Hellere før end siden. Jeg fortsætter mit lille minitema om musik og race, og de næste par indlæg kommer også til at handle om dette. Egentlig startede sidste indlæg som et forsøg på at svare på spørgsmålet: Hvorfor er der så uforholdsmæssigt mange hvide mænd i postrock? Det her album skulle så bruges til at skyde et af svarene på førnævnte spørgsmål ned. Postrock som jeg definerer det har nemlig i høj grad kun fokus på at bringe musikverdenen videre. Der er ikke noget socialt budskab, der er ikke noget tekstligt fokus, enhver form for protest må blive noget abstrakt. For folk, der er marginaliserede - som stort set alle andre end hvide mænd på rockscenen - bliver der et langt større fokus på at kommunikere denne marginalisering. På en måde som publikum forstår. Og publikum forstår som oftest ting de kender i forvejen. Politik og musikalsk fremsynethed har altså svært ved at kombineres.
Desværre - eller heldigvis alt efter hvordan man ser på det - skyder det her album den forklaring ned. Det her er et af de mest politiske albums fra sin tid, og samtidig et som mange musikere - især fra første bølge af postrock kunstnere - har fremhævet for sin musikalske fremsynethed. Samples bygges ovenpå samples og skaber præcis den kaotisk agressive bund, som de kontroversielle tekster har brug for. Produktionen stod The Bomb Squad - fortrinsvis en fyr ved navn Hank Shocklee - for, mens rapperne hedder Chuck D og Flavor Flav. Deres roller er ifølge coveret henholdsvis Lyrical Terrorist og The Joker. Og teksterne er bestemt ikke underspillede. Titler som 'Welcome to the Terrordome' 'Nigger Machine' og 'Fight the Power' er kutyme.
'Fight the Power'. Revolutionen er nær.
Jeg har ikke styr på hiphophistorien, så jeg vil underbygge dette indlæg med et citat fra den wire artikel jeg linker til i bloggen introindlæg. Det handler om Kevin Martin fra EAR, Ice, God og Techno Animal, som jeg ikke kender noget til: Martin was (like Disco Inferno's Iain Crause) heavily influenced by Public Enemy, specifically the way Hank Shocklee's production situates a song's dynamic in the vertical, not the horizontal: "The shifting layers of frequencies, not the development of verse-chorus narrative," says Martin. "Of course, you could say the same about Jeff Mills or Stakker Humanoid. But Shocklee, on Fear Of A Black Planet, was the first to use sampling to pile on the intensities, rather than just quote obvious riffs; he took the peaks of other songs, like trumpet solos, and layered them densely." Jeg tror det er nemmest at illustrere med endnu en video:
Læg mærke til guitaren og læg mærke til de forskellige korstemmer der bliver lagt ovenpå og ovenpå. Især tricket med korstemmerne kan man høre hos Disco Inferno, nok mere direkte på ep'erne end på DI Go Pop. Jeg skal nok forsøge at sammenligne lidt mere direkte på et tidspunkt. Og redigere et link ind her. Det er en vildt potent lydside, som det desværre er svært at genskabe i dag. Som sagt er det dannet af et væld af samples, og copyright lovgivningen er langt mere rigid i dag end den var i starten af 90'erne. The Bomb Squad kunne derfor kort tid herefter umuligt gentage succesen fra det her album.
'Burn Hollywood Burn' Især omkvædet er hektisk.
Jeg kan godt lide albummet, men der er visse genretræk der irriterer mig. For det første er det håbløst langt. 20 numre på 63 min er altså svært at håndtere, især når musikken er så pågående og in your face. Der er et par skits på, men de fungerer sådan set fint. Det består mest af musik og samples fra bekymrede kommentatorer omkring gruppen selv, og iscenesætter fint albummet som værende farligt. Derudover skal man - hvis man er vant til at høre musik fra i dag - lige vænne sig til at musikken er mixet utrolig lavt. Det betyder at albummet virker endnu mere voldsomt når man afspiller det ved den volumen det fortjener, men hvis man spiller det lavt - f.eks. af hensyn til sine omgivelser - går noget af virkningen af fløjten. Men et godt og vigtigt album er det, og bevis for at politik og eksperimenteren sagtens kan gå hånd i hånd. Og nå ja, jeg ved godt jeg har skudt en forklaring ned, jeg sikkert er den eneste der finder blot en smule plausibel, men det virkede logisk i omkring et minut. Men man kan jo også tænke på bøger som Beloved af Toni Morrison og Invisible Man af Ralph Ellison. En gang imellem er det svært at kommunikere uretfærdighed og vrede med kendte virkemidler, og så må en ny udtryksform udvikles. Bare ærgerligt lovgivningen satte en stopper for denne her.
Anmeldelser:
Allmusic
Ingen kommentarer:
Send en kommentar