lørdag den 9. januar 2010

Paavoharju - Laulu Laakson Kukista (08)


Psychfolk!!! Ikke mere metal, men det her band minder alligevel på sin vis om Wolves... Vi snakker et kristent kollektiv fra Finland, hvis musik lyder som en blanding af religiøsitet og naturlighed. Samtidig er der nogle af de samme elementer til stede, med instrumenter der ikke rigtig spiller sammen, og en fokus på dynamik og tekstur. Hvis BM og folk nærmer sig hinanden kan de siges at illustrere den anden del af det.

Finsk folk! Det er overraskende nok en ret populær genre i indiekredse. Pitchfork skrev en lang artikel om det i 2005, der kan læses her. Scenen er centreret omkring pladeselskabet Fonal, og af andre bands kan nævnes Islaja, Lau Nau og Kemialiset Ystävät. Men det her er så klart min yndlingsplade fra scenen.

Igennem hele pladen arbejdes der med nedbrydning af sang- og genrestruktur. Halvdelen af pladen er med sang og halvdelen er instrumental, men nogle gange er stemmerne blot æterisk nynnen og nogle gange er der mere melodi i instrumentalnumrerne. Desuden er folk kun en fattig betegnelse, når der også blandes dancepop, vuggeviser og emo a la Nightwish i gryden. Det er en mærkelig men fantastisk plade.

Det her nummer, Kirkunväki, kan f.eks. ikke beslutte sig til om det er sang eller et mellemspil. Sangerinden lyder ikke særlig sammenhængende, og versene består mere af mærkelige lydting end af melodi, men trommerne og orgelet er til gengæld overbevist om, at de spiller et omkvæd. Trommerne rammer faktisk lidt den samme splittede lyd som ved et blastbeat, bare på en helt anden måde.



Uskallan derimod er bestemt en sang, men det er ikke så meget hverken folk eller psych eller noget. Jeg synes det lyder som noget der kunne være med i Melodi Grand Prix, bare en smule for mærkelig til at den kunne vinde. Det føler jeg alt for sjældent på psychfolk plader.

Jeg ved godt det måske lyder som en ufattelig mærkelig, forfærdelig og prætentiøs plade - Fleet Foxes siger du? Pft, alle ved at den bedste folk kommer fra Finland for tiden - men når man lytter til den er den behagelig og ligefrem. Det lyder som om de bare har taget hvad de kan lide - som indrømmet er nogle lidt mærkelige ting en gang imellem - og blandet det sammen til en fantastisk kompot - og når så pludselig der blot er en mand med en guitar på det fjerde nummer er der simpelthen så mange følelser i hans stemme, at jeg er ved at gå i stykker. Videoerne yder ikke hele pladen retfærdighed, den bør høres i sin sammenhæng - et problem der også blev klart under en koncert på Roskilde i år, der aldrig kom helt op at ringe. Men pladen var en af mine yndlings fra sidste år - en holdning jeg deler med et par andre. Og med dens vilje til at blande alle genrer, og dens fokus på lyd og rum, er den selvskrevet til denne blog. Varmt, varmt anbefalet.

Anmeldelser:
Allmusic
Pitchfork
CokeMachineGlow

Køb

Ingen kommentarer:

Send en kommentar