Mere rock og race. Denne gang om modtagelsen af det nye Vampire Weekend album. Det er utroligt så kontroversielle Vampire Weekend kan virke, i forhold til hvor laissez-faire og uengagerede de nogen gange lyder, men deres brug af verdensmusik har faldet mange for brystet, og de er blevet anklaget for at være postkolonialister. Blandingen af indiepop og afrikansk inspiration - parret med bandets egen benyttelse af sammenstilninger som den selvopfundne genrebetegnelse Upper West Side Soweto og sangtitlen Cape Cod Kwassa Kwassa - ledte til at de blev set som kopister af den eneste anden afrikansk inspirerede plade anmelderne åbenbart kender: Paul Simons Graceland. Også selvom der vist ingen Kwassa Kwassa er på den plade. Og selvom allerede debutens åbningsnummer indeholdt en tilpasset soca-rytme fra Sydamerika. Debuten indeholdt dog massevis af afrikanske klange og blandede dem både med indiepop, men også med arkaisk vestlige instrumenter som cembalo og strygerkvartetter. Det var lidt som om musikken skulle symbolisere noget oprindeligt og mere ægte end moderne genrer, og at den dermed skulle spille sammen med teksterne, der hovedsagligt handlede om snobberi og klassesammenstød og generelt om falskhed. Og brugen af afrikansk musik som noget 'ægte' og måske endda 'oprindeligt' er naturligvis problematisk. På opfølgeren fra denne måned er alting blevet opdateret, der er langt mere elektronik og endda et par samples, og så er fokus blevet flyttet længere i retning mod Sydamerika. Det er det bare ikke lige alle som har opdaget...
Det skal lige siges at det overhovedet ikke er min mening at hænge anmeldere ud for en gang imellem at lave fejl, og ikke have styr på alle verdensmusik genrer. De arbejder med deadlines og redaktører, ofte uden at få andet for det end promo'er en gang imellem, og kan naturligvis ikke have styr på alle undergenrer. Hybrider som Vampire Weekend er derfor mest i fare for at blive fejlplaceret. Men det er især i de danske medier, at Graceland vedbliver at være omdrejningspunktet. Således skriver Gaffa: 'Amerikaniseringen af afropoppen overrasker ikke længere, og dermed er en smule af den oprindelige charme også forsvundet.' Information fremhæver også konstant Graceland, også på numre som Diplomats Son, som ellers i mine ører mere er reggaeton eller et braziliansk baile funk beat. Fra Undertoner: 'Vampire Weekend evner at bestøve elementer fra indiepop med afrikanske rytmer, og det er vidunderligt og lifligt sat sammen, med endnu flere frække tiltag og friheder end på debuten.' Fra Politiken: 'Tråden tages op fra det ekstremt vellykkede debutalbum i den forstand, at afrikansk musik, filtreret gennem Paul Simon fra æraen omkring ’Graceland’-albummet, stadig bærer den elegant eksperimenterende pop oppe.' Og en af de mærkeligste sætninger kommer fra Soundvenues anmeldelse: 'Det er dog ikke den nigerianske afrobeat, kvartetten udforsker, men afropoppen fra Sydafrika og Senegal, der kom til Europa via folk som Paul Simon.' Hvem har påstået noget om afrobeat? Senegal og Sydafrika ligger desuden i hver sin ende af Afrika, så hvordan har de to lande fået en ens form for afropop? Og eftersom både Paul Simon og Vampire Weekend er amerikanere, hvorfor er det så relevant hvem der bragte musikken til Europa? (der for øvrigt i 80'erne havde en stor andel af afrikanske flygtninge og indvandrere, som formentlig har bragt en del musik med, dog nok mest fra Nordafrika). Det skal nu lige siges at resten af den anmeldelse er udmærket, og at anmelderen rent faktisk bemærker den stigende inspiration fra resten af verden. Og det er heller ikke kun danske medier der virker lidt tvivlsomt informerede om verdensmusikken. DrownedInSounds anmelder kalder f.eks. Oxford Comma fra debuten for 'fey cod-reggae' hvilket igen mest af alt lyder forkert. Skal der ikke være fokus på 2 og 4 før det er reggae?
Ja, jeg er derimod ret begejstret for denne her plade. Den her blog handler jo om hybridgenrer, og den her plade er fuldstændig frygtløs i sin sammenblanding af utallige verdensgenrer og elektronik og fantasifuld instrumentering. Og det er ikke sådan at verdensmusikken står på den ene side som noget gammelt og vestlig elektronik så er nyt. Nej, de har forstået at verdensmusik i dag også ofte er elektroniske dansegenrer som kuduro, dancehall og bailefunk, og bruger nu mest af alt rytmer og instrumentering til at holde deres numre så overraskende og glade som muligt. Hvilket igen smitter klædeligt af på teksterne, der handler om de samme emner som debuten, men virker mindre patroniserende og mere beklagende når musikken spiller på glæde frem for sandhed som alternativ. Jeg har også mærket glæden ved musikken i et par gennemgange af pladen jeg har læst fra bandet. Den ene - som vist også er den officielle pressemeddelelse - kan jeg desværre ikke finde, men inde på Drownedinsound ligger der en anden. Her er f.eks. om California English: 'there's auto-tune on Ezra's voice, there's this cascading string part after the bridge, there's a four-part vocal harmony breakdown, and my all-time-favorite Chris Tomson drum fill at 2:14.' Og her er om trommerne på Run: 'The big breakthrough was the drum part CT wrote for the horn choruses - he's definitely alluding to a tradition of rock drumming there. It's one of the biggest sounding parts we've ever written. When we were setting up drum mics in Avatar in New York in February I had the pleasure of ripping into that drum part. Sometimes I wish I were a rock drummer!' Jeg kan anbefale at læse det hele, det er yderst sympatisk.
Juleklokker!
Så ja, liv og glade dage, men desværre bliver det hele lidt tilfredst og følelsesløst. Jeg kan som sagt virkelig godt lide pladen, men må stadig sige at det ville være interessant hvis de en gang imellem lød lidt mindre kontrollerede. Som b-side til Cousins singlen havde de lagt nummeret California English pt 2 der helt igennem lyder som et eksperiment og en b-side. Komplet med hakkende rytmer og et mærkeligt kor-loop. Men pladen mangler efter min mening lidt den slags, og forsanger Ezra Koenig lyder næsten mere menneskelig her end han gør på pladen. Han er også blevet mere afdæmpet end på debuten. For to år siden var der plads til at råbe 'Do You Want To? / Like You Know I Do' og at synge om djævelen i slutnummeret. Den her video er naturligvis mere rå, da den er live, men jeg mangler stadig lidt af den desperation på den nye plade:
Så sammenfattet: God plade. Forhåbentlig ikke årets plade, men interassant, glad og idéfyldt. Det er utrolig svært at få hold på det her med race, hvorfor indlægget igen er blevet åndsvagt langt, men måden de bruger verdensmusik er mere etisk rigtig end på debuten. Men eftersom jeg aldrig har været i et tredieverdensland ved jeg ikke hvorfor jeg skulle kunne sige dette. Jeg ved ikke om det arkaiske, det glade, eller det agressive billede som MIA f.eks. forsøger at mane frem, er mest dækkende. Da Vampire Weekend kom frem var en af mine favoritting ved dem at de lød som om de blot brugte den musik de kunne lide, uden at det var meningen det skulle signalere noget som helst. Efter jeg har hørt dem utrolig mange gange kan jeg godt fornemme nogle bagtanker, og deres brug af verdensmusik har medført langt mere kritik end f.eks. Dirty Projectors, der også har nogle afrikanske guitarklange her og der - og for resten lavede 2009s bedste album. Men kritikken bliver også ofte forfejlet, og udstiller som oftest mere uvidenhed overfor inpirationskilderne. Hvis de her par plader får et par fans - og dem er der mange af, de er lige gået nummer et på den amerikanske albumhitliste med 124.000 solgte eksemplarer - til at sætte sig lidt dybere ind i noget andet musik end de ellers ville have hørt er det vel perfekt. Og selv hvis de godtager al den overfladiske snak om pladen, så er Graceland et af mine yndlingsalbums...
Anmeldelser:
Gaffa
Information
Politiken
Soundvenue
Undertoner
Pitchfork
CokeMachineGlow
TinyMixTapes
Popmatters
DrownedInSound
Ingen kommentarer:
Send en kommentar