Og videre med temaet. Godspeed You Black Emperor (forkortet GYBE, og egentlig er der et udråbstegn et eller andet sted i navnet, som jeg ikke gider bekymre mig om) er et band fra Montreal, Canada - det er forøvrigt lidt skægt, at ingen af de rigtig toneangivende bands på crescendocorescenen er fra England eller USA: Mogwai er fra Skotland, GYBE er fra Canada og Sigur Ros er fra Island - der udgav 4 plader fra 98 til 2002 og derefter gik på pause. De er nu netop blevet gendannet og tager forhåbentlig på turné snart. De skulle være ret fantastiske live. Det her er deres tredie album, det er et dobbeltalbum, og det er så klart min favorit med dem.
GYBE er egentlig nærmere et kollektiv end et band, og deres musik er som følge heraf ganske afvekslende. Man kan lidt forenklet sige at F#A#oo (98) er utrolig stemningsfuld, Slow Riot For New Zerø Kanada (99) er dynamisk, Lift Your Skinny Fists (00) er både og, og Yanqui U.X.O. (02) er hverken eller. Den her indeholder både typiske crescendocore passager, men samtidig også mere elektroniske dele, kammermusikalske småstykker og spokenword ting. Den starter dog triumferende med en lille march:
Som sagt er det et dobbeltalbum, og det er tydeligvis beregnet til vinyl. Der er nemlig kun to numre på hver cd, sådan ca lige præcis så lange som en vinylside. De enkelte numre består af en del forskellige forløb, og egentlig er det mere en hel masse sammenklippede smånumre end fire store sange.
Men denne her plade er endnu mere crescendobaseret end Mogwai Young Team. Hvor numre som Like Herod og Mogwai Fear Satan stadigvæk var egentlige sange, som også havde passager der ikke var del af crescendierne, så består de enkelte smånumre på den her plade af ren opbygning. Når nummeret har nået sit klimaks, så stopper det blot, hvorefter et nyt nummer går i gang. Det bliver lidt sammenklistret. Derudover er musikken ikke særlig melodibaseret. Man kan ikke rigtig nynne noget fra pladen. Men det er naturligvis heller ikke meningen.
GYBEs musik skaber apokalyptiske billeder. Det er et yderst politisk band, men det er selvfølgelig lidt svært at være rigtig eksplicit når man laver instrumental musik. I stedet er der lydklip fra præste og nostalgikere som skaber en eller anden ramme om det, og desuden er deres artwork altid ganske politisk. Yanqui UXO er nok det tydeligste eksempel – UXO står for unexploded objects, dvs landminer og klyngebomber, og coveret kobler alle de store pladeselskaber til fabrikeringen af disse objekter. På den her plade er det politiske mere grundlæggende som en følelse af frustration, utryghed og en gang imellem kamp. Det er mere noget med værdier end politik. Og jeg kan egentlig bedre lide dem når de forbliver abstrakte. Religiøsitet spiller også en ret stor del, som titlen også antyder.
Det er en klassiker, og en af den slags plader som de fleste egentlig ret godt kan lide når de hører det. Der er nogle lidt kedelige passager, men den er egentlig ret sammenhængende som værk. Det er som sagt lidt usammenhængende og åbenlyst crescendobaseret. Desuden slutter albummet ret antiklimatisk. Hele fjerde nummer er mærkeligt, og hvor man måske normalt ville have forventet en triumferende slutning, eller i det mindste noget tydeligt og engageret, så bliver det mere sådan en lidt hyggelig ting. Hvilket jeg dog egentlig også ret godt kan lide.
Anmeldelser
Pitchfork
Ingen kommentarer:
Send en kommentar