Simon Deer - Simon Deer (11)

Det er jo generelt vigtigt for en dansk kunstner der vil synge på engelsk, at tilpasse sin musik efter ens eget greb om det engelske sprog. Simon Deer har en ret nem og simpel løsning, som jeg da er sikker på, at mange andre må have brugt før ham. Han holder produktionen lo-fi, hans stemmeføring er for det meste afdæmpet og resigneret, og så er hans tekster søgende og udspørgende, snarere end bestemte og udsigende. Det er bed-room-folk, han lyder som om han anskuer verdenen fra hans eget lille kammer. Nogle gange minder han mig om figurer som Dostojevskis Kældermennesker. Eftersom han skriver som en lidt skæv og søgende person, så gør det heller ikke så meget når teksten en gang imellem også bliver lige lidt skæv. Det kunne lyde som en lidt forsigtig ting at gøre, men Simon Deer formår alligevel at være ambitiøs i hans skildring og undersøgelse af denne kælder-kammer-person, via intonering, arrangement og ambitiøst emnevalg.

Usikkerheden mellem det sikre og det søgende etableres fornemt på pladens første skæring, Maggie Fargo, en sang om forholdet mellem Maggie og Mr Harris. Det lidt usikre greb om det engelske sprog hjælper en lidt plat vits som linjerne: 'Mr Harris and his love bone grows / she'd better not make him grow old' Ordene 'love bone' tror jeg ikke ville have virket, hvis ikke Simon Deer havde haft en så skæv stemme og lidt besynderlig diktion, der neutraliserer det lidt barnligt smarte udtryk. I omkvædet synes fortælleren at ville bestemme hvad Mr Harris burde gøre, men melodiens krumspring gør rådet utydeligt og problematisk. Mr Harris skal ikke følge sne-fnuggene, men Simon Deer holder en lille pause mellem 'snow...flakes' hvilket gør det hele lidt opgivende. Lige så er der en pause i linjen 'cause all you ever wanted was her... grace' Som om man lige skulle lede efter at finde den helt rigtige formulering af, hvad det egentlig var, Mr Harris gerne ville have fra hende.

Det meste af pladen lyder som om den kunne være optaget live i et take, men på From the Sidewalk er der lagt lidt effekt på, eftersom der er dobbelt sang fra Simon Deer. Det passer godt til sangen, der dels starter med at snakke om dobling med ordene 'Once again from the sidewalk', dels beskriver sangen noget arketypisk snarere end noget personligt. En dreng får først at vide hvad han skal gøre for at købe 'shining shoes' og bytte hvad han har til guld. Derefter møder han en bums, som siger han skal give alt hvad han har til de fattige, i linjer jeg mener at huske er taget fra Bibelen (jeg kan ikke slå efter, for alle mine Bibeler gik til under sidste sommers storm...) Det er det evige spænd mellem rigdom og religion, mellem personlig vinding og egennyttighed. Og Simon Deer kan slippe af sted med det på trods af sproglige begrænsninger, ved at stille det op som noget arketypisk via stemme-dobling og bibelske referencer, og så fordi teksten ikke påstår at have svaret på det her dilemma. Drengen tager en taxa hjem, og chaufføren er sur. Slut.

Oh Lord, My Enemies starter med at beskrive en mand, der rejser væk fra verden op på en bakketop, bygger et hus, planter blomster og falder ned på sine knæ. Som han siger: 'then my heart would be so high, so steep / that I would not stamp anymore' En smuk beskrivelse af den evige stræben efter at være god, havde sangen sluttet efter 1:30 minut havde det været en nydelig omend lidt naiv sang. Men så ødelægger Simon Deer idyllen noget så eftertrykkeligt: 'Oh Lord, but do one thing for me / hang them up so I can see / my enemies / I glee / by the old oak tree' Det er et isnende omkvæd, der så modigt og effektfuldt beskriver de nedrige følelser der synes at vedblive inde i os, lige meget hvor højt vi kravler op. Jeg gik helt i stå da det gik op for mig, hvad der var blevet sunget. Det er naturligvis en forkastelig følelse Simon Deer beskriver ... men omvendt ville det være løgn at påstå at jeg ikke også nogen gange kan have de samme tanker. Og andre steder i sangen passer Simon Deers særprægede sprog perfekt til sangen, f.eks. er 'glee' vist kun et navneord (jeg har aldrig hørt det brugt som verbum, og min engelskordbog kender det heller ikke), så linjen 'I glee' betyder vist 'jeg jubel' i stedet for 'jeg jubler', hvilket blot forstærker det primale og ureflekterede over den jubel. Og hvor er det dog fantastisk isnende med hvordan versene beskriver en paradisisk verden, og så kommer omkvædet ind med 'Oh Lord, but...' Det 'men' kan umuligt betyde noget godt, når nu han tilsyneladende har bygget alt godt for sig selv, og det gør det jo så heller ikke. Og i slutningen af omkvædet intensiveres guitarspillet, hvorefter mundharmonikaen stemmer i som et primalt skrig, alt det undertrykte, alt det ulogiske og menneskeligt nedrige, alt bliver krænget ud i et før-sprogligt vræl, hvorefter Simon Deer gentager det isnende omkvæd.

Netop fordi Simon Deer betoner det arketypiske, det søgende og det primale, så kan han slippe af sted med det han siger, med det sprog og den persona han tillægger sig. Rent tekstmæssigt har han fundet en mægtig god metode, og han afvikler denne metode dygtigt og ambitiøst. Jeg håber på at høre mere fra hans stemme. Men måske er der plads til flere ambitioner og større armbevægelser i det rent musikalske. Når jeg tænker på pladen, så er nogle af de stærkeste elementer ting som stemme-doblingen på From the Sidewalk, det primale harmonika-vræl i Oh Lord, My Enemies, eller den knasen der afslutter A Song From the Bridge. For at vende tilbage til en tidligere metafor, så lyder pladen ofte som en mand, der beskriver verden fra sin kælder, både fysisk og psykologisk beskrevet 'nedefra'. Elementerne som skal vise manden – melodi, tekst og sang – passer ret perfekt sammen, men de elementer som skal vise hans 'kælder' – lyd og produktion, de umenneskelige lyde fra harmonika og lydeffekter – måtte der godt blive gjort lidt mere ud af. Simon Deer har også her også fat i noget af det rigtige, men der er et stykke op til f.eks. hvordan en mand som Phil Elverum (The Microphones, Mt Eerie) bruger en art maksimalistisk lo-fi til at beskrive det sublime og over-sproglige.

II

Tillad mig nu at være lidt løst fabulerende. Det er vel privilegiet ved at blogge frem for at anmelde.

For der er nemlig en enkelt ting ved Oh Lord, My Enemies, som godt kan gå hen at blive lidt uheldigt. Den måde Simon Deer vil straffe hans fjender på, er ved at lynche dem, og selvom det i Danmark blot er en måde at straffe folk på, så er det et billede, som i udlandet har ret tydelige race-historiske konnotationer. Simon Deers sang fik mig på den måde til også at tænke over de sidste par års polemikker med danske kunstnere, hvis kunst er blevet misforstået i udlandet. Lars von Trier ville forklare hvorfor han var fascineret af fascistisk kunst, og fik fyret så dumme og usammenhængende forklaringer af, at han blev smidt ud af Cannes. Ice Age ville bruge fascistiske symboler og meget voldsom retorik de har hørt rundt omkring, og kom også under beskyldning for i stedet at hylde de ting, som de ellers mest kommenterede. Simon Deer skriver en sang om hvorfor nogle folk hader, men det kan misforstås – hvis man virkelig gør forsøget – som om han skriver en sang om hans eget had. Det er tre ret forskellige sager – Lars von Trier var for dum, Ice Age har villet bruge symboler de ikke kan kontrollere, Simon Deer vil bare skrive en modig sang, og kommer uforvarende til at bruge en måske lidt uheldig term – men det er fascinerende for mig, at danske kunstnere gentagne gange kommer til at træde lidt i den samme nælde, i de her år.

Jeg tænker at måske er rascisme og fascisme en anden ting for danskere, end for folk i de fleste andre lande. Vi har i et årti haft en regering der var støttet af et fremmedfjendsk – men lige knap rascistisk – parti. Flertallet af Danmarks befolkning har kunnet acceptere, at fremmedfjendskhed kom til at være helt centralt i landets styre. Omvendt har vi ganske enkelt ikke haft de samme voldsomheder med det her, som man har haft andre steder. Hos os er 'rascismens' ansigt i høj grad dem vi kender, dem som har stemt konservativt eller venstre, uden at tage konsekvensen af deres støtter. Og omvendt har vi ikke nogen Breivik, og har ikke haft de massive uroligheder som f.eks. London eller Paris har haft for nylig. Den her utilpashed ved det fremmede er noget menneskeligt for danske kunstnere, og ikke noget dæmonisk som det kan være i andre lande. Danske kunstnere laver derfor ofte kunst om fascismen i os, hvor det i andre lande i høj grad handler om fascismen hos dem. Når en Haneke laver Caché eller Det Hvide Bånd, så er der ikke den samme identifikation mellem hans problematiske hovedpersoner og instruktøren selv, som jeg finder hos Lars von Trier. Der er en dom over personerne, som jeg ikke finder hos den – gode – danske kunst. Simon Deer gør som de fleste andre danske kunstnere, og skriver om had og hævntørst i jeg-form. Det er selvfølgelig ikke med vilje at hans sang kan få en klangbund fra tredivernes USA, Simon Deer skriver jo fra en dansk virkelighed. Men han skriver sig alligevel ind i en tradition for at turde se de mørke menneskelige kræfter i øjnene. Det er stærkt og modigt, men jeg kan måske lige være et my i tvivl, om det vil blive forstået efter hensigten hvis hans sange får et amerikansk publikum.