Avant-Post: The Beatles

... og via Norwegian Wood kom vi så videre til The Beatles. På den ene side er The Beatles naturligvis ikke et postrockband. På den anden side introducerede de mange elementer, der årtier senere blev fundamentale for genren. De blandede genrer frit og ofte, de var nogle af de første til at arbejde med albummet som sammenhængende enhed, og særlig vigtigt så forlod de livescenen for i stedet at bruge al deres tid i studiet. Som forklaret i introen på denne blog, er postrock som jeg ser det i høj grad netop defineret ved at fjerne albummet fra dets funktion som simulacra af et liveshow. The Beatles er derfor i høj grad foregangsmænd.

Her følger midt bud på de fem mest postrockagtige Beatles sange. Lige et par ord om udvælgelseskriterierne. The Beatles blandede som sagt genrer rigtig meget, men en del af det har mere præg af pastiche eller homage. Derfor ingen Obladi-Oblada, Revolution 9 eller George Harrison sitarting. Jeg er heller ikke en fan af de lange crescendo ting, synes egentlig de bliver lidt kedelige. Derfor ingen Hey Jude eller I Want You (She's So Heavy). Disse fem er mine egne favoritter i kronologisk rækkefølge. Argumenter gerne imod i kommentarerne.

Ticket to Ride (fra Help (65))


Det ældste valg er en perfekt udgave af synkretisme. Nogle mennesker påstår at alle de eksperimenter som The Beatles kastede sig ud i blev gennemført af George Martin, men hør guitarerne i det her nummer. De spiller som indiske sitarriffs. Der gik lang tid før jeg overhovedet lagde mærke til det - og det var i øvrigt vha popmatters - så meget er det indiske og det engelske - som fuldstændig overtager i bro og coda - blandet op. Kulturmødet i postrocken skal på denne måde netop være mere integration end asimilering. Minuspoint for teksten, den er lidt banal / uforståelig.

Rain (single (66))


Ok. Den her blegner måske lidt i forhold til så meget andet Beatles, kunne nok godt være byttet ud med noget fra Revolver eller Rubber Soul, men det er fint at have en enkelt singlesang på listen. Lyder egentlig også ret tidstypisk, bare med pænere sang, men stadig også lidt krautet og dermed også lidt protopost. Og så er der bonuspoint for den baglæns sang til sidst.

Tomorrow Never Knows (fra Revolver (66))


Jeg har som sagt stillet dem op kronologisk, men skulle jeg rangordne dem havde den sikkert været nummer et. Det her lyder som protocyborgrock a la Disco Inferno. Et groove, en sanger og en hel masse samples. Eller ok, det her er båndeffekter, men det er stadig fantastisk. Jeg hørte for øvrigt engang en discopodcast med James Murphy fra DFA og LCD Soundsystem hvor han imellem en hel masse discohouse jeg ikke kendte spillede det her nummer. Det passede perfekt ind.

A Day In the Life (fra Sgt Pepper (67))


Den her måtte postrockscenen til gengæld gerne låne lidt mere fra. Den har lydeffekter og når igennem to forskellige sangfragmenter, og mest postrockagtigt af alt har den hele to massive orkestercrescendoer. Stik den Sigur Ros.

I Am the Walrus (fra Magical Mystery Tour (67))


Igen er det mere præcist orkestreret pop eller psych eller noget, men det er dog stadig fremsynet og fantastisk. Og så får den bonuspoint for de teatralske spokenword samples - fra King Lear! - som jo næsten er helt Godspeed. Njaeh... den er måske lidt tynd.

Og den skarpsindige læser vil bemærke at der kun er sange fra deres mellemperiode 65-67. Betyder det at jeg synes de blev dårligere derefter? Jep. Eller, Abbey Road er fantastisk, men på sin vis lyder en rigtig stor del af post-67 musikken som om de enten ville lyde som andre (The White Album, som jeg nok aldrig rigtig fanger det fantastiske ved som helhed) eller ville være retro (Let It Be, dele af Abbey Road). Det bedste er i midten. For øvrigt er en lille spøjs detalje, at alle de valgte numre afslutter deres respektive lp-sider. The Beatles placerede ofte det, man lige skulle tænke over, til sidst.