig fanger. Jeg kan meget vel se hvorfor andre holder den som en av tiårets og også tidenes beste plater, men jeg er bare ikke helt der selv.
3rd Planet er derimot helt der oppe. For et åpningsspor! For noen stemninger.