Black Metal!!! Jep, jeg bliver i metaluniverset, denne gang med en plade, der mere direkte er blevet kaldet for postrock. Wolves in the Throne Room er et amerikansk blackmetal band, der har fået stor kritik i tr00-metal kredse. Først og fremmest fordi deres ideologi ikke handler om død og ødelæggelse, men om naturen og økologi og bæredygtighed og den slags. Og så bor de på en farm i det nordvestlige USA. Det lyder mere som et folkkollektiv, og rent faktisk har der på det seneste været en opmærksomhed i musikverdenen på ligheden mellem folk og black metal, nok tydeligst kommet til udtryk på pladen Winds Poem med Mt Eeriee fra i år, som jeg desværre kun har hørt enkelte numre fra. Begge genrer består ofte af enkelte mænd, der krænger deres følelser ud sammen med en guitar, bl.a. Ryan Adams - der selv laver den her form for musik - har erklæret sig fan af den anden genre, og han beskriver enmandsbandet Xasthur sådan her: "When I close my eyes and listen, I think of a heartbroken demon sitting beside these ashes in hell and really missing his girlfriend." WITTR lyder mindre som Heartbreaker-Black og mere hen af hvordan ting som Animal Collective eller tidlig Badly Drawn Boy ville lyde, hvis de var en my hårdere - The Hour of Bewildebeast... From HELL!!!
Men i virkeligheden er bandet mere blevet kaldet for en hybrid mellem postrock og black. Igen må jeg indrømme, at jeg egentlig ikke ved forfærdelig meget om genren, fejl må meget gerne kommenteres. Men som jeg har forstået det arbejder den her form for Black Metal til en vis grad på de samme præmisser som postrock. Det handler på den ene måde meget om inddragelse af andre elementer end kernesort metal, og om at bruge rummet i sin lyd. Og på den anden måde er det guitar, bas, trommer og vokal som spiller episke og langstrakte kompositioner. Som jeg har forstået det var det en ny lyd, der blev skabt af nordmanden bag navnet Burzum, da han var kommet i fængsel for mordet på sin tidligere medguitarist, hvorfor han var nød til at spille alle instrumenterne selv i sin celle. Dette gav en lyd, der ikke var særlig sammenspillet, og hvor lyden af rummet blev ret fremtrædende. Naturligvis er der også en hel del nederen konnotationer forbundet med den her slags musik, som det muligvis er svært at se bort fra.
Der er fire numre på Two Hunters. Nummer to og fire er meget Black Metal agtige, og nummer 1 og 3 er så mere... noget andet. Således kunne man forvente en dynamisk vekselvirkning mellem støj og atmosfære men... det sker ikke rigtigt. Det første nummer, Dea Artio, bliver aldrig mere end en højstemt intro til pladen, selvom det er 6 min langt. Det lever ikke rigtigt på sine egne dynamiske principper. Nummer to, Vastness and Sorrow, giver den til gengæld fuld gas i 12 min. Der går ikke lang tid før man bliver blæst omkuld af guitar, skrig og blastbeat. Hvad blastbeat er? Ja det er en trommerytme, som jeg mestendels kan beskrive som hvis en person forsøger at gennemtæve sine trommer så hurtigt som muligt. Jeg har virkelig svært ved at høre om guitaristen og trommeslageren overhovedet spiller sammen, og den her splittelse er noget af det fedeste ved musikken. Det er vel meningen at et blastbeat skal symbolisere vold og død - eller i det her tilfælde planter og bæredygtighed... - men jeg synes mest af alt det lyder som et panikanfald. Meget ekspressivt. I løbet af nummeret skifter rytmer og riffs og nogle gange spiller de mere sammen og andre gange tonses der derudad. Det bliver forvirrende, og skrigeren bliver ret ensformig, men egentlig kan jeg godt lide det.
Nummer tre falder i to dele. Først lyder det som en hedensk procession med en kvinde i front, og pludselig skifter alt karakter til og bliver til BM igen. Men der er igen ikke rigtig nogen opbygning, mere to numre sat sammen. Sidste nummer er derimod ret fint opbygget. Ca 2:30 inde i nummeret kommer der et killer-riff, som 13 min senere kommer tilbage og virkelig binder nummeret sammen. Derimellem er der en masse episk riffing og buldren og larm og skrig og det hele bliver lidt start/stop agtigt. Men nummeret fungerer som nummer.
Ikke alle albums på denne her blog kan jeg fuldt ud anbefale. Det her er et ret spændende album, men nok sjovere for fans af Black Metal end af Postrock. Dertil er der simpelthen for lidt fokus på struktur og tekstur og dynamik og den slags. Men spændende er det da, og som jeg sagde tidligt: på et tidspunkt skal der nok komme en rigtig god BM/PR hybrid. WITTR prøvede igen i år med pladen Black Cascade, men jeg har ikke hørt det, og jeg er stødt på utrolig få der foretrækker den frem for Two Hunters, så jeg er skeptisk.
Anmeldelser:
Allmusic
Pitchfork
CokeMachineGlow
TinyMixTapes
Mp3:
I Will Lay My Bones Among the Rocks and Roots
Ingen kommentarer:
Send en kommentar