Som jeg har skrevet i introen til den her blog, så vil jeg også forsøge at beskrive albums der har været inspirationskilder til postrocken. Dvs jazz, hiphop, techno, reggae/dub, kraut, postpunk, etc. Jeg siger ikke, at Miles Davis er postrock, og jeg ved ikke nok om jazz til at kunne påstå, den her plade er noget helt specielt, men den har påvirket postrockartister fra Talk Talk (der udtalte af Spirit of Eden og Laughing Stock var forsøg på at fange stemningen herfra) til døds-drone duoen Sunn O))) (specifikt på nummeret Alice fra Monoliths & Dimension, som flere har påpeget).
Jeg ved som sagt ikke så meget om jazz, men jeg forestiller mig at der grundliggende er en modsætning mellem jazz' fokus på spontanitet og virtuositet og den form for studiekreeret postrock jeg advokerer for på denne blog. Det er naturligvis utrolig forsimplet (mange af de amerikanske postrockbands har en tydelig jazz-inspiration og der er udgivet mange jazz-plader - tjek f.eks. Isotope 217 og Chicago Underground - på Tortoises postrockpladeselskab Thrill Jockey. Et andet hipster-eksempel kunne være norske Supersilent) men jeg synes ofte jazz virker meget fokuseret på liveoplevelsen og mindre fokuseret på at arbejde med studiet som medspiller. Men In a Silent Way er i høj grad en studieproduktion.
Der er blevet udgivet en boks, der hedder The Complete In a Silent Way Sessions, hvor man kan høre det grundmateriale Miles Davis og hans producer klippeklistrede sammen til de to numre der udgør den endelige plade, og selvom jeg ikke har hørt den, kan jeg godt fornemme at disse numre ikke blot er livetakes. I første nummer Shhh/Peaceful er der en fast bækken/bas bund, der skifter lidt i intensitet (det er ikke blot et loop) men som synes at galopere derudaf uden at være særlig interesseret i hvordan keyboardsne gurgler og bobler mens forskellige blæsersoli spiller løs på toppen. Effekten er hypnotisk og nok turnal. Andet nummer starter og slutter med Joe Zawinuls vuggevise In a Silent Way, der er en utrolig sød lille melodi, og ind imellem er der It's About That Time. Et nummer der lyder lidt mere traditionelt i mine ører, men som dog også på en helt fantastisk måde bygger op til et klimaks hen imod slutningen. Trommeslageren får endelig lov til at give en smule los, efter at have spillet utrolig tilbagetrukket i næsten en halv time, og resten af gruppen følger endelig den basgang, der har forsøgt at overtage nummeret i et stykke tid.
Der er en ufattelig kreativitet og en fantastisk stemning på den her plade. I mine ører - og som sagt også i flere af de store postrockartisters - er det noget helt specielt. Stemningen minder om hvad man også kan finde på kraut og ambient plader, ja den bliver næsten helt støvet dubbet til tider. Og så er det en af den slags plader der ofte (og for eksempel for nylig i TP og Stereostudio) kan findes rundt omkring til en halvtredser. Hvilket den så absolut er værd, perfekt musik til når mørket er faldet på.
Anmeldelser:
Allmusic
Pitchfork
Stylusmagazine (retro)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar