Jep, jeg går langt tilbage i tiden, i de her mellemliggende crescendocore indlæg. For at vise historien bag jagten på det gyldne klimaks. Det her er utrolig poppet klassisk. Dansemusik fra 1870'erne, fra manden der også skrev Carmen. Jeg er vild med det her som jeg er med en god popsang. Der er to temaer. Et majestætisk, og et entusiastisk. Hver især bliver de introduceret og varieret mens spændingen stiger, og ved 2:15 kommer det uundgåelige klimaks. Egentlig ganske simpelt. Men det virker sgu.
Handlede engang om Postrock. Nu handler det mere om at skrive lidt indgående om musik. Pop/indie/whatever.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar